Hvad gør vi nu!?

[Isabel Veterano]

Det sitrede hele vejen op gennem armen og nakken, da hans tungespids ramte hendes hud. Hans læber var kolde, og hun knyttede vagtsomt hånden om sin daggert, da hun mærkede ham stramme grebet om armen. Alligevel var der noget sensuelt ved den måde, hans læber kørte op af hendes arm på. Flygtigt fugtede hun sine læber, men beholdte koncentrationen. Èn af dem måtte forblive fokuseret, selvom minder om deres tid sammen som mennesker pressede sig frem på hendes nethinde. Deres første kys. Varmen fra ham, når hun stod i hans arme. De nætter de havde sovet tæt ind til hinanden. Og selvfølgelig… den første gang de havde delt seng.
Blodet forlod hendes arm i et hurtigere tempo, da han begyndte at suge det til sig. Hun rykkede lidt på sig, men sagde ikke stop endnu – ikke før hun begyndte at blive svimmel.
”Det er nok!” skar hun igennem, og overraskende nok stoppede han med det samme. Det kom bag på hende, at han havde så meget selvdisciplin. Måske havde hun undervurderet ham. Trods alt havde hun ingen bitre følelser mod hverken Marcellus eller Macaria, som ligeså var vampyrer, men hvorfor havde hun ingen tiltro til Saïx? Fordi han var en ny vampyr, eller fordi hun følte, at han havde svigtet hende, da han lod sig selv omvende?
”Det er for vores alle sammen skyld,” svarede hun hans taknemmelighed, mens hun stavrede på benene, og hen til døren. Kort måtte hun støtte sig til væggen, for ikke at falde, inden at hun tog sig sammen, og begyndte med sit eget blod at tegne et segl på dørens rå overflade. Det var svært. Både fordi det skulle se ordentligt ud, og fordi der skulle være nok blod. Hvorfor skulle Caleb altid få alting til at se så nemt ud?
Hårdt pressede hun sin blodige hånd imod såret, mens hun usikkert på benene, gyngede hen til sengen. Træt dumpede hun ned på kanten igen.
”Hendes navn er Lilith, men det er nok bedst, vi bare kalder hende Lili, for ikke at skabe for meget opmærksomhed. Lili er også et normalt navn blandt folk,” fortalte hun, og trak klodset sin jakke hen til sig, for at rive et stykke stof af med tænderne. Det var svært at gøre ting med kun én hånd. I det hele taget manglede hun sin bror og sin makker, nu hvor hun var herude på farten igen. Nu hvor hun var tilbage.
Besværligt lagde hun en stram forbinding omkring sin såret arm. Det ville stoppe blodet. Om en times tid skulle hun nok være fuld funktionsdygtig igen. Lige nu var hun en smule svimmel, armen gjorde ondt, og hun var træt.
I et øjeblik lod hun sig selv sidde hængende på sengen, inden at hun strøg fingrene igennem sit fedtet hår, og rejste sig op med et støn.
”Gør mig en tjeneste og hent noget mad og drikke,” bad hun, mens hun gik hen for at fylde kobberbadet op med varmt, dampende vand. ”Jeg har brug for næring efter blodtabet. Hvis du kan skaffe noget mælk eller grød til prins – til Lili – ville det heller ikke gøre noget. På et tidspunkt på barnet blive sulten!”
Hun satte sig på kanten af karret, for at vente på baljen blev fyldt med vand. Med sin raske arm trak hun stoffet hen foran sig, så hun ikke tydeligt vil kunne blive set af Saïx, når han kom tilbage. På trods af deres fortid var hun ikke sikker på, hvor de var henne længere. Deres tid sammen lå 2 år tilbage. I andre kroppe. I en anden tid.

[Saïx Veterano]

Saïx nikkede tavst, uden at have nogen yderligere kommentarer at komme med. Det lød kort og godt som en god plan. Og jo tidligere de begyndte at leve deres nye liv, jo nemmere ville det blive at leve sig ind i rollen – forhåbentligvis.
Han fulgte Isabel med blikket da hun bevægede sig til karret, og trak stoffet for. Han hørte vandet fyldes op, og fangede sig selv i at lade minderne vandre til den første og eneste gang, han havde set Isabel afklædt. Det havde været hendes gamle krop. Selv om at hun heller ikke dengang havde været specielt feminin, havde han set noget smukt over hendes naturlige skønhed. Det havde været de ord som i sin tid havde fået hende til at slappe nok af sammen med ham, til at de havde delt deres første kys. Mindet gjorde ondt på ham, og han skubbede sig væk fra sin plads ved vindueskarmen. Væk fra Isabel.
”Jeg skynder mig tilbage.” fortalte han hende uden at se sig over skulderen, da han låste døren op igen, og forlod værelset. Et klik bekræftede at han låste døren igen udefra – ikke fordi han var bange for at Isabel skulle stikke af med barnet, men for at sikre at ingen skulle finde på at bryde ind hos dem. Isabels magi beskyttede dem måske fra at blive opdaget af Marcellus og Eriz, men han tog ingen chancer.
Isabels blod havde haft sin effekt på Saïx, på mere end én måde. At begive sig nærmere de mange hjerteslag i krostuen fik ikke hans nerver til at vride sig, eller hans mave til at vende sig i sult. Han kunne med en rolig gang gå over til kromutteren, som omgående lagde al sin opmærksomhed mod ham. Den anden effekt af at blodet havde styrket ham. Selv om at han på ingen måde prøvede, kunne han ikke rigtig slukke for effekten. Han var sikker på at han også kunne fornemme andres blikke hvile på sig, og dét fik til gengæld hans nakkehår til at rejse sig. Han skulle holde lav profil, skyggerne tage ham.
”Jeg vil godt have noget mad op til værelset.” fortalte han kromutteren, som nikkede forstående.
”Til dig selv eller din… hustru?” spurgte hun sigende. Saïx bed sig selv i tungen. Hvordan skulle han omtale Isabel? Han fortalte sig selv at det kunne være ligemeget.
”Til hende og barnet. Varm mad, noget at drikke, og noget grød til barnet, hvis du har.” Igen nikkede kromutteren, og bad ham vente, før hun fik én af de ansatte til at ordne det nødvendige inde i køkkenet. I mellemtiden så Saïx sig omkring i krostuen. På alt livet der florerede. Gad vide hvordan de ville reagere hvis de vidste at den 'døde' Veterano og kidnapperne af den pandemonske prinsesse beboede kroen. Han misundede dem et kort øjeblik deres alkohol. Macaria havde fundet ud af at blande det sammen med blod, men det var desværre én af de ting hun ikke havde nået at vise ham.
Der gik nogle minutter før Saïx fik et bræt stukket i hænderne. En skål grød, kromutter lovede ikke var for varm for en baby, i tillæg til en dampende suppe og en flaske med hvad Saïx ville mene lugtede af tranebærsaft. Med betalingen ordnet vendte han tilbage til værelset, hvor han igen fik døren låst i bag sig. At dømme efter lydene fra karret, måtte Isabel stadig være i gang med sit bad.
”Maden står klar når du er færdig.” Fortalte han hende, mens han tog grødskålen i den ene hånd, og lagde Lili ind i sin frie armkrog. Lugten af mad måtte have fået hendes aktivitet, for det virkede som om hun pludselig livnede til, og fulgte skeen med blikket da Saïx førte den ind i munden på hende.

[Isabel Veterano]

Først da lyden af låsen, der gik i, lød i rummet efter Saïx var gået, tittede Isabel frem fra stoffet, bare for at være helt sikker om, at hun var alene med Lilith – Lili. Efter et kort blik mod barnet, der blot lå og nulrede med sit tæppe, forsvandt hun igen bag skærmen, for at begynde at klæde sig af. Kort måtte hun ømme sig, da hun trak trøjen op over hovedet. Raine havde fået et slag ind på hende i siden, og da hun kiggede efter, opdagede hun begyndelsen på et stort, blå mærke, der strakte sig over hendes ribben. Forbandet dæmon. Mon han stadigvæk var i live?
Hun lod sig forsigtigt ved hjælp af armene, synke ned i det varme vand. Alle musklerne spændtes et øjeblik inden de slappede fuldkommen af, så hun måtte udbryde et lettet støn. Mere afslappet lænede hun sig tilbage, og sank helt ned i vandet, indtil det dækkede hendes mund. I et øjeblik lod hun det hele hjælpe på de ømme muskler, før hun dykkede helt under.
Stilheden omsluttede hende. Kun hendes eget hjerteslag kunne hun høre her under det stille vand, som allerede var blevet en svag lyserød farve på grund af blodet, hun havde haft på kroppen fra kampen i Pandemonium. Sølvhåret dansede omkring hendes ansigt, mens hun betragtede vandets mønstre på kobberets glatte sider.
Tavst lyttede hun. Bare en stille klukken eller hvisken kunne betyde alt for hende. Hun var hjemme. Hjemme i Portus, hvor Inei herskede. Gudinden måtte vide, at hun var tilbage igen! Hun måtte kunne se igennem den her twistet krop, og se sjælen på den anden side. Se at det var hendes trofaste tjener!
Men der kom ingen ord til hende. Ingen hvislen. Intet.
Hun brød gispende overfladen igen. Vand dryppede fra hende, mens hun kastede med hovedet, for at få håret væk fra øjnene. Med en klump i halsen skjulte hun ansigtet i sin ene hånd. Skuldrene trak sig op, som desperationen oversvømmede hende som en skummende flodbølge. Hvad var det hele værd, når Inei åbenbart for altid, havde vendt hende ryggen? Var det hvad hun var vendt tilbage til? Tavshed?

Da Saïx kom tilbage, var hun i gang med at skrubbe det sidste af rejseskidtet væk. En hård børste der efterlod huden kriblende og rødmende, hjalp til med at fjerne det væreste, indrgroet blod og snavs.
”Tak! Jeg er færdig nu,” kaldte hun tilbage til Saïx, og rejste sig fra karret. Et stykke gråt hørstof hang ved siden af badet, som man kunne tørre sig med. Efter at have vredet vandet ud af sit blanke sølvhår, viklede hun stoffet omkring sin fugtige krop, før hun trådte frem fra skærmen.
Saïx sad med Lili i sin ene arm, og prøvede at made hende. Det frembragte et ufrivilligt smil hos Isabel. Lilis tandløse mund åbnede sig på vid gab, hver gang skeen kom tæt mod hendes munden. Veltilfreds gumlede hun grøden i sig, mens de store øjne på ny rettede sig mod Saïxs ansigt, som hun intenst betragtede nysgerrigt. Det var et hjertevarmende syn.
”Man skulle tro du var vant til babyer,” kommenterede Isabel mildt, og sendte Saïx et lille smil, før hun vadede over til sengen, hvor hun løftede fligen af sengetæppet op, så man kunne se under bunden. Lavt piftede hun. Med det samme skilte noget sig ud af mørket under sengen, før to shadowdrakes kom vraltende ud af skyggerne, der langsomt slap dem, da de hvæsende krøb frem. Kløerne for enden af deres vinger lavede kradsemærker på gulvet, og deres trekantet hoveder virrede nysgerrigt rundt i lokalet. Den mindste af dem fik øje på Lili, og lavede en ivrig pibende lyd, før den baskede klodset op i sengen. Lili drejede hovedet væk fra skeen, for at se mod sin drake. Et glad udtryk lyste hendes ansigt op, mens hun sparkede og viftede med sine arme mod draken, der fik klatret op på Saïxs ben, så den kunne lægge sig op af den lille pige.
Isabels egen drake var i fuld gang med at gnide sit hoved hårdt op af hendes ene ben, så hun havde svært ved ikke at falde over den, da hun prøvede at komme over til sit stof bag skærmen igen.
”Okay, okay! Roooolig nu! Jeg var kun væk i et par timer! Pas nu på dit dumme kræ!” skændte hun, men det virkede ikke helt, eftersom hun smilede over hele ansigtet.

[Saïx Veterano]

Et eget, ufrivilligt smil krøb over Saïx’ læber ved Isabels kommentar. Det var ikke fordi det kom ham naturligt overhovedet. Han var i forvejen en stærk mand, og med sin vampyriske styrke var han så forsigtig som han overhovedet kunne være med det lille barn.
”Jeg tror mere det er snak om held end noget… Andet…” Saïx havde netop løftet blikket for at se på Isabel, og fangede sig selv i at lade blikket hvile på hende, der hun stod kun tildækket af hørklædet. Havde det ikke været for de brændende øjne og det askefarvede hår, og manglen af runer over hendes hud, kunne det næsten have været den selv samme kvinde han huskede fra dengang. Det havde fået ham til at vende blikket tilbage til Lili, som hun igen lukkede munden om skeen, og grådigt spiste grøden. Men skaden var allerede sket; han måtte have brugt mindst to fulde sekunder på at se på Isabel, og hun måtte have lagt mærke til det. Han bandede indædt.
Hans banden blev dog fuldt ytret da Isabels piften lokkede de to shadowdrakes frem fra hvad der virkede som ingenting. Da prinsessens drake fandt ud af hvor pigebarnet var, og kravlede op i sengen via hans ben, måtte selv Saïx bide tænderne sammen. Han havde ikke glemt hvordan det havde føltes med dens tænder gravet ned i hans kød, og selv om at hans ben havde nået at heale, var han ikke meget for at have bæstet i nærheden af sig igen.
”Gider du godt sige til før du gør det dér?” fik han frem i en hvæsen, men uden at tage blikket fra draken som lagde sig op af prinsessen, der bekymringsløst lagde de små arme om bæstets store hoved, som var det bare en forvokset hund. Hele scenarioet fik hans nakkehår til at rejse sig, og han løftede Lili fra sit skød, så hun i stedet kunne lægge sig med sin drake. Han skubbede sig selv væk fra sengen, og begav sig over mod karret, hvor Isabel var i gang med at samle sit eget tøj sammen.
”Få dig noget at spise mens jeg vasker mig.” rådede han hende, mens han greb en af spandene, og begyndte at hive det brugte badevand ud af vinduet, og ned på gaden under dem, før han begyndte at fylde karret op igen. Med stoffet trukket for, klædte han sig selv af, og lod blikket glide ned af sig selv en enkelt gang. Det fremtrædende brændemærke på hans brystkasse mødte hans blik, lige så tydeligt som det var den nat Macaria havde brændt det ind i huden på ham. Vavilons symbol. Tegnet på hans loyalitet til hende. Han betragtede det bittert, ligesom han måtte betragte de andre ar hun havde påført ham, før hun havde omvendt ham. Alle sammen mærker som for altid ville pryde ham, og som hans vampyrisme ikke ville heale.
Fra den anden side af stoffet kunne han høre Lili grine et barnligt grin, og forestillede sig hvordan hun måtte ligge og lege med sin shadowdrake. Hvordan et barn kunne bindes til sådan et bæst, ville han aldrig kunne begribe. Han stødte tanken fra sig, da karret blev fyldt, og han lod sig synke ned i det dampende vand, lige til skuldrene. Skidt, snavs og blod farvede vandet omkring ham, men han følte sig stadig så beskidt. Han endte med selv at lade sig synke hele vejen ned i karret, indtil alle lydene omkring ham blev dæmpet af vandet. Et øjebliks fred.

[Isabel Veterano]

Isabel havde godt lagt mærke til Saïxs blik, der i lidt for lang tid havde hvilet på hende. Det havde fået hele hendes krop til at sitre, og hun stod pludseligt helt forlegen, indtil hun hurtigt havde bevæget sig for at få fat på drakesne. Hun følte dog stadigvæk hans blik, som hang det stadigvæk på hende. Det farvede hendes kinder så røde, at det føltes som om nogen havde stukket hende en lussing.
Derfor var det lettende, da hun kunne søge tilflugt bag stofskærmen, hvor hun begyndte at samle sit tøj op i favnen. Fantastisk! Dårlig nok havde hun forladt Pandemonium, før de gamle, forvirrende vaner kom frem til hende!
Hun grinede for sig selv ved Saïxs hvæsen, mens hun trak sine læderbukser på.
”Undskyld. Jeg skal nok prøve, at huske på det,” sagde hun, men vidste det ikke ville blive sidste gang. Skyggerne var levende for hende. Portaler forbundet til hinanden. Det var svært at advare om noget, der lå så naturligt til hende – en del af hende. Bare tanken fik hende til at gyse.
Hun nåede lige at hive sin kortærmet trøje over sin markeret overkrop, da Saïx kom til syne rundt om skærmen. Kort mødte deres blikke, inden at hun nikkede til hans råd, og skyndte sig at give ham sit privatliv.

Suppen var typisk portusiansk. Fyldt med smagfulde grøntsager, krydderier og en smule kød. Det var lang tid siden Isabel havde fået friske grøntsager. Med sin drake balancerende på hendes ene skulder med kløerne begravet i hendes trøje, slubrede hun forsigtigt maden i sig. Når hun stødte på noget kød, bød hun det til sin drake, der med en huggende bevægelse tog imod det. Dens hale var viklet omkring hendes mave, og bagbenene kunne akkurat lige nå sengen, som den strakte sig over hendes ryg. Hun kunne mærke dens puls mod sig, og høre den pibe klagende, når der gik for lang tid mellem kødstykkerne.
Benene var trukket op i skrædderstilling for at undgå skyggerne i at nå hende fra under sengen. Skålen holdte hun helt op til brystet, for at undgå at spilde.
Lili var fuldkommen viklet ind i sin drake. Alt man kunne se var sorte vinger, og hoved, der hvilede tæt mod barnets tykke kind. Det virkede dog til at draken, havde fået pigen til at falde til ro, for øjnene var lukket i, og åndedrættet lød både tungt og stille – fra dem begge to.
Isabel slubrede det sidste af suppen væk, før hun stillede skålen nede på gulvet ved sengen. Med en hvislende fløjten kaldte hun sin drake ned i skødet, hvor den lagde sig til rette. Forsigtigt begyndte hun at undersøge den for skrammer eller flænger, den kunne have fået i kampen. Ligesom sine våben tog hun sig også godt af de andre værktøjer hun brugte i kamp.
Beroligende småsnakkede hun til draken, mens den både trillede om på siden og ryggen, for at hun kunne undersøge den. Til sidst lod den sig dog bare ligge på ryggen med vingerne spredt ud til hver side, mens hun blidt strøg den over den udvidet mave med to fingre. Skælende dér var bløde og tynde.
”Hvad skal vi dog stille op med dig, når du bliver stor, huh?” mumlede hun ned til den. Nynnende af veltilpashed svarede den hende, men det var intet, hun kunne bruge til noget. Dens hale viklede sig kælent omkring hendes underarm. ”Her i Portus vil du blive dræbt, hvis nogle ser dig. Vi må finde et afsidesliggende sted, hvor vi alle sammen kan gemme os. Det vil du kunne lide, ikke? Et sted hvor du kan flyve frit. Væk fra forurening, storbyer og små rum. Fjollehoved. Hverken dig eller mig høre til her længere.”

[Saïx Veterano]

Saïx’ hoved dukkede op fra vandoverfladen igen, efter at han mente at han havde tilbragt tilstrækkelig tid under vandet. En hånd strøg det våde pandehår bagover og væk fra hans øjne, før begge hans arme lagde sig mod karrets kant. Hans blik faldt på hans højre hånd, som han vendte og drejede en smule på. Sidste gang han havde været i Portus med Isabel, havde hans hånd været knust. Ubrugelig, dækket i bandager og spænder. Nu virkede det som om hans hånd var det eneste som var sit gamle jeg. Han bed et indædt suk i sig, da han lænede hovedet tilbage mod karrets kant, og lukkede øjnene i. Tavst lyttede han til Isabels samtale med sin drake, men han fandt det umuligt at holde tavsheden gående.
”Du hører mere til Portus end nogen anden.” fortalte han hende fra den anden side af stoffet som adskilte dem. ”Du valgte ikke at blive hvad du er. Det burde Inei selv kunne se. Du ville stadig være hendes straffende hånd, hvis tingene havde været anderledes.” Hans hånd lukkede sig om kanten af karret. Hvis tingene havde været anderledes… Alt ville være anderledes, hvis ting havde været anderledes dengang. Hvis ikke Marcellus fået fingrene i hende. Isabel ville aldrig have været nødt til at ofre sit liv. Han ville aldrig have været nødt til at tage til Pandemonium. Kidnapningen ville aldrig have fundet sted. Han ville stadig have været et levende menneske, Isabel ville stadig have været en respekteret magiker, som kunne bevæge sig åbent rundt i Portus, i stedet for hybriden som måtte skjule sit ansigt. Han ville ikke behøve vide at hun uden tøven ville slå ham ihjel, hvis han gav hende nok grund til det.
Han trak sig selv op i karret og greb et andet hørklæde tørrede sig selv af med det. Han blev alligevel bag stoffet indtil han havde fået trukket sine bukser på, og sin skjorte over skuldrene. Først da trådte han frem, og betragtede Isabel med sin drake. For enhver udenforstående ville der ikke have været nogen tvivl om at de begge hørte Pandemonium til, men jo mere han så på hende, jo mere kunne han genkende den samme gamle Isabel i hende. Det burde have gjort ham glad, men i stedet fik det en klump til at vokse i maven på ham. Den føltes tung som en sten, og kold som is. Han flyttede blikket mod pigebarnet som så ud til at sove fredfyldt sammen med sin drake. Det var da altid noget at Lili i det mindste var rolig. Det gjorde det hele meget nemmere. Han begav sig over til sengen og løftede forsigtigt pigen op – en bevægelse som fik hendes drake til at rumstere en smule, men den så ud til at falde mere til ro, da den så at Saïx blot satte sig til rette i sengen, og lod pigen sove ind til sig. Han så ned på den mørkhårede skikkelse med et udefinerbart udtryk i ansigtet.
”Vi burde få noget søvn før solen står op.” Igen flyttede han blikket tilbage mod Isabel. ”Medmindre du hellere vil spørge efter Cal mens solen er oppe.” tilføjede han sigende. Om dagen ville hun være nødt til at lede alene, og selv om at han ikke tvivlede på hendes evner til at passe på sig selv, var det ikke en tanke han brød sig om. Hun var en hybrid, og han vidste hvad de kunne gøre med hybrider i Portus.

[Isabel Veterano]

Saïxs stemme nåede hende på den anden side af stoffet, men hun svarede ham ikke. Selvom det var ment som trøst, fandt hun ikke ordene opmuntrende. Hende og Caleb havde været kendt for at være nådeløse, ubarmhjertige og på ingen måde dobbelt moralske. Sådan var hun stadigvæk. Selv for sig selv fandt hun ingen af delene. Hun var en hybrid – ja ikke engang det. Hun var et fejlslået eksperiment, lavet igennem Marcellus af Nostamus. Hvis hun havde mødt et væsen som sig selv tilbage i tiden, ville hun ikke have taget dens tragiske fortid til sig, men slået ihjel uden tøven. Nej... Portus var ikke længere hendes hjem.
Draken betragtede hende sørgmodigt med sine sorte, perlende øjne. Den kunne mærke hendes sorg. Blidt nynnede den til hende, og hun besvarede ved at gnubbe den på flanken, så dens øjne lukkede sig halvt i af nydelse.
Kort kastede hun et blik op på Saïx, da han trådte frem fra skærmen igen, men kiggede hurtigt ned på sin drake igen. Hun mærkede dog hans øjne hvile forsat på sig, indtil han satte sig i sengen ved siden af hende med Lili oppe i sine arme.
”Jeg er nødt til at få noget søvn. Det er bedst at høre rygter om aftenen, når folk har fået lidt indebords, og ganen er blevet smurt,” kommenterede hun. Bedre end nogen anden vidste hun hvordan man skulle agere sig som hjemløs. Det her var ikke anderledes, end det gamle liv med Caleb, hvor de prøvede at finde informationer om deres nye mål. Nu var det blot Caleb, der var hendes mål. Caleb og at beskytte den lille pige.
Kort overvejede hun, om hun skulle tage gulvet til seng, men hun brød sig ikke om tanken, at lade Lili sove alene med Saïx i sengen. Hvad hvis han blev sulten?
Det endte med at hun fandt sin daggert frem, og lagde den under én af puderne. Med et håndtegn kommanderede hun sin drake over til døren, hvor hun bad den om at lægge sig. Hvis nogle prøvede at komme ind i løbet af deres søvn, ville draken mærke det, og kunne nå at advare dem.
Derefter lagde hun sig på ryggen i sengen med hånden under puden, hvor daggerten sikkert lå – klar til at blive hevet frem, hvis der var fare på fære. Hun savnede sit sværd.
Et tungt suk gled igennem hendes krop, mens hun betragtede loftet over hende. Hvad hvis Caleb også befandt sig her på kroen? Måske på et andet værelse ikke langt væk? Tanken fik en maven til at krølle sig sammen.
I det mindste var hun hjemme... Og selvom at alting var anderledes, var Saïx her også. Så sikker som han nu kunne blive. I det mindste ville han kunne forsvare sig selv nu. Hun behøvede ikke længere at være nervøs.

[Saïx Veterano]

Tavst måtte Saïx nikke sig enig med Isabel. Hun havde vel mest erfaring med at få informationer ud af nogen, men han huskede selv hvordan det havde været at handle med kunder, som var tydeligt beruset. Det var altid nemmere at få dem til at gå med på hans priser, eller i det mindste til at indse at deres egne forslag på priser var urimelig lave. Hvor meget af det som var hæderligt arbejde og hvor meget som havde været at udnytte fordelen, vidste kun han.
Det overraskede ham ikke at Isabel planlagde at sove med en kniv under puden. Det var vel også én af de ting hun var blevet vant til på sine rejser med Cal. Om det var meningen at den skulle være et værn mod indtrængere, eller mod ham, havde han ingen planer om at spørge om. En velerfaren mørkevæsenjæger på den ene side, og en shadowdrake ved døren på den anden side. Selv hvis han havde planer om at stikke af fra det hele, ville det være umuligt for ham.
Hans blik faldt på Lili, som stadig sov tungt op af ham. I mørket så han hende lige så tydeligt som havde det været højlys dag, og han fangede sig i at skære ansigt. Igen måtte han bande indvendigt over den halvhjernede plan han havde sat sammen. Intet var gået som det skulle. Men om det var til det gode eller ej, anede han ikke engang længere. Isabel var tilbage i Portus, hvor hun hørte til – om hun ville kendes ved det eller ej – men alt var forandret. Forkert. Han skævede mod vinduet, hvor han selv gennem de tykke gardiner kunne fornemme at solen var i gang med at stå op.
”Så snart solen går ned kan vi forhøre os. Du er bedre til det end jeg er, men jeg kan gå rundt i byen og finde ud af hvad der foregår.” Han lagde sin frie arm bag nakken i et forsøg på at lægge sig bedre til rette. Der var sket så meget i Portus siden sidst han havde været der. Han havde hørt om de lukkede grænser, og det ville måske være værd at finde ud af mere.
Han skævede mod Isabel ved sin side, og fangede sig i at huske tilbage til sidste gang de to havde delt en seng sammen. Det havde været en pasientseng, kun stor nok til at der var plads til dem, fordi de lå så tæt som de havde gjort. Bare tanken fik ham til at føle sig en anelse varmere, og han vendte blikket tilbage mod loftet. Med et indædt suk lukkede øjnene i. Han mærkede hvordan udmattelsen lod sig mærke i hele hans krop. Forhåbentligvis ville søvnen komme inden længe.

[Isabel Veterano]

De sov hele dagen igennem. Selv Lili, der ellers var et spædbarn, sagde ikke en lyd. Først langt henne på eftermiddagen slog Isabel pludseligt øjnene op. De allerede lodrette pupiller trak sig sammen til en tynd streg, inden at de begyndte at vænne sig til mørket i rummet. I et stykke tid blev hun liggende på ryggen, indtil at hun drejede hovedet til siden, for at se mod Saïx. Det gav et sæt i hende.
Lilis store øjne mødte afventende hendes, som havde hun blot ligget og ventet på, at hun havde kigget. Isabels hjerte hamrede hårdt, men hun tog sig sammen. Det var blot et lille barn. Et lille, uhyggeligt barn.
Hun lå roligt på Saïxs brystkasse med sin drake liggende ved sine fødder.
Langsomt satte Isabel sig op i alkoven. Værelset var køligt, så de små hår på armene rejste sig op. Det føltes som om hun ikke havde sovet, men ikke desto mindre rejste hun sig skuttende fra sengen. Lige så snart hun begyndte at snige sig rundt, for at finde støvler og jakke, åbnede hendes egen drake sine øjne, og hævede forventningsfuldt hovedet mod hende.
”Shhh! Lig dig op i sengen,” hvislede hun mod den, og pegede mod den sovende masse af vampyr og warlock. Draken fnøs utilfreds, men da hun endnu engang hvislede af den, adlød den. Dovent baskede den med sine sorte vinger, inden den lod sig dale ned i sengen, hvor den lagde sig til rette op af Saïxs side. Dens øjne stirrede surt på Isabel, mens hun fik trukket i tøjet. Med en lille vinken forlod hun værelset.

Hun havde ingen penge på sig. Ingen overhovedet, men den slags var hun vant til. Ikke fordi hun ville nedgradere sig selv yderligere ved at stjæle. Aldrig havde hun stjålet før, og aldrig ville hun komme til det.
Derfor måtte hun ved jægeren sælge sit bælte, for at få råd til to harer – et held hendes bæltespænde var lavet af sølv. Det gav hende også mønterne til at betale for en enkelt skål med grød, som hun kunne tage med op på værelset. Hende og Lili måtte bare dele.
Hun lagde godt mærke til blikkene hun fik rundt omkring i landsbyen. På trods af at hun havde hætten trukket op over ansigtet, tiltrak hun sig opmærksomhed. Specielt fordi hendes nye, kvindelige former afslørede hende, så hun ikke længere kunne gå ud fra at være en ung dreng. Det var ikke normalt – specielt ikke i Portus – for kvinder at rende rundt med kort hår og bukser.
Hun håbede bare, de godtog hende som dæmon. Hvis de fandt ud af hun var en hybrid…
Hurtigt skyndte hun sig ind på værelset igen, hvor hun låste døren forsvarligt bag sig. Over skulderen havde hun de hele harer til Saïx, og i den ene hånd skålen med gråd. Resten af mønterne var godt gemt væk i én af inderlommerne i hendes jakke.
”Solen er ved at gå ned udenfor,” bekendtgjorde hun højt nok til at Saïx ville vågne, hvis ikke han allerede var oppe. ”Lige så snart jeg har fået nogle rygter, må vi tage videre. Hvis Cal er her, vil han dukke op i løbet af et lille stykke tid. Tro mig. Jeg har skabt nok opmærksomhed, til at rygterne går, og han vil vide jeg er hybrid med det samme. Hvis ikke han sparker døren ind om et øjeblik, så er han her ikke.”
Hun smed harerne på gulvet. "Morgenmad."

[Saïx Veterano]

Søvnen havde været alt andet end rolig for ham. Saïx’ drømme havde været hjemsøgt af skygger, flammer og røg og lyden af stål mod stål og glimtende sølv. Det var alligevel først noget tid efter at Isabel havde forladt værelset at han begyndte at vågne op. Han følte sig ikke det mindste udhvilet. Alle hans lemmer var ømme endnu efter alt der skete natten forinden, og selv med øjnene åbne, tog det ham et par sekunder at indhente hvor han befandt sig.
Pigen mod hans bryst gav en lille lyd fra sig, som hun havde strukket armene ud mod draken, som havde taget Isabels plads. At se det store bæst ligge i sengen ved sin side havde fået Saïx til at give et lille spjæt fra sig, som blev erstattet af en indædt banden. På et tidspunkt måtte han og Isabel få aftalt nogle regler for bæsterne. Eller så måtte hun i det mindste vise ham hvordan han også kunne få draken til at gøre hvad han sagde. Sådan som den så på ham med sine mørke, bundløse øjne var han ikke et sekund i tvivl om at han kunne bede den om lige hvad han kunne finde på, uden at den ville rokke sig et centimeter fra sengen.
Lilis opmærksomhed havde flyttet sig fra draken, og havde i stedet vendt sig op mod ham, så det nu var ham der måtte være offer for hendes mærkelig anklagende blik. Det gjorde ham ukomfortabel, måden hun så op på ham. Og hvor rolig hun var. Saïx havde godt nok ikke gennemtænkt sin plan grundigt nok, men han havde alligevel regnet med at barnet ville have gjort tingene lidt mere besværlige. Et eller andet sted burde han måske være taknemmelig for at hun ikke hylede og skreg døgnet rundt, men lige nu, hvor de to blot stirrede på hinanden, ville han næsten foretrække det.

Det var næsten en lettelse da han døren gik op, og Isabel trådte ind igen. Draken løftede sig fra sengen så snart den så hende, og ligeså skubbede Saïx sine ben over sengekanten, mens hun smed harene fra sig på gulvet.
”Vi vidste jo at det her kun var en midlertidig løsning.” svarede han med et blik mod døren. Næsten som om han forventede at Cal hvert sekund det skulle være, faktisk ville sparke døren ned. Men han kunne ikke høre noget. Ingen som gik rundt ude på gangen, i hvert fald. Det eneste han kunne høre var lyde fra krostuen, de to shadowdrakes som interesseret stirrede på de to harer, og Lili i hans favn som begyndte at lave små pludrende lyde. Hun måtte være ved at være sulten igen. Han satte barnet fra sig op af en pude, og greb den ene af harene ved nakkeskindet.
Han havde aldrig drukket blod fra et dyr før. Macaria havde engang nævnt for ham at det ville smage rædselsfuldt i forhold til menneskeblod, og bare tanken fik ham til at se på det døde dyr med en grimasse. Et sted understregede det kun, hvilket monster han havde ladt Macaria gøre ham til. Alene det faktum at han fangede sig selv i at foretrække et levende bytte fremfor et kadaver, ramte ham som et slag i maven. Han skar en grimasse, inden han kastede kadaveret mod den ene shadowdrake, som fangede den i luften mellem tænderne og omgående gav sig til at tygge i den.
”Det ser i det mindste ikke ud som om Cal er hér. Sidst jeg så ham var han i Maranos, så måske er han slet ikke i Portus.” Det var selvfølgelig en tanke han burde have tænkt på før. Mange af grænserne mellem Portus og Vavilon var selvfølgelig lukket ned, men det ville vel ikke være første gang en Veterano havde fundet en udvej. Cal kunne være hvor som helst i verden nu. ”Sørg for at du og Lili får noget at spise, så tager vi afsted. Jo hurtigere vi kommer derud, jo mere kan vi finde ud af.” kommenterede han inden han smed den anden hare mod den anden shadowdrake, der ligesom sin søskende fangede den i luften i sit stærke gab. Han behøvede ikke selv blod endnu. Det blod Isabel havde givet ham natten forinden burde være nok til at holde ham gående i noget tid endnu – og der var ingen grund til at Isabel skulle se mere af hans monstrøse side, end hvad der var nødvendigt.

[Isabel Veterano]

Det var ikke første gang Isabel befandt sig i en situation, hvor hun ikke vidste, hvad destinationen var, men det var første gang, at hun stod med mere end sig selv og Caleb som ansvar. Nu havde hun også en uerfaren, mere eller mindre ny vampyr, en baby, og to Shadow Drakes unger. Meget skulle der holdes styr på. Hun havde virkelig brug for sin lillebror. Nu mere end nogensinde.
"Jeg finder på noget," svarede hun kortfattet Saïx, mens hun gik hen til vinduet, for at titte ud mellem gardinerne. Alt åndede fredeligt derude. Folk gik altid tideligt i seng her i Portus, med mindre man skulle ud på en frostklar, aftengåtur. Noget de meget snart skulle. En længere én.
Hun nåede lige at vende sig om, for at se Saïxs ansigtsudtryk, da han holdte haren op foran sig, inden han smed den over til Lili's drake. Med det samme åbnede hun munden, men bed det hun ville sige i sig igen. Jep... hun havde brug for sin lillebror. Som om Saïx var tankelæser, kommenterede han da også straks på den manglende Veterano.
"Maranos? Det er i Vavilon!" udbrød hun en smule anklagende, men det var jo ikke hans skyld, at hendes lillebror måske befandt sig flere ugers dagsrejser væk i et land, der var alt for risikabelt for dem at betræde. "Vi kan ikke tage til Vavilon! Grænserne er svære at komme forbi, og jeg kan ikke blive ved med at rejse rundt med jer alle gennem skyggerne!"
Hun havde slet ikke overvejet, at Caleb måske kunne være i et andet land end Portus, men selvfølgelig kunne han det! Specielt hvis Saïx havde ret i, at han ville blive ved med at ære deres kald. Så ville han rende rundt et eller andet sted i den her uretfærdige verden, og slå mørkvæsner ihjel. Bare tanken fik savnet til at vælde op til en klump i halsen.
Et suk fik skuldrene til at sænke sig opgivende. Aldrig havde hende og Cal været adskildt. Det havde været nemmere, dengang hun ikke havde søgt efter ham.
Mere træt end da hun lagde sig i sengen, gik hun over for at samle Lili op. Det var uvant at holde barnet. Faktisk brød hun sig slet ikke om det. Kun én gang havde hun holdt den lille, skrøbelige unge, og det var dengang Marcel havde insisteret på det.
Lili vred sig ikke engang, da hun blev taget op i udstrakt arme, men blev blot ved med at kigge forventningsfuldt på Isabel.
"Gad vide hvilken planer dine forældre havde med dig?" spurgte hun mumlende pigen, der svarede ved at løfte benene en smule op, og stikke hænderne i den tandløse mund. Isabel skævede til Saïx, men der var ingen hjælp at hente.
Derfor måtte hun pænt sætte sig på sengekanten med Lili liggende i den ene arm, som hun havde set folk bære børn. Prøvende tog hun en skefuld grød, og førte den mod Lilis røde læber. Lydigt spiste barnet. Lettet tog Isabel en skefuld til.
Efter kort tid var skålen skrabet ren for grød. Lili havde fået det meste, men Isabel havde også nået at få nogle mundfulde. Hun følte sig en smule bedre tilpas.
"Vi må lave en slags sele til Lili, så vi ikke behøver at bruge vores arme til at bære rundt på hende," kommenterede hun, mens hun rejste sig op med Lili kejtet i sin favn. Hjælpeløst rakte hun hende til Saïx. "Specielt nu hvor det kun er to af os."
Med et hæst pift og et ryk med hovedet, gjorde hun tegn til de mættet Shadow Drakes. Dovne og med runde maver rejste de sig op, støttet af deres vinger, og begyndte at kravle mod de mørke skygger under sengen. De kunne følge dem senere, når de var kommet ud af byen.
"Lad os komme ud. Det er bedst hvis vi deler os op. Jeg forhøre mig i krostuen efter Cal, og så kan du lede rundt i byen efter forsyninger. Lad være med at køb mad - den slags kan vi selv jage - men hvis ikke vi skal dø af kulde, så får vi brug for læ samt pelse. Også en rygsæk!" beordrede hun i en hjemvant stemme, der næsten gled over i den normale vavilonske accent, som engang havde præget hendes ord i den gamle krop. Hun var allerede på vej ud af døren.

[Saïx Veterano]

Saïx tog imod Lili da Isabel rakte barnet frem mod ham, og placerede hende i sin armkrog. Han behøvede ikke se på pigen, for at vide at hun så på ham. Han kunne nærmest mærke hendes mørke blik på sig. Det føltes farligt. Han gruede sig bare ved tanken på hvad sådan et barn en dag ville vokse op til at blive.
”Læ, pelse og rygsæk.” opsummerede han, for at vise at han havde forstået. ”Jeg holder øje med hvad jeg ellers kan finde af brugbare ting.” tilføjede han, men Isabel var allerede godt på vej ud af døren. Han så lidt efter hende, før han endelig så på barnet i hans arm. Hendes mørke øjne mødte hans. Selv da hun stak en hånd ind i munden, og ellers skulle have set lige så uskyldig ud som kun et barn kunne være det, var der alligevel noget ved hende som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. ”Hvad skal vi dog stille op med dig?” mumlede han, efterfulgt af et suk. Han viklede Lili ind i et tæppe, før også han forlod værelset og kroen.
Vinterkulden nærmede sig. Som vampyr var Saïx modstandsdygtig mod de faldende temperaturer, men han kunne se hvordan ånden disede foran Lilis mund, og han han pakkede hende en smule tættere ind i tæppet, så barnet kunne holde varmen. Frosten knaste under fødderne på ham, da han begav sig ud på torvet, til de boder som stadig var åbne. Der var ikke særlig mange, noget Saïx havde forventet. Selv om at vinteren nærmede sig, og det blev mørkt tidligere og tidligere, var der ikke mange som brød sig om at være ude efter mørkets frembrud. Måske var det stemningen mellem Portus og Vavilon som også bidrog lidt til det.
Han måtte gå forbi et par bode, som ikke havde noget nyttigt, før han blev vendt mod en kvinde som stod med en vogn. Det havde måske været Lili i hans arm som havde fået hendes opmærksomhed, for hun havde da selv taget skridtet frem.
”Sikke en bedårende lille pige!” Hun gjorde mine til at række ud og røre barnet, men Saïx trak sig et halvt skridt tilbage og trykket Lili tættere ind til sig. Kvinden bakkede selv lidt bagover, og undskyldte. ”Beklager, jeg vidste ikke De var så forsigtig med hende. Men det er selvfølgelig smart i disse dage!” Saïx betragtede kvinden årvågent. Hvad hvis kvinden fortalte sig? Han måtte hellere få det her overstået hurtigt, og skævede ned i hendes vogn.
”Har du en bæresele jeg kan bruge til hende?” spurgte han så høfligt som han kunne mestre. Han brød sig ikke om situationen. Hvad hvis folk lagde mærke til at barnet var levende, mens han var en vampyr? Folk ville stille spørgsmål. Kvinden lod heldigvis ikke til at bemærke den slags.
”Selvfølgelig! Nu skal du bare se, min ven.” sagde hun mildt, og fandt et klæde frem fra sin vogn, som hun demonstrerede ved at vikle om sig selv. Hun forklarede hvordan barnet skulle ligge placeret, og hvordan klædets remmer skulle spændes fast, så barnet ville være forsvarlig placeret. ”Jeg brugte det samme med min søn, og kan garantere for at det holder.” forsikrede hun ham. Mere end det behøvede Saïx ikke vide. Prisen blev forhandlet, men Saïx var nødt til at gøre brug af sin vampyriske udstråling for at få hende ned i hvad han selv havde muligheden for at give hende. Kvinden havde stået rødmende og taknemmelig, da han lænede sig frem og plantede et kys på hendes kind – ”Den er alligevel så billig, og det ser ud som om du behøver den”, havde hun sagt – og hun pegede ham i den rigtige retning for at finde de andre ting de ville behøve.
Og ganske rigtigt. Blandt de endnu åbne bode fandt Saïx snart én der han kunne skaffe en rygsæk og et lille telt fra – Her var han nødt til at ofre lidt mere for at få råd. Han måtte ofre spænderne på sine sko og tre af sine knapper, men det var det værd. Nu manglede han blot pelshandleren.
Som vinteren nærmede sig, var pelshandleren den som havde mest travlt. Før Saïx nåede frem, stod der allerede en mindre forsamling af købere som ville have tilgang til pelshandlerens varer. Saïx fornemmede at det ville blive et problem at forhandle, og han havde ikke meget mere, han selv kunne ofre. Han skævede ned mod Lili i sine hænder, og sukkede drævent. ”Ikke sig noget til Isabel om det her.” mumlede han, før han sneg sig ind i mængden. Hans vampyrisme gjorde hans skridt hurtige og lydløse, flydende gennem menneskemængden som var han røg. Sælgeren var alt for optaget til at lægge mærke til de par pelstæpper som forsvandt fra hans vogn, og som Saïx hurtigt sneg sig væk med. Nu gik turen tilbage til kroen, hvor Isabel forhåbentligvis selv havde haft noget held med sin jagt.

[Isabel Veterano]

Rastløs og utålmodig kunne man se Isabel stå og vente ude foran kroen. Lige så snart hun fik øje på Saïx og Lili skubbede hun sig væk fra muren, hun havde stået lænet op imod, og gik med hastige skridt hen mod dem. Hætten var nedslået. I det svage lys fra husene og faklerne matchede hendes fingerkorte hår frosten og sneen omkring dem. Den sorte jakke blafrede hende om benene. Hvis man kiggede godt efter, kunne man se skyggerne i hjørner og gyder, strække sig længselsfuldt mod hende, når hun gik forbi, men hun værdige dem ikke et eneste blik.
”Saïx!” Hun greb fat i armen på ham, og drejede ham rundt på hælen, inden hun begyndte at gå afsted med ham væk fra kroen med hurtige skridt. Der var noget forkert over hendes ansigtsudtryk. Øjnene var vilde. Ansigtet sammenbidt. Knoerne skrabet, som havde hun haft slået dem ind i noget. ”Sæt farten op! Vi må så hurtigt væk herfra som vi kan, inden de følger efter os!”
Hun kastede et blik over skulderen, inden at hun trak ham med sig rundt om et hushjørne, så de slog ind på stien, der førte ud af byen mod porten.
”Jeg blev opdaget! Mine spørgsmål tiltrak for meget opmærksomhed, og en gruppe i kroen opdagede hvem jeg var. Jeg var nødt til at slå nogle ud, og bruge mine kræfter for overhovedet at kunne slippe ud. Det er kun et spørgsmål om tid, før de samler sig med høtyve og fakler,” fortalte hun bittert ud mellem sine tænder. De hastede ud gennem porten. Vagterne holdte kun øje med dem som skulle ind i byen, og ikke dem, der skulle ud, så de slap igennem problemfrit på trods af at de fik nogle mærkelige blikke på vejen. Det var sjældent nogle valgte at forlade byerne efter mørkets frembrud.
Isabel havde endnu ikke sluppet hans arm eller sættet farten ned.
”Jeg fandt ud af, hvor Cal er,” hvislede hun ophidset. Kort mødte hun Saïxs blik. ”Han er i Istus… som medlem af Rådet, og… ved Inei, han er lige blevet gift!!”

[Saïx Veterano]

Selv hvis Saïx havde nogen protester, lod det ikke til at noget ville få Isabel til at standse. Hendes greb om hans arm var solidt og hårdt, så selv om at han villigt fulgte med hende, kunne han fornemme desperationen i hende.
”Opdaget? Jeg troede du var god til den slags!” hvæste han tilbage. Selvfølgelig var det for meget at forvente, at en kvinde med hendes udseende ikke tiltrak sig opmærksomhed. Specielt hvis hun først havde ladt dem se ordentligt på hende. Hendes ansigt skreg ikke ligefrem af den renhed, Portus satte så højt.
Han trak instinktivt Lili en smule tættere ind mod sig da de passerede porten. Langt bag dem var han sikker på at han kunne høre hvad der lød til at være optøjerne til en større samling. Uden tvivl med høtyvene og faklerne Isabel havde nævnt.
Chokeret skød han sit blik ned mod hende, og stoppede næsten op hvor han stod. Havde det ikke været fordi hun stadig havde fat i hans arm, ville han måske have gjort det.
”Vent… Cal? Cal?” Han måtte stirre vantro på hende. Det havde godt nok været længe siden han sidst havde set manden, men dengang havde han overhovedet ikke fået indtrykket af at han havde planer om at slutte sig til Rådet, og endnu mindre at han havde nogen interesse til at gifte sig! ”Er du sikker på det er den rigtige Cal de snakker om? Måske er der en anden Cal i Portus som bare ligner ham!” Allerede da han udtalte ordene, vidste han hvor latterligt det var. Hvor mange mænd med runer graveret ind i huden og en læderlap for øjet kunne der gå rundt? Cal var desværre meget genkendelig.
Saïx drejede blikket bag sig, da han fornemmede lyde der nærmede sig. Gennem mørket kunne han se en forsamling af mennesker der samlede sig ved byens porte i kontakt med vagterne. Han bed tænderne sammen inden han stoppede Isabel. Han måtte lægge sin usikkerhed omkring Isabel til side – de måtte væk. ”Det her går for langsomt. Hold hende.” hvislede han mens han løsnede Lilis seler fra sig, og placerede hende i Isabels arme. Han samlede derefter Isabel op i sine egne arme, og satte i løb mod træerne som omkransede området omkring Fagail. Hans vampyrisme gjorde hans skridt hurtige og lydløse, som om han løb gennem luft, og det gik hurtigere med at lægge byen bag sig.

[Isabel Veterano]

Isabel ignorerede Saïxs hvæsen. Hun plejede at være god til det, men her i Portus skilte hun sig for meget ud! Hvis det havde været i Vavilon, ville hun have haft bedre held – måske. Med sit unikke udseende tiltrak hun desværre for meget opmærksomhed. Specielt da hun havde spurgt efter Caleb Veterano. Hvad hendes interesse for én af de 4 rådsmænd havde været? Chokket havde været prikken over i’et.

”Selvfølgelig er jeg sikke på det er den rigtige Cal! Jeg spurgte efter Caleb Veterano!” hvæsede hun hidsigt af ham, som de halvløb videre væk fra byen. ”Cal som rådsmand. En gift rådsmand! Hvorfor i alverden skulle han gøre det!”
Det var svært at fornemme om hun var vred på sin lillebror eller bare i chok. Faktisk vidste hun det ikke helt præcist selv. I et mindste vidste de nu, hvor han var henne. Istus. Hovedstaden i Portus. Han ville være at finde i Inei’s tempel, hvor alle de andre rådsmænd holdte til. Caleb som rådsmand. Hun kunne slet ikke acceptere det.
Pludseligt fik hun stukket Lili i armene. Den lille pige brokkede sig ved at vride sig, så Isabel var lige ved at tabe hende. Overrasket stirrede hun ned på barnet, men inden hun kunne nå at åbne munden, havde Saïx samlet hende op i sine arme.
”Hey! Hvad laver du?!” snerrede hun af ham, da han satte i løb. Luften piskede imod hendes ansigt, og håret blafrede i vinden. Beskyttende skærmede hun Lili’s ansigt.
”Sæt mig ned!” beordrede hun med vrede i sin stemme. ”Saïx! Slip – mig!”
Aldrig nogensinde før havde nogle båret hende! Jo… Cal, men der havde hun været såret. Ellers havde hun kun være blevet støttet af en arm. Hun kunne klare sig selv! Hellere prøve at følge med i løb, eller gå gennem skyggerne end blive båret på, som var hun en kvinde i nød, der ikke kunne beskytte sig selv. Ja… faktisk ville hun hellere slås mod landsbybeboerne, end blive båret på.
Hun sparkede med benene, indtil hun blev sat ned. Hidsigt skubbede hun Lili ind i Saïxs arme.
”Aldrig nogensinde gør det igen!” hvæsede hun af ham, og gav ham et ekstra skub, bare for at understrege sine ord.
De var kommet et godt stykke væk fra byen. Hvert fald kunne hun ikke se porten længere eller lysene fra faklerne. Der var dog ingen tvivl om, at beboerne ville blive ved med at forfølge dem et godt stykke. De ravrøde øjne flakkede spejdende rundt i mørket, mens vreden langsomt sivede ud af hende, så skuldrene igen hang.
”Vi må videre. Godt nok har mørket faldt på, men Fagail består ikke kun af mennesker. Hvis vi skal beholde vores fremspring, skal vi videre. Jeg kender området, så vi kan forlade stien, hvilket gør det sværere for folk at forfølge os,” mumlede hun, inden at hun igen vendte sine flammende øjne mod Saïx. I sneens lys lignede det at han strålede, så bleg som han var. ”Hjælp mig med at spænde Lili fast på mig. Du kan bære oppakningen – nu hvor du er blevet stærkere end mig.”
Hun sendte ham et lille, forsigtigt smil.