For enden af rebet

[Saïx Veterano]

Isabel Veterano ~ Raine Felhorn ~ Saïx Veterano

---

Hvis han havde planer om at ombestemme sig, var det allerede for sent. Tingene var allerede sat i bevægelse, og Saïx ville ikke kunne standse det nu, uden at det ville blive hans død. Han vidste at Zean opholdte dronningen nede i slottets kældre, og det ville kun være et spørgsmål om tid før hun ville fatte mistanke. Flere gange havde han vurderet om det havde været klogt af ham at stole på den tidligere dødsengel, men hvad andet valg havde han haft? Eriz ville opdage ham længe før han overhovedet kunne komme i nærheden af prinsessens kammer, hvis ikke han havde dødsenglen til at opholde hende. Bare det at han stadig var i live, fortalte ham at Zean gjorde hans del af arbejdet. Så måtte han også gøre sin.
Han skævede rundt om hjørnet, mod prinsessens kammer. Det havde taget en del af hans tid overhovedet at komme derop, uden at vagterne som patruljerede korridorene havde opdaget ham. Til alt held var der færre end der normalt ville have været. Zeans plan om at få vagtmesterens underskrift havde virket - efter at Saïx havde fået ham til at drukke et par krus mere end han kunne tåle - og han havde lykkedes i at bruge underskriften til at få vagterne til at reducere i deres bemanding for natten. Det ville uden tvivl være deres død bagefter, men det kunne Saïx ikke tage hensyn til nu. Ikke længere.
Hans hånd faldt på kniven han havde fæstet i bæltet på sin ryg. Han havde stjålet den fra køkkenet; en stygt udseende kødkniv, som han havde taget med i tilfælde at han skulle få brug for den. Han vidste at prinsessens kammer stadig ville være bevogtet, og han havde ikke taget fejl. To vagter stod, høje og truende, udenfor kammerets dør, hver med deres hånd på sværdet i deres bælter, på vagt.
Han måtte være gal. Ingen mand ved sine fulde fem ville risikere så meget som Saïx risikerede i dette øjeblik. Men hvad havde han at miste? Han havde intet at falde tilbage på. Caleb ville slå ham ihjel hvis han så ham. Isabel... Isabel var død, og kvinden som havde taget hendes navn, var ikke den samme. Marcellus havde taget alt fra ham, og han ville ofre det sidste han havde på at få sin hævn mod kongen. Han brugte et sidste sekund på at samle sit mod, før han trådte ud fra skyggerne - skyggerne som han ikke længere stolede på - og trådte frem mod vagterne.
Bevægelsen blev omgående registreret af den nærmeste vagt, som nærmest mekanisk drejede blikket mod ham. Han var en bredskuldret mand, og først da han vendte sig mod Saïx kunne han se at vagten ved hans side var en kvinde. Han kunne høre begge deres hjerter banke - levende væsner, som han engang havde været.
"Stalddreng! Tilbage til stalden med dig, du har ikke noget at lave her!" Saïx slap kniven for at løfte hænderne uskyldigt op i skulderhøjde, men fortsatte sine skridt frem mod vagterne.
"Må jeg ikke engang se mig omkring i slottet? Jeg har været her så længe uden at have mulighed for det." svarede han uskyldigt.
"Du har ingenting her at gøre!" gentog vagten advarende, og greb sit sværd. Saïx' øjne glødede faretruende, og han fortsatte sine skridt.
"Du er vel ikke bange for en simpel staldknægt, er du?" Saïx fandt bæstet i sig frem. Bæstet som kunne lugte deres blod, høre deres hjerter pumpe hårdere og hurtigere. De gjorde sig klar til at slå ham ihjel, men han ville ikke give dem muligheden.

[Isabel Veterano]

Tiden var gået uden at Marcellus var kommet tilbage. Isabel ventede hver nat på, at han ville træde ind i slottet med Macaria ved sin side. Begge to glade, ranke og lykkelige. Hun håbede så inderligt for dem, at det ville lykkes. At de endelig kunne få fred og finde glæden.
Det var en af disse nætter, at hun sad på sin balkons gallænder, og kiggede ud mod den glødende by, der strakte sig som en levende mase ud fra slottet. Luften var frisk heroppe i højden. Frisk og kølig. Den legede med hendes hår, så det føltes som blide fingre, der kørte igennem de korte lokker. Jakken blafrede bag hende. Sort og trevlet. Fødderne dinglede i det fri hundrede meter over jorden, men hun følte sig ikke utilpas i denne her højde. Her var fredeligt. Forhåbningsfuldt lyttede hun efter Ineis stemme her i den syngende vind. Bare en hvisken. Et tegn. Men lige meget hvor meget hun lyttede, kunne hun ikke høre noget, for hun var langt væk fra grænsen hvor Ineis rige befandt sig, og hun var ikke værdig til længere at høre hendes ordre. Hun var ingenting. Hun var død.
Skyggerne krøb ud på balkonen fra det mørklagte værelse. Som slanger flød de mod hende, så de i det svage lys fra slottets vinduer, blev gjort til synlige, røgagtige silhuetter. Langsomt snoede de sig op af hendes ben, indtil de hævede sig op omkring hendes ansigt. Hvislende, kælende og trøstende.
”Sssstakkels Izzzzzzy….”
”Sssstadigvæk sssørger hun over den døde pige.”
”Du er ssssstærkere nu.”
”Bedre.”
”Voresssssss.”
Deres hvislende stemmer fik det til at kilde i ørerne, og nakkehårerne rejste sig, men hun blev hængende, hvor hun var. Ikke engang de halvlukket øjne bevægede sig fra deres punkt. Kulden fik hendes krop til at skælve en smule. Det var dejligt til en afveksling af den lammende ligegyldighed og håbløshed, som herskede i hende normalt. Mon foråret snart ville komme? Eller var det altid koldt og mørkt her i Pandemonium? Hvor hun dog savnede Portus’ varme luft, der duftede af krydderier. De saftige frugter på træerne. De grønne blade. Når hun lukkede øjnene, kunne hun næsten forestille sig det. Hende og Caleb der vadede afslappet ude i en å, for at køle deres fødder ned. Smagen af den søde frugt. Duften af blomster. Fuglenes kvidren.
Skyggerne hvinede pludseligt! Krampende twistede de, mens de hævede sig kampklar op omkring hende. De ravrøde øjne slog sig op, og gled til siden, som fornemmede hun noget.
”Den besssssskidte igle!”
”Angreb! Han angriber prinsessssssen! Den lille prinssseeesssse!”
”Kongesssss ssssøde datter!”
”Fare! Fare! Vi sssser alt! Red hende!”[/i]
Isabel snurrede 180 grader rundt, inden at hun sprang væk fra gallænderet, og marcherede tilbage mod sit værelse.
”For helvede Saïx…” hvislede hun irriteret, inden at hun lod skyggerne omfavne sig, så hun forsvandt i en eksplossion af mørke.

[Saïx Veterano]

”Han har en kniv!” Kvindens udbrud kom sekundet efter at Saïx havde trukket kødkniven frem, men den bredskuldrede mand var allerede trådt frem for at stoppe ham. Af vane gled Saïx’ skarpe blik over deres sværd. De var store og tunge, massivt stål. Det krævede mange flere kræfter for dem at svinge sværdet, end det ville kræve ham at svinge med sin kniv. Selv før han blev bidt ville han have haft en fordel, men det var hans vampyrisme som havde givet ham hurtigheden og styrken som skulle til for at han kunne slå dem, to mod én.
”Slå alarm! Beskyt prinsessen!” brølede vagten da han svingede sværdet mod Saïx. Det var som om bevægelsen skete i slow-motion for ham. Han kunne faktisk følge sværdets bane med blikket, og problemfrit træde det lille skridt til siden, som gjorde at sværdets æg gravede sig ned i stenen under ham, og ikke igennem skallen på ham. Han måtte næsten give et grin fra sig, men han gjorde det ikke. Alt som kunne distrahere ham, kunne betyde hans dødsdom. I stedet greb han hårdere fat om kniven, og hamrede den mod vagtens hånd. Lyden af rustningens stål gav genlyd gennem korridoren, men Saïx havde ikke brudt igennem den beskyttende armor.
”Duk dig!” Det var den anden vagt som råbte, og manden nåede kun lige at følge hendes råd, før to kasteknive fløj gennem luften. Saïx undveg den ene, men den anden snittede hans kind, og efterlod en tynd flænge, som langsomt groede sammen igen.
”Sølv, brug sølvet!” råbte manden, da han trak sig væk fra Saïx. Sværdet blev igen svunget, og Saïx måtte denne gang bruge kødkniven til at blokkere for angrebet. Han kunne mærke hvordan hans muskler måtte spænde sig, for at holde den massive kraft i vagtens sværd tilbage, med noget så sølle som en kødkniv. Men hvor hans kniv burde have givet efter for det slebne stål, holdt den stand, og efterlod både Saïx og vagten anspændte, og målede kræfter med hinanden. ”Nu!” råbte vagten, og kvinden besvarede ordren. Hun bevægede sig rundt om Saïx, så hun havnede bag ham. Han nåede at se sølvkæden glimte i skæret fra faklerne, sekundet inden han mærkede metallets bid, da hun svang det om hans ene arm. Sølvet gravede sig ind i huden på ham, og han kunne lugte sit eget kød brænde. Han gav en hvæsen fra sig, og trak sig til siden, så vagtens sværd nok en gang faldt forbi ham, og ned i gulvet. Med et brøl svingede han kødkniven i en bue, så det skarpe blad fangede vagtens blotlagte nakke. Saïx mærkede det knapt nok, da kniven boede sig gennem kød, knogler og muskler, før et hoved dunkede ned i gulvet. Men Saïx’ opmærksomhed var vendt mod kvinden, som stædigt holdt fast i sølvkæden, for at holde vampyren under kontrol.

Fra sin position i enden af korridoren, kunne Raine ikke andet end at smile, mens han så vampyren danse omkring sig selv, og svingede kødkniven gennem den tomme luft. Hvordan han hvæsede af en smerte som ene og alene eksisterede i hans hoved. En lang og kroget dolk glimtede i skæret fra faklen, mens han førte slibestenen over dens blad, uden at han slap vampyren med blikket. Han vidste at det ville give pote at holde øje med prinsessens kammer, specielt da han havde fået færten af forandringen i vagternes rutiner. Nu måtte han blot vente på at Isabel dukkede op, så hun kunne tage sig af dette… sikkerhedsbrud før Eriz ville se hoveder rulle.
Tilsyneladende bekymringsløst begav han sig ud fra skyggerne og tættere på vampyren - den forræderiske stalddreng - og tog ham i nærmere øjesyn. Vampyren svingede stadig omkring sig med kniven, i kamp med en fjende som ikke eksisterede udenfor hans eget sind. Indtil videre havde han kun opholdt ham indtil Isabel ville dukke op, men han blev nysgerrig - hvad mere havde vampyren at skjule? Han skulle lige til at strække sine fingre ind i hans sind, da han fornemmede en bevægelse fra skyggerne.

[Isabel Veterano]

Som havde hun blot stået indhyllet i skyggerne, trådte Isabel frem. Det første man kunne se var de flammende øjne, indtil resten af hende dukkede frem, som skyggerne skyllede af hende. Hendes blik var rettet direkte mod Raine, mens hun uden tøven marcherede hen til Saïx. For hvert skridt hun tog tættere på ham, blev Raines illusioner svagere. Det var som et usynligt skjold omkring hybriden, dér langsomt omfavnede Saïx, jo tættere hun kom på ham. De to illusioner af vagterne flakkede og sitrede. Deres stemmer ekkoer. Til sidst forsvandt de som drømme, når solen står op, og Isabel tog sin plads ved Saïxs side. Hårdt greb hun Saïx i armen, og snurrede ham rundt mod sig, så han ikke kunne undgå at kigge på hende.
”Hvad i alverden har du gang i?!” snerrede hun til ham, mens tommelfingeren gravede sig ned i huden på ham. "Du burde ikke være herinde, og slet ikke her! VIL du gerne have dig selv slået ihjel?! Gå ned i stalden, og vent til jeg kommer derned!”
Det var som at se en mor sætte sit uregelige barn på plads. Der var ingen tålmodighed hos Isabel. Ingen blidhed, kærlighed eller forståelse. Kun irritation, da hun nærmest skubbede Saïx ned af gangen – den modsatte ende af hvor Raine stod. Hjertet hamrede frygtsomt, selvom man ikke kunne se det på hende.
”Skrub så af!” hvæsede hun af ham en sidste gang, og pegede ned af gangen, før hun vendte sig halvt om mod Raine. Kroppen virkede anspændt. Nærmest som var hun klar til kamp, men fra hvem hun forventede et angreb var ikke til at vide. Af alt magtede prøvede hun at styre sit åndedræt.
”Jeg sagde, jeg havde styr på ham! Du skal ikke blande dig i det her! Jeg skal nok tage mig af det,” fortalte hun til sin kollega, som hun nu spærrede vejen for til Saïx. Et skjold imod de psykiske evner. Hun var vagtsom på ham. Observerede hver bevægelse han gjorde, samtidig med at hun prøvede at virke rolig. ”Tak fordi du hjalp til, men jeg har styr på det nu. Lad være med at fortæl det her til Eriz. Det er blot en misforståelse. En stor en. Jeg skal nok tage over nu.”

[Raine Felhorn]

Som Isabel bevægede sig forbi ham og mod vampyren, kunne Raine mærke hvordan hans illusioner falmede. Selv hvis han ikke kunne, kunne han se det på vampyrens reaktioner. Hvordan forvirringen blev synlig i hans ansigt, og hvordan han så ned på sin egen arm, hvor en sølvkæde for kun få sekunder siden havde gravet sig ind i huden på ham. Huden var igen glat og fin; fejlfri som kun en vampyrs kunne være det. Ikke et ord sagde Raine, ikke før Isabel henvendte sig til ham.
”Er det sådan her du planlægger at tage dig af det?” spurgte han skeptisk. ”Sende ham tilbage til stalden som et uopdragent barn? Du så hvad han havde tænkt sig, Isabel. Havde jeg ikke været her, ville han være nået frem til prinsessen, og hvem ved hvad der så kunne ære sket?” Hans blik var hårdt, og han skubbede sin kniv ned i skeden i sit bælte. Han betragtede Isabel i et sekund, før han kneb øjnene sammen. Ikke bare blokkerede hun ham fra at trænge ind i hendes sind… Men han kunne ikke længere nå ind til vampyren. Beskyttede hun ham? Der stak et eller andet bag. Hans blik flakkede tilbage til vampyren. ”Desuden ser det ikke ud til at din lille ven har tænkt sig at høre på fornuft.”

Til trods for Isabels ordre havde Saïx intet gjort for at forlade korridoren. Tvært imod stod han og betragtede de to væsner – kongens og dronningens livvagter – med sammenknebne øjne. Hans ene hånd åbnede og lukkede sig, som om han forsøgte at ryste effekterne af dæmonens illusioner af sig. Sølvet havde føltes så ægte – alt havde føltes så ægte. Hvordan kunne han være sikker på at illusionen var hævet? Nej… Hun var der. Kvinden som brugte Isabels navn var der, men hun havde intet gjort for at angribe ham. Hun forsøgte at sende ham væk i stedet. Hvorfor? Han forstod ingenting, men han kunne ikke bruge tid på at tænke på det. Hans blik flakkede mod prinsessens kammerdør. Der måtte være vagter på vej. Han kunne høre væsner som nærmede sig; flere hjerter som hamrede om kap med hinanden. Der var ingen tid at spilde.
Før Saïx havde nået at gøre noget, maste Raine sig alligevel forbi Isabel, og bevægede sig mod Saïx. Saïx så truslen, og svingede omgående med kødkniven for at holde dæmonen på afstand. Raine havde trukket sin egen kniv, og parrerede hvert angreb med lethed og præcision. Før Saïx overhovedet havde nået at kvække efter hjælp, havde dæmonen lukket fingrene om kraven på ham, og holdt ham op af væggen. Anstrengelsen var tydelig; Saïx var trods alt en vampyr, og Raine var ikke bygget til den slags kamp.
”Han er en forræder, Isabel!” brølede dæmonen, da han vendte blikket mod sin kollega. ”Du siger du er loyal overfor kongen – så bevis det!” Han trak Saïx bort fra væggen, og smed ham over i retning af Isabel. ”Hvordan besvarer vi forræderi her til lands?” spurgte dæmonen sigende.
Saïx trak sig bort fra dem begge, og holdt kniven frem som et værn mod dem. ”Hold jer væk!” hvæste han. Han ville ikke lade det ende sådan – det kunne det ikke! Han var så tæt på… Han kunne høre prinsessens hjerteslag på den anden side af døren. Den blev fulgt af et barns gråd – optøjerne måtte have vækket hende fra sin søvn. Han kunne mærke tidspresset, han var nødt til at få fat i hende nu, eller dø i forsøget!
Hans blik faldt på Isabel, men han sagde intet med ord. Det hele lå i blikket han sendte hende. Han ville ikke slippe fra dette i live, ikke alene.

[Isabel Veterano]

Isabel blev stædigt stående mellem Saïx og Raine, mens hun spyede dæmonen ned med sit blik.
”Han er mit ansvar. Du rør ham ikke,” hvislede hun faretruende, mens skyggerne begyndte at krybe ud fra deres mørke hjørner mod hende. De lignede orme lavet af røg. Snoende som flammer omgav de hendes ben, mens de udbrød små lyde, der kunne forveksles med en hvæsen.
Ved Raines ord flakkede hendes blik alligevel væk fra ham, for i stedet at dreje hovedet mod Saïx, der ikke havde rykket sig ud af flækken. Hårdheden i ansigtet blev med det samme skiftet ud med vrede, da hun tog et truende skridt mod ham, og gjorde en voldsom bevægelse med den ene arm.
”Jeg sagde du skulle forsvinde herfra! Nu! Løb!” råbte hun af ham, men lige akkurat den distraktion gav Raine muligheden for at trænge forbi hende. Hun nåede ikke engang at gribe fat i ham, før at han var henne ved Raine. Lyden af metal mod metal klingede i korridoren med babygråd i baggrunden. For hver klingende lyd skar det Isabel i hjertet, mens hun tøvende – ja nærmest lammet – stod og så på mens dæmonen og vampyren kæmpede mod hinanden. Hun tog dog automatisk et forskrækket skridt frem, da Raine slog Saïx ind i væggen. Babyens gråd blev højere, og ligeså gjorde panikken i hende, mens Raines råben gjaldrede ned af gangen. Hun kunne høre fodtrin. Flere vagter. Soldater. Hun sank en klump, men havde endnu ikke rykket sig ud af stedet.
De lodrette pupiller fandt Saïx’s. Tavst stod hun og betragtede ham, som var hun en statue anspændt i desperation. Skyggerne afslørede dog hendes følelser. De spruttede og hvæsede. Vred sig som var de i smerte, og hævede sig skrigende op omkring hende.
Marcellus… For sit indre så hun kongen. Hendes bedste ven. Den person, der havde taget mest fra hende, og alligevel var en af dem, hun kunne kalde sine tætteste. Ham hun ikke tøvede med at ligge sit liv i hænderne på.
Blikket flakkede ned til hendes fødder, hvor slangerne nærmest skjulte dem. Lige nu og her stod hun, og skulle tage stilling til hvem hun var. Hvad hun var. Nostamus på den ene side af hende, og Inei på den anden. Magiker eller hybrid. Død eller levende. Frelser eller ødelægger.
Det føltes som flere timer, hvor hun stod og mærkede gudernes nærvær. Deres hvisken til hende. Deres øjne som hvilede afventende på hende, for at se hvilken side hun tog. Hvilket valg hun endte med.
Den ene hånd lukkede sig som sværdet i hendes bælte. Et sværd Marcellus havde givet hende, ligesom han havde givet hende en ny identitet efter at have fået slået hende ihjel. Han gav hende et nyt liv, efter at have taget det.

Babyens gråd vækkede hende tilbage, og hun fokuserede igen på Saïx med hans kniv i hånden. Vampyr. Ingen tvivl om at hun nemt, ville kunne komme ind på livet af ham. I sit hoved gennemgik hun hvordan man bedst slog en vampyr ihjel. Hun havde erfaringen. Hun havde viden.
En dyb indånding fyldte hendes brystkasse, inden at hun langsomt vendte sig mod Raine. Hånden havde sluppet sværdet.
”Jeg kan ikke gøre det,” mumlede hun, mens soldater nåede op af trappen for enden af gangen. ”Jeg vil ikke, og har jeg aldrig ville. Det hele er en løgn. Jeg er ikke den person, som kan gøre den slags ting. Måske er jeg en hybrid, måske har Inei frasagt mig, og måske er jeg i virkeligheden død, men jeg er stadigvæk mig! Jeg er stadigvæk Isabel Veterano!”
Nogle af soldaterne som hørte hende, stoppede brat op, som de stirrede på hende. De vidste hvem hun var. Godt. I en flydende bevægelse trak hun sit sværd, men lod spidsen hvile mod gulvet. Blikket hvilende på Raine, blev bedende.
”Tving mig ikke til at kæmpe imod dig… bare lad ham gå. Please,” hvislede hun. ”Bare lad ham gå.”

[Raine Felhorn]

I tavshed havde Saïx betragtet Isabel, mens hun så ud til at fundere over hvad hun skulle gøre. Han havde ikke sluppet kniven med hånden, som om han forberedte sig på hvad han var sikker på ville komme; at hun ville vende bladet mod ham, og én gang for alle bevise sin loyalitet til Marcellus. Han så hvordan de skyggefulde slange formede sig omkring hendes ben, men han forsøgte at ignorere de hvislende lyde de gav fra sig. Som sorte, røgfyldte slanger, klar til at springe på sit bytte, som meget vel kunne være ham selv.
Han fangede sig selv i at tænke hvad han ville gøre, hvis hun angreb ham. Ville han forsvare sig selv? Ville han kunne finde det i sig, til at være den der tog livet af hende endnu en gang? Bare tanken fik hans hånd til at skælve, og han hørte hende næsten ikke da hun endelig talte. Hun havde vendt sig mod Raine, og havde sluppet sværdet. Han stirrede på hende i forbløffelse, før han vendte blikket bekymret mod dæmonen.

Raines ansigt var en maske af sten, selv da Isabel langt om længe afslørede hvem hun i virkeligheden var. Men under overfladen blussede flammen op. Isabel Veterano… Han havde skam hørt navnet før. Én af Veterano’erne, med den anden halvdel stadig i live i Portus. Så han var broren hun havde fortalt ham om. Årh, hvor ville han ønske han havde haft muligheden for at teste styrke med hende under mere venskabelige forhold!
Dæmonen gav et suk fra sig, mens vagterne tromlede op bag ham. Han fornemmede deres uro efter at have hørt Isabel sige sit navn, men han kunne dårligt bebrejde dem. Foran dem stod én af Portus’ mest berømte mørkevæsenjægere. Flere af vagterne havde sikkert haft venner eller familie som var faldet for hende og hendes en-øjede brors blad.
”Du ved jeg ikke kan lade ham gå, Isabel.” svarede han roligt. Man kunne næsten ane bitterheden i hans stemme, som hans ansigt ikke viste. Kniven blev holdt op, så dens blad glimtede ildevarslende i skæret fra faklerne. Hans blik hvilede dog intenst på hende. ”Han havde i sinde at nå ind til prinsessen. Jeg ved ikke hvorfor – du hindrer mig i at finde ud af det – men jeg kan kun gå ud fra at han har ondt i sinde. Jeg har en pligt at udfylde, ligesom du havde. Du har taget dit valg. Og derfor kan jeg heller ikke lade dig gå.” Endnu en kniv blev trukket fra hans bælte, så han havde én i hver hånd. Den ene kroget, den anden buet. Han gav nok et suk fra sig, før han igen fæstede blikket på Isabel. Han ændrede sin positur, og forberedte sig på kampen der ville følge. ”Jeg er nødt til at slå jer begge ihjel. Det er intet personligt.” Han drejede hovedet mod vagterne. ”Tag vampyren. Jeg tager Veterano.” Vagterne frygtede hende tydeligvis, og ville næppe kunne stille meget op mod hende. Han, derimod, frygtede hende ikke.
Med et ukarakteristisk brøl, sprang Raine frem med knivene trukket, klar til at bore dem direkte i hende. Det var med et lignende brøl at Saïx selv sprang frem og mødte Raine i sit angreb, med sin ene hånd lukkede om den krogede kniv, så metallet gravede ned i hans håndflade, og hans blod til at dryppe mod gulvet. Han gav en hvæsen fra sig og rev kniven ud af Raines hånd med nok styrke til at dæmonen blev slået ud af kurs, og i stedet for at falde mod Isabel, faldt han mod den nærmeste væg. Dæmonen gav en snerren fra sig. Isabel hindrede ham i at manipulere kampen!
Vagterne så ud til at være lammede af de pludselige hændelser, og Saïx så sit snit. Med et hurtigt blik på Isabel for at sikre sig at hun var okay, rev han døren til prinsessens kammer op, og farede indenfor. I den lille vugge derinde lå den lille skikkelse, med hår så sort som natten selv, og græd. Han kunne mærke angsten. For hvert sekund kunne Eriz komme nærmere. Men barnet var ikke det eneste i rummet. Hvad Saïx ville beskrive som en sort drage, lidt større end en hund, krøb rundt omkring vuggen og hvislede advarende mod ham, og tvang ham til at trække sig et par skridt tilbage.
”Hvad fanden er det!?” udbrød han, mens han trak kniven han havde taget fra Raine frem, for at bruge den til at forsvare sig mod dyret som vogtede barnet.

"Beskyt prinsessen, eller jeres hoveder ruller!" Råbet kom fra Raine som igen var kommet på benene, nu kun med én kniv for hånden, og så advarende på Isabel. "Marcellus bliver skuffet, når han hører hvordan du har forrådt ham." Hans ord var en hvislen. "Jeg tror nok han vil tilgive mig for at have slået dig ihjel, når han hører om det." Endnu et smalt smil krydsede hans læber, da han trak kniven, og gjorde et kraftigt hug ud efter hende.

[Isabel Veterano]

Smerten i Isabels blik var sand, som Raine svarede på hendes bøn til ham. I sin tid i Pandemonium, havde Raine været én af de få venner, hun havde fået, og tanken om at skulle kæmpe mod ham gjorde direkte ondt. Hvis Marcel kom til syne lige nu med Macaria ved sin side, var hun ikke i tvivl om, at hun ville smide sværdet fra sig, og løbe direkte hen til dem. Bede om tilgivelse. Prøve at forklare. Marcellus ville forstå hende! Han ville forstå, hvorfor hun forsvarede Saïx. Og Macaria… Macaria ville trøste hende. Lægge de kolde arme omkring hende, og lade hende begrave sit ansigt i det tykke, velduftende hår. Sige at det hele er forståeligt, og vil blive okay.
Længelsfuldt kiggede hun mod trappen, men ingen mørk skikkelse kom til syne med sin nye brud ved sin side. Ingen forstående konge. Ingen forstående dronning. Hun stod alene. Et suk fik hendes skuldre til at sænke sig, inden at hun mødte Raines blik.
”Han vil ikke gøre barnet noget. Jeg kender ham!” hvislede hun, men måtte indrømme for sig selv, at hun faktisk ikke vidste helt præcist, hvad Saïx havde gang i. Hvad ville han dog med prinsessen? Den lille pige havde knap nok fået tænder! Han ville da ikke… nej… ikke engang selvom han var blevet vampyr. Ikke Saïx. Ikke hendes venligsindet, naive smed.
Som Raine stillede sig klar til at hugge ud efter hende, blev hun stående med sværdet sænket. Skyggerne skreg på hende, for at få hende til at kæmpe, men hun havde ikke lyst, til at skulle gøre skade på Raine. Hvad ville Marcellus ikke sige? Det hele var bare en misforståelse!
Tungt lukkede hun øjnene, men i stedet for at mærke kniven bore sig ind i hjertet på hende, hørte hun Saïx’s kampbrøl, da han kom hende til hjælp. Raine blev smidt ind i væggen. Forvirret blinkede hun med øjnene, mens Saïx strøg forbi hende. Inden hun kunne nå at stoppe ham, var han sprunget ind i prinsessens værelse. Alt i hende stoppede med at fungere. Marcellus et og alt! Han ville skade babyen for at få hævn! Ikke babyen! Men hvad skulle hun gøre?! Hun kunne ikke dræbe ham! Hun kunne ikke lade ham komme til skade!
Hans skrig fik stemmen til at knække over. Selvom at han sprællede og vred sig, ville dæmonerne ikke slippe ham. De holdte for godt fast. Af alt kraft prøvede hun at rive sig fri, for at komme ham til undsætning. Hun råbte mod ham. Råbte på ham. Knivens spids var så tæt på hans øje. Hun kunne se den funkle i skæret fra flammerne fra den brændende landsby. Dæmonernes maniske latter fyldte luften, men de kunne ikke overdøve hans skrig. Knivspidsen nåede hans øje. Blod silede ned af hans kind, så det lignede tårer. Han græd som pisket. Nærmest som dengang han var barn. Hendes desperation, raseri og frygt samlede sig i brystet på hende, indtil at det skød op i struben på hende. En energibølge slog ud fra hende. Dæmonerne blev kastet væk. Døde på stedet. Knælende holdte hun sin lillebrors hoved. Prøvede panisk at stoppe blødningerne. Hans ene øje stirrede tomt på hende fra jorden. Caleb… hviskede hun. Caleb..
Pupillerne blev smalle som en lige streg i flammehavet af hendes iris. Med et sæt drejede hun hovedet direkte mod Raine, der angreb hende med et kraftigt hug. I et puf fra skyggerne forsvandt hun, og hans kniv skar kun gennem resterne af den sorte røg. Igen dukkede hun op lige bag ham. Hårdt skubbede hun til ham, for at få ham ud af balancen, inden hun vendte sig mod flokken af soldater med en strakt hånd mod dem. Skyggerne fór hvæsende mod dem. Bidende som slanger. Kvælende som tyk røg. Hurtigt vendte hun sig om mod Raine, for at stoppe et potentielt angreb.
”Der er noget du har misforstået,” sagde hun på portusiansk til dæmonen foran hende, mens hun hævede sværdet op foran sig. ”Jeg har dræbt ting som dig hele mit liv. At jeg nu i den her krop, er blevet stærkere, gøre dine chancer lig med nul.”
Hele tiden var hun opmærksom på lyden af prinsessen inde fra værelset. Så længe hun blev ved med at græde. Oh please, bliv ved med at græd. Hun måtte gøre Raine hurtig færdig, så hun kunne nå hen til pigen inden Saïx gjorde noget dumt. Noget han ville fortryde. Hun vidste hvad hun måtte gøre. Vidste hvad der skulle gøres. Grebet omkring sværdet blev fastere.

[Raine Felhorn]

Isabels skygger gjorde kort proces af vagterne, som enten så ud til at forsvinde i mørket hun slog ud mod dem, eller trak sig tilbage for at undgå at ende som sine slagbrødre forrest i rækkerne. Det havde kun fået Raine til at snerre efter dem, da han havde genfundet balancen efter Isabels skub. Kujoner! De skulle være Pandemoniums bedste? Hans grå stålblik fæstede sig på hans tidligere kollega, der hun stod med et hævet sværd overfor ham. Hun truede ham? Det fik kun smilet om hans læber til at vokse sig bredere.
”Du har ikke stået overfor mig endnu.” svarede han med et selvsikkert glimt i øjet. Normalt ville han ikke have været bekymret. Hans evner havde altid været hans foretrukne måde at kæmpe på. Fange folk i en illusion, lade dem tro at de havde vundet, og så slå til når de troede at kampen var ovre, og sejren var deres. Det var ikke en mulighed nu. Selv nu havde han sine mentale fingre strukket ud, i et forsøg på at trænge igennem hendes eller vampyrens sind. Men begge blev blokkeret af Isabels egne evner, og overbeviste ham kun yderligere om hendes forræderi. ”Jeg kan ikke tage nogen chancer, når det kommer til prinsessens sikkerhed. Du ved hvad Eriz vil gøre, hvis jeg lader der ske hende noget. Og jeg tvivler på at dit venskab med kongen vil redde dig, hvis han finder ud af at du ville lade der var så meget som bare en minimal risiko for at der kunne ske hende noget.” Han holdt den kurvede kniv frem mod hende. Isabels sværd var større og mere solidt end hans egen kniv, men det betød ingenting. Han behøvede kun være hurtigere. Hvis bare han kunne være hurtigere end en skygge. Han kunne slå forræderen og vampyren ihjel, og Eriz ville belønne ham for hans loyalitet. ”Endelig kan jeg teste styrke med dig. For første og sidste gang.” Så meget var han klar over. De kunne ikke begge to gå fra denne kamp i live. Én af dem måtte dø, og han havde ikke tænkt sig at trække det korteste strå.
Med prinsessens gråd i baggrunden, sprang Raine til siden før Isabels sværd ville kunne nå ham. Kniven fløj gennem luften, og korridoren sang af stål mod stål, da de to bodyguards bevægede sig om hinanden, i en dødens dans kun én af dem ville kunne gå ud fra.

Den sorte drake bevægede sig tættere på Saïx, og han kunne nærmest mærke styrken i bæstet. Den blotlagde sine tænder i en advarende snerren. Der var ingen tvivl om at den havde en pligt at holde; at beskytte prinsessen for enhver pris. Saïx havde aldrig set en levende drake før. Han havde set sælgere som solgte hvad de påstod skulle være drakeskæl, men som han så på en lys levende én, var det tydeligt at skællene på markedet var falske. Draken var mørkere end noget andet han havde set før, som et mørke inde i et mørke. Det virkede passende at sådan et dyr kunne kontrolleres af Pandemoniums kongefamilie. Han strammede grebet om den krogede dolk, og blev først nu opmærksom på hvordan hans håndflade brændte. Knivens blad måtte indeholde sølv. Det fik ham til at bide tænderne sammen. Han havde engang selv lavet et lignende våben til Isabel, så hun kunne forsvare sig bedre mod vampyrerne og varulvene hun bekæmpede.
Hans blik flakkede mod døren, hvor han kunne se Isabel og dæmonen danse omkring hinanden. Hun bevægede sig som hun plejede. Han genkendte hendes bevægelser fra da hun havde trænet med ham, selv efter al den tid. Han mærkede et stik i hjertet; hvordan kunne han have tvivlet på at det havde været hende?
Han mumlede en lavmælt bøn – han vidste ikke til hvilken gud – om at de begge kunne komme ud fra dette i live, da han nok en gang samlede al modet han kunne mestre, og trådte et skridt frem mod draken i hans vej. Bæstet standsede op, og snerrede endnu en gang. Saïx forsøgte at indbilde sig at det kun var en forvokset hund, og ikke det dødelige dyr det faktisk var.
”Flyt dig!” hvæste han, og blotlagde sine egne tænder, og holdt den glimtende kniv frem. Endnu et skridt frem, men draken flyttede sig ikke. Prinsessen græd stadig, og lyden fik Saïx’ nakkehår til at rejse sig. Eriz måtte være på vej, det var han overbevist om. Han kunne ikke spilde tiden. ”Jeg sagde flyt dig!” Hans stemme blev en hvislen, og han tog endnu et skridt frem mod draken. Denne gang trak den sig en smule tilbage, tilbage mod vuggen, og prinsessen deri. Igen flakkede Saïx’ blik mod døren, for at holde øje med Isabel og dæmonens kamp. Han kunne høre deres våben møde hinanden igen og igen, så han vidste at hun stadig var i live. Men hvor længe kunne det vare?

[Isabel Veterano]

Intet svar kom fra Isabel på trods af Raines ord mod hende. Blikket var knivskarpt, og alligevel lå der en sørgmodighed i hendes ansigt. En bitterhed, der kunne smages i munden. Men hun var klar. Da han angreb hende, mødte hun hårdt mod hårdt. Fødderne bevægede sig automatisk, for hele tiden at beholde kroppen i balance. Musklerne i armen spændtes, hver eneste gang hun svang sværdet enten i angreb eller forsvar. Skyggerne holdte vagterne væk, som nogle uhyggelige vagthunde, der hvæsede hver eneste gang én prøvede at komme for tæt på. En mur af mørke. Et sort flammehav.
I forhold til sin gamle krop, kunne hun bevæge sig hurtigere og var blevet stærkere. Det her var ikke en menneskekrop med de begrænsninger, som hørte sig til. Hun var et produkt af Nostamus. Et eksperiment udført at kongen selv. Mon han ville fortryde det, når han hørte om det her? Ville han forstå, hvorfor hans bedsteven, havde gjort som hun havde gjort?
Kniven i Raines hånd hvinede, da dens æg gled over hendes sværds klinge. Han var hurtig. Rigtig hurtig. Dårlig nok nåede hun at parere et angreb, før kniven kom stikkende mod siden. Hele tiden skulle hun være på vagt. Endnu havde kniven ikke ramt hende – men hun mistede mere og mere fodfæste. Nådeløst tvang Raine hende til at bakke bagud, så hun flere gange var ved at falde over sine egne fødder. Sværdet var langt. Nogle gange var det lige i ny og næ, at hun nåede at skabe så meget plads mellem hende og Raine, til at kunne få våbnet hævet.
Desværre var hun ikke hurtig nok. Raine gjorde et udfald, og hun mærkede knivens skarpe æg, glide over hendes ene kind. Våbnet var så skarpt, at det føltes koldt. Igen kom kniven flyvende. Automatisk greb hun om Raine’s håndled, for at stoppe knivens kurs mod hendes mellemgulv. Sværdet klingede mod gulvet, da hun måtte slippe det, for at tage om hans håndled med begge hænder. Armene rystede, mens hun kæmpede for at holde kniven væk. Maven trak sig ind.
Bag sig kunne hun høre prinsessen vræle. Det lød overdøvende. Eriz måtte være på vej nu. Ingen tvivl om det. Hvorfor hun ikke var dukket op tidligere, vidste Isabel ikke, men de var ved at løbe tør for tid. En tanke blev sendt afsted mod hendes værelse.
Hendes øjne gled op, for at møde Raine’s. Ild og stål.
”Jeg er ked af det,” hvislede hun lavmælt til ham. ”Det er ikke personligt.”
Soldaterne skreg op, og kastede sig til siden, da en kulsort drake sprang igennem deres rækker. Ingen havde set hvor den var kommet fra. Måske skyggerne? Den galloperede afsted med sin smidige krop, og havde kurs direkte mod Raine, der havde ryggen til den. Isabels blik forlod Raine’s for at se over hans skulder mod Shadowdraken, der med et hvæs satte af fra gulvet, og lukkede tænderne sammen om dæmonens ene ben. Selvom den ikke var større end en hund, var dens kæbe stærkt. Ligesom en bjørnesaks. Dens tænder begravede sig i kødet på Raine, og gav Isabel muligheden for, at vende kniven rundt, så hun kunne skubbe den ind i Raine i stedet. Hele vejen ind til skæftet.

[Raine Felhorn]

Shadowdrakens bid var varmt, og knivens var koldt. Hvor Raine havde sat i et smertefuldt brøl og forsøgt at løsrive sig fra dyret, havde shadowdraken kun svaret ved at bide hårdere fast, som om den forsøgte at slide benet af ham. Distraktionen havde været præcis hvad der havde givet Isabel åbningen hun behøvede, og med ét mærkede Raine hvordan hans egen kniv gravede sig ind i hans eget kød. Han havde den endda stadig i sin egen hånd.
Langsomt sank Raine sammen i knæene, men han mærkede end ikke det hårde stengulv som mødte ham. Han mærkede kun blodet som langsomt flød mellem hans fingre, og dryppede ned på gulvet under ham. Kniven var solidt begravet i hans bug, og havde det ikke været fordi han vidste bedre, ville han måske have tænkt på at trække den ud. Men selv nu vidste han hvad sådan en skade indebar, og han trykkede i stedet kniven så tæt ind til sig som muligt, som en måde at lukke såret.
Hans blik søgte op mod Isabel, men det var ikke en kvinde han så i hendes sted. I stedet så han en otte år gammel dreng, med et blik af stål, og en blodig dolk i hånden. Drengens ansigt var af sten; ikke engang den mindste trækning som afslørede frygt eller skam for hvad han havde gjort. Var dette hvad Randith havde set, før døden havde taget ham? Raine hostede, og en mundfuld blod blev spyttet ud på gulvet, inden hvad der lignede et køligt smil formede sig over hans læber.
”Du ved… hun vil finde dig.” Hans blik havde forladt Isabel, og havde vendt sig mod gulvet. Hans blod flød mellem stenfliserne, og han måtte bruge sin ene hånd til at støtte fra sig, så han ikke sank sammen i gulvet. Isabel ville aldrig få fred, ikke så længe hun stadig var i live. Eriz og Marcellus ville jage hende til verdens ende, når de fandt ud af hvad hun havde gjort. Men hvad betød det for hvad der ville ske med ham, når de fandt ham?
Han nåede ikke at tænke tanken videre. Endnu en mundfuld blod blev hostet op, og dryppede ned langs hans hage, før han sank sammen på gulvet. Hverken prinsessens gråd eller vagternes råben nåede ham længere. Kulden og mørket omsluttede ham, indtil det var det eneste han mærkede.

//Raine out

”Væk!” brølede Saïx igen mod draken som vogtede prinsessen, og trådte hårdt ned i gulvet foran dyret. Draken blotlagde sine tænder i en advarende snerren, og havde det ikke været fordi Saïx havde en vampyrs hurtighed, ville han aldrig have nået at strække armene ned i vuggen, og tage det skrigende pigebarn op i sine arme. Det fik kun draken til at blive endnu vildere, og den satte i et skingert brøl, som fik det til at løbe gennem marv og ben på ham.
Prinsessen græd i hans arme, og han kunne mærke hvordan det føltes som tusinde mentale fingre hamrede mod hans hoved med en overmenneskelig styrke – men ét eller andet holdt dem ude. Om det var prinsessen, Eriz selv, eller dem begge, var han ikke sikker på, men han vidste at han måtte væk derfra, men hvordan? Hans blik faldt mod vinduet, som han øjeblikkeligt slog op. Den kølige natteluft mødte ham som en mur, og prinsessens gråd blev til en skrigen. Hendes shadowdrake lukkede sine kæber om hans ben, og Saïx måtte bide sig selv hårdt i tungen for ikke at deltage i prinsessens skrigen. De var for højt oppe til at han kunne bruge vinduet som udvej. Han ville måske kunne heale, men hvad med pigen? Han ville jo heller ikke have at hun skulle dø!
Hans blik vendte sig mod døren, hvor han kun lige nåede at se dæmonen falde om på gulvet, hvor Isabel blev stående med sin egen shadowdrake. Hun havde forrådt Pandemoniums kongefamilie, ikke bare ved at skåne hans liv, men også ved at slå dronningens bodyguard ihjel. Nej… dæmonen levede stadig. Han kunne høre hans hjerte slå. Svagt, men det var der. ”Vi må ud herfra!” råbte han gennem prinsessens gråd og vagternes hylen. Draken bed hårdere fast i hans ben, og Saïx måtte kæmpe for at holde sig selv stående. Hvordan kunne det bæst være så stærkt, når det stadig var så lille!?

[Isabel Veterano]

Langsomt forsvandt Raine’s hænder ud af Isabels, da han gled ned på gulvet for hendes fødder. Nådeløst holdte hun hans blik på trods af hendes underlæbe, som skælvede en smule, mens hun stakåndet, prøvede at få vejret igen.
Ved hans ord knyttede hun fortvivlet de blodige hænder langs hendes siden. Han havde ret. Forevigt ville hun blive jagtet af ikke bar Eriz men også Marcellus. Marcellus… Bare tanken om hvor forrådt, han måtte føle sig, når han opdagede det her, fik en klump til at samle sig i hendes hals.
Saïx’s råb fik hende dog rystet ud af sine tanker, og hun vendte sin opmærksomhed mod ham. Styrken kom tilbage til hende. De var ikke færdige endnu. Hvis de skulle slippe levende fra det her, måtte de væk – og det var lige nu. Hun havde taget en beslutning, og den måtte hun stå fast ved.
Med faste skridt krydsede hun gangen, for at komme ham til hjælp. Lillith’s shadowdrake havde et solidt tag i hans ben, og prinsessen hylede op i frygt og forvirring. Isabel var lige ved at nå indgangen til børneværelset, da en kraft på styrke med en smeds hammer, ramte hende på siden af hovedet. Overrasket vaklede hun ind i dørkarmen, hvor hun måtte støtte sig, for ikke at falde om. Desorienteret kiggede hun rundt, men der var ingen andre at se end de overlevende vagter, som stadigvæk forsøgte at komme forbi hendes skygger.
Endnu engang blev hun ramt, og var lige ved at glide ned på knæ denne her gang. Krampagtigt prøvede hun at holde fast i dørkarmen. Det rungede i hele hovedet. Smertetårer fik øjnene til at løbe i vand.
Med bange anelser hævede hun endnu engang blikket mod gangen . og fik sit væreste mareridt bekræftet. Op af trappen kom en slørret skikkelse til syne. Høj, slank og mørk. Kjole og hår bølgede nærmest i slowmotion omkring hende. Endnu et slag. Mørke stod ud fra den mørke, frodige skikkelse. Som sort røg. Endnu et slag på siden af hovedet.
”Hvor vover du…!” Den iskolde stemme lød overalt omkring hende som et ekko i hendes hoved. Nu forstod hun hvor smerten stammede fra. Det var dronningen, der angreb hendes mentale forsvarsbarriere. Hun prøvede at tvinge sig adgang til hendes sind! ”Jeg vidste du var en forræder!”
Isabel kæmpede sig op på benene igen, mens Eriz elegant skred forbi sine vagter, der sprang væk fra hende. Hun ænsede ikke skyggerne, der hvæsende huggede ud efter hende, men gik frygtløst direkte igennem dem, så de blev opløst som røg.
Der var ingen tid at spilde. Isabel vaklede ind i børneværelset, hvor hun væltede en fakkelbeholder, for at købe dem mere tid. De grådige flammer greb med det samme fat i gulvtæpper, bannere, og møbler.
”Kom tilbage lige nu!! I RØR IKKE MIT BARN!” Eriz’s stemme var skinger og knækkede over af raseri, hvilket blot fik Isabel til at vælte afsted mod Saïx, der havde den lille prinsesse i favnen. Røg vældede op omkring dem fra flammerne, og gjorde det svært at trække vejret. Hun slog armene omkring livet på Saïx.
”Hold fast,” hvislede hun til ham, inden at hun i en eksplossion af røg teleporterede dem alle væk. Både hende, Saïx, prinsessen og deres to shadowdrakes.
Hun var officielt igen blevet en fjende af Pandemonium. En fjende af kongefamilien. En fjende af Marcellus.

//out

[Saïx Veterano]

Lige som Isabel blev udsat for dronningens mentale angreb, blev Saïx gjort opmærksom på mentalistens tilstedeværelse. Ikke så meget på grund af angrebet mod Isabel: han kunne høre dronningens hjerteslag flere sekunder før det første angreb.
Der var noget skræmmende ved rytmen i hendes hjertebanken. Det var som om Saïx kunne fornemme raseriet der lå i det. Det fik ham næsten til at glemme shadowdraken som havde bidt sig solidt fast i hans ben, men han blev omgående mindet på det, da han gjorde mine til at træde et halvt skridt bort fra døråbningen, som for at skabe afstand mellem ham selv og Eriz, da hun kom op af trapperne.
Et kort sekund var det som om Saïx mærkede en frygtsom kulde gribe ham. Dronningen var rasende. Hun ville se blod. Han havde vidst hvad risikoen var, allerede da planen første gang begyndte at tage form i hans hoved, men nu stod han for alvor, langt over grænsen for hvornår han kunne fortryde, og komme i sikkerhed. Selv hvis han lagde prinsessen tilbage i vuggen, ville han aldrig kunne slippe fra dette i live. Det fik ham kun til at holde prinsessen tættere ind mod brystet, selvom det ikke fik pigebarnet til at græde mindre. Tvært imod var det som om hun kunne fornemme sin mor, og virkede mere hysterisk efter at blive taget tilbage i den velkendte favn, og ikke den fremmede mand han var for hende.
Saïx’ blik faldt på Isabel igen, lige idet hun selv løb ind på barneværelset, tæt efterfulgt af sin shadowdrake. Lugten af røg og brand havde allerede bredt sig i rummet, i takt med at flammerne slikkede sig over møblementet. Tæpper, gardiner og bannere stod snart i fyr og flamme, og Saïx mindedes heden fra hans smedje i hans gamle liv. Dengang han havde haft et bankende hjerte, dengang alt havde været godt. Før han havde været nødt til at flygte sammen med Isabel og Caleb.
Prinsessens gråd, og lyden af Isabels stemme rev ham ud fra minderne, og før han anede ordet af det, forsvandt rummet omkring dem. Flammerne, røget, Eriz – alt blev opslugt af et mørke, og det føltes som om han faldt. Faldt gennem mørket med en skrigende baby i armene, en shadowdrake fæstet til sit ben, og Isabels arme foldet om sit liv. Han så ingenting omkring sig – han kunne lige så godt have lukket sine øjne – og slyngede sin frie arm om Isabel i forsøget på at have et eller andet at holde sig fast i, mens de forsvandt gennem mørket sammen. Væk fra slottet. Væk fra farene, og ind i det ukendte.

//out