Natten er ung, og øllet velsmagende!

[Elphin Udall Black]

Isabel Veterano

Sted: Oberion.

---

Tunge grå skyer hang ind over himmelen og truede med at sende en storm af tunge regndråber ind over land, hvert sekund det skulle være. Selvom vejret havde været gråt det meste af aftenen og luften var fugtig og kølig, syntes ingen at være synderligt påvirkede at dette - der var i hvert fald lige så mange mennesker på gaden, som der havde været de forgående dage, hvor festen også havde stået på. Der var da heller ingen grund til at tage sorgerne på forskud og søge indenfor. Det regerede jo ikke - endnu.
Der var mange grunde til, at Elhpin havde forelsket sig i Vavilon, og hovedstadens fester var da bestemt også en af grundene. Ikke alene forstod Forsynth-parret at finde på enhver anledning til at holde en fest, men de forstod i særdeleshed også at holde nogle mindeværdige nogle af slagsen, og denne var bestemt ingen undtagelse!
Elphin havde været ude det meste af aftenen og taget del festlighederne. Han havde set gadeteater, taget del i væddemål - og tabt dem alle uden undtagelse, blevet overdynget med farvet kridt i alverdens skønne farver, og så havde han drukket mere end hvad fornuftigt var, på trods af hans intentioner om fuldkommen at holde sig fra alkohol til aften. Et sted i løbet af aftenen havde han også forlagt sin uldkappe - men hvornår og hvor det var sket, havde han absolut ingen erindringer om. Han manglede den nu heller ikke. Selvom luften var kølig havde han det nu lunt nok - men det skyldes nok i højere grad ildwhiskyens effekt frem for den tynde skjorte han endnu bar.

I løbet af den sidste lille time havde hans røv været smækket ned på en noget vakkelvogn bænk der var sat op foran én af byens lokale kroer, hvor han sad med en lille håndfuld mænd, og havde tabt endnu flere væddemål. Før han vidste af det, blev han selv jaget på benene for at de kunne få afgjort endnu et væddemål, der vist omhandlede hvorvidt han, hvis man talte hans gevir med, var højere end en kraftkarl af en Warlock.
Det var han ret overbevist om at han var - nok var warlocken høj, men han var altså ikke SÅ lav. Hans ben føltes en smule geléagtige allerede, og han blev hurtigt enig med sig selv om, at når han havde afsluttet sit krus med mjød så var det også slut!
”Ryg mod ryg,” kommanderede én af mændene der endnu sad ved bordet, og lydigt drejede Elphin om på hælen, så han kunne stille sig mod warlockens ryg.
En blanding af svar som ”Det var satans,” ”Jeg sagde det jo,” og ”Du skylder mig penge!” var straks til at høre, men hvem der egentlig var højest opfangede Elphin nu ikke rigtigt.
Både Elphin og warlocken gjorde mine til at vende sig fra hinanden og igen slå sig ned på bænken, men ingen af dem nåede at bevæge sig meget ud af flækken. De sad fast ~ sad sammen, nok rettere sagt. Elphins gevir i warlockens høstak af en hårpragt. Fan fucking tastisk… Hvorfor synes sådan nogle dumheder at ramle ned over ham i tide og utide?
Han prøvede at lægge nakken lidt mere tilbage for at få bare én idé om hvor meget de var viklet sammen, men dette fik bare warlocken til at komme med et: ”Av for helvede. Stå stille.”
Elhpin lod i stedet ansigtet dreje til den ene side over mod de andre mænd, selvom også dette fik warlocken til at beklage sig.
”Kan vi få lidt hjælp?” spurgte han, og kunne knapt holde sin latter tilbage, da han så hvordan nogle af mændene nærmest lå ind over bordet – fuldstændigt færdige af grin. Det var svært af bebrejde dem – det var eddermandme dumt, og havde han været tilskuer til scenariet havde han nok også leet hjerteligt, hvilket han allerede nu havde svært ved at undertrykke. Den eneste der ikke synes at kunne finde det morsomme i det hele var warlocken, men havde det omvendt været Elphin der stod og blev nærmest trukket i håret, havde han måske været af samme mening.

[Isabel Veterano]

Fra skyggerne betragtede Isabel hele optrinet. Hun havde i stilhed og uset fulgt efter hybriden hele aftenen, for at være sikker på, at han var den rigtige. Afslappet stod hun lænet baglæns op af et hus mur med armene over kors, og hætten trukket op over hovedet, så ansigtet var lagt i skulder. Det eneste, der kunne afsløre hende var de glødende, orange øjne med den aflange pupil.
Hybriden var hele grunden til at hun var her i Oberion. Ham og så selvfølgelig Macaria, som hun havde betragtet fra afstand, uden at turde præsentere sig selv for den unge vampyr. I stedet havde hun dagen forinden stødt på Zean, hvilket havde efterladt hendes sorte tøj plettet af forskellige farver. Da hun tog fra Pandemonium havde hun været både ren, og iklædt rent, skræddersyet tøj, som var lige så sort, som kullet, der blev taget op af minerne. Ikke længere.

Et smil krudsede om hendes læber, da hun opdagede hvordan hybriden blev viklet ind i warlockens hår. Det hjalp ikke hele gruppen var fulde, og knap nok kunne stå på deres egne ben. Hun besluttede sig for, at gøre sin entré.
Efter kort at have kastet et blik omkring sig, skubbede hun sig ud fra muren, for at gå imod den lille gruppe. Da hun forlod skyggerne, hævede hun en hånd, og strøg hætten af sig, så man kunne se hendes ansigt.
Selv her i Vavilon fik hun nysgerrige sideblikke, når folk lagde mærke til hende, fordi hun stak ud fra alle de andre kvinder. Hun var iklædt mandetøj. Ikke bare aflagt tøj, der var for stort til hende - nej, det her tøj var skræddersyet til hende. Læderbukserne sad stramt til hendes stærke lår. Den sorte skjorte indenunder sad en smule løs, og den knælange frakke med hætte, afslørede hendes kvindelige former. Derudover var hendes hår kort, og havde samme farve som måneskin.
Ansigtet var feminint, og afslørede dog at hun var en kvinde, selvom man kunne blive i tvivl ved første øjekast.
Normalt derhjemme i Pandemonium hvor folk genkendte hende, gik de i en stor bue uden omkring hende, men ikke her. Det var behageligt. Ingen var bange for hende her, selvom hun så anderledes ud end de mange kvinder med bløde, frodige kroppe, langt hår, og flagrende kjoler.

Isabel nåede over til gruppen, der var fuldkommen åndeløse af grin, så de ikke lagde mærke til hende. Hun smilede svagt.
"Det ser ud til I har brug for hjælp?" kommenterede hun, og bøjede sig ned, for at trække sin kniv op fra støvlen. De første begyndte at lægge mærke til hende nu. Mange lod deres blikke glide undersøgende over hende.
"Stå stille..." Hun fangede kort hybridens blik, da hun greb fat i hans gevir, for at holde hans hoved stille, inden at hun skar warlockens hår over, så det kom fri, uden at tage sig af hans forfærdet udbrud. "Så! Er I turtelduer frie fra hinanden."
Roligt lod hun kniven flippe rundt om sine fingre, inden hun stak den tilbage ned i støvlen. Warlocken var ude af sig selv, fordi hun havde skåret noget af hans hår af, hvilket blot fik de andre til at grine højere.
Isabel var ligeglad. Det var ikke derfor hun var her. Alt hendes opmærksomhed var rettet mod hybriden. Elphin.

[Elphin Udall Black]

Det var faktisk først da kvinden talte, at Elphin lagde mærke til hendes tilstedeværelse. Hvornår var hun kommet? Havde hun hele tiden været der? Nej - hun måtte lige været kommet, nåede han hurtigt frem til. Hun var for speciel af udseende til, at han ville have overset hende. Ganske vist var hans sanser noget mere omtågede end de plejede at være, men han var nu stadig ret sikker på, at han ville have haft opdaget hende, hvis det var.
Det gik først sent op for ham, at han bare nysgerrigt, undersøgende og vældig åbenlyst havde stået og kigget på kvinden, og hvor uhøfligt dette end måtte fremstå. Aldrig havde han set en kvinde som hende. En kvinde der iklædte sig hvad han ved første øjenkast fejlagtigt antog, var mandetøj, og som holdte håret kort. Allerede nu havde hun vakt hans opmærksomhed, selvom det eneste hun gjorde, var at konstatere, at de vist manglede lidt hjælp.

"Det kan De godt bilde mig ind," svarede han blot med et venligt smil.
Han nikkede samtidig dumt et par gange med hovedet, selvom dette fik warlocken til at brokke sig yderligere, og før han vidste af det, holdte hun ham fast og bad ham stå stille. Han nikkede en enkelt gang bestemt, som ved at vise at han havde forstået budskabet, selvom han ved at gøre dette jo gjorde det stik modsatte af, hvad hun lige havde bedt ham om - Dette skænkede han dog ikke så meget som en tanke.
Selvom han da bestemt troede på kvinden da hun sagde at de var frie, løftede han nærmest pr. automatik den ene hånd op til sit gevir, bare for lige på egne fingre at mærke efter.
Han vendte sig derefter halv mod warlocken, og strakte armen for at klappe ham en enkelt gang på skulderen.
"Hey - det vokser ud igen," sagde han blot til ham - ment som en trøst, men som ud af dømme fra warlockens udtryk mere blev tolket som en form for provokation, og warlocken tydelige frustration over hele situationen fik endnu et latterbrøl til at vælte frem i mændene bag dem. Elphin dog ikke så meget som bed mærke i dette, før han igen vendte sin fulde opmærksomhed mod kvinden med de bemærkelsesværdige træk.
"Tak.. virkelig," indledte han bare med et venligt smil, selvom han havde svært ved at undertrykke sin nysgerrighed som sikkert også var til at spore i hans udtryk. "Hvis De ikke lige var kommet forbi tror jeg gerne at vi ku' ha' stået her længe. Det er jo ikke ligefrem fordi at de var til den store hjælp," fortsatte han bare, og gjorde et let hovedkast i retningen af de endnu leende mænd, selvom det nok egentlig var ret indforstået, at det var netop dem han hentydede til.
"Jeg skylder dig en tjeneste- nej en øl da!" nærmest afbryder han sig selv som en selvrettelse. Det var da en skide god idé! - Ikke alene, kan han gøre op fro ulejligheden, men han kan også forhåbentligt få stillet bare en smule af sin nysgerrighed, havde kvinden nu lyst til at gøre ham med selvskab. Allerede lykkeligt havde han fortrængt, sin egen lille løftede pegefinger, om at dette ellers var hans sidste drink.

[Isabel Veterano]

Warlocken og hybriden var frie fra hinanden igen, og Isabel blev tålmodigt stående, mens de beruset mænd lo over hele situationen. Selv havde hun travlt med at betragte hybriden indgående. Det var ikke fordi at han lignede Marcel særlig meget. Selvfølgelig var der lidt træk, men det var faktisk kun det sorte hår, som de havde tilfælles. Det og slægtnavnet.
Da han vendte sin opmærksomhed mod hende, mødte hun roligt hans blik. Kort gengældte hun hans venlige smil.
"Tænk ikke over det. Man må hjælpe hvor man får chancen," svarede hun, og tog sig ikke af hvordan han stirrede på hende, som var hun et eller andet form for fascinerende maleri. Hun var vant til den slags. Kun Marcel var ligeglad - men nu var det jo så også ham, der havde skabt den her krop til hende. Første gang hun havde åbnet øjnene i tanken, havde langt, sølvhår bølget omkring hende, indtil at de fik det klippet kort. Kroppen havde været slank, forførende og glat, som en kvindekrop nu skulle være, men med hård træning fik Isabel den formet til at blive det perfekte redskab til at holde et våben.
Hun rystede let på hovedet af hybridens tilbud om en øl. Selvom Zean havde lokket alkohol i hende dagen forinden, havde hun ikke i sinde, at lade sig friste til den slags igen. Specielt ikke nu hvor hun stod med Black foran sig. Hun var her på grund af en opgave - ikke for at feste rundt.
"Jeg drikker ikke, ellers tak," svarede hun, og stak sine hænder ned i jakkens lommer. "Tilgengæld vil jeg hellere spørge om du vil gå en tur med mig."
Hendes glødende øjne brød kort øjenkontakten, for at vandre over til vandtruget på den anden side af gaden. Inden hun fortalte Black noget som helst, kunne det måske være en ide, at stikke hans ansigt ned i vandet, for at gøre ham bare en smule ædru. Det her var trods alt ikke noget, man bare slyngede i hovedet på folk. Specielt ikke når de hed Black til efternavn. Hvis han mindede bare en smule om sin bror, skulle man bevæge sig med forsigtighed omkring ham. Det havde hun lært på den hårde måde.

[Elphin Udall Black]

Helt uvilkårligt skød Elphins ene bryn en smule i vejret, da kvinden fortalte, at hun ikke drak. Det var ikke fordi han drak meget mere end gennemsnittet gjorde - men tanken om fuldstændig at afholde sig fra alkohol, havde han svært ved at forlige sig med. Han ville ikke selv kunne, det var da i hvert fald helt sikkert, og han fandt det derfor en smule beundringsværdigt at kvinden gjorde det. Selvom han måtte erkende, at hans plan, om at få stillet det værste af sin nysgerrighed over en øl, faldt til jorden, nikkede han blot hen mod hende, og mumlede et kækt: "Fornuftigt træk."
Han var allerede i fuld gang med at finde på en anden undskyldning for at kunne bruge mere tid med kvinden med hun kom ham i forkøbet med et ønske om, at de kunne gå en tur.
Han skød blot brynet yderligere op i panden og så i et kort øjeblik nærmest vantro på hende. Hans interesse i hende, bundede ud i, at han var så pissenysgerrig omkring alting der var anderledes, nyt eller på anden vis skilte sig lidt ud, hvilket man da i den grad kunne påstå, at hun gjorde - men umiddelbart kunne han ikke se, hvad interesse hun kunne have i ham.
Han nikkede dog blot, en gang eller to, og fik igen lagt ansigtet i normale folder.
"Gerne," svarede han blot, og trak igen op i den ene mundvig, så smilet omkring hans læber blev en anelse skævt, "Meget gerne."
Som havde han allerede lykkeligt glem alt om mændene, som han havde brugt godt den sidste time i selskab med, tog han blot nogle enkelte skridt fremad, uden så meget som at ofre dem et blik. Han havde ingen idé om, om kvinden ville nogen særlige steder hen, eller af en særlig sti, eller hvad vidste han, men hvis det skulle vise sig at blive tilfældet, ville kun vel sige til og føre an. Så for nu, gik han blot fremad, i et ganske roligt tempo. Han så sig hen over skulderen, så han igen fik mulighed for at se på hendes ansigt, og møde de nærmest rødglødende øjne.
”Må jeg spørge dig om noget?” Spørgsmålet var nok mere af formalitet, end egentlig for at blive besvaret – han gav hende i hvert fald knapt nok muligheden for at svare, før han bare fortsatte og stillede det første spørgsmål der var dukket op i hovedet på ham, ”Har du selv lavet dit tøj? Det er virkelig flot udført.”
Han kunne slå sig selv. Der var så ualmindelig mange andre ting han hellere ville vide, og alligevel så endte han med at spørge til hendes tøj – dumt! Han burde nok i stedet have præsenteret sig selv, og bedt hende om det samme – men han måtte trøste sig selv med, at dét kunne han da heldigvis stadig nå.

[Isabel Veterano]

Isabel kunne ikke tilbageholde et smil af Black's overrasket ansigtsudtryk. At en kvinde ville gå alene en tur med én, var heller ikke ligefrem normalt, og specielt ikke en kvinde som hende. Hun havde ingen illusioner om, hvordan hun så ud eller agerede. Nogle gange ville livet have været nemmere, hvis hun var blevet født som mand.
Tålmodigt ventede hun på, at han skulle svare. Hun besvarede kort hans smil med en stiv grimasse, inden at hun fulgte efter ham, da han begyndte at gå. Blikket gled rundt, for at være sikker på, ingen aflagde dem noget form særligt form for opmærksomhed, før øjnene mødte Blacks. Hans spørgsmål kom ikke bag på hende. Trods alt var han skrædder, og hun havde brugt de sidste par dage på at holde øje med ham.
"Jeg fik det i gave af min arbejdsgiver," svarede hun roligt, og gjorde tegn med den ene hånd, om at de skulle dreje ind mellem to huse, hvor en trappe førte længere ned af en mindre gade. Det var umuligt at finde et sted, hvor de kunne være alene, men i det mindste var der gader, som var mindre befolket end andre. "De er syet af en dygtig skrædder i Pandemonium. Jeg har altid fortrukket tøj, som er mere praktisk end prangende, og i min branche har det også altid været det bedste."
Skyggerne lagde sig ind over dem, da de gik ned af trappen mellem de to huse. Før i tiden havde hun altid nydt lyset og solen, men nu længtes hendes krop efter mørket og skyggernes ly. De kaldte på hende, som børn kalder på deres moder. Hjerteskærende og insisterende.
Sjovt hvordan det var at se på Black, og så tænke på hans storebror ved siden af. Marcellus var muskuløs, høj og bredskuldret. Denne her knægt så faktisk ud til at være mindre end hende. Han ville ikke have haft en chance, hvis deres fader havde fået sin vilje.
Da de kom ned af trappen pegede hun igen med hånden, hvilken vej de skulle gå. Væk fra selve midten af byen, hvor der var så mange folk og vagter. Selvom hun havde fået en ny krop, ville hun ikke tage chancen her i Oberion. Èn fejltagelse og hun ville blive slæbt direkte i fængsel - hvis hun altså overlevede turen. Hvor meget hun end drømte om at stå ansigt til ansigt med Macaria, frygtede hun også den konfrontation. Hun havde givet sit liv for den vampyr, men mon hun så på det lige sådan? Specielt efter hun fik historien, og fandt ud af at hun stod ved Marcel's side. Efter det Marcel havde fortalt, var hun ikke i tvivl om, at Macaria ikke ville syntes om den relation. Derfor måtte hun også være forsigtig med Black.

[Elphin Udall Black]

Villigt fulgte Elphin blot med ind mellem husene, og væk fra hovedgaden. Hans blik var fæstnet til kvindens ansigt mens hun talte, dog måtte han med jævne mellemrum lade blikket flakke ned med sine fødder, bare for at se hvor han gik, så han ikke lige pludseligt lavede et stunt på trappen – det kunne ellers være kønt. Han lod hende blot tale færdig uden at afbryde og nikkede ind imellem til hende undervejs, som for at signalere at han stadig hørte efter og fulgte med.
”Han må være dygtig,” medgav han hende blot med et nik, og skænkede det ikke en tanke, at skrædderen velsagtens lige så godt kunne være en kvinde, ”Det ka’ værre et helvedes til arbejde, at arbejde med læder…” Han ville aldrig selv kunne have lavet de bukser hun bar – og i hvert fald ikke med samme pasform. Det var flot arbejde. Hun kunne da ikke bare nævne at hendes påklædning var praktisk i hendes branche, uden at nævne hvad hun beskæftigede sig med! Han var ved at gå til af nysgerrighed, men formådede faktisk, at forholde sig forholdsvist behersket.
Igen sendte han hende et nik, da de nåede trappens ende, og begyndte blot at gå ad den vej hun anviste.
”Er du fra Pandemonium?” spurgte han, selvom der var mange andre spørgsmål han brændte mere inde med – han ville dog ikke virke for anmassende eller åbenlys.
”Der er jeg opvokset,” tilføjede han bare og sendte hende et venligt smil. Han havde egentlig et lidt ambivalent forhold til landet. Selvom han havde brugt de første 16 år af sit liv der, havde han aldrig følt sig rigtigt hjemme. Han var ikke vild med de store klasseskel i landet og så skar det ham i hjertet at naturen var så ødelagt som den var. Ganske vist var han ikke cerunno og manglede den spirituelle kobling til naturen, men han var trods alt vokset op i en skov blandt folk, der virkelig dyrkede og viede deres liv til naturen – det var svært ikke at blive bare lidt miljøskadet. Det eneste tilhørsforhold han havde til Pandemonium, var hans søskende – hvilket så at sige også var et stærkt et af slagsen. Selvom han ikke havde se nogle af dem i hvad der snart lignede 5 år, holdt han utrolig meget af hver og én, og det var det eneste der gjorde, at han faktisk forholdsvist ofte, havde overvejet at flytte tilbage dertil. Men hvis de i Pandemonium allerede havde en sådan dygtig skrædder, ville han så overhovedet kunne finde på noget at lave dér?
”Må jeg spørge om hvad din branche nøjagtigt er – nu den kræver skræddersyet tøj?” spurgte han til sidst, og løftede efterfølgende både op i det ene øjenbryn og mundvig, og lod nysgerrigheden overmande ham – herregud, det værste der kunne ske var vel for pokker at hun sagde nej – og det kunne han leve med.
Omtrent samtidig som det pludselig gik op for ham, at han havde forlagt sin kappe et eller andet sted, da han ellers ville have haft stukket hænderne i lommerne på den, gik det også op for ham, at han slet ikke havde præsenteret sig selv! Hvordan det, at han manglede sin kappe, fik ham til at tænke på den manglede præsentation, var der dog ingen logisk sammenhæng i.
Han kløede sig kort i nakken, mest at alt for at have et eller andet at beskæftige hænderne med, imens han roligt tilføjede et: ”Jeg hedder Elphin, forresten..”

[Isabel Veterano]

Ved hans spørgsmål drejede Isabel hovedet, for at kigge på ham et langt øjeblik, mens hun overvejede, hvad hun skulle svare. Det var et sværere spørgsmål, end man lige skulle tro, eftersom hun havde levet to liv. Et hvor hun var fra Portus, og et hvor hun var fra Pandemonium. I sin gamle krop havde hun haft en vavilonsk accent på grund af hendes vandringer, men nu lød hun fuldkommen som én fra Pandemonium. Fantastisk hvad en ny krop gjorde.
"Jeg ved du kommer fra Pandemonium. Jeg bor der selv...Pandemonium... men jeg er opvokset i Portus," svarede hun til sidst, og mente selv, at det rimeligt dækkede det hele ind. Ved hans mange spørgsmål, følte hun at de kom mere og mere ind til sagens kerne. Hvordan skulle man dog sige den slags ting, som hun havde på sinde? Det her var ikke ligefrem noget, som stod i hendes arbejdsbeskrivelse, men hun var ikke blot en bodyguard længere. Hun var en bedste ven.
"Kom. Sæt dig her," sagde hun, og trak ham ned på en bænk, der var elegant udskåret i træ. Som alt andet i Vavilon, kunne en bænk ikke bare være en bænk. Den skulle være kunst i sig selv.
Hun satte sig ved siden af ham, og lænede sig frem med albuerne hvilende på sine knæ, så hun kunne se op på ham. Hvis han ville flygte, ville hun være klar til at gribe fat i ham.
"Jeg ved, hvad du hedder Elphin. Jeg ved du er en Black," sagde hun lige ud. Uheldigvis lød det mere som en trussel end en forklaring. "Faktisk ved jeg en hel del om dig, for jeg har spurgt rundt efter dig i et par dage nu, samt holdt øje med dig det sidste stykke tid."
Regndråber begyndte at falde ned over dem. Kolde, store og tunge. På ingen tid havde de gennemblødt både tøj og hår, som klæbrede sig til kroppen. Farven på gaderne blev skyllet med ned af vejene sammen med skidt og snavs. Isabel holdte intenst Elphins blik.
"Mit navn er Isabel. Jeg arbejder som bodyguard for den nye Konge af Pandemonium, der også er min bedste ven. Han vil rigtig gerne møde dig igen." Hendes øjne blev mere indgående, mens hun lagde hovedet lidt på skrå. "Du ved hvem han er, gør du ikke?"