En trussel i mørket

[Vaelon Arahaelon]

Caleb Veterano

Havnebyen var i høj aktivitet den aften. Selv fra markedspladsen kunne man høre råbene fra mændene ved havnen, der de læssede deres varer af deres skibe. Kommandoer blev delt ud, mens kasse efter kasse blev båret ned langs landgangen, eller firet ned via de gamle kraner, som stod klar til at læsse varene ned i vognene som stod klare på land.
Højelverens skarpe blik havde vandret over de mange varer som blev fragtet forbi ham på vej til markedspladsen. Han stolede på at havnefogeden holdt styr på alt der blev fragtet ind i Portus, men han foretrak alligevel selv at overvære ankomsten af skibene, bare for at være sikker. Specielt nu i tiden efter at Valencia havde valgt at forlade tronen, og overlade magten til landets Råd.
Det var ikke kun i Portus der var sket meget. Der havde været travlt både i Vavilon og i Pandemonium, at dømme efter alle nyhederne om barnefødsler og drabsforsøg. Og Portus stod uden en regent.
Ineis advarsel rungede stadig krystalklart i Vaelons hukommelse. Om truslen der lurede i mørket, parat til at angribe Portus. Den kvindelige skikkelse som hun havde vist ham hæve sværdet, parat til at gøre ende på ham. Det var stadig ikke til at sige om det var dronningen af Vavilon eller dronningen af Pandemonium, Inei havde advaret ham mod. Måske var det Pandemoniums nye prinsesse? Måske var det en helt anden person, som han end ikke kendte til. Vaelon havde ikke svar på hvor ofte han havde bedt til Inei for at få svar, men hans bønner var gået tavse. Hvis Inei havde noget at fortælle ham, lod det til at hun havde sagt det hele da han var taget til hendes træ, og modtaget hendes velsignelse.
Det var med en bekymringsfuld mine, højelveren begav sig videre ned af den brostensbelagte markedsplads. De forbipasserende gik i en lille bue omkring ham, mere af respekt for hans status end noget andet. Enkelte bukkede svagt med nakken i hans retning, en gestus Vaelon gengældte når han så den. Han bare ikke de iøjefaldende, broderede kapper i skovens grønne farver som han plejede at benytte sig af, når han var at finde i Ineis tempel. I stedet havde han iført sig en mere simpel rejsekappe i jordfarver. Vaelon var dog alligevel så godt kendt i landet, at der skulle mere til end en anden kappe for at være inkognito.
Hans blik faldt på aftenhimlen, hvor de første stjerner først lige var begyndt at dukke op, og han standsede op, hvor han stod. Fortabt i sine egne tanker, som om han håbede på at Inei selv ville vejlede ham. Noget måtte gøres. Der måtte tages forhåndsregler mod Vavilon og Pandemonium, før det var for sent.

[Caleb Veterano]

Stjernerne var ved at komme frem på den lilla himmel. Èn stjerne blinkede klare end de andre. Inei’s øje. Den var næsten blålig, og virkede tættere på end de andre stjerner. Det var den stjerne en speciel magiker, havde fulgt loyalt, når han rejse alene rundt i verden. Han havde været alle steder. Fra Portus var han rejst til Vavilon. Fra Vavilon til Pandemonium. Nu var han lige sprunget af et skib, og havde endnu engang fødderne placeret på sit hjemsteds jord. Støvet lagde sig som en imødekommende ven over hans skindstøvler, og det nederste af hans bukser, mens det grønne øjne spejdede rundt på kajen.
Over ryggen hang hans trofaste, slidte rejsetaske. I den havde han alt hvad han ejede. Alle hans ejendele. Det var lang tid siden han sidst havde været hjemme. Så meget skulle gøres, så meget skulle studeres, så meget skulle findes svar på. Endelig var han her igen. Endelig var han her, hvor han skulle være. Som knægt havde han forladt Portus, som mand var han kommet tilbage.
Inei’s straffende hånd begyndte at gå væk fra skibet, for ikke at stå i vejen for matroserne, der var i gang med at aflaste. Nogle gange måtte han bukke sig for en flyvende sæk, eller træde væk fra en stor kasse med vin, frugter, fisk. Hvad der nu blev leveret.
Den knælange jakke han havde på, flagrede om benene på ham. Kraven var rettet op, så den skjulte det nederste af hans ubarberet, magre ansigt. Læderlappen dækkede stadigvæk det manglende øje, hvor nogle halv lange tjavser af sort hår, faldt ned over.
Caleb Veterano var hjemme igen.
Adræt bevægede han sig væk fra kajen over mod bymuren, hvor alle folk syntes at være på vej hen eller komme fra. Det var som en myretue. Folk ville enten ind eller ud. Størst var køen dig, af mennesker som ville ind i byen. Man skulle vise korrekte papirer, for at blive lukket ind gennem den store port. I krogene stod mistænksomme typer, og påstod de billigt kunne få dig ind. Handlende diskuterede priserne for at komme ind. Tiggere bad. Besøgene ventede.
Caleb mødtes op med sin kontaktperson. En vagt, som stod ved porten. Lige så snart han fik øje på den genkendelige magiker, hævede han ivrigt en hånd til hilsen.
”Veterano! Jeg troede ikke du ville dukke op alligevel!” grinede den store vagt, og slog magikeren på skulderen, så han næsten var faldet forover. ”Du er nærmest blevet til en legende! Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg læste dit brev! Fandt du hende?! Fandt du dronningen?!”
Caleb rystede beklageligt på hovedet, mens han lod sin rygsæk falde ned ved sine fødder, så støvet stod op over den. Af alle byer var Amphia den mest beskidte i Portus. Ikke på grund af snavs men på grund af sand. Området omkring byen var næsten udelukkende ørken. Her var der dog nok af vand.
”Desværre… men jeg fandt en masse andre ting. Snakkede med spændende personer. Jeg skal videre til Istus allerede i morgen. Det er på tide, jeg ser Rådet,” svarede han, uden at komme ind på, hvad han havde lavet i det år, han havde været væk. Vagten hævede sine busket øjenbryn.
”Rådet? Har du endelig skiftet mening om alt det ydmygheds-pis?! Du er en helt her i Portus! Både dig og din søster! – Åh….” Vagten klappede hurtigt tænderne sammen, da han opdagede hvordan Caleb’s ansigtsudtryk ændrede sig, da hans søster blev nævnt. Svagt brummende så vagten ned på sine fødder, som han forlegent skiftede vægten på. ”Ja… vi savner hende jo alle sammen. Hun… hun var en god kvinde, Cal! En god kvinde! Men… hrm hrm… hvis du vil snakke med Rådet… èn af deres medlemmer er faktisk her i Amphia. For en time siden gik han ned mod havnen.”
Calebs stenansigt ændrede sig ikke, da han hev tasken op over den ene skulder igen, så et stort lag støv blev aflagt på hans ryg.
”Hvem af dem?” spurgte han kort for hovedet, og håbede ikke nogle af medlemmerne var blevet skiftet ud.
”Lord Vaelon. Højelveren.”
”Det var rart at se dig igen, Aries.” Caleb han vendte rundt igen, for at følge strømmen ned mod havnen. Imens kværnede tænderne mod hinanden, og knoerne blev helt hvide, så hårdt var hans greb om taskens spænde. Isabel… Hvorfor skulle hun også lige blive nævnt.
Da han kom ned til havnen igen, stoppede han kort op for at navigere sig, og få ro på sig selv. Han vidste at Portus ville bringe det smertefulde minde om Isabel op igen, men han måtte huske på, at hun var hos Inei. Hun havde fået fred. Selvom han drømte om hende hver nat – ikke altid gode drømme – måtte han tro på, det var Ineis vilje, at Isabel skulle komme til hende. Nu stod hun på den sandbedækket kyst, og ventede på ham.
Han indåndede den eksotiske, krydret duft, der lå i luften, og slappede mere af. Heldigvis var højelvere højere end normale folk, så det tog ikke lang tid, at finde rådmedlemmets hoved stikke op af mængden. Caleb begyndte at myre sig vej hen til ham.
”Rådsmand Vaelon! M’lord!” kaldte han efter den ranke skikkelse med sin vavilonske accent, som han ikke kunne aflægge sig. Ingen sagde ”M’lord” i Pandemonium eller Portus. Han klemte sig forbi to handlende, og viftede med en hånd for at få rådsmedlemmets opmærksomhed. ”M’lord Vaelon! Et ord!”

[Vaelon Arahaelon]

Fra sit hjem på himlen lyste Ineis øje ned på sit land, som en guidende stjerne eller som et symbol på håb. Det var den samme stjerne Vaelon i samme nu betragtede, men den blålige prik på himlen forblev lige så tavs som altid. Inei betragtede nok en gang sit land og sit folk med tavshed.
Tavshed var der dog ikke fra de dødeliges verden. En stemme kaldte hans navn, selv om det ikke var Ineis sælsomme, ubeskrivelige stemme som talte i hovedet på ham. Højelveren måtte vende sig mod stemmens kilde, og kunne omgående se hvordan en skikkelse maste sig vej gennem folkemængden, som snart begyndte at sprede sig for at gøre det nemmere for den en-øjede mand. Åh ja… Caleb Veterano var en yderst let genkendelig mand.
”Caleb Veterano.” Vaelon sendte magikeren et imødekommende smil da han var kommet tæt nok på ham, og for én gangs skyld var det Vaelon som bukkede let med nakken som hilsen. Caleb og hans søster havde gjort meget godt i Ineis navn, og ville have fået heltestatus i Portus, havde det ikke været fordi de begge havde nægtet at tage sådan en titel til sig. Men sådan en ydmyghed gjorde det kun desto mere beundringsværdigt. ”Det er en glæde at se at du er kommet tilbage til Ineis kyster. Dit nærvær er altid en inspiration for dem omkring dig.” Det var ikke ubevidst at Vaelon undlod at sige noget om Isabel. Han havde den største sympati for Caleb for hans søster. Isabel havde været et stort tab, ikke bare for Portus og Inei, men også for folket, hvis liv Veterano’erne havde berørt. De havde reddet så mange så mange gange, og én af dem var så brutalt revet fra dem. Isabels navn var stadig en del af Vaelons bønner til Inei. ”Jeg har altid tid til at dele et ord med Ineis mest trofaste følgere, min ven. Kom. Jeg er sikker på du har meget at fortælle mig.” Han gjorde en gestus ned af markedspladsen, før han selv begyndte at gå ned af brostensgaden. Caleb havde rejst rundt i landene udenfor Portus. Måske havde han noget at bidrage med til Vaelons grublen. ”Hvordan ser situationen ud i Vavilon og Pandemonium? Nyhederne spreder sig, men det er sjældent til at vide hvor meget budbringerne får korrekt, og så meget kan nå at forandre sig før de når frem.”

[Caleb Veterano]

Endelig kunne Caleb næsten snuble ud foran rådsmedlemmet, men nåede lige at genfinde balancen, før han faldt så lang han var. Respektfuldt bukkede han dybt for Vaelon, og lod samtidigt sin taske glide af skulderen.
”M’lord! Det er en fornøjelse endelig at være hjemme igen! Jeg har savnet Portus krydret duft,” svarede han høfligt tilbage, inden han rettede sig op igen. Han havde dog fået hang til at hænge med skuldrene, men alligevel virkede nakken altid så anspændt. Det kom nok af at sove på den hårde jord de fleste nætter.
Hastigt fulgte han efter Vaelon mod markedspladsen. Selvom rådsmedlemmet udviste stor respekt for Caleb, gengældte han det på samme niveau. Vaelon var højere end ham i hierarkiet. Selvom Caleb troede på at Inei talte til ham engang imellem, henvendte hun sig helt sikkert til Vaelon! En større ære var der ikke.
”Situationen ser… sort ud for Portus. Den modstandsbevægelse vi dannede i Vavilon er faldet takket været Macaria Forsyth. Hun har også fået en vedderstyggelighed af et barn. En arving. Kongen er dog måske død, så vi kan endelig være fri for Zean Forsyth. Detaljerne er uklare, men dronningen står stadigvæk stærk. Landet har om muligt samlet sig mere omkring hende nu. Pandemonium har også fået en arving. Landet virker stærkere end nogensinde…” fortalte han, og trak sin taske mere op over skulderen, som de vandrede afsted. I et øjeblik længere tøvede han, før han besluttede sig for, at komme ind på emnet, som han var kommet tilbage for. ”Portus står svagt. Dronningen er væk. Folket er splittet. Modstandsbevægelsen er faldet. Jeg… jeg er kommet tilbage til Portus, for at gøre min pligt. Også selvom jeg helst ikke vil have det ansvar, og ikke har den form for uddannelse, men jeg har svoret at give mig selv til Inei, og hvis det er at være her, så vil jeg være her. M’lord Vaelon…” Caleb måtte dreje hovedet mod højelveren, for at kunne se på ham, da det manglende øje var vendt mod ham. Hans hånd hævede sig, for at gnide den anspændte nakke. ”… jeg er klar til at tage ansvaret for Portus. Hvad I end kan bruge mig til, så vil jeg godtage det. Også selvom det er som rådsmedlem.”

[Vaelon Arahaelon]

Det var svaret han frygtede, men lige så meget svaret han forventede. Inei ville ikke have advaret ham, hvis ikke det var nødvendigt. Modstandsbevægelsen havde ingen hørt fra i lang tid, men gruppen havde altid været hemmelighedssky. Vaelon var gået ud fra at de var gået under jorden for at planlægge deres næste træk – at de var slået ihjel var ikke engang noget han havde vurderet.
”Må Inei våge over dem alle.” sukkede han bedrøvet, og formede Ineis cirkel i sin pande. Højelverens skridt var lange, på grund af hans høje skikkelse og lange ben, så Vaelon gik med afmålte skridt mens Caleb fortalte. ”Åh ja… Den nye prins i Vavilon. De siger dronningen blev velsignet af Euphonia.” Det var tydeligt at høre i Vaelons tonefald at han ikke bifaldt nyheden. Inei havde skabt vampyrerne, og aldrig havde man hørt om en vampyr som havde båret et levende barn. Her var der ikke tale om nogen guddommelig velsignelse – nej, her var der tale om sort magi. Magi der blev forklaret som guddommelig. Havde dronningen i Vavilon ikke også en alkymist? Der kunne være så mange forklaringer på hvad der var sket. Men budbringerne havde alle fortalt det samme. De havde alle set at Macaria havde været gravid. Ingen havde været i stand til at forklare hvordan det var gået til. Det eneste Vaelon vidste med sikkerhed, var at drengen var en vederstyggelighed. En gudsbespottelse, et væsen som aldrig skulle være til.
Caleb fortsatte, og opsummerede alt hvad der havde tynget Vaelon lige siden Inei havde vist sig for ham. Med modstandsbevægelsen udslettet, stod Portus endnu værre til end han havde frygtet. Det var derfor med en vis overraskelse at han standsede i sine skridt, for at betragte den en-øjede magikere ved hans side. Højelveren så vurderende på ham, som om han vejede betydningen i hvad Caleb havde fortalt ham.
”Du vil tage ansvaret for Portus?” Vurderingen lød klart i hans ord. Få havde gjort så meget i Ineis navn som de to Veterano-søskende. De var ikke blevet kendt som ’Ineis straffende hånd’ for ingenting. Hvor der end havde været mørke der havde truet Ineis lys, havde Veteranoerne været der for at tænde en flamme og jage mørket på flugt. ”Det er en beundringsværdig handling, Caleb. Virkelig. Ineis lys skinner klarere i dig end hos de fleste i Portus. Til tider tør jeg næsten påstå at Inei handler gennem dig. Vil du tage ansvar for Portus? Fortsæt sådan som du gør.” Han vendte sig helt mod magikeren, så han kunne se ned på ham. Med sin naturlig høje bygning var Vaelon et fuldt hoved højere end Caleb, men alligevel var der kun den dybeste beundring at spore i højelverens blik. ”Rådet tjener Inei og Portus, fra Portus. At gøre dig til medlem af Rådet vil uden tvivl berolige mange, og inspirere flere. Men tro mig når jeg siger at du gør mere nu, end du nogensinde ville kunne gøre som rådsmedlem.” Han trak en smule på smilebåndet, ikke uvenligt. ”Ineis straffende hånd straffer ingen, hvis hånden er lagt bag ryggen. Du må være derude, for at udfylde din rolle. Jeg er sikker på at det er hvad Inei havde planlagt for dig.” Han fik en eftertænksom mine. ”Men du har ret i tingenes tilstand. Portus er truet, men det går længere end hære af kød og blod. Selve vores fundament bliver truet af Vavilon og Pandemonium. Mørket trænger på, og vores lys må lyse stærkere for at drive det bort.” Vaelon begyndte at gå igen, og forventede at Caleb ville følge efter ham. ”Få har lyst så stærkt som du og din søster, må Ineis lys bevare hende. Måske er det på tide at det lys forplanter sig dér, hvor mørket dominerer.”

[Caleb Veterano]

Som Vaelon stoppede mødte Caleb åbent hans vurderende blik, mens han afventede svaret. For to år siden havde dronningen bedt Isabel og ham om at blive i Portus, for at forsvare det, men Isabel havde svaret nej. Begge var også blevet tilbudt en større rolle i samfundet, men de havde gang på gang vendt ryggen til Istus, for at rejse ud i afkrogene af landet, hvor urenhed, synd og ubalance herskede. Nu var det anderledes. Portus var alvorligt truet, og Caleb måtte give afkald på Vavilon, nu hvor modstandsbevægelsen var faldet. Noget måtte gøres. Noget større. Noget anderledes.
Han skar en grimasse ved Vaelons svar. Blive ved med, hvad han gjorde? Han forsvarede de uskyldige, men hvordan skulle det hjælpe Portus? De skulle til at presse igen!
Blikket gled formørket ud til siden, som Vaelon snakkede videre. På trods af det svage smil, var ordene ikke det som Caleb ville høre. Ikke nok med at han udviste tvivl om Inei handlede direkte igennem Caleb, så nævnte han også Isabel. Takkede nej til hans tilbud.
Som han begyndte at gå igen, blev Caleb stædigt stående. Altid havde han været den passive, mens Isabel havde været den agerende. Hvor han tøvede i respekt, stormede Isabel frem. Sikker i sin sag, og sikker i sine ord, ville hun presse frem, fordi hun var stålfast i, at hvad hun gjorde var det rigtige.
Caleb rankede sig noget mere. Han måtte være som hende nu. Stålfast, agerende, hård og ikke bange for at sige sin mening. Det her var for Inei. Det her var for Portus. For Isabel.
Det grønne øje rettede sig skarpt mod Vaelons ryg.
”Du tager fejl i din beslutning!” Ordene var lige så skarpe som et piskesmæld. Tasken blev sluppet, og dumpede ned for hans fødder, som tegn på at han ikke ville følge underdanigt efter Vaelon. Dem der stod tættest på dem, begyndte at kigge på rådsmedlemmet og den uhøflige magiker, flere og flere begyndte at genkende.
”I har brug for mig her! Ikke ude ved ydergrænsen, hvor jeg ikke gør nogen forskel! Det her er større end de få individer, som jeg redder! Vavilon bliver større, Pandemonium bliver stærkere. Vi mister mere og mere modstand og indflydelse! Specielt efter Valencia valgte at forlade os!” sagde han hårdt og klart, mens hver en muskel spændtes i hans krop. Han var ikke en knægt længere. ”Med alt respekt rådsmand... Du er blind af at være gemt væk inde bag murerne! Har du taget kontakt til Pandemonium? Til Vavilon? Du ved ikke, hvad der sker derover! Men vi er ustabile! Skrøbelige! Modstandsbevægelsen er væk, og vi har mistet Vavilon. Vi tabte! Kan du og rådsmedlemmerne hamle op mod mørket? Tør I træde ud af de beskyttende murer, og rent faktisk gøre en forskel? Presse igen?! I er lige så passive som Valencia er, hvilket var fint i fredstiden, men uharmoni truer, og vi har brug for at finde Inei's vrede frem! Inei's styrke! Inei's straf!”
Han slog ud med sine arme, som ville han præsentere sig selv. Mange var nu stoppet op, for at følge med i den offentlige diskussion, der pludseligt var opstået her midt på markedspladsen. Normalt ville straffen for at tale sådan til et rådsmedlem være at blive pisket på åben plads, for at få synderne renset ud af kroppen med blodet, men ingen vagter havde endnu grebet ind. De stod tøvende med deres spyd og flakkende blikke. Det var Caleb Veterano. Magikeren der var kendt for, at have reddet en rådsperson i Pandemoniums fængsel, forsvaret en hel landsby mod dødsengle, ledet en del af modstandsbevægelsen og kidnappet Macaria Forsyth. De var ikke sikre på, om han ville følge stille med, hvis de arresterede ham, og med hans erfaring... mange ville vende såret hjem.
Caleb sænkede langsomt sine arme, men hænderne var stadigvæk knyttet. Hans ansigtsudtryk var lige så beslutsomt og viljefast som en smeds hammer.
”Jeg har snakket med folk, Vaelon. Folk som er enige med mig. Modstandsbevægelsen vil rejse sig igen. Større, stærkere. Jeg har allieret her i Portus. Du kan enten støtte mig, eller stille dig i min vej, men hvis du gør... vil du stå imod Inei. Det er på tide at kæmpe.”

[Vaelon Arahaelon]

Vaelon standsede, da Caleb åbent ud talte ham imod. Det var sådan noget han havde forventet fra Isabel – faktisk havde han været vidne til det mere end én gang. Den ældste Veterano havde aldrig været bange for at sige sin mening, selvom den kunne få konsekvenser. Hun havde tydeligvis efterladt et mærke på sin yngre bror.
Højelveren vendte sig mod Caleb igen, og lyttede tålmodigt til hvad han havde at fortælle. Hans ansigt var af sten. Ikke én mine fortrak han. Vaelons ansigt var så at sige ulæseligt. Han skævede flygtigt mod byvagterne som usikkert så til, mens magikeren kritiserede rådsmanden. Havde det været enhver anden mand, var Vaelon ikke i tvivl om at de ville have lagt ham i jern for at slæbe ham til den nærmeste gabestok, hvis ikke de bare havde fundet pisken frem med det samme. Men Caleb var ikke en hvilken som helst mand. Han var respekteret i Portus. Og han var en stærk magiker. Han gjorde et tegn til vagterne, som de tolkede som at alt var i orden, og de sænkede deres våben, hvis de havde trukket dem.
Rådsmanden vendte igen sin fulde opmærksomhed mod Caleb. Der var pludselig dukket en advarsel op i højelverens gyldne blik, og han trådte tavst tættere på Caleb, indtil han stod lige overfor ham, og kunne se ned på ham. En forvirret mumlen bredte sig i forsamlingen omkring dem, som alle betragtede rådsmanden og magikerens sammenstød.
”Vov ikke at påstå at jeg går imod Inei.” sagde han med en fortrængt vrede. ”Vov ikke at påstå at hendes vilje også er min.” Hele hans liv havde han viet til Ineis tjeneste. Det var udelukket derfor han var blevet rådsmedlem, så han kunne tjene Portus og sørge for at Ineis lys aldrig ville slukkes.
Han rettede sig op i sin fulde højde og betragtede magikeren med en synligere ro i blikket. Calebs anklager havde fået ham til at tænke. Måske havde han ret alligevel. Måske var hans styrke spildt derude i Vavilon og Pandemonium. Han så eftertænksomt på den en-øjede mand, før han så ud til at give efter. ”Kom med mig, Caleb.” Der var en usagt kommando i hans ord, og denne gang ventede han selv til Caleb gjorde mine til at ville følge efter, før han begyndte at gå. Det var mest af alt for at skabe afstand til forsamlingen som var stoppet op for at se på dem. Der var ingen grund til at gøre deres diskussion til et offentligt skue. ”Du har ret.” startede han derfor. ”Portus står svagt. Måske har vi mere brug for et skjold her, end et sværd derude. Og du ville bestemt være et af de stærkeste skjold Inei kunne give os.” Han så igen ned på ham og trak en smule på smilebåndet. ”Jeg ved at du handler i Ineis navn. Hvordan kan jeg påstå at jeg støtter Inei, hvis ikke jeg støtter dig? Jeg kan ikke gøre dig til rådsmand alene, men jeg kan give dig min støtte i alt du behøver. En rådsmands støtte brolægger mange veje.” I hans hoved begyndte Vaelon allerede at planlægge hvad der kunne gøres, for at styrke Portus. Sikkerheden måtte øges. Alle måtte inspiceres, og enhver som havde uærlige hensigter i Portus, måtte straffes som var passende. Ineis lys måtte brænde stærkere end nogensinde, for at holde mørket tilbage. ”Du sagde at modstandsbevægelsen vil rejse sig igen. Har du tænkt dig at lede dem?”

[Caleb Veterano]

”Du sagde at modstandsbevægelsen vil rejse sig igen. Har du tænkt dig at lede dem?”

Kort skulede Caleb til vagterne, og dem hans blik mødte, trådte flygtigt et skridt til side. De vidste hvem han var. Vidste hvad han var i stand til. Hvis han kunne hamle op mod en hær af dødsengle, hvor nævnt ville et par vagter, så ikke være? De var etiske – det var han ikke.
Som rådsmanden kom tæt på ham, hævede Caleb sit trodsige blik op mod ham, uden at bakke tilbage for den høje elver. Læderhandskerne knagede, da han yderligere knyttede sine hænder ved elveren truende ord. Der havde altid været uenig med politikkerne her i Portus og Veteranoerne. Specielt Isabel havde været frustreret på de fornemme herre. Nu var det Calebs tur.
”Jeg påstår ingenting,” svarede han sammenbidt. ”Blot at jeg er Inei's handlinger, mens du er hendes ører og øjne.”
Han skulle tage sig sammen, for ikke at bøje hovedet for Vaelon, der udstrålede så meget magt og respekt, at det var svært, at stå imod. Dog måtte han blive ved med at presse på. Ikke træde tilbage. Ikke kigge væk. Han måtte indtage den styrke, som Isabel havde haft.
Endelig så det ud til at rådsmanden gav efter. Det var lige så skuldrene sank på Caleb, der ellers havde været klar til en voldsom konfrontation, som endnu engang kunne have fået ham forvist fra Portus. Lettet begyndte han at gå igen med Vaelon ved sin side.
Dog måtte han sukke frustreret, da det stadigvæk ikke virkede som om elveren, havde forstået ham. Han forholdte sig dog stille, indtil han havde snakket færdigt.
”Du misforstår mig, M'lord. Jeg agter ikke at være et skjold. Jeg forsætter som sværdet, bare herinde fra hvor der kan gøres en forskel,” forklarede han, og trak igen sin taske over den ene skulder. Han kastede med hovedet, så nogle lokker af det sorte hår kom væk fra hans øje. ”Fredstiden har gjort mange passive, trygge og tøvende. Men Inei har advaret os. Vi skal til at kæmpe imod nu. Komme ud af vores komfortable rammer og angribe, om det så er med tunge eller sværd. Det er derfor jeg er tilbage. For at råbe til kamp. For at være et symbol. For at føre folk imod alt det som truer os.”
I et øjeblik tænkte Caleb på alle de ting, han havde fået klaret det sidste års tid. Engang havde ham og Isabel blot været dusørjægere. De havde ikke ønsket nogen form for magt eller ansvar. Nu stod han her, og var klar til at træde op. Tage en pligt som Isabel, havde bakket ned fra. Mon hun ville misbillige det, eller stå ved hans side, hvis hun havde været her? Ville hun selv have trådt frem? Måske endda blevet en ny dronning? Stærkere, hårdere, og nådesløs? Akkurat som Inei, selv?
Han kunne ikke forestille sig hende med en krone på hovedet, men kunne han forestille sig selv ligesådan?
Flygtigt fugtede han sine sprukne læber.
”Jeg har kontakt med folk, der vil støtte mig, hvis jeg samler en ny modstandsbevægelse. Allieret. Og ja, jeg vil lede dem. Lige nu mangler vi dog én, til at tage ansvaret her i Portus. Sætte sig på tronen, for igen at samle landet. Vaelon... vi kan ikke vente på Valencia. Vi må vælge. Nu,” fortalte han, og drejede hovedet mod Vaelon, for at sende ham et sigende blik. ”Hvem som helst. Hvis det er én fra Rådet, vil jeg overtage dennes plads. Råde, vejlede, og føre an. Men vi skal have en ny dronning eller konge... så hurtigt som muligt.” Igen var der noget sigende i hans stemme, men han ønskede ikke at sige det tydeligere, end hans blik og stemme allerede indikerede.

[Vaelon Arahaelon]

Caleb var bestemt en ambitiøs mand, og det var tydeligt at han havde tænkt på disse ting længe. Vaelon lyttede tavst mens de gik, og nikkede når magikeren end sagde noget han kun kunne sige sig enig i. Inei havde advaret dem. Det var ham selv der havde taget den forkerte taktik, og valgt at observere for at identificere truslen, i stedet for aktivt at bekæmpe samtlige trusler. Var det det her, Inei havde ønsket, da hun havde advaret ham? Havde han skuffet gudinden ved at gøre så lidt som han havde gjort? Alene tanken fik ham til at mærke skammen i brystet.
”Valencia er ikke et alternativ. Det har hun ikke været længe. Vores forsøg på at kontakte hende er gået ubesvaret hen. Inei valgte hende engang som sit symbol i Portus, men Valencia har valgt at lægge sådan en rolle bag sig. Hvor end hun er, er det hinsides Ineis vejvisende lys.” Det havde været svært at acceptere, men samtidig havde det været en velsignelse at se Valencia forlade Portus. Hun havde ideologier som gik imod alt Inei stod for. Hun ville behandle hybrider som Ineis egne, gudeskabte skabninger, i stedet for at skille sig af med dem, sådan som Inei havde ønsket det af dem. Nej, der var brug for en anden på tronen. En som vidste hvad Inei ønskede, og som havde viljen til at gøre hvad der skulle til, for Portus’ bedste.
Det lod i høj grad som om Caleb havde tænkt i de selv samme baner, og Vaelon måtte betragte ham vurderende.
”Du har allerede én i tankerne.” kommenterede han. Det var ikke et spørgsmål. ”Lige siden Inei formede os alle, har vi ladt Hende vælge hvem der sad på tronen. Ineis udvalgte på jorden. Selve hendes symbol. Nu hvor mørket truer, er det sådan et symbol vi behøver.” Han kunne ikke benægte det. Tronen havde stået tom længe nok. Rådet havde gjort alt i deres magt for at lede landet, men Rådet var ikke det symbol Portus behøvede. De havde brug for én stemme at samle sig under. Inei havde vist sig for ham og velsignet ham… Måske var det hendes vilje.
Han standsede nok en gang op, og betragtede Caleb vurderende. Magikeren havde ikke sagt det højt, men det var tydeligt at læse mellem linjerne. Ham selv som konge af Portus, og Caleb til at overtage hans plads i Rådet? Det var ikke noget at snakke højlydt på gaden om. ”Hvis det er Ineis vilje, vil det ske.” svarede han i stedet. Der var alligevel noget i Vaelons tonefald, som uddybede hans ord. Calebs hentydning var blevet hørt. Portus havde brug for at stå samlet mod mørket. Som det var nu, var landet splittet, til trods for Rådets forsøg på at skabe orden. Der var brug for en konge. Én som havde fået Ineis gunst. ”Du må være træt efter den lange rejse, min ven. Og du har sikkert ikke set en ordentlig seng i lang tid. Det vil være mig en ære at tilbyde dig et sted at være for natten. Det lyder som om vi begge to får meget at lave i tiden som kommer.”

[Caleb Veterano]

Caleb sukkede lettet, da det virkede til at Vaelon begyndte at forstå, hvad han ville have. Det havde hjulpet at hæve stemmen. Hvem skulle have troet det? – Andre end Isabel altså.
”Valencia var en god dronning i fredstiden, hvor vi skulle samarbejde med de andre lande, men tiderne har ændret sig,” kommenterede Caleb, der helst ikke ville tale ondt om den forhenværende dronning, han havde brugt det sidste stykke tid at lede efter. Han havde mødt hende én gang før, og var blevet forblændet af hendes vampyriske skønhed. Nu skulle der dog andre ting til – måske var det derfor Valencia var taget bort. Fordi Inei havde kaldt hende væk, så en anden leder kunne komme på tronen?
Han sendte rådsmedlemmet et skævt smil, da han lod til at opfange hans hentydning. Her i Portus havde Caleb lidt at skulle have sagt. Aldrig havde han brugt den indflydelse, men folk kendte ham. Specielt efter kidnapningen af Forsyth. Hvis han støttede op om Vaelon, var han sikker på, andre ville følge med. Derudover var der alle hans nye venner, som ville hjælpe til.
”Inei sendte mig herover til dig,” forklarede Caleb, for at få gang i højelveren. Det her skulle ikke trække længere ud end højst nødvendigt. Elveren måtte handle! Om han så skulle skubbe på bagfra. ”Du får ikke et større tegn end min tilbagevenden, og min støtte af dig.”
Hurtigt blinkede han med sit øje, da noget sand, var landet på hans øjenvipper. Træt? Han følte sig hele tiden træt, men ikke i kroppen. Nej… i sjælen. Helt inde i kernen var han udmattet og trevlet.
Han skulle til at åbne munden, for at takke nej til tilbuddet, men om bestemte sig så. Hvis Vaelon ville gå igennem det her, måtte han blive i nærheden af ham, for at sørge for at der skete noget. Specielt hvis han ville være en del af Rådet. Træde ind i cirklen.
Derudover ville det blive godt med et ordentligt bad, en barbering og noget rent tøj. Få renset sin krop både indeni og udenpå, nu hvor han havde været så meget udenfor Portus.
Derfor bukkede han taknemmeligt for rådsmedlemmet.
”Jeg takker for Deres gæstfrihed, og vil med glæde tage imod Deres tilbud,” svarede han høfligt, og lod automatisk en hånd glide over skægget på hans kæbe. Hvor ville det blive fantastisk, at bede til Inei igen her i hendes eget land. Mærke hendes tilstedeværelse i området…