Kampen om Sethos

[Zachariah Fairbairn]

Han havde undervurderet Zean. På ny, kunne han pludselig se hvorfor manden en gang var blevet deres leder. Selv om manden var soldat, tilmed en god en, var han heller ikke dum. Han kunne tænke for sig selv og kunne være farlig.
Da han havde indset at han var gået efter porten, havde han ikke rørt sig ud af stedet. Han vidste det var for sent, men gjorde alligevel intet for at stoppe folkene, der sprang mod porten. Folks sidste smerter gled igennem hans system, før også han stod rystende. Nu, hvor folk ikke led nye smerter konstant, følte han sig også mere træt. En velkendt fornemmelse.
Langsomt satte han sværdet tilbage i skeden, da han rettede ryggen. Zean var hans fjende og selv om de ikke havde fået ham denne gang, var det ikke slut endnu. Han måtte gøre sit bedste for at leve op til eksemplet, at være lige så stærk og snedig, hvis dødsenglene skulle respekterer ham på samme måde. Nogle af dødsenglene var gået med Zean, men der var endnu mange tilbage. Det skulle nok gå...Hvis de bare kunne enes med de andre racer, der nu var fanget her også. I hvert fald var der en regel, de hurtigt måtte lære. At angreb de en dødsengel, ville de hurtigt få hele racen på nakken, til personen selv var død, ofte pinefuldt. Det ville blive en svær opgave at få dem til at enes...
Han gned sin svedige og blodige pande, da han så over på den nøgen Era...Med en svag rødmen så han væk og vendte sig om mod de afventende folk omkring dem i stedet. Ja, hvad skulle de? Sethos var stærk, men kunne også være en fælde. Hans blik gled op mod de kolde, mørke bjerge omkring dem. Ja, det ville de gøre.
"Healere, se til de sårede. I der! Sørg for at den port bliver repareret. Nogen skal arbejde på den døgnet rundt, jeg er ligeglad med hvem. Forstærk den, så det ikke sker igen. Er der nogen tilbage fra bataljon 3? Der! Kompagni 3 og 5, i luften. Gem jer og hold øje med dem udenfor, informer os hvis der sker ændringer. Kompagni 1, standby. Vær klar, hvis de sender meddelelser, og sørg for de meddelelser ikke kommer nogen steder. Resten, hvil jer. I morgen skal I indtage bjergene og hvis de kommer for vores by, skal i overraske dem. De kan nå op i bjergene, men vi vil have dem først. Du der..." Han pegede på en soldat. En af hans gamle kammerater.
"Saml en gruppe og prøv at kortlægge nogle af tunnellerne. Find de hurtigste og bedste veje ud og sørg samtidig for ingen kommer ind"
Han havde ikke flere ordre at give. Nogle tøvede, men de fleste sprang straks i gang, vel bare glad for nogen tog kommandoen. Han tvivlede dog på Zean ville gøre mere nu. De var begge udmattede og ingen af dem vidste rigtig hvor mange mænd de havde tilbage. Det ville være dumt at sende dødsengle op i bjergene for at slås nu. Nej, de havde fået et pusterum, men de havde ikke vundet.
Han vendte sig om mod Era igen og trak træt på den ene skulder.
"For nu har ingen vundet. Vi kan prøve at forsinke dem, men på et tidspunkt vil der komme flere soldater. Vi er lukket inde her...Omend, jeg og flere andre kender nogle tunneller ud herfra, vi kan bruge. Men jeg er ikke klar til at opgive byen endnu. Den er bygget til at modstå både krig og belejring. Vi har store rum med mad og andre ting. Men...Vores problem er bare at Forsyth kender byen bedre end nogen..." Svarede han så og så over mod porten, hvor der allerede stod en gruppe og vurderede den ødelagte mekanisme. Han havde svært ved at bedømme om de burde blive eller prøve at rejse. Det ville være bedst at smugle nogle folk ud...Måske endda flertallet, så der kun var enkelte tilbage og når så Forsyth angreb byen, ville den faktisk være tom og de var stukket af under næsen på dem...Måske ligefrem kunne ramme dem bagfra? Men Zean kendte nok tunneller. Måske endda bedre end nogen. Ville det virke?
"Jeg ved ikke hvad vi ellers skal gøre lige nu..." Indrømmede han så endelig.

[Zean Forsyth]

Til sidst vendte Zean sig væk. Han var træt. En healer stod allerede ved siden af ham og bandt hans arm ind. Han havde nægtet at modtage magi, bare kald det paranoia, men han hadede alle former for magi lige nu. Derfor havde healeren bare presset en grød af blodstoppende og anti-bakterielle urter ind i hans sår og bundet det stramt. Om nogle timer, sagde hun, burde han modtage mere blod, som ville hjælpe det med at lukke hurtigere til. Han burde slappe af, mente hun. Men han vinkede hende væk. Det sved i hans arm, men han ignorerede smerterne, da han gik over til sine generaler. Han havde fået at vide at en gruppe friske soldater var samlet og var ved at blive briefet, hvorefter de ville blive sendt mod Oberion af hver deres rute, i håb om en ville nå frem. De vidste jo ikke om modstandsbevægelsen havde flere mænd herude eller sendte dødsengle over muren.
Han lod en blodig hånd glide igennem hans beskidte hår.
"Okay..." Sagde han endelig, da nogen stod og mumlede over de ikke havde urter nok til at tage sig af alle de sårede. Det var virkelig ikke hans største problem lige nu, de havde jo en natur foran sig.
"Lad soldaterne hvile, men så snart nogen er friske, vil jeg have sendt et par kompagnier rundt om bjergene. Der er mange tunneller ind og ud af den by og jeg ønsker så mange sprængt eller blokeret som muligt. De må ikke komme ud! Giv også buddene besked om at sende dynamit herhen..." Han burde nok tage hjem. Men han havde ikke lyst. Kampen var her og han ville ikke flytte sig, før der var en tydelig vinder eller taber. Om så Macaria kom selv og slæbte ham hjem i kraven. Et lille smil gled over ham ved tanken...Nah. Hun ville stå ved hans side og ikke flytte sig før, hellere.
"...Og giv min kone besked om at jeg er okay. Hun bekymre sig sikkert unødigt..." tilføjede han endelig, før han forlod sine generaler og gik over til nogle af hans dødsengle, der var blevet hos ham. Han havde ikke nok mænd til at sikre bjergene, så han bad dem holde øje med porten for ham. Kom de for langt med at reparere den, skulle de sende nogle mænd ind over den med bue og pil, for at forsinke arbejdet, til forstærkningerne kom frem...Men han ville ikke lyve. Dem der blev sendt ind for at gøre det, ville sikkert dø i forsøget.
Og så gik han ned til sit personlige telt, der var ved at blive sat op.

//Out

[Era Garou]

Det var en ren lettelse, da Zach begyndte at uddele ordrer. Ikke nok med det så adlød folk ham. Både oprører og dødsengle. Et underligt syn var det. Modstandsfolk af blandet racer løb rundt her i dødsenglenes by, og gjorde hvad de fik befalet – dog var der ingen dødsengle eller oprører som arbejdede sammen. Forhåbentligt ville det lykkes på et tidspunkt. Specielt varulve og dødsengle måtte da se hvor ens de var. Trods alt var det ikke første gang de to racer arbejdede sammen. Era kunne stadigvæk huske krigen om Pandemonium for flere år siden. Dér havde Zean og Pandemoniums dronning Eriz samlet de to styrker, for at skabe et levende mareridt. Det havde virket. Mon hende og Zach kunne gøre samme mirakel? Hun håbede. Ved Euphonia hvor hun håbede.
Èn af hendes racefæller og venner kom hen til hende med en blodig kappe, som hun kunne vikle om sin nøgne skikkelse. Ikke fordi hun følte sig flov over nøgenhed. Den slags var ret abstrakt blandt varulve. Men hun frøs. Ved alle månens former hvor hun frøs! Ikke nok med at vinden begyndte at bære sne med sig, så bed frosten i både fødder og kinder.
Hun lyttede til Zach, og måtte sukke tungt, mens hun viklede kappen tættere om sig.
”Fucking Forsyth…” hvislede hun ud mellem tænderne, og ville ønske, at hun havde dræbt ham. Først nu kom hun i tanke om Zachs udråb mod hende, dengang hun havde kastet sig over vampyren. Blikket flakkede mod ham, men hun orkede ikke at tage den diskussion nu. Lige meget hvad Zean havde gjort for dødsenglene, måtte de da se, at han var blevet en forræder, og var uværdig på tronen. Selv Zach måtte indse det. ”Har I ikke nogle andre du kan snakke med? Nogle ledere eller et råd af en slags, som kan hjælpe os med at belejre byen? Hvad fanden lavede han også her i byen? Efter rygterne at dømme, skulle han have været under vagt i Oberion! Det kan da ikke passe, han er tilbage ved dronningens side!”
Hun var træt af at tænke. Helst af alt ville hun gerne rulle sig sammen foran en pejs, og slikke sine sår rene, indtil de healede, men de var ikke soldater længere. De var ledere, og nu havde de en hel by, at se til.

[Zachariah Fairbairn]

Det irriterede ham en anelse at Era forlangte han havde alle svarende. For helvede, han var da blot en simpel soldat, født til at lyste, født til at lave sine egne oprør i form af små tyverier!
En latterlig tanke ramte ham. Måske kunne han bruge sin nye viden om slottet til at bryde og håbe på at ændre nogle ordre eller stjæle nogle planer. Måske ligefrem ramme dem i deres inderste...En selvmordsmission, fordi det kongelige par var vampyrer. De ville høre ham, mærke ham, før han overhoved nærmede sig slottets yderste mur. Men det var stadig en mulighed.
Hans eget, trætte blik gled over til Era endnu en gang. Han konstaterede svagt hun frøs, men blev enig med sig selv om at hun selv måtte sørge for sine egne fornødenheder. Alligevel slog han ud mod det store hus, der stod i det fjerne og rejste sig over de fleste andres.
"Forsyth har nok ikke brug for sit hus længere. Lad os trække os tilbage, folkene ved hvad de skal for nu" mente han. Nej, han vidste ikke hvad Forsyth lavede her...Nogle engle kunne nok forklare ham det. Og dog, havde han alligevel en ret god fornemmelse af det.
"Jeg ser to muligheder. Enten kom han for at meddele alle dødsengle skal dø eller at de alle er sat fri. Ud fra at nogen af englene fulgte efter ham alligevel..." Han viftede lidt med den ene hånd og lod selv Era gætte resten.
"Jeg kan ikke se hvad han ellers skulle lave her. Desuden er byen og dødsenglene i kaos. Jeg tvivler på nogen ved hvem der skal bestemme...Træk dig bare tilbage...Jeg har nogle at mødes med" sagde han så og følte sig en smule glad ved at kunne træde væk. Lige et øjeblik til at samle tankerne. Jo, dødsengle havde nogle ældre, der tog ledelsen i en situation som denne. Han måtte have fat i dem der var tilbage. Alligevel var den eneste tanke han kunne overskue, at Forsyth var mindst lige så velbevandret i krig og ville være en svær modstander, måske endda umulig. Det var bare trætheden der snakkede. I morgen ville han bedre kunne overskue det...Nej, når han havde sovet, kunne han bedre overskue det. Om han overhoved havde sovet, inden det blev morgen igen, var ham ret tvivlende. Uden at sige eller lytte yderligere, vendte han ryggen til Era og gik sin vej. Ja, nu skulle han nok tage sig af det hele!

//Out