Remember me?

[Saïx Veterano]

Zean Forsyth

---

Mange gange havde Saïx gennemgået planen, som så småt var begyndt at tage form. Men der var stadig de elementer som kunne stå i vejen for ham. Han havde måske ikke noget at tabe hvis han fejlede, men det var ikke et alternativ, han havde lyst til at acceptere. Efter alt Marcellus havde gjort, var Saïx nødt til at lykkedes. Men hvordan skulle man komme til vejs ende, når de to elementer der stod i hans vej, var Pandemoniums egen konge og dronning?
I flere dage havde Saïx grublet over hvad han skulle stille op, samtidig som han havde holdt lav profil i slottets stald. Hans dække som den nye stalddreng havde da den fordel at vagterne ikke gav ham meget opmærksomhed når de patruljerede rundt på slottets mure. Isabel - eller, kvinden som engang havde været Isabel - måtte have holdt ord og undladt at røbe hvem han virkelig var for Marcellus.
Kongen var en hybrid, med både vampyrens og warlockens evner, og dronningen en af de stærkeste mentalister. Det kom ikke på tale, at Saïx bare kunne vade rundt på slottet som det passede ham, og bare snuble over det rigtige værelse. Hvis ikke vagterne ville opdage ham, så ville Marcellus eller Eriz. Hvis ikke dem, så deres nærmeste livvagter. Isabel kendte Saïx allerede til, men han havde hørt om manden som fulgte Eriz som en skygge. Sikkerheden på slottet var høj, og det var kun blevet endnu mere synligt efter at den lille prinsesse var blevet født.
Det havde været mens Saïx havde grublet over sit problem, at han havde hørt nogle passerende tjenestepiger hviske sig imellem. Selv om de hviskede, kunne han høre det klart og tydeligt.
"...nede i kælderen?"
"Ja! Jeg skulle give ham noget blod i går aftes, og jeg var sikker på..."
"Forsyth? Men det er jo -"
"Jeg ved det, men det var ham!"
Saïx måtte se efter tjenestepigerne da de gik videre, og lagde denne nyeste brik i puslespillet på plads.


Han var taget til slottets kælderetage lige så snart solen var gået ned. Som forventet gav vagterne ham ikke meget opmærksomhed, sådan som han gik ubevæbnet rundt i de slidte klæder som lugtede af stald og hest. Den slidte skjorte dækkede Vavilons mærke, som Macaria havde brændt ind i brystet på ham, men han kunne intet gøre for at skjule mærket på hans kind, fra da Caleb havde slået ham med sølvhalskæden. Udover det havde Saïx gjort så meget han kunne for at fremstille så harmløs som overhovedet muligt. Ingen våben havde han på sig, og han gjorde sit bedste for at se ud som om han virkelig var blandt de laveste i slottets hierarki. Det så ud til at give pote, da han først blev stoppet af de to vagter som stod udenfor værelset. Zeans kammer.
"Våben." bad den ene vagt med en udstrakt hånd. Saïx kunne ikke gøre andet end at strække armene hjælpeløst ud til siden, og sende ham et undskyldende smil.
"Jeg har ingenting. Se selv efter." De to vagter så på hinanden, inden den ene gik frem, og undersøgte Saïx nøje. Men ingenting blev fundet, og han nikkede til sin makker. Den anden vagt virkede alligevel ikke tilfreds.
"Hvad vil du?"
"Jeg har hørt om vampyren I har herinde. Jeg vil bare gerne snakke med ham."
"Hvorfor?" blev vagten mistroisk ved. Saïx måtte kæmpe for ikke at bide sig i tungen.
"Hvorfor ikke?" forsøgte han. Den anden vagt måtte smile skævt.
"Lad ham dog. Det er en ubevæbnet stalddreng, han stinker langt væk af hestemøg!" Det så ud til at overbevise den mistænksomme vagt, som med et misfornøjet udtryk i ansigtet gik et skridt til side så Saïx kunne passere. Saïx nikkede taknemmeligt til dem begge, og gik frem mod døren. Han bankede kun på en enkelt gang, men tog sig ikke ulejligheden med at vente på svar, før han skubbede den op og trådte indenfor.

[Zean Forsyth]

Hans møde med Isabel kørte rundt i hovedet på ham. Hvordan først nu...Først nu faldt brikkerne på plads, passede sammen og gav ham nye spørgsmål, han ikke kunne besvare. Hvor lå Marcellus' loyalitet? Han havde kaldt sig Zeans ven, hjulpet ham - selv om han langt fra havde været nem hele tiden - og alligevel var hans egen kone skyld i alt der var sket. Marcellus havde intet sagt om Eriz var skyldig...Vidste manden det eller var han blind, som han selv havde været? Den eneste, stærke hjerne-magiker han kendte var Eriz, den eneste han havde været tæt nok på, til at dette kunne være sket.
Nu tænkte han, til han fik hovedpine. Dag ud og dag ind, hele natten. Enhver vågen time. Hvordan kunne han ramme hende tilbage? Eriz var snu, hun var stærk i sindet og i sin magi. Hun var manipulerende og aldeles farlig. Burde han ikke efterhånden vide det bedre end nogen anden? Hun havde stukket ham i ryggen så mange gange nu...Og nu ville han have hævn. Fra sidste gang, fra denne gang. Eriz skulle stoppe med at undervurderer ham, starte med at se ham som en trussel.
Først og fremmest...vidste hun overhoved han var her? Det virkede umuligt andet. Trods alt måtte tjenerne hviske om det indbyrdes og Eriz havde jo sine fangetråde ude over alt. Hun MÅTTE vide han var her. Men hvor meget mere end det, hun vidste, var han ikke sikker på.
Han lukkede øjnene, som han lå i sin seng. Den ene arm gled over hans øjne, selv om hele rummet henlå i mørke. Det lille vindue, der var hans øjne ud til verdenen, spredte et svagt lys, som mørket bredte sig udenfor. Ellers var der et bord og et skab med noget tøj. Et par urørte bøger på bordet. Stolen var splintret og for nu, havde han ikke fået en ny, selv om resterne af den anden var blevet fjernet.

Han lå iklædt nogle løse bukser og en løs trøje. Bare fødder. Der var ikke brug for mere tøj. Der var hverken for varmt eller for koldt, mente han selv.
Marcellus var ikke hjemme lige nu. Hvis han skulle ramme Eriz, var nu det bedste tidspunkt han kunne få, når han ikke vidste hvor Marcellus stod. Uden tvivl manden ville opsøge ham bagefter...Men hvis alt gik godt, kunne han måske flygte fra dette fængsel af et slot og komme hjem...Og måske vil han ligefrem få lov at snakke med Macaria.
Han nulrede lidt ved det halvlange, brune hår. Hans hår var vokset, men hans skæg blev holdt nede, så lige nu var der kun dags gamle skægstubber. Hans hud var bleg, hans øjne mere livlige end nogensinde før, som vampyrismen havde vækket hans manglende følelser. For mange ting at tage stilling til, at finde rundt i. Selv med de nye svar, følte han sig endnu forvirret.
Puslende lyde. Skridt, men ingen puls, ingen åndedræt. Den nye person måtte være vampyr som ham selv. Tunge skridt, som fra en mand. En kriger måske? Eller en der arbejdede med fysisk arbejde? Det kunne ikke være Marcellus, for han var ikke hjemme...Eller var han kommet tidligere hjem? Hvordan skulle han gemme alle disse ting fra hans egen skaber, der vågede over ham som en høg? På det ene tidspunkt krævede de kæmpede mod hinanden, så Zean kunne lære sin nye styrke og hurtighed at kende, det næste krævede Zean mediterede, for at opnå kontrol over sit indre monster af et blodsugende uhyre. Han var glad for Marcellus ikke var hjemme lige nu, så kunne han få en pause fra al den træning, der snart hang ham langt ud af halsen. Især fordi han havde intet valg.
Han satte sig hurtigt op, da nogen trådte ind i rummet. En ukendt...Nej.
Ikke helt ukendt. Minderne fløj igennem hans tanker, som han genkendte manden. Kælderen, tortureren, hammeren der fløj igennem luften, de søde og fantastiske smerter. Senere mistænksomheden, som Macaria nægtede at torturerer ham ordentligt igen. Og nu var han her, som en vampyr? Nej vent...Macaria havde da fortalt ham om det...Havde hun ikke? Han var i tvivl. Huskede det ikke rigtig. Men der var så meget han ikke huskede på det seneste!
Han rejste sig op.
Endnu en fjende, der var kommet for at hoverer? Endnu en der ville spytte i hans ansigt og sige at være vampyr, var mere end han fortjente? Åh...Eriz kunne bare vente sig. Hendes liv skulle ødelægges, præcis som hun havde ødelagt hans!
Han sagde intet. Han stod bare, en anelse anspændt, og så på Saïx. Bedømte sine muligheder. Marcellus havde forklaret ham at ældre vampyrer var stærkere end ham. Men så gammel en vampyr kunne denne mand vel heller ikke være?
Han blev stående stille, ikke et ord, ikke en bevægelse...Og blot stirrede på Saïx. Afventende.

[Saïx Veterano]

Ligesom Zean, stod Saïx blot et par sekunder og stirrede på manden foran ham. Det var som at se på en helt anden mand, som lignede Zean alt for meget. Som var manden foran ham en bror ingen havde hørt om. Men det var tydeligt, at det var Zean. Han havde hverken åndedræt, bankende hjerte eller de sorte vinger længere, men det var ham. Bare at se på ham fik Saïx til at tænke tilbage på den tunge hammer i de gamle fangehul i Vavilon, og lyden af hans knuste fingre. Automatisk lukkede han sin højre hånd. Det var længe siden smerterne forsvandt, efter at Macarias bid havde fået knoglerne til at gro ordentligt sammen igen, men minderne kunne stadig hjemsøge Saïx når det passede dårligst.
Stilheden mellem de to var blevet akavet. Saïx kunne næsten se hvor anspændt Zean var, der han stod i den anden ende af kammeret. Gad vide hvem af de to, som var stærkest? Saïx måtte være blevet bidt først, hvis rygterne han havde hørt om Zeans genfødsel som vampyr passede, men det var alligevel ikke noget han havde planer om at teste.
”Jeg forventede ikke at se dig i live igen, Deres Majestæt.” Det var umuligt at skjule den bitre undertone i hans ord. Der havde været tider hvor Saïx havde forestillet sig hvad han ville gøre mod dødsenglen, hvis rollerne havde været byttet om. Hvis det var Zean der havde været i lænker, og Saïx der havde svunget hammeren. Nu var det Zean som var lukket inde – måske ikke i lænker, men intet tydede på at han var fri til at gå som det passede ham. Og uden sine vinger måtte han føle sig som en krøbling. Det frydede ham.
Han måtte tage sig sammen, og han skimtede mod den lukkede dør bag sig. Han måtte ikke miste overblik over hvorfor han faktisk var der, men han måtte heller ikke blive overmodig. Hvis vagterne derude hørte ham… Hans blik faldt tilbage til Zean, og han begav sig tøvende et par skridt tættere på ham. Han lod hænderne falde ud til siderne, som for at vise for den tidligere dødsengel at han ingen våben havde på sig. At han kom med fredelige hensigter.
”Du er faldet langt, Zean. Fra at være konge af et helt land, med en kone og børn, til at sidde herinde. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg havde ondt af dig, men det er alligevel derfor jeg er her.” Igen skævede han omkring sig. Gad vide om Isabel fulgte med fra skyggerne. Ville hun sladre til Marcellus, når han på et tidspunkt ville vende tilbage? Han skar ansigt ved tanken, før han så tilbage til Zean. Han sænkede stemmen. ”Vi kan hjælpe hinanden. Hvis du hjælper mig, kan jeg hjælpe dig med at slippe ud herfra. Jeg kan hjælpe dig med at komme tilbage til Vavilon.”

[Zean Forsyth]

Saïx, mennesket der var blevet vampyr og endda en af hans kones skabninger. Men hvis manden angreb ham, ville han slå ihjel, uanset hvem mandens venner var. Selvforsvar, intet mindre. Han så afventende på manden, afventede manden gav til kende hvad han ville. Kom han som en fjende? Kom for at slås eller for at snakke? Ja, for venner blev de næppe.
Zean savnede sine vinger. Det var hvad han savnede mest. Fornemmelse af vinden mod ansigtet, hvordan landet fløj forbi under ham, når han baskede med sine prægtige vinger! Væk var de...Og det var hans frihed også, da han blev holdt her, nærmest som en fjende. Gemt i kælderen som en uhyre, som en trussel, gemt væk fra nysgerrige øjne i form af Eriz og hendes spioner. Han måtte gerne gå lidt rundt i kælderen, så længe han var i kontrol, ellers kunne Marcellus sagtens finde på at låse døren, til han blev rolig igen.
Og smerterne. Han kunne ikke længere mærke smerter, men nydelsen ved at drikke blod balancerede rimeligt godt for det. De nye tanker, de nye følelser...Dem kunne han godt være foruden. Nogen ville sige alle disse ting blot gjorde Sean des mere ustabil og farlig.
Hans blik gled over manden, som denne trådte tættere på. Han slappede først lidt af - men kun lidt - da Saïx slog ud med armene, som for at vise han ikke kom som en trussel. Men hvad ønskede manden så? Var han Macarias spion her? Han mener hun havde snakket noget om det...Men det havde været imens han havde under indflydelse af Eriz og han huskede det kun svagt. Ja, var det overhoved sådan det var? Havde Macaria overhoved sagt det eller digtede han nu historier, for at lappe de huller i hans hukommelse der var? Flere måneder, væk. Få billeder, få lyde.
Fornærmelsen i titlen var tydelig, men faktisk beroligede den kun Zean. Så noget var ved det gamle! Han vidste nu mere eller mindre hvor han havde Saïx og det var næsten behageligt. Han vidste ikke hvor han havde nogen som helst...Men Saïx forblev en slags uven. Godt.
"Det samme kan jeg sige om dig" svarede han flabet tilbage. Efter Isabels besøg havde han fået lidt mere af sit gamle selv tilbage. Hvor han før intet ville have sagt, begyndte han nu igen at svare folk på deres dumme kommentarer.
Uden den største tålmodighed afventede han hvad manden ellers ville. Tydeligvis noget hemmeligt, for det virkede som om manden var nervøs for om de blev hørt. Han forstod ham. Men Isabel havde beskyttet rummet mod den slags, mod Eriz og de kunne snakke sikkert her, så længe vagterne ikke rigtig hørte dem. Men med deres superhørelse burde det måske ikke være et problem?
Han kunne godt spare sig. Han vidste manden langt fra var ked af noget som helst og han var også ligeglad med det. Åh ja, han havde mærket det...skammen, skylden, væmmelsen...Når han tænkte tilbage på nogle af de ting han havde gjort og oplevet...Men han prøvede at ignorerer dem. Hvordan skulle han også reagerer, hvad skulle han bruge disse følelser til? Han var ikke engang sikker på om det var hvad hed...Ingen havde rigtig beskrevet følelserne for ham før.
Meget var sket. Han valgte slet ikke at kommenterer på om han var faldet, eller såfremt hvor langt.
Han lyttede...Og så mistænksomt på Saïx , da han fremkom med sit ærinde.
Snød de ham? Ville de afprøve Zean? Havde Eriz fordrejet Saïx også, så hun nu ville snyde ham, skille sig af med ham, inden han kunne nå at hævne sig? Måske havde Eriz alligevel opdaget ham, selv om Isabel havde lovet ham hun ikke kunne...Og kunne man stole på Isabel? Han var omringet af fjender og måske'er!
Han ville tilbage til Vavilon. Men først ville han hævne sig på Eriz. Turde han sige det til Saïx? Faktisk ikke. Han kunne ikke stole på nogen som helst, det var sikkert.
"Hvor ædelt af dig. Men jeg er ikke klar til at rejse endnu. Og jeg siger ikke ja til nogen aftaler, før jeg ved hvad jeg går ind til" svarede han lige ud og åbnede dermed op for muligheden til at forhandle om det. Måske, måske ikke, var der en mulighed her. Om ikke andet, kunne han altid selv finde på en plan og bruge Saïx til at komme væk bagefter. Måske. Men Saïx var jo kun kommet, fordi han skulle bruge Zean til et eller andet. Selv snakkede han lavt, meget lavt. Vagterne blev nok mistænksomme og spidsede ører, men med lidt held snakkede han lavt nok til kun Saïx kunne høre ham. Han var dog ikke helt sikker...Han havde ikke rigtig øvet hviskning endnu.

[Saïx Veterano]

Selvfølgelig ville Zean ikke bare sådan uden videre gå med på sådan en aftale. Meget kunne Saïx sige for at bagtale den tidligere dødsengel, men han var bestemt ikke en idiot. De var stadig på Marcellus’ slot, og han kunne have spioner i hvert et hjørne. Efter hans seneste møde med Isabel få dage forinden, havde Saïx vænnet sig til at ikke engang skyggerne var trygge. Hvem vidste om den sølvhårede kvinde, som kaldte sig Isabel, holdt øje med dem i dette øjeblik? Bare tanken fik ham til at bide tænderne hårdere sammen. Han havde lovet hende ikke at gøre Marcellus noget, men det var ikke et løfte han ville kunne holde. Ikke længere.
”Jeg forstår din skepsis. Jeg ville have gjort det samme i dit sted. Under andre omstændigheder ville jeg have været glad for at se dig rådne væk herinde… Men jeg har brug for din hjælp.” Saïx talte stadig lavmælt. Det var et held at de begge var vampyrer; selv hvis de hviskede, ville de kunne høre hinanden klart og tydeligt inde i kammeret. De forstærkede sanser havde i starten virket overvældende for ham; den mindste lyd var øredøvende, og Saïx havde tilbragt meget at sit første døgn med at forsøge at lukke alle lydene ude. Nu havde han vænnet sig til det, og var ikke nær så påvirket af det, som han plejede.
Han begyndte at gå en smule rundt i rummet, men holdt alligevel en vis afstand til Zean. Manden var allerede mistænksom overfor ham, og der var ingen grund til at give ham yderligere grund til at tro, at han ville gøre ham noget. Men Saïx var rastløs, og havde brug for at bevæge sig. Der var stadig så meget som skulle nås! Så mange ting som skulle planlægges! Så meget som kunne gå galt.
”Marcellus har taget noget fra mig. Noget værdifuldt som jeg aldrig kan få tilbage. Og jeg vil straffe ham for det.” Det gjorde stadig ondt at snakke højt om. Han kunne ikke glemme Isabel, sådan som hun havde været. Det flammende hår. De klare, grønne øjne. Hvor lidenskabelig hun havde været for at modkæmpe mørkevæsnerne og være Ineis straffende hånd udenfor Portus. Nu… Nu havde en sølvhåret hybrid af en dæmon taget hendes navn, og stod som Marcellus’ nærmeste livvagt og ven. Hårdt vendte han blikket tilbage mod Zean. ”Jeg vil tage noget fra ham. Nu, mens han er væk fra slottet. Men dronningen er her stadig, og det vil give mig problemer. Jeg har brug for at få hende distraheret. Det er nærmest almen viden er du har haft en… fortid med hende. Du vil kunne distrahere hende længe nok til at jeg kan gøre mit, uden at Eriz finder ud af det. Og til gengæld hjælper jeg dig med at komme ud herfra, og tilbage til Vavilon. Til Macaria og dine børn.” Først nu stoppede Saïx op og så granskende på Zean, efter noget spor af hvad hans reaktion ville være.

[Zean Forsyth]

Han var alt for påvirkelig. Saïx rastløshed satte en hvis stemning i rummet, der gjorde det næsten umuligt for ham selv at slappe af. Eller måske var det fordi han lå her det meste af dagen, kun med få muligheder for at bruge sin energi på noget som helst. Alligevel blev han stående stille, med armene over kors og holdte øje med Saïx, mistænksom som nogen. Et eller andet sted forventede han manden, på et eller tidspunkt, ville bore en kniv i ryggen på ham. Ja, han havde jo faktisk en grund til det!
Han havde lyst til at angribe nogen, begive sig ud i en blodig kamp og vinde. Stå som sejrsherre, med blod dryppende fra hans hage. Tanken faldt ham direkte morsom. Slås, slås, slås! Han havde lyst til at slås. Før havde kamp og krig blot været sjovt, men nu med den nye blodtørst, den nye styrke, havde han en større lyst efter det. Ja, måske havde han lige frem brug for det? Når han kom ud herfra, ville han gøre det. Slås. Kæmpe. Og sørge for at vinde! Folk skulle stadig frygte ham, uanset race!
Hans første mission var at ramme Eriz, kvinden alle frygtede. Og overleve.
Hans blik borede sig ind i Saïx, som denne snakkede. Jo mere han sagde, jo mere følte han at han manglede pointen. Distraherer Eriz? Han ville elske at...'distraherer'...Hende. Isabel havde lagt en beskyttelse over rummet...Hvis han snakkede med hende, kunne han måske overbevise hende om at lægge beskyttelse om hans hoved...Så han kunne angribe Eriz, uden nogen ville vide det og faktisk slippe fra det. Han havde ellers ingen beskyttelse mod hendes magi. Isabel skulle bare ikke vide hvad eller hvorfor...Nu måtte de se. Hun havde jo haft ondt af ham før og måske kunne han spille på det samme kort.
Men det var ting Saïx ikke behøvede at vide noget om. Det var også kun hvis det blev til noget. Men det krævede Saïx fortalte ham lidt mere. Eller ønskede han at vide mere? At vide mere, hvis det hele lykkedes, kunne sætte ham i en farlig position. Nej. Han ville vide det. Han levede farligt og ikke at vide det, ville blot gøre ham rastløs og sætte ham i en farligere position. Netop en hvor han ikke kunne handle for sig liv, en hvor han selv ville opsøge faren, for at finde ud af hvad der faktisk var sket. Desuden ville han ikke misbruges igen. Enten ville Saïx fortælle ham det hele eller også måtte manden gøre det hele alene.
Et lille smil gled over ham.
"Og hvad er din geniale plan?" hans blik hvilede på manden. Jo mindre Saïx vidste, jo bedre. Han forventede ikke han faktisk ville slippe af sted med at dræbe Eriz, men han ville mindst såre hende. Ramme hende.
"Jeg er ikke venner med Eriz. Hun vil nok ikke blive...Glad...For mit selskab. Hvis du forventer jeg skal sætte mit liv i spil for din skyld...Må du i det mindste fortælle mig hvorfor. Hvad ønsker du at gøre? Hvad er pointen bag hele planen?" Altså...Hvis man så bort fra han både selv fik en mulighed for at ramme Eriz og stikke af bagefter...Så var det jo mere eller mindre kun for Saïx skyld.

[Saïx Veterano]

Det var selvfølgelig for meget forlangt, at Zean bare sådan uden videre ville gå med på planen uden at høre detaljerne. Måske havde Saïx håbet på at der stadig var nok af dødsenglen tilbage i ham, til at løftet om død og kaos ville være nok til vække hans interesse. Men Zean var selvfølgelig en ny mand nu. Der stod mere på spil nu. Ikke at Saïx havde noget imod at dele hvad han havde tænkt sig, med ham.
”Jeg planlægger at kidnappe prinsessen.” fortalte han lavmælt. Han brød ikke øjenkontakten med den tidligere dødsengel, bare for at forsikre sig at Zean ikke blev i tvivl om alvoret i hans ord. Det burde forhåbentligvis være nok for at få ham til at se hvad Saïx selv satte på spil – han havde teknisk set lige givet Zean mere end nok ammunition til at få ham henrettet, og placere Zean i kridthuset her i Pandemonium – hvad Marcellus end havde brugt som grund til at holde Zean fanget i slottets krypt, ville uden tvivl blive overskygget af at manden havde bidraget til at redde prinsessen.
Saïx’ arme foldede sig over kors, og han skævede mistænksomt omkring sig. Han brød sig ikke om skyggerne længere. Og der var for mange af dem herinde. ”Jeg har ikke hele planen på det rene. Der er stadig meget som kan gå galt, selv med Marcellus væk fra slottet. Eriz, kongen og dronningens bodyguards, resten af vagterne på slottet – jeg må finde en måde at undgå dem alle, for at få prinsessen med mig ud herfra. Men det vil skabe en åbning for dig.” fortsatte han. ”Hvis du holder Eriz distraheret – hvordan du gør det er jeg fuldstændig ligeglad med – men det vil hurtigt blive opdaget at prinsessen er væk. Så snart Eriz hører om det, kommer hun til at sætte himmel og jord i bevægelse for at finde hende. Hun vil uden tvivl sende samtlige vagter efter mig, men hvis jeg er heldig, er jeg over alle bjerge før de når så langt. I mellemtiden kommer din bevogtning til at være så godt som glemt, og du vil næsten kunne spadsere ud herfra. Jeg kan sørge for at der står en hest klar til dig, som kan få dig afsted til Vavilon, hvor du kan gøre hvad du vil. Du glemmer at du så mig, og jeg glemmer at jeg så dig.” Hvor Saïx skulle tage hen med prinsessen anede han ikke. Hvad han skulle stille op med hende, anede han ikke. Men det var ikke dét, der var det vigtige i det her. Han ville ramme Marcellus, som han havde rammet ham. Han ville lade ham mærke smerten ved at få nogen frarøvet fra sig, uden at vide hvad der var sket med dem.
Bare tanken på Isabel fik ham til at skæve mod skyggerne igen. Det var dér hun holdt til nu, ikke i Ineis lys, sådan som hun havde plejet. Flammerne i hendes hår var blevet slukket, og erstattet med aske. Men Pandemoniums flammer brændte nu i hendes øjne. Nej, det var ikke Isabel længere. Hun brugte Isabels navn, men der var intet tilbage af kvinden han havde elsket.
Så hvorfor gjorde det stadig så ondt at tænke på hendes ansigtsudtryk, da han sidst havde set hende i stalden?

[Zean Forsyth]

Hans tanker gik straks til Marcellus, hans nye mester og en ret så vigtig person i hans nye liv. I at skabe hans nye liv, sikre han overhoved havde et liv. Marcellus havde alle erfaringerne, havde alle hemmelighederne bag livet som en vampyr. De var forbundet, havde han forstået, selv om han ikke rigtig havde ønsket eller gidet at udforske dette bånd mellem dem. Noget med de kunne mærke hinanden på...Ja, bestemte tidspunkter, så vidt han huskede. Ligegyldigt. Men hvis alt gik vel, hvis han kunne snakke med Macaria, måske kunne hun...Nej, måske vidste han allerede nok om at være vampyr. I længden, var det så ikke lige meget? Han følte sig ikke loyal til Marcellus. Manden havde stukket ham for ofte i ryggen, til at han kunne kalde manden en oprigtig ven. Han ejede ikke venner, der fandtes ingen han kunne stole på, måske, forhåbentlig, med undtagelse af Macaria. Marcellus, sammen med Eriz, havde angrebet ham og stjålet et land mellem hans fingre. Han havde gjort ham til vampyr, også selv om det blot havde været for at redde hans liv. Eriz havde forhekset ham til at angribe Macaria og ødelægge hans liv...En kvinde der var under Marcellus beskyttelse. Alt i alt havde Marcellus været skyld i eller medskyldig i alt for meget, til at Zean burde tilgive ham. Han tilgav aldrig, glemte det aldrig, blot levede han videre som om intet var hændt til tidspunkter som disse...Tidspunkter, hvor folk troede Zean var kommet videre, men hvor han kunne ramme dem med hævn. Marcellus ville aldrig tro Zean var med til at kidnappe hans barn. Han vidste Marcellus ville kæmpe for barnet, for at få det tilbage og Zean ville få problemer, hvis manden opdagede han stod bag det også. Men...Hvem sagde ikke det kunne være en tilfældighed at Zean søgte hævn for det, Eriz have udsat ham for, og at Saïx stjæler deres barn? Desuden var udsigten til at ramme Eriz ekstra hårdt mere værd end et slidt venskab mellem to mænd.
Nej. Ingen i den familie var rigtig hans venner eller havde hans loyalitet.
Et smil gled over ham og aldrig havde han været mere taknemmelig for en fyr, han faktisk ikke kunne lide, end lige nu. Hvis ikke det var fordi de netop havde hinanden, ville han have svunget Saïx rundt i en pludselig dans.
"Javel ja..." Han prøvede at holde de blomstrende følelser i ave, holde dem nede og skjult. Men alligevel skinnede spændingen, forventningerne og måske ligefrem en gnist af glæde ved udsigten til at sprede kaos, igennem ham, tydeligst i hans stemme.
"Jamen jeg skal ikke holde dig tilbage. Jeg vil underholde min gode, gamle veninde til Eriz og du vil gøre hvad end du skal gøre. Vi kender intet til hinanden eller hinandens planer. For mit vedkommende ville jeg ikke engang vide du var her i Pandamonium." Den eneste grund til Saïx kunne stole på det, var fordi det ville være slemt for selv Zean, hvis nogen af dem indrømmede de havde snakket sammen. Hvis de begge to vedblev at modsige det...Men vagterne vidste jo de havde været der...Nå pyt. Detaljer!
"De to vagter ude foran må også gerne dø, hvis du får plads til det i dine planer. De ved mest om at vi faktisk har talt sammen...Hvis jeg da ikke selv får fingrene i dem. Nå, nuvel! Faktisk er jeg bare med i din plan. Jeg går ud fra du på en eller anden måde giver besked når det er tid til at...Underholde?" spurgte han sigende og så over på manden igen. Han havde aldrig været den bedste til planer - Hvad erfaringerne havde lært ham. Derfor gjorde han ikke meget for at hjælpe Saïx med at lave en plan.

[Saïx Veterano]

”Vagterne?” Saïx skævede mod celledøren, før han så tilbage til Zean. Han trak let på smilebåndet, så et ukarakteristisk grusomt smil gled over hans læber. ”Eriz og Marcellus kommer til at slå samtlige vagter på slottet ihjel personligt, for at have ladt der ske noget med deres dyrebare datter.” Dét, var Saïx ikke det mindste i tvivl om. Macaria havde fortalt ham nok om Marcellus til at han kunne sige med nogenlunde stor sikkerhed, at hvis der var noget manden holdt af, så måtte det være hans datter. Og rygterne han havde overhørt på slottet i løbet af den korte tid han havde været her, bekræftede kun at Eriz var mindst lige så optaget af sin datter som Marcellus. Hvis der var noget de to havde til fælles, måtte det være dét.
Hvilket kun gav Saïx så meget mere grund til at gennemføre sin plan. Han ville ikke kunne ramme Marcellus hårdere end på denne måde.
”Jeg finder en måde at give dig signal på.” Han skar en grimasse. Faktum var at han på nuværende tidspunkt ikke anede hvordan han skulle give Zean besked. Zean var gemt væk i et kælderrum, og efter alt at dømme var Eriz ikke engang klar over at han var på slottet. Han ville være nødt til at sørge for at Eriz ’overhørte’ at den tidligere dødsengel befandt sig dér. Og så måtte han sørge for at Zean vidste hvornår han skulle opholde hende. Det var ikke en simpel plan, og der var så meget som kunne gå galt. Hvis Saïx havde meget mere at tabe, ville han have været rædselsslagen for overhovedet at risikere så meget for at kidnappe et barn. Men som situationen var, frygtede han intet.
”Først og fremst må jeg være sikker på at Eriz overhovedet ved at du er her. Jeg kender til hendes kræfter, og noget siger mig at hun holder øje med hvad tjenestefolkene tænker i nærheden af hende. Før eller senere får hun vel færten af dig… Spørgsmålet er bare om det er nok til at få hende til at opsøge dig af egen vilje.” Hans blik faldt, næsten udfordrende, på Zean. Havde hans og Eriz’ tidligere… oplevelser sammen været nok til at Eriz skulle få nogen grund til at opsøge ham? Eller ville det være nok at give hende muligheden for at gnide salt i såret på ham over hans nye tilværelse? Alt tydede på at Eriz havde haft mere end en finger med i spillet. ”Jeg gør ikke noget, før jeg har planen klar. Intet må gå galt.” Ikke at det betød at han havde masser af tid. Han havde et vindue i tiden hvor Marcellus var borte fra Pandemonium. Det måtte ske mens han var væk, og han kun havde Eriz at tænke på.
Og Isabel… Han bed tænderne hårdt sammen.

[Zean Forsyth]

"Jah, vagterne! Dem ude foran min dør...De VED vi har mødtes og snakket sammen. Intet forhindre Eriz i at lave lidt magi på dem eller forhindre dem i at skrige det ud, med deres lungers fulde kræft, før de bliver brændt på bålet eller tortureret i månedsvis" kommenterede han en smule vrissende. Det var da så logisk og alligevel virkede det ikke til at Saïx var helt med. Godt nok var det en detalje, for Saïx måske så lille at den var ubetydelig, men for Zean afgjorde det en hel masse. Om de skreg op at de havde snakket sammen, satte ham som mistænkt og blot det at være mistænkt var mere end han ønskede sig. Selvfølgelig kunne han ikke skjule han var efter Eriz, og ønskede det heller ikke, men han ville ikke rodes ind i Saïx tendens til at æde babyer.
Han så tænksomt frem for sig et øjeblik, før hans blik fløj over til vampyren igen. Han følte sig tørstig, men Marcellus havde fortalt ham det var fordi han var så ung, at han endnu følte sig konstant sulten. Alligevel kunne det bringe ham helt til vanvid.
"Isabel...Hvor meget ved eller kender du til Isabel?" spurgte han så, ganske neutralt, da han vendte sig mod manden igen. Ja, Isabel. Han havde selv en lille plan at lægge, så både ham selv og Saïx ville blive tilfreds med udfaldet af denne store plan. Isabel kunne måske hjælpe ham, hvis han kunne finde en måde at snyde hende...Men som det var, kendte han så godt som intet til hende.

[Saïx Veterano]

Zean havde selvfølgelig ret. Det var så vigtigt at de slettede alle spor for at de to havde talt med hinanden, og vagterne vidste allerede at han havde været der. Efterhånden i lang tid.
”De må væk.” istemte han, skønt det ikke ligefrem var et forslag til hvordan det kunne gøres. Men væk, det skulle de. ”Jeg kan ikke gøre dem noget nu. Jeg er godt nok vampyr, og stærkere end jeg var, men de er to, og har våben. Men du har ret i at de må væk før vi kan gøre noget som helst.” Det overraskede ham hvordan han kunne have overset sådan en detalje. Men så var det også første gang han havde planlagt noget med så stor en risiko. I hans gamle liv havde han været tilfreds med sin tilværelse i sin gamle smedje. Betjene kunder, få betaling, lyden af hammeren mod rødglødende stål og følelsen af sved på panden. Hans nye liv var så meget anderledes. Koldt og mørkt, med knive lurende om hvert et hjørne, klare til at møde ham hvis han ikke tænkte sig om.
Zeans spørgsmål fik Saïx’ blik til at flakke tilbage til ham, og i flere sekunder stirrede han blot på manden, mens han tyggede på hans spørgsmål. Isabel… Det var et godt spørgsmål. Mente han kvinden han havde elsket, eller kvinden som nu var Marcellus’ bodyguard? Igen flakkede hans blik til cellens skyggefulde hjørner. Lige siden Isabel havde konfronteret ham i stalden, havde han ikke kunnet stole på skyggerne. Han var sikker på at hun til enhver tid ville dukke op fra dem, klar til at overgive ham til Marcellus, hendes nye bedste ven. Han skar ansigt bare ved tanken.
”Ikke meget.” indrømmede han tørt. ”Jeg ved hun er Marcellus’ bodyguard. Hun kan gemme sig i skygger, og manipulere dem. Jeg ved hvor loyal hun er.” Ordene efterlod en bitter smag i munden på ham, da han igen vendte blikket tilbage til Zean, og han rynkede brynene en smule. ”Hvorfor?” spurgte han skeptisk.

[Zean Forsyth]

Zean lod nogle af sine fingre tromme mod hans hage, da hans blik gled op til det lille, mørke vindue, som han havde.
"Vagterne...Hvis skæbnen vil det, må vi sørge for de er mine vagter, når det er tid. Jeg skal bare have et signal, så kan jeg selv tage mig af dem. Døren er jo ikke låst, de holder bare øje med mig...Og hvem der besøger mig" svarede han så endelig og påtog sig dermed ansvaret for at dræbe dem. Når det kom til stykket var de jo bare dumme vagter. Trolde, nok nærmere. Simple væsner.
"Et forfalsket brev til vagtmesteren kan klare den sag. Bare sørg for at sikre mig en underskrift eller et symbol fra vagtmesteren, så de tror på det..." Han smilede drillende til Saïx, da han netop havde forlangt noget mere af denne mand, der knap nok vidste hvordan han skulle stjæle en baby. Godt nok var han ingen god skriver...Men som vagt behøvede man vel hverken kunne læse eller skrive, de så vel mest bare på underskriften eller symbolet. Desuden havde han jo masser af tid til at øve sig nu, især mens Marcel var væk. Kedsommeligt, men hvad gjorde man ikke for at få lidt velfortjent hævn?
Lige nu, lige netop nu, ville han gøre alt. Absolut alt. Det eneste han var ked, var at dele detaljerne med nogle. Saïx. Han stolede ikke længere på nogen. Men det var en chance han måtte bide i sig og håbe det ikke blot var endnu en fælde der blev lagt for ham. Hans mistænksomme blik borede sig ind i Saïx, uanset om blikket blev gengældt eller ej.
"Isabel. Ja, hun er forfærdelig loyal og forfærdelig kedelig. Men jeg skal bruge noget på hende...En gammel flamme, et barn, noget familie, en ven, en genstand hun holder af eller kan være farlig for hende...Hun er her stadig. Hun vil nok blive straffet af Marcel, hvis hun ikke når at stoppe os, men tænk på hvilken allieret hun også kunne være! Hvis jeg kunne...Lokke hende til...At beskytte mit sind, når jeg angriber Eriz, vil det hele lykkes meget bedre..." han så prøvende på Saïx. Havde han sagt for meget? Ville manden forråde ham nu, fordi det hele i virkeligheden bare var en fælde? Paranoiaen steg og steg, til han næsten ikke kunne få luft. Af ren vane prøvede han at trække vejret dybt. Ha! Ikke få luft? Men selv om han ikke behøvede det, føltes det stadig som om noget blokerede, noget havde samlet sig, en klump af en slags...En der gjorde han nervøs og rastløs. Han anede ikke hvad det var. Blot at han havde lyst til at forsvare sig selv. Flænse Saïx, flænse vagterne, flænse alle han kom i nærheden af, til hele verdenen frygtede ham!
"Nuvel, selv hvis jeg ikke finder på noget, har Eriz allerede ødelagt alt for mig...Det værste der kunne ske, var hun ser i mit hovedet hvad du vil gøre...Men måske når hun slet ikke så langt, når der samtidig er en mulig død på vej til hende. Det kunne blot have været brugbart...hvis du finder ud af noget om Isabel, så sørg for at fortælle mig om det" sagde han endelig og trak sig over til sin seng igen, skønt han langt fra følte for at sidde ned. Det værste der KUNNE ske var hun besatte ham eller overtog hans krop eller tanker...Men det var ikke alt der skulle siges. Han ville ikke fremstå...svag...især ikke nu!
"Måske kan vi bruge samme, forfalskede brev til at sørge for de fleste af vagterne ikke er på slottet?" foreslog han ud af det blå, selv om det mere virkede som om han snakkede med sig selv, end med Saïx.

[Saïx Veterano]

Saïx’ blik blev stål, jo mere Zean snakkede. Han ville have noget på Isabel, så han kunne udnytte hende? Det krævede al hans selvbeherskelse ikke at flyve i struben på ham der og da, men han kunne ikke hindre sig selv i at knytte sin næve i raseri. Zean var en ny vampyr. Et barn, i forhold til ham selv. Macaria havde brugt tid og kræfter på at træne ham op, vise ham hvordan man kontrollerede sine evner. Han havde været stærk som et menneske, og var kun blevet desto stærkere efter at Macaria bed ham. Hvis han ville, var han sikker på at han kunne overvinde den tidligere dødsengel.
Hans raseri overraskede ham. Hvorfor var han så optaget af Isabels… den kvindes sikkerhed? Havde hun ikke allerede gjort det klart for ham at den Isabel han kendte var død, og at kvinden som havde taget hendes navn, var et mørkevæsen, loyal til Pandemoniums konge? Han burde være ligeglad med hvad Zean kunne udnytte hende til. Ligeglad med hvad den tidligere dødsengel kunne udsætte hende for. Så hvorfor gjorde tanken ham ondt?
”Lykke til. Hun slår mig som en kvinde der holder sine kort tæt til kroppen. Hvis hun har nogen, en gammel flamme, familie, ven, så er der ingen andre end hende selv som ved det. Måske kongen. Du ville nok have mere held med at forsøge at lokke det ud af ham.” Åh ja. Isabel fortalte kongen alt. Han var ikke engang sikker på om hun havde holdt sit løfte om at holde hans virkelige identitet hemmelig for Marcellus. Han var stadig i live, men det var måske bare et led i kongens plan. Eller måske var det bare fordi kongen ikke var i Pandemonium for tiden, og straffen ventede ham når han kom tilbage. Det kunne vel ligne ham. Måske skulle Isabel selv spille en rolle i hans afstraffelse?
Han rystede tanken af sig, og foldede armene over kors. ”Klart, jeg går da bare over til vagtmesteren og beder ham signere et blankt ark sammen med hans segl. Det er da en smal sag.” tilføjede han sarkastisk. Men når sandt skulle siges var Zeans forslag måske det tætteste på en plan. Saïx havde ikke selv nogen anelse om hvordan han skulle skille sig af med vagterne, men hvordan pokker skulle han få fat i signaturen? Han måtte finde på noget – et eller andet. Hvem der bare havde Isabels evner til at bevæge sig gennem skyggerne. ”Vagtmesteren må vel også have fri før eller senere. Måske kan han lide at drikke. Måske kan jeg drikke nok med ham til at få ham til at skrive sit navn på et ark uden at han vil tænke over det.” Det var et skud i mørket, men hvad andet kunne han gøre? Bede Isabel om hjælp? Ha! Hun ville forsøge at standse ham, uden tvivl. Han kunne ikke tillade det. Ingen, ikke engang Isabel selv, skulle stå i vejen for hans hævn mod Marcellus. ”Jeg arbejder på det. Vagterne må væk, det er klart. Jeg kan komme tilbage til dig når jeg har mere.” Han lod armene hænge langs sine sider, og vendte sig nok en gang mod kammerets dør. ”Jeg må gå. Jo længere tid jeg er herinde, jo mere mistænksomme kommer vagterne til at blive. Bare sørg for at holde dig i live indtil jeg kommer tilbage.” Han så end ikke tilbage på Zean, da han trak den tunge kammerdør op, og forsvandt ud af hans celle. Han havde allerede nok at gøre – og efter samtalen med Zean, var der kun blevet mere arbejde for ham.

//out