Got Any Stories?

[Raine Felhorn]

Isabel Veterano

---

Raine sansede hvordan varulven nok en gang forlod slottet i ly af mørket. Manden havde knapt nok nået enden af slotsgården, før han fornemmede hvordan menneskeskikkelsen forsvandt, for i stedet at blive erstattet af det enorme, behårede bæst, som hurtigt forsvandt fra slottets grund, og væk. Det var ikke første gang han havde bemærket varulvens hemmelige besøg, men som altid fulgte han lydigt dronningens ordre, og gjorde sit for at alle som havde set varulven komme og gå, hurtigt fik deres minder manipuleret. Allerede nu havde han ladt sine mentale fingre strække sig ind i flere tjenestepiger som havde bemærket Garous forvandling i slotsgården - hvis dog bare varulve forstod sig på at holde lav profil!
Han kunne med en ro fastslå at dronningen stadig var tryg på slottet, og at hun ikke behøvede ham. Ligeså kunne han fornemme at landets prinsesse stadig lå trygt i sit kammer, tæt bevogtet af de kongelige vagter. Dronningen ville uden tvivl snart slutte sig til sin datter sådan som hun yndede at gøre - specielt i denne tid, hvor kongen ikke var bortrejst.
Raine havde placeret sig på én af bænkene på slottets udendørsområde. En slotshave kunne man næppe kalde det; landets tætte røgskyer sørgede omhyggeligt for at ethvert forsøg på at gro noget videre grønt var forgæves. Det var alligevel måske noget af det tætteste man kunne komme noget køn natur i denne afkrog af verdenen. En fløjte af træ blev svunget, i flydende bevægelser, mellem hans fingre, mens han halvt fraværende så ud i luften. Han fornemmede hver en skikkelse som bevægede sig på slottet, lige fra den nye stalddreng som så til hestene, og til vagterne Eriz passerede i korridorene på vej til sit kammer. Udmattende ville det uden tvivl have været for mange at holde styr på så mange hoveder, men det var en opgave Raine i årenes løb var blevet mere end velbevandret i. Alligevel bragte han fløjten til sine læber, og lod dens beroligende toner fylde luften omkring ham. En vind trak i det mørke hår som omkransede hans ansigt, og de to fjer som hang om halsen på ham, kildede ham en smule over kravebenet da de blev trukket af vindpustet. Bag de tykke røgskyer ville fuldmånen have oplyst himlen, men hernede på jorden kunne dens lys ikke nå frem. Kun skæret fra faklerne på slottet oplyste ham.

[Isabel Veterano]

Rastløsheden og kedsomheden var begyndt kun 2 dage efter at Marcellus, var taget bort fra Pandemonium, for at besøge Macaria. Det var så kedeligt, når han ikke var her. Hvert fald når man skulle forestille at være hans bodyguard, der nu stod som en anden idiot flere mil væk fra ham. Efterladt tilbage på slottet, for at give de to royale noget privatliv.
Ja, Isabel var ikke vant til at gå og ikke lave noget. Det gjorde hende irritabel. Som et vildt dyr i fangeskab. Træning og lange gåture havde taget det væreste af rastløsheden, men efter alt det med Saïx og Zean, virkede det ikke rigtigt så effektivt længere. Det var som en kriblen lige under huden, der gav hende lyst til at kradse hårdt i huden. Alle de tanker og følelser… Mere end nogensinde før savnede hun Caleb, og deres enkle liv på vejen. Bare de to. Ingen andre.
Hun havde lige været nede under slottet for at træne ved barakkerne. Natteluften slog hende i møde, da hun steg op af stentrapperne, så den opvarmet krop blev kølet ned. Det var et par siden, at hun havde befundet sig her ved slotsgården, i skræk for at støde ind i Saïx. Kun tidligt om morgen når hun drog ud i byen, skyndte hun sig tværs over mod porten, i håb om at han sov, når solen var på vej op.
Udmattet i alle sine muskler strakte hun sig, mens hun strøg fingrene igennem sit korte, svedige hår, der lyste op her i mørket. I det mindste var der lidt engel over hendes nye krop.
Hun var klædt i helt sort tøj som normalt. En sort, kortærmet trøje og nogle stramtsiddende læderbukser. Man kunne se hendes markeret armmuskler, nu hvor den laset jakke med hætte ikke dækkede overkroppen. Sveden glinsede stadigvæk på den nøgne hud.
Hvor ville hun ønske, at hun kunne sove denne gang. Hun havde virkelig trænet hårdt denne her gang, for ikke at ligge søvnløs i det helt mørke rum, hvor skyggerne hvislede til hende hele natten. Hvislede minder og tanker til hende. Bittersøde minder og tanker. Saïx… Han elskede den døde pige…
Blide fløjtetoner fik hende til at stoppe op midt på slotspladsen, og hendes ravrøde øjne gled over området, for at lokalisere musikken. Hun vidste hvem der spillede. Raine. Når de skulle vente på kongeparret, plejede han nogle gange at trække sin fløjte frem. Han måtte være her i området. Lidt selskab ville være velkommen!
Derfor drejede hun om på hælen, for at følge efter den bløde melodi, der førte hende mod slotshaven. Det gode ved Rain, var at han aldrig kunne mærke hendes sind. Hverken ham eller Eriz, kunne stille særlig meget op med hendes engle evner, der skabte usynlige barriere op omkring sind og krop. Faktisk var det derfor Marcellus, havde skabt hendes krop sådan. For at hun var et skjold mod hans egen hustru.
Stenene knasede under hendes støvler, da hun travede afsted mod ham. Ved synet af ham på bænken, smilede hun lidt for sig selv. Endnu en fjende, der var blevet en ven. Den gamle Isabel ville have skåret ansigter i foragt.
”Kedelig dag?” spurgte hun ham henkastet, da hun var tæt nok på, til at han kunne høre hende – hvis altså ikke skridtene havde alarmeret ham, hvilket de sikkert havde.
Tungt dumpede hun ned ved siden af ham på bænken. Musklerne skreg på hvile. Mon hun overhovedet ville kunne løfte et sværd igen?
Skyggerne kravlede over hendes lægge fra under bænken, men hun ignorerede dem fuldkommen, for i stedet at læne sig lidt frem, så albuerne kunne hvile mod knæene.
”Jeg er sikker på, den har været mere spændende end min.”

[Raine Felhorn]

Det var først da han hørte lyden af skridt gennem grusen at Raine blev gjort opmærksom på Isabels tilstedeværelse. Han betragtede hende med et svagt træk på smilebåndet, men spillede alligevel den lavmælte melodi til ende, før han lod fløjten falde tilbage i skødet på ham. Den eneste person på slottet, hvis sind han ikke kunne sanse, foruden Eriz’ eget. Før i tiden havde det irriteret ham, og sikkert også været grunden til at han havde hakket på hende – ethvert forsøg på at få hende til at sænke sine mentale barriere, så han i det mindste vidste at han stadig var i stand til at betragte hendes inderste tanker. Men månederne var gået, og han havde affundet sig med at Isabels tanker måtte forblive hendes egne.
”Det kan man kalde det.” svarede han med et drag på smilebåndet. Varulvens besøg hos dronningen havde nok været aftenens højdepunkt, og det var ikke en nyhed han kunne dele med Isabel. Eriz havde gjort det klinkende klart at ingen måtte finde ud af det, og Isabel var trods alt Marcellus’ bodyguard – og enhver information han fodrede hende med, ville han ikke være i stand til at tage fra hende igen. ”Med kongen borte holder dronningen sig optaget med prinsessen. De eneste tidspunkter hvor der er behov for mig, er når Eriz har sine møder, og hun vil have en ekstra kniv i hånden.” Han sendte hende et sigende smil. Hun havde trods alt haft den samme rolle ved Marcellus’ side, før han valgte at rejse. Guderne måtte vide hvornår Pandemoniums konge ville komme tilbage fra sin rejse – hvor den så end var planlagt. Raine brød sig ikke om al den information han ikke havde tilgang til.
Hans blik vandrede lidt over hende. Det var tydeligt at se at hun havde været nede i barakkerne og træne igen, sådan som hun så ofte var blevet set gøre. Det var vel endnu en af forskellene dem imellem. Hvor Raine kunne udkæmpe sine slag i sine fjenders sind, kunne Isabel møde dem fysisk. ”I det mindste har du fået mulighed for at bevæge dig. Næste gang må du gerne give mig besked når du vil træne. Jeg kunne selv bruge lidt udløb.” Draget på smilebåndet forblev, og gjorde det svært at se om Raine lavede sjov, eller om han mente det alvorligt. Det var blevet nemmere at smile i Isabels selskab i tidens løb. Når de ikke brugte tiden på at hakke på hinanden, var det blevet nemmere at omgås hende.
”Er der en speciel grund til at du tilbringer så meget til dernede?” spurgte han hende, mens han lænede sig mere tilbage mod bænkens ryglæn, med armene placeret mod dens kant. ”Går det dig så meget på at Marcellus ikke tog dig med?” Hvis han kunne, ville Raine have fundet ud af svaret selv. Men han vidste bedre. Ethvert forsøg på at nedrive hendes mentale barriere ville blive mødt med modstand – mere end én gang havde hendes knytnæve været hurtigere end ham, hvor lidt han end havde lyst til at indrømme det. Nej, så hellere spørge, og håbe at hun følte sig i et snakkesaligt humør.

[Isabel Veterano]

Et suk brød Isabels læber, mens hun lod hovedet hænge, som Raine fortalte, at han i det mindste havde fået lov til at lave noget arbejde hos Eriz. Hun havde ingen at beskytte, og Eriz ville aldrig nogensinde, bruge hende til at passe på noget som helst. Nej… dronningen havde aldrig brudt som om Isabel. Det gik hende dog ikke på. Følelserne var gengældt. Derfor holdte hun også på alle Marcel’s hemmeligheden uden problemer. Hemmeligheder hun ikke kunne dele med Raine, da han bare ville futte over til dronningen med dem.
Utroligt de to på trods af deres splittet loyalitet, kunne hænge ud sammen.
”Det er mere end jeg har gjort,” kommenterede hun opgivende, og ville ønske det var omvendt. ”Træning er ved at blive ensformigt – specielt når jeg er vant til at træne med Marcellus.”
Der var ingen formaliteter mellem hende og kongen af Pandemonium, og når Raine og hende sad og snakkede, blev de kongelige altid skrællet ned, til at være akkurat de personer, som de var. Eriz og Marcellus. En warlock og en hybrid.
Da Raine forslog at han skulle tage med næste gang, drejede hun hovedet mod ham, for at prøve at regne ud, om han faktisk mente det. Den slags var altid så svært med Raine. Hun havde set ham slice en persons strube over med en lille kniv, efter lige at have stået smilende og snakket med ham. Hans ansigtsudtryk passede sjældent til hans humør og ord. Forvirrende. Altid så forvirrende. Akkurat som hans herskerinde. Eriz og Raine var stærke mentalister. Mystiske. Løgnere. Twistet. Marcellus og Isabel var helt anderledes. De fortrak det fysiske plan med sværdet i hånden.
Prøvende trak hun i det ene mundvig.
”Jamen, det vil jeg så huske,” svarede hun, og var faktisk nysgerrig efter at skulle prøve kræfter med en person som Raine. Hans kampstil var meget anderledes end andre hun var vant til. Det ville være en udfordring, at skulle kæmpe mod ham – i alt venskabelighed selvfølgelig. Hun hakkede ikke længere på folk, bare fordi de var hybrider eller fra Pandemonium eller Vavilon. Når man selv var blevet én af dem, virkede det… dobbelt moralsk.
Hun smågrinede af Raine’s spørgsmål, mens hun ruskede op i sit korte, svedige hår, så det strittede til alle sider.
”Jaer… skal vi virkelig i gang med den her spørgeleg igen?” spurgte hun ham med et skævt smil, og drejede ansigtet mod den ene skulder, så hun kunne se på ham. ”Hvornår spørg du lige så uskyldigt, hvor Den Store Konge af Pandemonium, er taget hen? Og hvorfor jeg ikke er med ham? Suck it up, Raine. Jeg siger ingenting. Lige så lidt som du sikkert fortæller mig, hvorfor der går rygter om en varulv her på slottet. En alfa, som også hjalp til under overtagelsen.”
Hun rettede sig op med hænderne støttende mod sine knæ. De ravrøde øjne fangede hans blik. Jep… hun var ikke dum. Måske kunne Raine og Eriz pille ved folks sind, men de tænkte ikke på skyggerne, der lurede tungt her i Pandemonium. Hendes loyale, små skygger, som hviskede om alfaulvens tilstedeværelse på slottet. Men selv ikke skyggerne turde komme for tæt på Eriz. Ikke warlocken. Dronningen af løgne og illusioner.

[Raine Felhorn]

Selvfølgelig havde Isabel fået færten af varulvens besøg. Det var selvfølgelig ikke til at undgå, når Garou nærmest stolt erklærede for vagterne at det var ham der var kommet, og at de skulle give Eriz besked om at han var der. Havde han nu bare været smart, var han sneget sig ind. Som den hund han var, burde han vel kunne finde ud af at grave en hemmelig tunnel til et af slottets mange kamre?
”Jeg er sikker på at jeg ikke aner hvad du snakker om.” svarede han godmodigt. Det var ikke en overraskelse at hun havde set det. Helt præcist hvad Isabel var, var Raine stadig ikke sikker på, men han havde da lært at skyggerne fulgte hende. Det var nytteløst at overbevise hende om at varulven ikke havde besøgt slottet, men det betød ikke at han behøvede bekræfte dem. ”Desuden er jeg ligeglad med hvor Marcellus er taget hen. Det er dig, der er hans bodyguard, så det rager mig ikke. Kom nu, Isabel, tror du stadig at jeg forsøger at spionere? Stoler du stadig ikke på mig efter al vores tid sammen? Du sårer mig.” Han lagde en hånd over brystet, som for at simulere det knuste hjerte, men det brede smil som gled over hans læber afslørede tydeligt at han intet havde ment af det. ”Jeg ville ikke have haft noget imod dit selskab til møderne, men du ved hvordan Eriz er omkring dig. Hun holder sig væk fra skyggerne, når hun føler sig mistænksom nok. Som om hun er bange for at du dukker op og skærer struben over på hende.” Han måtte forme et stille grin. ”Det må gå hende på, ikke at kunne trænge ind i dit sind. Jeg forstår følelsen.” indskød han, og sendte hende et sigende smil. Det var heldigvis ikke noget som plagede ham lige så meget længere. Og Isabel havde trods alt ret. Han havde sine hemmeligheder for hende, så som hans kollega var det vel kun rimeligt at hun havde sine for ham? ”Men for at besvare dit spørgsmål – jeg kan lide spørgelegen. Normalt ville jeg kunne læse svarene i panden på dig som en åben bog, men du tvinger mig til at måtte spørge. Det er noget mere udfordrende at måtte lokke et svar ud af nogen. Det er længe siden jeg sidst var nødt til at bruge min charme for at få svarene jeg ville have.” Et flygtigt glimt af hans tænder var synlige i det smil han formede på sine læber. Gennem hans efterhånden lange liv, ville han kunne fortælle så mange historier om hans… ’mål’. Raine satte en vis stolthed i at huske sine ofre i detaljer: hvert et drab kunne han huske. Hvordan han havde manipuleret dem, hvordan han havde slået dem ihjel, og hvorfor. Hans blik faldt på Isabel igen, og det var denne gang ham der lænede sig frem med albuerne placeret mod sine knæ. ”Hvad lavede du, før Marcellus hyrede dig?” spurgte han, for hvad der måtte være den hundredeogsyttende gang. ”Jeg ved godt du har nægtet før, men jeg foreslår en byttehandel! En historie for en historie.” tilbød han med et bydende smil på læberne.

[Isabel Veterano]

Isabel smilede, da han som forudset benægtede sit kendskab til varulven. Raines påtaget drama om det knuste hjerte, fik endda lokket en lille latter frem hos hende. Sådan var legen. De begge prøvede at finde ud af den andens hemmeligheder. Om det så var personlige eller omkring de royale.
Et fnys lød fra hende, da han nævnte dronningens afsky og paranoide tænkning overfor Isabel.
”Jeg har endnu ikke fået ordre til at skære halsen over på hende, såå…” kommenterede hun en smule provokerende, men rystede så tankerne af sig. Lige meget hvor meget man kunne kalde hende og Raine venner, var det ikke en god ide, at sidde her midt i Castle of Fire, og snakke om man havde lyst til at dræbe dronningen. Undskyldende rømmede hun sig. ”Hrm… well… det er ingen hemmelighed at hende og mig, ikke nære særlig stærke følelser for hinanden. Hun er urolig for hvem jeg er, og mit forhold til Marcellus, og jeg kan bare ikke fordrage hende. Sådan er det. Så længe Marcellus ikke siger noget, gør jeg ingenting. For resten ville det også betyde, jeg skulle kæmpe mod dig. Det ville næsten være en skam, at ødelægge dit pæne ansigt.”
Trækningen i mundvigen var det eneste, som understregede hendes kompliment til ham, men ellers kunne man på ingen måde kalde Isabel charmerende eller flirtrende. Hun var lige på og hårdt, hvis ikke ingenting. Dog kunne hun ikke lade være, med at komme med små provokerende, spydige bemærkninger en gang imellem. Akkurat som i gamle dage, når hun havde stået foran en hybrid eller et ”mørkvæsen”.

Da Raine forslog byttehandlen stønnede Isabel opgivende, og hvilede panden ned i sin ene hånd, som fik hun hovedpine af hans konstante snagen i hendes liv. Nej… hun havde virkelig ikke i sinde, at fortælle hvem hun rigtig var her i hjertet af Pandemonium. Marcellus havde advaret hende.
Det betød dog ikke, at hun ikke kunne blive ved med at pirre til Raine, der var lige så stort et mysterium, som hun måtte være for ham. De var begge to meget private.
”Fint! Men du starter! Fortæl mig en historie, så fortæller jeg én bagefter,” gav hun sig, og lænede sig en smule utilfreds tilbage med armene over kors. Alle tanker om at Saïx kunne se hende her med en anden mande, var som slettet fra hendes hukommelse.

[Raine Felhorn]

Raine måtte trække en smule på skuldrene ved Isabels kommentar omkring Eriz. Det var desværre sandt at Eriz var en paranoid kvinde, men det var måske bare sådan noget der fulgte med, når man spillede spillet som hun gjorde. Eriz havde en særlig måde at bevæge sig omkring sine allierede på – og i Forsyths tilfælde var det tydeligt at det ikke altid gav pote. Gad vide hvem det ellers var, hun var bekymret omkring?
”Mit ansigt er pænt, ikke sandt?” kommenterede han med et drag på smilebåndet, og førte en hånd langs sit hageparti. ”Kvinderne ville sørge over sådan et tab, bestemt. Det er ikke os alle som kan skjule os i skyggerne, ved du nok.” tilføjede han drilsk. Sandt at sige var Raine aldrig blevet set med en kvinde, siden Eriz havde hyret ham. Ikke at det havde gjort ham det mindste. Hans interesser lå andre steder end i kødets nydelser.
Det var med et tilfreds smil at Raine igjen kunne rette sig op på bænken, og at se den utilfredse måde Isabel havde foldet armene over kors gjorde det næsten kun bedre for ham. De var måske kommet mere på venskabelig fod med hinanden i forhold til hvordan de havde været, da Isabel for første gang dukkede op på slottet, men det betød ikke at de begge to ikke stadig nød at prikke til den andens tålmodighed. Det var måske den ene ting man kunne sige at kongen og dronningens bodyguards havde til fælles.
”Du er en hård forhandler, men jeg accepterer!” erklærede han med hvad der sikkert havde været aftenens bredeste smil fra hans side. Han bevægede fløjten mellem fingrene, mens han tankefuldt så ud i luften. Så mange historier.

”Well… Hvorfor ikke starte med en historie fra begyndelsen? Mine første drab?” foreslog han, men han gav hende ikke tiden til at protestere, før han gik i gang. ”Min far blev jaget af lejemordere. Når man gør, hvad man gør i min familie, er det som regel kun et spørgsmål om tid før knivene bliver vendt mod én selv. Og min far havde fjender nok til at udgøre en mindre hær i sig selv.” Han smilede lidt for sig selv, som om mindet allerede nu gjorde ham i godt humør. ”Han havde forberedt både mig og min storebror, Randith, til at fortsætte familietraditionerne allerede fra vi var store nok til at holde en kniv. Han var en velbefaren lejemorder, min far, men selv den bedste kan blive overbemandet. Han havde kun lige sluppet fra angrebet med livet i behold, og trukket sig tilbage til vores skjulested for at komme sig. Jeg må have været... Otte år, da det skete. Han havde sendt min storebror afsted efter en healer, og min bror gik i den tro at de var alene. Det var de ikke.” Han vendte blikket mod Isabel, som for at sikre sig at hun fulgte med. ”En lejemorder havde fulgt efter min far, og fundet vores skjulested. Hverken han eller min bror havde set ham, før han angreb min far. Kujonen turde ikke engang angribe ham uden at min far allerede var døden nær!” tilføjede han med et grin. ”Så anyway. Jeg kom frem fra mit skjul i et skab, tog en kniv og begravede den i ryggen på ham, indtil han lå stille på gulvet. Da min bror kom tilbage, var min far ikke tilfreds – overhovedet ikke tilfreds. Så jeg tog kniven fra lejemorderens ryg, og stak den i min brors mave, indtil også han lå stille.” Han trak let på smilebåndet, før han så afventende på hende. ”Det var min første historie. Nu er det din tur.”

[Isabel Veterano]

Som historien skred frem blev en rynke ved Isabels næse dybere og dybere, indtil det skabte et forarget ansigtsudtryk. Da han var færdig, kiggede hun på ham med dyb vantro, som om hun ikke rigtigt troede på hans historie, fordi den var direkte makaber efter hendes mening.
Hun rømmede sig, og svajede ryggen indad, så ryggraden gav sig i små knæk.
”Jaaaer… okay. Så… du havde en bror?” sagde hun langtrukkent, for at finde ud af, hvad hun skulle sige. At slå sin egen bror ihjel? Det var lige ved at hun udbrød dæmoner!, som forklarede det alting, men hun bed tænderne sammen foran tungen. Den slags udbrud vagte altid spørgsmål her i Pandemonium.
Fingrene trommede let mod hendes knæ, men der var ikke mere at sige til Raines historie med mindre hun virkelig ville fortælle ham, hvad hun syntes! I stedet slugte hun det, og valgte i stedet at prøve, at finde på noget selv at fortælle, der ikke ville afsløre hendes identitet.
Det var svært, for hun vidste ikke, hvor meget Raine kendte til Veterano-børnene. Helst ville hun heller ikke give dæmonen noget, som han kunne bruge imod hende senere.
”Jeg… havde engang også en lillebror,” startede hun tøvende, fordi hun ville overveje sine ord, før hun udtalte dem, for at være sikker på, at intet skadeligt ville ryge ud. ”Vi var uadskillelige. Lige meget hvor meget livet var imod mig, vidste jeg at han stod ved min side. Dag og nat. Han var 4 år yngre end mig, så vi var næsten jævnaldrende. Da vi var børn, legede vi tit rundt sammen. Nogle gange kunne vi være krigere på eventyr ude i marken med vores pinde. Ellers var vi ørne, der med spredte arme løb rundt i haven. Vi kunne være eventyrer, der sprang over floder af lava ved åen.” Et sentimentalt grin undslap hende, og hun bøjede hovedet, som hun rystede svagt ved de lykkelige minder. En klump havde samlet sig i halsen. ”Engang gled han i noget mudder, så han slog sit knæ på en sten. Jeg bar ham på ryggen hjem igen. Vaskede skidtet af hans knæ, puttede nogle magiske blade på, og straks var det bedre!”
Hun måtte holde en pause, for at prøve at synke den kvælende klump i halsen. Hænderne mod hendes knæ skælvede ganske let. Det gjorde ondt i brystet, og hun lukkede øjnene, for at stoppe sig selv i at græde. Savnet efter sin lillebror var overvældende. Pludselig følte hun nattekulden. Den skar sig ind i hendes hud. Stjernerne var langt væk. Så fjerne.
”Jeg lovede ham, at jeg altid ville være der. At jeg altid ville beskytte ham,” hviskede hun uden at bevæge læberne. ”Nu ved jeg ikke, hvor han er. Og selv hvis jeg gjorde, ville jeg ikke kunne se ham.”
Et snøft afgjorde slutningen på hendes fortælling. Med håndfladen gned hun tårerne væk fra sine øjne, inden at hun rettede sig op igen med et aflukket ansigtsudtryk.
”Så… det var den historie! Vi begge to havde brødre. Hvem skulle tro, vi havde noget tilfælles?” kommenterede hun i et bravt forsøg på at lægge afstand til mindet om Caleb.

[Raine Felhorn]

Det var ikke ligefrem den slags historie Raine havde forventet at høre, og skuffelsen lod sig vise i form af en rynke mellem hans øjenbryn. Han havde i det mindste givet en historie med lidt spænding. Blod, vold og død. Hun fortalte om hendes bror som snublede i noget mudder, og at hun ikke anede hvor han var.
”Hvad dine historier mangler i action, gør du godt for i fortællerevner.” måtte han alligevel give hende. Det var måske ikke den mest spændende historie han havde hørt, men hun forstod sig i det mindste på at male et billede med ordene.
Det var ikke til at sige om Raine ignorerede hendes snøften, eller om han simpelthen ikke havde lagt mærke til det. Der var i hvert fald intet ved hans kropssprog som indikerede nogen reaktion på det. Men det havde sagt mere end rigeligt om hende. Hun havde flere sider af sig end den hårde facade hun satte op, når hun tjente som Marcellus’ bodyguard. Men det var der intet nyt i; det var nærmest almenviden – i hvert fald for dem, som kunne kigge ind i andres sind – at Marcellus og Isabel var blevet gode venner, og at hun sagtens kunne blive set grinende i hans selskab. Men at hun havde en bror, anede Raine intet om før nu. Og hvis det var den mest spændende historie hun havde at byde på, kunne hendes baggrund næppe have været lige så faretruende som hans egen. Lidt efter lidt lærte Raine mere om hende. ”Med lidt held har din bror det bedre end min.” svarede han hende med et lille drag på smilebåndet. Smilet blev en anelse bredere. ”Vidste du at Macaria Forsyth hyrede mig, før jeg fik et bedre tilbud af Eriz?” Han vendte ansigtet lidt mere mod hende. ”Jeg må have charmeret Forsyth første gang hun mødte mig. Hun inviterede mig i hvert fald hjem til sig i Oberion. Det var godt nok før hun fandt ud af hvad jeg var, men efter hun var sikker på at jeg ikke allerede var hyret til at slå hende ihjel, ville hun selv hyre mig til at lære hende at modstå mentale illusioner. Jeg lærte hende lidt, men det var underholdende at betragte hendes sind. Se hvordan hun reagerede. Hun fik mig endda til at gå så vidt som at love at jeg aldrig ville bruge mine evner mod hende. Eriz må have afskræmt hende fra væsner med evner som vores.” tilføjede han eftertænksomt. Ikke at det var en ny tanke. Selv Raine havde været overrasket over nogle af de ting, Pandemoniums dronning kunne finde på, på både godt og ondt. Enhver person ville gøre ret i at forsøge at danne sig et værn mod hende.

[Isabel Veterano]

De flammende, røde øjne rettede sig skarpt mod Raine, da han kommenterede på Calebs helbred. Fingrene krampede sig sammen til en kugle, inden at de igen slappede af. Isabel fnøs.
”Min bror er ikke død,” mumlede hun afvisende, og kiggede ud i mørket foran dem. Hvis ikke det var fordi, at hun kendte sin brors evner til overlevelse, så havde hun også Saïxs ord på at Caleb stadigvæk var i live. Hun ville aldrig have kunne tilgive sig selv, hvis han var død. Så ville den rødhåret pige virkelig være død og hele hendes verden med sig.
Langsomt begyndte Isabel igen at lytte til hvad Raine sagde, men hun var kommet direkte ind i samtalen, så det tog hende et stykke tid, at finde ud af, hvad pokker dæmonen fablede omkring. Macaria…
Øjenbrynene hævede sig spørgende. Hun havde ikke regnet med, at Raine nogensinde ville have mødt Macaria. Måske fordi at han var Eriz’s lille vagthund. Tavst lyttede hun til hvad han sagde, og måtte endnu engang lade sig blive forarget over hans forræderiske natur.
Med et lille støn lænede hun sig frem med albuerne hvilende mod sine knæ, så hun kunne slappe mere af i ryggen. Fingrene flettede sig ind i hinanden, mens hun lod tankerne finde ro ved mindet om den unge vampyr. Det var altid overraskende, at opdage hvor behageligt ens sind kunne føles, når hun tænkte på Forsyth.
”Jeg har selv mødt hende. Hun er en tæt ven,” fortalte hun, uden at skjule den diskrete trussel i den ellers henkastet stemmeføring. ”Jeg ofrede engang mit liv for hendes, og jeg vil ikke tøve med at gøre det igen.”
Først nu drejede hun hovedet, så hun kunne møde Raine’s blik. Hvis Eriz fik ham til at gå efter dronningen af Vavilon, når hun fandt ud af Zean havde fejlet…. Isabel var kommet til at holde af Raine, men Macaria betød alting. Hun var ikke bare en livsglad, charmerende pige med selve livets gnist i sit bryst. Hun var den person, Marcellus havde ladet Isabel betale for med den højeste pris. Alt som Isabel havde mistet, ærede Macaria for hver dag hun gik på denne jord.
”Så… hvis Eriz bad dig bruge dine evner mod Macaria, ville du så gøre det, nu hvor hun betalte dig for ikke at gøre det?” spurgte hun direkte. De fleste i vampyrens selskab fandt hende fantastiske. Mon Raine var én af dem? Eller var hans hjerte for korrupteret ligesom hans herskerindes?

[Raine Felhorn]

Overraskelsen var ikke til at skjule i Raines ansigtsudtryk, men det var et syn som hurtigt forsvandt, i takt med at han regnede det hele du. Så Marcellus var ikke taget ud for at redde Macaria alene. Det burde han vel have sagt sig selv. Bare se hvor overrasket han havde været over at se at Isabel stadig var på slottet, efter at Marcellus var taget afsted! Med al den tid de to tilbragte sammen borte fra slottet, var det ikke overraskende at Raine allerede havde opsnappet særlige rygter blandt slottets tjenestestab om kongens forhold til sin bodyguard. Han hørte de samme rygter omkring ham selv og Eriz. Det var vel bare sådanne rygter som spredte sig, med et kongepar som efterhånden tilbragte mere tid fra hinanden end sammen. Og så endda så kort tid efter prinsessens fødsel.
”Så det er på grund af Macaria at du er…” Han lavede en sigende gestus med hånden mod hende. Ud over at hun var en hybrid var Raine stadig ikke sikker på hvad han skulle betegne hende som. Og han vidste det endnu mindre nu, end før. Hun havde allerede ofret sit liv for Macaria én gang? Så hun havde gået igennem døden, og var blevet bragt tilbage. Tanken fik ham til at skære ansigt. Det gik imod… alt. Når man døde, så skulle man forblive død. Han brød sig ikke om tanken på at nogen af hans ofre en dag skulle rende rundt igen. Han spurgte dog ikke mere ind til det. Han formodede at det ikke var detaljer Isabel havde tænkt sig at dele med ham, men han mistænkte også at selv hvis hun gjorde, ville han ikke kunne følge med i det. Så snart noget drejede sig om magi, var hans forståelse begrænset. Han vidste hvordan han skulle modarbejde det meste, så han ikke selv blev slået ihjel. Udover det, havde han ikke interessen.
”Det vil hun ikke bede mig om.” svarede han ubekymret, og tillod sig selv at sende Isabel et skævt smil. Han havde læst truslen i hendes hentydning. Hun havde ingen kvaler med at ofre sig for Macarias skyld igen. Hun ville stille sig mellem dem for Macarias skyld. Han fangede sig selv i at overveje hvor langt Isabels… beundring af vampyrdronningen strækkede sig. Hvad havde Macaria gjort hende, for at vinde Isabels loyalitet i sådan en grad? Endnu et spørgsmål han ikke ytrede. ”Eriz er en kvinde som nyder at lade andre gøre det beskidte arbejde for hende, men Macaria? Der ligger noget ugjort mellem de to. Jeg kan ikke forestille mig at Eriz vil give nogen andre end hende selv tilfredsheden af at torturere Macaria.” Hans blik havde vandret ud over byen, som om han kunne spejde gennem den tykke røg og til Vavilon. Det fandt dog snart tilbage til Macaria igen. ”Jeg blev oplært til at slå ihjel, men ikke uden grund. Når nogen forsøger at slå Eriz ihjel, kommer jeg dem i forkøbet. Når Eriz sender mig efter en forræder, slår jeg dem ihjel. Men jeg blev også oplært til at opretholde mine kontrakter. Min kontrakt med Macaria er stadig gældende. Jeg vil sætte pris på at holde det mellem os. Eriz vil ikke blive tilfreds, hvis hun finder ud af det.” Så langt havde Raine formået at holde den detalje hemmelig. Eriz havde selvfølgelig fundet ud af hans tidligere samarbejde med Macaria, men hvis hun fandt ud af at han stadig havde tænkt sig at holde sit løfte om ikke at bruge sine evner på hende, var han sikker på at Eriz ville nedrive enhver mental barriere han havde, og flå ham op indvendig indtil han adlød hende igen. Han sukkede, som om der var noget ved tanken som udmattede ham. ”Tingene var simplere, før jeg blev hendes bodyguard. Pengene er gode, men hendes vilje bliver min.” Han betragtede Isabel indgående. ”Du fik den nemme af dem.”

[Isabel Veterano]

Isabel hævede øjenbrynene mod Raines håndbevægelse, mens hendes læber snerpede sig sammen. Ja ja! Ingen anede hvad hun var, ikke engang hende selv eller Marcellus, men derfor behøvede man ikke at træde i det!
”Nej, det er ikke på grund af Macaria! Det er ikke på grund af noget som helst,” snerrede hun irriteret af ham, og lænede sig surt tilbage med armene over kors, hvilket fik hende til at minde om en 12 året pige. Hun hadede at snakke om det! Specielt efter sammenstødet med Saïx, der bare havde fået hende til at føle sig som en større freak! Selv her i Pandemoniums hovedstad, blev hun set på med store øjne. Et eksperiment… det var hvad hun var.
Skulende lyttede hun til hvad han svarede omkring Eriz. Hvordan man kunne arbejde for sådan en kvinde, forstod Isabel simpelthen ikke. Mindre hvordan Marcellus, kunne få sig selv til at gifte sig med hende! Der var bare noget ved Eriz, som selv ikke Isabel kunne lide, at komme i kontakt med. Noget sygt og twistet.
Hun fnøs.
”Hvis den bitch bare krummer et eneste hår på hendes hoved, så flår jeg hendes sorte hjerte ud af hendes fucking bryst!” hvæsede hun, ligeglad med hvordan Raine ville tage det. Hun var blevet i dårlig humør igen – specielt efter at samtalen var faldet på warlocken. Alligevel pirrede hendes nysgerrighed, og hun skævede til Raine, der betragtede hende indgående.
”Well... Marcellus har sine dårlige dage, men jeg fortrækker helt klart ham fremfor dronningen. Jeg stoler ikke på hende. Må jeg egentlig spørge om noget?” spurgte hun, og satte sig lidt mere op. ”Mellem dig og mig… har du nogensinde… du ved… med dronningen? Hun er trods alt… den hun er.”

[Raine Felhorn]

Hun lignede et barn som ikke havde fået sin vilje, sådan som hun sad med armene over kors og den utilfredse mine i ansigtet. Raine tillod sig selv at give et dæmpet grin fra sig, men gjorde intet mere for at grave i emnet. Isabel blev kun et større mysterium, jo mere om sig selv hun fortalte. Det var ikke noget han havde været ude for før. Men det fulgte måske med, når hun ikke selv så ud til at være sikker på hvad hun var.
Endnu et grin lød fra ham da hun kom med sit udbrud, og han sendte hende et godmodigt smil.
”Du er heldig Eriz ikke er i nærheden. Hun ville have forventet at jeg straffede dig for at tale sådan om hende.” Hans ord var afslappede, og hans holdning henkastet. Ingenting så ud til at antyde at han havde tænkt sig at straffe hende for at have talt sådan som dronningen. Når Eriz var i nærheden kunne Raine være loyal som få, men når han talte alene med Isabel, kunne de være under mere afslappede forhold. Han havde da selv ytret kommentarer om Marcellus som ikke ligefrem var flatterende, uden at Isabel havde truet ham på livet for det. Ikke at Marcellus nødvendigvis ville tage det lige så tungt som Eriz gjorde. Eriz’ ego var ikke nær så tilgivende som hans.
”Så du har hørt rygterne?” Han trak en smule på smilebåndet. Han kunne ikke påstå at han ikke forstod rygterne, specielt når Eriz, som Isabel selv sagde, var som hun var. Var det ikke sådan hun i sin tid havde vundet Zean over på sin side? Forførelse og snilde. ”Da hun hyrede mig, var det ikke helt uskyldige midler hun tog brug af. Hun har et greb om folk, også dem hun ikke nødvendigvis kan bruge sine mentale evner på.” Han drejede hovedet mod Isabel, og lod der være en kort kunstpause mellem dem. Til sidst måtte han dog bryde i et smil, og rystede på hovedet. ”Det er kun rygter. Jeg mistænker der er ligeså meget sandhed over dem, som rygterne om dig og Marcellus. Skuffende, ikke sandt? Man skulle tro dronningen ville belønne mit hårde arbejde for at holde hendes private besøg hemmelige… Well, hemmelige for alle andre end dem jeg ikke kan fjerne minderne hos.” tilføjede han med et sigende glimt i øjet. Smilet fortog sig en anelse, og han rettede sig en smule mere op i bænken. ”Apropos Marcellus… Jeg ville holde øje med den nye stalddreng, hvis jeg var dig.” kommenterede han med et næsten usynligt nik mod stalden, man kun lige kunne skimte fra deres placering. ”Marcellus har optrådt mere end én gang i den mands tanker. Ikke i et positivt lys. Jeg ville have taget mig af det selv, men… Det er desværre Eriz som er mit ansvar, og Marcellus som er dit.” Endnu et smalt drag på smilebåndet. ”Han er dog kun en vampyr. Hvis han lagde sig op mod Marcellus vil kongen gøre kort proces med ham. Men… You know. Fra én livvagt til en anden.”

[Isabel Veterano]

Ved hans korte grin, kunne Isabel ikke lade være med at trække på smilebåndet, og hun slappede lidt mere af i skuldrene.
”Well… den ærede dronning kan bare komme an. Hendes ægtemand plejer at kalde hende værre ting,” kommenterede hun afslappet, og vidste at Eriz ville være fuldkommen på bar bund med hensyn til hende. Marcellus havde skabt hende, så hun var fuldkommen immun overfor mentale kræfter. Selv folk i hendes nærvær var sikre, hvilket var derfor, hun altid var til stede, når kongen skulle lave hemmelige ting for sin dronning. Eriz ville ikke kunne andet, end stå og råbe af hende. Raine ville være en større udfordring, med hans evner indenfor knive.

”Hvem har ikke hørt rygterne? Jeg ved godt, der også er den slags pjat med mig og Marcellus, men Eriz… er lidt anderledes på det punkt,” forklarede Isabel med et skuldertræk. I det mindste virkede det ikke som om Raine tog hendes spørgsmål tungt. Og hvad så hvis han delte seng med dronningen? Det betød jo ingenting – specielt ikke når hun tænkte på, hvor Marcellus var på vej hen lige nu. Overraskelsen over Raine’s svar fik hendes øjenbryn til at ryge op til hårgrænsen.
”Virkelig?! Ikke en enkelt gang? Waw… du er virkelig blevet snydt,” svarede hun forundret, men bestemte sig for ikke at rode mere i det. Man skulle bare tro en stærk mentalist, ville finde sig tiltrukket af en anden mentalist. Åbenbart ikke. Eriz var kun tiltrukket af magt, så det ud til.
Som Raine nævnte Saïx, var det som om alt stivnede i Isabel, og hendes læber blev helt hvide af at presse dem så hårdt sammen. Endnu engang bandede hun for sig selv, over at Saïx var så dum, at han var kommet til slottet. Hvis ikke Eriz fornemmede hans løgne, så ville Raine! Alt for mange farer! Ved Inei… den knægt fik sig selv slået ihjel.
Hendes ravrøde øjne gled hakkende over til ham, indtil de fangede hans blik. Langsomt satte hun sig helt op, så de sad på niveau med hinanden. Der havde været en trussel i Raine’s ord. ”Jeg ville selv gøre noget ved det – Desværre er Eriz mit ansvar – Hvis kongen får fat på ham.”
”Bare rolig…” hvislede hun ud mellem sine tænder. ”Jeg har styr på stalddrengen – han er harmløs. Bare hold dig fra ham.”
Det væreste som kunne ske, var Raine, der pillede i Saïx’s sind og opdagede de forskellige hemmeligheder, som befandt sig derinde. Alt om Isabels identitet, at Saïx var Macaria’s kæledyr, at han havde været med i modstandsbevægelsen, hvad han ville her i slottet.
Isabel slap Raines blik. Hun måtte virkelig sørge for Saïx, tog væk herfra. Det var alt for farligt for ham her. Selv hvis Marcellus fandt ud af det…. Hun anede ikke, hvordan at han ville reagere.

[Raine Felhorn]

”Eriz er anderledes på det punkt.” Der var ingen grund til at benægte det. Nok en gang kunne han finde sig selv frustreret med varulvens manglende evne til at holde en lav profil. Guderne skulle vide hvem hun ellers havde bedraget Marcellus med. Men det var igen ikke et emne, Raine lagde meget tanke i. Hans ansvar var dronningens og prinsessens sikkerhed. Hvad Eriz lavede i sit privatliv, var hendes egen sag.
”Mit? Snydt? Det faldt dig aldrig ind at det måske var mig der afviste hende?” Hans fornærmelse var tydeligt overdrevet for spøgens skyld, og blev hurtigt efter erstattet af et bekymringsløst smil. Faktum var at Eriz sikkert havde været lige så overrasket over at han ikke havde vist en større interesse i hende, end det han havde gjort. Det var simpelthen ikke en af de ting han prioriterede i samme grad som de fleste andre mænd normalt ville have gjort det.
Smilet falmede så snart han så Isabels reaktion på hans kommentar omkring stalddrengen. Det fik ham til selv at løfte et øjenbryn mens han betragtede hende. Det plagede ham kun mere og mere at han ikke kunne grave rundt i hendes tanker, hendes minder, hendes drømme og ønsker. Selv om det var længe siden han sidst havde forsøgt, havde han dog ingen intentioner om at gøre det igen. Isabels mentale forsvar var måske ikke lige så stærk som Eriz’ var, men den virkede lige så uigennemtrængelig.
”Jeg regnede ikke med at han var andet end harmløs. Jeg ville alligevel fortælle dig det.” svarede han med et skuldertræk. ”Han er alene, og hans eneste forbrydelse indtil videre er at tænke mørke tanker om kongen. Hvis vi dræbte alle der tænker mørkt om de to, ville der komme mange friske grave på kirkegården. Men det betyder ikke vi ikke burde holde øje med dem.” Han betragtede hende endnu, selv om hun havde vendt blikket bort fra ham, og gav hende et klap på skulderen, samtidig som endnu et smil gled over hans læber. ”Men så længe du har styr på ham, lader jeg ham være dit ansvar. Så længe han ikke dukker op inde i slottet med en høtyv, har jeg intet problem med ham.” Ikke at det lagde en dæmpet på hans nysgerrighed. Der var tydeligvis et eller andet mellem Isabel og stalddrengen. Måske var han et led af hendes mystiske fortid? Han kunne ikke være hendes bror, ikke når hun ikke vidste hvor han var. En ven? Tidligere elsker? En anden slægtning? Så mange muligheder! Men han lod emnet ligge. Det var ganske tydeligt at det ikke var et emne hun var i humør til at diskutere.
"Du må have levet et farverigt liv, selv før du kom ind i Marcellus' tjeneste." fortsatte han, for at dreje emnet tilbage til historierne de delte. "Af hvad jeg hører klarede du og Marcellus jer godt i Underdark. Gjorde du noget lignende før i tiden?"