Leave...Me...Alone...

[Zean Forsyth]

Isabel Veterano

---

Slottet var blevet hans fængsel. Han var slottets monster, der gemte sig i kælderen, historien forældre fortalte til deres børn, så de aldrig gik på oplevelse alene, og specielt ikke i kælderen. Han havde muligheden for at følge med i slottets liv, rygterne svirede rundt, uanset hvor man befandt sig. Men ingen turde opsøge ham, ingen turde være i nærheden af ham eller snakke med ham. Tjenerne, tjenerinder især, bøjede nakken og skyndte sig videre. Nogle afleverede et glas blod og var tæt på at løbe væk, som var de bange for han gik amok ved blot udsigten til blod og ville flænse dem op i sin vildskab. Hans eneste tilbagevendende selskab var Marcellus og det var ikke altid en fornøjelse. Til tider snakkede de sammen, andre tider kom han kun på et kort visit. Ofte trænede de et eller andet. Kamp, så han kunne vænne sig til sine nye reflekser, sin nye styrke, sin nye hurtighed. Mentale ting, i håb om Zean kunne opnå kontrol med sit nye uhyre. Vejrtrækningsøvelser, stærke minder, følelser, der kunne forhindre ham i at synke så dybt.
Efterhånden var han træt af det. Han kedede sig, gemt væk som han var. Rastløs, al energien der strømmede rundt i hans krop, de evige tanker om hvad der var sket, hvad det betød...For hver dag der gik, havde han det som om han mistede Macaria mere og mere. Hvad skete der i Vavilon? Hvad med hans dødsengle? Hvad med Arona? Troede de alle han var død? Og Macaria...Hvad gjorde hun? Hvordan havde hun det? HVAD SKETE DER DOG?!
Ingen svarede. Nogen trak på skuldrene. Andre kom med små nyheder og sagde de ikke vidste mere.
Dødsenglene var låst inde. Alle hadede dem. Macaria var blevet en tyran, Macaria havde endelig indset hvor onde dødsenglene var og ville udrydde dem. Macaria var blevet en bedre dronning end før, Macaria var blevet en værre dronning end før. Så mange modsigelser.

Hans værelse var simpelt. Rum nok til at han ikke fik klaustrofobi, et vindue lille nok til at han kunne skimte ud, et gardin der sørgede for han ikke brændte sig når han sov om dagen. I starten havde han været rastløs, ikke kunne sove. Alle lydene, lugtende, indtrykkene. Så mange nye ting, fordi hans sanser var blevet det mere forbedret.
Han var ikke låst inde. Marcel låste kun døren, hvis Zean viste sig i et især lunt humør, hvor ingen kunne forudse hvad er ville ske. Men i dag var den åben og han måtte gå rundt.
Han sad på sin seng. Han havde et bord, en stol, et skab med lidt tøj. Et par bøger lå på bordet, faktisk urørt. De var der mest vis han skulle kede sig. Så vidt han huskede ville Marcel vidst have han læste en af dem...Men han huskede ikke hvilken og havde ikke tænkt sig at efterkomme det.
Det værste ved at være vampyr nu, var han ingen vinger havde. Var han ikke længere kunne mærke folks smerte. Heldigvis gav blodet ham sådan en nydelse, sådan en styrke, at det kunne sammenlignes med folks smerter. Alligevel var det ikke det samme.
Nej, det værste var også...Alt det nye...Som han endnu ikke turde tage stilling til. Han skjulte det, selv om han ofte fornemmede Marcel kunne se eller mærke det alligevel. De nye...Følelser...De nye tanker...De skræmte ham! Skræmte ham! Fyldte ham med angst! Ham, der næsten ikke havde kendt til frygt, til angst. Han kendte det nu mere end nok. Det, savn, skam...Alle mulige ting, han aldrig ønskede at tage stilling til, aldrig ønskede at føle, at mærke...Det var forfærdeligt! Og hver dag gjorde han sit bedste for at ignorere dem. En dag måtte de vel forsvinde igen...Ikke?
Han rejste sig fra sengen. Vandrede lidt frem og tilbage. Iklædt nogle løse bukser og en trøje, med det brune hår, der var vokset og efterhånden hang ned over hans ansigt. Han burde få det klippet...Men et eller andet sted orkede han det ikke. Skægget var det eneste han holdte nede, men i dag havde han halvlange skægsstubber, et par dage gamle. Hans grå øjne havde en underlig glød i sig. De var ikke de sædvanlige, kolde øjne, fuld af sjov og ballade. De var på en gang triste, forvirrede...Ja, fulde af alt for mange ting, til at folk sikkert kunne tage stilling til hvad de faktisk viste. Selv om han var vampyr, virkede hans øjne mere levende end nogensinde før.
Tungen gled over de lange tænder, som det havde taget ham flere dage at vende sig til. Han havde bedt om muligheden til at sende et brev...Eller flere breve...Men selv om han havde fået muligheden, havde han aldrig fået skrevet. Hvad skulle han skrive til sine engle? Ville Macaria overhoved åbne et af hans breve? Hvordan kunne han forklare så meget, hvoraf han selv forstod så lidt, i et brev?
Han havde opgivet det igen. Med et suk stoppede han foran det lille vindue. Udenfor var det mørkt. Stjernerne glimtede mellem de tunge skyer på himlen. Hvem der dog ikke ville flyve sig en tur over himlen...Hvis han bare havde vinger...Hvis han på nogen som helst måde kunne få vinger igen...

[Isabel Veterano]

Det havde været en udfordring. En direkte udfordring ikke at have styrtet derned, og hugget hovedet af ham med det samme. Råb havde givet ekko i kontoret, så tjenere var standset udenfor. Ting var blevet kastet ned på gulvet. En daggert i bordet. En masse overtalelse. Forklaringer. Spørgsmål. Vrede. Frustration. Frygt.
Da Marcel endelig fik fortalt Isabel om hvem personen nede i kælderen var, havde det taget en time, før hun havde forladt kontoret, hvis dør hun hårdt smækkede i bag sig. På trods af sin tillid til Marcel, var den nærmest ikke eksisterende omkring det her emne. Han havde reddet Zean… reddet Zean! Manden, som ihærdigt havde forsøgt at dræbe Macaria og barnet i hendes mave!
Støvlerne trampede over stengulvet, mens hun marcherede afsted gennem slottet, uden at vide, hvor hun skulle gøre af sig selv. Folk sprang væk fra hende i skræk for at blive ofre for hendes vrede. Bandende mumlede hun med sig selv, for at finde accept i det Marcel havde gjort. Flammerne tage ham. Lige med hensyn til Zean, ville hun ikke have noget imod, at han var forblevet en kynisk bastard.
Hun fandt sig selv på vej ned af trappen til kælderen. Det var ikke engang noget hun havde planlagt. Måske var det et ønske om at få nogle svar. I dagene efter angrebet havde hun været hos Macaria. Set hendes smerte, hendes sorg, hendes forvirring, hendes raseri. Hun havde delt alle de følelser med hende. Påtaget sig dem, for at prøve at tage det væreste.
Ja… ja hun krævede forklaringer! Krævede at se ham i de iskolde øjne, og fortælle ham at hans plan slog fejl! Både mor og søn levede! Og han ville aldrig, aldrig få lov til at se dem!
Et par vagter fandt modet til at stoppe hende, før hun nåede værelset, hvor skyggerne hviskede om vampyren, der engang havde været hersker over himlen.
”Våben.” Bad en vagt og måtte synke en klump, da Isabels flammende øjne mødte hans. Det var lige før, hun havde nægtet, men til sidst løsnede hun sit sværdbælte, og rakte det til dem. Desværre kendte de til hende, så hun måtte også give bort de to daggerter i hendes støvler.
”Ingen magi mens du er derinde,” beordrede vagten. ”Og hold dine ulækre skygger for dig selv!”
Isabel fnøs, mens at hun gik forbi dem. På grund af at hun faktisk havde fri, bar hun ikke sin laset, sorte jakke med hætte. Kun de stramme læderbukser, og en sort, løs trøje med korte ærmer og løs krave. Ingen handsker.
Fra sin erfaring som dusørjæger, vidste hun alt om vampyrer. Hun vidste de kunne høre hendes puls på lang afstand. Dufte hende. Derfor tog hun sig ikke tiden til at banke på, men åbnede bare den ulåste dør ind til værelset, der var blevet arrangeret til den nye gæst.
Skyggerne nappede bekymret i hendes læderstøvler, men hun ignorerede dem, som hun stoppede op lige indenfor døren, der langsomt gik i bag hende. Lyden da den gik i med dørkarmen, gav ekko i det lille kammer. Tungt trak hun vejret gennem munden, for at holde sig selv i ro, som hun betragtede den mørke skikkelse foran vinduet.
Hun havde stadigvæk såret på den venstre overarm, hvor hans sværd havde bidt i hendes kød i Sethos.
Hvis et blik kunne dræbe…
”Hvem har vi her…” hvislede hun ud i stilheden med et hånligt tonefald. ”Åbenbart er ex-kongen af Vavilon stadigvæk i live. Gemt væk i mørket som en rotte.” Her i halvmørket kunne hun se nogenlunde klart, men hun vidste Zean kunne se alting bedre. Han var blevet bedre. Stærkere, hurtigere... det perfekte rovdyr. Farlig. Meget, meget farlig. Hvorfor Marcel syntes det var en god ide, at give en ustabil mand flere evner, vidste hun ikke. Isabel var dog ikke bange - det stoppede hende dog ikke fra at holde sig tæt ved døren. Bare nu hvis...

[Zean Forsyth]

Vagternes puls var længere væk og han havde vænnet sig til dem. Til tider mente Marcellus det var en god ide at lade vagterne stå tættere på, så han kunne vænne sig til lyden, til at de var lige i nærheden, men at han ikke måtte suge dem tomme for blod. Tålmodighed, træning...Det hele hang ham nu langt ud af halsen og hvis det havde været Marcellus der kom lige nu, var han nok blevet vred. Også selv om Marcellus blot ville have set tålmodigt på ham, højst hævet sit sværd og meddelt at gjorde han ikke, som manden forlangte, kunne de jo bare ende det nu. Som han havde gjort i Sethos, lige inden de rejste til Pandamonium.
Pulsen kom. Bankede, bankede hurtigere. Skridtene, balancerede. En kriger. Lettere end en mands. I et øjeblik overvejede han om det var Eriz, en kvinde han havde fået besked på at holde sig langt væk fra og slet ikke tale med. Det passede ham fint. Hvis det var et tidspunkt, hvor han ikke ønskede hun skulle se ham, var det nu. Så hånlig hun ville være.
Nej, Eriz ville ikke lyde som en kriger.
Han drejede svagt hovedet til den ene side, så han ikke kunne mere en hurtigt skimte hvilken skikkelse der var trådte ind. Kvindelig, trænet, Isabel. Stemmen understregede det. En stemme han i et øjeblik følte sig splittet ved. På den ene side hadede han endnu kvinden, på den anden huskede han deres hyggelige aften i Vavilon. Nej, han vidste ikke helt hvad hun ville. Forhåbentlig gå igen. Kunne han tillade sig blot at forblive stille, til hun gik igen? Eller ville hun så bare gå amok på ham?
Ex-konge...
Trods hans dystre sindsstemning, gled en svag latter alligevel over ham, som han vendte sig om mod hende, med sine arme over kors, lige så trodsig som hende. Han lænede sig op af vindueskarmen, af det kølige sten.
"Ex-konge? Så vidt jeg ved eksisterer skilsmisser ikke. Påstår du Macaria er faldet død om? Næppe. Udtal dig ikke om noget, du intet ved om" svarede han spydigt tilbage. Og rotten? Hm. Rotter var hurtige, irriterende og bar rundt på sygdomme som alle andre, end dem selv, døde af. Og så stjal de, gnavede sig igennem alt. Alt i alt passede det jo meget godt til hans liv...Hans gamle liv, i det mindste. Hvem vidste hvad det ville blive nu? Forhåbentlig lige så rotte-agtigt.
"I det mindste er jeg et dyr. Og hvad er du? Den lydige hund?" foreslog han. Så, det var nok af de spydige kommentarer. Han fik ikke mange gæster og selv om han kunne fornemme - han hadede endnu han kunne sådan noget nu - at hun ikke var her i noget godt humør, ville han alligevel udnytte selskabet så længe han kunne.
"Og hvad bringer dig hid? Kommet for at hoverer...Eller fordi du savnede mig?" det svage smil gled over ham. Hans selvtillid havde lidt en del på det sidste...Men derfor kunne han jo stadig fremstå lige så stærk og selvsikker som altid. Folk skulle nødigt tro anderledes om ham. Det værste var jo hvis folk troede han var blevet svag og kedelig!
"Eller du kommer måske netop med en meddelelse fra Marcellus?" Det ville være det mest logiske.

[Isabel Veterano]

Den svage latter fik det kort til at gyse hos Isabel, men hun blev stående hvor hun var. Øjnene betragtede ham. De karakteristiske tegn på vampyrismen var til stede hos ham. Mange ville syntes Zean som dødsengel havde set godt ud, men nu som vampyr, var der ingen tvivl.
Hun lagde hovedet på skrå, som han spydige svarede hende igen, men hun lod ham snakke. Tydeligvis havde ingen fortalt ham om, hvad der skete i Vavilon på nuværende tidspunkt. Ikke engang Marcellus. Mon han havde en anden agenda, end han ville fortælle nogle af dem? Trods alt havde han fået sin kærlighed til Macaria tilbage.
”Mange tror du er død,” forklarede hun ham roligt med et let hævet øjenbryn. ”Macaria er én af dem. Eller… hun håber. Derudover tror jeg ikke, du får lov til at komme tilbage til Vavilon, selv hvis Marcellus vil lade dig komme ud fra denne her… fangekælder. Ikke med mindre du vil miste hovedet.”
Hun havde lyst til at slå ham. Kæmpe mod ham. Selvom han nu var langt stærkere end hende, ville hun så gerne, have lov til at presse hans hoved ud i noget sollys. Høre ham skrige. Akkurat som Macaria havde gjort. Han så ikke engang ud til at angre! Eller være interesseret i hvad der skete i slottet med hans børn og hustru. Måske var han ligeglad? Hvorfor ikke? Det var han jo om alt andet.
Hun ignorerede hans kommentar om hende som en hund, og gik i stedet lidt væk fra døren, selvom at hun hele tiden, var klar til at transportere sig væk i skyggerne, hvis han skulle gå amok. Gennem sølvlokkerne holdte hun intenst øje med ham.
”Jeg er her, bare for at se på, hvad du er blevet,” svarede hun køligt, og begyndte at gå frem og tilbage foran døren, som var hun et rastløs dyr i et bur, der stoppede hende fra at angribe sit bytte. Hænderne gled om bag ryggen. ”Måske for se dig med mine egne øjne. Prøve at finde en mening i din galskab.”
I et øjeblik tøvede hun, men så tilføjede hun tørt: ”Og tillykke…Du fik en søn. Fuldblods dødsengel.”

[Zean Forsyth]

Hans blik vandrede fra hende og ned mod gulvet. Der var intet lys tændt, så der var forholdsvis mørkt i rummet, hvilket han ikke fandt noget problem i. Ikke længere. Lige nu var han blot glad for mørket, der gjorde det muligt for han at skjule nogle ting fra Isabel. Den voksende frustration i hans bryst, den voksende panik, den voksende sorg, den endnu voksende forvirring. Forvirring...For han var endnu ikke helt sikker på hvad der faktisk var sket.
At mange troede han var død kunne sige sig selv. Han ville også tro han var død, var det ikke fordi han gik rundt her, som et rastløst dyr. Ja, hvem var snart ikke dyr?
Ud af det blå gled vreden frem i hans blik som en indre ild og han stirrede over mod Isabel med en pludselig fasthed. Så...Hun kom kun herned for at træde i det eller regnede hun med at hun ligefrem gjorde ham en tjeneste? Han var skide ligeglad! Ligeglad med hende og hvad hun sagde! Han vidste Macaria ville være...Vred. Ked af det. Hade ham...Men det forhindrede ham ikke i at gøre et forsøg! Han måtte møde hende igen! om det så...Om det så var det sidste. Blot tanken fik ham til at synke en ekstra gang. En gang...Ville det intet betyde. Men han havde...Nej. Sådan var det bare. Ingen grund til at dvæle yderligere ved det. Han måtte snakke med hende!
"Og hvad så?" svarede han blot kort for hovedet. Hvem kunne sige hvad der ville ske? Han vidste ikke hvad der skete, men så vidt han vidste, var han endnu en konge! En konge!
Hans blik gled over til hende igen, da hun begyndte at vandre frem og tilbage. Et sted følte han sig som eleven, der blev bedømt af sin lærer. Slaven, der blev bedømt af sin herre. En eller anden der blev bedømt! Og han brød sig ikke om det. Hvad han var blevet til, hans galskab...Alt det havde han intet at svare på.
"Du har set mig, så n..." han stoppede op midt i sætningen, da Isabel pludselig snakkede om...Om hans søn! Havde hans hjerte slået, ville det slå et slag over. Han kunne ikke tale. Det gik et øjeblik før han endelig fik sunket klumpen i hans hals.
"Fuldblods..." han lød åndeløs da han snakkede, omend han ikke længere behøvede at trække vejret. Selv om hans fornuft forbød ham det, vendte han ryggen til Isabel og så ud af vinduet igen. Hvorfor...Hvorfor havde han intet hørt? Han havde ikke turdet spørge...Var Marcellus bange for han ikke ville kunne accepterer det? Måske at han ville blive for vild?
Alverdens drenge-babyer gled igennem hans tanker. Hvordan så han ud? Hvad hed han? Hvordan var han?
Ingen fortalte ham noget. En pludselig frygt for Isabel ville gå nu, blot for at pine ham yderligere, voksede op. Til sidst vendte han sig hurtigt om mod hende igen og trådte uvilkårligt et skridt tættere på hende. Han var anspændt.
"Hvad hedder han?" han prøvede på at virke rolig. Ikke desperat, som han var blevet og for hver dag blev mere og mere.
"Og Arona?" spurgte han, håbede Isabel vidste hvordan de alle havde det. Ja...Ja...Så snart han så sit snit til det...Nej. Han kunne ikke. Lysten til at stikke af voksede, men han vidste Marcellus ville sætte efter ham og sikkert fange ham på et tidspunkt. Og hvem vidste så hvad manden ville gøre? Hans ene hånd gled tænksomt op til hans mund. Han vendte ryggen til Isabel igen og vandrede rastløs over til vinduet igen. Hvad skulle han gøre? Han blev holdt tilbage fra at fikse det hele!

[Isabel Veterano]

Hans svar på hendes forklaring var lige så ligegyldig, som alt han sagde var. Han var på ingen måde interesseret, men Isabel var ikke overrasket over det faktum længere. Teoretisk set var han død. Hvert fald slog hans hjerte ikke længere. Selvfølgelig betød det intet for ham, at han ikke kunne komme tilbage til Vavilon.
Derfor blev hendes overraskelse også desto større, da Zean reagerede som han gjorde, ved informationen om sin søn. Faktisk havde hun troet, at han ville blive rasende. Måske morderisk igen. Var det ikke ham selv, der havde ville dræbe barnet, fordi han var overbevist om det ikke var hans? Well… selv Isabel havde haft sin tvivl. Ubegrundet tydeligvis.
Da han trådte et skridt tættere på hende, bakkede hun med det samme et par skridt tilbage, indtil hun stod med ryggen mod døren. Hun kunne se på hele den måde han stod på, at han var spændt til bristepunktet, men hun var i tvivl om hvorfor. Med rynket pande betragtede hun ham. Han så næsten… fortvivlet ud. Og de ting han sagde…
Aldrig havde hun oplevet en vampyr, som før havde været dødsengel, men var det mon muligt, at følelsescenteret var blevet fuld aktiveret ved omvendelsen? Måske skulle hun forslå det for Marcellus, hvis ikke han allerede vidste det, for det gjorde lige Zean endnu mere ustabil. Specielt fordi han ikke ville vide, hvordan han skulle forholde sig til de forskellige følelser og humører.
Observant blev hun stående hvor hun var med ryggen mod den tunge dør, og den ene hånd knyttet, som ville hun være klar til at slå ham ned, hvis han pludselig stod foran hende.
”Dylan. Han hedder Dylan, og… ligner dig… ret meget,” svarede hun tøvende uden rigtigt at vide, hvordan hun skulle håndtere ham på nuværende tidspunkt. ”Arona er kommet tilbage til Oberion, så vidt jeg ved. Jeg snakkede med Macaria, inden vi skiltes. Hun vil holde det hele skjult for jeres børn, så de ikke kommer til at vide hvad… du har gjort. De er alle tre isoleret på slottet.”
Det var hvert fald hvad hun havde hørt. Macaria havde sendt hende et enkelt brev, hvor hun fortalte, hvordan det gik, men ellers vidste ingen rigtigt, hvad der forgik. Hun ville ønske, hun kunne være hos den paranoide, såret vampyr på nuværende tidspunkt, men hendes plads var hos Marcel.

[Zean Forsyth]

Han var fuldstændig ligeglad med hvordan Isabel reagerede eller ikke reagerede. Faktisk var han fuldstændig blind for hende lige nu. Han havde lyst til at rive al hår ud af hovedet på sig selv. Hvad skulle han gøre af sig selv? Angsten greb ham igen. Alt det ukendte, mest af alt, alt det ukendte indeni ham. ingen han kunne spørge til råd. Hvordan skulle man spørge? Hej, vil du ikke fortælle mig...Hvad føler jeg? Hvorfor gør jeg det? Han var ikke helt sikker på hvorfor han...Følte...og fornemmede...Så meget. Men de var uvante, ukendte og de skræmte livet af ham. Intet mindre. Og de endte alle sammen i vrede. Vrede var meget nemmere at forholde sig til og han kunne afreagerer på den måde. Lige nu kunne han mærke hvordan det byggede sig op i ham. I et øjeblik gled alle Marcellus' indlærte teknikker, vejrtrækningsøvelser...De gled igennem hans hjerne...Men ingen af dem sad fast. Han havde ikke LYST til at slappe af og være i kontrol.
Dylan...Dylan var et fint navn. Det var i hvert fald ikke grimt. Arona og Dylan, hans to børn. Ham, der havde troet han aldrig skulle have børn! I hvert fald ikke nogen han kendte til, anyway. Et smil gled over ham. Uanset hvor meget folk ville hade det, hade ham, kunne ingen se bort fra hans to børn, der ville arve det hele, uanset hvad der skete med ham. Macaria kunne ikke - Det vidste han af erfaring - fjerne børn. Især ikke sine egne.
Isoleret...Holdt fanget...Han måtte tilbage til Arona...Og...Hvad nu...Hvordan skulle de lære at flyve? Hvordan skulle han...Hvordan skulle han holde forbindelsen med Arona, nu hvor han ikke selv var dødsengel længere? Og alle hans engle...
"Og...Dødsenglene?" spurgte han. Uddybede ikke spørgsmålet, Isabel måtte selv vide hvad han mente.
Han følte han var ved at blive sindssyg! Og måske var han det allerede, uden han selv vidste det. Han vendte sig om mod Isabel igen.
"For helvede! Jeg kan ikke bare stå her og gøre ingenting!" udbrød han i en pludselig, flammende vrede. Han slog ud med armene. Isabel var der...Så derfor gik det hele ud over hende, selv om intet af det havde med hende at gøre. Fakta Zean var blind for lige nu.
"Ingen fortæller mig noget! Du er den...Og du gør det jo ikke bare for at hjælpe! Det gør ingen!" Han var pænt ligeglad med om Isabel fulgte hans tankegang. Han greb sin eneste stol og kastede den igennem luften. Den ramte væggen og splinter fløj til alle sider, små, farlige projektiler. Zean vendte siden til og holdte armen for ansigt for at undgå at få nogle i øjnene eller ansigtet generelt. Men han følte sig slet ikke færdig endnu.
"Nej..." han så lige frem for sig, som så han ind i en helt anden verden, som kun han kunne se. Så grinte han.
"Det er så fjollet. Så fjollet! Og jeg skal bare blive lige her. Imens sidder mine børn derhjemme...Hvem skal lære dem at flyve? Ingen skal røre dem! De er mine! Jeg har lidt så meget ret til dem! Det ved du vel nok?" Pludselig vendte han sig mod Isabel igen. Det var ikke til at forudsige hvad han faktisk kunne finde på.
Men han følte sig...
Tørstig.

[Isabel Veterano]

Isabel trak på skuldrene, som han spurgte videre. Ikke fordi hun ikke havde lyst til at svare ham, men fordi hun faktisk ikke vidste præcist, hvad der skete over i det andet land.
”De er vidst alle sammen blevet lukket inde i Sethos med en masse soldater. Ingen ved hvad der vil ske med dem. Måske ikke engang Macaria. Hun overvejede at udrydde dem alle, men det er endnu ikke sket, så…” Hun var mere eller mindre ligeglad med, hvordan Zean tog den nyhed. Personligt ville hun ikke have noget imod, at hele dødsengel racen blev udryddet for stedse. Ikke bare svækket med direkte udryddet. Macaria havde dog tøvet. Selvom dronningen prøvede at forblive hård, vred og nådeløs, så tittede andre ting op i ny og næ. Det var ved at gå op for Isabel, at Macaria ikke var så empatiløs, som hun havde troet vampyren var. Desværre.
Pludselig råbte Zean op, og Isabels fokus rettede sig direkte mod ham. Han var virkelig ustabil og temperamentsfuld. Lige så følelsesladet som hans hustru, hvilket på ingen måde var godt, når han nu engang var den han var. Det gjorde ham endnu mere utilregnelig.
Da stolen fløj igennem rummet, krummede Isabel sig væk fra splinterne, der dryssede over dem. Forsigtigt så hun frem fra sin arm, som havde skærmet sine øjne. Zean stod fuldkommen paralyzeret, inden at han pludselig vendte sig mod hende igen. I et øjeblik overvejede hun, om hun skulle skynde sig ud herfra. Kunne hun håndtere ham, hvis han pludselig angreb hende? Hun havde ikke kæmpet mod vampyrer i den her krop, så hun anede ikke, om hendes fysiske evner ville være lige så gode, som i den anden.
Det slog hende…
Zean gennemgik faktisk nogenlunde det samme som hende. Det med at være i en ”ny krop”. Et nyt liv. Nye ting man skulle forholde sig til. Marcel skulle også genoptræne hende. Lære hende at styre sine kræfter. Han var ikke sindssyg, som dengang i Sethos. Han var bare forvirret.
Hånden der havde hvilet mod håndtaget bag sig, gled langsomt væk, og hun tog et forsigtigt skridt frem mod vampyren, mens hun holdte sine hænder hævet med håndfladerne vist til ham.
”Okay, rolig! Du er nødt til at falde til ro igen, ellers tager dine instinkter over,” forklarede hun med en påtvunget rolig stemme. ”Alt er fint. Dine børn har det fint, og Macaria tager sig jo af dem. Hun vil aldrig lade noget ske dem. Sikkerheden i slottet er blevet skærpet. Meget endda.”
Det var underligt at forvise ham om at hans børn var sikre, når det var ham, der havde prøvet så desperat at stikke et sværd i maven på sin gravide kone, for at dræbe det selv samme barn, han nu var så opsat på at se.
Hun slikkede sig flygtigt om læberne. Noget stemte ikke overens.
”Zean… du kan vel huske, hvad vi to snakkede om til Årets Fest i Vavilon, ikke? Du var gal på Macaria. Du sagde du ikke troede på barnet var dit. At du ikke ville have noget med det at gøre,” fortalte hun langsomt og prøvende, som hun blev ved med at nærme sig ham langsomt. Skridt for skridt. Ingen pludselige bevægelser. ”Du kan godt huske du ville slå babyen ihjel i hendes mave? Du bedøvede Macaria. Du ville ikke lytte til nogle af os. Du ville dræbe babyen. Dylan.”

[Zean Forsyth]

Det havde været på grænsen. Grænsen til han bare ville have overfaldet Isabel og gjort alt i sin magt for at suge hende tom, flænse hende op, så han kunne mæske sig i hendes fugtige indre af blod og indvolde. Marcellus ville være kommet til et sandt blodbad...Og blive vred, uden tvivl, ha!
Hans kære dødsengle var låst inde, uden leder og med en usikker fremtid. Han havde ikke haft mulighed for at udnævne en midlertidig leder...Ja, han vidste ikke engang om han kunne forblive leder af dem nu. Han ønskede det, men...Han var ikke længere en dødsengel, en af dem. Og hvem skulle han udvælge? En der kun ville være leder, til hans egne børn var gamle nok. Til han havde oplært dem.
Han snerrede svagt. Han var den eneste der kunne hjælpe dødsenglene og han var låst inde her! Hvor forladte måtte de ikke føle sig, hvor oprørske måtte de ikke være blevet? Man skulle styre dem med hård hånd, ellers vidste man aldrig hvor man havde dem! Han måtte skrive et brev. Men det var koldt at sende Macaria et brev om hvem der skulle lede dødsenglene, uden samtidig at prøve at forklare...At redegøre...
Han trak sig tilbage. Ind i et mørkt hjørne, hvor det svage lys fra vinduet ikke kunne nå ham.
"Du forstår ikke..." stemmen var lavmælt, forpint. Han klemte sig ind i hjørnet, uden af stand til at finde et sikkert sted. Han gled ned, ned og sidde på hug, hvor han hurtigt kunne komme op igen, hvis nogen angreb ham. Hans hænder gled rundt om hans hoved, greb hårdt fat i sit eget, lidt for lange hår.
Hun var end ikke tæt på at forstå. Hun behøvede ikke forstå, var det ikke også ligegyldigt om hun forstod? Det fremkom ham pludseligt dybt latterligt at sige sådan.
Hans blik gled op til Isabel, som hun stod der. Han var lidt i tvivl om hvorvidt hun faktisk prøvede at berolige ham eller om hun ledte efter en mulighed for at springe på ham. Alle var vel fjender nu, var de ikke? Alle undtagen Marcellus...Var de ikke?
En svag trods voksede i hans bryst. Han skulle nok selv bestemme hvornår han ville slappe af!
Et forvirret udtryk gled over ham. Nej...Vent...
"Du...Vi..." hans stemme døde hen, som han langsomt rejste sig op på benene igen. Hans hænder famlede ved væggene, støtte ham fra hver sin side. Klar til at springe, blot for at blive stående hvor han var.
"Du var der og det var hyggeligt...Men...Vi...Jeg ville aldrig...Jeg er kun sur på hende, når hun siger nej til mine ideer. Og det sker sjældent" kommenterede han fortabt. Hvor meget var sket uden han huskede det, uden at han vidste det? Hvad VAR der sket? Marcellus sagde en magi havde styret ham. Men for hvor længe? Hvor meget kaos var opstået?
Hans had til magi voksede blot endnu mere. Han forstod det ikke og hadede det af hele sit hjerte. Når han kom hjem til Vavilon skulle magi begrænses og de måtte oprette skoler til magikyndige, hvor de kunne holde øje med dem og halshugge dem, der ikke kunne styre den ordentligt eller til de ting, han ønskede...Ja, ja! Det måtte han gøre!
Skolerne skulle have kongelig tilladelse til at køre, der skulle være administrative folk der kunne tjekke op på skolerne, folk der kunne magi skulle kun ind i landet ved et pas...
Han måtte da for helvede tilbage! Tilbage til dem alle! Han havde brug for det!
Han trådte frem fra skyggerne igen. Det svage lys fra vinduet faldt over hans ene side, lyste halvdelen af hans krop og ansigt op. De lysende, grå øjne. Den blege hud. Den lille snert af hugtænder man kunne fornemme fra hans let åbne mund. Det vilde hår, der mest fik ham til at ligne en vild mand og de mørke skægstubber.
Hans øjne brændte, brænde sig ind i Isabel. Han ønskede at ruske hende, at fortælle hende hvor vigtigt det var han kom hjem nu.
"Jeg ville aldrig slå...Okay, jeg ville slå ihjel...Men jeg ville aldrig gå efter Macaria. Jeg ville aldrig gå efter hendes ene barn. Supersæd, husker du nok! Jeg var stolt! Lyv ikke for mig!" udbrød han, i mangel af bedre. Måske løg hun...Indbildte ham en masse løgne for at manipulerer rundt med ham...

[Isabel Veterano]

Gang på gang blev Isabel overrasket, over at være herinde. At se Zean så fortabt, glide ned på hug i et mørkt hjørne, var noget hun aldrig, havde troet, at hun skulle se. Det gjorde hende sikker på, at vampyrismen måtte have åbnet op for nogle aspekter i ham. Inei havde givet ham følelser. Mon det hele var hende? Godt nok tilbad Macaria Euphonia, men mon ikke Inei stadigvæk så den magtfulde vampyr, som sin? Måske var det hende, der havde sørget for at Zean, ligeså skulle modtage hendes forbandelse og gave, for at føre de to sammen igen?
En rynke dukkede frem på Isabels næse bare ved tanken, og hun rystede den hurtigt af sig igen. Nej… Inei kunne da ikke finde på at redde en person som Zean! Hvorfor skulle hun?! Tvivlen var der dog. Nagende, forvirrende, og stædig.

Hun lagde armene over kors, mens hun med hovedet på skrå, lyttede til hvad Zean kunne huske. Det her virkede mere og mere mystisk. Mon de burde få en alkymist til at se på ham? Eller måske en mentalist, som kunne gå ind i hans hoved, og –
Tankegangen stoppede brat. Man kunne ligefrem se det på hendes ansigt, hvordan noget gik op for hende. Det gav mening! Det gav så meget mening! Hvorfor havde Marcel dog ikke opdaget det noget før!
I et kort sekund overvejede hun, at løbe tilbage til ham, men det var sikkert for sent. Han var allerede taget afsted, for at rejse til Vavilon, og snakke med Macaria.
Med et suk gik hun hen, for at sætte sig på hans sengekant. Fingrene strøg igennem det, korte sølvhår, mens hun prøvede at få alting til at give mening. Der var så mange brikker. Med hovedet hvilende i den ene hånd, så hårtotter strittede op mellem fingrene, kiggede hun til siden mod Zean, der igen havde hævet stemmen.
”Jeg lyver ikke for dig. Hvorfor skulle jeg? Har Marcellus ikke fortalt dig, hvad der skete?” spurgte hun med øjenbrynene hævet i forundring. Hvis han ikke kunne huske det… Alting passede jo sammen! Symptomerne for at have blevet mentalt besat, var dér! Hun havde set det op til flere gange på sine rejser sammen med Cal!
”Mig og Marcellus nåede at stoppe dig, inden du stak en sølvdolk i Macaria, der på det tidspunkt, stadigvæk var gravid. Dine dødsengle havde fået ordre på, at slagte soldaterne, som var fulgt med hende til Sethos. Det var et blodbad på torvet! Du var som… som besat. Da vi snakkede sammen til Årets Fest i Vavilon, fik jeg mistanken om du ville skade Macaria. De ting du sagde… du hadede hende – og lagde ikke ligefrem skjul på det. Hun gik igennem et helvede, men blev ved med at tro på, du ville komme tilbage til hende. Derfor tog hun til Sethos, da du inviterede hende op, efter at have været væk i flere måneder. Også selvom alle sagde, hun ikke skulle,” fortalte hun, indtrængende og slap sit hoved, for i stedet at gnide hænderne mod hinanden. Han måtte da kunne huske noget! Hvis hun havde ret, ville det hele være meget mere besværligt, end de startede med at tro! Hvis han virkelig havde været under en mentalists evner… Det var ikke svært at gætte, hvem der kunne have gjort det. Hvis dog bare han var sindssyg. En kynisk, koldblodig dødsengel. Det ville være så meget nemmere.

[Zean Forsyth]

De smertefulde detaljer kunne han godt leve uden. Marcellus havde fortalt ham det overordnede. Macaria var kommet, folk var blevet dræbt, han havde forsøgt at dræbe hende, han og Isabel havde stoppet ham. Macaria havde suget ham tom for blod, han havde reddet ham og nu stod han her. Smertefuldt, men han huskede kun det hele i glimt. Macarias ansigt der, blod på hans hænder der, sværd der ramlede sammen der...Og intet mere.
Han så ikke på hende, men trak sig lidt væk igen. Gik rastløs over til døren...Før han gik frem og tilbage foran døren. Hans arme var endnu over kors, hans blik rettede mod gulvet. Det støvede gulv. Hans bare fødder fløj lydløst over gulvet. Gulvet var koldt, men det var ikke en kulde der generede ham.
Måske løg hun...Måske ikke. Historien stemte overens med det han havde hørt, men...Men han forstod ikke hvor hun ville hen med det hele. Hvad var hendes pointe? At gøre ham opmærksom på noget, ingen lod ham glemme? Allermindst ham selv?
Han stoppede op, lænede sig op af døren og lod hovedet hvile mod den. Hans blik gled igen over til Isabel.
"Så hvad er din pointe? Hvad er det egentlig du vil?" spurgte han, men hans stemme var neutral. Hverken fjendtlig, heller ikke venlig. Han var endnu usikker på hvad hun ville og for nu havde hun kun kastet brænde på hans forvirrede indre. Flere informationer, eller rygter, der gjorde han ville hjem og be- eller afkræfte dem. Flere beviser på han ikke havde kontrollen med sig selv...Men hvem havde så? Folk var ligeglade. Han ville stadig få hele skylden. Så der var ingen pointe i det. Selvfølgelig ville han gerne undgå det skete igen...Kunne man gøre sig selv immun mod den slags? Måske kunne han få Marcellus eller Aron til at...finde på noget...Eller holde øje med ham...
Tanken var ikke særlig behagelig. Skulle han nu leve i frygt for det skulle ske igen?
Det var den eneste pointe. At undgå det skete igen. Straffen ville han jo stadig selv få.
Han var ikke helt sikker på hvad der var sket eller hvem der kunne gøre det. Marcellus havde bare sagt det var magi. Det havde han ingen styr på.

[Isabel Veterano]

Isabel skar en grimasse, da han stillede sig ved døren, og blokerede dermed hendes udgang. Heldigvis var der nok lys og mørke i kammeret, til at skyggerne kunne danne sig i hjørnerne. Hvis hun havde brug for at flygte, kunne hun teleportere sig væk i dem. Hvorfor havde hun dog også givet vagterne alle hendes våben!
Da han spurgte ind til, hvad hendes pointe var, var hun alligevel så ivrig, at hun rejste sig op fra sengen, for at gå et par skridt mod ham. Hun slog ud med armene.
”Kan du virkelig ikke se det?” spurgte hun, mens et lille smil krøb frem på hendes læber. ”Du kan ikke huske, hvad der er sket! Nærmest som om en anden havde overtaget din krop! Alle symptomerne er der!”
I den tid havde alle troet, at Zean blot var gået amok på grund af at han var en dødsengel, men hun huskede hvad Macaria havde sagt på et tidspunkt: At hun var så forvirret, fordi hun virkelig havde troet, at Zean faktisk holdte af hende på en eller anden måde.
Isabel havde slået det hen, og bare tænkt, at Macaria havde været naiv, men hun havde jo selv set de to til likvideringen. Hvordan de havde stået der, som et magtfuldt ægtepar med armene om hinanden. Brede smil til hinanden og lystfulde blikke.
”Kom nu det er jo åbenlyst! Du har været styret af en mentalist! En stærk én! Du begyndte at opføre dig mærkeligt, blev paranoid, mistroisk og voldelig – altså mere voldelig en du i forvejen var,” forklarede hun, og måtte endnu engang overveje, om Marcellus ikke havde regnet det ud. Måske var han ikke bekendt med fænomenet. Trods alt skulle der en stærk mentalist til, men det var utroligt, han ikke havde tænkt på det, når han delte seng med én!
”Alle siger Eriz er én af de stærkeste mentalister i hele verden. Hun hader Macaria, og har sikkert set hende som en endnu større trussel, da hun blev gravid! Måske har hun på en eller anden måde, kunne få kontrol over dig. Du er den, som har været tættest på Macaria, har haft resourcerne til at dræbe hende, samt været én af de få, Macaria har stolet på! Det giver jo mening det hele! Du har været underlagt hendes kontrol! Derfor kan du ikke huske noget!"
Iveren var tydelig i hendes stemme, og hun kunne næsten ikke stå stille. Jo mere hun forklarede, jo mere syntes hun det gav mening. Hvor havde hun dog været fordomsfuld og snæversynet hele tiden! Zean var ikke blevet sindssyg eller hadefuld - han var blevet forhekset!

[Zean Forsyth]

Hans blik hvilede på den ivrige Isabel. Hvorfor var hun så ivrig? Havde hun endelig udtænkt noget helt selv? Igen følte han sig på grænsen. På grænsen mellem at sætte pris på selskab og blot hade hende for princippets skyld.
Hun skar det ud, som om han var dum. Han havde jo hørt om noget af det før. Magien, symptomerne...Det vidste han jo godt. Havde Isabel virkelig ikke hørt om det før nu?
Han blev dog alligevel lidt overrasket da hun åbenlyst anklagede Eriz, hendes egen dronning, så skødesløst. Her, i kælderen, I Eriz's eget slot.
"SSHH!" han tyssede voldsomt på hende. Var hun dum eller bare dum? Eriz var ikke til at blive undervurderet. Uden tvivl hun havde ører i hele slottet. Marcellus kunne lide at tro han styrede det hele, men Zean vidste han et eller andet sted også blev brugt som en dukke af Eriz. Hvem blev ikke det? Isabel kunne meget vel have skrevet under på døden nu.
Også selv om...Han var overrasket over ikke at have hørt fra Eriz endnu. Han havde et eller andet sted forstået han var en hemmelighed, omend han ikke helt havde forstået hvorfor...Hvis han var en hemmelighed for Eriz...Det var lidt utroligt hun ikke havde opdaget ham så?
Pludselig følte han sig forvirret igen.
Vent...Var det ikke ligegyldigt?
Pointen var...
Han bøjede nakken, som hans ene hånd gled over hans pande et øjeblik. Eriz. Han havde været i selskab med Eriz et par gange. De var jo bekendte, personligt var han dybt fascineret af den magt der emmede fra hende. Sådanne personer brugte han gerne tid med for at lære noget nyt, for at udnytte de muligheder det åbnede op. Ja, selv om han ikke stolede på kvinden, kunne han lide at snakke med hende. Hun havde så mange gode ideer, hun havde hjulpet ham til magten i sin tid...
En gang var han faldet i søvn hos hende. Var det sket der? Eller før? Eller senere?
Han huskede det ikke rigtig. Alligevel virkede det logisk, som den eneste forklaring. Eriz. Den stærkeste til hjerne-magi, som han kendte og var i nærheden af, en kvinde der ville se Macaria og hendes børn døde, tilintetgjort.
Et svagt smil gled over ham. Da han så på Isabel igen, var hans blik koldt og hårdt som sten. Et blik der var den gamle Zean værdig. Eriz! Macaria hadede Eriz, men han havde altid elsket at danse om den varme grød. Måske kunne han ikke direkte slå hende ihjel...Problemet lå også i Marcellus brød sig om hende og de havde et barn sammen.
Han måtte have hævn. Hun havde snydt ham så mange gange nu! Nu var det slut! Nej, ikke længere...Eriz kunne magi, men hun duede ikke til noget uden ordentlig beskyttelse. Med sin nye styrke, sin nye hurtighed, kunne han komme tættere på hende. Skade hende.
De var to om det spil!
Han følte forventningen fylde hans bryst. I et øjeblik følte han en gnist af sin gamle livslyst vende tilbage. Selv om han var vred, selv om han hadede kvinden, glædede han sig til at finde på noget, der ville ødelægge kvindens liv!
Men hvad?
Hans hænder var til dels bundet af Marcellus...Men manden var ikke hjemme lige nu. Havde han vidste det? Havde han vidste det var Eriz, men nægtet at fortælle det eller handle på det? Han begyndte at tvivle på Marcellus igen. Han kaldte sig hans ven, men ofte var det dem, der kaldte sig det, der ikke var det.
"Selvfølgelig!" udbrød han endelig, efter at have været stille i alt for lang tid.
"Men vi må være stille...Eriz er snu...." Han nævnte intet om den voksende mistillid til Marcellus.
"Men..Hvad skal vi gøre ved det?" Han vidste jo godt Isabel nok ikke ville gøre så meget. Hun var jo Marcellus' hund og han stolede ikke nok på hende til at inviterer hende til et baghold. Han var blevet stukket i ryggen for mange gange til at turde inviterer nye til festen.
Nej, han ville gøre det hele alene og nyde frugten af det. Eriz kunne bare vente sig. Hun ville sikkert intet forvente af ham. Sidst hun stak ham i ryggen, havde han jo næsten blot ignoreret det.
Hævnlysten fyldte ham med energi og han kunne næsten ikke stå stille.
"Marcellus er ikke hjemme...Macaria...Macaria må vide det!" udbrød han pludselig. Jajajjaa! Endelig havde han en forklaring, en logisk en, en der virkede til at være sandheden!
Nej, han måtte være rolig. Hvad hjalp det Macaria fik det at vide nu?
Han rystede på hovedet.
"Nej, vente..." Han måtte ikke give Isabel for gode ideer. Hvem vidste hvor hendes loyalitet lå i længden? Eriz var snu, uden nåde. Han studerede Isabel med mistænksomme øjne.
"Hvad vil du gøre med oplysningerne?" spurgte han hende så. Hvis blot hun ville holde sin mund lukket for alle, var han glad!

[Isabel Veterano]

Isabel blev helt forskrækket, da han tyssede på hende, og hun klappede med det samme munden sammen, som var der magi involveret. Forundret kiggede hun på ham, uden at vide, hvorfor hun ikke måtte sige noget mere. Tavst betragtede hun ham, som han så ud til at kæmpe med at få tankerne til at falde på plads. Ansigtsudtryk gled skiftevis over hans ansigt, ligesom det ville gøre, hvis man havde en samtale.
Isabel lagde afventende over kors, men ville ikke forstyrre ham. Hun satte sig mod kanten af bordet, og lagde hovedet på skrå, mens fingrene utålmodigt trommede mod hendes ene arm.
Endelig fik hun kontakt med ham igen, da han kiggede over på hende, med et blik hun alt for godt genkendte. I et øjeblik mærkede hun hårene rejse sig i nakken. Var han stadigvæk i Eriz’s kontrol? Nej… vampyrismen måtte have udslettet det bånd mellem dem, men med det blik…
Pludselig kom han med et udbrud, og det gav et gib i Isabel, hvis hjerte kort stoppede i skræk. Det gav virkelig dårlige nerver, af at være herinde i selskab med en ustabil vampyr. Normalt plejede hun at have både våben, og mulighed for at stikke af, når hun stod foran en omdannet vampyr. En vampyr der så ud til at snakke med sig selv.
”Zean..” kaldte hun, for at få ham tilbage til virkeligheden, da hun simpelthen var ved at blive for utålmodig. ”Zean!”
Endelig henvendte han sig til hende igen, og hun lagde hovedet eftertænksomt på skrå, for at finde ud af, hvad hun faktisk egentlig ville gøre, nu hvor hun havde knækket hele mysteriumet. Marcellus var væk, så faktisk var hun alene på slottet sammen med Zean, Lilith, Saïx og Eriz. Overvejende kørte hun tungen rundt i munden, inden at hun nikkede for sig selv.
”Ingenting før Marcellus kommer tilbage,” svarede hun og trak på den ene skulder. Han havde ret. Eriz var snu, og en kvinde man ikke skulle undervurdere. Hun havde set hende bruge sine kræfter, og de var direkte frygtindgydende. ”Lige så snart han kommer tilbage, vil jeg fortælle hvad Eriz har gjort, og så finder han nok på noget. Hun prøvede trods alt at få Macaria slået ihjel.”
Tænderne gned mod hinanden, og hun fortrød med det samme, at hun have nævnt det for Zean. Hun vidste ikke om Zean vidste, at Marcel lige nu var på vej til Vavilon, for at snakke med Macaria. For at fortælle hende, at han elskede hende. Og hvad ville Zean sige til det, hvis han vidste det? Før i tiden havde han virket mere eller mindre ligeglad. En dødsengel kan ikke føle kærlighed. Men hvis han var vampyr nu, og følelsescenteret i hans hjerne var blevet aktiveret… var det så en mulighed, at han havde fået følelser for Macaria?
Hun håbede, han ikke tænkte videre over det, og skyndte sig derfor, at snakke videre.
”Så lige nu, skal vi bare gøre ingenting, og holde det her for os selv! Eriz ved ikke du er her – det har jeg sørget for – så hun vil ikke komme herned. Èn af mine nye kræfter i den her krop, er at jeg kan bryde igennem mentale barriere, men også skabe dem. Dit kammer er fuldkommen beskyttet for mentalister, ligesom jeg er,” afslørede hun. Både for at berolige ham, men også bare for at distrahere ham fra det, hun var kommet til at nævne med Marcel og Macaria.

[Zean Forsyth]

Et svagt smil gled over ham. Han havde gjort ret i ikke at sige for meget. Mulighederne kværnede allerede rundt i hans hoved, men han ville intet sige til Isabel. Han havde mere eller mindre spurgt ind til hvor hun stod, men selvfølgelig stod hun rimelig neutralt, i hvert fald til Marcellus kom tilbage. Han nikkede let og lod som om han gav hende ret. Hvilket jo var nemt nok. Han havde efterhånden lært at snyde lidt på den måde, med de manipulerende folk han omgav sig hele tiden.
"Ja...Ja...Uden tvivl han må komme til fornuft og gøre noget ved det" Eller...Det måtte man jo håbe. Ikke at an ville være tilfreds med det. Slet ikke. Dette var hans hævn, dette var hans liv der var blevet ødelagt. Marcellus vil næppe gøre noget, andet end skændes med Eriz. Det tvivlede han i hvert fald på. Havde Marcellus ikke selv vist sig forholdsvis glad for den kvinde?
Nejnej. Han var den lydige elev, der ventede på hans læremester kom og løste det hele for ham. Ikke en skid!
Et svagt smil gled over ham. Han kunne ikke helt lade være. Han vidste Macaria ville have fornemmet det med det samme, at han slet ikke havde opgivet ideen og at han var ude på ulykker. Men hun var også kvinden der kendte ham bedst, trods alt. Han savnede det.
At Eriz ikke vidste han var her var godt...Men det kunne også gøre hende mistænksom, hvis hun pludselig bemærkede ham.
Så snu han måtte! Det var næsten svært at tænke sig igennem det hele. Nu måtte Isabel faktisk godt gå igen! Han ville gerne være alene nu og finde på noget...
Han vidste Marcellus var væk. Men det slog ham at han ikke vidste hvorfor.
"Hvor er Marcellus egentlig?" han kunne ikke helt håbe på hun ville sige det eller ligefrem sige sandheden. Marcellus havde også sine hemmeligheder. Men forhåbentlig. Han fandt jo kun ud af det, ved at spørge. Han fjernede sig fra døren og gik over til sengen. Han satte sig tungt på den, før han lænede sig ind mod væggen og tog benene op til sig. Han så over på Isabel. Han virkede langt roligere end før, hvad han også følte sig. Enkelte mysterier var løst, selv om han også havde fået nye spørgsmål.
"Og hvorfor efterlog han dig her? Skulle du ikke være hans bodyguard?" spurgte han samtidig. Måske...Måske var hun frisk på at slås lidt? Bare træning...Han kunne godt bruge at strække lidt ud...At komme lidt ud af dette rum, der til tider kunne virke helt klaustrofobisk.