Lad os feste lidt!

[Zean Forsyth]

Han sukkede svagt. Var dette en fest eller besøg hos psykiateren? Selv om han tidligere havde lagt op til en mere privat samtale, mente han ikke han gad det lige nu. Men måske var den eneste grund til, at han reagerede sådan, netop fordi emnet gik ham på og han helst ville undgå det.
"Selvfølgelig skal vi danse" svarede han med et svagt smil, og så kort på hende, før hans blik gled fremefter, så han kunne holde øje med hvor han gik.
Macaria...Han havde fået nok af hende. Hun havde være villig til så meget sex på det sidste, at det var lige før han måtte give op og dyret ikke længere ville rejse sig. Nu havde den dog fået en god pause og var klar til at lege igen, uden tvivl. Det var jo også tydeligt at det ikke var fordi han var god i sengen, men fordi hun selv ville være gravid, men skide være med det. Han fik jo stadig nydelsen ud af det, så måtte det være hendes problemet, hvis det ikke var behageligt nok.
Han sukkede svagt, en smule irriteret.
"Jeg tager hjem til hende senere. Vi er ikke så gode venner lige for tiden" svarede han undvigende. Han kunne ikke fortælle Isabel om det. Chancen for at hun ville blande sig var for stor. Ikke fordi han frygtede Marcel hørte om det, trods alt elskede han ikke længere kvinden, men måske interesserede hun sig selv for hende. Intet skulle stå ham i vejen.
Et lille smil gled over ham, som han let trak på den ene skulder.
"Jeg opholder mig i Sethos for tiden, med vores datter. Så opstår der lidt færre skænderier. Du vil uden tvivl høre om det...Folk der snakker om kønnet på barnet, på hvilken race der bliver...Men ingen snakker om at det lige så godt kunne være vores højre hånd, som desuden er en mand jeg ikke kan lide, der kan være faderen." Han huskede svagt han selv havde afbrudt flere samtaler mellem borgerne og spurgt dem hvem de troede faderen var, kun for at høste akavet stilhed og undvigende blikke.
"Ah...det er ikke noget vi skal snakke om. Det er fest, ikke begravelse! Endnu i hvert fald" En let latter forlod Zean, som han skubbede emnet væk og de nåede kroen. Denne gang var det ham der påkaldte sig en af serveringsfolkenes opmærksomhed og gjorde tegn til to krus øl. Heldigvis var der lige plads til to i det ene hjørne, så Zean møvede sig ind mellem folk, for at komme derover.
"Og hvordan går det med din bror? Ja, du havde da en bror, havde du ikke?" spurgte han over den ene skulder, før han endelig kunne sætte sig på en af stolene.

[Isabel Veterano]

Med rynket pande lyttede Isabel til hvad Zean sagde, men forholdte sig dog tavs mens at han snakkede. Det var svært at acceptere, at Macaria kunne have meningsløst sex med andre folk end dem Isabel ville have, hun skulle være sammen med. Måske havde hun fået et for romantiseret billede af vampyren, der trods alt var barn af mørket, og brugte sin tiltrækningsevne til at lokke mennesker tæt på sig.
"Jeg tænkte nok det havde noget med graviditeten at gøre," mumlede hun mere til sig selv end til Zean. Hun havde set spændingen imellem dem, og gættet at barnet havde noget at gøre med det. Hendes tanker gled tilbage til Macaria, der havde stået blandt tilskuerne, og betragtet Zean spille bold. Tavs, og uden at gøre sig bemærket for ham. Det lille smil på hendes læber. Hvad var det for et smil? Stolthed? Varme? Måske noget mere end bare det?
Isabel rystede på hovedet af sig selv. Hun ville ikke dvæle ved det. Marcel ville kæmpe for Macaria! Det var de to, som skulle finde sammen, for hvor hun dog nægtede at have ladet sit liv blive ofret for andet! Hvis ikke Marcel havde elsket Macaria, ville hun aldrig have været tvunget til at redde vampyren. Nej... det her var godt. Det var godt, at Macaria og Zean var uvenner - eller hvert fald at Zean var uvenner med Macaria. Det var godt for Marcel. Det var godt. Alligevel tænkte hun tilbage på Macaria's smil og blik på Zean.
"Jeg... håber I finder ud af det," svarede hun som sin sidste kommentar, inden at Zean skiftede emne. Nu var det hendes tur til at blive stram i betrækket. Og dog... jo mere hun tænkte over det, jo bedre var det, at Zean spurgte. Det betød at de ikke havde fanget ham, eller at han havde gjort noget dumt, som for eksempel at prøve at få hævn over Forsyth-parret. Han var stadigvæk i live!
Et smil strakte sig på hendes læber, mens hun lod sig dumpe ned på stolen overfor Zean.
"Hvorfor spørg du? Det sidste jeg husker omkring dig, er at du torturerede min... ven... for at få svar ud af ham, hvor mig og Cal befandt os," svarede hun, og kunne ikke lade være med at blinke drilsk til ham. "Jeg er under Marcel og Pandemoniums beskyttelse, men Cal er stadigvæk derude. Selv hvis jeg vidste, hvor han var, ville jeg ikke fortælle dig noget som helst."
Hun drog et suk, og lod sig synke mere tilbage i stolen, mens at hun rensede sine negle med de andre.
"Når det så er sagt... så ved han ikke engang, at jeg er i live. Ingen ud over dig og Marcel ved det. Jeg har været fanget i Pandemonium indtil nu. Der er gået et halvt år siden min død, så jeg regner med alle mine venner er kommet videre med deres liv. Måske ville det være bedst, at lade dem tro, at jeg er død, så de ikke skal opdage, hvad jeg er blevet til," fortalte hun mumlende, uden at hæve blikket fra sine fingre. Skammen var til at læse på hende. Skammen for hvad hun var blevet til, og at hun i sine sidste minutter som levende, havde forrådt modstandsbevægelsen for at redde Macaria. Og se hende nu. En hybrid. Et mørkvæsen. Twistet med et hjerte så sort som tjære, og med bekendtskaber som Marcellus, Raine og nu også Zean Forsyth, hun lige havde spillet bold med. Hendes venner ville græde, hvis de så hende nu. Cal ville nok hugge hovedet af hende. Saïx... Saïx turde hun slet ikke tænke på lige nu.
"Så... jeg ved ikke hvordan han har det. Forhåbentligt er han hjemme i Portus, hvor han prøver at leve sit liv, som han vil have det," afsluttede hun, og rømmede sig, mens hun rettede sig op, da deres krus med øl kom til dem.

[Zean Forsyth]

Han smilte let, som hans blik gled over Isabel. Barnet var et af problemerne, selv om det også lidt fungerede som en syndebuk, da Zean nu havde flere grunde til at hade Macaria. Som det var, havde han også en plan, en plan Eriz havde godkendt. Og alle vidste jo hvor Eriz kom med sine planer, se bare ham, et land mindre! Ikke fordi han rigtig var så ked af det. Han orkede ikke at være konge af et land, så to? Nej. Det havde mere været et udtryk for kedsommelighed.
Cal. Han havde ikke rigtig bemærket hvad hendes brors navn var, men nu vidste han det altså. En Cal, intet mindre. Ikke fordi det sagde ham noget som helst.
"Åh, jeg er da ret så ligeglad med hvor han er og hvad han laver. Det var mest fordi det var sjovt, jeg siger aldrig nej til at torturerer nogen. Desuden har jeg fået lidt hævn over mine mistede engle. Du har jo en skøn, skæv næse nu!" Det var nok de færreste der så en skæv næse som betaling for døde folk. Endnu et punkt hvor Zean skilte sig ud fra alle andre. Hans dødsengle ville aldrig komme videre, hvis de hele tiden prøvede at dræbe folk. De måtte skaffe sig nogle venner, eller mere bekendtskaber, som måske kunne styrke dem og gøre sig mindre uvenner, med deres fjender. Det var godt nok ikke det man altid havde mest lyst til, men Zean mente det ville være vigtigt, for at sikre overlevelsen og få racen frem igen. En del af hans...øhm...Politik!
Han satte sig og så på Isabel et øjeblik.
"Nåe...Jeres ven...Sandt. Macaria fangede ham igen, jeg ved ikke hvordan eller hvor. Desværre måtte jeg ikke knuse hans hånd denne gang..." hans blik gled tænksomt ud i luften, før han rystede svagt på hovedet og tog imod deres drikkevarer. Han tog en god tår af sin mjød.
"Hun har holdt ting skjult på det sidste. Af en eller anden grund beskyttede hun ham og da jeg kom ned i kælderen senere, var han væk. Jeg har endnu ikke spurgt hende hvad der er sket, men jeg agter at komme til bunds i det. Hvem ved...Måske er min kære kone blevet venner med sin egen modstandsbevægelse? Det kunne ligne hende!" Et skævt smil gled over ham, skønt fornemmelsen af at blive manipuleret og snydt lige nu var stor i ham. Han havde svært ved at sidde helt stille. Han havde lyst...Lyst til at storme ud, finde Macaria og stikke et spyd gennem hendes døde hjerte, hugge hovedet af hende og brænde hendes krop. Med eller uden barn.

[Isabel Veterano]

Overraskelsen viste sig tydeligt i Isabels ansigt, da Zean fortalte om Saïx, og Macaria havde fanget ham igen. Frygten fik hendes hjerte til at knuge sig sammen. At være fange hos Forsyth-parret, var ikke en god ting, og hun kunne ikke lade være med at føle sig forrådt af Macaria. Hun havde troet, at vampyren ville holde sig væk, som tak for at Isabel havde reddet hendes liv. Åbenbart ikke.
Og nu var han væk? Det gav Isabel bange anelser - specielt fordi at Macaria ville have sagt noget til Zean, hvis det bare havde været drab af Saïx. Nej... Macaria var snedig og intelligent. Hvad end hun havde af planer for Saïx, så ville det ikke være noget godt. Tænk hvis Saïx stadigvæk havde været fange i kælderen... så havde hun kunne tage ned til ham og få ham fri. Se ham igen... snakke med ham... holde om ham.
Tungt lukkede hun øjnene.
Der var ikke noget at gøre. Han var væk, det sagde Zean selv. Macaria havde dog beskyttet ham for Zean. Hvorfor? Måske huskede hun alligevel på Isabels selvofrelse.
"Måske gør hun det for min skyld?" forslog hun, og åbnede endelig øjnene igen, for at kigge mod Zean. Han så en smule anspændt ud. Hvad var dog grunden til, at han virkede så rasende på sin hustru? Før i tiden når man havde set de to sammen, virkede de så... tætte? Mareridts-parret. "Jeg ofrede mit liv for hendes skyld, så måske vil hun ære mit offer, ved at hjælpe Saïx?"
Det var en rar tanke. I det hele taget havde hun nok fået et rimeligt romantiseret billede af Macaria, og huskede hende ikke længere som kvinden bag likvideringen, korruptionen af Vavilon, og hende, som efterlod lig af hele familier i deres bolig. Nej... sådan tænkte hun ikke længere. Macaria vil tage sig af Saïx - som tak! Det var hun sikker på.
"Du er jo ligefrem heller ikke en helgen i jeres ægteskab, er du? Se dig bare! Hun er gravid, og du sidder her og drikker sammen med mig, samt danser rundt med fremmede kvinder. Selv Marcel er mere omkring Eriz," kommenterede hun med et par hævet øjenbryn mod Zean. Marcel fortrak at snakke med hende, fordi hun turde at sige tingene, som de var, uden at pakke det ind eller skåne noget for ham. Hun gjorde det samme mod Zean.

[Zean Forsyth]

Hans ene øjenbryn gled lidt op i panden, som hun helt klart mente Macaria var et noget af en fantastisk person og uden tvivl måtte være en helgen. Siden hvornår var hun blevet udpeget til det? Han følte en voksende uvilje. Mod samtalen, mod Isabel, fordi hun så åbenlyst tilbad Macaria. Hvorfor bragte hun så tid her, sammen med ham, i stedet for Macaria, hvis det var hende hun elskede så meget?
Og dog...Han var jo ikke selv så lidt fantastisk. Måske var det ikke så sært alligevel. Uanset hvad...Burde han så ikke være ligeglad? Men alt med Macaria gik ham underligt nok på. Nogen ville nok mene lidt for meget, noget han selv var blind for.
"Så du siger du er nære venner eller ligefrem elsker med dette menneske?" foreslog han. Han havde vidst de kendte hinanden, men ikke hvor dybt. Og nu lagde hun op til noget dybere...Det var interessant. Den viden kunne han godt have brugt tidligere.
"Min kone er ingen helgen. Uden tvivl hun måske tænker på dig, men hun har helt sikkert ikke givet ham et værelse på den bedste kro med tre måltider om dagen. Ikke uden en agenda" huskede han hende på. Hvem vidste hvad Macaria tænkte? Hun var utilregnelig. Måske var det ligefrem den mand hun havde sendt af sted som spion, men det ville fungerer ret dumt, ville det ikke? Nu når Isabel også var der og ville genkende ham med det samme. Medmindre Macaria håbede på det...Hvem vidste? Og måske gættede han helt forkert.
Han så over på hende et øjeblik. Hvad var nu det? Et skævt smil gled over ham.
"Er du blevet den nye ekspert i parforhold?" foreslog han drillende. Selv om det nu var ham personligt hun angreb, følte han sig ikke specielt generet af det. Det kendte han.
"Hvad skulle jeg ellers, end gøre som jeg plejer? Ja, jeg ville nok også have danset med hende, blandt alle de andre kvinder. Men lige i aften...Lige nu..." hans stemme gled lidt hen. Han havde næsten krampe af at holde om sit krus. Pludselig gled en skygge over ham og hans blik ændrede sig, hans smil blev mere lusket, hans blik mere utilregneligt.
"Lad os bare sige...Jeg har flere grunde til at hade hende, end for at elske. Det er jo ikke fordi min race rigtig føler noget i forvejen. Macaria har altid været en god ven og nu viser det sig blot jeg ikke kan stole på nogen som helst. Selv hun opfører sig underligt. Det har hun gjort siden hun kom hjem." Sandt nok brugte han sin egen race lidt som en undskyldning. Han havde hørt det flere gange. Og når han som mindre havde hørt de der kærlighedshistorie og havde spurgt sin mor hvad de egentlig handlede om, for han forstod dem slet ikke...Åh, min søn. Det vil vi aldrig kunne forstå. Men det er ingen dårlig ting, for vi har ikke brug for det. Han var udmærket klar over det og han udnyttede det. Ville han selv personligt have elsket Macaria, havde tingene været anderledes?
"Desuden har jeg en plan. Det er jo ikke fordi jeg slet ikke tænker på min kære kone. Jeg vil snart invitere hende til Sethos, dødsenglenes by." Han tog kruset til munden og tog en god tår. Åh ja. Hun skulle være så velkommen!
Han var ikke nervøs for det. Isabel kunne intet vide om selve planen, men det ville intet skade at hun vidste resten. Desuden var han måske stadig lidt for opstemt af fest og alkohol, til faktisk at overholde sin egen fornuft helt...
"Desuden er hun i sikkerhed. Jeg har sat en masse vagter på hende. Det går nok. Og nu skal vi snakke om noget andet!" foreslog han med et skævt smil. Men der hang stadig en faretruende fornemmelse over ham...

[Isabel Veterano]

Isabel nedstirrede ham med et skarpt blik, da han spurgte ind til hende og Saïxs forhold. Hænderne omkring kruset strammede sig en smule, så knoerne blev hvide. Manglen på svar var ikke fordi, at hun ikke ville svare ham, men mere at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige.
”Du spørg en død kvinde om hendes relation til de levende? Jeg døde, Forsyth. Alt hvad jeg havde før, er væk, så lad det ligge dér,” endte hun til sidst med at svare med en monotonstemme. ”Hvad end Macaria har for af planer, så er jeg sikker på, at hun tænker på min selfofrelse af hende.”
Hun kiggede væk fra ham, for i stedet at se på alle de glade og festlige mennesker omkring dem. En glæde hun ikke helt kunne dele, selvom at denne dag havde fået hende til at grine mere end hun plejede.
Da han dog fortalte om hans forhold til Macaria på nuværende tidspunkt, skævede Isabel bekymret til ham, men rørte sig ikke, som han fortalte, at han havde flere grunde til at hade sin hustru end elske hende.
Intet gav mening for hende. Hvorfor kunne Zean ikke stole på Macaria? De virkede ellers som parret, der så hinanden som ligemænd. Hun var gravid med hans barn, og sådan som hun havde set på ham til kampen….
Ja, hun vidste at dødsengle havde svært med følelser, men de gange hun havde set Zean og Macaria i offentligheden, havde de virket glade for hinanden. Hvad havde ændret sig hos Zean?
Maven slog knuder, jo mere hun hørte. Der var noget faretruende over ham. Alt han sagde om Sethos, at hun var i sikkerhed… hun brød sig ikke om det.
Hun skjulte sin bekymring bag kruset med alkohol, men drak ikke af alkoholen, som kradsede hendes næse. Nu behøvede hun virkelig at tænke klart. Igennem sine mange år som dursørjæger, havde hun lært hvordan mordere så ud, og lige nu lignede Zean én, der hellere ville dræbe sin hustru. Han ville også få meget ud af det. Et helt kongerige.
”Jeg kan desværre ikke blive længere,” kommenterede hun, da hun igen fjernede kruset fra læberne. Hendes ansigt var som altid en hård måske uden følelser eller tanke. ”Selvom jeg ville elske at blive, og holde dødsenglenes leder med selskab, så har jeg faktisk arbejde at gøre her i Vavilon.”
Hun rejste sig op, og smed nogle mønter fra sig på bordet som betaling. Mon hun burde tage op til slottet, for at finde Macaria? Det virkede som om de efterhånden, havde meget at snakke om, men Isabel var ikke klar til at konfrontere den unge vampyr. Ikke endnu. Tænk hvis hun ville smide hende i fangekælderen, fordi intet var ændret?
Nej… hun måtte i stedet tage tilbage til Pandemonium, lige så snart hun kunne. Marcellus ville vide, hvad der skulle gøres.
”Tag hjem til din kone, Zean. Lad være med at være en idiot,” afsluttede hun, og trak hætten på sin jakke op over sit mudret hår, der både var grønt og pink på nuværende tidspunkt. Hun sendte ham et sidste hårdt blik, inden at hun forlod bordet. Lige så snart hun kom ud af kroen, ville hun træde ind i skyggerne, så hun kunne forsvinde fra folks blikke, hvis nu Zean havde fornemmet, at hun havde fået mistanke til ham.
Man kunne ikke være for forsigtig med en dødsengel. Hurtigt maste hun sig vej gennem krostuen, inden at hun endelig trådte ud i den kølige nat. Kort kiggede hun sig omkring, inden at hun gik ind i skyggen fra et hus, og forsvandt i mørket.

//out

[Zean Forsyth]

Hans blik hvilede roligt på hende. Et svagt smil gled over ham.
"Du var måske nok død. Men jeg tror nu stadig der er nogle følelser. Måske er døden bare en dårlig undskyldning?" foreslog han. Mere for at drille, for at udfordre, end fordi han rigtig ville hjælpe hende med at tænke over sådanne ting. Han var jo langt fra den man skulle søge råd hos, når det handlede om sådanne ting.
Det irriterede ham at Isabel var så opsat på at Macaria var så helvedes god. Det var hun ikke. Hun var et barn af mørket, et morder. En dræber. Uanset hvor sød hun kunne være på overfladen, var hun lige så pil rådden indeni, som han selv og de fleste andre var. Hun var ingen helgen. Hun ville aldrig blive det. Hendes død ville bevise over for folk at hun var lige så dødelig og undværlig, som alle andre var.
Isabels pludselig opbrud fik hans alarmklokke til at ringe en smule. Han lænede sig tilbage i stolen, med en hånd om sit krus, mens han så efter hende, som hun hurtigt forsvandt, uden forklaring. Hans ene øjenbryn gled en anelse i vejret, før han hævede sit krus og tog en tår af den. Da krusset gled ned mod bordet igen, smilte han svagt. Hans kolde blik fulgte Isabel, som hun næsten løb ud af kroen. Med en hurtig bevægelse med den ene hånd, trådte en skygge hen til ham. Han hviskede den noget i øret og manden nikkede let, før han selv forlod kroen. Han var ikke dum. Han havde folk der beskyttede ham. Dette var en af hans egne, en af hans engle. Mandens ordre var simple.
"Følg efter hende. Se hvorfor hun havde så travlt, men forbliv uset og begynd ingen kampe. Rapporter tilbage til mig"
Da både mand og Isabel var væk, rejste han sig op og hævede sit krus.
"For Vavilon!" råbte han og hele krostuen jublede med ham i en fælles skål.

//Out