Lad os feste lidt!

[Zean Forsyth]

Isabel Veterano

---

Festen var begyndt i Vavilon. Det var blevet aften, en forholdsvis klar aften, som om selve Euphonia velsignede deres fest med godt vejr. Luften var dog langt fra lige så varm, som om sommeren, da det tværtimod var efterår og lidt køligt. Folk havde været nødsaget til at finde nogle lidt varmere festklude, siden de fleste havde planer om at være udenfor hele natten og feste. Der var folk absolut over alt.
I Oberion lå ikke bare slottet, men her gik Zean også rundt.
Der var lys over alt, farver i hvert et hjørne, folk der dansede, drak og spiste, folk der løb rundt, råbte og kastede farver og maling ud over hinanden, over fremmede som bekendte. Det var som en farvefestival. Nogle havde endda farvet sig på kroppen eller i ansigtet, mange børn løb rundt med dyreansigter på deres glade ansigter og mange voksne havde farvede mønstre over arme, ben eller ansigt, i mange farver. Selv om folk var blevet advaret om farver og burde tage tøj på, der kunne holde til det, var de fleste alligevel klædt i noget finere tøj. Der var snak og latter over alt. Flere steder i byen optrådte flere musikanter, små teater til børn og voksne eller boder med mad, drikkelse og enkelte med små nips eller sjove genstande. Over alt rendte forvirrede vagter, for at holde styr på sikkerheden. Som forlangt, havde Zean krævet høj sikkerhed, så folk kunne feste i fred, så Macaria eller Arona ikke blev kidnappet eller dræbt i kaosset. Han havde set Arona løbe af sted med nogle på hendes egen alder, smuk iklædt sin nye kjole, som hun havde snakket om konstant de sidste par uger. Macaria, der dansede. Caleb, der stadig var her, selv om han havde forlangt manden blev forvist og Macaria havde lovet at fjerne ham. Han gættede på hun vel ikke kunne undvære manden!
Ja, selv Aron var til festen og sammen med Nathaniel havde han lokket Aron over til nogle kvinder i et forsøg på at score. Se, det havde været sjovt!

Zean selv var efterhånden søgt væk fra den vildeste fest, midt i bymidten, hvor der var masser plads rundt om statuen af Macaria og Zean. Pladsen var beregnet til store markeder eller festivaler og det var der, der var flest folk.
Han havde omhyggeligt skilt sig af med vagterne. Caleb havde i sin tid forlangt Zean også var under beskyttelse. Men han skulle ikke nyde noget af nogle vagter, som den mand havde udvalgt!
Han var overmæt af vildsvin, havde omhyggeligt tørret fedtet af mund og fingre, før han havde drukket sig lige så mæt i mjød, der var guder værdig.
Han var flot klædt på, i nogle finere sko, et par nye, sorte bukser og en ny sort skjorte, der var knappet og lige præcis viste hans muskuløse krop frem. Flere kvinder havde sværmet om ham. De fleste vidste han var kongen, men det holdte kun de færreste tilbage. Han havde danset, han havde givet mange kvinder sin opmærksomhed. Men da han fornemmede der blev lagt op til en dans mellem ham og Macaria, var han stukket af. Han gad ikke. De havde ikke rigtig brugt tid sammen. Han havde været i Sethos det sidste stykke tid, men var vent tilbage med Arona til festen. For hendes skyld.
Han søgte ned langt de større gader i byen. Han følte sig ikke i dårlig humør og beruset, var der absolut ingen begrænsninger for ham.
Han skubbede sig rundt mellem folk, der ikke altid opdagede han var kongen eller som blot var for fulde eller optaget til at flytte sig. Det var okay. Det brune hår, der i sin tid var blevet redt fint til siden, strittede nu til alle sider igen og noget af pandehåret ramte ham faktisk i øjnene og fik ham til stadighed til at børste det væk eller fik ham til at blinke lidt oftere.

Da han kom forbi endnu et hjørne med musikanter, der spillede en frisk melodi til de dansende horder, gled hans ene arm automatisk rundt om en ledig kvinder, som han med et charmerende og halvfuldt smil trak kvinden med ud i en dans. Han noterede sig ikke yderligere hvem hun var. Han havde danset med så mange, folk var så glade og han var lidt for beruset til at tage sig af, hvis nogen ikke gad danse eller så sure ud. Med et grin svang han hende næsten elegant rundt i dans, der var præget af han ikke var helt ædru. Her i mængden var han bare sig selv. Ingen der tænkte over han var konge, inden der skabte beskyttende afstand mellem ham og folk...
Han var afslappet. Han var sig selv. Og han nød det. Det var det bedste i flere uger!

[Isabel Veterano]

En skikkelse der udelukkende fortrak skyggerne frem for alle lysende, havde i mange timer sneget sig rundt en tæt radius af den unge dronning af Vavilon. Tøjet var helt sort, og selvom ingen ville kunne genkende ansigtet, var hætten trukket op over sølvhåret.
Isabel havde forladt Pandemonium for at søge over til festen i Vavilon. Det var den eneste måde, hun kunne komme til at se hende på igen.
Fra sit skjul i mørket havde hun betragtet den gravide vampyr. Et mirakel kaldte folk det. Man kunne ane graviditeten nu. Maven var blevet større og formerne mere svulmende. Det stoppede dog ikke dronningen fra at danse rundt blandt sit folk med ansigtet lysende af latter, og kjolen flagrende rundt om benene på hende, når hun blev drejet rundt. Mange ville gerne have en dans med hende, men hver eneste gang hun havde en pause, hvor hun holdte en beskyttende hånd mod sin mave, gled hendes blik søgende rundt, som ledte hun efter en bestemt person.
Isabel blev stående op af en væg, mens hendes glødende, røde øjne hvilede på Macaria, der hele tiden var omringet af en flok vagter, så det ville være umuligt at komme tæt på hende. I det første stykke tid havde kongen været i nærheden af sin dronning. Isabel kunne nemt genkende Zean. Hun havde betragtet parret. Hvordan Macaria et par gange, havde set efter ham, men han hele tiden undveg hendes selskab og blik. Det gjorde næsten ondt at se på.
Da Zean bevægede sig væk, tøvede Isabel et par sekunder, inden at hun fulgte med ham i skjult fra mørket. En enkelt gang kastede hun et blik tilbage på Macaria, som sad på en bænk omgivet af et par venner, der rørte ved hendes mave, og fik hende til at smile. Godt. Hun var i gode hænder. Hun var sikker.
Isabel smilede kort, inden at hun gav sig efter Zean.
Det var tydeligt, at han var en smule beruset. Hans skridt var slingrende og øjet en smule svømmende. Ingen vagter fulgte ham, hvilket blot gjorde det lettere for hende, at forblive uset.
Endnu engang kastede han sig ud i en dans med en fremmede kvinde, hvis blik tiltrak ham. Isabel satte sig ned på en stol ude foran en kro, og bestilte et krus med tranebærsaft. Gadelampen ved siden af hende, var overdækket med noget tyndt stof, så et lilla skær faldt ned over hende.
Hun hvilede sin ankel over sit ene knæ, og lænede sig tilbage i stolen. Med et tungt suk kiggede hun sig omkring på alt kaoset, mens hun strøg sin hætte væk.
Der var noget anderledes over hende. Som om hun ikke virkede så hærget og hård længere. Øjnene havde fået et glimt i sig. Hvis nogen kunne se aura, ville de faktisk kunne se hendes igen. Sjælen var tilbage.

Tjeneren kom ud til hende med tranebærsaft, og med det blik han sendte hende, var det tydeligt, at han syntes hun var fuldkommen underlig, fordi hun ikke drak alkohol, som alle de andre. Hun mumlede dog bare et simpelt tak, og tog krusset op til sine læber, mens hun over kanten betragtede Zean valse rundt.
Helst ville hun tilbage, for at i stedet holde øje med Macaria, men hun var så meget omgivet af vagter, at de på et tidspunkt ville opdage hende, finde hende mistænksom, og arrestere hende. Det kunne ikke gå an. Hvor meget hun end ville møde den unge, gravide vampyr igen...

[Zean Forsyth]

Zean havde hygget sig. Hygget sig med kvinderne, med maden, med alkoholen og endnu svunget Arona rundt i en far-datter dans. Men hele tiden havde han undgået Macaria. Uanset hvor mange gange hun så efter ham - Han vidste hun havde set efter ham et par gange - Havde han konsekvent ignoreret hende. På et tidspunkt havde han siddet og set på hende, som hun dansede, kun for at rejse sig og med en lidt voldsom bevægelse selv tog en kvinde og dansede.
Selv om han ville...Kunne han ikke. Han følte en uvilje mod Macaria. Som var hun noget ulækkert. Som var hun noget...Man skaffede sig af med.
Zean svang kvinden rundt og blev belønnet med kvindens latter. Han grinte selv og pressede hende ind til sig. Stod det til ham, ville han svømme i kvinder og vælge et par stykker til et værelse på en af kroerne, hvis alt ikke allerede var optaget. Et hurtigt blik ned af en af gyderne fortalte sin historie. Folk der havde røget og indtaget alle de nydelser de kunne komme i nærheden af og mænd og kvinder der stod klamrende ind til hinanden.
Da dansen var færdig, slap han hende og kyssede drillede hendes hånd, hvortil hun blot fnes.
"Det var en skøøøn dans min konge!" svarede hun og lænede sig frem, for at placerer et let kys mod hans kind. Hun rødmede. Var det mon tilladt at kysse kongen?
Zean smilte blot og klemte hendes ene balde, som hun forlod ham. Uden tvivl bare fantastisk. Med et selvtilfreds smil forlod han det improviserede dansegulv og fandt sin vej ind mellem en fuld mand, der hele tiden faldt og en kvinde, hvis hænder sigende gled over Zeans krop, da han gik forbi...
Åh ja. Han var tørstig. Der ville stadig være kvinder bagefter, uden tvivl nogen ville drikke med kongen!

Han fik øje på en kvinde der sad alene. Han genkendte hende også. Ikke helt så elegant, som han ville have gjort det, fik han trukket stole ud på den anden side af hendes bord og sat sig. Han fik kun skubbet lidt til bordet undervejs, det var. Hans ene hånd fløj i vejret for at få opmærksomheden fra en af de fortravlede serverings...Øhm...Folk!
"Giv mig noget mjød" bad han ligeud, da han et øjeblik efter fik den opmærksomhed, han havde ledt efter. Så gled hans stålgrå, kolde og i dag, overraskende venlige øjne over Isabel. Eller hvad hun nu kaldte sig.
"Jamen velkommen! Havde jeg vidst at...øhm...At...Du ved...Panda havde sendt en gæst! Så havde du jo fået et værelse i byen og lov til at sidde hos os!" Et lille grin gled over ham. Det var så sjovt hun var her! Så komisk!
"Nyder du festen?" Hans blik gled ned til hendes tranebærsaft, før hans øjne gled sigende rundt.
"Hey! Tjener! Hent noget stærkt!" forlangte han, ekstra. Isabel kunne ikke være med til deres fest og så ikke engang nyde nogle af de gode ting de havde at serverer! heriblandt, noget alkohol. Ikke tale om at hun slap!

[Isabel Veterano]

Som Zean kom imod hende, rullede Isabel let med øjnene, men blev dog siddende på sin stol. Hun hævede sukkende sit glas, så hun ikke ville spilde på bordet, da Zean satte sig overfor hende, så det hele rykkede sig.
"Jeg er ikke blevet sendt af nogen som helst. Jeg er her af egen fri vilje," svarede Isabel roligt, men tvivlede om han ville lytte på nuværende tidspunkt. Igen satte hun glasset ned på bordet. Tranebærsaften smagte bittert og samtidigt sødt i hendes mund, og prikkede behageligt tungen. Hun overvejede hvordan den unge dronning, ville reagere hvis hun blev præsenteret for hende. Mon hun ville trække hende ind i en omfavnelse, eller ville hun få en af vagterne til at anholde hende? Isabel kastede et blik mod Zeans ansigt, der ikke havde nogle som helst tegn på den kamp de havde haft sidst de sås. En skam. Det havde klædt ham med en flækket læbe. Selv var hendes næse forblevet en smule skæv, efter at han godt og grundigt havde brækket den.
"Om jeg nyder festen? Der sker meget. Jeg ville sådan set bare se hvordan det går med hende," fortalte hun med et skuldertræk, og regnede med at han vidste, hvem hun hentydede til. "Jeg hørte hun var blevet gravid, og nu hvor jeg har fået tilladelse til at forlade Pandemonium, ville jeg se til hende med mine egne øjne. Jeg kan se du også nyder festen?"
Hun behøvede ikke engang at spørge. Det var tydeligt at se på hans ansigt, at han nødt alt hvad festen og Vavilon kunne byde på. Alt.
Igen gled hendes tanker over på den unge dronning. Macaria havde grinet, danset og snakket hele tiden omgivet af folk. Aviserne sagde at Zean var faderen, men sådan som parret var overfor hinanden, ville Isabel gætte på det bare var et cover. Gad vide hvem der så, havde sneget sig ind hos dronningen?
Isabel kiggede kort ned i sin saft, inden at hun tog et par slurke, og tørrede sig om munden med bagsiden af sin hånd, da Zean også bestilte noget stærkt. Næsen rynkede sig.
"Jeg drikker ikke alkohol," svarede hun kort for hovedet og vippede glassets bund fra side til side på bordet. "Jeg kan lide at holde tankerne og hovedet klart. Burde du ikke være hos din gravide hustru?"

[Zean Forsyth]

"Alle vil opleve en af de formidable fester i Vavilon!" smilte han, samtidig som hans smil voksede og hans blik gled ud mod menneskemængden ved siden af dem. Folk der valsede rundt. Hvordan var han overhoved kommet nogen som helst steder? Og larmen! Men han var ligeglad. Dette har var hvad han levede for. Fester og krig. De to bedste ting han kendte. Ud over vildsvin og en god kvinde, selvfølgelig! Zean var aldrig bange for at nyde livet. Måske nød han det også lidt for meget. Men med de gange han efterhånden havde mødt døden, vidste han det var vigtigt at nyde alle aspekter, så meget som muligt, helst hver dag. Hver time.
Endelig kom nogen med hans mjød og et glas med en klar væske, der uden tvivl var stærkere alkohol. Zean greb sin mjød og skyllede hurtigt et par store slurke ned. En lille dråbe gled fra hans mundvige og ned over hagen, som han tørrede væk med det ene ærme.
"ahhh!" Det sad godt. Lige hvad han trængte til.
Han skubbede det andet over mod Isabel.
"Tving mig ikke til selv at blande det i din saft. Det er sjovt at give den gas. Kom ikke til vores fester og sig du er en dødbider?" han smilte både drillende og udfordrende til hende. Hun ville jo ikke engang opleve bare halvdelen af hvor fantastisk festen var, hvis hun ikke gav sig selv lov til faktisk at nyde noget af den!

Macaria...
Så hun var kommet for Macaria. Fucking alle kom efter den so!
"Åh...Siger du, at du ikke engang er her for at se mig?" Et skævt smil gled over ham.
"Du såre mig! Her troede jeg lige!" udbrød han dramatisk og sukkede dybt, da han smed sig tilbage i stolen med et tilfreds smil. Han drillede jo bare.
Åh ja, han nød festen! En mulighed for absolut at gøre som man lystede! Der var noget anarkistisk over en god fest. Man blev mere ligeglad med regler, det handlede bare om at have det sjovt.
Igen nævnede hun Macaria. Sikke en lyseslukker hun var. I et øjeblik var det som om Zeans humør dalede en smule. Så, pludselig, ud af det blå, slog han hænderne ned i bordet, så hans egen mjød endte med at spilde ved siden af sig selv, hvad Zean slet ikke så ud til at bemærke. De nærmeste over mod dem et øjeblik.
"Hvorfor skal vi snakke om hende?" spurgte han direkte.
"Jeg er her for at have det sjovt, men..." han så sig hurtigt omkring. I et øjeblik følte han sig paranoid. Gad vide hvor mange spioner Macaria havde til festen?
"...Min kone er en lyseslukker. Hun skælder mig hele tiden ud for ting jeg ikke forstår. Jeg er overbevist om at hun har planer mod mig eller spioner efter mig..." hans smil voksede en smule.
"Og hvis du endelig vil møde hende, kan du sikkert godt selv finde hende! Men for nu, insisterer jeg på at vise dig noget af det sjove til festen..." pludselig fløj hans hånd ud mod nogle folk der gik forbi dem. Han greb en af de små punge med knust farvekridt og tog den til sig. Han åbnede den, tog noget farve mellem sine fingre. Han rejste sig og lænede sig ind over bordet, da han ud af det blå gik efter at give Isabel en lyserød streg tværs over panden...Og over hele ansigtet, hvis hun ikke stoppede ham.

[Isabel Veterano]

De orange øjne gled ned til det lille glas med klar alkohol men hun lagde stædigt armene over kors. Hun havde aldrig drukket før. Hverken i sit nuværende liv eller det andet. Cal have kunne tømme et krus øl, men hun fortrak at holde sit hoved klart, som den magiker hun nu engang var.
Hun betragtede ham, som han legede dramaqueen uden at hun sagde noget til det. Et skævt smil fik dog alligevel hendes ene mundvig til at vende opad. Zean var virkelig unik.
Først da han slog hænderne ned i bordet, kom der en reaktion fra hende. En rynke dukkede frem i hendes pande, og hendes ene hånd skød ned til daggerten ved hendes side, så hun var klar til at rive den frem, hvis han skulle angribe hende. Skyggerne bølgede frem fra under bordet. Hun kunne mærke dem stryge omkring sine ben. Hvæsende og spruttende. De var klar til at bide sig fast i Zeans ben, hvis han truede hende ydeligere, men han gjorde ingenting.
Alligevel var Isabel på vagt, og slap ikke sit tag i sin daggert. Der var da virkelig én, som havde problemer med sin kone! Der forgik virkeligt noget imellem dem, og Isabel kunne kun gætte på, at det måske havde med graviditeten at gøre. Måske var det en ide, at fortælle Marcel omkring det... bare hvis der nu skulle ske noget.
Hun havde sættet i sine egne overvejelser, så hun slet ikke nåede at se den komme, da han lænede sig frem mod hende, for at lave en streg over hendes pande. Hårdt lukkede hendes anden hånd sig om hans håndled, og hun rejste sig så brat, at stolen vippede bagud og faldt. Fra bæltet rev hun sin dolk frem, inden hun nåede at opdage, hvad han havde gjort.
Det var bare kridt... farvet kridt.
Overrasket slap hun hans hånd, for at stryge sig over panden, inden hun kiggede ned på sin hånd, hvor en lyserød farve dækkede hendes fingerspidser.
Spørgende så hun op på ham. Hvorfor i alverden ville han gøre det? Hvor fuld var han?!
Langsomt tog hun dolken tilbage i bæltet. HEldigvis var folk så fokuseret på festen, at de ikke havde lagt mærke til, at hun havde været tæt på at hakke en dolk i halsen på deres konge.
"Åh... undskyld," mumlede hun, og trak ærmet over hænderne, så hun kunne gnubbe resten af farven af sin pande, men i stedet hang det bare på det sorte stof. "Jeg troede at du ville... gøre.. noget."
Med et suk betragtede hun den lyserøde plet på ærmet, inden at hun bøjede sig for at rejse stolen op igen.
"Jeg er ikke særlig god til den her slags ting," afslørede hun, hvis ikke han allerede skulle have opdaget det. Fester, farver og alt den slags var ikke noget hun var vant til. Før hun blev Marcels livvagt, boede hun trods alt i Portus, hvor hun var opdraget med deres dyder.

[Zean Forsyth]

En sur lille pige, det var hvad hun lignede! Og han blev blot endnu mere overbevidst om at hun skulle slappe lidt af og give lidt slip. Festen var ikke kun en mulighed for at glemme og tænke på andre ting. Den var en mulighed for at slappe af, for at grine, at have det sjovt. På sin vis ganske afstressende og befriende. Man kunne lære sig selv bedre at kende...For dem der var mere filosofisk og ikke bare ville give slip uden en grund. Zean var dog skide ligeglad! Så længe han kunne have det sjovt, var han ligeglad med hvorfor andre havde det.
Han lagde slet ikke mærke til hendes alarmberedskab. Dertil var han lidt for fuld...Og det perfekte bytte, skulle nogen endelig ønske ham død. Han havde overvejet det, om Macaria ville bruge festen til at skille sig af med ham, men han havde valgt at ignorerer det og bare...Ja, have det sjovt. Sjovt...Det var et ord han havde brugt meget i aften!

Hendes hånd greb fat om hans håndled. Som i slowmotion, grundet alkoholen, så han noget skinne og først for sent opdagede han dolken. I et øjeblik tænkte han det var slut. Selvfølgelig...Isabel havde reddet Macaria, selvfølgelig ville hun også hjælpe med at dræbe ham!
Og så...Var det overstået. I et øjeblik stod han bare lidt og blinkede...
Så brød han grinene sammen, stadig med pungen med farve i hånden. Selv havde han nogle farveklatter over sit tøj fra folk, han havde gået fordi eller kvinder han havde danset med.
Som hun gned, blev hun blot mere lyserød i panden. Han bed sig let på indersiden af kinden. Det så sjovt ud...åh. Igen grinte han. Denne gang sank han ned på sin stol, da han bøjede sig sammen, som maven krampede. Hun var helt lyserød!
"Åh..." han tørrede en tåre væk fra det ene øje, da han lod pungen med farve dumpe ned på bordet mellem dem. Så greb han alkoholen og hældte den op i tranebærsaften.
"Nu skal du høre her. Nu tager du nogle store slurke af din saft...Og så danser vi!" sagde han, i en stemme der fortalte, det ikke kunne diskuteres.
"Kom så! Bund eller resten i håret!" annoncerede han og begyndte at banke den ene hånd ned i bordet i en rytme, mens han vedblev at opildne hende til det. Kom nuuuu!

[Isabel Veterano]

Skulende blev hun stående overfor Zean, selvom at stolen var blevet sat op. Han grinede af hende. Det brød hun sig ikke om, men der var ikke meget hun kunne gøre ved det, med mindre hun igen ville banke kongen af Vavilon halvt ihjel - fristende.
Gad vide om han overhovedet ville være en udfordring så fuld som han var? Han måtte sandeligt have byttet om på hende og hans kone. Isabel hverken drak eller dansede. Det eneste tidspunkt hun dansede, var når hun havde et våben i sin ene hånd, og der kunne et enkelt dansetrin koste livet.
"Jeg danser heller ikke..." kommenterede hun surt, men kiggede alligevel ned på glasset med tranebærsaft. Helst ville hun bare skubbe det ned fra bordet, men så vidt hun kendte Zean, havde hun på fornemmelsen, at han ville blive ved med at presse alkohol i hende, indtil det faktisk skete.
Mistroisk tog hun glasset op, og hævede det op foran sit ansigt, for at undersøge væsken indgående. Det lignede bare fortyndet tranebærsaft, men hvor ville det dog smage ækelt.
"Jeg kan fornemme, at du er dårlig indflydelse," sukkede hun, og hævede glasset i skål mod ham, inden at hun klemte øjnene i, og kylede indholdet ned i munden på sig.
Det var lige ved, at hun havde hostet det hele op igen. Noget røg endda ud gennem næsen, som hun måtte støtte sig fremover med en hånd i bordet, og en knytnæve bankende mod sit bryst. Væsken var stærk og brændende. Det var lige ved øjnene løb i vand. Vavilon alkohol var virkelig ikke noget at spøge med.
"Åh ved Inei! Jeg... jeg tror, at min hals står i brand!" kvækkede hun hæst, og rettede sig endelig op igen. Ansigtet var stadigvæk fortrukket i en grimasse. "Ahr! Hvordan pokker kan man drikke den slags?!" Hun kunne ikke lade være med at sende Zean et smalt smil.

[Zean Forsyth]

Julelys stod i Zeans øjne. Han var i drillehumør, i godt humør og det at Isabel gav efter for hans pres, gjorde det hele blot endnu bedre. Et gavtyvs smil lå på hans læber. En dårlig indflydelse?
"Jeg ynder at være en dårlig indflydelse. Som folks indre dæmoner, der lokker folk i synd og fordærv. Hvis jeg skulle være noget andet, ville jeg være sådan en. Det ville være så sjovt!" medgav han. Faktisk var han ret ligeglade med dæmoner. Disse...faldne engle...Ha! De var ligegyldige. De var der bare. Nej, han mente rigtige dæmoner. Dem fra historierne. De med horn og vinger og treforke, en spids, lille hale. Hvor gad han godt have sådan en nusser ting til kæledyr! Han grinte svagt ved ideen, for sig selv.
Han så på hende, som hun drak. Ved hendes reaktion smilte han blot lidt større, da han med ny energi rejste sig op. Han hjalp hende ikke, tværtimod. I stedet lænede han sig op af bordet og skubbede sin mjød over til hende.
"Skyld det ned med denne, den er mildere" Han greb selv resten af hendes tranebærjuice og tog en tår. Den brændende fornemmelse var himmelsk!
Han smed et par mønter på bordet, uanset om kromanden eller et par tyveknægte ville få dem først, før han greb Isabel om det ene håndled og trak hende med ud i folkemængden, hen til musikken. De skulle have det så sjovt! Han var ligeglad. Hun var hans bedste offer i aften og han ville ikke lade hende gå, før han var sikker på hun ville valse af sted, både grundet alkohol og udmattelse. Selv følte han at han kunne blive ved længe endnu! Alle tanker om Macaria havde forladt ham.
Da de nåede hen til musikken, medmindre hun havde at hindringer på vejen, trak han hende, langt fra genert, ind til sig og lod en arm glide rundt om hendes krop, da han begyndte en af de lidt vildere danse. Langt fra perfekt, han havde aldrig været perfekt til at danse, men en eller anden form for dans var det da!

[Isabel Veterano]

En indre dæmon? Åh... det havde Isabel prøvet før, og Zean var langt forsinket på det plan, hvis han ville være hendes indre dæmon. Marcellus havde allerede suget hende tør. Han havde manipuleret hende, lokket hende, hvisket små, frydefulde og skrækindjagende ord i hendes øre, så hun til sidst var fuldkommen fanget i hans net. Først nu var hun endelig fri.
Med rynket næse så hun ned på kruset med mjød, men tog alligevel kruset op til læberne. Hun kunne stadigvæk smage den brændene tranebærsaft. Med halsen lod hun som om, hun tog et par store tår af mjøden, men nippede kun en smule til den tykke væske. Ikke tale om at hun ville drikke sig fuld midt i Vavilon med Zean Forsyth! Den slags var der skrækhistorier om!
"Det smager forfærdeligt," kommenterede hun med en grimasse, og skubbede kruset fra sig. Hun syntes allerede at kunne mærke alkoholen gøre hovedet lidt svimmel. Det måtte være fordi, hun ikke var vant til det.
"Kan vi ikke bare slås i stedet for? Skal vi virkelig danse?" spurgte hun ugideligt, da han trak afsted med hende. I flydende bevægelser undgik hun at støde ind i folk, som var hun en slange, der snoede sig forbi svedige, dansende, og fulde kroppe, uden så meget som at strejfe dem.
Med kroppen trukket så meget tilbage som muligt fra Zean, lod hun sig blive hevet ind i dansen. Hun var ikke vant til fysisk kontakt, og brød sig i det hele taget ikke om det. Specielt ikke når lige præcis den person var dødsenglenes leder. Hun havde ikke glemt, alt hvad han havde gjort mod Vavilon. Likvideringen, de brændte landsbyer, erobringen, torturen. Han var værre end Macaria i hendes øjne. Macaria havde i det mindste en samvittighed. Følelser.
"Oh goddess..." hvislede hun usikkert, da de begyndte at danse. Aldrig havde hun gjort det før. Aldrig! Hun kunne bevæge sig som en danser, når hun skulle kæmpe men ikke sådan her. Ikke til musik fra instrumenter, kun takten til metal mod metal.
Kluntet prøvede hun at følge med Zean, mens hun ud af øjenkrogene holdte øje med hvordan de andre bevægede sig. Det mindede slet ikke om sværdkamp!
Hun havde ingen flagrende kjoler på men sine stramme, læderbukser, og en sort skjorte, der hang løs om hendes overkrop. Den knælange jakke med hætten, var ligeså sort, men havde nu fået noget lyserødt på sig. Som de dansede mellem de andre, smittede flere farver af på hendes tøj.
Hun skævede mod Zean, som hun var mere eller mindre i øjenhøjde med. Deres hænder slog sig sammen, da de trak hinanden rundt, inden deres kroppe igen blev hevet sammen. Hun snublede næsten ind i hans favn.
"Virkelig? Det er den her slags ting du gør?" spurgte hun med et hævet øjenbryn, inden hun igen blev slynget ud fra ham. Hun måtte hæve stemmen en smule for at overdøve andre folks latter, snak og selvfølgelig musikken. "Lige pludselig virker du ikke så skræmmende længere."

[Zean Forsyth]

Han var ikke selv så elegant. Han bumpede til tider ind i folk og folk bumpede til tider ind i ham, især som de dansede og de fulde folk væltede rundt mellem de mindre berusede. Nogle børn holdte i hånd og dansede rundt i en stor cirkel mens de grinte, de mest ædru sikkert.
Det største samtale emne var ikke blot dronningens hjemkomst, men hendes graviditet. Det var efterhånden kendt at Euphonia efter sigende skulle have skænket dem barnet og generelt havde folk virket en anelse mere troende på det sidste, mente Zean, men måske var det bare ham og måske ville det aftage med tiden. Et land som Vavilon skulle mindes om sådan noget, for at forblive sådan. Ellers ville det snart blive glemt.
Han skubbede Isabel rundt i en lille piruet, endnu med hendes hånd i hans, før han trak hende ind til sig igen med et grin.
"Det her, tortur og krig er de bedste ting jeg ved" svarede han ligeud.
"Er det ikke bare sjovt? Hvorfor spilde tiden med alt muligt, når man i stedet kan nyde livets gaver? alkohol, dans, kvinder, vildsvin...Smerter" Hans korte liste af ting han nød mest. I omvendt rækkefølge, godt nok, men det var ikke pointen. Man skulle ikke tro forkert. Selv om Zean vidste hvordan man nød en fest bedst og kunne blive festens omdrejningspunkt, var han også en kriger ved siden af. Hvem sagde man ikke kunne være begge dele? Han var et fint bevis på det!
"Du virker blot stiv. Dans gælder ikke om at studerer sine fjender...Det gælder om løsne sine muskler og kaste sine lemmer i alle retninger i hvad der virker som absurde bevægelser. Pointen er blot man ikke er alene om at ligne en idiot og derfor er der intet galt med det. Jo mere åndssvag man ser ud, jo bedre mener folk man er til at danse..." erfarent greb han hendes ene skulder, da de var tættere på igen og masserede let hendes ene skulder, lige ved nakken, for at opildne hende til at slappe lidt af.

[Isabel Veterano]

Isabel var på ingen måde enig med ham.
"Jeg fortrækker følelsen, når man lige har slagtet en fjende," fortalte hun med et barsk smil. "Eller hvis du lige har besteget et bjerg. Udmattelsen når du går i seng efter en lang dag. Når du endelig kan tage et bad efter flere uger uden."
Hendes liv havde været simpel. Uden penge til at kunne nyde de ting som Zean kunne, havde hende og Cal nydt de mere simple ting i verden. Livets gaver var anderledes for dem. Hun nød at tage på opdagelse. Løbe op af en bakke, for at se hvad der var på den anden side. Kæmpe side om side så vinden rev i ens hår. Krølle sammen under tæpperne en kold frostklar nat, hvor man kunne se stjernerne over sig. Hun behøvede hverken alkohol, dans, vildsvin eller smerte for den slags. Og sex? Hun havde kun haft det en enkelt gang, og det var endda ikke i den her krop. Det behøvede Zean dog ikke at vide.
"I har en mærkelig måde at more jer på," kommenterede hun, og blev nu presset tættere ind mod ham, da han begyndte at massere hendes skulder. Hun stivnede, som var hun pludselig blevet til sten, og alle muskler spændtes ved følelsen af hans krop trykket ind mod hendes. En kort snerren viste sig på hendes ansigt. Fysisk kontakt igen! Hvorfor skulle man altid have fysisk kontakt!
"Stop det," hvislede hun ud mellem sine sammenbidte tænder, og vred sig fri af ham, så der kom et par skridts afstand imellem dem. "Hvis du rør mig igen på den måde, så brænder jeg dine vinger af, forstået? Oh goddess... jeg trænger pludselig VIRKELIG til mere alkohol! Hellere det end dans. Alt andet end dans!"
Hun skuttede sig, for at få fornemmelsen af hans fingre rystet af sig. Mon han havde glemt hvem hun var i sin fuldskab? Sidst de havde set hinanden, havde de prøvet at kværke hinanden med de bare hænder. Hun havde brændt hans dødsengle af. Hun havde tortureret hans hustru - måske ikke direkte, men hun havde set på.
Med hovedet gjorde hun ham opmærksom på en kro et lille stykke væk.
"Vil du med? Jeg giver en omgang. Bagefter kan vi tage en rigtig dans i en af mudder-banerne." Et udfordrende smil dukkede frem på hendes ansigt.
Mudderbanerne havde hun set rundt omkring. Det var en pøl med mudder omgivet af folk, der så på at to personer sloges rundt. Ingen kom alvorligt til skade, og det havde kriblet i hende for at prøve. Selvfølgelig var der kommet maling ned i mudderet, og man kom ofte op gennemvæddet af farver.

[Zean Forsyth]

Zean lod sig ikke slå ud. Selv om hun trak sig tilbage som et snerrende rovdyr, tog han det ikke så tungt.
"Du tør jo ikke slappe af og give den gas, gør du vel?" drillede han hende. Marcellus havde da virkelig fået en dødbider. Ville han have være på samme måde, hvis han var en bodyguard? Nok ikke. Han passede slet ikke i rollen som sådan en. Og selv hvis det var, var Isabel lige nu fri, for Marcellus var her ikke. Den eneste logiske forklaring var at hun var bange.
Alt den dans havde snart gjort ham lidt mere klar i hovedet. Men Isabel var ikke noget nær fuld nok. Så han nikkede blot og gjorde tegn til at hun skulle vise vej til den nye kro.
Mudderbanerne? Mente hun dem, hvor man havde gjort jorden til mudder ned af en bjerg og så gjaldt det om at glide ned, som om vinteren i en kælk? Nok ikke. De havde ikke mange bakker midt i byen. I stedet mente hun nok de små slåskampe, der var rundt omkring, for folk der bare ikke kunne lade være eller som var fulde og aggressive nok til at ville slå lidt. Det var bedre de gjorde det der, end gik amok over de nærmeste uskyldige...Mente nogen i hvert fald.
Det lød sjovt, men også mindre...fest-agtigt.
"Jeg siger dig hvad...Du giver mig en rigtig dans. En hvor du slapper af og ser åndssvag ud med os andre. Og hvis jeg mener dansen er rigtig nok, tager vi en omgang i mudderbanerne. Hmm?" han var ikke dum. Hun fik ikke lov til at slippe for at blive udlært i hvordan man festede. En fest var god af mange grunde! ikke bare for personlige fornøjelser, også for at komme tættere på folk, uanset om det var for ens egne planer eller for en opgave. Det var for eksempel en god måde at komme tættere på Zean.
"Du må have en kedelig måde at more dig på" svarede han drillede tilbage. Han skubbede drillende til hende med den ene skulder, medmindre hun havde nået at flytte sig.
En lille pige løb direkte ind i benene på Zean og fik ham næsten til at falde. Automatisk gled hans hænder ned til den lille barnekrop, for at undgå han landede oven på hende...
Da både han og barnet havde fået balancen, så han ned og så på den lille dreng, der tydeligvis havde planer om at gøre alle til festen grønne. Han var selv fuldstændig grøn og rendte rundt med en lille pose af grøn farve. Med et smil tog han fat under drengens arme og trak ham op, svingede halvt rundt med ham og satte ham ned på den anden side. Drengen grinte...Og kastede noget farve på Zean, inden han løb af sted igen.
Zean vendte sig om og fortsatte med Isabel mod kroen, samtidig som hans hænder gled igennem hans...tja...Normalt, brune hår. Nu var spidserne mere grønne og det lignede lidt han havde karse oven på hovedet. Som han pjuskede det, puffede den grønne farve ned over hans tøj, hans ansigt og farvede hans hænder grønne også. Al den farve! Han kom aldrig til at ligne sig selv igen.

[Isabel Veterano]

Isabel svarede ikke Zean, men sendte ham bare et opgivende blik, mens de krydsede gaden, for at komme hen til kroen. På vejen løb der en gruppe børn forbi dem, og Zean var ved at falde over et af dem.
Hun havde forventet, at han ville have eksploderet over dem, men i stedet for at vise sig, som et frygtindgydende monster, svang han barnet rundt med et bredt smil på ansigtet. For første gang så Isabel præcis den mand, som Macaria havde opdaget bag den ellers kolde facade. Ansigtet med det brede smil, det ubekymret blik, og attituden på en mand, der følte hele verden var hans.
Det fik Isabel til at smile. Ingen kunne forstå hvorfor den følelsesladet dronning, havde valgt en dødsengel som partner, men nu opdagede Isabel grunden. Engang ville hun have begravet en dolk i brystet på ham, samt smagt hans blod på sine læber, men nu fik hun et kig under gardinet, der rent faktisk kunne få hende til at tøve. Jo mere hun var sammen med monstrene, jo mere begyndte hun at forstå.

"Du er helt grøn over det hele. Hvis du ligger dig på en græsplæne, vil du rent faktisk forsvinde," kommenterede hun spydigt, men smilet på hendes læber afslørede at hun ikke helt stod inde for tonefaldet. Med to fingre viste hun den travle krovært, at hun ville have to øl. Alle bordene var optaget, men de kunne stå op af en af gadelygterne tæt ved.
Hun sukkede, og lænede sig sidelæns op af gadelygtens pæl, mens hun lod øjnene glide over folkemængden.
"En dans..." svarede hun endelig. Hvor ville hun dog fortryde det her i længden. "Èn rigtig dans med dig, og så får jeg min vilje bagefter, deal? Bare.... bare være beredt på, at jeg overhovedet ikke kan danse. Jeg har bare ikke rytmen i kroppen."
Hun sendte ham et skævt smil.

[Zean Forsyth]

Ah, selvfølgelig. Zean dræbte børn og drillede dem i samme åndedrag. Død, dril...For ham var det noget af det samme. Forskellen lå i situationen. I krig eller ved massakre gjaldt det om at slå alle ihjel, ved fester gjaldt det om at have det sjovt. Sjovt for ham var godt nok også død og ødelæggelse...Men det var også fest, hvor alle havde det godt! Der var noget...Roligt, afslappende, ved at blive mødt af lige så glade ansigter også.
Han så ned på sine grønne hænder et øjeblik, før han lod dem klappe sammen og sende små skyer af farve op i luften. Han lukkede øjnene et øjeblik for ikke at få det i øjnene. Så kørte han sine hænder ned over sit farve indsmurte tøj i stedet. Han så op på hende og gengældte hendes smil.
"Det må jeg prøve. Det kan være alle dem, der ønsker mig død, løber over mig i stedet" svarede han drillende tilbage. En farlig græsplæne, selvfølgelig, for han ville ligge og stikke dolke i folks fødder. Uff...Hvis en tyk person gik over ham...Han ville blive helt flad!

Kroen var fyldt op, hvilket ikke var så underligt. Kroerne, bryggerierne og bønderne ville tjene godt på en fest, for de fik alle solgt meget. Ja, selv privatpersonerne kunne tjene penge på at leje nogle værelser ud. Selv om der var fest i hele Vavilon, vidste alle at hovedpunktet i festen var Oberion og intet ville kunne slå festen i den store by.
De skulle ikke sige kongehuset ikke støttede landet egen økonomi!
Han stillede sig over for hende, som hans blik gled over på kroen, mens han ventede på deres bestilling. Hans blik vendte tilbage til hende, da hun snakkede og et ballademager-smil gled over ham.
"En dans for en slåskamp" bekræftede han.
"Det gør intet. Jeg kan heller ikke danse. Som sagt går det bare ud på at svinge sine lemmer i alle retninger" en let latter forlod ham.
Hvem ville have troet det? En kvinde, han havde ønsket død, mest af princip, og tortureret og dræbt folk, for at fange...Stod han nu her med. Måske var det skæbnen, hvis man troede på den. Hun havde fået en ny krop og et nyt liv, en ny chance. Og han havde tæsket hende en gang, givet hende en skæv næse. Der var virkelig ingen grund til at altid at bære nag, var der vel?
Selv om...Han nok stadig ville stemme for hendes død, blot fordi det kunne være sjovt, selv om Macaria jo nu måtte elske kvinden.