Got Any Stories?

[Isabel Veterano]

Raine fik ikke andet svar end et smørret smil, da han lod som om han var fornærmet over at Isabel med det samme konkluderede, at det ville være Eriz, der afviste ham og ikke omvendt. Han havde jo selv sagt det: Eriz havde et greb på folk, selvom hun ikke brugte sine mentale evner.
Bare se på Marcellus i starten! Han havde været stærk imod hendes kræfter, men alligevel havde han giftet sig med slangen, samt fået et barn med hende.

Et fnys indikerede Isabels utilfredshed ved emnet omkring stalddrengen, da Raine blev ved med at køre i det. Hendes blik var rettet ud mod resten af haven, uden at svare ham på noget af det han sagde. Da han dog klappede hende på skulderen, trak hun dem en smule op, men ikke nok til at hans hånd ville falde af. Det var blot... en uvant berøring. Kun Marcellus var fysisk med hende – ingen andre turde komme tæt på hende.
”Han vil ikke blive et problem,” gentog hun mere insisterende, inden at hun tog sig i det, og drejede hovedet over skulderen, for at sende ham et smalt smil. ”Ha' lidt tillid til mig. Mine skygger forlader ikke hans skridt.”
Ud over når hun var for langt væk, eller var for distraheret til at holde øje med ham – som lige nu.
Tungen kørte eftertænksomt rundt i munden, inden Raine forsatte med at prikke til hende, for at finde ud af mere omkring hende. Ikke fordi hun helt præcist lagde mærke til den slags.
En lille latter lød fra hende, inden at hun gned sin håndflade mod panden.
”Ahhhh du hørte om det. Selvfølgelig gjorde du det. Ja, det var noget... af et eventyr,” svarede hun, og rystede på hovedet. ”Well... jeg er hans bodyguard, og var tvunget til at følge ham. Så hvis kongen vil ned i det legendariske Underdark, så tager man med uden tøven. Jeg har erfaring omkring at overleve i forskellige aspekter, men Underdark... det var noget helt specielt. Du skulle have set os, da vi endelig kom op derfra! Jeg har stadigvæk et ar i skinnebenet, fra hvor en lille goblin-ting stak sit spyd igennem.”
Med et dybt suk rettede hun sig op, inden hun slog en hånd ned på Raine's knæ, og ruskede det en smule.
”Være du glad for, at Eriz er mere rolig med den slags ting.”

[Raine Felhorn]

Raine kunne kun smile tilfreds, da hun nok en gang understregede at stalddrengen ikke ville blive et problem. Det var ikke et emne han selv havde nogen grund til at grave mere i, så længe stalddrengen så ud til at have sin harme rettet mod kongen. Dét gjorde ham til Isabels ansvar, og han havde set hende i aktion mange gange nok til at stole på at hun vidste hvad der skulle gøres. Og en stalddreng kunne let erstattes.
”Eriz er måske mit ansvar, men jeg ville dårligt kunne kalde mig en kongelig bodyguard hvis ikke jeg vidste hvad kongen gjorde med hans bodyguard.” Han sendte hende et sigende smil, men lod hende tale ud. Sandt at sige var det ikke alle detaljerne fra deres rejse til Underdark som han havde hørt. Han havde fået korte opsummeringer. En rejse under jorden, shadow drakes, goblins og æg. ”Desuden fik Eriz sin slange ud af jeres rejse. Når det æg klækker kommer bæstet til at give mig flere problemer at håndtere.” Hans ord kunne lyde som en klage, men smilet om hans læber fortalte noget andet. Eriz var en speciel kvinde at arbejde for. Stærk og mægtig, både når det kom til hendes mentale kræfter, såvel som hendes stand i samfundet. Men det var alt for sjældent at hun gav ham muligheden for at svinge knivene. Det gjorde ham rastløs.
Det var dén tanke der fik ham til at give et kort grin fra sig ved hendes sidste kommentar. ”Glad? For at tilbringe hver dag udenfor tronsalen og nærmest håbe på at der er nogen der planlægger at gøre det af med hende, bare så jeg kan være til nytte?” Han løftede sigende et øjenbryn. Hendes hånd på hans lår lod på ingen måde til at påvirke ham. Faktisk så han slet ikke ud til at have bemærket at hun overhovedet havde lagt den der. ”Jeg ville have byttet med dig, hvis ikke det var fordi jeg tror du og Eriz ville forsøge at slå hinanden ihjel indenfor det første døgn. Og det virker som om Marcellus har sine grunde til at holde jer to fra hinanden. Jeg savner spændingen ved at blive sendt ud for at slå nogen ihjel. Jeg havde engang en arbejdsgiver som hyrede mig med jævne mellemrum. En eller anden paranoid hertug. Hver gang nogen sagde ham imod, ville han have deres hoveder serveret på et sølvfad. Nej, jeg mener det virkelig – han fik dem bogstavelig talt serveret.” Han gav et stille grin fra sig, samtidig som han rystede på hovedet. Han ville ønske han kunne sige at dét var det særeste han havde været ude for i løbet af sit lange liv. ”Eriz betaler mig godt, men mine knive går til spilde. De ruster hvis de ikke bliver brugt.”