Once upon a time

[Macaria Forsyth]

Marcellus LaPiera Black - Macaria Forsyth

---

Mørket havde sneget sig ind over Oberion, men som altid pressede de mange farvede lys det bort, så kun skyggerne kunne lure i krogene. Oberion var en by, som aldrig sov. Om muligt var der mere liv om natten end om dagen. Værthusene åbnede op. Teatrene. Musikkerne strømmede ud på gaden, for at tjene en skilling. Folk dansede. Gik ture. Hang i vinduerne for at mærke den kølige forårsbrise.
Den eneste forskel var at der ikke var en eneste dødsengel at se i byen. Normalt plejede der at være mange af dem. Specielt fordi Lord Forsyth brugte dem som vagter, men nu var der ingen at se. Jo mere man nærmede sig det store, farvestrålende slot, jo tættere blev bevogtningen. Soldater med Vavilons symbol på deres bryst, stod klar til at stoppe enhver, som ville op til den store bygning med de mange tårne.
Ingen havde set dronningen af landet lige siden hun kom hjem fra Sethos med den nyfødte prins. Det var underligt, for hun plejede altid, at være ude blandt folk mindst to gange om ugen. Hun gik ture på torvet, spillede skak med stamgæsterne, dansede med børnene. Men nu gemte hun sig inde bag de høje mure, hvor ingen blev velsignet af hendes livsglade væsen længere. Audienserne hos hende var blevet færre, og nogle gange var det blot hendes Højre Hånd, som man fik lov til at se.
Rygterne gik dog. Rygter om dødsenglene og Lord Forsyth. Rygter om forræderi, mordforsøg og vilde dødsengle. Derfor havde hele Vavilon slået en tæt cirkel om deres dronning. Et dybt had for dødsengle lumrede i alles hjerter, hvilket holdte vagterne beskæftiget, når alkohol gjorde det had stærkere.
Porten ind til slottet var forsvarligt lukket med en gruppe vagter ude foran. Indenfor vrimlede tjenere rundt, for at gøre nattens beskæftigelser. Med en vampyr som dronning forgik det meste om natten, hvor hun var vågen. Også selvom søvnen ikke kom nemt til hende længere.
En tjenerinde var på vej med et glas blod til dronningen, som lige var stået op. Hun var lige ved at banke på ind til sovekammeret, tænkte sig om, og forsatte så ned af gangen til børneværelset. Her bankede hun høfligt på, før hun trådte ind i det runde værelsestårn.
Vinduerne var høje med farvet glas, der fik gulvtæppet til at virke farvestrålende. Loftet havde engang været malet efter dødsenglene historier, men var nu blevet dækket af en mørkeblå himmel med malet stjerner og galakser. Væggene var dækket med reoler fyldt med legetøj.
En krybbe stod henne ved et af de åbne vinduer, hvor vinden legede med gardinet, som blafrede ind i rummet.
På gulvet sad hun. Dronningen.
Iført en hvid, simpel kjole, som hun nok også havde sovet i, sad hun på gulvet med sit nyfødte barn i armene. Det kastanjerøde hår bølgede nyvasket ned over den ene skulder, mens benene var bøjet ind i skrædderstilling. Omkring sine fingre hang en halskæde, som hun lod sin søn lege med. Hendes søn. En fuldblods dødsengel med fantastiske, klare, grå øjne, brunligt hår, og en spids næse med svage fregner. Han var en smuk baby, der allerede havde charmeret sig ind i de fleste tjenestepigers hjerter. En smilende baby.
Tjenestepigen smilede venligt til sin dronning, der kun havde øjne for sin søn, som hun havde hvilende i sit skød på et tæppe. Bakken blev stillet ved hendes side på gulvet, inden tjenestepigen tavst forlod værelset, for at lade dronningen få fred.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel havde planlagt dette i noget tid. Ja siden han drak sin kærlighed til Macaria igen. Men den der havde givet ham modet, gjort ham i stand til at tage det første skridt var hans altid trofaste ven Isabel. Men Marcel vidste at dette ikke ville blive let eller sjovt for den sags skyld. Hvis han skulle besøge Macaria kunne han ikke gå ind af hoveddøren, selv om det ville være let. Det ville være et spørgsmål om timer før dette ville nå Eriz øre og så ville helvede bryde løs. Han måtte snige sig ind, måtte bruge de egenskaber der havde gjort ham i stand til at skjule sig fra hans fader og hans vampyrer så længe. Alt var klart. Hans alibi perfekt. LIliths shadowdrake og hans egen havde brug for føde, Underdark var stedet at skaffe det. Skønt han havde skaffet nok mad så var han den eneste der vidste dette. Så under dække om at han var taget til Underdark tog han i sit gamle rejsetøj og drog afsted i ly af natten.

Da Marcel nåede Vavilons slot stod han og så det hele an. Dette ville bestemt ikke blive nemt. Normalt flygtede han fra steder, ikke brød ind. Han havde med vilje ikke taget sin lille Drake med på denne tur. Der var kun to drakes i hele overfladeverderen, den ene var Liliths og den anden var hans egen. Han havde bedt Isabel holde den tredje og sidste en hemmelighed.
Han lagde mærke til vagterne på murerne. Han kastede en besværgelse. Den ville ikke holde længe og den ville afkaste en svag magisk aura, men den ville fjerne hans duft komplet. Med hastige og lydløse skridt løb Marcel mod muren. Da han nåede den kiggede han op. I hans hoved kørte sekunderne. Han havde nu fire sekunder til at nå til næste checkpoint før vagterne ville have ham indenfor synsfelt.
Marcel satte af og greb fat i en afsats og kastede sig længere op... 2 sekunder. Han greb fat i en flagstang der hang med Vavilons banner. Slyngede sig rundt om den og satte af. Han landede på muren og drejede rundt om en kasse og gemte sig bag den. Han havde nået det. Han så vagterne gå lige forbi ham. Deres blikke var rettet mod mørket udenfor murene. Da de var gået forbi Kiggede Marcel imod Macarias værelse. Skønt det havde lykkes ham at komme op på selve slottets mure ville han umuligt kunne komme der over uden hjælp. Det var for godt bevogtet. Marcel sukkede svagt og tog en kniv frem. Det så ud til at han måtte gøre dette den hårde vej. Han skar sig i hånden med kniven. En sort magisk snor dannede sig fra hans hånd til kniven. Han kastede kniven imod vinduet. Natten ville sløre den sorte snor. Kniven ramte trærammen ved vinduet. Marcel koncentrerede sig og kiggede ud fra muren. Der var et træ ikke langt fra slottets murer. Han koncentrerede sig og kort tid efter lød en høj eksplosion efterfyldt af et skarpt lys. Marcel havde fået træet til at springe i luften med sin destruktive magi. Han vidste nu at alles blikke i blot få sekunder var rettet imod lyset og lyden. Han sprang ud imod væggen og via den sorte magiske snor, løb han op af væggen. Da han nåede vinduet fjernede han kniven og åbnede vinduet med en lille besværgelse der ødelagde låsen ved vinduet. Han hoppede ind og lukkede vinduet bag sig. han hev efter vejret og sveden løb fra hans pande. Han havde ingen ide om nogen havde set hans lille stunt eller ej. Han beholdt sin hætte på og gemte sig inde på Macarias værelse der umedbart virkerede tomt. Efter hans lille stunt, vidste han at alle ville være på vagt. Han ville blive set hvis han bevægede sig ud. I stedet valgte han at gemme sig og vente på Macaria.

[Macaria Forsyth]

En stille melodi flød ud i barneværelset, der var formet af Macaria’s nynne. Hendes øjne hang til sin søn i hendes skød, uden at kunne tage dem væk fra ham. Han var så smuk. Så levende. De små, buttet fingre strakte sig op mod halskæden, der dinglede i luften over ham. Spruttende, muntre lyde lød fra ham.
Macaria smilede blidt. Selvom at han lignede sin far, var det ikke nok, til at hun ikke elskede ham. Det gjorde dog stadigvæk ondt. Barnet lignede sin far i ansigtet. Specielt når han smilede. Hvis ikke hun havde drømt, sådan om at få et barn, ville hun måske have overvejet at dræbe babyen med en pude, men hun kunne aldrig få sig selv til at gøre det. Lige meget hvor meget Dylan mindede om sin far, og lige meget hvor meget dødsengel, der var i ham, så var han hendes søn. Den eneste hun nogensinde ville få.
Nænsomt strøg hun ham over den bløde isse, inden hele børneværelset eksploderede i et skarpt lys. Hårdt klemte hun øjnene sammen, da de blev blændet, og vendte sig bort fra vinduet, for at skærme sin søn, som hun knugede ind til sin favn. Lyden af en eksplossion truede med at sprænge hendes følsomme ører, mens babyen græd skrigende.
Det første der strøg igennem hendes hoved, var at dødsenglene angreb. Zean havde overlevet, og kom nu efter hende og Dylan! Lyset forsvandt igen, og hun kom vaklende på benene, hvilket var svært i den lange kjole. Hun så sorte pletter for sine øjne, som hun spejdede over skulderen i den tro, at se flyvende skikkelse ude foran vinduet.
Døren til børneværelset blev revet op, da tre vagter stormede ind.
”Deres Majestæt! Macaria! Er De okay?!” udbrød den ene, og rakte en hånd ud mod hende, som tegn på, at hun skulle forlade værelset med dem.
”Hvad skete der?! Er vi under angreb?!” spurgte hun, mens de hastede ud på gangen, hvor vagterne med det samme slog kreds om hende, for at eskortere hende længere ind i slottet. Dylan græd stadigvæk som pisket i hendes arme.
”Vi ved det ikke, M’Lady, men vi må få Dem og Deres børn i sikkerhed. Prinsessen er ved at blive eskorteret ned til alkymisten. Sikkerhedsforanstaltningerne er i gang.”
Sylvia – Macarias tro tjenestepige – kom løbende mod dem. Der var panik i hendes blik. Det smertede Macaria, at skulle gøre det, som de aftalte sikkerhedsforanstaltninger forlangte, men det var den bedste måde, at gøre tingene på.
Modstræbende rakte hun Dylan til Sylvia, der tog den grædende baby til sig.
”Husk! Vagthuset! I forbliver dernede indtil nogen kommer og henter jer! Hvis I får signalet, så stik af gennem tunellen!” beordrede Macaria med et greb i Sylvia’s arm. Den skræmte tjenestepige nikkede hastigt, og Macaria kyssede flygtigt sin søns pande, inden at to af vagterne fulgte dem væk.
Det handlede om at skille dem alle tre ad, så hvis dødsenglene angreb ville de ikke være samlet. Arona nede i kælderen ved laboratoriet, gemt væk i bagkammeret. Dylan i vagthuset, hvor der var mulighed for flugt. Hende… hende her på slottet. Hvis Zean kom efter hende, ville hun dø i forsøget på at stoppe ham.
Den sidste vagt skævede til hende, mens hun stod og så hjerteknust efter sin søn, der forsvandt grædende ned af gangen.
”Macaria…” forsøgte vagten forsigtigt, og lagde en behandsket hånd på hendes skulder. ”Måske skulle du tage noget ordentligt tøj på. Den kjole vil ikke stoppe en sølvpil. Børnene er i sikkerhed. Når du er færdig, så lås dig inde på dit kontor.”
Langsomt nikkede hun, inden at hun løsrev sit blik fra det sted hvor Sylvia var forsvundet. Hun gav vagten et klap på armen, inden at hun gik mod sit sovekammer. Heldigvis kunne hun begynde at se igen efter eksplossionen. Kort gned hun sit øje, inden at hun marcherede ind i sine gemakker, hvor hun forsvarligt låste døren efter sig.
Tankerne svævede omkring sine to børn. Bekymringen blev dog overskygget af den viljestyrke hun udstrålede, ved at slå enhver person ihjel, som truede dem. Om det så kostede hende livet.
Hun gik over til det store skab, som hun slog dørene op på. Det var pinligt tomt, efter at hun havde brændt alt Zeans tøj. Kun hendes var tilbage. Blandt de fine kjoler hang hendes gamle læderrustning hun havde haft på, da hun overtog Vavilon. Sammenbidt betragtede hun det slidte stof, samt Pandemonium-mærket på dets bryst. Det var mange år siden, hun havde haft den på sidst.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel havde siddet og samlet lidt energi imens han ventede. Han var toldmodig som altid når det galt sådan nogle ting. Han vidste at hans lille nummer ville have skabt panik, men eftersom ingen var kommet efter ham betød det også at ingen havde set ham snige sig her ind. Hans plan havde trods alle odds virket. Da døren gik op og han så Macaria træde ind kunne han ikke lade være med at smile fra skyggerne. Hun var i sikkerhed og endnu smukkere end han havde husket det. Han betragtede hende imens hun kiggede i skabet. Disse få sekunder hvor han kunne lade som om hun var hans og dette var deres soveværelse. hende der kiggede i deres skab. Men det var blot en drøm. Marcel trådte frem fra skyggerne og sagde med en hviskede og lokkende stemme som den gang de først havde mødt hinanden '' Hvilken yndig og unik skønhed der ønsker at gøre mig selvskab på sådan en... Smuk og Intens nat ''. Han havde den sorte kappe på der dækkede hans ansigt, kun månelyset ramte ham sådan at hun ville kunne se det karakteristiske skæve smil der dannede sig over hans læber.  Det sorte posede tøj der kunne huse mange hemmeligheder. Dog havde han ikke sit hat på længere. Marcel tog et skridt tættere på, elegant og fint som altid. Han sagde med sin drilske og overlegne stemme '' De er godt nok ikke nem at snige sig ind på disse dage frue.. Det er ikke ligesom i gamle dage længere.. Er det? ''. Marcel grinede lidt og hvis hun havde vendt sig ville han med iver betragte hendes øjne, de øjne han så inderligt havde savnet bare at kigge ind i. Han kunne allerede nu mærke den alt overskyggende lyst til at tage hende ind til sig og holde hende tæt. Dog gjorde han intet, han blev stående og ventede på hendes respons. Han vidste hvor klog hun var. Han vidste hun allerede nu havde regnet ud hvem der stod bag alt den ballade. Noget han bestemt også var kendt for at gøre i sine yngre dage.

[Macaria Forsyth]

Ikke en lyd havde afsløret at hun ikke var alene i rummet. Kun to kunne snyde hendes fantastiske hørelse, og af de to personer ville Isabel, ikke have sneget sig ind på den måde. Som stemmen nåede hendes ører, mærkede hun en sitren gå igennem sig, mens nakkehårerne rejste sig.
Det var som at være flere år tilbage i tiden. Stemmen. Så lokkende og blød. Dengang var alting bare var en leg. Nemt, problemfrit og bekymringsløst. Hun tog sig i at lade øjnene glide i, inden at hun endelig vendte sig om mod den sorte skikkelse. Kun det nederste af hans ansigt var synligt, så hun kunne se det skæve smil med de spidse hjørnetænder. Præcist vidste hun hvem det var. Hvad hun helst ville ønske det dog var, vidste hun ikke. En drabelig dødsengel eller manden, der havde stjålet hendes hjerte, bare for at flænse det.
Han lignede sig selv. Den gamle Marcel fra dengang ingen af dem kaldte sig Deres Højhed. Hvis hun havde været levende, ville hjertet have hamret i hendes bryst. Hele kroppen var anspændt, og hun havde endnu ikke sagt noget til ham, som han tog et skridt tættere på hende.
Som han stod der mørk og mystisk, var hun lys og blottet. Den hvide kjole med den lyse hud skinnede op i det dunkle værelse, og fik hende til at ligne et spøgelse.
Endelig gled hendes blik væk fra ham, for at kigge mod døren.
”Der var intet angreb. Det var dig, som lavede den eksplossion,” sagde hun med en monotonstemme, der ikke afslørede hvad hun tænkte. ”Normale folk tager hoveddøren. Specielt kongen af Pandemonium med hele sit følge, for ikke at sige hans dronning ved sin side.”
Afvisende vendte hun ryggen til ham, for at lukke skabet igen, men sandheden var, at hun ikke kunne holde ud at se på ham. Ikke som han stod der som i gamle dage. Hendes gamle elsker. Den mand hun havde elsket mere end noget andet. Men han havde selv lige sagt det… intet er som i gamle dage længere. Han havde fuldkommen ret. Og dog mærkede hun hele kroppen sukke i salighed og længsel, når hun opdagede at han kiggede på hende. Bare hans tilstedeværelse i rummet. Hans duft.
”Hvad vil du?” spurgte hun uvenligt, og nølede med vilje ved skabets dørhåndtag, for ikke at se på ham. Specielt fordi hun ikke var sikker på, om hendes ansigt ville skjule de følelser, som blev vækket i at se ham igen.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel nikkede bare svagt ved hendes udsagn. Det var ham der havde gjort dette og det havde bestemt ikke været nemt. Der gik lidt tid før han svarede '' Man burde starte med at sige.. Tak Marcellus.. Fordi du atter redede mit liv.. Denne gang imod Zean.. Men lad os nu lade det ligge ''. Han ville ikke have indrømt det før Isabel fik talt fornuft ind i ham. Men nu kunne han indrømme det over for sig selv. Lige siden den gang i ruinerne hvor Macaria gjorde det klart at han ikke havde været der. At han ikke havde reddet hende og det havde været Zean. lige siden den dag havde Marcel lige meget hvad prisen måtte være, gjort alt i sin magt for altid at være der til at redde hende. Noget han faktisk havde følt at han havde levet op til. Da hun vendte ham ryggen burde han havde gjort som andre mænd og trådt væk. Men Marcel var ikke som andre mænd. At hun sådan gjorde noget defensivt fik ham bare til at indse hvorfor hun gjorde det. Macaria som altid var så stærk gik defensiv. Han trådte tættere på og lænede hans hoved tæt ind til hendes øre og hviskede '' Tænk dig om Frøken.. Hvorfor tog jeg ikke hoveddøren.. Hvorfor lod jeg ikke folk vide at det er mig der er ankommet.. Fordi ting ikke er som de ser ud til Frue.. Jeg ønsker kun at der er en person der skal vide jeg overhovedet har været her og det er dig, Frue ''. Marcel lænede sensuelt sine læber tæt på hendes øre og lige før de rørte hendes øre hviskede han '' Intet bliver som før.. For der er en der har åbnet mine øjne for sandheden ''. Marcel lænede sig tilbage og gik et skridt væk fra hende og vendte sig mod vinduet med ryggen til hende. Et skævt drilsk smil dannede sig på hans velformede læber. Han kiggede ud på den sorte nattehimmel '' Meget kommer til at ske i Pandemonium.. Havde det ikke været for Isabel.. Havde jeg ikke stået her i dag og det ville blot være et spørgsmål om tid før hele Vavilon var faldet.. Men i sidste øjeblik ''. Marcel grinede svagt og rystede lidt på hovedet '' Selv efter jeg troede det hele var tabt.. Åbnede min gode ven Isabel mine øjne ''. Marcel vendte sig langsomt imod Macaria igen. Han trak sit sværd og pegede det imod Macaria. Det drilske smil voksede lidt imens han sagde '' Det kræver vilje ikke at skære den kjole af dem frue ''. Marcel smed sværdet i sengen og gik med hastige skridt over imod Macaria. Hvis ikke hun stoppede ham ville han tage hende i hans arme og holde hende tæt og hårdt ind til sig.

[Macaria Forsyth]

Macaria rynkede på sin næse, som han påstod, at hun skulle takke ham, for at have reddet hendes liv. Hun måtte indrømme, at det var sandt. Ja, han havde endnu engang reddet hendes liv i selskab med Isabel, og i et kort øjeblik var hun klar på at dø ved hans side i det øde hus. Klar til at stå knuget ind i hans favn, for at lade Zean hugge dem begge ned.
Men det var ikke sket, og nu stod de her.
”Burde jeg også takke dig for, at have taget Pandemonium fra mig, giftet dig med Eriz, fået et barn med hende, og rive din kærlighed til mig ud for øjnene af mig?” spurgte hun ham spydigt. Nej… hun kunne ikke lade det ligge. Hun havde tilgivet ham for meget… men det her virkede umuligt. Lige meget hvad Isabel sagde.
Hun stivnede da Marcel pludseligt stod lige bag hende. Hans hvisken ved siden af hendes øre, var ved at få hende til at lægge hovedet ind mod hans kind, men hun blev stædigt stående, og nøjedes med at skæve til siden mod ham. Hun brød sig ikke om, at han omtalte hende på den måde. Frue. Det var på samme høflige måde, han havde tiltalt hende første gang, de havde mødtes tilbage i kroen.
”Jeg har regnet ud, hvorfor du ikke tog hoveddøren,” svarede hun ham køligt. ”Du vil ikke have Eriz ved du er her, for du er bange for hendes reaktion.” Som han trådte væk fra hende, vendte hun sig udfordrende imod ham. Selvfølgelig var det på grund af Eriz. Hans kære hustru. Hvis hun vidste, at hendes ægtemand befandt sig her, ville hun ikke blive glad. Men det var hun ligeglad med. Det handlede ikke om, hvorfor han havde taget hoveddøren. Det handlede om, hvorfor han var her.
Nu hvor han stod med ryggen til hende, kunne hun betragte ham, uden at være bange for, at han så længslen i hendes blik. Han var stadigvæk mere veltrænet end før de mødtes, men tøjet var det samme. Den måde han førte sig frem på. Den måde han snakkede på. Det var ikke som i tronsalen.
”Jeg ved om Isabel,” fortalte Macaria hans ryg, og lagde armene over kors, mens hun stod rank og stolt foran skabet, som for at dække sin ryg. Isabel havde blevet i dagene efter fødslen, og fortalte Macaria alt om hende selv, samt hvad der skete i Pandemonium med Marcel. Om hvordan han havde fået sin kærlighed tilbage til hende, hvilket næsten havde kostet ham livet. ”Hun fortalte mig det hele. Du ved… hun har høje tanker om dig. Stoler på det gode i dig. Mere end du fortjener.”
Som han trak sit sværd mod hende, trådte hun forfærdet et skridt tilbage. Zean havde trukket et sværd mod hende. Det og en sølvdolk. Hvorfor skulle Marcellus være anderledes? Klar til at forsvare sig selv, hvis han skulle angribe hende, stirrede hun intenst på den skarpe klinge. Først da hans drilske smil bredte sig, og hans ord lød, slappede hun lidt af igen. Hun kunne ikke lade være med at smile skævt, hvilket med det samme fik hele hendes afvisende facade til at smelte som is for solen.
”Du er ikke rigtig kl-” Mere nåede hun ikke at sige, før han havde krydset afstanden mellem dem. Hun blev trukket ind i hans favn, hvor hun mærkede hans stærke arme lægge sig omkring hende. Så hårdt at hun kunne føle hans hjerte banke i hans bryst.
Med hænderne langs siden blev hun stående spændt til bristepunktet. Fornuften tiggede hende om at skubbe ham væk. Han ville bare såre hende igen. Ligesom han havde gjort før. Ligesom Zean havde gjort. Alligevel gled hendes hænder langsomt op, for at lægge sig mod hans ryg. Panden gled ned, og hvilede ind mod hans skulder, mens hun tog en dyb indånding gennem næsen for at indånde ham. Øjnene gled i, og hun lod sig glide ned i en forestilling om gammel tid. En tid hvor de kunne stå sådan her, uden minder om smerte, fortrydelse, svigt og forræderi. I lang tid holdte hun forestillingen. Taknemmelig for at opleve den. Tøvende hævede hun ansigtet op mod hans. Deres læber få centimeter fra hinanden. Hun kunne mærke varmen fra dem, samt hans åndedræt der puffede til hende ansigt. Blikket flakkede mellem hans mund og hans blik.
”Du forlod mig…” hviskede hun næsten uden at bevæge læberne. ”Du tog dine følelser væk fra mig, giftede dig med Eriz, og fik et barn med hende. Jeg burde dræbe dig…”

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel blev stående og kiggede på hende. Hendes ord, hendes punchlines havde ramt ham hårdt som altid. Normalt ville han have forladt stedet eller gjort meget værre ting. Men ikke denne gang, for første gang blev han bare stående. Han lagde en hånd på hendes kind og sagde med en hviskende stemme '' Vi har begge gjort ting vi ikke burde.. Mest mig Macaria, jeg ved det. Men se selv. Dette er mere end bevis på at ingen af os kan eller vil give slip på det vi har.. For vi har aldrig rigtigt givet det en chance og før vi gør det. Giver det en rigtig chance, så vil vi altid ende her.. Jeg kom her for at se dig.. Føle dig.. Dufte dig.. Men mest af alt for at gøre det rigtige. Vores historie.. Os.. Vi var dømt at guderne til ikke at ende lykkeligt.. Jeg siger, fuck guderne på dette punkt.. Tag med mig i nat.. Tilbage til Pandemonium og lad os tage første skridt imod vores lykkelige slutning ''. Marcel kiggede alvorligt, dog intenst og længselsfuldt ind in Macarias øjne. Mest fordi han ikke kunne lade være '' Zean og jeg er forbundet.. Jeg har gjort ham til vampyr.. Den eneste måde jeg kunne redde hans liv på.. Ham og jeg er forbundet.. Tag med mig til Pandemonium og lad os dræbe Eriz.. Ikke på grund af os.. Men fordi jeg frygter for min datters liv.. Nok er jeg ond og forfærdelig.. Men jeg kan ikke stole på hende og hver eneste dag jeg vågner frygter jeg hun plotter om at tage min datter fra mig.. Lad os ligge alt bag os Macaria.. Lad os bane vej for fremtiden sammen.. Lad os kæmpe og dø sammen... Eller kæmpe og vinde sammen så vi og vores børn kan leve sammen.. Så vi endelig kan... Kan leve sammen ''. Marcel følte det som en sten var blevet lettet fra hans hjerte. Han havde endelig gjort det umulige. Blottet sig for en anden helt. Han slap Macaria og trådte et skridt tilbage. Instinktivt kiggede han imod vinduet. Klar til at flugte. Han lukkede sine øjne og tog en dyb indånding og nikkede for sig selv og åbnede sine øjne igen '' Ellers så gør det Macaria.. Tag sværdet og end det her en gang for alle.. Uden dig.. Det har jeg prøvet.. Jeg prøvede enda at fjerne dig med magi.. Men end ikke det var nok ''.

[Macaria Forsyth]

Hånden han lagde mod hendes kind var varm, og hun lukkede saligt øjnene, for at sanse følelsen. Da hun kiggede igen, mødte hun de næsten helt sorte øjne, der inderligt så på hende, som var hun noget af det smukkeste i verden. Hans ord fik et smil til at brede sig på hendes læber, så man kunne se rækken af perlehvide tænder. Det var lang tid siden, hun havde smilt sådan.
Han havde ret. De havde aldrig sådan rigtigt forsøgt. Nu stod de, og havde chancen! De to. Sammen. Hun var klar til at pakke sine ting, finde sine børn, og tage med ham til Pandemonium. Klar til at følges med ham ud i natten, for endelig at være sammen med manden, som hun elskede – indtil han nævnte Zean.
Det var som at få smidt en spand koldt vand over sig. Iskoldt så det bragte hende ud af drømmenes verden, og tilbage til den hårde virkelighed.
”Hvad?” hviskede hun hæst. ”Du… redede hans…?”
Som han uanfægtet snakkede videre, blev det hele bare værrere. Han skulle have hendes hjælp til at slå Eriz ihjel? Var det hvad det handlede om? At han bare havde brug for hendes hjælp? Og han havde reddet Zeans liv?! Gjort ham til… hvad? En vampyr?! En forbandet vampyr, der næsten var umulig at slå ihjel?!
”Hvordan i alverden kan man være så intelligent, og stadigvæk så dum?!” hvæsede hun af ham. Smilet var hurtigt forsvundet fra hendes unge ansigt, der var fortrukket i vrede. Hårdt skubbede hun ham væk fra sig. ”Han prøvede at slå mig ihjel!! Mig og vores barn!! Og du reddede ham?! Gjorde ham til en pokkers vampyr?!!”
Frustreret tog hun sig selv til håret, som hun begyndte at marchere frem og tilbage på gulvet. Panikken var ved at tage form i hende. Zean var i live. Han ville komme tilbage! Han ville gøre det færdigt! Slå hende og Dylan ihjel, og denne gang ville hun ikke være stærkere end ham! Han ville være et rovdyr! Et perfekt rovdyr med hurtige reflekser, lydløse skridt og overmenneskelig styrke!
”Jeg må væk… Få Dylan langt, langt væk herfra!” hviskede hun, og prøvede at få styr på det hele. Hvordan kunne han dog gøre det mod hende?! Hun begyndte langsomt at mistænke, at Marcel og Zean havde plottet sammen mod hende. Hvorfor skulle de ellers gøre det her mod hende?!
Vredt vendte hun sig mod Marcel. Hun mindede om en arrig kat.
”Hvorfor vil du have mig tilbage til Pandemonium?! Væk fra mine vagter? Alle mine soldater? Du vil have mig tilbage til Zean og Eriz, der står og venter på mig!” snerrede hun, og begyndte nu at gå frem mod ham med truende skridt. ”Du har altid været bange for følelser, og nu ser du, at den eneste måde, at slippe for dem, er at slå mig ihjel, er det hvad det handler om?! Færdiggøre Zean og Eriz’s arbejde?!”
Endnu engang skubbede hun til ham, men fulgte ham de vaklende skridt, så hun til sidst pressede ham op af væggen. Gardinet flagrede som lange spøgelsesfingre mod dem. Vinden legede med deres hår og tøj, men alt Macaria kunne se var mørket i Marcel’s blik, som hun stod dér helt op af ham, og nedstirrede ham.
”Alle dine søde ord… de er bare løgne. Du er som en slange. Løgne. Altid løgne. Du elsker mig ikke… ikke længere. Du tog Eriz med i seng, og fik et barn med hende! Noget du aldrig ville have kunne med mig. Du sagde det var lige meget, men det var bare flere løgne!” hvislede hun, og prøvede desperat at kæmpe imod smerten, der hamrede ind over hende som bølger på en strand, for at få lov til at tro på ham. Kysse ham. Presse ham op af væggen, og mærke hans krop mod hendes. Smage ham. Føle ham. Men hun gjorde det ikke. Hun var ikke en naiv pige længere. Ikke efter Zean.
”Og hvis du tror, jeg ville dræbe dig, så tager du fejl. Jeg er hverken dig eller Zean.”

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel stod paf som aldrig før. Han trådte et skridt tilbage og tog sig til hovedet '' Du forvirrer mig mere end noget andet i denne verden Macaria.. Ved du godt det.. Før i tiden ville du ikke dræbe Zean lige meget hvad det tog.. Selv for os.. Nu hvor jeg faktisk redder hans liv så er det også forkert ''. Marcel satte sig ned i sengen og sukkede '' Hvis ikke jeg elskede dig så havde jeg dræbt dig for længe siden.. Du er så meget besvær ''. Marcel stoppede da det gik op for ham hvad han lige havde sagt, at han elskede hende. han prøvede hurtigt at skifte emne '' Efter Zean blev forvandlet til vampyr så det ud til at den forbandelse der lå over ham blev løftet.. Faktisk så fik jeg en mistake om forbandelsen under kampen.. Jeg kunne mrke noget i ham.. Noget ondt og stærkt.. Som om noget havde taget over i ham.. Efter forvandlingen forsikrede jeg mig det var væk.. Tro mig.. Mig og Zeans venskab var ikke planlagt ''. Marcel rejste sig op og pegede på Macaria og skulede ondt til hende '' Det er din skyld det hele.. Før dig... havde jeg ingen venner.. Der var kun mig selv.. Du bringer noget frem i mig.. Det er din skyld jeg overhovedet blev til en person der overhovedet lukker folk ind '' Marcel stoppede med at pege og tog sig til hovedet og fnøs. Han stod lidt og så ud som om han tænkte.. Han fjernede sin hånd og kiggede på Macaria '' Nej ikke denne gang.. Jeg vil ikke skændtes så vi kan flygte som altid.. Udskyde det her til vi ses igen.. Nu er det nok.. Jeg vil have dig.. Dig, Macaria.. Jeg vil have dig til at være min.. Kom så her over nu.. Giv mig det kys jeg i hvad der føles som en evighed har manglet.. Tro mig jeg ved jeg ikke burde have din tillid.. Men jeg har reddet dit liv gang på gang nu. J.. ''. Marcel stoppede og stod lidt og betragtede hende lidt. Han vidste han var den af de to der havde gjort de største fejl, han havde bare aldrig rigtigt indrømmet det overfor hende. Han satte sig langsomt på sine knæ og kiggede ned i jorden '' Dette er mit sidste forsøg Macaria.. Jeg mener hvert et ord.. Tror du ikke jeg fortryder meget af det jeg har gjort.. Tror du ikke at jeg dør lidt inden i når jeg ser den smerte jeg har påført dig.. Men jeg har lovet Isabel og mig selv at kæmpe for det her.. Det her er mig der kæmper.. Blottet og på mine knæ.. For første gang i mit liv.. Hvis ikke dette er nok.. Så er intet ''.

[Macaria Forsyth]

Uden nåde betragtede Macaria ham skeptisk med armene over kors. Selv syntes hun det gav meget mening, hvorfor hun ville have Zean død og borte. Før i tiden havde hun følelser for sin bedste ven, men de var væk nu. Hun hadede ham, men havde sørget over at han var væk, men nu hvor han var tilbage…
Hvad Marcel mente med en forbandelse, anede hun ikke noget om. Mente han at Zean havde været forbandet under kampen? Det gav jo ingen mening. Han havde drugget hende, men selv virkede han klar på, hvad han ville gøre. Hun blev afbrudt i sin tankegang, da Marcel rejste sig fra sengen, og pegede anklagende på hende. Vantro hævede hun sine øjenbryn, som han sagde det hele var hendes skyld. Alligevel lod hun ham snakke færdig, indtil at han til sidst sænkede armen. Faktisk virkede han lige så frustreret, som hun gjorde over hvordan det hele var.
Men overraskende nok flygtede han ikke, men blev stående som han var, uden at ville skændes med hende. Forundringen fik hende til at lade armene falde. Det var nok til at vreden mod ham forsvandt hak for hak. Som han satte sig på knæ, mindede det hende om dengang i tronsalen i Pandemonium, hvor han havde bedt hende om at vælge mellem ham og Zean – inden han havde revet kærligheden til hende ud af sig.
Hun skulle til at åbne munden, for at påpege det for ham, men lukkede den igen. De ville jo det samme. Det havde de altid gjort. I bund og grund ville de bare have deres lykkelige slutning. De to. Men altid kom der noget i vejen. Altid var der noget.
Skridt for skridt nærmede hun sig ham, indtil at hun gled ned på knæ sammen med ham. Hendes kølige hånd rakte ud, for at lægge sig under hans hage. Blidt løftede hun hans ansigt mod sit, inden hun uden et ord, lænede sig frem, og lod sine læber ramme hans igen.
Det var akkurat, som hun huskede det. Længselsfuldt hev hun lidt op i sin kjole, så hun kunne kravle op på hans skød, samt slå armene om hans hals. Knugende trykkede hun sin overkrop ind til hans, mens kysset blev gjort dybere og mere intenst.
Hvor havde hun dog savnet ham...

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel blev faktisk overrasket. Men da hendes læber ramte hans forsvandt alt tvivl. Det var som om alt den usikkerhed og frygt han havde inden i sig forsvandt. Han lukkede sine øjne og lagde sine arme omkring hende og fortabte sig selv i kysset. Han kunne mærke hende tæt op af sig som han havde gjort det før. Hendes duft og hendes berøringer var som taget ud af en af hans drømme. Et øjeblik var han overbevist om at dette faktisk bare var en drøm. Men det var alligevel for godt til bare at være en drøm. Han kyssede hende mere intenst og knugede hende ind til sig. Efter lidt tid fjernede han sine læber fra hendes og kiggede hende i øjnene '' Hvad end vi har gjort op til dette øjeblik.. Lad os ligge det bag os og se frem af.. Dig og mig.. Tag med mig til Pandemonium og lad os bane vejen for dig og mig. Efter Zeans attentat er han ikke længere en trussel.. Når Eriz er død eller forvist fra Pandemonium så kan vi endelig slappe af.. Der vil være fred imellem Vavilon og Pandemonium. Men alt det er lige meget.. Bare jeg kan endelig kan have dig.. Om jeg skal leve i et slot eller et lille hus på landet gør mig intet.. Bare jeg kan få lov at leve med dig og vores børn, Lilith, Dylan og hvis du ønsker det Arora ''. Marcel mente hvert et ord. Bare hendes nærvær hendes øjne. At have hende så tæt på gav ham en lykke han ellers kun havde når han var tæt på sin datter. Marcel smilede og lagde en hånd på hendes kind og hviskede '' Macaria.. Jeg elsker dig ''. Derefter kyssede han hende igen. Det var næsten som var han bange for at give slip. Som var han alligevel lidt usikker på om dette var en drøm. En tanke fløj over til Isabel. Hvis dette virkelig ikke bare var en af Macaria og hans øjeblikke, hvis dette virkelig holdt. Så skyldte han Isabel mere end han nogensinde havde skyldt en person.. Og han havde allerede fundet den perfekte måde at betale jeg tilbage på.

[Macaria Forsyth]

Som hun mærkede ham lægge armene omkring sig, forsvandt hun fuldkommen ned i deres kys. Hvis ikke hun havde været død, ville hun sikkert have både gispet og rødmet, som Marcel kyssede hende mere intenst. Modvilligt lod hun ham trække sig ud af kysset. Deres øjne druknede sig i hinanden. Hun lod sig falde ned i hans mørke dybder, der mindede om en sort himmel ved midnat. Fyldt med stjerner så klare, at hun fik lyst til at række ud efter én af dem. Eller dykke dybere ned. Helt ind til kernen af ham, for at være et med ham.
Blidt strøg hun fingrene igennem hans nakkehår, og hun smilede varmt til ham, som han fortalte om det de burde gøre. Hun havde kun én rettelse.
”Vavilon,” kommenterede hun, og lod sin pande hvile mod hans, så deres næser strøg op af hinanden. ”Vi bor i Vavilon. Jeg elsker dig, og vil være sammen med dig, men kan ikke forlade landet helt alene. Ikke efter hvad de har været igennem. Her er renere. Smukt. Farverigt. Natur. Bliv her hos mig… flyt ind med din datter. Sæt dig på tronen ved siden af mig. Dig og mig. Her…”
Hendes smil blev bredere, da han sagde at han elskede hende, og hun nåede lige at gengælde det med en lille latter, inden at det druknede i deres kys. Glæden boblede i hende, som hun sad her overskrævs på Marcellus med hans arme omkring sig. Ordene om at han elskede hende, ringede stadigvæk i hendes øre. Det var som honning i mælk.
Inderligt trykkede hun sig ind til ham, og holdte hans hoved mod sit med hånden omme i hans nakke. Det var svært at holde kysset, fordi hun samtidigt havde lyst til at grine. Højt, klingende og frit. Hun havde ikke været så glad, siden Euphonia gav hende gaven til at få et barn.
Måske ville Zean ikke komme tilbage! Måske ville han bare stikke af! Var det ikke hvad dødsengle tit gjorde, når noget blev for meget for dem? Marcellus og hende kunne blive gift! Leve her i Oberion med deres børn. Være sammen! Hun kunne vågne op ved hans side hver nat, efter at falde i søvn i hans favn om dagen!
Lårerne pressede sig omkring hans, som hun holdte sig bedre fast ind til ham.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel lyttede og efter lidt tid nikkede han og sagde '' Det er en aftale.. På en betingelse og en betingelse alene.. Vi tager os af Eriz først.. Så længe hun er en faktor så frygter jeg for Lilith.. Men vi har en aftale.. jeg udnævner en forkæmper som skal varetage Pandemonium i mit sted.. Jeg kommer jo til at leve her.. Isabel vil være en perfekt forkæmper.. Men ikke før jeg har gjort hende en tjeneste.. Manden hun elsker.. Jeg har tænkt mig at gøre ham til den højeste rank af nobel ''. Marcel lagde hans hænder på Macarias hofte '' Så er det aftalt.. Tag med mig til Pandemonium og lad os tage os af Eriz og derefter snakke.. og jeg mener snakke med Zean.. Derefter tager vi tilbage her til.. Sammen.. For altid.. Os og vores børn ''. Marcel smilede oprigtigt. For første gang i lang tid var han faktisk glad for en plan. Dette var næsten for godt til at være sandt. Endelig sammen med kvinden han elskede. Marcel kyssede Macaria igen og igen flere gange før han hende fik samlet nok vilje styrke til at løfte hende op fra sig og rejse sig op. Han kiggede mod vinduet '' Vi må tage afsted med det samme.. Dog bør du skifte til noget mere... Ja.. Vi har en lang rejse foran os og hvis jeg kender Eriz ret.. Så giver hun ikke op uden en kamp. Især ikke når det omhandler Lilith.. Kom min elskede.. Sammen er vi bedst ''. Marcel kiggede tilbage på Macaria med et stort smil. Han var klar til at gøre det der skulle til og måske en da mere til. Macaria var den eneste kvinde han ville dø for. Den eneste han ville og havde gået gennem ild og vand for og endelig, endelig flygtede han ikke. Han ville have dette mere end noget andet nu. Underligt nok så han dog meget frem til deres rejse til Pandemonium. Alt den tid alene med Macaria var bestemt noget han så frem til.

[Macaria Forsyth]

Macaria smilede bredt til Marcellus. Slå Eriz ihjel? Det havde hun det helt fint med! At se Zean igen? Nope, nej, og atter nej! Men det sagde hun ikke til Marcel. Når den tid kom, ville hun pænt stå i den anden ende af slottet – helst bag en masse vagter.
Hun lod sig blive løftet af Marcellus, og gik hen til klædeskabet, for at skifte om til noget mere praktisk.
”Jeg lader børnene blive her indtil videre. Dylan er stadigvæk kun en baby, og ville ikke klare sådan en tur. Derudover vil jeg ikke lade ham være i nærheden af Eriz og Zean,” fortalte hun, mens hun fandt sit gamle tøj, fra dengang hun havde levet i en hytte med sin skaber. Kort kastede hun et drillende blik over skulderen på Marcellus, inden hun tydeligt tog tøjet med sig om bag i skjul af en skærm, så han ikke ville kunne se hende skifte. Selvom de havde sagt, at de elskede hinanden, og kysset hinanden inderligt, havde de aldrig set hinanden uden tøj på. Aldrig. Det var sjovt at tænke på.
Hurtigt kom hun ud af tøjet, og trak i sine slidte læderbukser. En af de gode ting ved at være vampyr, var at hun ikke ændrede sig, så alt sit gamle tøj kunne hun passe. Støvlerne snørrede hun godt sammen om sine lægge, inden hun trak en hvid skjorte på. Bagefter et korset, og til sidst et bælte med sit gamle sværd, som hun havde brugt mod soldaterne i Vavilon. Dengang hvor hende og Zean…
Hun skubbede tanken væk, og trådte ud af skærmens læ, mens hun flettede sit hår, så det ikke kom i vejen, når de skulle afsted. De var begge to vampyrer. Deres tempo ville være hurtigt.
”Vent på mig ude foran porten. Jeg er nødt til lige at snakke med min Højre Hånd, sige farvel til børnene, og få alting på plads, inden jeg smutter,” fortalte hun, og gjorde håret fast med en lædersnor. Det var lang tid siden, hun sidst havde haft andet på en kjole. Hun følte sig mere som sig selv. En ung vampyr, der levede sit uendelig liv med sjov, frihed og fornøjelse. Ikke en dronning.
Bredt smilede hun til Marcellus, og valsede hen til ham. Hun greb hans krave, for at trække ham ind i et lidenskabeligt kys, inden at hun slap ham.
”Vi ses ude foran porten. Vent på mig…” mumlede hun.