Post by Macaria Forsyth on Aug 8, 2015 15:37:23 GMT
Zack lignede mere og mere én, der kunne finde på, at forsvinde ned i stolen, for at undgå at skulle svare på hendes spørgsmål. Det overraskede hende, hvorfor dødsenglene havde valgt en person til at snakke overfor hende, når han så åbenlyst var dårlig til det. Han havde ingen ide om, hvad der ville være bedst, eller også brød han sig bare ikke om, at have en mening om det. Ubrugelig. Fuldkommen ubrugelig. Hun delte hans forvirring.
Armene gled over kors, som hun lænede sig tilbage i sin stol med blikket hvilende opgivende på ham. Det overraskede hende ikke, at han blot var soldat, men selv en soldat havde meninger. Engang havde hun blot været en almindelig vampyr, og se hvor hun nu var henne. Alle havde meninger. Alle havde tanker. Nogle hun gerne ville høre – men han havde også ret. Når Arona og Dylan blev gamle nok til at lede noget som helst, var dødsenglene ude af hendes hænder.
Inde i sig selv bandede hun over Zean. Hvis bare han havde ladet hende få mere indsigt i hans races politik, ville hun kunne vælge en leder, som hun stolede på. Èn der kunne finde ud af at være loyal. Fingrene trommede mod hendes arm, mens hun kæmpede for at huske navne, personer og titler, men det var Zean, som havde taget sig af den slags. Ikke hende. Hun havde kongedømmet, han havde dødsenglene.
Hendes øjne rettede sig igen mod Zach, som han kom med en tilføjelse til sine ord. Et lille fnys undslap hende.
”Ja, jeg er dronning, men det betyder ikke, at jeg er bedre end jer andre,” kommenterede hun, og overvejede om han overhovedet anede, hvordan hun havde ændrede Vavilon, da hun overtog det, for at få klassehierakiet udglattet. ”Hvis jeg kunne, ville jeg helst, høre alles meninger omkring den slags sager her, inden jeg gør noget, men det kan jeg desværre ikke, så jeg må nøjes med dig, hvilket du burde være glad for. Hvis jeg spurgte hele min befolkning, hvad de ville have, jeg skulle gøre med jer, ville de have jeg halshuggede jer alle.”
Det var ikke løgn. Dødsengle var blevet forhadte igen efter den her episode. Fordomme dukkede op på ny. Macaria havde isoleret dødsenglene, både for sin egen skyld, men så sandelig også for deres egen.
Hun spekulerede et øjeblik over det hele, inden at hun rystede på hovedet af sig selv, og rejste sig fra den ellers så behagelige stol. Fingrene strøg hårlokkerne tilbage, som ryggen rettede sig op, for at strække sig ud.
”Eftersom din race valgte dig som talerør, er du deres repræsentant, om vi så vil have det eller ej. Deres fremtid hviler på dine skuldre, så du må kæmpe for, at få den til at se så lys ud som muligt,” fortalte hun ham knap så uvenligt som hun ellers havde snakket til ham. På trods af det skærmede hendes krop for lyset fra kaminen bag hende, så hendes skygge faldt sort og lang over dødsenglen foran hende. ”Du er træt. Det har været en lang tur. Et værelse vil stå klar til dig, så du kan få noget søvn. Når du er udhvilet, vil jeg sørge for et bad til dig, samt noget rent tøj. Du burde overveje, hvad du vil sige til mig i morgen. Hvordan du og dit folk, vil komme videre fra det her, og hvordan vi kan gøre det, nu hvor jeres leder er væk.”
Hun gik rundt om skrivebordet, mens en pegefinger fulgte bordpladen rundt. Med et nik til vagterne åbnede de døren, og hun stoppede op mellem den og Zach, så han ikke kunne undgå, at skulle forbi hende, for at komme ud. Hænderne fandt hinanden bag ryggen, som var hun fange, der afventede hans dom, selvom det var fuldkommen modsat.
”Jeg lover ingen igen vil såre dig, så længe du er her på slottet. Du vil blive behandlet som enhver anden ambassadør, indtil vi har fundet en løsning – men mærk dig mine ord: Freden mellem din race og resten af Vavilon er skrøbelig. Faktisk på grænsen til krig. Hvis dit folk gør noget dumt, for at bryde den her skrøbelige fred, så vil du blive set på som et gidsel, og… well… jeg har lært lidt af Zean.”
For første gang smilede hun til Zach. Et sadistisk smil fyldt med løfter.
Armene gled over kors, som hun lænede sig tilbage i sin stol med blikket hvilende opgivende på ham. Det overraskede hende ikke, at han blot var soldat, men selv en soldat havde meninger. Engang havde hun blot været en almindelig vampyr, og se hvor hun nu var henne. Alle havde meninger. Alle havde tanker. Nogle hun gerne ville høre – men han havde også ret. Når Arona og Dylan blev gamle nok til at lede noget som helst, var dødsenglene ude af hendes hænder.
Inde i sig selv bandede hun over Zean. Hvis bare han havde ladet hende få mere indsigt i hans races politik, ville hun kunne vælge en leder, som hun stolede på. Èn der kunne finde ud af at være loyal. Fingrene trommede mod hendes arm, mens hun kæmpede for at huske navne, personer og titler, men det var Zean, som havde taget sig af den slags. Ikke hende. Hun havde kongedømmet, han havde dødsenglene.
Hendes øjne rettede sig igen mod Zach, som han kom med en tilføjelse til sine ord. Et lille fnys undslap hende.
”Ja, jeg er dronning, men det betyder ikke, at jeg er bedre end jer andre,” kommenterede hun, og overvejede om han overhovedet anede, hvordan hun havde ændrede Vavilon, da hun overtog det, for at få klassehierakiet udglattet. ”Hvis jeg kunne, ville jeg helst, høre alles meninger omkring den slags sager her, inden jeg gør noget, men det kan jeg desværre ikke, så jeg må nøjes med dig, hvilket du burde være glad for. Hvis jeg spurgte hele min befolkning, hvad de ville have, jeg skulle gøre med jer, ville de have jeg halshuggede jer alle.”
Det var ikke løgn. Dødsengle var blevet forhadte igen efter den her episode. Fordomme dukkede op på ny. Macaria havde isoleret dødsenglene, både for sin egen skyld, men så sandelig også for deres egen.
Hun spekulerede et øjeblik over det hele, inden at hun rystede på hovedet af sig selv, og rejste sig fra den ellers så behagelige stol. Fingrene strøg hårlokkerne tilbage, som ryggen rettede sig op, for at strække sig ud.
”Eftersom din race valgte dig som talerør, er du deres repræsentant, om vi så vil have det eller ej. Deres fremtid hviler på dine skuldre, så du må kæmpe for, at få den til at se så lys ud som muligt,” fortalte hun ham knap så uvenligt som hun ellers havde snakket til ham. På trods af det skærmede hendes krop for lyset fra kaminen bag hende, så hendes skygge faldt sort og lang over dødsenglen foran hende. ”Du er træt. Det har været en lang tur. Et værelse vil stå klar til dig, så du kan få noget søvn. Når du er udhvilet, vil jeg sørge for et bad til dig, samt noget rent tøj. Du burde overveje, hvad du vil sige til mig i morgen. Hvordan du og dit folk, vil komme videre fra det her, og hvordan vi kan gøre det, nu hvor jeres leder er væk.”
Hun gik rundt om skrivebordet, mens en pegefinger fulgte bordpladen rundt. Med et nik til vagterne åbnede de døren, og hun stoppede op mellem den og Zach, så han ikke kunne undgå, at skulle forbi hende, for at komme ud. Hænderne fandt hinanden bag ryggen, som var hun fange, der afventede hans dom, selvom det var fuldkommen modsat.
”Jeg lover ingen igen vil såre dig, så længe du er her på slottet. Du vil blive behandlet som enhver anden ambassadør, indtil vi har fundet en løsning – men mærk dig mine ord: Freden mellem din race og resten af Vavilon er skrøbelig. Faktisk på grænsen til krig. Hvis dit folk gør noget dumt, for at bryde den her skrøbelige fred, så vil du blive set på som et gidsel, og… well… jeg har lært lidt af Zean.”
For første gang smilede hun til Zach. Et sadistisk smil fyldt med løfter.