Hvad gør vi nu!?

[Saïx Veterano]

Isabel Veterano

---

Skyggerne slap ham, og Saïx ville måske have mistet balancen, hvis det ikke havde været for Isabels greb omkring ham. Han så sig desorienteret omkring, mens hans sanser indhentede ham, én efter én. 

Der var træer omkring dem. Månen oplyste himlen højt over dem, med et utal af stjerner som tilskuere. Han genkendte den her skov… Han så omkring sig, som for at være sikker på at det var de samme træer. Det var ved den gamle, hjemsøgte mølle! Han genkendte området som en af de steder Cal, Isabel og han havde slået lejr i, dengang de havde hjulpet ham med at flygte fra Vavilon. Det virkede som en hel menneskealder siden. Han havde haft et andet liv. Været en anden mand. Han mærkede vinden trække i sit hår, som den trak i træerne. Han mærkede bylten i sine arme. Isabel som stod trykket ind til ham. Shadowdraken som bed en sidste gang i hans ben, før den langt om længe slap ham. Det føltes som om hans ben dunkede. 

Han hørte lyde… Mennesker! Der måtte være en by lige i nærheden, at dømme efter hvad han hørte. Enhver anden lyd blev dog omgående druknet af det øredøvende skrig som kom fra bylten i hans arme, som han hurtigt fæstede blikket på. Den lille pige i bylten vred sig arrigt i hans favn og hylede. Det føltes næsten overnaturligt, hvor højt hun hylede, så Saïx måtte fange sig selv i at overveje om der var en magi involveret i det hele. Men så kunne det også være noget han bildte sig ind; han havde aldrig haft noget med spædbørn at gøre før, og med hans vampyriske sanser ville ethvert skrig lyde unormalt højt. 

Panisk trak han sig ud fra Isabels greb, og forsøgte ihærdigt at vugge pigen i sine arme. 

”Ssssssh, roolig nu, lille ven! Der er ikke noget at være bange f-” Han var nødt til at passe på hvor han satte fødderne, sådan som shadowdraken fulgte efter ham – eller snarere fulgte efter bylten han bar på. Han stoppede hvor han stod, og så hjælpeløst ned på den grædende pige. For pokker, han anede ingenting om børn! 

Han anede ingenting om børn… Så snart dét faktum slog ham, gik det for alvor op hvor lidt han havde gennemtænkt det her. Hvad pokker havde han regnet med at skulle stille op med prinsessen nu?! 

[Isabel Veterano]

Udmattet måtte Isabel støtte sig til et af træerne, de stod omgivet af, mens hun holdte en hånd op til den svedige pande. Det havde været hårdt, at rejse så langt på så kort tid. Hun havde presset sig selv til det yderste, for at få dem længere væk. Skyggerne kunne ikke tage dem så langt af gangen, så de havde haft nogle sekunders pauser, hvor de var dukket op, for så at blive revet med igen, indtil Isabel nu endelig mente, de var langt nok væk. Hun kunne heller ikke mere. Hvis hun blev ved, ville hun gøre en fejl, hvilket kunne koste enten hende selv eller de andre dyrt.

Træt hævede hun de flammende øjne mod Saïx, der hjælpeløst stod, og kiggede ned på prinsessen i hans arme. Hun ville ikke stoppe med at græde. Hendes shadowdrake rendte om fødderne på Saïx, for at holde øje med den lille pige, så den knurrede hver eneste gang Saïx, var ved at træde på den.
Hendes egen shadow drake sad ved hendes side, og betragtede dem med glødende øjne, der næsten var det eneste, man kunne se af den. Den var en smule større end den anden drake, men dog stadigvæk en unge. Sikke en børnehave...
"Droco!" smældede hun mod prinsessesens drake, mens hun gik over mod dem. Strengt pegede hun bagud mod sin egen drake. "Flyt dig!"
Prinsessesen drake snerrede utilfreds, men adlød alligevel Isabel, og vraltede over til sin bror.
"Få hende til at tie stille! Folk vil kunne høre os!" hvæsede hun utålmodigt til Saïx, mens hun studerede terrænet, for at være sikker på de var alene. Kun skygger og måneskin var tilskuer. Hun strakte hals, for at se mod det sted, hvor den lille landsby - Fagail - lå. Dér havde hende og Cal brugt meget tid. Folk ville have kendt hende, hvis hun var i sin egen skikkelse, og have hjulpet dem. Nu var hun blot en fremmede.
"Vi må ind til byen, inden solen står op. Jeg sal have noget at spise og noget vand. Vi må finde ud af, hvad ungen æder. Og du-" Isabels skarpe blik borede sig ind i Saïx, da hun brat vendte ansigtet imod ham. "- du røre ingen så længe du er med mig! I nat må du nøjes med noget af mit blod, og i morgen må jeg finde et slagtedyr til dig, men du vover ikke på at drikke fra et menneske, forstår du?!"

[Saïx Veterano]

Som om han havde brug for Isabels ordre. Han vidste da godt at han skulle få pigebarnet til at være stille, men hvordan skulle han gøre det? Han bed tænderne sammen, mens han forsøgte at vugge pigen til ro. I det mindste havde han ikke længere hendes shadowdrake rendende om benene, så han kunne frit bevæge sig en smule mere rundt mens han tyssede på hende. Det virkede langt om længe som om det virkede – eller måske blev pigen bare træt af at græde. Hvad det end var, stilnede hendes hysteriske gråd langsomt ind til en dæmpet hulken. Saïx’ ører frydede sig.
”Du behøvede ikke at tage med mig.” Hans ord var sammenbidte, da han vendte sig mod hende, som hun stod og hvæsede af ham. Han måtte selv bide tænderne hårdt sammen, mens han betragtede hende. Det hårde udtryk i hendes ansigt. De flammende øjne. Engang havde det været andre øjne som havde set på ham. Tanken fik enhver tvivl om hvorvidt hvad han havde gjort var rigtig eller ej, til at forsvinde. Marcellus havde taget det fra ham. Selv om at Isabel tydeligvis stadig var i live, og selv om at hun var blevet så gode venner med manden… Han stødte tanken fra sig. Det sidste han havde brug for var at få pigen til at græde igen ved at hæve stemmen. Han tog en dyb indånding, mere som en gammel vane for at berolige sig selv end et faktisk behov, og nikkede så langsomt. ”Fint. Jeg rører ingen mennesker.” medgav han langsomt. Uvilkårligt flyttede hans blik sig mod hendes hals. Hvor længe siden var det nu, siden han sidst havde fået blod? Det havde været før nattens hændelser, men han følte sig allerede sulten. Det havde taget så meget energi og kræfter at sætte planen ud i livet. Det fik ham dog også på andre tanker. Marcellus havde selv et behov for blod. Gad vide om deres venskab havde strukket sig så vidt?
Gad vide om eks-dødsenglen var sluppet fra det hele? Det kunne være lige meget. Saïx kunne kun prioritere sig selv og prinsessen – og nu også Isabel. Zean kunne være død og borte, uden at det ville bekymre ham. ”Vi må skjule os. Det er kun et spørgsmål om tid før folk begynder at snakke om hvad der er sket. Der er sikkert folk selv her i Portus som vil udlevere os til den rette pris.” Hans blik faldt tilbage på pigen i hans arme. Hun så faktisk ud som om hun var ved at falde mere til ro. Hun snøftede en smule, men et gab stilnede det en smule. Han sukkede en gang, før han igen hærdede ansigtet. Hvad pokker skulle han stille op med en unge? ”Fagail… Der må være et sted vi kan tage til dér. I hvert fald indtil vi… Til jeg finder ud af hvad jeg stiller op med hende.” Igen blev tænderne bidt hårdt sammen. Kunne han kræve af Isabel at hun blev og hjalp ham? Umuligt. Han vrissede i indædt frustration, og gjorde mine til at gå forbi både hende og de to shadow drakes. ”Lad os komme afsted.”

[Isabel Veterano]

Så hun havde ikke behøvede at tage med ham? Det var lige før, at hun havde givet sig til at råbe højt af ham, men bed det hele inde - for prinsessens skyld. Nej, måske havde hun ikke direkte behøvet at tage med ham, men hvis ikke hun havde gjort noget, havde han aldrig sluppet ud af slottet med sit liv i behold. Enten ville Raine have ordnet ham, ellers ville dronningen. Isabel kunne stadigvæk mærke kraften fra hendes mentale evner, der desperat havde hamret mod hendes forsvarsværker. Så stærke. Så kraftfulde. Benene rystede næsten under hende.
Som han prøvede at gå forbi hende, tøvede Isabel kun et øjeblik, før hun standsende greb fat i hans arm. Med et suk drejede hun ansigtet mod ham.
"Hey... Det kan godt være, jeg ikke ligner mig selv, og måske har jeg også forandret mig i den tid i Pandemonium, men det betyder ikke, jeg ønsker at se dig død. Du har brug for min hjælp i det her. I høj grad! Kun jeg kender Marcellus, godt nok til at vide, hvordan man skal holde sig skjul for ham, og ingen mentalist vil finde dig, så længe du er med mig. Desuden..." Et svagt smil krudsede læberne. "... har du glemt hvem jeg er? Jeg kan stadigvæk huske, hvordan man klare sig selv på farten. Derudover lader jeg dig ikke være alene med prinsessen. Hun er mit ansvar. I det mindste kan jeg stadigvæk være tro til det løfte."
Fingrene løsnede sit tag i hans arm igen. Med en lav, hæs piften kaldte hun på de to shadowdrakes, der vraltede mod dem ved hjælp af deres vinger. De lignede stadigvæk kluntet hundehvalpe når de gik, fordi deres proportioner ikke var helt udvikle endnu.
Overvejende betragtede Isabel dem. Shadowdrakes var sjældne. Ingen tvivl om, at de ville have problemer nok med at undgå opmærksomhed uden dem. Hun satte sig på hug foran dem, og lod sin hånd glide over sin egen, som den puffede til håndfladen med sit hoved.
"Find et sted at gemme jer, indtil jeg henter jer. Hold jer ude af syne, og lav nu ikke noget ballade," bad hun med en lavmælt stemme. Hendes drake svarede hende ikke direkte, men kiggede på hende med sine ulmende øjne. Blidt lagde hun panden ned mod dens snude, inden at hun igen rejste sig op.
Hun trak sin hætte op over hovedet, for at skjule ansigtet så meget som muligt, før at hun fulgte efter Saïx mod landsbyen. De havde en del af planlægge, når først de havde fået et hvil og noget mad. Derudover måtte de være utrolig forsigtige. Portus var ikke hendes hjem længere. Hun var i fare her nu.

[Saïx Veterano]

Som Isabel greb hans arm standsede Saïx op, og vendte sig mod hende. I et kort øjeblik havde han været klar til at hvæse af hende, at bede hende om at slippe ham. I stedet stirrede han på hende, som han så det svage smil forme sig over hendes læber. Synet af det svage smil mindede ham sådan om den gamle Isabel… om kvinden med det flammende hår, som havde slået ham gul og blå i lysningen i skoven. Det sendte ham tilbage til mindet om da hun havde konfronteret ham i stalden i Pandemonium. Kysset de havde delt. Hvordan han i et kort øjeblik havde følt sig levende igen.
Hvor meget af et monster havde Macaria dog gjort ham til?
Tavst så han på, mens Isabel talte med sin shadow drake, som, efter at hun igen havde rejst sig op, vraltede ind mellem træerne, tæt efterfulgt af sin mindre søskende. Han fulgte de to bæster med blikket, før han begyndte at gå, med Isabel ved sin side.
”Tak… for at du er her.” Han skævede mod hende. De måtte være lidt af et syn, hvis de passerede nogen. Specielt fordi Saïx stadig kunne lugte røg og blod omkring sig, som en stank der havde fæstet sig til hans hud og hår. Ville de blive genkendt i Portus? Han lignede trods alt stadig sig selv, så det var vel ikke utænkeligt at der var nogen som ville genkende ham. Isabel burde være tryg, hvis ikke der var nogen som havde haft et sammenstød med Marcellus’ mystiske livvagt. Prinsessen… Hun var heldigvis stadig så lille at hun kunne ligne ethvert andet spædbarn. Og det var ikke ligefrem fordi Eriz og Marcellus havde taget prinsessen rundt i landene og vist hende frem. ”Så længe vi holder lav profil burde vi ikke tiltrække opmærksomhed. Men vi burde måske have en dækhistorie, hvis nogen standser os.” Han så ned på prinsessen i armene. Lilith, havde han forstået at hun hed. De ville nok være nødt til at finde på noget andet at kalde hende, for ikke at tiltrække sig unødvendig opmærksomhed. Årh, der var så mange ting han ikke havde taget højde for. Han vendte blikket mod sin hætteklædte følgesvend. ”Det var ikke sådan jeg havde planlagt det… Men folk vil se en mand, en kvinde og et barn, og antage vi er en familie. Det er måske bedst at lade dem tro det.”

[Isabel Veterano]

Isabel var lige ved at grine af Saïxs naivitet, men fik det holdt nede til et lidt for bredt smil.
"Opmærksomhed? Saïx har du set på mig for tiden?" spurgte hun, og vendte ansigtet mod ham, mens de travede afsted mod den lille by. Frosten knaste under deres støvler, som den eneste lyd i miles omkreds. Hvis ikke hele situationen var så alvorig og forvirrende, ville det have været afslappende og mediterende, at gå i sådan et spøgelseslandskab. "Selv i Pandemonium vendte folk sig rundt efter mig. Forestil dig, hvad man ville gøre i Portus? Hvis de finder ud af jeg er en... en hybrid-" Ordet blev næsten kastet op. "- så får vi problemer! Det er ikke ualmindeligt, folk herude på landet, tæver en hybrid til døde, hvis de er ophidset nok. Hvis nogen spørg, så er jeg en dæmon. Jeg kan nemmere ligne sådan én."
Hun så væk fra ham, og ansigtet faldt ind i en neutral mine, så han ikke skulle opdage, hvor påvirket hun var over det faktum. Næseborerne vibrerede dog, da hun måtte trække vejret en smule hektisk, for at stoppe kvalmen i at bryde igennem. Kvalmen over sig selv. Skammen over hvad hun var blevet til. En hybrid blandt hybriderne. Korrupteret. Twistet. Et kemisk produkt af Nostamus' mest våde fantasier. Kroppen var ikke engang ægte...
Pludselig slog en tanke ned i hende. En tanke hun ikke havde haft, da hun var taget her til Portus.
"...Måske er Cal her...?" mumlede hun tøvende, mens billedet af hendes lillebror, pressede sig selv frem på nethinden. "Han brugte meget tid her i Fagail. Det kan være at han er her nu..."
Hun vidste ikke om tanken var behagelig eller skræmmende. At se hendes bror igen vakte hjertet til et hastigt tempo, og fik savnet efter ham til at krølle hendes mave og hjerte sammen, men stadigvæk... Ville han tro på hende? Ville han spytte hende i ansigtet? Afsky hende og foragte den skikkelse hun var blevet?
Kæberne kværnede, da tænderne gned mod hinanden. Uvilkårligt spændte hun i kroppen.
"Det er bedst vi holder lav profil..."

[Saïx Veterano]

Saïx’ ansigtsudtryk formede en medfølende mine, da Isabel kommenterede på at hun bedst kunne ligne en dæmon. Det var nok sandt; det var i hvert fald den race hun nemmest ville kunne forklare sig bort med, uden at afsløre at hun var en hybrid. Alene tanken på hvad folk i Portus ville gøre hvis de fandt ud af hvad hun var, fik ham til at bide tænderne sammen. Ville de virkelig gøre det? Selv hvis de fandt ud af hvem hun var?
Hans tanker faldt tilbage til hans møde med Cal, før han var taget til Pandemonium. Cal havde lovet at han ville have Saïx slået ihjel, hvis han viste sig igen, efter hvad han havde gjort – til trods for det venskab de engang havde haft. Hvis alle portusianere var af samme støbning, ville de være ligeglade med fortiden, og kun se hvad Isabel nu var.
”Vi kunne prøve på at opsøge ham.” sagde han alligevel. Cal ville måske slå ham ihjel, men Isabel? Han kunne ikke tro det. Han havde set hvor hærget manden havde været efter tabet på sin søster, og han genkendte smerten i hans friske øje. Smerten der sagde at han ville have givet alt, for at få Isabel tilbage. Hans blik faldt tilbage på Isabel, der hun gik ved hans side og kværnede tænderne sammen. Hendes ånde stod som en frostdamp foran ansigtet på hende, og gjorde ham opmærksom på hvor hektisk hun trak vejret. Det var en klar kontrast mod ham selv, som inden åndedræt havde, og som kunne gå for at være fuldstændig livløs, hvis ikke det var fordi han vandrede ved siden af hende, med den lille bylt i sine arme. Bylten var faldet til ro, og prinsessen havde tilsyneladende udmattet sig selv med sin gråd, og sov trygt. Saïx gik så roligt som muligt for at undgå at vække hende, og flyttede hende forsigtigt over i sin ene arm, så han kunne lægge den anden på Isabels skulder. Han kunne mærke hendes varme gennem tøjet mod sine fingre, selv med den frostfulde natteluft omkring dem.
”Hey… du er hans søster. Jeg så hvordan han så ud, da jeg talte med ham om dig. Han var ødelagt.” Han kunne stadig huske kvinden som Cal havde fået til at forlade rummet, da han dukkede op. Kort hår, præcis som Isabel. ”Han savner dig, Izzy. Han vil nok blive chokeret over at se dig ligesom jeg blev… Men jeg tror ikke du behøver være bange for at se ham.” Han smilede trøstende. ”Det er mig selv jeg er mere bekymret for.”

[Isabel Veterano]

Et fnys brød ud gennem Isabels sammenbidte læber, mens at hun kastede et hårdt blik på ham.
"Saïx, hvis jeg stadigvæk var i min egen krop, havde jeg ikke tøvet med at dræbe dig, for at redde dig fra den vampyriske forbandelse," afslørede hun uden usikkerhed i stemmen. Øjnene under hætten brændte sig ind i hans, så han ville opdage alvoren i hendes ord. Selvom vampyrerne påstod de var blevet skabt af Inei, troede Isabel ikke på det. Hvordan kunne noget så rent, skabe noget så... afskysvækkende? Dødt og livløst? Umenneskelig! "Virker bare... dobebltmoralsk nu," tilføjede hun mumlende med et skuldertræk.
Den ene hånd var uafbrudt i nærheden af daggerten i bæltet. Sørgmodigt tænkte hun på sit sværd, der lå i Agares - sikkert i Eriz's varetægt, indtil Marcellus kom tilbage. Hun følte sig nøgen uden sværdet ved sin side. Før i tiden kunne hun bruge sin magi til at kæmpe med, men i den nye krop var hendes evner meget abstrakte. Kun skyggerne havde hun til fulde kontrol over. Hun vovede ikke at gøre andet, når hun ikke havde styr på det. Nogle kunne komme til skade.
Et tungt suk fik hendes skuldre til at falde.
"Cal vil stikke sværdet direkte i brystet på ham, hvis han ser mig, bare for at befrie mig for den her skam," fortalte hun opgivende, og vidste det var hvad, hun selv ville have gjort i hans sted. På den anden side... Saïx havde vel ret. De var søskende. Aldrig havde Cal tøvet med at dræbe et mørkvæsen, men hvad hvis det var hende, som stod overfor ham?
Tvivlen fik hendes skridt til at blive langsommere og knap så faste. Fortænderne bed i underlæben, så den blev hvid og blodløs.
"... Well.. det skader vel ikke noget, at spørge om nogle har hørt noget om ham i landsbyen. Bare for at få af vide, hvordan han har det, og hvad han laver," endte hun tøvende med at beslutte sig for, inden at hun skævede til Saïx, som for at se om han var enig med hende.

[Saïx Veterano]

Hånden blev omgående trukket tilbage ved hendes hårde ord, og Saïx flyttede sit blik frem foran sig igen. Han vidste det jo i grunden godt. Sådan havde Isabel og Cal altid været. Mørkevæsner var deres fjender, uden nogen undtagelse. Det havde i sin tid været Isabel selv, som havde talt ham fra at indgå et forhold til en vampyr, for hans egen sikkerheds skyld. Og nu var han selv blevet én.
Et eller andet sted var der måske bare en del af ham som havde håbet på at han havde endt med at betyde nok for hende til at hun i det mindste ville have tøvet.
”Cal må gå igennem mig før han kan stikke et sværd i brystet på dig.” Det lød mere som en kommentar han sagde for sig selv, mere end den var rettet mod hende. Realistisk set vidste han godt at han, selv med sin vampyriske styrke, ville have store problemer med at måle sig mod manden som havde tilbragt hele livet med at slås mod mørkevæsner. Det ville ende med at blive hans død, men hvis alternativet var at stå og se på, mens Cal angreb Isabel…
Han rystede tanken fra sig. Måske havde han faktisk ret i at Cal ikke ville gøre Isabel noget. Det ville han være nødt til at holde fast i.
”Han var besat af at finde ud af hvad der skete med dig, sidst jeg så ham. Han snakkede om en rune han fandt på dig, som han ikke genkendte, og jeg fortalte ham hvad jeg vidste om Marcellus. Hvad han har gjort siden dét, ved jeg ingenting om.” Han skævede mod hende igen. ”Men han sagde at han ville tage en anden vej end jeg gjorde. Jeg ville have hævn for hvad Marcellus gjorde mod dig – Jeg ved det godt.” afbrød han, før hun ville kunne nå at komme med flere protester. ”men Cal ville ære dit minde på en anden måde. Sikkert en bedre måde.” Han kunne ikke holde en lille aftegning af et smil fra at gro over sine læber. I det mindste havde hans metode ført til at han fandt Isabel igen. Og de var tilbage i Portus sammen, på vej for at finde Cal. ”Hvis vi finder ham, kan det være han kan hjælpe os. Med at finde et sted at skjule os, mener jeg.” indskød han. De ville ikke kunne opholde sig i kroerne for altid. Ikke så længe Eriz ville lede efter sin datter.

[Isabel Veterano]

Isabel kunne mærke, hvordan Saïx blev såret af hendes ord, men hun mente det, og et sted burde han have vidst det. Aldrig havde hun tøvet, eller ladet gammel nostalgi standset hende fra at gøre gudindens arbejde. Nu var første gang – og det var fordi, hun ikke længere var værdig til at være Ineis straffende hånd. Hvem vidste ikke, om en mørkjæger en dag ville komme efter hende?

Ved Saïxs kommentar om at han ville beskytte hende, skævede hun mod ham, men anede ikke, hvad hun skulle svare til det. Hun havde lyst til at kommentere, at Caleb så let som ingenting, ville kunne hakke sig forbi en vampyr – specielt en så ny én som Saïx. Men selvom hun havde lyst til at fortælle ham det med en spydig bemærkning, om at hun udmærket kunne passe på sig selv, sagde hun ingenting, for... for et sted føltes det rart. Ikke at være alene. En varme tændte sig i hendes mørke indre.
Derfor var hun tavs, mens Saïx fortalte om hvordan Caleb, havde søgt desperat efter svar. Skammen bredte sig som en rød farve over hendes ansigt. Svigt smagte bitter i hendes mund. Mere bittert end en citron fra Portus ville gøre.
”Så Caleb ved det... Han ved, hvad jeg gjorde, og hvad jeg blev til. Han ved, hvad Marcel... hvad Marcellus gjorde ved mig,” kommenterede hun sammenbidt, fordi hun havde svært ved at udholde sig selv på nuværende tidspunkt. ”Fantastisk!”
Hun havde lyst til at spytte galden i sin mund ud, men tvang sig selv til at synke. Selvforagten var overvældende, som den havde været i starten af det hele. Og i alt den tid havde Caleb, gjort akkurat det, som Caleb nu gjorde. Opførte sig korrekt! Som en ægte søn af Inei. Han havde ikke smidt sit liv væk, for at søge hævn, men æret hende på... en anden måde? Rendte han stadigvæk rundt, og beskyttede ydergrænserne?
”Jeg er glad for én af jer, havde fornuften med sig,” tilføjede hun en anelse køligt mod Saïx, men kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, mens hun opgivende rystede på hovedet. ”Bidt af Macaria Forsyth. Ved gudinden, du har altid været en tåbe.”


De nåede landsbyen, hvor der næsten ikke var noget lys tilbage. I modsætning til gaderne i Pandemonium og Vavilon var alle byer i Portus belagt med brosten. En stor mur holdte Fagail sikker for natten, men porten var altid bevogtet, så man kunne få adgang, som trætte rejsende, der havde rejst hele dagen.
Isabel sænkede hovedet, så faklerne ikke ville kunne nå hendes ansigt.
”Du føre ordet - dit portusianske er pænere end mit. Giv mig bæstet. Det giver et bedre billede, hvis jeg som kvinden holder barnet,” hvislede hun ud af mundvigen til Saïx, inden hun tog imod Lilith, der vred sig utilfreds, men ellers holdte sin mund lukket.

[Saïx Veterano]

En tåbe… Ja, det var måske den mest dækkende beskrivelse man kunne give ham. I lang tid havde hans valg været tåbelige. Det havde været tåbeligt at kidnappe prinsessen af Pandemonium, uden overhovedet at have planlagt noget videre end dét. Det havde været tåbeligt at tage til Pandemonium i udgangspunktet. At lytte til Macarias plan. At lade hende gøre ham til hvad han nu var. Det havde været tåbeligt af ham at have forelsket sig i Isabel dengang, i sit gamle liv. En markeret kæbe indikerede hvordan han bed tænderne sammen. Han havde lyst til at sige et eller andet i protest, men han lod være. I stedet lod han tavsheden gro mellem dem. End ikke et åndedræt fra hans kolde krop.
Som Fagails bymur voksede op foran dem, nikkede Saïx enigt med Isabels plan, og rakte hende bylten med den lille sovende pige. I det mindste var det ikke særlig sandsynligt at nyheden om kidnapningen havde spredt sig til Portus så hurtigt – selv ikke med alle Eriz og Marcellus’ ressurser – så det burde være trygt nok at nærme sig vagterne som bevogtede indgangen. Han øjnede vagterne opmærksomt. De var armerede begge to, store og bredskuldrede. Tydeligvis mere end nok i stand til at holde enhver uønsket person væk fra Fagail. Han havde hørt om Portus’ aflukkede grænser, og kunne kun prise sig lykkelig for at de ikke skulle bevæge sig gennem landegrænserne. Han var alligevel ikke i tvivl om at der var flere vagter på toppen af muren som afskærmede byen fra skoven. Han hørte i hvert fald mange flere hjerteslag i nærheden.
Da de nærmede sig, stillede begge vagter sig klar med en hånd parat til at trække deres sværd fra skeden i deres sværdbælter.
”Hvad vil I? Kom med jeres ærinde, eller gå videre.” lød det fra én af vagterne. Han lød utålmodig. De var tydeligvis ikke de første som havde forsøgt at komme ind i byen den dag. Måske ikke engang denne nat. For Saïx’ vedkommende var han bare glad for igen at høre den portusianske accent, til forskel fra den vavilonske eller pandemonske. Han forsøgte så vidt som muligt at undgå at skæve mod Isabel, da han i stedet trådte frem mod vagterne.
”Vi søger ly.” Ordene kom frem i den traditionelle portusianske klang, og det i sig selv så ud til at være nok til at vagterne slappede en smule mere af. ”Vi har rejst langt, og vi har et barn at passe på. Vi søger blot et sted at komme os efter at have gået så langt.” Vagterne betragtede dem begge fra top til tå, og lod især blikket hvile på barnet i Isabels hænder. Det fik Saïx’ nakkehår til at rejse sig, bare ved den absurde tanke på at de skulle genkende spædbarnet.
”Han er en vampyr, Gregor.” sagde den ene vagt til sin kollega. ”Én af Ineis væsner.”
”Det betyder ingenting,” sagde den anden mistroisk. ”Vavilons dronning er også én. Hvad er I rejst så langt for?”
”Vores hjem blev angrebet.” Saïx måtte tænke hurtigt. Han drejede blikket mod Isabel og rakte ud efter hende, som en hengiven mand ville det for sin hustru og sit barn. Med hende tættere på sig, drejede han blikket tilbage mod vagterne. ”Væsner fra Vavilon, tror jeg. De brændte det hele, og vi slap kun derfra med livet i behold. Vi har bare brug for et sted at søge ly.” lovede han dem. Den mistroiske vagt så granskende på dem.
”I lugter rigtigt nok af røg.” endte han med at sige. Et sidste granskende blik blev vendt over dem, før han vendte sig mod den anden vagt. ”Slip dem indenfor. De virker harmløse.” Den anden vagt nikkede enigt, og lavede et håndsignal mod toppen af muren. Håndsignalet blev besvaret da gitterporten blev løftet op, og vagterne trådte til side. ”Der er en kro lige nedenfor markedspladsen. Prøv at skaffe jer et rum dér.” Foreslog vagten da de passede dem, og de kunne lægge både vagterne og porten bag sig.

[Isabel Veterano]

Fingrene summede efter at få lov til, at lukke sig omkring daggertens skæfte. Vagternes granskende blikke på hende, fik hende til at bide tænderne hårdere sammen, mens hun bøjede hovedet, og slog blikket ned mod prinsessen i armene, så hun kunne skjule de ravrøde øjne. Ingen tvivl om at de ville lægge mærke til, at hun hvert fald var fra Pandemonium, men heldigvis var de afslappet omkring Saïx, der fik dem sikkert indenfor i Fagail. Hvis hun havde været i sin gamle krop, ville der ikke have været noget problem. De ville have genkendt beskrivelsen af hende og Caleb. Med åbne arme og brede smil ville de være blevet taget imod.
Hun lagde mærke til at Saïx endnu ikke, havde fjernet armen fra hende. Den lå stabilt placeret om ryggen på hende. Kølig men stærk som en træstamme. For at stoppe sig selv fra endnu engang at kigge på ham, rettede hun i stedet blikket ned mod prinsessen, og fik et lille chok, da de stormfulde, sorte dybder mødte hendes. Lilith betragtede hende tavst. De små, rynket hænder var flettet sammen oppe ved brystet. Benene var trukket en smule op. Sort, silkehår lå allerede glat over hendes isse, så det var nemt at gætte, hvilken farve hår hun ville få. Akkurat som begge hendes forældre.
Barnets store, runde øjne med de lange øjenvipper flakkede rundt på Isabels ansigt. Årvågne. Isabel kunne ikke lade være med at kigge udfordrende tilbage, som om det her var en konkurrence. Det var svært at forklare, men det virkede som om at Lilith…tænkte. Som om den lille pige forstod, hvad der skete omkring hende, og beskyldte Isabel for forræderiet af hendes fars tillid. Det gav hende gåsehud.
Hun løsrev blikket fra babyen.
”Lad os få fundet den kro. Jeg skal have set på den flænge ved kinden – jeg ved ikke om Raine forgiftede sine våben – og et bad vil skylle stanken af røg af os,” kommenterede hun, men glædede sig mest af alt til at få Lilith lagt væk. Selvom hun var Marcellus’ datter, var hun også Eriz’ afkom. Tanken om hvad de to til sammen ville kunne skabe, var ikke en rar tanke.

De fandt markedspladsen og bagefter kroen. Heldigt for dem var der sjældent gæster sent om natten på en kro i Portus – ikke andet end fremmede og rejsende hvert fald. Værelser var der nok af, men for ikke at vække for meget opmærksomhed, samt på grund af de manglende penge, måtte de nøjes med at leje et enkelt værelse.
Lilith blev nevet blidt i kinden af den store kromutter, inden de endelig fik deres nøgle, og kunne flygte op af trappen til deres værelse for enden af gangen ovenpå. Værelset var hyggeligt. Ikke ligesom de steder der var i Pandemonium. Det var rent, ordentligt og med sparsommelige møbler. Isabel mærkede et stik i hjertet af afsavn, men for første gang i lang tid, følte hun sig hjemme.
En kobberbalje gemt væk bag et stykke stof, var fyldt op med dampende, varmt vand, samt et stykke håndskåret sæbe. Den slags var normalt i Portus. Bad var vigtigt! Renselse endnu vigtigere!
Forsigtigt lagde Isabel barnet i sengen, før hun skyndte sig over til vinduet, hvor gardinerne allerede var trukket for. Pludselig var daggerten op i hendes ene hånd. Med en lav mumlen begyndte hun at ridse runer og gamle sætninger ind i vindueskarmen.
”Det vil beskytte os mod Marcellus og Eriz,” mumlede hun til Saïx, som forklaring. Caleb var bedre til det her, men hun havde også lært et og andet. Specielt om sin gamle hersker og hans dronning.

[Saïx Veterano]

Markedspladsen virkede stille og øde, foruden deres egne skridt over den kolde brosten. Alligevel holdt Saïx øje med deres omgivelser med et vågent blik og ørene slået ud. Ethvert hjerteslag eller åndedræt som bevægede sig for tæt på til at han brød sig om det fik ham på vagt, til trods for at han igen og igen mindede sig selv om at han måtte holde lav profil. Men de var inde i byen. De var i Portus, flere dages rejse fra Pandemonium. Om ikke andet, havde de købt sig lidt tid fra Eriz og Marcellus’ vrede.
Kroen var noget mere livlig. Foruden de rejsende som var der, var der også nattevæsnerne som holdt kromutteren og bartenderen travlt optagede. Saïx kunne mærke hvordan det fik hans nakkehår til at rejse sig, at være i et rum med så mange hjerteslag. Så meget liv. Hans sult begyndte at blive mere mærkbar, og det var med en afmålt tålmodighed at han tog imod nøglen fra kromutteren og fik Isabel og Lilith med sig til kroens overetage, og ind på deres værelse.
Han tog sig knapt nok tiden til at betragte hvad der måtte blive deres midlertidige hjem, før han låste døren bag sig og gemte nøglen godt væk i sin egen lomme. Han kunne stadig høre lyden af livlig aktivitet i krostuen, selv derfra, men det var mere dæmpet nu, og det var nemmere for ham at lukke det ude. Han lagde panden mod døren i et forsøg på at finde roen. De var trygge nu. I hvert fald foreløbigt.
”Fint. Alt som giver os mere tid.” svarede han i en lignende mumlen tilbage til Isabel. Han betragtede hende over skulderen mens hun skar runerne ind i vindueskarmen. Synet var nok til at bringe ham tilbage til sit gamle liv. Dengang hun havde fået ham til at gravere lignende runer ind i hendes og Cals våben, for at hjælpe dem med at besejre hvad han selv var blevet til. Og han blev igen mindet på hendes ord. Om at hun selv ville have slået ham ihjel, hvis hun havde været sit gamle jeg. Det fik ham til igen at bide tænderne hårdt sammen, og han skubbede sig selv væk fra døren for at gå lidt rundt i rummet. Det var sparsommelig møbleret, men det var rent, og langt bedre end hvad Saïx var vant til. Det var ikke så hjemmevant som hans gamle smedje, men det var mange gange bedre end det rum Macaria havde holdt ham lukket inde i, eller stalden han havde brugt som sit hjem i Pandemonium.
”Du kan tage dit bad først.” fortalte han hende, da han begav sig over mod sengen, hvor pigebarnet lå. Lilith var bemærkelsesværdig stille. Det var næsten uhyggeligt, hvordan hun bare lå og så på dem med sine store øjne. Han kunne næsten fornemme anklagen i dem. Han var ikke i tvivl om at hun, på en eller anden måde, vidste hvad der foregik. Hun var et alt for intelligent barn – helt klart et produkt af to personer som aldrig skulle have fundet hinanden.

[Isabel Veterano]

Et fnys undslap Isabels læber ved hans ellers høflige kommentar til hende, men hun havde ikke i sinde, at lade en sulten vampyr være alene med Lilith.
”Kom her. Du er allerede helt bleg, og har sorte rander under øjnene,” sagde hun, mens hun gik hen til sengen, hvor hun satte sig på kanten. Hun trak sin sorte jakke af, inden at hun endnu engang fandt sin sølvdaggert frem. Når Saïx havde taget hvad han ville, måtte hun også sætte segl foran deres dør. Det var nødvendigt med et blodsegl, så der kunne hun lige så godt bruge sit eget blod også. Hun tog ingen chancer. Ikke når det handlede om LaPiera Black.
Med en hurtig bevægelse skar hun sig over underarmen – dybt nok til at blodet vældede ud, og begyndte at trille ned mod hånden. Inviterende stak hun armen hen mod Saïx. Ørneblikket fastlåste sig mod ham.
”Når jeg siger stop, så stopper du. Hvis du ikke gør det, bruger jeg daggerten, forstået?” spurgte hun tydeligt, og viste sølvdaggerten frem, så flammerne fra kaminen gav genskær i det skarpe blad – bare så han var sikker på, hvad der ville ske, hvis han ikke kunne kontrollere sig selv. Forhåbentligt havde Macaria oplært ham grundigt nok, men med vampyrer kunne man aldrig vide. Specielt ikke nye vampyrer.
Men hun tøvede ikke. Ligesom hun ikke havde tøvet i Underdark, da Marcellus havde brug for hendes blod til at heale. Sjovt at tænke på, at der var engang, hvor hendes hud havde været uberørt af vampyrers bid. Nu følte hun sig mere eller mindre som en omvandrende drikkedunk.
Hun hvilede sin hånd med daggerten på sit ene lår, mens hun afventende holdte den blodige arm mod Saïx. Ansigtet var blevet en smule mildere.
”Tag hvad du skal bruge, for at kontrollere dig selv igen. Det er ikke nok til at gøre dig helt mæt, men du skulle kunne tage det væreste indtil i morgen,” forklarede hun, og overvejede om hun faktisk vidste mere om vampyrer end Saïx gjorde. Trods alt havde han engang været menneske – ligesom hende.

[Saïx Veterano]

Selv hvis Saïx prøvede, ville han ikke kunne trække blikket fra Isabels blødende arm. Duften fyldte allerede rummet, og lokkede hans blik til at fæste sig på hendes arm. Selv hendes ord druknede næsten, og ville måske have været fuldstændig tavse i hans ører, hvis ikke det var fordi han tvang sig selv til at fokusere.
Macaria havde givet ham lidt træning i at kontrollere det, før hun havde ladt ham tage til Pandemonium. Alt ville være gået galt, hvis han mistede kontrollen ved første tegn til sult, så det havde været i begge deres interesser at han kunne beherske sig så hurtigt som muligt.
Det brændende skær fra sølvdaggerten fik hans opmærksomhed, og han rettede blikket mod hendes ansigt igen, mens han absorberede meningen bag hendes ord. Igen gled et bittert drag over ansigtet på ham. Det var ikke sådan her, han havde ønsket tingene skulle udvikle sig. At hun stod klar til at tage livet af ham, hvis han trådte et skridt forkert. Hvordan ville tingene have udviklet sig, hvis han ikke var blevet, hvad han var blevet? Hvis han stadig havde været et menneske, og levet et menneskeligt liv? Han ville aldrig have fundet Isabel igen, rigtigt nok – men for hver gang hun gjorde det tydeligt for ham hvor nemt hun kunne gøre det af med ham, vurderede han om det ville have været det bedre alternativ.
Sulten gnavede i ham, og hans blik fandt hendes hånd igen, idét den første dråbe dryppede fra hendes fingre, og ned på gulvet. Han placerede sig på hug foran hende, og tog hendes arm i hænderne. Et øjebliks tøven, var alt der holdt ham tilbage, før han førte ansigtet tættere på, og lod tungen opfange en stribe af blod i hendes håndflade.
Så snart den livgivende væske mødte hans tunge, strammede han grebet om hendes arm, og bevægede munden videre op af hendes arm, og opsamlede alt blodet som dryppede ned af huden fra det åbne sår hun havde givet sig selv. Endelig kunne han lade læberne omslutte såret, og drak grådigt af det metalliske blod. I et kort sekund inden de gled i, tog hans ellers varme øjne en blodig, dyrisk kulør. Borte blev Lilith. Eriz. Marcellus. Macaria. Cal. Men Isabel forblev, ligesom smagen af hendes blod mod hans tunge.
Han fornemmede at han måtte stoppe. Eller måske var det Isabel som bad ham stoppe. Han var faktisk ikke sikker, men hvad det end var, så tvang han sig selv til at løsrive sig fra hendes sår, og slippe hendes arm igen.
”… Tak.” Han løb en finger over sin underlæbe, for at fange de sidste spor af hendes blod, og slikke dem i sig. Først da lod han sit blik hæve sig op til Isabels ansigt igen. Hvorfor følte han sig så skamfuld? Nej… Han vidste præcis hvorfor han skammede sig. Han havde lige bekræftet det monster han havde ladt sig selv blive til. Hun havde ladt ham drikke af sit blod, og han havde ikke kunnet modstå det. Han rejste sig op igen, og begav sig over mod vinduet, så han kunne skubbe de tykke gardiner en smule til side, og betragte byen derude. De tomme gader burde gøre ham rolig, men i stedet blev han vagtsom. Som om han forventede at se én af Eriz og Marcellus’ soldater troppe op. Eller måske Cal. Han vidste ikke hvad der ville være værst. ”Jeg er ikke til meget nytte når solen først står op.” kommenterede han, selv om at han vidste at den information var åbenbar. ”Vi burde holde så lav profil som mulig indtil solen går ned. Du og pigen må selvfølgelig have noget at spise, men det er nok bedst vi bliver her på kroen indtil solnedgang.” Han lod gardinet falde igen, og vendte sig mod Isabel igen. ”I morgen nat kan vi tage ud og forhøre os omkring din bror.”