Det er bare "underholdning"

[Zean Forsyth]

Eriz LaPiera Black

---

Han havde ventet ganske tålmodigt, som et rovdyr der studerede sit offer, før man gik til angreb. Saïx havde givet ham besked et par dage før, fortalt ham at det hele ville ske snart. Siden da havde han følt sig så rolig, at han end ikke forstod det selv. Normalt kunne han end ikke koncentrere sig, fordi blodtørsten og frustrationerne byggede sig op. Men siden han havde fået beskeden - leveret mundtligt, selvfølgelig - havde en indre ro fyldt ham. Han havde trænet hårdt de sidste par dage, så hans krop ville være i topform. Selv om han altid havde hadet Marcel for det, havde han faktisk også forsøgt at mediterer lidt, eller i hvert fald slappe af og prøve at finde sig selv og finde kontrollen over det indre, mordiske dyr. 
Saïx havde været succesfuld og takket være den falske besked fra vagtmesteren var der ikke mange vagter til stede. Der havde kun været to i kælderen, hos ham og det var nøjagtig de to, der vidste Saïx og han havde haft et møde sammen. Eller...Det gjorde de. Nu var de ikke længere. Med et sygeligt smil, gled blodet glinsende ned over hans hage, endnu varmt. Det dryppede ned over hans tøj, ned på gulvet, hvor en mindre blodpøl havde samlet sig. Vagternes rustninger var røde, som roser, og ved halsen var de flået op, deres halse var flænset op og den enes hoved hang kun i en selve rygraden, da resten var flået op. Nogle klumper af blodigt kød trillede rundt på gulvet eller gled ned af den nærmeste væg, sammen med resten af blodpletterne. Lygten af blod hang tungt i luften. Han lod en hånd glide igennem hans brune, strittende hår, der efterhånden var vokset lidt smålangt. Den blodige hånd gled igennem håret, efterlod rester af blod, der efter et øjeblik blot fik håret til at stritte yderligere. Hans ene hånd lagde sig roligt om skæftet på sværdet, som han trak det af vagtens skede. Stålet skinnede i det svage lys, gav genskær i hans øjne som stjerner eller små lys. Som et lille barn, der endelig havde fået sit legetøj tilbage. 
Langsomt gled han op fra gulvet, rejste sig i en lang, elegant og bølgende bevægelse. Sværdet var rettet mod gulvet, da han med rolige skridt trådte væk fra de døde og begav sig videre. Væk fra sin celle, væk fra sit værelse og skjul. 
"ERIIIIZ!" Kaldte han, så højt han overhoved kunne. Hans stemme gav genlyd gennem kælderens lange gange. Han kendte ikke meget til brugen af sindet, men han kaldte på hende, med alt han havde. Tanker, sin stemme. Monstret var frit, så folk måtte hellere flygte. Han fandt tanken passende. At hele slottet ville skrige i panik, som han steg op fra dybet! 
"JUUUHHUUU!! ERIIIZ!" Han slog ud med armene, mens han fortsatte frem. Han vidste godt hun nok ikke var i kælderen...Og der gik heller ikke lang tid, før han nåede trappen til resten af slottet. 
"DIN LEGEKAMMERAT ER HER! LAD MIG NU IKKE VENTE!" Han råbte. Han var skide ligeglad med hvem der hørte ham eller hvorfor. Blodet gav ham en rus, der gjorde at han følte sig uovervindelig. 
En vagt kom løbende mod ham, en der uden tvivl havde hørt hans lettere psykotiske råb. Sværdet gled igennem mandens maveregion med en dejlig, skærende lyd. En svaghed i rustningens samling. Manden faldt sammen uden yderligere modstand, ja, gled nærmest af sværdet og ned af trappen, som en larmende dukke. Zean kiggede lidt på det blodrøde sværd, før han lod tungen glide op af det kølige metal og grinte svagt for sig selv, da han fortsatte op af trappen. 
Han var skide ligeglad med Saïx og Marcellus. Han var ikke skide ligeglad med Eriz. Han ville se kællingen død eller gøre sit for at skade hende, helst så hun blev en krøbling eller lignede den klamme kælling, som hun var inderst inde. 
"Hvor geeeemmeeeer du diiiig?" hviskede han for sig selv, da han nåede toppen af trappen og valgte at gå til venstre. Han kendte en del til slottet efterhånden. Han skulle nok finde hende. 
"ERIIIZ!" 
Han kaldte igen. Ja, opmærksomhed skulle han nok sørge for. Især som han gik her, på bare fødder, der skred over det kolde gulv, omend han end ikke følte det. De mørke, slidte bukser og en trøje, der var en smule beskidt og laset. Og ikke mindst blodstilsølet. Og sværdet i hans hånd. Han så nok ikke ud af meget. Alligevel havde han aldrig følt sig stærkere eller mere målrettet i sit liv. Det sadistiske smil om hans læber understregede det kun. Dette var en mand de fleste ville flygte skrigende fra. 
Koste hvad det ville. Lad det være hans måde at ære Macaria, endelig at få ram på en kvinde, de nu begge hadede af deres rådne hjerter. 

[Eriz LaPiera Black]

Isblå øjne hævede sig i et ryk. Pupillerne trak sig sammen, mens de flakkede rundt i luften, som så de noget andre normale folk ikke kunne se. Skarpe og opmærksomme.
”Deres Majestæt?” Tjenerinden, som havde været ved at skænke te til dronningen, rørte uroligt ved den nøgen skulder, for at få hendes opmærksomhed. ”Er…er alt vel?”
Som frosset af magi sad Pandemoniums dronning ret op og ned i sin lænestol, og havde endnu ikke taget imod tekoppen, der var blevet rakt til hende på trods ad hendes ene hånd var hævet frem. Tjenerinden bed sig i læben, inden hun ruskede forsigtigt i hende.
”My la- AHHHR!” Ordene druknede i smerteskrig, da en issyl blev vredet ind i hendes hjerne. Igen og igen og igen og igen. Forkrampet i smerte gled tjenerinden ned på knæ foran sin dronning, der ikke skænkede hende så meget som et enkelt blik. I stedet rejste hun sig sammenbidt op fra stolen, så de mange smykker klirrede. Tjenestepigen var desperat begyndt at presse sine øjne ud, men hendes ynkelige skrigen kunne ikke overdøve den provokerende stemme i Eriz’s sind. En stemme hun kendte alt for godt, selvom det var et stykke tid siden, at hun sidst havde hørt den.
”Din forbandet satan,” hvislede hun, mens øjnene stadigvæk var rettet ud i intetheden, for at lokalisere truslen i slottet med sine mentale evner. Langsomt forlod hun rummet. Den dybrøde kjole gled som en slange over gulvet efter hende, mens metalkronen vejede tungt ovenpå hendes sorte hår. Imens hun gik omsluttede hun det skinnende lys, der var hendes gamle elskers essens. Hun smagte på det, befamlede det, undersøgte det. Sindet var så hjemvant og alligevel underligt anderledes.
Ubemærkeligt strøg hun ind i en vagts hoved, for at se igennem hans øjne mod sin gamle ven. Synet var ikke overraskende – hun havde næsten regnet det ud.
Skridtene blev hurtigere, og tænderne skar sig mod hinanden i vrede. Det tog ikke lang tid for hende at finde ud af, hvem der var skyld i den gamle konges overlevelse, samt hvordan han kunne være forblevet i skjul for hende. Kun én havde evnerne, til at holde hende solidt ud af andres sind. Èn som lystede sin herres hvert ord. Og denne herre var blevet blød. Så blød at han ville redde sin såkaldte ven, hvis han kunne. Når hun fik fat på sin elskede ægtemand…
Igennem de forskellige vagters hoveder, fulgte hun med i hvordan Zean slagtede dem, mens de stødt nærmede sig hinanden, som to væsner, der var skæbnebestemt til at have deres opgør lige her og nu.
Målsat drejede hun om en hjørne, og stod endelig for enden af gangen, hvor hendes gamle ven befandt sig i den anden. Stående i resterne af hendes mænd. Stanken af blod fik hende kort til at rynke på næsen. Den sidste soldat hvis sind hun var en del af åndede ud, og hun blev tvunget ud af hans døde hjerne, for i stedet at være samlet i sig selv.
Hun trak vejret gennem munden. Betragtede dødsenglen med sine egne øjne. Eller… dødsengel var nu så meget sagt. Et slankt øjenbryn hævede sig.
”Der er andre måder, at få min opmærksomhed på end at slagte halvdelen af slottet,” kommenterede hun køligt, og overvejede hvor pokker Raine befandt sig! Han burde da have hørt, de overdøvende råb fra Zeans sind, lige så tydligt som hun havde. ”Jeg ser rygterne om din død er overvurderet. Burde jeg have vidst. Marcellus er blevet svag og blød. Jeg skulle have indset, at han ikke bare kunne have efterladt dig til din egen død.”

[Zean Forsyth]

Han stoppede op og så frem for sig. Han kunne høre nogen kom gående, men ikke i tunge sko, som soldaterne, der forgæves løb mod ham med hævede sværd. Den eneste grund til de ikke flygtede, hvad han ikke tvivlede på flere af dem gerne ville, var sikkert fordi de frygtede hvad Eriz ville gøre ved dem bagefter. Trods alt kunne de færreste undgå hende og hendes magier. Åh ja, Eriz var en stærk modstander og en fantastisk medspiller. Man skulle blot huske på at for Eriz var der ingen medspillere, kun brikker og det var en tankegang han også selv havde haft. Havde haft, da han nu ikke helt kunne sætte Macaria og Arona til side længere. Alle andre...
Fandtes der noget mere værdigt bytte? Et gammelt bekendtskab, de havde udnyttet hinanden så mange gange og nu var hun hans nemesis og han vidste hun heller ikke elskede synet af ham. Han stirrede på hende og hans smil voksede, uanset om det var døden der stirrede tilbage. Han havde været nede på det ene knæ og igen drukket af det levende blod, der igen dryppede ned af hans hage. Igen gled han langsomt op på sine ben og i en sær klodset bevægelse gik lidt tættere på hende, som om han slet ikke kunne tro det var den kære Eriz, han endelig stod foran. Det var ikke vrede, det var ikke hævn, det var ikke retfærdighed. Han vidste bedre end lade sig blænde af noget så overvurderet. Hans tanker døde hen, til han selv var i tvivl om hvorvidt han overhoved tænkte noget. Til hjernen blot udførte de automatiske og indlærte bevægelser, uden han behøvede at tænke yderligere over det. Et sted håbede han at hans manglende følelser og tanker i dette øjeblik, kunne gøre det svære for Eriz at overtage hans hjerne...Måske kun et spinkelt håb. Men han ville gøre alt han kunne.
Han kunne mærke den våde fornemmelse ned over sin hage, men følte ingen trang til at tørre det væk, som normale folk nok ville gøre. Lad hende se hvilket monster, hun havde været med til at føde.
Han tørrede sine hænder i sit tøj, så han bedre kunne holde om sværdet, uden at tabe det. Han rankede sig op, men stadig virkede det som om han havde usikre bevægelser, da han gik over mod Eriz. Det var ikke til at sige om han faktisk udgjorde en trussel eller ej, i dette øjeblik.
Han kastede sig frem. Hans skuldre fulgte hans fødder og fik hele hans krop til at vride sig, for hvert skridt. Smilet forblev på hans læber, hans øjne skinnede. Til sidst stoppede han op, ventede, før han tog et lille skridt mere.
Han tog hendes ord som en kompliment. Der skulle mere til at dræbe stædigt ukrudt.
En let latter gled over hans læber, uden han rigtig bevægede dem, skønt adamsæblet i hans strube hoppede op og ned.
"Marcellus er..." Hans hoved gled lidt til siden, da han igen tog et skridt tættere på hende, konstant nærmede sig hende, skønt hans sværd forblev at pege ned mod gulvet.
"...En idiot...En sød idiot...Veeenskaab, veeenskaaaab!" Hans latter tog til. Så blev der stille igen.
"En sød idiot...Der findes ikke venskaber. Kun udnyttelse. Et venskab er jo blot udnyttelse af hinanden, men hvor man er enige om reglerne..." han sank og slikkede sig om læberne.
"Vi er ikke enige om reglerne. En sød idiot. I dag er en smuk dag" Han gik tættere på. Han skulle tættere på. Tættere på, tættere på! Han vidste det, men lod vær med rigtigt at tænke det. Han tømte sig selv for alt.
"Og nu er den dejlige ægtemand ikke hjemme! Hahhaaha! Nejnej...Ikke hjemme..." Han stirrede på Eriz og smed hovedet til den anden side, mens han holdt øje med hende. Han forventede hun ville gøre noget og han måtte prøve at forudse hvad. Igen et usikkert skridt tættere på.

[Eriz LaPiera Black]

Fra det høje vindue ved hendes side, blev Eriz badet i månens blege, sølvlige lys, der fik hende til at ligne et væsen skabt af drømme og spøgelses tråd. De lange øjenvipper sitrede ved Zeans ord, men de dalede ikke ned over hendes strålende øjne, der frygtløst hvilede på monsteret, som skridt for skridt kom tættere på hende. Skiftevis blev han oplyst fra vinduerne, han trådte forbi eller henlagt i dybe skygger. Alt hvad hun tydeligt kunne se var hans øjne, samt tænderne, der skinnede hvidt – specielt de spidse hjørnetænder.
Hun mærkede det rykke i sine fingre. Vampyrer. Fandtes der noget mere afskysvækkende end dem? Alle hun hadede, var af den forbandet race. Opslugt og forsvundet i blodets gave.
Et lille smil trak i det ene mundvig, og Eriz hævede stolt ansigtet en smule.
”Er det derfor du kryber frem, fra hvor du nu end har været gemt bort? Fordi han ikke er hjemme. Åh kære… man skulle tro, du havde lært lidt,” sukkede hun medfølende, som om hun faktisk syntes at det var synd for ham. ”Det er ikke mig, som er i farer, nu hvor Marcellus er væk. Det er dig.” Smilet blev bredere, så hun næsten var en kvindelig spejling af Zean. Så ens og dog så forskellige. Sådan havde det altid været med de to. Hvis bare ikke, at Macaria havde slået kløerne ned i ham først.
Forklarende slog hun ud med armene, så den slanke krop blev blottet for ham.
”Alt hvad jeg har gjort imod dig, må du så sandelig ikke tro er personligt. Det er bare fordi, du har været så nem, at lege rundt med. I dødsengle er så dejlige forudsigelige. Og du har jo heller ikke ligefrem, været den gode, lydige fugl, som jeg ville have, har du? Jeg mener… du gifter dig med Macaria. Får et barn med den dumme bitch – hvordan er stadigvæk et mysterium – , så der nu er flere af hendes blod, og selv da hun er svag, gør du intet for at tilrane dig magten,” fortalte hun pædagogisk, mens hendes lange, mentale fingre strøg sig kælent igennem hans sind, som var det vand. Hun fnøs. ”Selv ikke da jeg gav dig det sidste lille skub, kunne du klare at flå fosteret ud af hende, og servere hende for solens lys. Hvad er der i vejen med dig? Dig som skulle være den mest brutale, nådeløse person i både Pandemonium, Vavilon og Portus, og så fejler du i det eneste, jeg vil have dig til.”
En snert af vrede var dukket op i Eriz’s ellers så bløde, rolige stemme. Næsen rynkede sig i en hvæsen, da hun udtalte de sidste ord, der var skarpe som sølvpile. Selvom at han kom tættere og tættere på hende, flyttede hun sig ikke ud af stedet. Lad ham bare prøve, at angribe hende. Det var ikke første gang, han ville være så dum, at stole på sine sanser i selskab med hende. Alle var så dumme. Alle så… tillidsfulde.

[Zean Forsyth]

Zean led ikke af paranoia. Han var paranoia. Marcellus havde stukket ham i ryggen, Eriz havde udnyttet ham...Den eneste der endnu ikke havde gjort noget fatalt mod ham, var...Nåe nej. Selv Macaria havde prøvet at dræbe ham. Og faktisk tvivlede han ikke på at Arona måske også en dag ville forsøge. Hans lille pige ville en dag blive stor og selvstændig, de ville næppe være enige om alt. Og dog var Arona nok den mest uskyldige han kendte. Den mest tillidsvækkende og troværdige person i hans liv. Men det var jo blot en afspejling af ham selv, når det kom til stykket, for også han snød og bedrog, så snart han kunne komme til det. Omend, han var mere en kriger og næppe altid kunne følge med disse kvinder, når de lagde onde planer. Netop fordi han var en kriger, gik han med på planerne, så længe han fik lov til at flænse og flå...Ja, det kunne virke som om Eriz helt overså denne lille bid. Om ikke andet bed hendes ord ikke på ham. Ikke længere, aldrig igen. Hendes tunge var en slanges og den burde hugges af og hendes mund syes sammen, fyldt med brændende kul. Ja, hvis han nogensinde fik chancen!
Han gik tættere på hende. Var det...Var det en snert af...Nogen i hans hoved? Han var ikke sikker på om han bildte sig det ind eller efterhånden havde lært at mærke Eriz. Men uanset hvad, var det jo netop hvad han havde forventet. Gad vide hvad hun ville finde derinde? Noget hun kunne bruge mod ham?
Han grinte svagt.
"Kvinder. I tror altid der er en skjult hentydning med andres ord. Men jeg har på intet tidspunkt nævnt trusler" Hans smil voksede. Hvordan kunne han på nogen måde miste modet, når han vidste at i dette øjeblik blev det, Eriz fandt mest kært, flået fra hende?
Ordkløveri var intet mindre end tidspilde, selv om han et eller andet sted gik ud fra kvinder fandt det en smule charmerende. Men Eriz havde ret, de stod her som to hunde. Den ene en kamphund, den anden en flot puddel! Men begge med tænder.
Han trak sine skuldre op, som om han fik kuldegysninger af hendes ord.
"Eriz, Eriz, Eriz...Det er en gammel undskyldning. Det er ikke personligt. Hvad skal det sige? Intet er personligt og har aldrig været det, alt er personligt og har altid været det. Du kan ikke dele det op på den måde. Hvis jeg tager det personligt, ER det personligt" svarede han, uden at gøre sig det mindste overbevisende.
"Så er jeg faktisk ligeglad med hvad dine intentioner var..."
Han stod kun få meter fra hende nu. Han var faktisk ligeglad med deres samtale, han var ligeglad med hvad hun sagde og han selv sagde. Den var mere en distrahering, en måde for dem begge to at komme i stilling, som de havde gjort før.
Macaria...
Han vidste ikke hvad det var, der spredte sig i hans bryst, når han tænkte på hende, kun at det drev ham til vanvid. Et altfortærende og uberegnende vanvid.
Han trådte så tæt på, som han kunne, medmindre hun fjernede sig. Han kunne lugte hende herfra. Sødt. Langsomt hævede han sig sværd og medmindre hun fjernede sig eller blokerede det, lagde han sværdet mod hendes skulder, så æggen kun var centimeter fra hendes hals.
"Jeg har savnet dig Eriz...Tror du virkelig jeg kan dræbe dig?" Hans blik hvilede på hende. Hans smil virkede næsten blødt. Månens lys skinnede i sværdet, uanset om hun havde fjernet sig eller ej. Selv stod han halvt i mørke.
Han var ikke dum og han var ikke urealistisk. Men han var på alle måder nysgerrig. Hans skuldre sank en halv centimeter, da han tvang sig selv til at tømme sit sind igen. En disciplin han havde svært ved, men om ikke andet måtte mestre i dette øjeblik, i håb om det kunne hjælpe. Medmindre hun havde fjernet sig, ville han træde helt op foran hende, så de stod lige foran hinanden og nærmest åndede på hinanden.
"Min kære Eriz..." hans stemme var lav.

[Eriz LaPiera Black]

Sværdets kølige metal lagde sig til hvile mod hendes nøgen skulder, så alle nakkehårerne rejste sig i et gys. Det var ikke første gang, hun havde haft et våben så tæt på sig. Langt fra. Så mange ar… så mange sår… så mange flænger. Alligevel flakkede hendes blik mod sværdet, mens kroppen spændte sig vagtsomt. Hænderne skiftevis åbnede og lukkede sig, inden de igen faldt til ro langs hendes side ved hans bløde ord. Øjnene mødte igen hans. Så stormfulde de var blevet. Så… utilregnelige. Åndedrættet blev tungere, da hun mærkede hans krop stille sig helt op af hendes. Kold som et ligs. Så genkendeligt. Hvor hun dog hadede det. Hadede følelsen af en død mands krop mod hendes uden et åndedræt, en puls eller varme. Igen begyndte hendes blik af flakke, men denne gang var det væk fra ham. Tænderne klappede sammen, og begyndte at gnide mod hinanden, som om det nu var hende, der stod, og skulle kæmpe for at holde en mentalist ud af sit sind. Små ryk gik igennem hendes skuldre.
”Stop det…” hvislede hun lige så lavt som ham, men stemmen var ikke så fast, som den plejede. Noget havde sneget sig ind i den. For første gang virkede hun… usikker. Hjertet i hendes bryst begyndte at slå hårdere, så hun kunne mærke det. Tænderne kværnede sammen. En nerve sitrede ved hendes ene øjenbryn. ”Stop det! Jeg – kan – godt – modstå!”
Kinderne blussede. Adrenalinen pumpede. På trods af sværdet havde hun svært ved at koncentrere sig. Ikke det igen. Ikke igen. Alt i hendes fokuserede på Zean tæt på hende. Hans krop. Hans stemme. Lugten af ham. Hans øjne på hende. Hans sind, der langsomt silede ud mellem fingrene på hendes, fordi koncentrationen blev stjålet. Det kunne ikke passe! Hun var stærkere end det!
Modvilligt rykkede hendes blik sig op mod hans blodige hage, inden det kort stoppede ved de røde læber. De virkede så fristende. Hun opdagede ikke, at hun havde lænet sig en smule frem mod ham, så sværdets æg akkurat lige skar sig mod det øverste af hendes hud på halsen. Knap nok lagde hun mærke til det.
”Zean…” lød hendes stemme bedende, som tiltrækningen tog sit tag i hendes menneskelighed. Hun skulle lige til at overgive sig, da noget andet skar sig igennem hendes sind, og vækkede hende op fra den trance, hun havde befundet sig i. En forstyrrelse. En… alarm. Noget var helt, helt galt. Hjernen vækkede sig selv op, og pludselig kunne hun fokusere bedre.
De isblå øjne fløj op, for at møde Zeans. Skarpe og gnistrende.
”Hvorfor er du her? Selv du er ikke så dum, at spankulere lige ind i mine arme,” spurgte hun hårdt. Hvor var Raine?! Hvorfor kunne hun høre lyden af mentale skrig fra folk, der døde et sted i nærheden? Mærke sind slukke sig, pust efter pust? Hendes mentale fingre krøllede sig hårdt sammen om Zeans sind. Det føltes næsten som papir, der blev krøllet sammen i hendes greb.
”Fortæl mig hvad du laver?! Hvad sker der?!!” befalede hun ham, men ventede ikke på hans svar, før hun desperat begyndte at grave sig rundt i hans sind, for selv at finde svaret. Frygten fra før havde ikke forladt hende, men denne gang var den rettet mod noget andet – én anden.

[Zean Forsyth]

At Eriz virkede til at miste koncentrationen, virkede til at være...Interesseret? Han vidste ikke helt hvad han havde regnet med, men dette virkede for nemt. I et øjeblik mærkede han den dyriske...Lyst...Blomstre i sit mørke sind. En helt almindelig lyst, som han faktisk ikke rigtig havde mærket siden sin forvandling, ej hellere udforsket. Han havde haft så travlt med helt andre ting. Lugten af blod hang tungt i luften. I hvert fald var den ganske tydelig for ham, selv om han faktisk ville tro hans lugtesans var som bedøvet af lugten nu. Han kunne endnu smage den halvstivne plamage af blod på hans hage, når han vædede sine læber. De spidse tænder, han faktisk var begyndt at glemme han havde. Var Eriz faktisk tiltrukket af ham? Måske havde de kunne arbejde sammen i starten, fordi de var tiltrukkede af hinanden og uanset hvad var den slags underholdning vel også god nok. Han ville i hvert fald ikke sige nej. Specielt ikke med en dolk i den ene hånd samtidig, så snart han havde fået hvad han ville, ville han stikke den i hende igen og igen og suge hendes blod og...
Tankerne havde fået frit løb og det var kun med nød og næppe han kunne holde dem fra at gå helt amok, så han ikke kunne holde kontrollen. Det var svært. Han ville så gerne slippe den! Slippe den, være fri og ligeglad.
Hans øjne så ned i hendes, så blå som de var. Så kolde, så manipulerende, så tiltrækkende. Hans ene arm havde bevæget sig, hans hånd havde lagt sig mod hendes skulder, som hun havde nærmet sig ham. Den svage bloddråbe der trillede ned fra hendes hals, fik hele hans hals til at trække sig sammen.
Så tæt på...
Duften af hende, den varme fornemmelse af levende kød. Så tæt på, han var så tæt på hende...
pludselig blev magien brudt og Eriz havde knap nok talt færdig, før han mere og mere mistede kontrollen. Han nåede ikke at gøre meget, før han mærkede den skærende smerte. Hans hånd forlod hendes skulder og gled op til hans tinding, som han pludselig skreg af smerter. En konstant og modbydelig smerte.
Alligevel skete der flere ting på en gang.
Han mærkede smerterne og hvordan det flåede hans sidste rest af kontrol fra ham, hvordan resterne af en næsten civiliseret person faldt, som en skæv mur, der endelig blev væltet. Trods smerterne, grinte han igen. Han smed sværdet fra sig, der endte på gulvet med et højt rabalder. Månen skinnede i metallet, som det gled en meter hen over gulvet, før det lå stille, med spidsen pegende mod Eriz.
"Jeg er her for at få hævn" rasede han, da han uden tøven greb ud efter hendes spinkle skuldre.
"Jeg er her for at sørge for dit liv bliver...Åh...Ødelagt!" Smerten skar stadig. I hans tidligere liv havde han elsket smerte og ville blot blive stærkere af det. Nu var han blot stærkere. Han kunne ikke koncentrere sig, men det behøvedes hellere ikke. Instinkterne greb ham, da han så hurtigt som muligt, blottede tænderne og gik direkte efter halsen, i håb om at blive beriget med det varme blod, der måtte pumpe i halsen på hende...

[Eriz LaPiera Black]

Raseriet stormede ubehersket i hende. Kun én gang før havde hun været så hadefuld, og det var ved at være mange år siden. Der var det også en vampyr, som havde vækket hendes vrede, og hvor havde han dog fortrudt det lige siden. Nu brød de samme følelser frem, og nærmest fik hende til at gløde. Ikke nok med at hun kort havde været underlagt en vampyrs kræfter, så begyndte hun også at finde ud af mere og mere omkring hvad Zean havde gang i – og hun brød sig ikke om det.
Da han greb fat i hende, var det som en eksplossion i hovedet på hende, og det fysiske samt psykiske blev forbundet i en stærk sammensmeltning, der gav hende akkurat, det hun ville have. Billeder fór igennem hendes sind. Følelser og tanker blandet sammen til et farverigt virvar, men hun var en erfaren mentalist. Så nemt som ingenting fandt hun orden i det hele. Som en stuepige ordnede hun det hele, indtil det hele var sorteret. Øjnene flakkede fra side til side, som læste hun en bog i flyvende fart. På trods af Zeans fysiske angreb mod hende, gjorde hun ingenting for at forsvare sig. Ikke lige nu. Hun havde travlt. Så tæt på.
En samtale. Zean og en anden vampyr, som hun ikke havde set før. En stalddreng – nej… det var en løgn. Deres ord ekkoede, og deres ansigter brusede skiftevis i fokus. En plan. Hævn mod hende og Marcellus. De havde taget noget fra den anden vampyr. Noget dyrbart. Nu ville han tage noget fra dem. Nej, ikke noget. Èn. Èn enkelt person, som ville ramme dem begge. Barnet.

Pupillerne trak sig rædselsslagne sammen. Et gisp undslap hendes fyldige læber, da skarpe hjørnetænder, begravede sig i halsen på hende. Den ene hånd hævede sig, og begravede sig i det fedtet hår, for at forsøge at rive Zeans hoved væk fra hende. Musklerne spændte sig i halsen. Hendes sind angreb ham med fuldt styrke, så det ville føltes som en forhammer, der rungede mod hans pande.
En vampyr var langt stærkere end hende fysisk, men de havde intet forsvar mod mentalister, og slet ikke én som hende. Angrebet var som kløer, der rev og flænsede i hans sind, hun så kærligt før havde kælet om. Hun lod ham opleve smerte, der end ikke fandtes i virkeligheden. Blind, ubeskrivelig, forfærdelig smerte, som han ville have jublet over, hvis altså han stadigvæk havde været en dødsengel.
Det lykkes hende, at få ham væk fra sin hals, hvor blodet sivede i en stille strøm ud fra to, små huller. Der var en smule rødt omkring sårene, fra de par slurke han havde fået suget til sig.
Hurtigt pressede hun sin håndflade mod halsen, for at slukket blødningerne. De isblå øjne gnistrede rasende mod ham. Nådeløst holdte hun hans skrøbelige sind i kontrol. Tvang ham i knæ. Pressede ham i knæ. Beordrede ham i knæ. Isolerede hans hjerne fra resten af kroppen, så han ikke ville kunne mærke den. Helt ned på maven i blodpølen.
Hun gispede efter vejret på grund af såret i halsen. Smertetårer gjorde hendes synsvinkel bløret. Hvis hun havde haft tiden, ville hun have destrueret hans forstand. Krakeleret den som en glaskugle mellem sine fingre, og efterladt ham i vanvid. Hun ville have stjålet alle hans minder, ladet ham se sin datter dø gang på gang på gang, indtil han tiggede hende om at dræbe ham.
Men hun havde ikke tid. Barnet… Lillith.
Blod silede ud mellem fingrene på hende, mens hun hadefuldt nedstirrede Zean, hun nu havde tvunget ned og ligge på gulvet. Aflukket fra sin egen krop. Hun ville ikke kunne holde ham sådan her i lang tid. Allerede nu kunne hun mærke kontrollen flakke. Det her var en warlocks kundskaber – ikke så meget en mentalist, og den her slags kræfter var hun svag i.
”Du kunne have fået alting,” snerrede hun ned mod ham, og var allerede begyndt at bakke tilbage. Børneværelset. Hun måtte nå børneværelset. ”Næste gang jeg ser dig… så dræber jeg dig! Og dine børn med!”
Modvilligt slap hun ham med blikket, inden at hun drejede om, og satte i løb væk. En af trapperne op til ovre etagen befandt sig tæt på. Lige meget hvad måtte hun nå derop! Hvor var Marcellus dog?!!
Hun slap Zeans sind, for i stedet at sprede sig op mod ovreetagen til børneværelset. Det var allerede i gang. Åh ved Nostamus… Please… please ikke Lillith. Ikke hendes et og alt. Alt andet end hende…


//out

[Zean Forsyth]

Det lykkedes! Han var end ikke opmærksom på at Eriz læste hans sind som et åbent bog, alt han fokuserede på var de spinkle skuldre i hans hænder og tænderne der gled igennem den bløde hud, til smagen af blodet. Han var ikke direkte sulten, men han sagde aldrig nej til en tår eller 30. Specielt ikke fra Eriz, for hvert slurk ville hun nærme sig det punkt, hvor hun ikke kunne tåle at miste mere blod...
Desværre nåede han bare aldrig så langt. Smerten var frygtindgydende. I starten var det som om hele hans krop, hele hans sind, gøs. Så trak det hele sig sammen. Hendes hånd, der greb om hans hår og trak ham væk, som en uartig killing. Hans øjne, der forblev lukkede. Han ville ikke græde af smerter, men som skrigende sad fast i halsen på ham, kunne han ikke forhindre dem i at væde hans kinder alligevel. Grynt var det eneste der undslap ham, som hans hænder greb fat i hans hår og han sank først på knæ, så ned på gulvet, hvor han krøllede sig sammen til en rystende kugle. Han kunne ikke tænke, intet mærke og alligevel var der smerterne...Han kunne end ikke beskrive det. Ord kunne ikke beskrive det. Han vidste det ville ske, alligevel var han godt tilfreds med hvor langt han var kommet, før hun havde reageret. Han var kommet tæt nok til at skade hende. Nok til at se hende tøve. Hun var ikke uovervindelig. Og det var godt nok for ham.
Ikke at han rigtig kunne tænke. Han kunne intet se, intet høre. Smerterne var over alt, fyldte alt, var hans verden i så lang lang tid. Han vidste ikke hvor lang tid der gik.
pludselig stoppede smerterne igen. Alligevel blev han liggende i fosterstilling. Hans krop rystede og koldsveden dækkede ham. Savlet dryppede ned på gulvet og tårerne havde gjort hans ansigt vådt.
Han lå der i længere tid, før han opdagede at han var alene og at han kunne bevæge sig igen. Med et tåget blik så han langsomt på sine hænder og prøvede at bevæge dem. De virkede endnu. Han havde sin krop...Og langsomt fik han den i bevægelse. Hans hoved gjorde ondt, som en konstant hovedpine. Skinger, smertende, som sad der endnu en nål og stak.
Han håbede Saïx havde haft succes, for nu var der ikke mere han kunne gøre. Han måtte væk herfra inden Eriz tænkte på ham igen. Dette var hans chance til at bryde fri...Og hvis der var en ting han var god til, var det at stikke af igen.
Kravlende fik han fat i sværdet. Med væggen som støtte, kom han på benene. Først usikkert, siden mere sikkert, satte han kursen mod en udvej. Først langsomt, så hurtigere og hurtigere.
Kun få vagter måtte dø - en lidt usikker kamp, som han ikke destro mindre vandt, omend han blev ramt på det ene ben - før han kom udenfor.
Den mørke himmel rejste sig over ham. Han stoppede op og sænkede sværdet igen og missede med øjnene, som han mærkede en kølig brise. Hans blik gled op til himlen...Den himmel han aldrig mere skulle flyve i. Af ren vane prøvede han at få sine vinger frem, men som tidligere, lykkedes det ham ikke. Af en eller anden grund gled noget så fjernt som et hulk over hans læber, før han bed sig hårdt i tungen og fik fingrene i en hest, som Saïx havde sikret der ville være.
Hovene fløj over jorden, over stenene, i en hidsig galop.
Turen gik til Vavilon.

//Out