Long Time Coming

[Isabel Veterano]

I Saïx's ansigt blev tvivlen mere og mere læselig på trods af hans fornægtende ord. Isabel forstod. Det var én af grundene til, at hun ikke havde rakt ud for at skabe kontakt, da Marcel gav hende lov til at fortælle hvem hun var. Hvem ville tro hende? Hvorfor skulle hun ødelægge deres liv, som i hendes hoved var fredeligt, nyt og sikkert?
Hænderne forlod helt hendes krave, da han gled ned på knæ for hendes fødder. Bedrøvet kiggede hun ud til siden, så han var fri for, at hun så direkte på ham med øjne, der matchede Pandemoniums flammer nede i undergrunden. Helvedes flammer.
”Min sjæl blev revet ud af min krop,” svarede hun tøvende vampyren, der forvirret kiggede op og ned af hende. ”Marcellus ejede den, så den blev bragt direkte over til ham. Gennem videnskab puttede han den i den her nye krop.” Opgivende slog hun ud med armene. ”En mellemting af en engel og en warlock. Ud over... engelparten blev korrupteret, så... falden engel og warlock.”
En bitter smag bredte sig i hendes mund ved at tænke på, hvad hun var blevet til. Hybrid. Og ikke nok med at hun var en uren hybrid, så var hun en blanding af to mørke væsner. Twistet. Korrupteret. Falsk.
Som han trådte tæt på hende, blev hendes blik fanget af ham. De kolde hænder omfavnede hendes ansigt, så en klump i halsen samlede sig. Det føltes som om hun ikke kunne trække vejret, mens synet blev slørret for tårer, der samlede sig. Han tvang hende til at kigge på ham.
Ved lyden af hans stemme, der udtalte hendes navn flød tårerne over, og begyndte nådeløst at trille ned af hendes kinder. Hulkene fik det til at rykke i hendes krop, der kæmpede for at holde dem tilbage. Pludselig følte hun sig så grim og fortabt. Som en fange i et fjendtligt land, som ville dræbe hende, hvis hun ikke passede på. I alle de måneder havde Marcellus været hendes eneste ven. Den eneste, hun kunne snakke med og stole på. Det havde været forfærdeligt. Som et langt undercover mareridt, bare uden Caleb. Uden nogen som helst.
Hun lukkede øjnene, da Saïx lænede sig frem. Hans bløde læber mødte igen hendes, og flere tårer rullede ned af de fugtige øjne. Det var som endelig at komme hjem...
Hendes hænder hævede sig, for at glide rundt om livet på ham, så hun kunne trykke sig ind mod ham. Hvor ville hun dog ønske, at han havde en puls. Et hjerte og kropsvarme, der kunne bekræfte hende i, at han virkelig var her. Ikke som død, men levende. Akkurat som hun huskede ham. Et menneske. Ren, uskyldig, stærk, venlig – levende.
Hvad var der dog sket?

I lang tid stod de sådan. Presset ind til hinanden, mens kysset blev dybere og mere længselsfuldt. Læberne masserede mod hinanden i insisterende bevægelser, der fik kinderne hos Isabel til at blive varme. Først efter et stykke tid afsluttede hun langsomt det intense kys, for at hvile sin pande mod hans. Fingrene flettede sig ind i hans ved hendes kind.
Hun sank et klump. Alt snurrede under hende. Please lad det her ikke være en drøm...
”Jeg... jeg er nødt til at spørge om noget,” hviskede hun hæst, og gjorde sig klar på hvad end svaret ville være. ”Caleb... hvad er der sket med ham? Er han... er han stadigvæk...her?”

[Saïx Veterano]

Saïx var ikke sikker på om han forstod Isabels forklaring på det hele. Kunne sjæle virkelig blive forflyttet fra én krop til en anden på den måde? Var det muligt at Marcellus havde reddet Isabel ud fra døden og bragt hende tilbage til livet?
Betød det overhovedet noget?
Saïx’ ene hånd havde flyttet sig til Isabels nakke, da hun gengældte kysset og trykkede sig tættere ind til ham. Han kunne mærke tårene som rullede ned af hendes kinder, og han var ikke i tvivl om at de også ville trille fra hans egne øjne, havde han været et levende menneske med et bankende hjerte og et heftigt åndedræt. Hans fingre lukkede sig længselsfuldt om en lok af hendes hår, og han knugede hende helt ind til sig med sin anden arm, i takt med at kysset blev dybere og mere intimt.
Det var hende. Det var virkelig Isabel.
Isabel brød kysset, og Saïx måtte modvilligt give slip på hendes læber. Hans egne føltes brændende, efter at have været trykket så tæt op af hendes varme. Hele hans krop føltes varm. Han kunne ikke engang huske hvornår han sidst havde følt sig så… levende. Han lod villigt sine fingre flettes ind med hendes, mens han betragtede hendes ansigt. Det var et helt andet ansigt, end det han havde drømt om så længe. Men det var hende. Han var pludselig ikke længere i nogen som helst form for tvivl om hvem hun var.
”Caleb…” Saïx havde næsten glemt alt om Isabels bror. Om hvad der var sket ved deres sidste møde. Han havde stadig et mærke på kæben efter sølvhalskæden Caleb havde slået ham med. ”Han er stadig i live. Jeg mødte ham i Vavilon før jeg tog til Pandemonium. Han er… sig selv.” Det var svært at finde et dækkende begreb for det. Caleb var påvirket efter sin søsters død. Hvordan mon han ville reagere hvis Saïx fortalte ham at hun stadig var i live? At hun var i Pandemonium og havde en rolle som Marcellus’ bodyguard?
Marcellus…
”Hvorfor… er du her?” spurgte han langsomt, og så på hende med en forvirret mine. Der var pludselig så mange spørgsmål som viste sig for ham. ”Det er over et år siden Caleb begravede… din krop. Har du været her i al den tid? Hvorfor kontaktede du os ikke?” Saïx greb blidt fat i Isabels hånd uden at han slap hendes blik. At hun ikke havde kontaktet ham, kunne han næsten regne ud. Macaria havde fortalt ham om Marcellus’ evne til at trække kærlighed ud af en person, og at han mest sandsynligt havde gjort netop dét mod Isabel. Måske havde hun slet ikke savnet ham i al den tid. Men Caleb? ”… Jeg kom hertil for at få hævn mod Marcellus. For hvad han gjorde mod dig. For at han tog dig fra mig. Macaria fortalte mig hvad han havde gjort, og ville hjælpe mig, mod at jeg hjalp hende.” Hans blik blev skamfuldt. Han havde gjort så meget ondskabsfuldt for at kunne komme dertil. Han havde slået modstandsbevægelsen i Vavilon ihjel. Caleb og Isabels venner havde kæmpet til døden, enkelte havde tryglet og forsøgt at tale ham til fornuft, men de var alle som én blevet slået ihjel… Og Isabel havde været i live hele tiden.

[Isabel Veterano]

Skuldrene faldt da Saïx gav hende svaret om Caleb. Han var i live! Inderligt takkede hun Inei, for at have hørt hendes bønner, og holdt hendes lillebror sikker. Hjertet brændte af savn efter ham. Det gjorde ondt.
”Tak Inei... Da jeg så dig, var jeg bange for, at han var død, eller... eller blevet til et eller andet ligesom.. ligesom os. Åh jeg har været så urolig for ham,” sukkede hun, og tog sig til brystet, som for at gribe hjertet i at synke i lettelse.
Det sank dog alligevel men ikke i lettelse. Af skam og skyld. Saïx's spørgsmål var ikke til at komme udenom, men det var et spørgsmål, hun helst ville være fri for at besvare. Tavst betragtede hun ham, mens han fortalte om sine hensigter ved at komme her. Kort rynkede panden sig, da han nævnte Macaria, inden hendes blik gled over på siden af hans hals, hvor svage ar fra et par hjørnetænder stadigvæk var synlige. Macaria... havde hun...? Det var mindre end en uge siden, hun sidst havde set den friske vampyr, men på grund af forholdende, havde hun nok bare glemt, at fortælle om Saïx.
Langsomt rystede hun på hovedet, da Saïx fortalte om sine hensigter ved sit besøg.
”Du er tosset. Selv hvis jeg var død, tror du så det her, ville være det, som jeg ville have, du skulle gøre?” spurgte hun ham en smule spydigt. ”Blive til vampyr, og rende direkte ind i din rigtige død, ved at prøve at slå kongen af Pandemonium ihjel? Alt jeg håbede, var at du fik et normalt liv. Startede som smed igen. Fandt en pige. Giftede dig. Fik nogle børn. Jeg ville ikke kunne bede om det samme for Caleb, men... jeg troede du var klogere.”
Hun var ikke vred. Ikke rigtigt. Måske mere skuffet. Med hans hånd i sin trak hun ham med over til en bænk, der stod mellem nogle båse, så de kunne sætte sig. Fingrene strøg igennem hendes korte, sølvhår, inden at hun lænede sig frem med underarmene støttende på sine lår. Her duftede af halm, hest og foder. I nogle minutter tog hun sig tid til at finde de rigtige ord, mens tungen gled rundt i munden på hende. Hun tog en dyb indånding.
”Derfor jeg ikke har kontaktet nogen af jer... well... Min sjæl tilhørte Marcellus, og han forbød mig, at fortælle til nogen hvem jeg i virkeligheden var. Jeg skulle tjene ham blindt. Være tvunget til at være loyal. Han skabte mig som den perfekte bodyguard, og med min erfaring kunne jeg forsvare ham mod nærmest hvad som helst,” fortalte hun, og huskede på den mareridtsagtige tid, hvor hendes sjæl ikke havde været hendes egne. Træningen med de nye, mørke kræfter. Alt det had. Alt den vold. Kort lukkede hun sine øjne. I de mørke kroge i stalden kunne hun høre skyggerne hvisle til hende. Hun åbnede øjnene igen. Denne gang formede der sig et skævt smil på hendes læber.
”Men det ændrede sig. Marcellus, han... han blev såret. Jeg havde muligheden, for at lade ham dø, men i stedet reddet jeg hans liv. Vi var dog fanget i et sort hul kun med hinanden som selskab. Han fortalte mig ting. Ting om sig selv, jeg aldrig ville have gættet om ham. Vi blev...venner. Gode venner.” Hun kunne ikke lade være med at grine, mens hun rystede på hovedet af sig selv. ”Han gav mig min sjæl tilbage. Det og... og mine følelser for dig, som han havde haft stjålet. Der var dog allerede gået et halvt år. Jeg regnede med du var kommet videre. Caleb var ingen steder at finde. Selv Marcellus sendte folk ud, for at lede efter ham, men når han ikke vil findes, bliver han ikke fundet. Derfor har jeg ikke kunne kontakte ham. Portus ville udstøde mig, hvis jeg kom tilbage. Se på mig! Jeg er en hybrid. Så... jeg er blevet her. Forsat arbejdet med Marcel. Han er virkelig noget for sig selv, og har tit brug for vejledning, men er god nok. Jeg vil aldrig vende ham ryggen...”

[Saïx Veterano]

Omstændighederne til trods, kunne Saïx ikke lade være med at forme et lille, skævt smil af Isabels kommentar om Caleb.
”Han er sig selv… I en så stor grad at han har lovet mig at slå mig ihjel, hvis han ser mig igen. Han… bifaldt ikke mit valg.” Han fangede hendes blik på mærket på hans hals, og i et kort øjeblik føltes det som om de to svage tandmærker sved, ligeså meget som mærket fra sølvhalskæden gjorde efter at Caleb havde slået ham.
Han lod sig villigt føre til bænken, og placerede sig ved hendes side. Han fortrak en lille grimasse, og han nikkede sigende. ”Caleb sagde det samme. Han sagde at alt jeg gjorde ved at gøre alt det her, var respektløst for dit minde. At det ikke var hvad du ville have for mig. Men jeg kunne ikke bare sidde og gøre ingenting. Komme videre. Det kunne jeg ikke.” Han vendte blikket bort fra Isabel, og et bedrøvet udtryk voksede over hans ansigt. Caleb havde selv hyret kvinder, bare for at have en varm skikkelse at sove op af om natten. Så meget havde Saïx ikke engang fundet det i sig til at gøre. ”Efter din død… Jeg kan ikke engang huske hvad jeg gjorde den første uge. Den første måned. Selv efter du havde fortalt mig at hvad vi havde gjort var en fejltagelse – jeg ved det godt, det var Marcellus’ skyld – så kunne jeg ikke bare… komme videre. Caleb forsvandt for at finde ud af hvad der var sket med dig, og jeg… vandrede bare rundt. Jeg aner ikke engang hvordan det skete, men jeg var pludselig i Vavilon igen, og Macaria tog mig til fange igen.” Hans mund formede en bitter mine, og han trak en smule ned i sin egen skjorte, så man lige kunne skimte Vavilons mærke, brændt ind i huden på ham. ”Hun ville straffe mig for hvad jeg havde gjort mod hende, da hun var fanget i Portus. Måske var det også for at indhente hvad hun aldrig nåede, dengang jeg blev fanget første gang. Men hun fortalte mig om dig. Om at hun var der, da du døde. At hun kunne hjælpe mig med at få hævn mod ham, der havde taget dig fra mig.” Han vendte blikket tilbage til Isabel. ”Jeg var desperat! Hvis jeg ikke kunne bringe dig tilbage, ville jeg straffe ham som havde været skyld i din død! Caleb ville ære dit minde ved at leve videre, fortsætte jeres arbejde… Men jeg kunne ikke.” Han følte sig så skamfuld. Over at han ikke havde kunnet finde det i sig til at ære hendes minde på samme måde som Caleb kunne. Over alle de grufulde ting Macaria havde fået ham til at gøre, så han kunne mestre sine nye evner. Hvad ville Isabel sige, når hun fandt ud af det? Han turde ikke engang tænke på det.
Fortvivlelsen i hans ansigt blev langsomt erstattet af forvirring, før det gik over i chok, da Isabel selv fortalte om hvad der var sket mellem hende og Marcellus. De var blevet venner? Han så på hende som om hun var blevet skør. Det kunne hun ikke mene! Marcellus var skyld i alt der var sket med hende! At hun ofrede sit liv for at redde Macaria. At hun havde mistet sin sjæl. At hun havde mistet sine følelser for ham… Alligevel fandt et smil vej til hans læber.
”Du er den eneste jeg kender, der ville blive venner med sin egen morder.” sukkede han. Det var næsten til at grine højt af. I stedet rystede han blot på hovedet og satte sig tættere på hende. Hans hånd lagde sig ovenpå hendes. ”Det kan være ligemeget. Jeg har bare savnet dig så meget, Isabel. Jeg troede jeg havde mistet dig for altid.” Han smilede et lille, varmt smil til hende. Han havde lyst til at give udtryk for at de kunne være sammen igen. Sådan som det havde været, før Marcellus havde taget hendes følelser for ham fra hende. Men der var så meget som havde forandret sig. De var begge to forandret. Hvem sagde at hun ikke selv var kommet videre? Og dog… Kysset de lige havde delt. ”Vi kunne tage herfra sammen.”

[Isabel Veterano]

Isabel måtte grine, da Saïx fortalte om Caleb. Selvfølgelig havde han truet med at dræbe ham! Det ville hun selv have gjort, hvis ikke det var fordi, hun var noget værre. Han kendte hende bedre end nogen andre. Selvfølgelig havde han ikke bifaldt Saïx's valg. Det gjorde hun heller ikke.
Hendes ansigtsudtryk var undskyldende, som hun fik af vide, hvordan Saïx havde reageret på hendes død. Værre end hun havde forestillet sig. Et sted havde hun vel håbet, han var kommet videre...
”Det har aldrig været min mening, at give jer sorg og smerte. Måske havde jeg håbet på, du havde fulgt Caleb,” mumlede hun, inden at han hev ned i sin skjorte, så brandmærket kom til syne på hans bryst. Øjenbrynene skød i vejret. Vavilons takket symbol. Nogle gange kunne hun glemme hvem Macaria egentlig var. For tiden var det som om alle hendes gamle fjender, var blevet hendes venner, så hun glemte hvem de nu engang var. Hvad de havde gjort.
”Hun... brandmærkede dig?” spurgte hun vantro, og måtte rette sig langsomt op, mens han fortalte videre om hvad Macaria havde sagt og gjort. Det var gået op for hende, at da hun døde ved Macaria's side, havde det smedet i stærkt bånd til vampyren. Man gav ikke bare sådan sit liv til en person, for så at blive ved med at føle had. Specielt ikke når man to gange havde reddet dens liv.
Hun rynkede let på næsen. Hvorfor kunne de to drenge, dog ikke tænke sig om?! Hun havde virkelig regnet med at Caleb ville se efter Saïx, og Saïx for at være klogere end det her.
”Så du ville bare spankulere op til kongen af Pandemonium og slå ham ihjel? Idiotisk,” spurgte hun opgivende. Når hun så Caleb igen, ville hun tage et alvorsord med ham! Ja faktisk dem begge to!
Desværre blev opmærksomheden hurtigt trukket fra Saïx og over til hende, da hun fortalte om Marcellus.
Hun smilede prøvede til Saïx, uden at være sikker på, om hans kommentar skulle tolkes på en god måde.
”Han... myrdede mig ikke. Det var hele tricket ved det hele,” kunne hun ikke lade være med at sige til Marcellus' – ja vel også hendes eget – forsvar. ”Jeg slog mig selv ihjel, da jeg reddede Macaria fra modstandsbevægelsen. Magien var for stærk til min krop. Derfor fik han min sjæl, hvilket rent faktisk reddede mig. Så...”
Hun vendte sin hånd om, så fingrene kunne lukke sig om hans. Mildt gengældte hun hans smil. Det føltes som lang tid siden, de muskler var blevet brugt til det. Ja, Marcellus kunne få hende til at grine og smile, når de brugte tid sammen, men ikke sådan et smil her... ikke... så varmt.
”Jeg har også savnet dig,” svarede hun ham stilfærdigt, og gav hans hånd et klem. Dog blev smilet, dog til en grimasse ved hans forslag.
”Jeg kan ikke tage væk herfra. Jeg kan ikke forlade Marcellus,” forklarede hun, og vred sig en smule, fordi hun vidste, det ikke var hvad Saïx ville høre eller forstå. ”Han er min bedste ven, og har brug for mig lige nu. Tør slet ikke at tænke på, hvad der ville ske, hvis ikke jeg var her. Og nu hvor han har fået en datter... Nej... nej... Jeg er ked af det, Saïx, men jeg kan ikke vende ham ryggen. Ikke nu.”

[Saïx Veterano]

Han rystede på hovedet.
”Planen var aldrig at Marcellus skulle slås ihjel. Macaria ville have at jeg skulle infiltrere slottet. Spionere. Finde ud af hvor han gemte sine følelser.” Han gik ikke ud fra at han behøvede uddybe for Isabel hvad han mente. Hvis hun var så gode venner med Marcellus som hun påstod, måtte hun vel kende til hvordan Marcellus havde fået fjernet sine egne følelser for Macaria. ”Jeg er ikke så dum at jeg havde tænkt mig at angribe Marcellus, langt mindre at prøve på at slå ham ihjel. Han er også warlock, det har jeg intet forsvar imod. Jeg skulle sørge for at give Macaria hvad hun skulle bruge, for at have noget på ham. Hun… forsikrede mig at det ville gøre ondt på Marcellus. At det ville give mig den hævn jeg søgte.” Som han fortalte Isabel det, gik det op for ham hvor nemt det havde været for Macaria at overtale ham. Han måtte virkelig have været desperat. Hun kunne næsten have fortalt ham alt, og han ville være gået med på det, hvis han troede det ville hævne Isabels død. ”Og i al den tid skulle jeg næsten takke ham for at du er i live.” Ikke at Saïx nogensinde havde tænkt sig at gøre det. Marcellus var måske at takke for at Isabel var i live – i en anden krop, men i live – men som han så det, ville intet af det her være sket, hvis ikke det var for ham. Han, Isabel og Caleb kunne stadig være i Portus. Macaria ville stadig være taget til fange, hvis ikke Rådet havde dømt hende til døden for alt hun havde gjort. Caleb og Isabel kunne have fortsat deres mørkebekæmpelse i Ineis navn, og han selv kunne være den trygge havn Isabel kunne vende tilbage til i Portus. I stedet var de endt sådan her. Macaria sad igen på tronen i Vavilon. Caleb var ikke at finde. Isabel var blevet til alt det hun havde kæmpet imod, og han havde ladt sig bide af en vampyr så han kunne få sin hævn. Det var noget værre rod.
Smilet falmede kun yderligere, da Isabel nægtede at tage med ham. Han forstod det ikke, og forvirringen var tydelig i hans ansigtsudtryk. ”Han har brug for… Vi har brug for dig, Izzy.” Han rettede sig en smule op. ”Din bror og mig… Har Marcellus fået en så stor betydning for dig? At du vil vælge ham før os?” Det var svært ikke at føle sig såret af tanken. Før Marcellus havde taget Isabels følelser og sjæl fra hende, havde det virket som om hun ville opgive alt for sin bror og for ham. Nu…
”… Jeg kan ikke blive her, Izzy. Selv hvis Marcellus tror på den historie jeg gav ham, er det kun et spørgsmål om tid før jeg bliver afsløret. Hvis ikke af ham, så af dronningen.” Bare tanken fik hans nakkehår til at rejse sig. ”Før eller senere må jeg tage tilbage til Vavilon. Eller Portus. Et eller andet sted, men jeg kan ikke blive i Pandemonium. Du kan ikke bede mig om at måtte fortælle Caleb om hvorfor du er blevet her, hvis jeg møder ham igen.” Der måtte være et eller andet han kunne gøre. Noget han kunne sige. Han havde ikke lyst til at efterlade Isabel i Pandemonium. Han kunne ikke tage derfra uden hende. Men hvis han blev, ville det blive hans død. "Du må dække over mig. Fortæl Marcellus at jeg er den jeg udgav mig for, så skal jeg nok holde lav profil, så jeg ikke tiltrækker opmærksomhed. Jeg... Er bare ikke klar til at give slip på dig igen."

[Isabel Veterano]

Som smilet falmede på Saïx’s læber, forsvandt det også hos Isabel. Hun vidste at Saïx ikke ville forstå det. Hvordan kunne han? Marcel og hende havde været så meget igennem sammen. Hendes sjæl havde været fanget hos ham, så de havde været knyttet pyskisk til hinanden. Op til flere gange havde de reddet hinandens liv, og åbnet op.
”Du misforstår det hele Saïx!” udbrød hun, og greb hans hånd med begge sine. ”Marcellus er min ven! Hvis jeg fortæller hvem du er, vil han ikke blive gal – tværtimod! Han vil velkomme dig her i Pandemonium!”
Smilet dukkede frem igen, og hun gav hans hånd et opmuntrende klem. Engang havde hun ikke kunne forlade Pandemonium, og nu valgte hun selv at blive. I et beskidt land fyldt med ubalance, hybrider og blasfemi. Men hvor skulle hun ellers tage hen? Hun var blevet en hybrid, og havde ikke hjemme i Portus længere. Nej… hun kunne lige så godt blive her, hvor folk i det mindste ikke ville spytte efter hende.
”Når Caleb dukker op, fortæller jeg selv det hele til ham. Han vil forstå… efter noget tid. Alt kan blive fint igen!” Faktisk troede hun selv på det. At alt kunne blive ligesom gamle dage, men en knude i brystet afslørede, at hun vidste det bare var en illusion. Caleb ville aldrig tage her til Pandemonium. Han ville aldrig tilgive Marcellus. Aldrig bøje sig for ham. Hellere stikke en dolk i brystet på ham.
Det fik Isabel til at bide sig let i sin underlæbe, mens hun kæmpede for at finde på løsninger. Hendes blik fikserede sig på Saïx, og hun lagde én af sine hænder på hans brede skulder, for at give den et klem.
”Du behøver ikke at tage væk. Marcellus vil forstå det hele. Han er min bedste ven,” forklarede hun stilfærdigt, og håbede Saïx kunne se igennem facaderne Marcellus tog op omkring sig selv. Ja okay, han var også ond og kynisk, men ikke overfor hans venner! Ikke overfor dem, der var ham loyal.
Hun smilede til vampyren, og hævede sin hånd fra skulderen op til hans ansigt. Blidt strøg hun kinden med sin tommelfinger. ”Bare vent og se. Vi kan sammen gå over og fortælle ham det.”

[Saïx Veterano]

Han havde sådan lyst til at tro på hende. At Marcellus ville tilgive ham for sin løgn, og lade ham blive i Pandemonium. I et øjeblik overgav han sig til Isabels ord. Han kunne blive. Sammen med hende. Efterlade Vavilon, Portus, alt sammen bag sig. Måske havde hun ret. Han fangede sig i at hvile ansigtet mod hendes hånd – den føltes varm mod hans egen kølige kind, og gjorde det kun nemmere for at ham finde ro i hendes løsning.
Alligevel var der en stemme i ham, som kæmpede imod. Som fortalte ham at Marcellus aldrig ville tilgive ham for sin løgn. Havde Macaria ikke advaret ham mod netop den slags? At hvis han blev afsløret for hvad han egentlig var, ville Marcellus straffe ham? Og Marcellus havde ikke ligefrem ry for at være en barmhjertig mand – havde han ikke allerede slået én mand ihjel, simpelthen for at spilde hans tid? Tanken fik ham til at trække ansigtet tilbage fra Isabels hånd, og han rystede nok en gang stille på hovedet.
”Han kommer ikke til at tilgive mig, Isabel.” sagde han stilfærdigt. Måske ville Marcellus gå så vidt som at slå ham ihjel for det. Skulle hans venskab med Isabel standse ham? Han kunne ikke tro på det. Selv hvis Isabel skulle protestere, kunne han så let som ingenting fjerne hendes følelser for ham igen, og gøre hende ligeglad med hans skæbne. Hvorfor skulle Marcellus ikke gøre det? Han havde allerede gjort det én gang!
Bare tanken fik ham til at tænke tilbage til tiden før Isabels død. Dagen efter deres første nat sammen. Hun var taget ud alene, og var kommet hjem sent om aftenen, kun for at fortælle ham at hvad de havde gjort, havde været en fejltagelse. Hun havde sagt det hele med en skuldertrækning, som om det var hende fuldstændig ligegyldigt. Et bittert drag voksede frem over Saïx’ læber, og han rejste sig fra bænken. ”Og jeg kan ikke tilgive ham for hvad han gjorde mod dig. Mod os! Han slog dig måske ikke ihjel, men det er på grund af ham at du ofrede dig for Macaria! Var det ikke for ham, ville du stadig være i Portus sammen med Caleb og mig. Du ville ikke…” Han tav. Han ville ikke sige ordene. ’Du ville ikke være blevet til hvad du kæmpede imod’. Det samme kunne siges om ham. Han havde lagt sin menneskelighed bag sig, for muligheden for at få en hævn. Hvad sagde det om ham selv? Han gik rastløst over mod et af staldens vinduer og så op mod slottet, mens han førte fingrene gennem sit hår. Han sukkede dybt. ”…Jeg fatter det ikke, Izzy. Jeg fatter ikke hvordan du kunne blive venner med ham.”

[Isabel Veterano]

Isabel forsatte med at nusse hans kind, som hans ansigt tiltede imod hånden. Det virkede til, at han endelig forstod, hvad hun prøvede at fortælle ham – men ligesom hun skulle til at åbne munden, for at forslå de gik op til Marcellus nu, ændrede hans ansigtsudtryk sig.
En rynke viste sig i hans pande, da han trak sit hoved væk fra hendes kærtegn, og modsagde sig hendes ord. I stedet lagde hun hænderne mod sine knæ, og lænede sig lidt frem, mens han rejste sig fra bænken. Blikket var blevet ørne-skarpt igen, som hun fulgte ham med blikket. Man kunne se hun blev mere og mere anspændt, for hvert ord han sagde, som vreden begyndte at røre på sig. Selvom det iltre, røde håret var blevet skiftet ud til en stjerneklar farve, så havde hun stadigvæk sit temperament.
Tungen rodede arrigt rundt i munden, som hun prøvede at styre sine følelser. Det her var uretfærdigt! Hvordan kunne han sige den slags?! Skulle han tilgive Marcellus?! Det var hende, der var blevet udnyttet, brugt, eksperimenteret på og dræbt! Hvis hun kunne tilgive den mørke konge, så burde han også!
Hænderne mod knæene knyttede sig, inden at hun til sidst ikke kunne holde det inde mere, og rejste sig brat op. Øjnene gnistrede.
”Ville ikke, hvad?! Nej, vent! Jeg ved hvad du ville sige!” snerrede hun, og marcherede hen til ham. Hun greb hårdt fast i hans ene skulder, for at hive ham rundt, så de stod ansigt til ansigt. ”Jeg havde intet valg, om at blive til hvad jer er nu, men det ser da ud til, du blev bedste venner med Macaria, og lod hende give dig vampyrernes forbandelse!”
Han skulle på ingen måde komme her og pege fingre, når han var lige så slem! Måske havde Marcellus gjort meget, men det havde Macaria også – hun behøvede dog ikke at fortælle Saïx, at Macaria nu også blev talt med, når hun skulle nævne sine venner. Marcellus og Macaria. Før havde de været hendes fjender, men skæbnen havde ændret det hele.
Med en hånd mod hans brystkasse, pressede hun Saïx tilbage mod væggen, så der var en armslængde imellem dem. Alt glæden om at se ham igen, var forsvundet som dug for solen. Det var akkurat derfor, hun ikke have rakt ud for at skabe kontakt med ham, modstandsbevægelsen eller de andre kontakter, hun stadigvæk måtte have i Portus. Fordi hun vidste, de ville dømme hende. Hun var uren. Tilhørte nu Nostamus i stedet for Inei. Tilhørte Pandemonium i stedet for Portus. Tilhørte Marcellus i stedet for Rådet.
”Tro ikke, at du forstår mig, for det gør du ikke!” hvislede hun til ham med den vavilonske accent, der stadigvæk hang fast i hendes sprog fra den anden krop. ”Og vov ikke at tal ondt om Marcel! Han har for længst bødet for sine forbrydelser! Jeg advare dig Saïx! Du – rør – ham – ikke!”
Hendes blik blev skarpere, som hånden mod hans brystkasse, krummede sig sammen, for at gribe omkring en fold på hans tøj. ”Jeg er hans bodyguard og han er min ven. Jeg fortæller ham ikke, hvem du i virkeligheden er, hvis du ikke vil have det, men du gør ham intet ondt, forstået? Forstået?!”

[Saïx Veterano]

Saïx havde knapt nået at registrere det, da Isabel pludselig dukkede op ved hans side, og pressede ham op af den nærmeste væg. Overraskelsen fik ham til flygtigt at blotlægge de skarpe hjørnetænder i en hvæsen af hende, før han fangede sig selv i det. Det fik dog ikke hans ansigtsudtryk til at blive noget mildere; han mødte Isabels blik, stædigt og hårdt.
”Jeg er ikke venner med Macaria!” protesterede han arrigt. ”Hun gav mig en mulighed, og jeg tog den! Det er kun på grund af hvad der skete med dig, at jeg overhovedet kom hertil. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad der er sket mellem hende og Marcellus!” Isabels fingre havde lukket sig om en fold på hans tøj, men han trak sig fri fra hende, og skabte igen en afstand mellem dem. Havde det ikke været for hans frustrationer ville handlingen have været nok til at give ham en klump i brystet, men lige nu var han blind for alt andet end forvirringen og raseriet. Han nedstirrede hende. ”Hvad er det Marcellus har gjort ved dig? Han har givet dig en anden krop, men han har gjort noget ved dig. Du plejede at leve for at bekæmpe den slags væsner! Det var dig der lærte mig at mørkevæsner ikke kan stoles på, uden undtagelser. Hvor er den Isabel!?” Hans stemme havde hævet sig under hans tirade, men på nuværende tidspunkt virkede det som om Saïx var ligeglad med om de blev hørt. Denne kvinde… Det var Isabel, men samtidig var det en total fremmed. Isabel ville aldrig have sagt noget støttende om Pandemoniums konge. Hun ville aktivt have kæmpet imod ham, sådan som hende og Caleb havde gjort mod utallige andre mørkevæsner. Hvorfor skulle Marcellus være anderledes? Det gav ingen mening for ham. Der var nødt til at være magi involveret.
Han stod tavst og så på hende. En del af ham længtede allerede efter at trykke hende ind til sig igen. Som om de ville kunne lade som om skænderiet aldrig var opstået. Men Saïx kendte Isabel for godt til det. Sådan som hun talte om Marcellus… Gad vide hvad hun ville gøre, hvis han rent faktisk forsøgte at gøre Marcellus noget. Hvem ville hun i sidste ende stille sig bag, hvis hun blev tvunget til at vælge. Det gik op for ham, at han ikke længere kunne sige det med sikkerhed. Det gjorde ondt i brystet på ham, men han nægtede sig selv at vise det. I stedet trak han i en hård maske. ”Fint. Jeg gør ikke din ven noget. Men jeg stoler ikke på ham.”

[Isabel Veterano]

Som hjørnetænderne snerrende blev afsløret ved Saïx, slap Isabel ham med det samme – næsten skræmt. Måske var hun stærkere nu, end hun var i sin gamle krop, og var vant til at gå rundt blandt monstre, men det kunne stadigvæk jage en frygt i livet på hende. De første par uger i Pandemonium, havde hun været helt øm i kroppen, fordi hun hele tiden spændte så meget, for at gøre klar til et angreb.
Hun stirrede på ham med et forarget drag om munden. Protesterne han kom med prellede af på hende, som dråber på et blad. Måske var han ikke venner med Macaria, men nu var hun hans skaber. Den slags skabte et bånd, der var stærkere end noget andet. Isabel kunne ikke lade være med bittert at tænke på, hvorfor Macaria ikke havde fortalt hende noget om Saïx. At hun havde bidt ham...
Hvordan kunne hun dog, have gjort det mod hende?
Den tavse, hårde maske smeltede ved Saïx's teori om at Marcellus, skulle have gjort noget ved hende, og den knusende vrede dukkede atter til syne. Læderhandskerne knagede, da hun hårdt knyttede hænderne langs siden, for at stoppe sig selv, fra at slå den råbende vampyr.
Da han tav var stilheden imellem dem knugende og akavet. Isabel lignede en bunke krudt, klar til at eksplodere hvornår det end skulle være. Bare endnu en gnist skulle dér til. Selv da han vrængede, at han nok skulle lade Marcel være, blødte hun ikke op for ham, men forblev en såret statue. De ord han havde sagt, kunne ikke tages tilbage.
Hun vidste ikke, om det gjorde ondt fordi at han havde ret, eller fordi hun følte det var uretfærdigt. I alt den tid havde hun prøvet, at holde fast på sig selv. På hvem hun var. Pludselig at indse, at det havde fejlet, var som at få svunget en kølle mod sit hoved. Derudover brændte det i hende, fordi at hun syntes at Saïx på ingen måde havde ret til at dømme hende, når han frivilligt havde ladet en vampyr bide sig. Måske burde hun have set det komme... Selv for halvanden år siden, havde han været tæt på at lade sin daværende kæreste bide sig. Det havde været en fejl, at give sig til kende for ham. Følelserne var trukket afsted med hende. Hun burde have vidst bedre.
Med en kamp fik hun sunket den klump, der sad fast i halsen. Hun dirrede næsten. Skyggerne snoede sig som sorte slanger over gulvet fra hjørnerne. Trøstende og forræderiske gled de omkring hendes støvler og ben. Hun havde holdt sig væk fra de mørke steder i stalden, men efter at have gået over til Saïx, var hun nu så tæt på, at de kunne nå hende. Deres hvisken bekræftede Saïx.
”Ikke græde Izzzzy...”
”Han taler om pigen før sssstilheden”
”Pigen før ssstilheden er død”
”Ikke græd for den døde pige, Izzzzy...”
”Folk græder nok for hende”
”Nu er du voressss”
Kælende strøg de hende over de knyttet hænder, som de snoede sig op af hendes arme, for at kunne slikke hendes kinder, og få den opmærksomhed de så gerne ville have.
”Du har ret...” hvislede hun ud mellem tænderne. ”Jeg er ikke den samme Isabel. Hvordan kan jeg være det, efter at have blevet trukket igennem Stilheden? I over et år har jeg været her blandt mørkvæsner langt udenfor Inei's rækkevidde. Det ville være naivt, at tro jeg ikke har ændret mig. At jeg har forblevet den samme.”
De flammende øjne skævede mod skyggerne, der gned sig mod hendes ansigt. Deres hvisken kun for hende at høre. Hvad der end var sket, da hun fik den her nye krop, var hun blevet en del af mørket, som lurede i kroge og hjørner. Skyggerne var blevet hendes kæledyr, børn eller hvad man nu kunne kalde dem. De havde altid været der. Var der altid. Lurede, hvislede, holdte øje, beskyttede.
Hun sukkede, inden at hun med den ene hånd viftede dem væk fra hendes ansigt, og beordrede dem til at lægge sig. De var så krævende, og hun hadede at have dem helt op i hovedet på sig. Modvilligt trak de sig ned omkring hendes støvler i stedet for. Opmærksomhedskrævende nappede de i hendes skinneben.
”Jeg burde aldrig, have fortalt dig, hvem jeg var,” mumlede hun, og følte sig pludseligt helt fortabt. Hvis Saïx reagerede sådan her, hvordan ville Caleb, så ikke være? Hun var en fremmede for dem. Død. Borte. Måske skulle hun snart til selv at indse det. Hun var ikke længere Inei's straffende hånd. Nu var hun blot Marcellus' beskytter. En del af mørkvæsnerne og hybriderne her i landet. Det var på tide at acceptere det.
Igen sank hun et klump. Støvlerne slæbte sig over lergulvet, da hun trak sig væk fra Saïx med hængende hoved.
”Glem mig. Tag tilbage til Vavilon eller Portus. Der er intet for dig her andet end mørke,” tilføjede hun lavmælt til manden, som den døde pige havde elsket. Pigen med det flammende hår. Hun vendte ham den bøjet ryg, og forlod stalden, samt resterne af sit gamle liv.

[/i]

[Saïx Veterano]

Isabels vrede var tydelig, men Saïx var ligeglad. Hvorfor kunne hun ikke forstå det!? Isabel havde altid været en intelligent kvinde, én som var i stand til at gennemskue alt! Hun kunne meget vel have reddet hans liv, da hun talte ham til fornuft angående Ania. Men nu… nu var det hende, der var fanget i mørkets kløer.
Saïx havde været på vej til at gå et skridt tættere på hende, da skyggerne krøb frem og svøb sig om hende. Præcis som Isabel havde stirret da han havde blotlagt sine hugtænder, måtte også Saïx stirre på hende, da skyggerne snoede sig op ad hende, som var de slanger. Han kunne ikke forklare det, men sådan som de vred sig om hende, virkede de lige så meget som en del af hende, som var de noget fuldstændig separat. Det virkede som om Isabel debatterede med sig selv i al den tid hun var tavs, men da hun endelig talte igen, var det som om Saïx mærkede en byrde lægge sig mod hans skuldre og pressede ham mod jorden. Han så på hende, fortvivlet, og måtte ryste mismodigt på hovedet.
Hvorfor kunne hun ikke se det? Hvordan havde Marcellus blændet hende sådan? Hvad pokker havde den mand gjort for at overbevise Isabel om at han var hendes beskyttelse værd? Han kunne ikke begribe det. Han endte med at stå og stirre på Isabels ryg da hun vendte sig for at gå, og fortvivlelse blev til panik.
”Der er intet for mig her? Hvad tror du der er for mig i Vavilon eller i Portus?” svarede han hende, i håbet om at det ville få hende til at stoppe. Denne gang bevægede han sig tættere på hende, men gjorde intet hverken for at gribe fat i hende eller stille sig i vejen. ”Marcellus fjernede dine følelser for mig før du forsvandt. Den sidste samtale jeg havde med dig før alt det der skete, var da du fortalte mig at hvad vi havde gjort, var en fejltagelse. Hvis jeg bare kunne glemme dig og komme videre, tror du ikke at jeg ville have gjort det dengang?” Hans tonefald gled fra hård og frustreret og over til hvad der lød som om det snart ville knække. Han bed tænderne hårdt sammen. ”Jeg er ligeglad med Marcellus. Jeg vil ikke have noget med ham at gøre. Det var dig, jeg gjorde alt det her for, Isabel. Jeg har gjort forfærdelige ting. Ting, jeg ikke er stolt af, men jeg gjorde hvad jeg troede skulle til, for at få min hævn. Nu hvor jeg ved du er i live…” Han sukkede drævent, og efter et sekunds tøven, greb han fat i hendes arm for at vende hende mod sig. ”Izzy… Jeg tager ikke fra Pandemonium uden dig. Og hvis du nægter at tage herfra… Så har jeg ingen grund til at gå.”

[Isabel Veterano]

Isabel stoppede op, men blev stående med ryggen til ham. Med hævet ansigt lyttede hun til hvad han sagde, men intet hun kunne sige, ville fortælle ham, hvad han skulle gøre. Hun anede ikke engang selv, hvad hun skulle gøre. Lige nu ville hun helst opsøge Marcellus. Lade sig blive trøstet af måske den eneste ven, hun havde tilbage her i verden.
”Du behøver ikke fortælle mig, hvad han gjorde dengang, jeg ved det alt for godt selv,” kommenterede hun, og forstod faktisk ikke, hvorfor Saïx var blevet så stædig efter at være sammen med hende. De havde kendt hinanden et par år. Været sammen en enkelt nat. Rejst til Portus sammen. Marcellus havde kaldt det hende og Saïx havde for kærlighed, dengang han trak følelserne ud af hendes bryst. En ting hun ikke havde været klar til at acceptere. Kærlighed var ikke ligefrem noget, hende og Caleb begik sig i.
Pludselig mærkede hun hans tag i hendes arm, og hun blev hvirvlet rundt mod ham. Deres blikke mødtes, og hun så hans smerte i det. Det var dog umuligt at glemme, det han sagde og havde sagt. Hun var ikke den samme som før. Hendes venner var monstre. Isabel Veterano døde dengang på engen. Intet kunne bringe den person til live igen.
Hårdt rev hun sin arm fri fra hans greb, og bakkede flere skridt væk fra ham. Ansigtet var forvredet i et vredt udtryk, der kaldte skyggerne hen til sig. Mørket pulserede bag hende, som et levende, tykt uhyre, der skærmede for selve lyset fra slottet.
”Jamen du burde komme videre!” råbte hun. ”Det burde du hele tiden have gjort, i stedet for at følge mig herned i mørket, hvor intet godt kan leve! Ved du hvad du har gjort?! Du trådte væk fra Inei! Du trådte væk fra Portus! Du trådte væk fra lyset! Jeg har aldrig ville have, du fulgte med mig! Jeg ville have du var i sikkerhed! Derfor gjorde jeg alt det her! For din og Calebs skyld! Jeg holdte jer sikre!”
Hun begyndte at bakke væk fra ham. Længere og længere tilbage mod døren, mens slangerne på grund af hendes følelser, hævede sig hvæsende og hvislende fra hendes ryg. Det stod klart for hende, hvad hun skulle gøre, for at redde Saïxs sjæl. Også selvom det blev en ofring fra hende.
”Jeg er ikke Isabel Veterano længere! Det sagde du selv! Hun døde, Saïx! Døde! Jeg vil ikke have dig her! Du skal tilbage til Portus og Inei! Komme videre!! Sørg over mig, hvis du må, men accepter jeg er væk!! Det var en risiko, du hele tiden skulle tage. Hvis ikke Marcel havde taget mig væk, så ville et monster på et tidspunkt! Så stik af herfra, lige så snart du kan! Jeg er død! Intet af mig er tilbage længere!! Intet!!” råbte hun desperat mod ham, selvom hvert ord knuste hende. Marcellus ville være stolt af hende. ”Lad mig være i fred, og tag tilbage til Portus!”
Hun drejede om på hælen, og flygtede ud af stalden, så hurtigt hun kunne. Skyggerne strakte sig mod hende over gårdspladsen, og greb hende, lige så snart hun nåede dem. I en lydløs eksplossion af mørke, forsvandt hun ind i deres favntag, og efterlod i stalden, det eneste, som var tilbage af hendes gamle jeg.

//out

[Saïx Veterano]

Isabels udbrud kom så meget bag på Saïx, at han næsten måbede da hende da hun rev sig løs fra hans greb, og skyggerne igen dukkede op omkring hende. Som et enormt bæst hun kontrollerede. Var det en trussel? Hans blik flakkede mellem hende og skyggen bag hende, som et eget levende væsen, men han lod det til sidst falde på hende.
Han sagde intet. Han stirrede på hende, ude af stand til at formulere så meget som en enkelt protest. Det var først da hun bakkede mod døren, og benægtede hvem hun var, at Saïx så ud til at vågne op. Han rystede nok en gang på hovedet, men hvor han førhen havde været fortvivlet, var der noget mere aggressivt i hans ansigtsudtryk. Han rettede sig op og skar ansigt, men hans forsøg på at få nogle ord ind blev konstant afbrudt af Isabels kommandoer.
”Isabel!” var det eneste han nåede at råbe efter hende, men det var for sent. Hun havde allerede forladt ham i stalden og ladt skyggerne svøbe sig om hende, og hun var væk. Saïx stod i staldens åbning og så ud i gården på det sted hvor Isabel var forsvundet fra, før han lod raseriet gribe ham. ”Du har ret! Du er ikke Isabel længere! Hvad du end er, er du ikke hende, hører du!?” Hans stemme hævede sig til en hvæsen, som om det ville gøre hende i stand til at høre ham, hvor hun end var henne. Hun var sikkert krøbet tilbage til Marcellus, hendes elskede ven. Bare tanken fik ham til at skære ansigt mod det enorme, mørke slot som husede landets konge og hans dronning. Manden som havde taget Isabel fra ham – nu mere end nogensinde før.
Saïx gav et rasende udbrud fra sig og slog sin næve ind i den nærmeste væg, hvor et dybt hul omgående formede sig i muren. Som menneske ville han have knust sin hånd, men som vampyr mærkede han det knapt. Hestene i stalden bevægede sig usikkert i deres folde, og en enkelt af dem hævede sig op på bagbenene og vrinskede nervøst. Saïx sendte dyret et mørkt blik, og måtte modstå trangen til at sætte tænderne i den, bare for at få den til at holde kæft.
I stedet førte han sit blik tilbage mod slottet. Marcellus havde allerede taget Isabel fra ham én gang. Nu havde han gjort det igen. Han kunne stadig smage Isabels – kvinden som havde været Isabel – læber mod sine, og frustreret tørrede han sin mund med bagsiden af sin hånd. Isabel var væk, i Marcellus’ magt. Han måtte væk fra Pandemonium, men han ville ikke forlade landet tomhændet.
Som han stod og så på slottet, begyndte en plan langsomt at tage form i hovedet på ham. Det var en farlig plan. Dumdristig. Den kunne resultere i hans egen død. Men hvad havde han at tabe? Hvis han fejlede, ville han blive slået ihjel, men hvis han lykkedes, ville han ramme Marcellus lige så hårdt som han havde ramt ham.
Han ville frarøve Marcellus den person, han ville elske mere end noget andet. Præcis som Marcellus havde gjort mod ham.

//out