Once upon a time

[Macaria Forsyth]

Macaria hævede et øjenbryn mod Lazarus, da han sammenlignede hendes ord med Marcellus’.
”Fordi jeg altid holder mit ord?” svarede hun tilbage en anelse fornærmet, men blev gjort tavs, da han fortalte om det blod, der løb igennem Lilith og Marcel. Øjnene spærrede sig op, da han insisterede på at Marcel skulle få et barn til, og hun åbnede munden i protest, men nåede ikke at få et ord ud, da Marcel godkendte aftalen. Forurettet drejede hun sig halvt om mod ham.
Vidste han, hvad han lige gjorde?! Hun kunne ikke få børn! Dylan havde været en velsignelse fra Euphonia, der dog havde gjort det klart, at hun aldrig igen ville kunne bære et barn! Hvad regnede han med?! At ligge med en anden kvinde, som kunne give ham et barn, for så bare at opgive det barn til Lazarus?!
Da hun med et tillukket ansigt vendte sig om mod Lazarus igen, lagde hun mærke til, at han betragtede hende. Trodsigt mødte hun hans blik, men var ikke i stand til at skjule sine følelser. Han måtte vide, at hun var vampyr, og ikke kunne få børn på grund af det. Var det, hvad han ville? Tvinge Marcel til at gøre en anden kvinde gravid, så de skulle kæmpe med det i deres forhold?
Hun knyttede hænderne, men skjulte det omme bag sin ryg i stedet for. Tænderne kværnede mod hinanden, som stod hun og tyggede på noget hårdt. Så det var op til hende… Hun skulle bestemme om hun ville lade Marcel være sammen med en anden kvinde, samt give manden en fyrstetitel. Marcel ville dog ikke gå med til at opgive et af sine børn, hvis ikke det var fordi, der var en anden udvej. Så… var det sådan det stod? Enten dø nu og her, eller sige ja til aftalen? Hun havde to børn derhjemme. To børn hun havde ansvaret for. Hvis hun døde, ville de være alene – og hvad med Vavilon? Landet ville stå uden en hersker. Der ville komme anarki, ustabilitet. En ny ville ødelægge hele hendes livsværk!
Langsomt flakkede hendes blik væk fra Lazarus, for i stedet at finde fæste på klippegulvet mellem dem.
”Vi har en aftale,” svarede hun ud mellem sine sammenbidte tænder.

[Marcellus LaPiera Black]

Lazarus nikkede til Macaria og sagde '' Når du vender hjem og så om to og et halvt år ''. Langsomt vendte han sig om og gik ud. Først et minut efter han var ude af syne sank Marcel sit sværd. Han virkede allerede mere rolig. Han sagde stille '' Så har jeg to og et halvt år før han opdager at aftalen er en løgn.. Han vil komme efter mig først. Jeg kender ham. Han vil have jeg skal opleve det hele.. Først tager han mig.. Så jeg kan se Lilith dø.. Derefter dræber han mig.. Tager dig og lader dig se Dylan dø.. Men jeg skal nok stoppe ham Macaria.. Jeg har svoret over for dig at intet skal komme imellem os og jeg mener det ''. Han kiggede på Macaria og prøvede at virke overbevisende, men tvivlen i hans blik var svagt til at se. Som troede han ikke selv helt på at han ville være i stand til at stoppe Lazarus. Marcel satte sit sværd på plads og gav sig til at grine en smule. Han sagde underligt nok en smule glad '' Det er som om at vi ikke kun sjæleligt var ment for hinanden, men også fysisk. Da mig og Lazarus lavede aftalen var jeg 16 år gammel. Jeg troede det var løgn. Faktisk troede jeg det var det indtil nu. Men hvis det er så vigtigt for ham må det være sandt. Jeg forstår nu hvorfor det er så vigtigt for ham. En Chimera der er i stand til at styre folk hvis blod han drikker blandet med en warlock. Det er i sandhed en stærk modstander. Forestil dig en lille Macaria i stand til at bruge magi ''. Marcels smil forsvandt langsomt og han nikkede lidt for sig selv og kiggede så alvorligt på Macaria '' Men Vi skal nok få lagt en god plan imod ham... Sammen ''. Marcel lagde en hånd på hendes skulder og smilede. Faktisk var der kun en anden person i verden han nogensinde havde stolet på på denne måde, lagt planer med og lagt sin tillid i. Isabel. Marcel kyssede blidt Macaria på kinden og sagde '' Problemer finder altid os to. Men skal jeg være ærlig. Så er jeg glad for jeg har dig, dig til at stå overfor problemerne sammen med, glad for at jeg ikke løber min vej med mine problemer men bliver stående. Mine problemer er vores og dine problemer er vores.. For nu og for altid ''. Marcel kom med sit skæve smil og aede hendes kind. Dog var det til at se på ham at han var bekymret.

[Macaria Forsyth]

Da Lazarus vendte sig for at gå, hævede Macaria igen blikket, for at kigge mod ham. Det brændte sig ind i nakken på ham. Selv ikke da han var ude af syne, virkede hun til at slappe af. Svagt drejede hun hovedet mod den ene skulder, da Marcel snakkede til hende. Ingen skulle gøre Dylan noget! Ingen! Det blev over hendes lig! Lazarus vidste ikke, hvilken fjende han lige havde fået, ved at true hendes et og alt!
Selvom Marcels ord var forhåbningsfulde, var hans bekymring tydelig i hans ansigt. Hun kunne se lige igennem det hele, og vidste hvor lille chancerne var, for at det her skulle løse sig. Igen kiggede hun ud mod åbningen, hvor Lazarus var forsvundet hende. Maven havde knuget sig sammen til en hård, kold klump ved det, som Marcellus sagde: Det er som om at vi ikke kun sjæleligt var ment for hinanden, men også fysisk.
Han havde ret. Hvis hun havde været en hvilken som helst anden race, havde hun kunne føde ham et barn, men det var hun ikke i stand til. Derfor havde hun jo været sammen med Zean! Fordi der ikke var behov for et barn! Frustrationerne var ved at æde hende op, men hun vidste til gengæld hvad der skulle gøres.
Derfor vendte hun sig om mod Marcel, da han lagde en hånd på hendes skulder. Hans læber brændte mod hendes kind, men hun blev stående, hvor hun var med hovedet lagt tilbage, så hun kunne se op på ham.
”Vi kan ikke gå imod ham.” Hun sagde det lige ud. Selvom han smilede sit skæve smil, og strøg hende over kinden, var hun ikke i tvivl om, at det her var et stort problem. ”Jeg sætter ikke Dylans liv på spil, bare for min egen lykke, og jeg ved, du heller ikke vil gøre det mod Lillith. Hvis vi var os selv, ja, så kunne vi sikkert godt, gå op imod Lazarus, men vi har børn nu. Børn han vil såre. Vi gør som han siger. Det er vi nødt til!”
Hendes fingre lagde sig om hans håndled, så hun kunne fjerne hans hånd fra hendes kind. Fødderne rykkede sig, for at hun kunne stille sig helt tæt på ham. Armene gled omkring ham, og hun lagde panden ind mod hans skulder. Med et suk lukkede hun øjnene.
”Fyrsteposten er intet problem. Men det med barnet…” mumlede hun, og holdte sig ind til ham. ”Du er nødt til at få et nyt. Det kan ikke blive med mig, men du må finde en anden. Èn som ikke er så stærk som Eriz. Vi er nødt til at overholde aftalen, ellers sætter vi vores børn i farer. Du er nødt til at gøre det her.”
Først nu hævede hun ansigtet op mod ham. Hendes arme og blik holdte ham fast, så han ikke ville kunne flygte fra kendsgerningerne. Selvom tanken var ved at slå hende ihjel, ville hun hellere føre Marcellus til en anden kvindes seng, end at føre Dylan til døden.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel kiggede intenst på Macaria og stod bare og stirrede ind i hendes øjne i noget tid før han sagde '' Vi kan ikke give alle der truer vores familie hvad de vil have Macaria. Han er ikke den første og han vil ikke være den sidste. Vi må ikke leve i frygt og vi må ikke give efter for deres trusler. Jeg nægter at lade mit liv og vores børns blive ødelagt på grund af nogen som helst. Vi to må finde en løsning på det her problem. Alle ved vores største svaghed er vores børn og de vil bruge det imod os, nøjagtigt som Lazarus gjorde det. Vi bliver nød til at gøre det her til et eksempel. Vi bliver nød til at vise alle der truer vores børn at det er dem der ender med at komme til skade ''. Marcels lagde en hånd på hendes kind og sagde alvorligt '' Jeg agter at gøre verden et bedre sted for dig, Lilith og Dylan. Men jeg kan ikke gøre det alene Macaria. Enten lever vi i frygt og lader folk bruge vores børn imod os. Så vil de vokse op med det og blive påvirket af det. De vil altid være et mål for at få ramt på os. Eller så kan vi gøre det de børn fortjener. Stå frem og ikke lade nogen true eller så meget som kigge forkert på dem, lade dem vokse op og vide at vores familie er stærk og alle der truer os ender med at fejle. Det her er det svære valg. Men eg beder dig. Tag det her valg med mig, ikke for mig, ikke for os. Men for vores børn ''. Marcel kyssede blidt Macaria på læberne og sagde stille '' Selv om vi ikke kan få børn. Så er der ingen andre end dig jeg vil have dem med, så hvis ikke jeg får flere børn. Så er det helt fint med mig, aldrig vær i tvivl. Min elskede Macaria ''.

[Macaria Forsyth]

Macaria bed sig hårdt i underlæben, for ikke at afbryde ham. På trods af hans ord om mod, var hun bange. Èn gang før havde Dylan været tæt på at blive dræbt, og hun havde lovet, det aldrig skulle ske igen. Ingen skulle gøre ham noget!
Hun lukkede øjnene, da han kyssede hende på læberne, så et saligt suk undslap hende, men hun var stadigvæk ikke overbevist.
”Du er i tvivl, om vi kan vinde det her,” hviskede hun bekymret til ham, mens hun kælent lod sine hænder stryge op over hans ryg. Deres næster gned mod hinanden. ”Hvis vi kan holde vores børn sikre ved at du ligger med en anden kvinde… Marcel, hvad skal vi ellers gøre? Det er ham, som har lært dig op. Ingen af vores hære er brugbare, for det her omhandler bare én mand. Jeg er bare en vampyr. Hvis vi gør noget, vil han angribe vores børn.”
Hun skulle til at forsætte, da hun huskede på, det her ikke kun omhandlede Dylan. Lazarus havde også truet Lillith. Marcel ville intet ondt nå sin datter, men derudover var der også Eriz. Hun vidste Eriz var en farlig fjende, fordi hun havde kontakter og kræfter, ikke mange kunne måle sig med. Selvom det var en bitter kendsgerning, måtte hun indse at de havde brug for warlocken. Faktisk ville det her, være det eneste tidspunkt, hvor hun ville kunne stole på dronningen af Pandemonium – fordi hun aldrig nogensinde ville gøre noget, der kunne skade sin egen datter.
Med et tungt suk hvilede hun sin pande mod Marcels.
”Vi kan ikke slå Eriz ihjel endnu, kan vi?” spurgte hun stilfærdigt. ”Hun vil være en stærk modstander mod Lazarus, og så længe Lillith er i fare, vil hun ikke forråde os. Åhhh elskede! Hvorfor skal der altid være noget, der går imod os!”