Rotte a la kål (åben)

[Rémy Flamel]

Sted: Oberion, by området lige foran slottet. 

At træde ind i Oberion under festlighederne, var som at træde ind i en anden dimension. Den ellers så velkendte by lignede ikke sig selv, og Rémy fandt sig selv farende vild. Gaderne var badet i varmt lys fra krystaller med magisk indlagt lys - alkymisterne havde overgået dem selv - og de ellers grå almindelige brosten på jorden var dækket af spor fra deres poser med farvet kridt og mel. Hvis han ikke vidste bedre ville Rémy havde sagt han var trådt ind i en enhjørnings våde drøm. Den arrede mand rynkede på næsen, løftede en fod og forsøgte at ryste noget rød-grønt pulver af hans gode, brune lædersko, uden held. 
Han stak ud fra mængden som en vampyr til en højelver fest, alle andre var i ekstase, skålede i boblende alkoholisk væske, syngende sange der ville give sømænd røde øre, alt mens gadebørn piblede dem om benene og stak fingrene i umistroiske folks punge. Og der stod han, midt i den bølgende, larmende lykkelighed, en arret mand, klædt i sort, med hans kappes hætte trukket så langt ned over panden som han kunne, uden at miste hans udsyn fuldstændig. Byen havde ikke ændret sig meget siden sidst. Altså, andet end farve eksplosionen. Selvom det var mange år siden Flamel sidst havde været i byen, sidst han havde været her havde andre regenter siddet på tronen, han burde have besøgt byen og introduceret sig allerede, men der havde været andre ting han skulle tage sig af - personlige ting. Grå øjne stirrede op på slottet. Hvis hun har været hos dem i noget tid, ved hun måske noget... Rémy løb tungen over hans tænder. Måske ikke. Han hankede op i hans saddeltaske, hesten havde han sat i bås hos den kro han havde indlogeret sig hos - det ville være umuligt at komme igennem de menneske mængder på hesteryg, og besluttede sig for at spise før han tog op på slottet. Man kunne aldrig vide hvor længe man skulle vente på de royale, og det var ikke altid deres tjenerstab overvejede om de som ventede havde spist.

"50 guldmønter på at det bliver en pige," annoserede en mand, der syntes at være bredere end han var høj - Rémy funderede over hvorvidt det ville være muligt at trille ham, men besluttede sig for at det ville være uhøfligt at forsøge, så han holdt sig til at gumle på hans stuvning. Roer, kål og en eller anden slags kød der smagte af kanin, men lige så godt kunne være rotte. Man vidste aldrig når man købte fra gadeboder.
"Du må da være gal! Det bliver en dreng! Det kan man se på den måde hun går," meldte en kone, der havde to små børn om benene ud, inden hun tog et sving af hendes flaske med brun væske.
"Som om du ved noget om det."
"Jeg har været jordemor ved mange fødsler, at du ved det," bed hun ud.
Og man skulle virkelig tro pøblen havde noget vigtigere at tale om, som høsten, skatterne eller sågar kidnapningen. Rémy rystede på hovedet og skulle lige til at tage en bid mere af hans rotte-a-la-kål, da han mærkede en hånd på hans side. Hans hånd snappede den anden hurtigere end en slange snapper en mus. Gadeknægtet kunne ikke være mere end syv, og så på ham med store, ugle-øjne, mere forvirret end bange. Rémy rakte ned i hans pung, fiskede en sølvmønt op og stak den i den hånd han havde fanget, inden han slap den igen. "Pil af med dig."  

[Zean Forsyth]

For Zean var dette uden tvivl en drøm. Festen var fantastisk, bedre end han havde forestillet sig og så meget sjovere, end han havde håbet! Han nød den til fulde og udnyttet alle de herligheder, der blev serveret. Konge eller ej, i aften virkede han blot lige så almindelig, som alle andre, var det ikke fordi dem, der endnu var blot det mindste ædru, stadig fjernede sig fra ham, når han kom gående, skønt resten blot bumpede ind i ham til stadighed. Og han havde ikke det mindste imod det. Han havde ingen værdier på sig. Hvorfor skulle han? Han var kongen og havde været med til at finanser hele festen, også sin egen mad og drikkelse. Helt mæt var han i hvert fald. Vildsvin i store mængder, uden så meget som et gram grønsager. Vildsvin! Så blev det ikke bedre. Med en god mjød, var han heller ikke selv helt ædru, men mere noget beruset. Folk der gik til slottet i dette kaos, ville blive stoppet af alle de soldater, der var i byen. De kongelige deltog i festen og de sørgede for ingen listede sig ind i slottet og lavede ulovlige ting. Soldater passede på Macaria og Arona, så ingen af dem blev kidnappet eller dræbt under festlighederne. Desværre for Zean, havde Caleb, deres forfærdelige højre hånd, også insisterede på at Zean skulle have soldater. Som det var nu, havde han kun skilt sig af med halvdelen og de kæmpede sig ind mellem folk, i håb om at følge efter ham. Det var som fangeleg! Bortset fra at denne gang var soldaterne med ham og ikke imod ham. Tidligere ville de have fanget ham og smidt ham i en celle, givet ham skylden for al død og ødelæggelse, blot for han var dødsengel..Og sikkert også skyld i mindst halvdelen.

Han var iklædt nogle praktiske sko, sorte bukser og en sort skjorte, der netop sad både stramt og løst nok, til man lige kunne fornemme hans muskuløse overkrop. Uanset hvad, var det hele indsølet i farver. Gul, grøn, rød, blå...Og mange flere. Han havde også flere farvede streger over ansigtet og hans brune, strittede hår, hvortil pandehåret havde en tendens til at glide ned i hans øjne, var ligeså blandet med mindst 5 farver.
Zean var ret ligeglad. Han havde altid været ligeglad med tøj og formåede ofte at ødelægge et sæt om dagen. To dage, hvis han var artig.
Allerede mæt, men med en stigende tørst, satte han kursen mod en af de tusinde gadeboder der var i aften. Nogle folk ville hellere prøve at tjene lidt penge af festglade folk, end selv deltage. At de gad.
En kvindes hænder gled over hans krop, da han maste sig mindre elegant ind mellem nogle veninder, der dansede sammen. Han havde fået masser af kvindelige selskab, havde allerede danset mange danse, skønt han endnu havde undgået sin egen dronning. Som det var, var han kun kommet til Oberion for at nyde festen, sammen med Arona og yndede at tage hjem dagen efter igen, til Sethos.
Han havde ikke tænkt sig at besøge denne gadebod...Da han overhørte samtalen om et barn. Med et skævt, drillende smil, skiftede han retning og gik direkte - næsten helt lige! - over til boden og stoppede først op, da han ikke længere kunne komme længere.
"Åh...Pige eller dreng. Jeg er mere interesseret i hvilken race i tror barnet bliver? For uden tvivl det bliver en dreng. Jeg vil ikke godtage andet" Det drillende smil voksede, som både mand og dame så lidt nervøst på deres konge. Måske havde det været svært at genkende ham i starten, men da hverken ham eller Macaria yndede at gemme sig, kendte de fleste til dem.
"Nej? Kom nu. Jeg høre hun har en affære med andre på slottet. Fortæl mig nu hvilket race!" Selv om der lå noget truende over ham, var det alligevel tydeligt han drillede. Og dog, vidste de to ikke helt hvad de skulle svare. Til sidst så Zean hen på den fremmede mand, der blot spiste sin mad...Som ikke så særligt lækkert ud.
"Hvad tror du? Du må da have en mening!" spurgte han blot. Han var ret ligeglad med om manden var her fra eller ej. Der var fest og Zean var langt fra genert.

[Rémy Flamel]

Gadebarnet stirrede på mønten i hans hånd, som om den ville bide ham. Og spænende så afsted så hurtigt hans ben kunne bære ham, af frygt for at Rémy ville tage hans mønt tilbage. Men Rémy var for længst vendt tilbage til hans mad. Uden at løfte næsen fra den brune, vælling-agtige substans han var igang med at indtage, fulgte Rémy med i samtalerne omkring ham. Han så først op da den konstante summen af småsnak forstummede og en mandlig stemme hævede sig. Stemmen krævede folks svar på om hvad de troede dronningens bastard barn ville blive af race, og det fik Rémy til at se op. I Portus ville sådanne udtalelser blive set som landsforræderi og gude bespottelse. Men så igen, det kunne være en anden sag hvis det var kongen selv der sagde det. Rémy løftede et øjenbryn og pillede det tørre brød han havde fået til maden fra hinanden, inden han dyppede det i stuvningen.

En akavet stemning lagde sig over forsamlingen, og de vædemåls lystne borgere så ikke ud som om de havde lyst til at besvare kongens spørgsmål. De stirrede på ham, på hinanden, og så tilbage på ham. Og så skulle knægten-øh--kongen, absolut henvende sig til Rémy. Nu stirrede de alle sammen på ham. Han hadede at blive stirret på. Efter branden stirrede folk altid på hans ar. Hans tænder skurrede mod hinanden og han skar en grimasse under hætten mens han overvejede om han skulle svare, men hans andre muligheder var begrænsede. Med al den stirren kunne han ikke bare rejse sig og skride, og man ignorerede ikke bare de royale.

Efter et langt øjeblik, rakte Rémy hænder klædt i sorte handsker op og slog sin hætte tilbage så hans ansigt blev synligt i lyset fra en blå krystal. De grå øjne havde påtaget sig et godmodigt glimt, og der lå et afslappet smil om hans tørre læber. "Og jeg som troede de royale ikke brød sig om at høre pøblens mening." Hans tunge løb over hans underlæbe. "Jeg kan ikke forestille mig at jeg skulle have en mening der ville være værd at høre. Desuden," Han rejste sig fra sin plads og lagde nogle mønter på bordet. "De meninger som konger kan udtrykke frit, kan almindelige væsner miste hovedet - og jeg er meget glad for mit hoved. Det sidder så fint på mine skuldre." Rémy rullede hans brede skuldre, næsten som for at illustrer hans pointe.

[Zean Forsyth]

Stemningen var pirrende. For visse folk, nok ligefrem akavet. Folk gjorde ret i at frygte ham...Men lige nu havde han ingen planer om at hakke tungen af nogen som helst, mere var han interesseret i at høre alle deres meninger. Når de kunne vædde om hvilket køn det blev, burde de også vædde om kønnet. Fuldblodsvampyr, hybrid eller dødsengel? Der var mange muligheder. Især når hans egen højre hånd kunne være faderen. Macaria havde sagt det ikke var...Men hvem kunne tro det? Han gjorde ikke. Han var overbevist om at Caleb var far til barnet. Og det gjorde ham vred. Jo før manden mistede sit hoved, jo mere glad blev Zean. Men det var helt private problemer, som han ikke yndede at nævne for nogen lige nu. Trods alt var planerne i spil. Det var blot et spørgsmål om tid.
Ganske forfærdelig til at aflæse stemning, som nu, lod han sig ikke mærke med stilheden, men så blot på manden. Han var den eneste der var forblevet stille og derfor var han enten fremmed eller klog, to ting der hurtigt ville gøre ham mere interessant end resten af pøblen. Derfor ventede han blot spændt, da manden endelig reagerer og endog rejste sig op. Åh ja...Han var konge. Til tider hadede han det virkelig. Folk nægtede at behandle ham normalt. Han kunne ikke længere sidde på en kro og høre dagens sladder eller overfalde en tilfældig person i gyderne. De dage var væk...Og han savnede dem.

Zeans blik gled kort over mandens ansigt, mere fordi det havde været skjult, end noget andet. Han var ligeglad med ar. Han bemærkede dem, men han kommenterede dem ikke. Hvorfor skulle han? Macaria havde masser af ar. Han havde masser af ar. Faktisk lignede hans fødder et stort ar fra den ild, en drage havde åndet mod dem. Han havde ikke kunne gå i flere uger! Og hans ryg var et stort ar fra piske og sværdkamp. Han var ikke længere køn, men han var stolte af sine ar og glad for ingen af dem strakte sig over hans ansigt.
"Ah..." hvorfor sagde alle det? Åh. I aften ville han bare gerne være sig selv.
"...Jeg er måske nok konge, men jeg er ingen gud" svarede han afslappet og smilte let til den fremmede mand, før han lænede sig lidt fremefter.
"Men tak for at tro det!" han blinkede jovialt til manden, før han slog ud med armene.
"Der er fest, men her er stille, som til begravelse!" Sagde han højt. Tøvende vendte folk tilbage til deres samtaler...Dæmpet.
Zean trak en stol ud og trak den hen til den fremmede, før han gjorde tegn til at manden blot skulle sætte sig og fortsætte sit...øhm...måltid.
"Dit hoved er ganske fint, ja. I hvert fald ude på...Rummer det noget indeni? Dit svar er diplomatisk, beregnet til at undgå konflikt. Men jeg kan forsikre dig jeg ikke er ude på konflikt. Du har vækket min nysgerrighed...Bliv og snak med mig et øjeblik?" foreslog han. Som det var, elskede Zean at møde nye folk! Og denne fremmede...Var lige nu, ganske interessant.

[Rémy Flamel]

Der var ikke så meget til at sige til det, når kongen bød en at sætte sig, så satte man sig. Også selvom selv samme konge stod og sagde at han jo bare var konge, ikke gud. Man satte sig alligevel. Så det gjorde Rémy, han dumpede tungt ned på bænken overfor den Zean sad på, et bord imellem dem, igen. Han var egentlig færdig med sin mad, der var ikke mere tilbage i skålen, men han følte sig lidt tør i svælget og vinkede en servitrice over. "Et glas ild whiskey..," Han skævede et øjeblik til kongen. "Lad os tage to glas istedet." Rettede han så sig selv, og smilede til kvinden, selvom det fik hans ar til at værke, som derefter fnisende vimsede op til baren med bevist svajende hofter som desværre gik ignorerede hen af Rémy ihvertfald. Kongen virkede allerede små beruset - hvis det da kunne gøre det - og morede den arrede mand på en pervers facon. Det burde ikke more ham, men for en der brugte så meget tid i hundredevis af lang trukne møder der var lige så underholdne som at få trukket tænder ud, med de højbårnes råd, rådgivere og hvad har man af godt-folk der tog beslutninger om landets veg og vel, var det for friskende rent faktisk at se en af dem forsøge at være almindelig og snakke med en fremmed i en bar. Rémy så kongen over hans skulder. Hans vagter var stadig i området. Én af dem skulede mistroisk til Rémy, der forsøgte sig med sit mest afvæbende smil, men det var en tabt sag, så han refokuserede på kongen foran ham. Deres ild whiskeyer var også kommet nu. Fantastisk.

"Jeg undskylder mange gange, min profession kalder på diplomati, og når skoene passer så godt, er det svært at lade dem stå når man får fri," Rémy skyllede en sund slurk af hans whiskey ned. Den brændte hele vejen ned i maven, sådan som billig whiskey gør, og havde en svag bismag af vaskevand, sådan sæbe-agtig. "Og, desuden, ved jeg slet ikke nok om dronnings.... sengevaner.... til at kunne udtale mig om hvad hendes barn skulle blive. Jeg antog at det var dit." Sagde Rémy og vippede sit glas let fra side til side, så whiskeyen skvulpede i glasset og skinnede gyldnet i lyset. "Er der problemer i paradis?"

[Zean Forsyth]

Havde Zean kendt til mandens tanker, ville han nok have protesteret højlydt og bagefter smilt tilfreds. Sandheden var at stillingen som konge ikke passede ham. Han var ingen god konge...Men mere end det, fokuserede han på at stillingen som konge ikke passede ham. Den var for besnærende, frihedsrøvende og belastende. Folk så stillingen, ikke manden. De så han havde et land, ikke hvad han havde at byde på. Det havde været sjovt at opnå stillingen som konge...Men nu var der ikke mere at opnå og han kedede sig hurtigt. Det var sjovere før, den evige kamp om at få mest indflydelse og magt. Han savnede eventyr. Han savnede at sove i skoven, at skyde et vildsvin og spise det over bålet. At flyve fra hjem til hjem af magtfulde folk, for at drive dem mod hinanden, som en forvokset brevdue.
Hans blik gled over til manden.
Åh ja, Zean var ikke helt ædru. Og da glassene kom, tog han glædeligt imod det ene, rejste det som i en skål og tog en tår. Det brændte.
For kun et par år siden havde han taget afstand til alkohol. Han havde aldrig drukket det stærke af slagsen. Efter han havde mødt Macaria, havde han haft brug for alkoholen, for at forblive så normal, som man nu kunne sige han var. Og siden da han havde været en hyppig drikker af stærk alkohol og alkohol generelt. Hvorfor kun drikke det til fester, når man kunne drikke det hver dag? Til gengæld skulle der nu mere til at gøre ham ordentlig fuld. Ikke fordi han var alkoholiker. Mente han da selv. Nok om det!

Manden fik straks hans opmærksomhed og det gik op for ham han slet ikke havde introduceret sig. Som konge, vidste folk jo hvem han var. Han var kongen! Og han havde mere eller mindre vænnet sig af med at præsenterer sig selv.
"Din stilling? Og hvad er den så?" spurgte han lige ud. Hvem kunne sige sådan uden at vække nysgerrigheden hos sin lytter?
"Og nu skal jeg sætte dig ind i tingenes tilstand. Tag det som en lille tjeneste. Macaria og jeg har et åbent ægteskab. Vi er sammen med hvem vi vil, så længe vi ikke optager vores fælles seng eller gør det lige for øjnene af den anden. Derfor er jeg ganske ligeglad med hvem hun hygger sig med...Hvad jeg ikke er ligeglad med, er hvem faderen til hendes barn er. Og for nylig indrømmede hun at hun hyggede sig med vores højre hånd, hendes barndomsven, i...Tror det var biblioteket. Så derfor...Ingen af os kan jo vide hvem barnet faktisk tilhører, kan vi vel?" hans smil fortalte tydeligt at han ikke agtede at lade det ligge der. Han ville forfølge emnet, måske ikke lige her og blandt folket, men så hjemme, alene med Macaria. Om det var klogt at sige disse ting, lige her, lige nu, til denne fremmede mand? Zean var ligeglad. Beruselsen fjernede de få grænser han normalt havde og der var absolut ingen der ville kunne forudse hvad han kunne finde på.
"Men det er problemer der vil finde sin løsning, når den dag kommer. Lad os nøjes med at gøre som alle andre...Og skåle på min kones mirakuløse graviditet! Eller, som hun siger, min supersæd eller Euphonias velsignelse! Og endelig...Kald mig Zean" Han hævede glasset igen, men uden at vente på om manden var med på ideen, tog han selv en tår.

[Rémy Flamel]

Det var på mange måder ikke verdens mest ideelle situation for Rémy, han var kommet til byen for at introducere sig som den nye dæmoniske leder, og han havde håbet på at kunne gøre det under mere... officielle omstændigheder. Men så igen, Rémy var da en mand der altid syntes koppen med ild whiskey var halv tom, også selvom den var fyldt til brimmen. Han kunne ikke huske at det nogensinde havde været anerledes. Så han vippede koppen med whiskey, indtil kongen bød ham at skåle med ham igen. Den gyldne væske lagde sig på hans overlæbe, og hans tunge søgte automatisk hver dråbe.
"Jeg havde håbet at kunne møde jer begge imorgen," startede han, og mente kongen og dronningen, ikke kongen alene. "Jeg er Rémy Flamel. Af Flamel familien i Portus." Hans grå øjne søgte over Zeans ansigt efter nogen tegn på genkendelse, da han nævnte sin familie og besluttede sig så for at pensle det helt ud, for Rémy kunne slet ikke læse ham på grund af alkoholen. "Jeg er den dæmoniske leder."
Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det andet og var tydeligt ukomfortabel. Synd, at din kone har kneppet en anden og du muligvis får en bastard, virkede ikke ligefrem som en mulighed. Så han rømmede sig, ukomfortabelt, og tog endnu et sving af hans whiskey, da kongen bød ham drikke for hans kones graviditet. Hans kop var næsten tom.
Heldigvis, var servitricen kompetent nok til at komme med endnu en kop, før de havde behov for at kalde hende over, og Rémy tømte hans første kop, og tog en slurk mere af den næste. Han burde virkelig holde sin kæft. Det burde han. Sige tak for hyggelig druk, gå hjem til sit kro værelse og vende tilbage imorgen når Zean var mere ædru. Jep. Det var en god plan.
"Så, hvad gør I, hvis det viser sig at være den højre hånds... afkom?"
Forbandede nysgerrighed.

[Zean Forsyth]

Hans blik gled over manden. Et møde, i morgen? Der sov han nok hele dagen og Macaria ville hvile sig eller sidde i møder. Bare tanken om at skulle arbejde dagen efter en god fest fik ham til at rynke let på panden. Det var Macaria der tog sig mest af arbejdet, men med sin graviditet, havde hun bedt ham om at overtage en del af tingene. Han sukkede svagt. Så nu måtte han heller ikke sove længere. Han var allerede ked af det. Godt det først var i morgen, masser af tid til at feste endnu!
Zean fulgte ikke rigtig med. Joda, han havde vidst hørt noget om...Nogle...Flamels eller noget i den stil, men han havde ikke rigtig hørt efter på det tidspunkt. Hvad var det nu han lavede der? Han huskede det ikke. Det var vel også ligegyldigt. Pointen var der nu sad en Flamel foran ham og kaldte sig dæmonernes leder. Det betød han skulle være sød mod manden.
"Du skal være velkommen hos os. Og hvad kan vi så hjælpe en leder med? Eller foretrækker du at vente til et bedre tidspunkt, hvor min kone også kan være med?" spurgte han direkte og lod koppen, med det sidste whiskey i, glide rundt i en lille cirkel. På et tidspunkt var han ved at tabe koppen, men formåede på en eller anden måde at undgå den væltede. Skulle nødig spilde eller noget! Så elegant det ville være!
Ved Rémys spørgsmål, gled et sadistisk smil over Zean og han så på manden et øjeblik, som bedømte han ham.
"Hvad syntes du?" spurgte han en smule drillende. Sandelig manden var diplomatisk, men ville han blive ved med at træde på de rigtige sten eller en dag selv skabe sig en mening om tingene? Man kunne ikke komme igennem hele livet med diplomatisk neutralitet. Uanset hvad, var det nu nok mere for at drille manden, jo.
"Jeg forestiller mig offentlig ydmygelse, folk der er sure over dronningen og vores højre hånd er vrede eller kede af barnet er deres og derfor en bastard. Måske noget tortur, før en offentlig henrettelse? Og barnet selv...Ja, vi kan jo ikke have en bastard på tronen, kan vi vel?" hans smil voksede en anelse. Godt nok ville Macaria gøre alt for at beskytte barnet, men Zean ville i hvert fald ikke accepterer det!

[Rémy Flamel]

Det sadistiske smil der gled over kongens læber overraskede Rémy, det var tydeligt at der ikke var noget godt i vente for hverken barnet eller den højre hånd, skulle barnet vise sig at være noget andet end Zeans afkom, og Rémy skjulte en grimasse bag koppen med ildwhiskey, som han tog endnu en slurk af. Han havde ikke selv smag for blod. Nok lagde han sit hoved på puden om aftenen med trøstende tanker, om den tortur han ville udsætte hans families mordere for, men han kunne aldrig finde på at røre et barn på den måde.
"Øhm.." svarede Rémy, mest for at skabe sig selv en tænke pause, da kongen spurgte ham, hvad han mente der burde gøres. Selvfølgelig havde kongen ret i at eksistensen af bastarder kun skabte unødige konflikter, og var en potentiel trussel mod et eventuelt eget barn af konges. Stilheden trak i langdrag. "Ikke at din idé om offentlig ydmygelse, tortur, offentlig henrettelse og så videre ikke er fantastisk," Han kunne ikke holde en smule sarkasme fra at søbe ind i hans ord, og fortsatte derfor hurtigt. "Så ville jeg nok tage barnet til mig, hvis det var mig altså, udvise min store barmhjertighed. Faderen bør selvfølgelig landsforvises og sønnen skal ingen arveret have, hvis det da bliver en søn." Han havde ingen rigtige forventinger om at Zean ville tage ordene til sig, mest fordi der altid ville være en chance for at en bastard kunne forsøge at lave et trone-kup, men han følte at han i det mindste burde forsøge.

[Zean Forsyth]

Det sadistiske smil voksede kun, som stilheden bredte sig, og da manden, denne Flamel, endelig snakkede. Åh...Dæmonernes leder var en af de søde fyre! Hvor skuffende. Han havde altid ment der lå noget mere mørkt over racen, dæmonerne altså, men denne fyr aflivede fuldstændig hans forestilling. Han kom hurtigt til den konklusion at det var hans kone der måtte snakke mere med manden, i stedet for ham selv, for han ville ende med at sidde at gabe.
Sarkasmen kunne høres, men for Zean var den stort set ikke-eksisterende. Han var ikke altid den hurtigt til at opfatte sådanne ting. Til tider opfattede han dem slet ikke, hvis folk ikke sagde tingene lige ud.
"Selvfølgelig er det en fantastisk ide!" kommenterede han. Han havde aldrig haft problemer med lavt selvtillid. Og han havde ingen planer om at begynde på det nu!
Hans ene øjenbryn gled sigende op i panden et øjeblik. Barm...Barmhjertighed?
Latteren var pludselig og rungende. Det var simpelthen så morsomt!
Der gik længere tid, før Zean endelig stoppede med at grine og han kunne tørre en tåre af sin kind. Hans kinder var blevet en smule trætte af at grine, men det var det værd!
"Ligner vi nogen der viser barmhjertighed?" Det var et retorisk spørgsmål. Macaria og han havde engang været sammen til at udføre en likvidering på offentlig gade.
"Jeg kunne ikke se noget mere kedeligt, end at vise barmhjertighed. Alle ville tro jeg er et eller anden følsomt dyr. Desuden vil det blot give mig en utålelig trussel senere i livet. Hellere slå det hele ned med det samme" kommenterede han med et bredt grin, uden tvivl fordi emnet morede ham. Han tømte sit krus, men bestilte ikke nyt. Det gik ikke hvis han blev for hurtigt fuld, han havde jo en hel nat han skulle nyde.
"Og uanset om det er en bastard eller ej, bliver det en søn" tilføjede han mere bestemt. Der var ingen tvivl om det og de fleste var enige med ham. Desuden havde han allerede en datter...Og hvis barnet var hans, ville han havde en søn nu.
Han lod kruset stå, da han rejste sig op. Så vidt han kunne se, var der ikke meget mere at snakke om. Eller måske...
"Lad os snakke om nogle andre ting. Uanset hvad, kan du først få en rigtig snak med os i morgen. I mellem tiden, tillad mig at vise dig de sjove ting der er i en rigtig vavilonsk fest?" foreslog han og mente at dermed at manden skulle gå med ham, så Zean kunne vise ham rundt og introducerer ham for nogle vigtige folk, eller mere eller mindre tvinge manden til at deltage i festlighederne.

[Rémy Flamel]

Rémy løftede et øjenbryn da kongen begyndte at grine, det var længe siden han havde fået nogen til at le så meget. Langt de fleste fandt ham deprimerende selskab, hele min-familie-døde-i-en-brand tingen gjorde ikke én til godt middags selskab, så han gjorde sig ikke meget i det længere. Rémy holdt sig kun lige og lige selv fra at trække på smile båndet ved tanken om at det at få et foreslag grinet af, glædede ham. Han burde være fornærmet. Men han havde ikke energien til det, specielt ikke overfor royalitet. 
"Udseendet kunne bedrage," svarede Rémy, ligeglad med om spørgsmålet var retorisk eller ej. Han mente ikke selv at vise barmhjertighed var nogen svaghed, men det gjorde kongen tydeligvis, og Rémy overvejede om kongen selv nogensinde havde fået udvist barmhjertighed, eftersom han tog så let på det. Da Forsyth tømte sit glas, fulgte Rémy trop og gjorde det samme. Det var stærkt stads, selvom han kun havde fået tre glas, følte han sig allerede lettere til mode end han havde da han kom. Og da Zean rejste sig, rejste Rémy sig ligeså - det passede sig ikke at forblive siddende når en royal stod oprejst. 
"Hvordan kan jeg sige nej til det." Han lagde en bunke mønter på bordet til servitricen og fulgte kongen ud af den lille improviserede madsted.

Nu, med kappen nede, kunne han indtage hele festivallen nemmere. Gaderne var fyldt med væsner, i alle farver og afstøbninger der fandtes, folk med flag, og når de stoppede hvad de var igang med, pegede og stirrede var det mest på Zean og ikke Rémy for engangs skyld. Så det var sådan man fik folk til at stoppe med at stirre på ens ar, man skulle bare bevæge sig rundt med konge - Rémy overvejede om han kunne få Zean til at følge sig rundt. Sikkert ikke. Længere fremme var der nogle gade kunstnere der var igang med at udføre et ild show, akrobatiske kunstner hvor de sprang igennem ringe af ild, junglerede med antændte bolde af ild, og stak stabler, dybet i olie og flammende ned i deres halse. "Har De nogen specifikke planer?" spurgte han, efter de havde vandret nogle minutter. Der var engang hvor Rémy ville have rendt rundt med nogle af de grupper af mænd der såes jævntligt, alt for brusede og lykkeligt uvidende om hvor dumme de så ud, men han var ikke meget for fester længere. 

[Zean Forsyth]

Udseendet kan bedrage. Det vidste han alt om. Macarias skind snød, hun var mere bedragerisk og farlig end folk troede og netop nu kunne ikke engang ham selv stole på hende. De to, der havde været så tætte og enige, som delte deres hemmeligheder med hinanden og rendte ud i byen på en spontan dræber-tur eller arrangerede endnu en fest, for at more sig. Kastet papirkugler på hinanden i de kedelige møder, de begge havde været tvunget til, hende mere end ham, fordi de nu var kongelige. Selv han private møder, med hans egne dødsengle, var mere interessante. Skindet kunne i den grad bedrage. Det svage smil lå stabilt på ham. Denne mand burde kun vide præcis hvor meget!
"Kloge ord...Men er det nogle du selv formår at følge, at forstå?" spurgte han, mere for betænksomhedens skyld, end fordi han havde lyst til nogen dybere filosofisk samtale. Dem kunne han gemme til Macaria, hvis hun endelig gad.

De kom ud fra det lidt snuskede sted, der nu kunne prale med at selve kongen havde besøgt dem, og ud i myldret. Folk alle vegne, folk i alle farver og, bemærkede Zean, nogle af hans soldater der stædig kæmpede sig over mod dem, for at sikre deres konge var i sikkerhed. Åh, var han ikke sluppet af med dem endnu? Det ville dræbe ham! Caleb stod bag det. Forbandet møgunge. Eller..Fyr...Eller...Hvad han nu var!
Et par kvinder lod deres hænder glide over Zean krop, da han maste sig ind mellem dem og i et øjeblik stoppede han op og smilte drillende til dem, som de smilte drillende og forførende til ham. Det var først da Flamel snakkede til ham, han kom i tanke om hans selskab og viklede sig ud af de villige kvinder, for at joine sin...Gæst, var manden vel egentlig.
"Planer? Åh...En fest er ikke et sted hvor man lægger planer. Man gør simpelt blot hvad man har lyst til" forsikrede han manden om. Hans ene hånd lagde sig på Flamels skulder med et fast greb, da Zean slog ud med armen.
"Alt hvad hjertet kan begære! Mad, alkohol, kvinder...Dans, slåskampe, sport og andre spil...Det hele kan du finde. Er der noget der lyder specielt tiltrækkende?" spurgte han manden med et bredt smil. Han hyggede sig. Denne mand, uanset hvor neutralt han stod, var ikke det værste selskab og han ville hellere end gerne lege den over-ivrige vært lige nu.
"Eller har du planer?" spurgte han tilbage og lod endelig hånden falde ned langs siden igen, som han så på Flamel med let svømmende øjne.