Hvad er en fest uden selskab?

[Elphin Udall Black]

Saïx Veterano

Sted: Oberion.

---

Aftenhimlen var skyfri og varslede om en smuk stjerneklar nat, og selvom det var køligt, havde blæsten lagt sig – og tog man ikke ud for at nyde festlighederne i sådan et pragtvejr, var man da et skarn! For omtrent første gange siden festlighederne startede, fik Elphin lov til at opleve dem i så godt som ædru tilstand. Selvom han også de tidligere dage havde haft intentioner om at han ikke skulle drikke – og i særdeleshed ikke fra sans og samling, var det netop dét han havde endt med at gøre. Han havde absolut ingen idé eller erindringer om hvordan han var kommet hjem dagen forinden, og en snart hel uge med druk hver aften, havde da også sat sien spor på den unge hybrid. Han var træt som ind i helvede, og hans hoved havde da også haft sine bedre dage. Derudover havde han mistet ualmindeligt mange beklædningsgenstande de sidste par dage som han åbenbart havde gået og smidt og lagt fra sig alverdens dumme steder, og han havde da også tilegnet sig en del blå mærker, hvoraf han også kun kunne huske hvor få af dem kom fra. Men det havde været det hele værd – og der skulle i hvert fald mere end et dundrende hoved, og et behov for søvn, til at holde ham væk i dag! Festen sluttede jo snart. Han kunne sove, når han blev gammel.

Selvom han i dag ikke havde været ude i en decideret farvekrig, og ikke havde fået hverken kaste eller malet noget på sig, var der stadig rester af støvet farvekridt at spotte i de mørke kraftige lokker, som ellers diskret var bundet op i en lavtsiddende hestehale. Hvad der dog på ingen måde var diskret var det himmelblå bånd han havde ladet en lille pige binde omkring sit gevir tidligere på aftenen, men som han allerede lykkeligt havde fortrængt sad der. – Men der var nu engang så mange der var fjollet klædt på den ene eller anden manér ved sådanne arrangementer, så han stak nok ikke meget mere ud af mængden af den grund.
Han stod blot og kiggede på væsner, mens han var fuldt optaget af at fortære resterne af en portion stuvning, som han havde købt hos en af de små madboder der var sat op rundt omkring i forbindelse med festen. Han havde ingen idé om hvad det præcist var, at han spiste – og han havde ikke fået noget med, til at spise det med, men konsistensen var så tyk og grødagtig at han mere eller mindre vellykket kunne grave det op med pege- og ringefinger. Kønt og hygiejnisk – sikkert ikke. Effektivt - meget!
Der var så mange forskellige både væsner og typer i Vavilon så Elphin kunne snildt bruge langt tid på, bare at betragte folk nysgerrigt. Når folk så endda var fulde, blev det hele ofte meget sjovere! Lige nu stod han og så dybt betaget på to fjolser der havde gang i den vilde udveksling af flade lussing og knytnæver. Ligeså lidt en slagsbror som han selv var, lige så meget nød han an se andres slagsmål – fra en vis afstand, vel og mærke så han ikke behøvede at frygte selv at blive indblandet i dem. Hans fascination af vold og våben ville mange nok finde biza. Han var vokset op blandt pacifister, var på ingen måde selv voldelig af sind og det var jo ikke fordi han direkte bifaldt vold, men han var dybt fascineret af hvor meget magt man havde over den andens krop, og hvor lidt man i nogle tilfælde havde over sin egen, når man stod overfor hinanden. – Og lige nu, var det også bare utroligt underholdende.
Slagsmålet var som sådan på ingen måder et spændende ét af slagsen. Mændene var åndsvagt fulde, og deres slag derfor sløve og upræcise men Elphin holdte nu alligevel øje med fuld opmærksomhed, indtil optrinnet sluttede da den ene gik i gulvet – ikke fordi han blev ramt af et hårdt slag, men fordi han mistede fodfæstet og dvaskede om lige så lang og uelegant han var.
Med et let smil malet om læberne lod Elphin sin opmærksomhed falde tilbage mod sin skål med mad, som han mere eller mindre havde tømt nu. Efter kort at have løftet blikket og sikret at der ikke var nogen der decideret stod og gloede på ham, løftede han blot skålen helt op til ansigtet – ja nærmest begravede ansigtet i den, for mere eller mindre at slikke den ren, velvidende at det nok ikke så vanvittigt hverken yndigt eller begavet ud. Nok havde han stadig ikke den fjerneste idé om hvad det var, men det smagte nu mere end udmærket!

[Saïx Veterano]

Festen var noget svær at deltage på, når man var begrænset til kun at deltage i festlighederne som fandt sted efter mørkets frembrud. Medmindre man da deltog i hvad der nu end fandt sted indendørs, men Saïx var trods alt nødt til at få hvilt sig på et eller andet tidspunkt! Det havde taget ham nok tid at vænne sig til sin nye døgnrytme efter at Macaria havde omskabt ham, og han havde ikke tænkt sig at gøre noget for at ændre på de rutiner lige foreløbig.
Han bevægede sig ud fra den kro, hvor han havde fået anskaffet sig et værelse. Skjorten han bar var plettet af farverigt kridt i alle mulige farver fra nætterne forinden, men det var stadig ingenting i forhold til mange af de andre festende, der nærmest gik rundt i Oberion som omvandrende lærreder en eller anden kunstner bare havde kastet sin maling over. Det kunne til tider se direkte komisk ud, når de store, bredskuldrede mænd som havde fået lidt for meget at drikke, begyndte at starte en spontan slåskamp – og de begge to var lige så farverige som en blomstereng i fuld flor.
Det var en sådan fuld, farverig mand Saïx måtte træde over for at kunne passere gennem gaden. Han skænkede ikke de fulde mænd så meget som et blik over skulderen da han gik forbi dem. Han kunne høre deres hjerteslag som små trommer mod sine ører, så selv hvis de skulle få idéer om at følge efter ham, ville han være opmærksom på det. Ikke at det udgjorde nogen trussel alligevel. Som menneske havde Saïx været stærk, efter flere års arbejde i en våbensmedje. De brede skuldre og store overarme bekræftede det. Siden Macaria bed ham, var han kun blevet stærkere. Der skulle mere til end et par mænd – og endda berusede mænd – til at overmande ham nu. I starten havde hans styrke været skræmmende. Så havde den været berusende. Nu var den efterhånden begyndt at blive en del af hans hverdag.
Hans blik faldt på skikkelsen som sad med ansigtet begravet i en skål. Ved første øjekast var der ikke noget videre interessant ved synet, men Saïx’ blik endte på geviret på mandens hoved – eller rettere det halve gevir, som det så ud som om én af dem var blevet savet ned. Saïx havde hørt om cerunno, men han havde aldrig set én. Det fik ham til at standse en smule op. Siden Saïx var blevet bidt, havde han ikke just været videre selskabelig af sig. Men hans nysgerrighed vandt over ham, og han begav sig over til den fremmede. Desuden var det en landsdækkende fest – hvilken skade kunne der ske ved at være lidt social for en gangs skyld?
”Jeg tror aldrig jeg har set nogen fortære mad så grådigt. Man skulle tro du intet havde spist hele ugen.” Der havde været et drillende tonefald i hans ord. Han havde set mange i løbet af ugen som nok havde drukket mere end de havde spist. De fleste endte med at ligge og sove, hvor de lå på jorden. ”Må jeg slå mig ned?” spurgte han med et sigende nik mod pladsen ved siden af ham. Hans blik flakkede mod hans gevir. Det var næsten et fængslende syn.

[Elphin Udall Black]

Elphin stoppede nærmest op i sine bevægelser, da han hørte at nogen talte til ham. Da han sad med hele kæften nede i en skål, kunne han til at starte med ikke se hvem der talte, men han kunne da høre ud fra stemmen, at det var en person af hankøn. Han første og umiddelbare tanke var – at han da måtte ligne en idiot som han sad her, men i takt med at han hørte manden ord til ende, følte han sig mere afslappet og mindre pinligt berørt og han kunne ikke lade være med at smile over det han sagde. Han sænkede derefter blot sin skål, så resten af hans ansigt kom til syne. De store, nærmest kuglerunde øjne søgte straks mod mandens ansigt, som han smilende betragtede imens han løftede armen op, og tørrede sig over munden med bagsiden af sin hånd.
Han mindedes ikke at have set manden før, men ved fester og arrangementer som dette, var det også næsten mere reglen end undtagelsen, at man blot snakkede med alle, bekendte som fremmede – og gjorde sig nye bekendtskaber, så det var nu ikke noget Elphin bed yderligere mærke i. Hvad han dog bed mærke i, var mandens tøj der var en hel skare af forskellige farver, ligesom hans eget havde været dagen forinden, og dette syn fik blot hans smil til at vokse yderligere.
Efter først at have sikret sig med fingrespidserne, at der ikke sad rester af hans stuvning fast i det stride skæg der beklædte hans hage, satte han blot skålen fra sig, hvorefter hans fulde opmærksomhed vendtes mod manden foran ham.
” Ikke det?” spurgte han blot som respons på mandens kommentar om, at han ikke havde set nogen spise så grådigt før. ”Så tror jeg ikke at du kommer nok ud,” konkluderede han blot med et kækt smil, og det ene øjenbryn skudt en smule mere op i panden. Tonen i Elphins stemme var dog, ligesom mandens, drillende.
Han skævede kort mod pladsen ved siden af sig, da manden nikkede ned mod den, og han nikkede selv et par gange med hovedet, da han igen løftede blikket.
”Du skal være mere end velkommen.” Elphin rykkede automatisk en smule til den ene side for at gøre bedre plads til at, manden kunne sætte sig. Egentlig var der jo plads nok forinden også, så det var mest af alt en form for høflig og inviterende lille gestus.
Selvom han nød bare at sidde og studere folk, var selskab da helt klart at foretrække, og manden her virkede nu som en frisk, munter fyr. Elphin havde endnu ikke opdaget mandens interesse for hans gevir - men selv hvis han havde, var det ikke sikkert at han havde kommenteret det. Han var glad for sit gevir, men han vidste også at det tiltrak opmærksomhed, da cerunnos jo oftest blev i deres byer i skovene. Så at folk kiggede på det, var ikke længere noget han tænkte over. Hvad han dog ind imellem spekulerede over var, hvorvidt de kiggede fordi han netop havde et gevir, eller om det i højere grad skyldtes at han manglede halvdelen af det.
”For at sige noget i mit forsvar, havde jeg altså heller ikke nogen ske,” fortsatte han blot – endnu med den muntre og drillende klang i sin ellers dybe og milde stemme. Han gav ikke umiddelbart noget clue til hvad pokker det var, som han snakkede om, men han regnede med at manden nok kunne følge med alligevel – nu hvor de netop havde talt om hans mad, og måde at fortære den på. At han dog nok ville have haft slikket sin skål ren, selv hvis han havde haft en ske, holdt han dog for sig selv.

[Saïx Veterano]

Saïx måtte forme et skævt smil om læberne ved mandens drilske kommentar. Det var måske sandt, at han ikke kom nok ud. Selv da han havde været menneske, havde han som regel haft for meget at se til, til at han havde haft tid til den slags. Specielt når man var våbensmed i et land befolket af lige så mange væsner som var aktive om natten, som der var om dagen. Nu var han selv et af nattens væsner, og det var stadig en helt ny verden for ham, til trods for at det var nogle uger siden Macaria havde bidt ham, og var begyndt at træne ham.
”Jeg arbejder på sagen.” svarede han med et friskt smil om læberne, som i et kort sekund var bredt nok til at afsløre de skarpe hjørnetænder, der karakteriserede ham som vampyr – hvis ikke den blege hud og gløden han udstrålede, var afslørende nok. Smilet fik en taknemmelig karakter, da han slog sig ned på sædet ved siden af den fremmede, og Saïx måtte nok en gang give et dæmpet grin fra sig ved hans ’forsvar’. ”Hvad skal man da også med én ske, når man har fem perfekte skeer i hver hånd?” påpegede han med et sigende glimt i blikket. Normalt var Saïx’ øjne brune og varme, men i dette øjeblik var der en rødlig glød i dem, som bekræftede at det ikke var længe siden han sidst havde fået blod i sig. Hans måltid var stadig friskt nok til at han lige kunne føle den sidste varme i kroppen, der for en kort stund ville få ham til at fremstå som dødelig – levende. Det overraskede ham stadig hvor lidt han faktisk savnede det dødelige liv. Lige så lidt som han savnede evnen til selv at skovle stuvning ind i munden, sådan som denne mand gjorde lige nu. Ethvert forsøg på at få noget andet end blod i sig ville få ham til at kaste det hele op igen, og det var ikke en oplevelse han havde lyst til at opleve endnu en gang.
Godmodigt rakte han en hånd frem mod cerunnosen, som en form for hilsen. ”Mit navn er Joshua.” fortalte han cerunnosen, uden at smilet fortog sig den mindste smule ved hans løgn. Macaria havde gjort det klart, at han stadig skulle holdes som en hemmelighed. Ingen måtte vide at Saïx Zeno var i live – sådan da – og at Macaria havde omgjort ham. At give sig selv et falskt navn var den nemmeste måde at holde facaden oppe, og jo tidligere han fik det oparbejdet, jo bedre. ”Du må for resten undskylde at jeg stirrer,” tilføjede han og pegede sigende op mod den fremmede mands hoved, med det ene gevir tronende over hans hår. ”men jeg har aldrig set en cerunno før. At se en mand med gevir er ikke hverdagskost.” Han sendte manden et beklagende smil. ”Nyder du festlighederne?”

[Elphin Udall Black]

Elphin blev bekræftet i sin teori om, at manden var vampyr, da de skarpe hjørnetænder var til at spotte, da manden smilede. Han havde nu ikke noget imod vampyrer - og dette havde ikke kun noget at gøre med det faktum, at han selv var halv vampyr. Han havde bare generelt ingen fordomme omkring nogle racer ~ bortset fra varulve, dem havde han massevis af fordomme om.
Elphin slog kort blikket ned på sine fingre og kunne ikke lade være med at smile over mandens lille kommentar.
”Touché,” mumlede han bare med et smil, inden han igen løftede blikket og hvilede det mod mandens ansigt, ”Se dig ka’ jeg godt li'. Skeer er overvurderede.”
Manden havde et venligt ansigt, bed han mærke i, og da manden præsenterede sig, flakkede hans blik kort ned mod hånden, han rakte frem imod ham. Efter først at have tørret sine fingre af i stoffet på sine bukser, bare for at være helt sikker på at hans hånd ikke var svøbt ind i stuvning, rakte hans blot sin hånd frem mod mandens som han tog fat i og trykkede med et smil. Elphins håndtryk var egentlig meget hårdt og fast, hans bygning taget i betragtning – men generelt var han noget stærkere end han så ud til at være, og det var ikke så sjældent endda at folk antog ham for svag ~ han bebrejdede dem dog ikke, og lod det ikke gå sig på.
”Joshua,” gentog han blot og nikkede en gang inden han igen slap hans hånd, ”Rart at møde dig – Jeg hedder Elphin.”
Nærmest pr. instinkt flyttede Elphin sin hånd op mod sit gevir, da manden pegede derimod og undskyldte for sin stirren, hvilket Elphin faktisk, indtil nu, ikke havde bidt mærke i. Hans fingre fik straks fat i det lyseblå silkebånd han havde tilladt den lille pige og binde omkring tidligere, hvilket fik ham til at rynke på panden. Hvor dum mon han ikke havde set ud som han havde siddet her? Med lidt kluntede bevægelser forsøgte han at pille båndet ud, dog uden at fjerne sin opmærksomhed fra Joshua.
Han kom til at le let og rystede på hovedet, ”Så er jeg ked af at skuffe dig. Jeg er hybrid, kun halv cerunno – men geviret kan jeg ikke løbe fra.”
Han havde ikke længere noget imod at han var hybrid. Da han endnu havde boet med cerunosne i skoven havde det været lidt af et problem – ikke kun fordi han havde gået og drænet kaniner for blod, til alle andres misbilligelse, men også fordi at på trods af at han havde arvet en ceronnos udseende, havde han ikke engang en snert af deres plantemagi og spirituelle kobling til naturen.
Han nikkede derefter med et let smil, stadig med begge hænder indviklet i silkebånd. Han havde dog nu fået den ene knude op.
”Bestemt. Gør du ikke? Vavilon holder nogle fabelagtige fester… Selvom mit hoved efterhånden glæder sig til at det er overstået, så der står mere søvn og mindre alkohol på programmet.”

(OOC: Undskyld at jeg har været så ualmindelig lang tid om at svare! Hvis der er gået for lang tid og du ikke længere har lyst til tråden, må du endelig sige til. Ellers skal jeg prøve at oppe mig for fremtiden, nu jeg ikke længere har eksaminer at tænke på. )