Lad os feste lidt!

[Isabel Veterano]

Kroværten kom hen med deres to krus med øl, og Isabel tog imod begge, for at række den anden til Zean. Da han havde taget den, stak hun hånden ind i brystlommen på frakken, for at fiske et par skillinger frem, som hun kunne give til kroværten. Han takkede, kastede et blik på Zean, inden at han forlod dem.
Isabel kiggede efter ham, mens at hun trommede fingrene mod kruset.
"Bliver du aldrig træt af at være konge?" spurgte hun, da hun havde lagt mærke til kroværtens blik på Zean. Han havde genkendt ham som konge. Det måtte være irriterende hele tiden, at blive genkendt. Sådan havde hun haft det, da folk begyndte at genkende hendes ansigt både fra wanted-plakater her i Vavilon, men også i Portus for hendes bedrifter.
Hun hævede kruset op til munden, og nippede forsigtigt til øllet. Kort smækkede hun med læberne.
"Jeg ville blive sindssyg af det! Jeg ved Marcel er træt af det. Er det ikke ironisk? Han har fået hvad han ville have, men nu vil han ikke have det alligevel," afslørede hun, og kunne ikke lade være med at smile smalt.
Hun havde set Zean og Marcel sammen på slottet, hvor de havde snakket venskabeligt sammen. Hvor meget af det, som var rigtigt, var ikke til at sige. Specielt ikke nu hvor Marcel havde fået sine følelser tilbage for Macaria, men det behøvede Zean jo ikke få af vide.
Dog så hun ingen skade i at fortælle om Pandemoniums konges hang til eventyrer og fare. Hun havde en ide om, det samme var sådan med Zean. Han virkede ikke, som én, der havde lysten og idealerne til at skabe et bedre land, som Macaria så ud til at have.

[Zean Forsyth]

Han tog imod krusset og tog en god tår, denne gang uden at spilde ned af hagen. Mjøden var god nok, skønt ikke den bedste. Han havde set krofatters blik, men han var snart blevet van til blikkene. Næsten. Han bemærkede dem stadig.
Han så på Isabel. Så...Personligt et spørgsmål. Han sukkede svagt og lænede sig op af den anden side af lygtepælen, mens hans kolde, stålgrå blik gled ud over mængden af folk. Bare her til aften var han blevet genkendte af næsten alle. Kvinder hungrede efter ham, sælgere ville sælge ham alt, fremmede folk nægtede at fortælle ham deres meninger, i frygt for at miste deres hoved. Han var ikke længere en del af folket, han kunne ikke længere sidde på kroen og høre dagens sladder eller overfalde folk i gyderne. Han var konge nu.
Hans blik gled ned til krusset. Det var vidst hvad man kaldte en identitetskrise?
"Marcellus og jeg...Er ens på flere punkter. Vi elsker begge en god handel, en god kamp, en god plan. Vi elsker eventyr, at være på farten og føle os stærke. Det sjove lå i at blive konge. Det sjove lå i at snøre folk, manipulerer med begivenhederne, se hvad der skete når man trak her eller der. Jeg...Elsker friheden. Friheden til at gøre som jeg ville. Da jeg blev leder af dødsenglene, var jeg kendt af mit folk, men de er enige med mig og elsker smerter og død. Jeg behøvede ikke skjule noget af mig selv og stadig vidste halvdelen af Vavilon ikke hvem jeg var. Jeg tænkte...Når lederskabet gav mig denne nye frihed...Hvad ville titlen som konge så ikke give mig? Og ja...Jeg kan gøre som jeg vil. Men folk ser ikke længere mig, men blot min titel. Tingene er kun blevet mere og mere besværlige. Og arbejdet keder mig." han vrængede kort på næsen. Det var så længe siden han havde været så ærlig med nogen som helst...Nogen gange var det bare nemmere at åbne sig for en, der intet havde med det at gøre, end dem der altid var der.
Hans blik gled op, fulgte folk der gik forbi dem, uden rigtig at se dem.
"Jeg stak jo af. Da Macaria ikke var der, hang det hele på mig og jeg vidste straks at jeg hadede at være konge. Jeg elsker at være leder, men hader at være konge. Jeg stak af til Pandamonium. Morsomt, ikke?" han smilte skævt til Isabel. Ville hun overhoved kunne forstå noget af det?
Han rettede sig op og tog en god tår af sin drik. I et øjeblik overvejede han at nævne det for hende. Mistænksomheden om Macaria. Men hans paranoia kom ham i forkøbet...Isabel havde nok en form for loyalitet til Macaria og ville ødelægge hans planer. Trods alt var hun kommet for at se hende og ikke ham. Som det plejede at være.
"Som konge er der ikke længere mere at opnå, mere at slås form, man rykker bare brikkerne, men man kan ikke selv udvikle sig og stige i rang. For mig, er det ganske kedeligt. Jeg gad godt have en indflydelse på kongehuset...Uden selv at være konge. Det ville være mere mig" Han lod skuldrene glide lidt op og ned et øjeblik.
"Jeg gætter på det blot er endnu et punkt han og jeg er ens...Og alligevel finder der ikke en sjæl jeg kan stole på. Men..." han så tilbage på hende igen, denne gang lidt mere oplivet end før.
"...Du må jo hade titlen som bodyguard så, når han jo hele tiden får opmærksomheden og folk vil vide hvem du er?" spurgte han tilbage.
"Hvordan endte du som hans bodyguard?"
Det havde han faktisk tænkt over et par gange.

[Isabel Veterano]

Lidt overrasket kiggede Isabel på ham. Hun havde ikke forventet sådan en ærlighed fra ham. Hvad var det med kongelige og deres tillid til hende? Marcel, Valencia og nu Zean? Hun måtte have en speciel duft, der tiltrak dem eller noget.
"Jeg forstår," svarede hun ham kort, for at fortælle ham, at hun ville have det på samme måde. Eller... det var svært at sige, når man aldrig havde prøvet, at have den form for magt. Selvfølgelig var tanken fristende, men ville man kunne ligge sin frihed på hylden? Hun var vant til at kunne bevæge sig frit rundt, men ville hun lægge den væk, for at gøre et land til et bedre sted, der var skabt efter hendes meninger? Måske var det forskellen på hende og Zean. Hun var ikke en egoist, og ville ofre sig selv for folk omkring hende. Og igen... hun kunne forstå ham. Marcel havde sagt det samme til hende.
"Hvorfor lægger du ikke titlen fra dig? Man har hørt om det før," fortalte hun, og hævede krusset, for at tage en lidt større tår. Cal havde læst så mange bøger. Engang havde han fortalt hende historien om Portus' konge og dronning, der havde levet for flere århundrede siden.
"I Portus var der en dronning, som hellere ville rejse rundt i landet, for at hjælpe folk, i stedet for at forblive gemt i templet. Hun afgav titlen som dronning, men forblev kongens partner og hustru, uden andet ansvar end hvad Inei nu end gav hende," forklarede hun med et skuldertræk, uden at kunne huske for mange detaljer. Det burde da kunne lade sig gøre, den dag i dag, hvis det virkeligt var hvad Zean ønskede. Macaria ville sikkert forstå. Hun virkede selv som en person, der ønskede frihed fremfor alt andet.
Igen drak hun af krusset, mens at Zean fortalte videre, indtil at han nu spurgte hende om noget, der fik hende til at stivne. I et par sekunder blev hun stående sådan, men krusset op til læberne, som drak hun, inden at hun langsomt sænkede det.
Ubekvemt rømmede hun sig. Det var ikke ligefrem et emne, hun nød at snakke om, eller havde snakket om før, men nu havde Zean været ærlig for hende.
"Hrm... jeg... det er en lang historie. Du ved hvem jeg er rigtigt. Veterano. Mig og Cal jagede Marcellus - lang tid før han var noget som helst. Han var blot en hybrid. Et monster, som vi var blevet hyret til at dræbe," sagde hun med et suk. "Cal - min lillebror - blev såret og kom i hans magt. For at ville skåne ham, ville han have jeg gjorde ham en tjeneste, og jeg godtog det. For at gøre historien kort... det var ikke bare en tjeneste men flere. Han er ekstrem god til at manipulere. Inden længe stod jeg bundet til en kontrakt, der ville give ham min sjæl, hvis jeg brød mit ord. Da jeg reddede Macaria, blev jeg nødt til at ofre mig selv, hvilket i kontrakten gav Marcel min sjæl. Han har ejet den indtil for et par dage siden."
Hun tav da det hele var fortalt. Så mange detaljer var udeblevet, men hun regnede ikke med at Zean var interesseret. I bund og grund handlede det vel bare om, hvordan hun var havnet som noget, hun hadede over alt i verden. Et uhyre.
"Som du har lagt mærke til, er jeg ret god til at kæmpe, og den her krop har givet mig et par ekstra evner. Jeg er den perfekte bodyguard, så det var hvad, jeg er," afsluttede hun, inden at hun lagde nakken tilbage, for at drukne de sidste ord i øl.

[Zean Forsyth]

Her stod de. Monster og monsterjæger, drak øl og fortalte hinanden nogle af deres livs vigtigste ting. Det var underligt og var Zean den sentimentale type, ville det nok også have været et sødt øjeblik. Det var farligt at være så ærlig, så åben...Men på den anden side. Det var ingen hemmelighed. Han brød sig ikke om at være konge og på det sidste var det alt han tænkte på, egoistisk som han var. Det og Macaria optog hans tanker dag ud og dag ind. Han var begyndt at forklare sig over for folk...Hvad han normalt aldrig havde gjort før. Forklare dem han ikke ville kaldes konge, han ikke brød sig om at være konge og de skulle behandle ham normalt. Problemet var bare det var umuligt. Isabel var den eneste og den første der havde interesseret sig lidt for det og faktisk kommet med et løsningsforslag.
"Nu gør det her os ikke vil venner eller noget" slog han fast og sendte hende et skævt smil. Der var ingen grund til at svælge i det. Han tog krusset til munden, men stoppede op, lige inden væsken ramte hans læber. Han sænkede krusset en anelse, så han kunne tale.
"Og det er så sandelig ikke noget du skal gå os sige højt til alle du møder!" Eller nogen som helst. Måske ville hun ikke kunne holde det fra Marcellus...Men det var også mere pointen i det. Endelig tog han en tår af sin mjød og kom med et lille "ahh" bagefter. Han smed krusset over den ene skulder, ligeglad med om det gik i stykker eller ej. Han var konge, han kunne sende et par mønter til krofatteren i morgen...Hvis han huskede hvilken kro det var. Ellers ville ejeren nok mere end gerne minde ham om det.
"Måske er der en løsning. Der er også andre løsninger..." Macaria. Og hendes fremtidige død. Når hun var væk, kunne han slappe lidt af igen og indsætte en dronning, som var ham loyal og som kunne styre tingene, mens han levede et normalt liv...Med goderne, men uden at være direkte konge. Som Isabel havde foreslået. Måske.
"Og nu vil jeg gerne bryde det sentimentale bræk vi står med her. Hvad siger du til en slåskamp?" Et drillende og udfordrende blik gled over ham, da han smilte til hende. Han satte sig straks i bevægelse...Gik ikke ud fra hun ville sige nej og derfor nok ville følge efter!

[Isabel Veterano]

"Venner?!" Isabel så bestyret på ham. Hvor pokker havde han fået den ide fra?! "Jeg vil aldrig blive venner med dig! Bare rolig... der skal meget, meget, meget, meget til før jeg ser dig som noget bare nær en ven!" udbrød hun, og rystede leende på hovedet af hele aspektet. Åh goddess... hvad var hun dog blevet til? En hybrid, der var blevet perlevenner med kongen af Pandemonium, stod og delte en øl med Zean Forsyth, og havde reddet Macaria's liv. Hvad blev det næste? At hun serverede modstandsbevægelsen for dem, eller at hun nu også blev veninder med Eriz? Aldrig i livet!
Hun trommede atter engang med fingrene mod kruset, så det gav en hul lyd, mens at hun nikkede bekræftende af hans ord.
"I lige måde. Jeg siger ingenting, men du skal også holde kæft med hvem jeg er. Det er ikke ligefrem noget, jeg er stolt af, og det er bedst alle ved jeg er død. For alles skyld," svarede hun. Selvom hun prøvede at virke upåvirket sænkede stemmen sig dog til det blot var en mumlen, og hendes blik blev fjernt, som tænkte hun på alle dem, der lige nu gik og sørgede over hende. Mon Macaria også gjorde det?

Ansigtet lyste op da han forslog en slåskamp, og hun rettede sig med det samme op. Hun havde for vane med at falde sammen i skuldrene og ryggen.
"En slåskamp? Ikke dans? Fantastisk!" grinede hun, mens hun skyndte sig efter ham. Krusset blev placeret på et bord på vejen. Ligesom Zean brød hun sig ikke om det her sentimentale-halløj. Det fik fingrene til at klø efter at smadre noget. Så hellere tage den slags snakke over en sværdkamp. Det var sådan hende og Cal havde gjort det.
De fandt hurtigt et sted, hvor man kunne være med til fysiske aktiviteter. Isabel betragtede en mudret bane, hvor græsset var blevet sledet op, så der kun var et par tjavset totter tilbage. To hold kæmpede for at få en læderbold over på modstanderens banehalvdel. Alt var tilladt. Hun så en mand bliver tacklet af fire andre, så mudderet sprøjtede til alle sider, og han forsvandt under bunken af vridende kroppe. Det måtte være svært at stå fast på den glatte jord.
Hun skulle lige til at gøre Zean opmærksom på et sted, hvor de kunne ligge arm, da nogen råbte efter ham. De vendte sig rundt, og opdagede gruppen ude på den mudret bane. Anføren kastede bolden op i luften, og greb den, mens taberholdet radbrækket og trætte, måtte slæbe sig ud af banen.
"Hey! Se hvem vi har der? To, små blomster. En grøn og en lyserød," lo anføren spydigt, selvom Isabel ikke forstod hvorfor det skulle være slemt. Selv var hans hår næsten helt blåt. "I ligner nogen, der faktisk kan give bare en lille smule udfordring for os. Vi er fra militær akademiet! Ingen af de her tabere, har kunne give noget modstand. Ikke for at afskrække jer, men vi træner faktisk side om side med dødsengle!"
Isabel kunne ikke lade være med at smile, inden at hun slap anføren med blikket, for at kigge mod Zean. Det så ud til at han fik sin vilje. Der var ingen tegn på at soldater-eleverne genkendte ham som hverken konge eller dødsengel. Stakler.
"Hvad siger du Zean? Tør vi spille imod soldater-elever, som træner side om side med dødsengle?" spurgte hun, og havde fået et sadistisk glimt i øjet.

[Zean Forsyth]

Hans stålgrå blik gled over hende et øjeblik. Han havde ikke selv venner og han ville bare være sikker på hun ikke troede han var...knyttet til hende...På nogen måde. Der fandtes ingen, absolut ingen, han ville ofre sig 100% for. Ikke en sjæl, ikke en tom krop. Ingen andre end ham selv. Han havde aldrig været en god teamplayer.
Hvem hun var...
"Min kone sender en spion til Pandamonium. Hold øje med nyankomne...Der er ingen der kan sige hvad hun kommanderer spionen til at gøre og jeg har ikke længere indflydelse på hendes valg. Hun stoler ikke på mig. Bange for jeg er for gode venner med Pandamonium, hvor hun blot ønsker jer alle døde. Eller...Måske ikke dig, men i hvert fald resten" et svagt smil gled over ham. Han havde ikke sagt det til Marcel eller Eriz...Det måtte tælle for noget. Eller, nok ikke helt. Uanset hvad, var det nu op til Isabel at vælge hvad hun ville gøre med den oplysning.

En let latter forlod ham, da han så sig over den ene skulder.
"Vi danser bagefter!" Han ville stadig danse. Han ville bare gerne slås først...Og få den kløen, rastløshed, til at gå væk. Deres aktiviteter og snak havde gjort ham mindre fuld, men det ville blot gøre ham bedre til at slås. Trods alt havde ingen vundet en kamp, fuld.
Ikke uden modstanden også var det, i hvert fald.
Han stoppede op og kiggede sig omkring. De fleste var sølet ind i farver og mudder, nogen fik smidt spande med vand over sig, for at fjerne det værste skidt. Selv om det var efterår, var her flest stærke folk, mænd som kvinder, og ingen ville vise sig svage ved at fryse lidt! Men med al den aktivitet emmede folk næsten af varme alligevel.
En pludselig kalden fik ham til at vende sig om og se hen mod manden, der kaldte på dem.
Akademiet...Akademiet var i Sethos, da der både var plads, god beskyttelse og gode muligheder for at træne soldater der. Bjergene gav beskyttelse, så de kunne træne i fred og mulighed for eleverne at lære om overlevelse blandt unådige bjerge. Og så blandt dødsenglene, der var et krigerisk folkefærd med hang til blod og smerte. Soldaterne blev hurtigt oplært i at give smerte og ikke være ked af det, når deres sværd krævede det første offer. Og disciplin. Og maaange andre ting han ikke lige orkede at tænke over lige nu.
Pointen var han ikke blev genkendt som hverken en konge eller leder, som dødsengel selv. Dette var en oplagt mulighed. Han så smilende på Isabel.
"Jeg syntes vi skal give dem en røvfuld..." Sikke ansigter de ville få, når de til sammen havde tæsket dem og de derefter fik at vide Zean var dødsenglenes leder...Både dødsengel og leder. Han glædede sig allerede.
Uden tøven trådte han ind på arenaen eller hvad det nu hed. Isabel og han havde kun kæmpet mod hinanden, men de vidste begge hvad den anden kunne. Mere eller mindre. De var begge trænede. Zean var overbevist om at de havde gode chancer for at vinde.
Han lod skuldrene glide lidt rundt, før han indtog en beredt stilling, bukket lidt forover, klar til at bevæge sig for selv den mindste bevægelse. Bolden...Det gjaldt om at smide bolden over på modstanderens side. Alle kneb gjaldt...Godt. Han kunne nogle beskidte nogle.

[Isabel Veterano]

Det gode ved at være i Vavilon, var at kvinder blev set som mænds ligemænd. Isabel elskede ikke at bliver undervurderet på grund af hendes køn, som det til tider kunne ske i Pandemonium. Her i Vavilon var alle lige.
Hun trak sin frakke af sig, for at smide den over en stolryg, så hun kunne bevæge sig mere frit. Bæltet med sværdet røg samme vej. Det afslørede så også hendes markeret krop, der fik et par af drengene til at fløjte imponeret. Upåvirket stillede hun sig hen et stykke væk fra Zean. Hun havde haft ret. Mudderet gjorde det svært at stå fast. Prøvende borede hun sin fod ned, for at finde ud af præcis hvor glat jorden var. Det kunne bruges til at skøjte rundt, så længe man ikke var bange for at blive beskidt.
Fast stillede hun sig klar, mens de andre kom i stilling. Det var tydeligt, at de mente, at de sagtens kunne slå to amatører. Sikke en overraskelse de ville gå. Spørgsmålet var bare, om hende og Zean kunne arbejde sammen.

Bolden blev fløjtet i spil, og det modsatte hold fik hurtigt fat i den. De stormede afsted over banen mod Isabel og Zean. Anføren holdte hårdt bolden under armen, mens han med et selvsikkert smil løb afsted.
"Jeg har ham!" Isabel var allerede sat i løb imod anføren. Uden tøven kastede hun sig frem, for at tackle ham, så de begge faldt om i mudderet, der plaskede op over dem. Hans arme slyngede sig om livet på hende, så hun ikke kunne komme væk, da hun rev bolden fra ham.
"Zean!! Zean bold!" gispede hun, og rakte besværet hånden med boldet frem. Anførens hold var allerede i fuld fart mod dem, for at få fat på bolden før Zean.

[Zean Forsyth]

Zean havde altid deltaget i leg og kamp. Som lille lærte han at være hurtig og undvige, når hans far langede ud efter ham og da han blev ældre, lærte han at slå tilbage, hvis nogle af de andre ville slås eller for at skubbe sin far væk. Da han blev voksen, deltog han i træning og lærte hurtigt at slå ordentligt, at svinge et sværd eller skynde sig væk, det hele for at sikre overlevelse. Overlevelse, frem for at vinde. Derfor, selv om han tilhørte en af de trænede fyre, var han intet stort brød. Han havde ikke de bredeste skuldre eller største lår. Hans krop var trænet til at slå igen, til at undvige og, hvis alt skulle fejle, stikke af. Som de kom løbende overvejede Zean at takle manden, men Isabel kom ham i forkøbet. Med et svagt smil sprang han frem. Mudderet var glat og i et øjeblik vidste han ikke om han faktisk kunne nå Isabel, før det andet hold havde taget bolden igen...Heldet var med ham. Han fik balancen og halvt løb og halvt gled frem til Isabel. En af de andre mænd greb efter ham, men Zean smed sig ned på ryggen og gled væk under fyren, inden han kunne lægge sine muskuløse hænder om Zean. Han gled forbi Isabel og greb bolden i farten, mens anføreren gryntede og så ud til at prøve og knuse Isabel ud af stand til at kæmpe.
Det var farligt at ligge på jorden, hvis de valgte at kaste sig oven på ham.
Da han ikke gled længere, kæmpede han for at komme op igen. Bolden i den ene hånd og tøj, der var halvvejs gennemblødt og koldt af mudder, vand og farver. Men så var heldet ude med ham. Han så de kom fra hver deres side og han prøvede at kaste sig mod deres banehalvdel...Da den mindste på deres hold ramte ham hårdt i siden og fik ham til at miste balancen igen. Han landede tungt i mudderet og greb om bolden med begge arme, som den spinkle fyr - i forhold til de andre, i det mindste - kastede sig over ham og de to begyndte deres egen lille brydekamp for at få bolden.
Rundt om pladsen begyndte folk at samle sig. Nogen heppede, nogen så på, nogen buede.
En af de helt store fyre kom over til dem og greb Zean i nakken, da han hev ham op på benene...Eller i hvert fald hev ham op, så han ikke længere kunne nå jorden.
"Gælder det hvis man kaster både mand og bold?" grinte han, uden tvivl med den ide at han var enormt smart. Han rystede Zean lidt. Men Zean spildte ikke tiden. Isabel måtte være klar nu...Alene kom han i hvert fald ikke ud af dette, bolden trængte til at komme videre.
"Bold!" råbte han, da han fik øje på Isabel. Klar eller ej, kastede han bolden mod hende, samtidig som hans dinglende ben låste sig om den spinkle af fyrene og han dermed holdte midt to mænd optaget med at bryde.

[Isabel Veterano]

Zean kom glidende forbi hende, og fik fat på bolden, selvom at det fik mudder til at sprøjte over hende og anføren, der lå fastklemte mod jorden. Hurtigt lukkede hun både mund og øjne, da folk faldt over hende i et forsøg på at komme til Zean, der kæmpede for at komme på benene.
Fuldkommen dækket til at mudder og farve, vred hun sig som en orm, så hun kunne komme ud af anførens greb. Han havde selv travlt med at forsøge at komme op. Hun gav ham en albue i siden, og kom så på benene, lige da Zean råbte mod hende.
"Nej! Nej! Nej jeg er ikke klar!" råbte hun, men det var for sent, og han havde allerede smidt den mod hende. Bolden fløj i en stor bue op mod himlen med alles blikke hvilende på sig. Isabel sparkede anføren helt af sit ben, og satte i løb, for at kunne gribe den. Da alle havde blikket vendt op mod bolden, var der ingen, som kiggede hvor de løb. Med et støn løb hun direkte ind i en modspiller, og de faldt jamrende om på jorden. Alt luften blev kort slået ud af hende.
"Åhhhr min side!" jamrede hun, og tog sig til sit ene ribben, mens bolden blev grebet af en fra det modsatte hold, der sendte hende et hjerteknusende smil, så hun kunne se hans skinnende tænder i det flakkende lys fra faklerne.
"Tak sugarpie!" sagde han kækt til hende, og satte i løb tilbage mod deres banehalvdel. Isabel bandede, og rullede om på maven. Alle regler tilladt ikke sandt?
Hun gjorde en huggende bevægelse med sin ene hånd, og røg-slangerne skabt af skygger blev skudt ud fra hendes håndflade. Hvislende snoede de sig gennem natten, indtil de viklede sig om spillerens ene ben.
Med et halvkvalt udråb faldt han så lang han var med boldet knuget ind til sig. Isabel grinede med ansigtet fuldkommet smurt ind i mudder og skidt.
"Zean! Tag ham!!" lo hun, og prøvede selv at komme på benene, selvom hun blev ved med at glide.

[Zean Forsyth]

Den store fyr prøvede at hive Zean af den mindre fyr, men Zean holdte fast som en klistrende abe og hver gang manden hev meget i ham, hev han sin kammerat med også. Til sidst slap han, kun for at gøre klar til et slag.
"Er du gal? Du slår mig ud også!" hvinede den mindre fyr, som Zean endnu hang på ryggen af og holdte ham om halsen med sine arme og om overkroppen med sine ben. Det så kønt ud!
Et sadistisk smil gled over Zean, da han uden videre satte tænderne i mandens hals. Ikke fordi han var vampyr, men i et øjeblik så det sådan ud.
"ARGH! Han er vampyr, hjælp mig!" skrålede manden og greb fat omkring Zeans hoved i et forsøg på at ham af, få ham til at stoppe. Manden smagte af blod og mudder, med små klumper i. Adr!
Han slap manden og gled ned i mudderet, mens han spyttede. Han havde bidt hårdt nok til at manden blødte...
Isabel skreg et eller andet og han snorede rundt for at få øje på hende. Han så hendes slanger glide af sted og endnu et smil gled over ham. Alt var tilladt og disse mænd vidste ikke hvem de sloges med! Han sprang af sted...
Han faldt oven på fyren med bolden. Luften forlod ham, da en af de andre fyre smed sig oven på dem begge, så Zean lå i midten, fanget. Et pludseligt slag gjorde at han i et øjeblik så dobbelt og uden tvivl blødte ned af kinden. Fantastisk!
Med en snerren begyndte mørket at bølge fra hans krop. Fordi de lå så tæt, bemærkede fyrene den straks, men der gik alligevel et øjeblik, før de bemærkede den dybe frygt, der hvilede i mørket og nu sneg sig ind i deres bevidstheder. Måske var deres træning alligevel god for noget?
Manden oven på Zean trillede pludselig af og skyndte sig væk med en svagt skrig. Det var ikke længere en hemmelighed, alle ville nu vide Zean selv var en dødsengel.
"Det der er da ingen vampyr!" hørte han nogen råbe i baggrunden.
Selv havde han mest travlt med at vride bolden ud af den skræmte mand, som desværre var typen der rullede sig sammen til en bold og håbede på det hele ville gå væk.
"For helvede da også..." knurrede han og håbede Isabel kunne holde de andre væk, mens han fik styr på dette her igen...Slip nu den forbandede bold!

[Isabel Veterano]

Isabel måtte skære en medfølende grimasse, da Zean blev mast mellem to personer, der dog hurtigt opdagede, hvad han var. Stakler. Dødsengle var ikke ligefrem de mest behagelige at slås med på grund af deres evner. Hun havde selv stået ansigt til ansigt med det ubehagelige, skrækindjagende mørke, der kunne få en voksen mand til at urinere ned af sig selv.
Hun havde dog ikke tid til at nyde synet af ham, der kæmpede for at få bolden, hvilket så ekstrem humoristisk ud. Flere af holdkammeraterne var på vej mod ham. Så var det vel tid til at vise, hvad hun kunne gøre, og hvilken lille sugarpie hun var.
Heldigt for hende var skygger, det der var mange af i faklernes lys her i natten. Ironisk at hun nu skulle beskytte Forsyth, for at blive fuldkommen mast og tæsket.
Hendes glødende øjne gled rundt over omgivelserne. Hvor hun kiggede strakte skyggerne sig mod hende, så tilskuerne gispede og rykkede væk fra deres egne skygger, som begyndte at bevæge sig. Hvislende snoede de sig over mudderet over til Isabel, der strakte sine hænder ud, så de kunne vikle sig omkring hendes arme.
De hævede sig spyttende og klar til hug, inden at hun sendte dem afsted. Modspillerne, der havde været i fuld gang med at sprinte imod Zean, blev pludselig angrebet af de sorte røg-slanger. Med små hvin og udbrud blev de brutalt fældet, så de faldt om i mudderet, og prøvede at vride sig løs fra de snoende kropppe, der nu ikke var særligt faste. Isabel blev stående et stykke væk, for at styre dem rundt, samt holde øje med at alle holdte sig fra Zean, der kæmpede for at få bolden løs. Hun kunne ikke lade være med at grine frydefuldt.

[Zean Forsyth]

Zean slog manden og borede sine arme ind mellem mandens for at få fat i bolden. Han så op et øjeblik, kun for at konstaterer der var et par fyre på vej over mod ham og bolden, men heldigvis så det ud til at Isabel kom ham til undsætning. Med et svagt smil, grundet hendes frydefulde grin, fokuserede han igen på manden der lå og klynkede under ham. For helvede! Mørket var væk nu, manden kunne godt løsne sig nu!
Det vidste sig manden var kilden. Hvad et par slag mellem ribbenene ikke havde kunne give ham, gjorde et par hænder, der gled ind under mandens armhuler. Svedige og klamme...Men for Zean betød det en vej til sejr. Derfor gjorde han det uanset og manden hylede pludselig op og bolden lå fri...
Zean greb hurtigt bolden og brugte manden som afsæt, frem for det glatte mudder, da han satte kurs mod modspillernes banehalvdel. Isabels skygge-slanger så ud til at holde de fleste optaget og manden, han havde forladt, kunne ikke komme på benene hurtigt nok til at stoppe ham. Zean satte kurs direkte mod Isabel, da der var færrest mænd omkring hende og skyggerne. Han løb direkte forbi hende...
Et par mænd sprang ud efter ham. Den ene sprang han over, som en mand kom glidende, den anden gled han selv ind mellem benene på.
Før han vidste af det, lå han på modstandernes banehalvdel, med bolden mellem armene og åndede tungt. Mudderet var koldt, men Zean lå blot på ryggen og trak vejret dybt. Ingen angreb...Betød det de havde vundet?
Til sidst satte han sig op og så sig omkring. Modstanderne så ikke særlig tilfredse ud, men ingen kom styrtende. Zean tjekkede hurtigt banehalvdelen...Og et smil gled over ham. To mod mange og de havde alligevel vundet!
En latter gled over ham. Hahahaha! De styrede for vildt!
Han kom på benene.
"En anden gang...Så lær dødsenglenes leder at kende, før i udfordre ham til et spil" grinte han, kun for at få et par overraskede og et par skræmte blikke fra nogle af soldaterne. Anføreren så ud til at blive lidt rød i hovedet.
med en kæk bevægelse kastede han bolden tilbage til anføreren, da han gik over mod Isabel med et ikke så lidt hoverende udtryk. Han havde al mulig grund til at føre sig frem lige nu! Han hævede hånden, da han kom tæt på Isabel. High five!

[Isabel Veterano]

Højlydt heppede Isabel på Zean, som han sprang afsted over banen. Modholdet sprang mod ham, for at fælde ham, men dem han ikke selv undgik, fik hendes røgslanger, der viklede sig om deres ben. Hun blev selv tacklet da en person med lidt for meget fart på, styrtede forbi hende, for at komme til Zean, der viste sig ikke at være en holdsspiller - ikke overraskende.
Med et udbrud faldt hun om i mudderet, men fik alligevel kæmpet sig op på underarmene, lige da Zean nåede den modsatte banehalvdel. De havde vundet.
"AHAAA!! Vi vandt! Vi vandt!!" udbrød hun triumferende med mudder dryppende fra sine hårlokker, der ikke længere var sølvfarvet men mere brunt. Ved at placere en hånd i hovedet på modspilleren, der havde tacklet hende, rejste hun sig op. Zean lo over hele ansigtet. Det var første gang hun så ham le af noget, der ikke var død og smerte. Faktisk klædte det ham, og igen fik hun et indblik i Marcarias verden.
Isabel drejede hovedet, og opdagede først nu alle de folk, der var blevet tiltrukket af kampen. De måtte have hørt at Vavilons konge, var blevet trukket med i en boldkamp. Hendes hjerte sprang et slag over, da hun opdagede den genkendelige skikkelse omgivet af sine vagter. Macaria. Den unge dronning smilede for sig selv, inden hun langsomt slap sin ægtemand med blikket, og vendte sig rundt, for at forlade banen. Havde hun stået og set på hele tiden?
Isabel blev en smule rød i hovedet ved tanken, indtil at hendes opmærksomhed blev taget af Zean, der kom imod hende. Leende gav hun ham highfive.
"Fantastisk scoret, dødsengel! Man skulle tro du havde vinger," sagde hun humoristisk, og tørrede sig over munden med sin underarm, for at få noget af mudderet væk fra sit ansigt. Et bad lige nu ville ikke være dårligt. Folk jublede omkring dem, hvilket blot fik den triumferende følelse i Isabel til at boble mere op.

[Zean Forsyth]

Zean havde ikke lagt mærke til hvem der var blandt tilskuerne. Han havde blot haft øje på sejren, på modstanderne, på bolden og på Isabel. Aldrig på tilskuerne, selv om han kunne høre dem i baggrunden hele tiden. Snakke, grine, buhe og juble. Og lige nu, jublede de især, mens modstander holdet fik et par drillende og nedladende kommentarer retur. Nogen kom endda helt ind på banen og klappede dem på skuldrene. Han var ikke bare konge, han var også dødsenglenes leder og det ville han altid forblive. Han elskede sine engle mere end resten af landet og netop nu mente han at han havde bevidst at ikke bare ham, men også de dødsengle han repræsenterede, netop havde vundet en sejr og stod som stærke og stolte.
"Jeg vil meddele jeres trænere, hvor jeg mener i mangler træning" drillede han anføreren, før han skubbede sig vej ind mellem folk og ud fra banen, da der uden tvivl ville være kø for et nyt spil, især efter dette.
Han fandt en af spandene med koldt vand og dybbede hænderne i det, før han skyllede sit ansigt. Mere kunne han ikke rigtig gøre ved det lige nu, selv om tanken om at gå i mudret og vådt tøj resten af aftenen virkede lidt ubehagelig og næppe ville tiltrække mange kvinder...og dog, han kunne altid finde villige kvinder. Han så sig om efter Isabel. For i aften, var hun den bedste buddy han kunne få.
"Så mangler vi bare en dans, så kan vi sige denne aften har været specielt vellykket! Nåe ja...Og for mit vedkommende, mangler jeg også at lokke en kvinde til, men det kommer jeg vel til" drillede han.
"Lad os finde tilbage til en kro. Jeg skal have skyllet smagen af mudder væk" tilføjede han med et skævt smil.

[Isabel Veterano]

Isabel fulgte med Zean væk fra banen. I modsætning til Zean, havde hun ikke den samme popularitet, da ingen anede hvem hun var. Lige nu var hun dog dødsenglenes leder holdkammerat. Ikke så ringe. Hun kiggede dog stadigvæk efter den unge dronning, der kort havde vist sig blandt tilskuerne, inden at hun var forsvundet med sine vagter. Det korte syn af smilet på vampyrens læber, og blikket der havde hvilet på hendes ægtemand, havde fået Isabel til at overveje en ekstra gang, om det måske mere var Zean, som var vred på sin hustru end omvendt. Hele tiden havde hun ment at Marcel og Macaria burde være sammen, men efter at have set det blik Macaria havde sendt Zean, mærkede hun en tvivl i sit bryst. Whatever.... det var ikke hendes problem. Marcel havde fået sin kærlighed tilbage, men mon overhovedet Macaria ville have ham, hvis det var Zean, som høstede den slags smil?
Hun vendte opmærksomheden mod dødsengel, der var ved at vaske sine hænder og ansigt. Med et støn strøg hun håret væk fra sit ansigt, så det lå tilbagestrøget på grund af mudderet i det.
"Jeg havde helt glemt alt om den dans," sukkede hun, og så efter én person, der havde klappet hende på skulderen, da han gik forbi hende. Hun var ikke vant til den form for popularitet. Specielt ikke her i sit nye liv. I et øjeblik tøvede hun ved Zeans ord, inden de begyndte at gå afsted, for at finde en kro, der kunne give dem noget af drikke, og måske et sted at sidde.
"Hvorfor tager du ikke bare hjem til din hustru?" spurgte hun, og greb sin jakke og sværdbælte, som de gik forbi stedet, hvor hun havde smidt det. Heldigvis var intet stjålet, men så igen... hun havde ikke haft noget af værdig på sig. "Hun er ung, smuk og gravid. Mange mænd ville skynde sig hjem, hvis de havde én som hende, til at vente på sig i sengen."