Post by Saïx Veterano on Jan 16, 2016 2:40:00 GMT
Saïx ignorerede Isabels protester og hendes spark så længe han kunne, indtil det endte med at blive så voldsomt at han var nødt til at stoppe op og sætte hende ned. På det tidspunkt havde de alligevel skabt nok afstand til Fagail at lyden af landsbyboerne ikke var mere end fjerne råb og falmende stemmer.
Isabels skub sendte ham et enkelt skridt bagover, men det var ikke nok til at få ham ud af balance. I stedet stod han blot med Lili i armene og betragtede Isabel med en grimasse.
”Var det måske ikke meningen vi skulle holde lav profil?” spurgte han tilbage. ”Fint, dine spørgsmål tiltrak sig opmærksomhed, det burde vi måske have forventet. Men hvor meget mere opmærksomhed ville vi ikke have tiltrukket os, hvis vi havde ladt dem indhente os? Historien om kvinden som nedlagde en menneskemob ville sprede sig i hele Portus inden solen står op igen.” Saïx var ikke det mindste i tvivl om at Isabel med lethed ville kunne nedlægge hver og én af dem, med eller uden sine skyggeevner. Hun ville næppe behøve hans hjælp overhovedet. Men det var ikke den slags opmærksomhed de havde brug for nu. ”Det tager ikke lige så mange kræfter for mig at løbe med dig, som det så ud for dig at forflytte os i skyggerne. Desuden er det ikke noget jeg har meget lyst til at prøve igen.” Han gav en synlig rykning fra sig for at understrege sin pointe. Bevægelsen fik kun et lille grin frem fra pigebarnet i hans arme, mens hun strakte sine hænder op mod hans ansigt. Han så ned på hende, før hans blik igen faldt på Isabel.
Hun smilede ad ham. Det var lille, næsten usynligt, men Saïx kunne se trækningen i hendes mundvige. Der var noget i smilet alene, som fik ham til at sænke skuldrene, og han nikkede. ”Alright. Løft lige dine arme, så jeg kan komme til.”
Med kvindens instruktioner friskt i minde, havde Saïx fået selen spændt forsvarligt om Isabels krop, og Lili kunne trygt ligge i den. De mørke øjne så betragtende op på de to voksne, mens Saïx spændte den sidste sele bag Isabels ryg. ”Så. Nu burde det være behageligt for jer begge to.” Han så over Isabels skulder og ned på Lilis ansigt, som nysgerrigt havde vendt sig rundt i træerne omkring dem. Hvor anderledes måtte det her se ud, i forhold til hvordan der havde set ud i Pandemonium? Han stødte tanken bort, og samlede rygsækken med teltet og pelsene op, og svang det hele om ryggen.
”Du kender området. Hvad er den hurtigste vej til Istus?” Denne gang var det ham, som lod et prøvende smil finde vej til læberne.
Isabels skub sendte ham et enkelt skridt bagover, men det var ikke nok til at få ham ud af balance. I stedet stod han blot med Lili i armene og betragtede Isabel med en grimasse.
”Var det måske ikke meningen vi skulle holde lav profil?” spurgte han tilbage. ”Fint, dine spørgsmål tiltrak sig opmærksomhed, det burde vi måske have forventet. Men hvor meget mere opmærksomhed ville vi ikke have tiltrukket os, hvis vi havde ladt dem indhente os? Historien om kvinden som nedlagde en menneskemob ville sprede sig i hele Portus inden solen står op igen.” Saïx var ikke det mindste i tvivl om at Isabel med lethed ville kunne nedlægge hver og én af dem, med eller uden sine skyggeevner. Hun ville næppe behøve hans hjælp overhovedet. Men det var ikke den slags opmærksomhed de havde brug for nu. ”Det tager ikke lige så mange kræfter for mig at løbe med dig, som det så ud for dig at forflytte os i skyggerne. Desuden er det ikke noget jeg har meget lyst til at prøve igen.” Han gav en synlig rykning fra sig for at understrege sin pointe. Bevægelsen fik kun et lille grin frem fra pigebarnet i hans arme, mens hun strakte sine hænder op mod hans ansigt. Han så ned på hende, før hans blik igen faldt på Isabel.
Hun smilede ad ham. Det var lille, næsten usynligt, men Saïx kunne se trækningen i hendes mundvige. Der var noget i smilet alene, som fik ham til at sænke skuldrene, og han nikkede. ”Alright. Løft lige dine arme, så jeg kan komme til.”
Med kvindens instruktioner friskt i minde, havde Saïx fået selen spændt forsvarligt om Isabels krop, og Lili kunne trygt ligge i den. De mørke øjne så betragtende op på de to voksne, mens Saïx spændte den sidste sele bag Isabels ryg. ”Så. Nu burde det være behageligt for jer begge to.” Han så over Isabels skulder og ned på Lilis ansigt, som nysgerrigt havde vendt sig rundt i træerne omkring dem. Hvor anderledes måtte det her se ud, i forhold til hvordan der havde set ud i Pandemonium? Han stødte tanken bort, og samlede rygsækken med teltet og pelsene op, og svang det hele om ryggen.
”Du kender området. Hvad er den hurtigste vej til Istus?” Denne gang var det ham, som lod et prøvende smil finde vej til læberne.
