Long Time Coming

[Saïx Veterano]

Marcellus LaPiera Black ~ Isabel Veterano ~ Saïx Veterano

Vognen var standset op udenfor slottets grund kort efter solnedgang. Gennem dens vinduer havde et par brune øjne med et skær af rødt kigget op mod slottets høje tårne, som kun var synlige gennem de oplyste vinduer mod den mørke, skyede himmel over dem. Det føltes som et helt liv siden Saïx sidst havde sat fod i Pandemonium. Han havde stadig været et menneske dengang. Han havde været en våbensmed, og på en søgen efter midlerne han behøvede til sit arbejde. Det var et helt andet ærinde som havde bragt ham til Pandemonium denne gang.
"Vi er fremme, Joshua." kaldte vognens kusk ned mod ham, som om han utålmodigt ventede på at vampyren i vognen trådte ud. Det falske navn var efterhånden begyndt at lyde lige så begyndt for Saïx som hans ægte, så ofte som han havde brugt det. Han trådte ud af vognen og gav kusken, en krumryggen, ældre herre med et par manglende tænder, en lille håndfuld mønter, og takkede ham for turen. "Ikke tænk på pigebarnet. Jeg skal nok tage mig af at skille mig af med hende." forsikrede kusken ham om. Saïx måtte se sig tilbage mod vognen, og skikkelsen derinde som for kun en lille times tid siden havde udåndet for sidste gang i hans greb. Det havde været en længere rejse fra Vavilon, og han havde brug for blodet. Ikke bare for næringens skyld, men også for at berolige sine nerver. Saïx takkede manden, inden kusken smældede i tøjlerne så hesten gav en vrinsken fra sig, og bevægede sig videre ned af den brostensbelagte vej. Saïx så kun flygtigt efter ham, før han igen vendte sin opmærksomhed mod slottet foran ham. Havde det ikke været for hans tid med Macaria, var han sikker på at han ville have været panisk på nuværende tidspunkt. Men hun havde rådet ham til at sørge for at få blod i sig, før han kom til slottet. Det var også hende, der havde oplært ham så grundigt om hvad han nu var. Om alt det han måtte gøre, for at få sin hævn. Hans ene hånd lukkede sig i en knyttet næve, og han måtte bide en grimasse i sig. Isabel...
Med en fatning som om han havde gjort dette hele sit liv, begav Saïx sig op mod slottets porte, hvor han til sin forventning omgående blev stoppet af nogle vagter. Det havde ikke været en overraskelse, specielt efter nyheden om Pandemoniums nye prinsesse.
"Hvem der?" forlangede den ene vagt at vide.
"Mit navn er Joshua Sharpe." Svaret kom lige så prompte som man ville forvente af en mand, som afgav sit ægte navn. "Jeg har rejst langt, for at søge audiens hos kong Marcellus." Vagterne så vurderende på hinanden, inden den ene gik nærmere, og med hænderne begyndte at undersøge Saïx. Han fandt ingen våben på ham. "Hans majestæt er i tronsalen i et møde." fortalte han endelig. "Du kan vente til han er færdig." Han nikkede til den anden vagt, som førte Saïx med sig indenfor, og viste ham vej til den store dobbeltdør, som ledte til slottets tronsal. Lige på den anden side af døren ventede Isabels morder. Det krævede al hans selvbeherskelse at holde sig tilbage, men Macaria havde forberedt ham nok til at han kunne forblive stående, med hænderne stoppet ned i sine lommer.

[Isabel Veterano]

Dagene her efter prinsessens fødsel, havde gjort Isabels arbejdsdage kortere men tilgengæld også mere krævende. Marcellus ville bruge så meget tid med sin datter som muligt, så ofte stoppede han med sine pligter som konge tidligt, for i stedet at kunne opfylde sine pligter som far. De timer Isabel så brugte på arbejde, var krævende, fordi der var kommet større sikkerhed på slottet efter barnets fødsel. To havde allerede forsøgt at tage pigen, for at kunne kidnappe hende og bede om løsesumme. De var dog ikke kommet langt. Denne ene gang havde været udenfor slottet, hvor de skulle til middag hos en adelig familie, som havde fået æren af at personligt hilste på Pandemoniums arving. Lige så snart de skulle til at gå tilbage til vognen, var de blevet angrebet.
Ingen var dog kommet til skade.
Raine og Eriz havde næsten samtidigt opdaget overfaldsmændene, allerede inden de var sprunget frem fra skyggerne. Efter blot få minutter lå kidnapperne blødende eller skrigende på vejen, efter at de fire erfarende krigere havde angrebet dem næsten samtidigt. Eriz havde ikke engang behøvet at slippe babyen i hendes arme. Isabel havde igen set hendes forfærdelige kræfter udspiller sig, da hun blot behøvede at kigge på en af kidnapperne, der havde kurs direkte mod hende.
Isabel havde selv nedlagt to, men havde ikke nået mere på grund af Marcellus, der var et rent uhyre, når hans barn blev truet. Han havde taget resten med en vampyrisk hurtighed. Det var første gang. Anden gang havde babyen ikke engang været i nærheden, fordi mændene blev fanget allerede inden de kom ind på slottet.

Lige siden havde der dog været ro omkring babyen - ud over de gange hele slottet havde lydt af babygråd. Isabel havde selv fået lov til at se den lille pige, men havde nægtet at holde hende. Marcellus' datter var så skrøbelig og fin. Nærmest som en fe. Selv nu kunne man se små, sorte hår, der lå over hendes isse. Øjnene var mørke som et tordenvejr, så man ikke kunne se forskel på hvad der var iris og pupil.
Babyen var dog ingen steder at se her i tronsalen. Hun var oppe i en af stuerne på overetagen med sin mor, der aldrig lod hende komme ud af sit syn. Isabel var ikke i tvivl om, at det næsten kriblede i Marcellus' fingre efter at gøre mødet færdig, så han kunne skynde sig over til sin lille pige, der tydeligvis havde stjålet hans hjerte.

Isabel var heller ikke til syne i tronsalen. Hun stod gemt i tronstolens skygge, og betragtede det hele derfra. Skyggerne hviskede i hendes ører, så det lød som et fjernt vandfald. Selv hendes flammende, røde øjne var gemt her i mørket, hvor ingen ville kunne se hende. Hun var ikke til stede. Ikke rigtigt. Hun var en del af skyggerne - en del af mørket. Hvis nogle gik igennem tronstolens skygge ville de kunne gå lige igennem hende. Kun hvis hun ønskede det, kunne hun træde ud af det hviskende mørke, for igen af manifestere sig i sine omgivelser.
Blikket hvilede dovent på Marcellus, mens hun kun lyttede efter hvad der blev sagt med et halvt øre. Den slags politik var kedeligt. Hun hadede politik. Det var det kedelige ved jobbet. Ligesom Marcellus kløede det i hende, efter at mødet var færdig, så hun kunne få resten af aftenen fri.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel havde efter angrebet lagt en plan. En plan om at beskytte sin datter. Men han vidste at Eriz bestemt ikke ville kunne lide hans plan. Men her på det seneste var Marcel begyndt gå mere og mere bag Eriz ryg. Han havde fået sin kærlighed til Macaria tilbage og den havde fået ham til at indse hvad Eriz havde gjort. Han var langtsomt begyndt at frygte at alt det han havde kæmpet for med Eriz ikke ville gå. Han ~sad til møde~. Men i virkeligheden var han hus sin datter. Han stod med hans to mest betroede mænd og kiggede ned på den yndige og fredsfyldte prige som lå og sov. Han elskede Lilith mere end noget andet på denne jord. Han smilede da hørte hende lave et lille grynt i hendes fredsfyldte søvn. Hans mænd kiggede på ham afventende. Marcel nikkede og hviskede '' Gå i gang.. Lad os begynde ''. Den ene begyndte at kaste en besværgelse. En der ville sørge for at ingen lyd kunne forlade rummet. Den anden kastede en barriere så ingen kunne se hvad der skete i rummet. Imens de to mænd stod og hold besværgelserne oppe nærmede Marcel sig vuggen. Hans datter havde været så tæt på at blive taget fra ham. Nogle gange måtte man gøre noget ondt imod sine børn for at beskytte dem. Nogle gange måtte man påføre dem man elskede smerte for at beskytte dem. Bag disse tanker, tanker der skulle forsikre ham selv om at det var det rette at gøre stod Marcel nu foran vuggen. Hans ansigt bar et sørligt udtryk og hans øjne var matte og fjerne. Han begyndte at kaste en formular. Sort skygge begyndte langsomt at danne sig rundt om hans hånd. Denne besværgelse, eller forbandelse var bestemt en Marcel havde brugt før.... Imod Isabel. Han sukkede og en tårer gled ned af hans kind i det han lagde sin hånd på brystkassen af den lille baby. Babyen vågnede med et og skreg og vred sig i smerte. Lyden fik Marcel til at krumme tær. Bare at vide den store smerte han påførte den lille baby lige nu var lige ved at få ham til at knække sammen. Men han forsatte, for hendes skyld. Efter lidt tid fjernede Marcel sin hånd og Lilith stoppe med at vride sig i smerte og lå nu bare og skreg. Men der hvor Marcel havde holdt sin hånd var der et mærke. Et Warlock mærke. Det mærke en Warlock kunne give til en de havde besejret i kamp. Det mærke der viste at personen tilhørte en Warlock og hvem. Marcel havde givet Lilith mørket så han altid ville kunne føle hvor hun var, selv hvis hun blev bortført. Han tog noget salve frem og lagde det over mærket og udtalte en remse så mærket blev usynligt og forsvandt. Marcel sukkede og løftede Lilith op. Han vukkede hende i hans arme og sang den godnatsang han sang for hende hver nat. Det tog længere tid end normalt, meget længere tid. Men til sidst faldt den lille baby i søvn igen. Marcel kiggede på hans mænd og før de kunne så meget som nå at stoppe deres besværgelser stod Marcel bag dem med sit sværd trukket. Et sekund efter lå deres hoveder på gulvet og et sekund efter faldt deres kroppe sammen. Marcel kastede en besværgelse så deres lig forsvandt ud i sort røg. Selv om disse mænd var hans mest loyale, så måtte der ingen vidner være. Ingen tegn på hans forfærtelige gerning. Marcel gik ud og tog den hemmelige gang ned i tronsalen hvor en handelsmand stod og ventede på ham. Marcel der kom op af den hemmelige gang kiggede kort på manden før han ud af det blå kastede sit sværd igennem brystkassen på manden som fløj tilbage. Marcel satte sig i sin trone imens vagterne kom stormende ind i tronsalen ved de høje lyde. Marcel kiggede på vagterne og sagde koldt '' Nu har jeg tilbragt en time med denne mand som har spildt min tid. Døden er en mild straf for ham ''. Vagterne nikkede og førte manden ud. Marcel sukkede og lænede sig tilbage i sin trone. Han havde det ikke godt. Det han havde gjort ved sit eget barn kunne aldrig glemmes. Men i det mindste ville ingen nogensinde finde ud af hvad han havde gjort. Det mente Marcel i hvertfald selv.

[Saïx Veterano]

Tålmodigt – eller faktisk ret utålmodigt – havde Saïx ventet udenfor tronsalens store døre. Det var ulideligt at vide at manden som var skyld i Isabels død, befandt sig lige på den anden side af dørene. Men hvis han forhastede sig, ville han aldrig få sin hævn. Macaria havde advaret ham om Marcellus. Fortalt ham om hans evner. Det var ikke en mand, som man skulle undervurdere, og det ville blive hans egen død, hvis han gjorde. Han var nødt til at tænke før han handlede, hvis det her skulle lykkedes.
Isabel… Saïx huskede stadig samtalen han havde haft med Cal, før han tog til Pandemonium. Han vidste at magikeren havde ret; Isabel ville aldrig bifalde hvad han havde gjort, eller hvad han havde tænkt sig at gøre. Men hvordan kunne han bare acceptere tingenes tilstand? Nej! Isabels morder skulle ikke gå ustraffet.
Vagter løb forbi ham og ind i tronsalen, som om de var blevet tilkaldt uden et ord. I det korte tidsrum hvor dørene var slået op, kunne Saïx fornemme lugten af blod i luften, og da vagterne kun få sekunder efter kom ud, bærende på et friskt lig, måtte han skære en grimasse.
”Hvad skete der med ham?” spurgte han den ene af vagterne, som kun skænkede ham et kort blik.
”Han spildte kongens tid.” svarede han henkastet, og forsvandt sammen med den anden vagt for at skille sig af med liget. Saïx så efter dem idet de forsvandt ned af korridoren, før han igen så på døren til tronsalen. Macaria havde ikke overdrevet i sine advarsler. Han ville være nødt til at vælge sine ord med omhu, så Marcellus ikke også skulle mene at han ville være spild af hans tid. Han havde brugt alt for lang tid på at forberede sig, på at kontrollere sine nye evner, til at blive slået ihjel så tæt på sit mål. Han stålsatte sine nerver, da tronsalens døre blev skubbet op, og en ny vagt trådte indenfor, for at kunne annoncere den nye besøgende for kongen. Saïx måtte nok en gang vente, indtil vagten vendte tilbage til ham, og trådte til side så han kunne komme indenfor. ”Hans Majestæt kan se dig nu. Men gør det kort.” fortalte vagten. Saïx nikkede forstående, og trådte forbi ham og ind i tronsalen.

Omgående måtte hans blik havne på Marcellus. Saïx havde aldrig personligt set manden, men han levede op til beskrivelserne Macaria havde givet af ham. Han gennemgik Macarias råd. Vis ham respekt. Lad ham tro du er loyal. Bevis din loyalitet, lige meget hvad, og han vil stole på dig.
Saïx stoppede op midt i tronsalen, på en respektabel afstand af selve tronerne, hvoraf den ene stod tom. Dronningen måtte være optaget, hvilket passede ham mere end fint. Eriz ville uden tvivl have været i stand til at se igennem hans løgne med det samme.
”Vær hilset, Deres Majestæt.” hilste han ærbødigt, og bukkede dybt for kongen af Pandemonium. ”Mit navn er Joshua Sharpe, og jeg er en simpel vampyr som har rejst hele vejen fra Vavilon for at følge et kald. Et kald om at tjene Dem.” Han rettede sig op igen, men gjorde intet for at bevæge sig tættere på tronen. ”Guden Nostamus viste sig for mig, og bad mig rejse til Pandemonium for at tilbyde Dem og Deres familie mine tjenester, på hvilken måde De end vil finde passende.” Han håbede det ville være nok, hvis ikke til at få hans tilladelse, så i hvert fald til at få hans opmærksomhed. Han var mødt op ubevæbnet, og havde tilbudt sine tjenester, kvit og frit. Han kunne ikke forestille sig at det ville blive set på som ’spild af tid’.

[Isabel Veterano]

Fra skyggerne bag tronen opdagede Isabel endelig Marcellus komme gående ud af en sidedør. Han måtte være færdig med sit gøremål – hvad det så end havde været. Det havde hvert fald været noget, som han ikke ville fortælle selv hende, og hun havde stolet på ham.
De flammende, røde øjne fulgte kongen, som han skridtede over gulvet, for til sidst at sætte sig til rette i sin tronstol efter at have dræbt den uskyldige købmand. Hun sagde ingenting til det. Hvad skulle hun sige? Marcellus vidste bedst, og hun var bare hans bodyguard. Bodyguard og bedste ven.
Med hånden mod munden kvalte hun et gab, som de nu virkeligt kunne gå i gang med audienserne. Allerede nu kedede hun sig, men beholdte alligevel fokus mod kongen. Ingen kunne se hende, som hun stod her gemt i skyggerne. En skygge i en skygge. De hviskede til hende, som trofaste tjenere. Kærtegnede hendes krop som en elsker.
Tit gjorde hun folk urolige ved sin tilstedeværelse, derfor holdte hun sig skjult. Kun når nogen truede kongen, eller han havde brug for hende, dukkede hun frem. Et skræmmemoment. Det var hvad hun var blevet til. Mange ville gispe ved synet af hende, der trådte ud af det pulserende mørke bag Marcellus, og straks føje sig for den humørsyge konge. Både hende og Marcel nød den slags. Tit lo de bagefter over folks forskrækkelse.
En ny besøgende kom ind i tronsalen. Isabel kunne ikke se ham for tronen, der ragede op foran hende, men skyggerne hviskede om en vampyr. Først da stemmen gav genlyd gennem tronsalen, mærkede Isabel hvordan gulvet åbnede sig op for hende. Som frosset fast stirrede hun lige frem for sig, mens ørerne spidsede sig for at lytte til den genkendelige stemme, der udgav sine grunde til at møde kongen. De lodrette pupiller trak sig sammen til at være blot en streg, som hun blev taget et år tilbage. Før Stilheden. Før Mørket.
”Kan du huske pigen der døde, Izzzzzy?” hvislede skyggerne i hendes øre, så det kildede.
”Pigen der døde. Pigen uden sssssjæl.”
”Den sssstjålet kærlighed, der blev flået ud af bryssstet.”
”Izzzy fik det hele tilbage. Izzzy hussssker!”
”Den ssssøde konge gav det hele tilbage. Kongen gav kærligheden tilbage.”
”Zzzzzzzaïx.”
Det hvislende navn fik hende ud af chokket, som hun desperat rystede af sig. Hjertet bankede hårdt i brystet, som prøvede det at flygte, mens hun gispede efter vejret. Skræmt blev hun stående bag tronen med ryggen presset imod bagsiden af ryglænet. Han var her?! Hvordan kunne han være her?!!
Åndeløst lyttede hun efter en anden stemme. Stemmen på den savnet bror, men Cal’s stemme fulgte ikke efter Saïx. Han var her alene! Men hvorfor?! Og hvorfor opgav han falsk navn! Først nu slog det hende også, hvad der var blevet sagt… vampyr! Hvorfor pokker –
Nej… hun kunne ikke få sig selv til at kigge. Det var dumt, men hun var som naglet fast med et hamrende hjerte og et flakkende blik.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel sad med en neutral facade og lyttede. Denne mand og hans udtalelser var bestemt ikke kloge. Der stak mere under det. Nostamus ville aldrig tale til en vampyr da han ikke havde skabt dem og da slet ikke hvis vampyren var i Vavilon. Denne vampyr stod og fyldte ham med løgn. Selv hvis han ikke gjorde, så skulle Nostamus ikke tro han kunne komme og sende en vampyr ind i HANS sal. Havde han ikke ofret til Nostamus, havde han ikke ansat præste og andet. Han havde gjort alt for at tilfredsstille guden. Nej det hang ikke sammen. Men hvem i Vavilon ønskede ham ondt?. Zean, nej. Macaria?, aldrig. Nej nu var han bestemt nysgerrig. Han kunne få denne mand dræbt på stedet men hvis han gjorde det. Ville han aldrig finde ud af hvem han arbejdede for og hvad han var sendt hertil for at gøre. Dog havde han sine bange anelser. Han løftede sin finger og hviskede et par ord. Et besværgelse. Isabel ville kunne høre i hendes tanker * Hold godt øje med ham her. Find ud af hvem der har sendt ham og hvorfor. Hvis han gør det mindste forkert, så dræb ham*. Marcel havde ingen ide om at dette var Saix. Marcel rettede sit blik imod Saix og sagde med hans charmerende stemme '' Jamen hvis selveste Nostamus har sendt dig uden at give mine højpræste besked om det. Så må du jo i sandhed være noget særligt Joshua. Jeg ved at vi mangler en staldknægt. Du kan starte der til du har vist hvorfor selveste Nostamus har sendt dig ''. Marcel smilede charmerende og lagde bestemt ikke skjul på at hans blik nøje betragtede den unge vampyr, næsten som dannede han sig et mentalt billede af ham. Marcel lænede sig lidt frem i stolen og sagde med en faretruende rolig stemme '' Men finder jeg ud af du må nogen måde forsøger at skade Pandemonium og dens folk. Skal du vide en ting. Du står i selveste Nostamus center og har udgivet dig for at være sendt til at tjene mig. Er dette ikke sandt, er det ikke kun min vrede der vil ramme dig.. Meeen også hans. Og tro mig, min vrede er slem. Men hans.. uff ''. Marcel smilede rart og lænede sig tilbage i sin trone '' Men det er jo ikke tilfældet her Joshua. Du udvalgte af Nostamus ''. Marcel nikkede til Isabel '' Vis ham stalden ''.

[Saïx Veterano]

Saïx brød sig på ingen måde om hvordan Marcellus’ blik granskede ham. Det var næsten så han kunne mærke hvordan hybriden vejede hans ord for sandhed og løgn. Alligevel nægtede han sig selv at fortrække en mine. Han vidste at det mindste afvig kunne betyde hans død – så meget havde Macaria da fortalt ham om Marcellus. Han var en intelligent mand, og næppe én som ville tolerere forræderi.
Hans historie var én han havde overvejet længe på vej til Agares. Han var nødt til at have en grund til at være kommet til Marcellus, og hvilken bedre historie kunne han give, end at en gud havde sendt ham? Som vampyr burde det have været Inei som havde talt til ham. Men Vavilon var Euphonias land. Men Nostamus var tilbedt i Pandemonium, og i tillæg var det ham, som havde skabt warlockerne, som Marcellus trods alt havde lidt af i sig. Det virkede som det tryggeste valg for ham.
”Pandemoniums folk har intet at frygte fra mig, Deres Majestæt. Jeg ønsker kun at tjene.” Han skjulte løgnen godt, nærmest som om han havde overbevist sig selv om at ordene var sande. Han havde bukket endnu en gang for kongen. En stalddreng? Det virkede næsten som et spild. Som menneske havde Saïx været stærk, efter mange års arbejde i hans våbensmedje. Som vampyr var hans styrke blevet mangedoblet. At skulle bruge nætterne på at smide hø og passe på de kongelige heste virkede i høj grad som et spild af hans styrke. Men han vidste bedre end at diskutere med Marcellus. Og behøvede han det overhovedet? Så længe han fik en fod indenfor i slottet, kunne han være tilfreds. Og ville kongen holde så meget øje med en simpel stalddreng? ”Jeg forsikrer Dem om at Nostamus også vil være tilfreds med mig her i Deres land. Deres stalde vil skinne, og Deres heste vil trives som aldrig før.” forsikrede han Marcellus om. Først da Marcellus henvendte sig til en anden, gik det op for Saïx at der var en anden skikkelse i rummet. Næsten som om hun var trådt ud af skyggerne uden at Saïx havde hverken hørt eller set hende, stod der pludselig en kvinde ved kongens side. Han betragtede hende kun flygtigt, før hans blik igen faldt på Marcellus, som han sendte et taknemmeligt smil. ”Jeg takker ydmygt for Deres gavmildhed, Deres Majestæt. Jeg håber mine tjenester lever op til Deres forventninger.” sagde han, som en slags afsked til Marcellus, før hans blik igen faldt på kvinden, afventende.

[Isabel Veterano]

Fastfrosset til stedet havde Isabel blevet stående, hvor hun var i sine skygger, der blev ved med at hviske til hende om dengang før Stilheden. Først da Marcellus henvendte sig til hende i tankerne, holdte de deres kæft. Taknemmeligt som var hans stemme vand for en tørstende, lyttede hun til hvad han sagde.
Find ud af hvem, der havde sendt ham og hvorfor? Havde hun allerede planer om! Slå ham ihjel, hvis han gjorde noget forkert? Det vendte sig i maven på hende, men hun bed blot tænderne sammen, og sendte en accepterende tanke mod Marcellus.
Han havde aldrig set Saïx. Minder om dengang Marcellus ville have at hun kaldte ham herre, og havde hende i sin magt, vendte tilbage til hende. Med en grimasse lukkede hun øjnene. Det var næsten, så hun kunne mærke hans rune syde i brystet på hende. Dengang havde han bedt hende om at vælge: Saïx eller Caleb. Da hun havde nægtet, havde han i stedet stjålet hendes kærlighed til Saïx. Stjålet den, taget den, beholdt den.
Stædigt rystede hun tankerne af sig. Det var lang tid siden! Næsten et år siden! Nu var Marcellus hendes ven! Ja faktisk bedste ven! Hvis Saïx ville skade Marcellus, ville hun så lade ham gøre det? Det skræmte hende at finde ud af, hvor meget hun tvivlede… Måske var hun virkelig forandret. Måske var hun blevet ”ond”. Hun var blevet det hun før havde kæmpet imod.
Og Saïx… hans stemme. Det var ham, men hvad pokker lavede han her?! Havde han fundet ud af sandheden om hendes død? Og kunne det virkelig passe, at han var blevet vampyr? Nej… hun kunne ikke holde det ud længere.
Skyggerne slap hende modvilligt, som var de lavet af tjære, da hun trådte ud af dem, for at stille sig ved Marcellus side. Som hans bodyguard. Hans ven. De flammende, røde øjne kiggede flygtigt ned på den mørke konge, inden at hun endelig tog sig sammen, og så mod personen i tronsalen.
Hendes hjerte slog et slag over, inden det heftigt begyndt at hamre igen. En behandsket hånd måtte diskret gribe fat i tronen, for at få styr på sig selv. Det var ham. Som taget ud af en drøm stod han i levende live foran hende! Men… han var anderledes! Huden var fin og bleg. Øjnene næsten rødelige. Varme. Skinnende. En udstråling strømmede ud fra ham. Noget magisk. Noget smukt. Hun genkendte den alt for godt. Mange gange havde hun stået foran vampyrer, og bevidnet deres overnaturlige skønhed.
Var det Ania? Vampyrpigen som Saïx havde været sammen med før hende? Havde han genfundet sig med hende, og ladet hende bide ham, på trods de mange advarelser? Hvorfor havde Caleb dog ikke hjulpet ham?! Et jerngreb strammede sig om hendes strube ved spørgsmålet. Caleb… Hvorfor… hvorfor havde han ikke hjulpet? Var han…?
Hun havde stået som en skyggeindhyldet statue, og skjult alle de desperate tanker og følelser inde i sig. Den slags var hun god til. Når man boede blandt det der engang havde været fjender, lærte man at skjule, hvad der forgik indeni en. Specielt når man gik side om side med Eriz. Dog gik det først nu op for hende, at Saïx ikke havde reageret på at se hende, selvom deres blikke kort havde mødtes. Og igen tog det et par sekunder, før hun forstod hvorfor. Hun lignede ikke sig selv. Var ikke sig selv.
Det røde hår var skiftet ud med stjernernes farve. Ansigtet var anderledes. Slankere. Næsen en smule skæv efter dengang Zean havde brækket den. Ja.. selv kroppen var anderledes. Selv ikke Caleb ville genkende hende.
Først da Marcel snakkede til hende igen, flyttede hun det brændende blik fra Saïx, og over til Marcellus. Burde hun sige noget til ham? Fortælle hvem manden i virkeligheden var? Nej… det var ikke hvad ordren gik ud på, og hun ville selv finde ud af, hvad Saïx lavede her.
Derfor nikkede hun lydigt til sin konge, inden hun tavst forlod hans side. Med hovedet gjorde hun tegn til Saïx, om at han skulle følge med hende ud af tronsalen.
Som altid når hun var i nærheden, blev der med det samme stille omkring dem. Vagterne lod som om de ikke så hende, og tjenerne nærmest flygtede væk fra hende. Mange var bange for hende, fordi de vidste at hun var Marcel’s øjne og ører. Hans mest loyale. Hans tætteste. Rygterne svirrede allerede omkring dem. Den slags var dog meget normalt på et slot.
Med et par skridt foran Saïx fulgte Isabel ham hele vejen ud af slottet, uden så meget som at se på ham. Tankerne kværnede dog stadigvæk rundt i hovedet, men hun kontrollerede sig selv, indtil de endelig kunne træde ind i den store stald, der lå på den anden side af gårdspladsen. Væk fra alles øjne og ører.
Lige så snart hun var inde af døren, drejede hun rundt på hælen, greb fat i kraven på Saïx, og flåede ham direkte ind i en stolpe med ryggen først. Hårdt holdte hun ham fast.
”Ved Inei – laver du – her?!” snerrede hun frustreret, mens hendes øjne naglede ham fast. ”Du burde være hjemme i Portus, i gang med at smede, og komme videre i dit liv! Ikke her i hjertet af Pandemonium, som… som… fucking vampyr?! Hvad har du dog laver?!”

[Saïx Veterano]

Selv ikke da kvinden gik forbi ham og gjorde tegn til at han skulle følge efter, så Saïx mere på hende end han ville enhver anden kvinde. Hun så ud som en hård kvinde, og at dømme efter hvordan tjenestefolkene nærmest løb forbi dem for ikke at være i nærheden af hende, og hvordan vagterne nærmest fæstede deres blikke fremfor sig for ikke at møde hendes blik, virkede det som om han havde ret i den antagelse. Hun havde ikke sagt et ord, mens hun havde ført ham ned af slottets korridor.
Det var første gang Saïx befandt sig inde i Castle of Fire. Faktisk var det første gang han overhovedet havde været i nærheden af slottet. Alt passede dog alligevel til hvad han havde forestillet sig, ud fra hvad han havde fået beskrevet. Det enorme mørke slot var rigt dekoreret, men der var alligevel et klart mørke i de gamle mure, som selv ikke de mange fakler så ud til at kunne oplyse. Ud fra vinduerne de passerede kunne han se byen under dem – eller, han gik ud fra at lysene han kunne se igennem røgen stammede fra byen han selv var kørt igennem på sin vej til slottet.
Saïx forsøgte at danne sig et mentalt kort over slottet ud fra hvad de passerede, samtidig som han forsøgte at gøre det så diskret som muligt. Han havde ikke lyst til at kvinden skulle fatte mistanke til ham.
”Så… hvor længe har du arbejdet f-” Hans forsøg på at starte en afslappet samtale med hende blev brutalt afbrudt, da hun greb fat i kraven på ham og pressede ham op mod en af stolperne. Var det ikke fordi han var vampyr, og hans hud nærmest kunne føles som marmor, var han sikker på at hun havde brugt nok styrke til at brække et ribben eller to. Som det var, var det dog alligevel nok til at han måtte bide tænderne sammen for ikke at give et overrasket gisp fra sig. ”Hvad har du gang i!?” nåede han at bide fra sig, før han måtte stirre på hende. Var det ikke fordi hans hjerte havde slået sit sidste slag, var han sikker på at det ville være standset i dét øjeblik. Hvordan vidste hun at han var en smed? At han kom fra Portus? Der var et eller andet grueligt galt, men han kunne ikke lade masken falde nu! Han var så tæt på, at han næsten kunne smage det. ”Jeg aner ikke hvad du snakker om!” protesterede han forarget, og greb fat i hendes håndled for at løsrive sig fra hendes greb. "Du har forvekslet mig med en anden fyr. Jeg er fra Vavilon. Va-vi-lon.” Han fremmede hver stavelse som om han troede at hun var tunghørt. Det var halvt om halvt dét, han håbede var tilfældet. Han kneb øjnene mistænksomt sammen, mens han granskede kvinden. Det var ikke til at se præcis hvad hun var. Måske kunne hun snige sig ind i hans hoved, sådan som han havde hørt at Eriz kunne. Det ville være katastrofalt. ”Er det sådan her alle nye tjenestefolk bliver budt velkommen?”

[Isabel Veterano]

Isabel var fuldkommen ligeglad med, om hun kom til at skade ham, ved at skubbe ham op mod stolpen. Hvis han virkelig var vampyr, ville han heale så hurtigt som et knips. Styrken som han nu besad, var stærk nok til at flå hendes hænder væk fra hans krave, men hun blev stående hvor hun var, så han ikke kunne flytte sig fra hende. De var lige høje nu, så hun kunne rigtigt nedstirre ham, som hans løgne prellede af på hende. Hun var sikker på det var ham. Specielt da han mistroisk granskede hende. Mindede hende om dengang de havde krydset Vavilon, for at komme i sikkerhed i Portus, hvor Marcellus havde sine fingre i hende.
Uden at tage sig af hvad han ville sige, greb hun hans ene hånd, for at studere den grundigt op ved ansigtet. Nøje mærkede hun efter de steder på fingre og håndflade, hvor der engang havde været et slemt brud, men der var ingen tegn på skaden. Intet. Hånden var fuldkommen healet. Hånden som Forsyth-parret engang havde smadret.
”Vampyr? Jeg troede, at jeg havde advaret dig om, hvad der skete, når man hang ud med vampyrer!” hvislede hun, og slap hans hånd. Hvis nogen så det her udefra, ville de nok finde det underligt – hell Saïx fandt det nok underligt, men hun var ligeglad. Lige nu var hun ligeglad med alting! Alt hvad der betød noget, var at komme til bunds i alt det her. ”Og drop løgnene, Saïx. Jeg ved, hvem du er.”
Irritabelt tog hun sig til håret, og begyndte at trave hen af staldgulvet, mens hun kastede hovedet opgivende tilbage.
”Åhr! Hvad fanden laver du her?! I Pandemonium! Castle of Fire! Marcellus?! Come on! Jeg troede aldrig at skulle se nogen af jer her! Er I fuldkommen vanvittige?!” udbrød hun frustreret, og syntes slet ikke at tage sig af, at han ikke anede hvem hun var. ”Tør jeg overhovedet spørge hvad Caleb laver? Er han også blevet et eller andet uhyre?! Varulv, måske? Hvad var jeres plan? Vende Inei ryggen, og infiltrere Pandemonium? Jeg ville have I skulle leve lykkeligt! Få jer et normalt liv! AHR! Og nu er DU her?! Hvad laver du dog?! Ved du ikke hvor farligt det er?! Hvis Marcellus finder ud af det…. Hvis ERiz finder ud af det….! Jeg burde have set det kommer… jeg burde virkelig have set det komme, for I er begge to fuldkommen sindssyge!”

[Saïx Veterano]

Hun kendte hans navn. Og hun kendte Caleb. Saïx granskede kvindens ansigt nøjere, men der var stadig ikke noget der fik bjælderne til at ringe for ham. Det sølvgrå hår, de brændende øjne, mørket hun næsten udstrålede – der var ingenting af det som virkede bare den mindste smule bekendt. Han brød sig ikke om det. Normalt ville han have gået ud fra at kvinden – hvem hun end var – måske var et medlem af modstandsbevægelsen, og kendte til ham gennem Caleb. Men det gav ingen mening. Saïx havde slået dem alle ihjel. Selv hvis denne kvinde skulle være en overlevende, ville det være forventet at hun ville angribe ham for at straffe ham for sine handlinger. I stedet virkede hun mere irriteret end noget andet.
”Hvem er du? Og hvorfra kender du Caleb?” spurgte han. Der var vel ingen grund til at benægte det længere. Det var tydeligt at hun allerede vidste hvem han var. Selv hvis det hele skulle være en plan for at få ham til at afsløre sig selv, havde hun allerede strukket den alt for langt, til at det kunne være tilfældige gæt.
Kvinden travede rastløst frem og tilbage over gulvet, og Saïx måtte følge hende med blikket. Jo mere han så på hende, jo mere var der et eller andet der virkede bekendt. Ikke i hendes udseende – men i hendes væremåde. Hendes kropssprog. De små gestusser hun lavede ud i luften. Han rynkede brynene, inden han gik tættere på, indtil han til sidst endte med at stå foran hende så han tvang hende til at standse sin traven. Han mødte hendes blik granskende – hans rødlige måde hendes flammer. Der var et eller andet omkring hende, som fik hans nakkehår til at rejse sig, men han kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. ”Jeg ved ikke hvor du har alt det her fra… Men du kan ikke sige noget til Marcellus. Okay?” Han så alvorligt på hende. ”Jeg er nødt til at være her. Lad ham tro at jeg er Joshua Sharpe, og at jeg er kommet hertil for at tjene ham, så kommer det hele til at gå meget nemmere.” Han forsøgte at lyde fattet, men der var en desperation i hans ord. Han kunne ikke lade denne kvinde afsløre ham for Marcellus. Ikke når han var så tæt på. Isabel…

[Isabel Veterano]

Kort skulede hun til ham, da han forlangte at få af vide, hvem hun var. Det stoppede hende dog ikke fra at blive ved med at trave frem og tilbage. Først da han stoppede hendes vej, måtte hun bremse op, for ikke at gå ind i ham. I hans ansigt læste hun hans desperation. Hans forvirring hvorfra hun kendte ham. Hun kunne ikke lyve… kunne hun? Det her mindede hende om dengang, hun havde kysset ham. Der havde hun også været fanget i en situation, hun havde ført sig selv i, men ville ønske, hun kunne træde ud af.
I lang tid betragtede hun ham vurderende med hovedet på skrå, inden hun sænkede blikket, og pludselig virkede utilpas. Usikkert skiftede hun vægten over på den ene fod. En hånd hævede sig for at gnide nakken.
”Saïx… jeg er nødt til at vide, hvad du laver her. Jeg er Marcellus’ bodyguard, og du må have en grund til at være her. Hvorfor du ikke er i Portus. Og…” Hun gjorde en opgivende håndbevægelse mod ham. ”Hvem bed dig? Du lovede… lovede at holde dig fra vampyrer. Se hvor jeg er…endt.”
Det var umuligt at danse rundt om emnet. Hun blev nødt til at fortælle ham, hvem hun var. Specielt hvis hun ville høre hvor Caleb var. Hvad der var sket…
Hun trådte helt tæt på ham. Hvis han havde været levende, ville hun kunne mærke ham trække vejret mod hende. Måske endda mærke varmen fra ham, men nu var han kold som et lig. Som Macaria.
Først nu hævede hun ansigtet op mod ham. Næserne strejfede næsten hinanden. I et øjeblik kiggede hun ham ind i de brune, rødelige øjne, der stadigvæk var så varme. Så trygge. Hun tog sig i at ville røre ved ham. Bare for at tro på han virkelig var her… Lige siden hun havde fået sine følelser for ham tilbage, havde hun savnet ham. Savnet ham så det næsten gjorde ondt, og… og nu var han her.
”Saïx… det er mig,” hviskede hun tøvende. ”Måske ikke helt mig, men… stadigvæk.” Et forsigtigt smil trak i hendes ene mundvig, og hun trak sin jakkes krave lidt til side, så han kunne se én af de runer, hun havde fået Marcellus til at skære på siden af hendes hals. Det var et stort arbejde, som skulle gengives igen på den her krop fra den forrige. ”Jeg… jeg døde ikke. Ikke rigtigt hvert fald.”

[Saïx Veterano]

Jo mere hun snakkede, jo mere urolig blev Saïx. Der var et eller andet der ikke passede. Måden hun så på ham. Der havde været noget i hendes blik, som han var sikker på at han havde set før. Men det havde været i et andet ansigt. Et par klare grønne øjne, et smukt og stærkt ansigt, indrammet af korte, flammende lokker. Han kunne ikke lide hvordan denne kvinde så ud til at mestre at imitere det ansigtsudtryk. Det virkede næsten forkert at se det i dette ansigt.
Hun besvarede ikke hans spørgsmål. I hvert fald ikke med det samme. Og da hun gjorde, nægtede han at tro hende. Hans øjne gled op, og han stirrede på kvinden i vantro, der hun gav sig ud for at være en person, hun umuligt kunne være. Det kunne ikke passe. Caleb havde fortalt ham hvordan han havde fundet hendes krop. At han havde stedt hende til hvile. At hun var død og borte. Saïx havde set sorgen i Calebs øje, og var overbevist om at det måtte være sandt, selvom at han ikke selv havde set Isabels livløse krop. Kvinden overfor ham trak ned i kraven, og blotlagde en rune indgraveret i hendes hud, og Saïx blev omgående mindet om de utallige runer som havde dækket Isabels krop. Det var som om mindet trykkede på en knap i hovedet på ham.
Med en ufattelig fart var det nu Saïx som greb fat i Isabel – nej, det kunne ikke være hende! – og pressede hende op af den selv samme stolpe hun havde slået ham op af.
”Stop. Lige nu.” Der var en kølig hvislen i hans ord, og hans øjne brændte ildevarslende. ”Du er ikke hende. Det kan du ikke være. Hun… Isabel… hun er død. Borte! Hun er hos Inei, hun kan ikke stadig være her… og du kan ikke være hende!” Hvis det her var en fælde, vadede Saïx direkte ind i den. Og han var fuldstændig ligeglad. Saïx’ hjerte slog ikke længere, men han mærkede det som om der var noget i hans bryst der vred sig. Som et håb, han ikke ville tillade sig selv at føle. Det gjorde for ondt. Hvor lang tid havde han ikke tilbragt efter at Caleb havde fortalt ham om Isabels død, med at håbe på at det hele var et mareridt han snart ville vågne fra? Men han vågnede aldrig. Mareridtet fortsatte i det uendelige, og Isabel forblev død. ”Jeg ved ikke hvem du er, men du er ikke hende. Det kan du ikke være!” gentog han, men der var noget i hans stemme som knækkede. ”Hvem er du? Fortæl mig det! Hvem – er – du!?”

[Isabel Veterano]

Et støn og en smertefuld grimasse var udtryk for den kraft, som Saïx slog hende ind i stolpen med, men hun var vant til smerte, og slugte den, for at åbne øjnene, og igen kigge snerrende på ham. Selvfølgelig ville han ikke tro hende! Ville hun det, hvis det var omvendt? Sammenbidt fordi hele ryggen gjorde ondt, stirrede hun intenst på ham, men hun kunne ikke komme fri fra hans hårde greb.
”Mit navn er Isabel Veterano. Min bror Caleb Veterano. Vi har været Inei’s straffende hånd lige siden vi var børn. Vi mødtes første gang, da jeg skulle have lavet et sværd med sølv i klingen. Du var smed i Vavilon. Jeg trænede dig i sværdkamp. Forsyth smadrede din hånd, for at få oplysninger ud om os. Vi tog dig med til Portus. Dig og mig… vi…” Hun tøvede, og fugtede hastigt sine læber. ”…vi lå ind til hinanden hver nat i teltet. Jeg forbandt din skadet hånd. Første gang vi kyssede hinanden, bad jeg dig lukke øjnene. Du havde lige sagt til mig, at jeg var smuk. Smukkere end nogen af de andre kvinder, fordi jeg var stærk. Fordi jeg var anderledes…”
Hendes stemme var blevet lavmælt, sådan som hun havde aflagt det ene bevis efter det andet, om hvem hun virkelig var. Udover Macaria og Zean var det her første gang, hun fortalte hvem hun var til nogen. Helst ville hun gerne have haft Caleb, havde været den første, men han var forsvundet, så vidt hun havde hørt, og Inei burde vide at Marcel havde gjort alt hvad han kunne, for at opspore den ene Veterano, men når Caleb ville forsvinde, kunne han forsvinde.
”Luk øjnene…” hviskede hun til ham, og spændte lidt i armene, for at komme tættere på ham. ”Stol på mig. Prøv at luk øjnene, og fortæl mig så bagefter, om du stadigvæk ikke tror på mig.”
Hvis han gjorde som hun sagde, ville hun efter en kort tøven, læne sig frem mod ham, for at lade sine læber langsomt lande mod hans. De var kolde. Bløde men kolde. Hun kunne dog genkende smagen af dem. Længslen efter ham gjorde næsten ondt. Sikkert bivirkningerne som Marcel havde advaret hende imod. Blidt strøg hun sine læber mod hans i nogle svage, masserende bevægelser, inden at hun trak sig tilbage igen. Blikket nedslået og ansigtet vendt nedad, for at skærme ham fra sit udseende. Skammen brændte i hende. Skammen ved at se ud som hun gjorde. En hybrid fra Pandemonium. Det væreste i lyset fra Inei. Uren.
Hun lod dog sit ansigt hænge tæt mod hans, så hun stadigvæk kunne mærke hans næse ved siden af hendes. Læberne adskilt og stadigvæk tæt mod hinanden.
”Bliv ved med at hold øjnene lukket. Og sig hvad du ser for dig. Fortæl mig hvem jer er?” spurgte hun næsten uhørligt, men fordi de stod så tæt på hinanden, burde han kunne høre hende.

[Saïx Veterano]

Det beviste ingenting. Hun kendte Isabel og Calebs navn? Søskendeparret var eftersøgt på tværs af Vavilon og Pandemonium, selvfølgelig vidste man hvem de var! Hun vidste hvordan han første gang havde mødt Isabel? En spion kunne have fortalt hende det! Måske var hun selv spionen! Hun sagde hun var Marcellus’ bodyguard, hvem sagde at hun ikke også havde sådan en funktion? Saïx’ ansigtsudtryk afslørede alligevel den voksende tvivl, i takt med at hun fortsatte. De havde holdt lav profil, da de var flygtet til Portus. Ingen havde vidst noget om hvor de befandt sig – det havde Isabel og Caleb sørget for, ved hjælp af deres mangeårige erfaring. Han kunne mærke sit døde hjerte vride sig endnu en omgang i brystet på sig. Minderne strømmede på. Nætterne han tilbragte med Isabel. Den første nat, hvor de havde delt tæppe for at holde på varmen. Og hvordan det i en større og større grad kun var blevet en undskyldning.
”Du er ikke hende… Det kan du ikke være.” gentog han dæmpet. Patienthytten i Portus. Han havde hamret sin sårede hånd ned i bordet i sin iver efter at hindre hende i at gå, da han fortalte hende hvor smuk hun var. Og hun havde bedt ham lukke øjnene. Hans øjne brændte igen, og Saïx vidste at han ville have grædt, hvis han kunne. Hvordan kunne det stadig gøre så ondt efter så lang tid?
Hans greb om hende blev løsere, indtil det til sidst bare var ham der holdt et slapt greb om hendes krave. Det ville ikke være noget problem for hende at komme tættere ind til ham.
Da hun bad ham lukke øjnene, var der ingen modstand tilbage i ham. Hun lød præcis som Isabel havde gjort det, og Saïx overgav sig til muligheden. Til håbet. Han lukkede øjnene i.
Læberne som strejfede hans tilhørte ikke en fremmed kvinde. Det var de samme læber han sidst havde kysset for over et år siden. Det var ikke muligt, men her var de. Saïx sukkede dæmpet mod Isabels mund, men lige som han overgav sig fuldstændig og ville gengælde kysset, trak hun sig tilbage. Nok en gang adlød han hende, og holdt øjnene lukket. Hvem så han?
Han så de klare, grønne øjne. Det røde, flammende hår som kunne minde ham om en vild skovbrand. Den lille rynke over næsen når hun grinede, og det smil hun sendte ham, når Caleb ikke så på dem. Det var næsten så Saïx’ ben gav efter – faktisk var det lige præcis hvad de gjorde. Han sank ned på knæ, og åbnede sine øjne så han igen kunne se op på hende. Det var ikke de grønne øjne han havde savnet, som så ned på ham – men det var hende.
”Isabel…” Hans ord var ikke mere end en hvisken, som truede med at knække. Hans øjne sved, men ikke én tåre forlod ham. ”Du… Hvordan? Hvordan kan du være i live?” Han stirrede op på hende, med forvirringen så tydelig i sit ansigtsudtryk. ”Caleb… han sagde at han havde… Han havde… begravet dig. Hvad er der sket med dig?” Han så op og ned af hende, før hans blik igen havnede på hendes ansigt. Det kunne være ligemeget. Han hævede sig langsomt op på stående fod igen, og gik tæt på hende igen. Hans hænder fandt hendes kinder, og løftede hendes blik, så han kunne se hendes ansigt igen. Hun lignede ikke sig selv. Men det var ligemeget. "Isabel..." For hvad der føltes som første gang i flere år, formede Saïx' læber et svagt, lykkeligt smil, før han førte sine læber mod hendes, og genoptog det kys hun selv havde afbrudt.