Velkommen til mit hjem! Nyd det...

[Zean Forsyth]

Macaria Forsyth

---

Sethos. Dødsenglenes by og byen med det militære akademi. Zeans stolthed, hans hjem. Her var han født og opvokset, her havde han overtaget dødsenglene fra deres spredte og svage tilstand og gjort dem mere eller mindre respekterede igen, foruden frygtet. I et land som Vavilon, var dødsenglene ganske isolerede og disciplinerede. De fleste foretrak at feste konstant eller nægte at følge reglerne, men for dødsenglene var der en ære i at overholde deres egne traditioner og regler, at være disciplineret og have kontrol. De havde været tvunget til at indgå en streng livsstil for at overleve og nu var det blot en stolthed, hvorved man kunne sige man havde levet godt og overholdt tingene. Desuden var straffene hårde. Til dels fordi dødsengle nu en gang var et hårdt folkefærd. Offentligt pinsel, så alle kunne nyde personens smerter, mens denne skreg op i himlen. Bad personen om nåde, blev straffen dobbelt så hård.
Zean havde boet i Sethos det sidste stykke tid og nægtet at vise sig på slottet. Han havde udført de fleste af sine pligter herfra og var kun vendt tilbage til slottet et øjeblik, for at deltage i festen der havde været. Arona var hos ham, som han havde forlangt, for han stolede ikke på hvad Macaria ville gøre ved hende. Hun nød godt af at være blandt sit eget folk og han var næsten ked af han ikke havde krævet hun var her noget mere. Dette var trods alt også hendes folk, tilmed, trods hun var hybrid, havde dødsenglene taget godt imod hende og vidste man ikke bedre, ville man tro Arona var fuldblods dødsengel.

Vejret havde været godt. Solrigt, skønt luften i bjergene var mere kølig, end den var nede i dalene. Nu havde mørket sænket sig og det var nu officielt aften. Selv om han havde lovet Macaria at møde hans forældre, havde han end ikke kontaktet dem. De vidste intet og han havde ingen planer om faktisk at hente dem. Arona var hjemme i palæet. Han havde ikke fortalt hende at Macaria kom, velvidende hun ville forlange at være med og han kunne ikke sætte hende i den fare.
Han vidste det ville skabe en masse problemer, når det hele var slut, og mange sikkert ville hade ham. Han var van til det og selv om han nok burde finde en løsning på det, var det som om alle hans tanker blev skubbet til side af det evigt voksende had der bulrede i hans indre. Uslukkelig. Altfortærende. Det overskyggede alle hans andre tanker, hans fornuft, hans få følelser. Jo mere han tænkte på Macaria, hvor der før havde været en vis hengivenhed, lå der nu en sort sky af dybt had. En vilje til at slå ihjel.

Han havde forladt sit eget palæ og gået ned mod porten, for at tage imod hende. Et par breve var blevet vekslet. Hans invitation, hendes svar, der kort sagt blot havde sagt ja tak. Eriz havde accepteret planen og han vidste at Eriz var god til at lægge planer. Det kunne ikke gå galt. Lige siden han havde besøgt Pandamonium, havde det vokset og nu var det altså kommet hertil.
Hans by lå stille bag ham. Dødsengle der gik rundt eller fløj igennem luften, lidt snak hist og her, de fleste familier der var gået hjem. Et gruppe soldater fra akademiet, der var ude og nyde dem selv. Og selvfølgelig nogle af hans egne, trænede soldater der var spredt ud over hele byen - og specielt ved porten. Han slækkede aldrig på sikkerheden. Han stod oven på porten, som man kunne komme op på ved at følge trapperne, hvor han stod og afventede sin kones ankomst. Bag ham lyste fakler byen op, foruden det lys der var i nogle af vinduerne. Han sukkede svagt og lod en hånd glide igennem det brune hår. Hans pandehår ramte han stort set i øjnene, man han havde ikke orket at få det klippet.
Han var klædt i sort. Sko, sorte bukser og en sort, varm trøje. Bæltet, med hans sværd, om livet. De kolde, stålgrå øjne, der skar sig igennem mørket og så mere end det normale menneske, skønt mindre end en vampyr. De sorte vinger, der skinnede i det svage lys, hans stolthed, var fremme, som de ofte var, når han var hjemme i Sethos. Ingen ville vide hvad der var sket. Han rakte ind under sit tøj og sikrede sig dolken af sølv var hvor den burde være, før han afslappet lænede sig op af rælingen. Når som helst nu.

[Macaria Forsyth]

Mange havde frarådt hende at tage den hårde tur op i bjergene på grund af hendes tilstand. Macaria havde dog ignoreret alle advarelserne. Ingen tale om at hun ville sige nej til at tage op i Sethos, nu hvor Zean havde bedt hende om det. At have fået et brev fra ham, havde reddet hele hendes nat. Endelig var den mærkelig adskillelse ovre, og han ville se hende igen! Hun kunne næste ikke vente. Med deres voksende barn i maven havde hun savnet ham, mere end hun nogensinde havde savnet en person før. Måske var det hormonerne.
Derfor sad hun nu på den stabile, robuste bjerghest, og var på vej op af bjergstien med en håndfuld soldater både bag sig og foran sig. Der blev ikke taget nogle chancer med den gravide dronning. Et flag med Vavilons symbol blev holdt forrest, så alle kunne se hvilket følge det var.
En vogn kunne ikke køre på disse kanter, hvor ikke mange befærdede, så Macaria måtte rejse på hesteryg, hvilket hun ikke havde noget imod, selvom at det bumlede ubehageligt i maven. Det tykke, bølgende hår var sat op i en metalspænde, for at holde det væk fra øjnene. Hun bar en lillakjole, der sad løst på hendes krop, så der var plads til maven, samt en kappe, som gled hele vejen ned over hestens bagparti.
Den friske bjergluft gjorde hende i godt humør, og hun trak vejret dybt ind for at indånde duftene, selvom det ikke var nødvendigt for hendes døde lunger at få ilt. Alligevel så hun mere levende ud end død, fordi hun hele tiden måtte drikke frisk blod, for at holde sin krop varm til barnet. Ikke fordi hun havde noget imod det... det var blot hårdt arbejde hele tiden at finde frisk blod. Fangehullet var næsten helt tomt.
"Macaria? Vi er ved at nå Sethos nu. Porten vil kunne blive set rundt om det næste sving," fortalte hendes hærleder, der red ved hendes side. Han havde insisteret på at tage med hende, selvom at hun syntes det var fjollet, at tage så mange med, når hun bare skulle besøge Zean. Ved Euphonia, hun havde jo gjort det før! Hærlederen, Sir Turonn, ville dog ikke høre noget diskussion, så hun havde ladet ham arrangere det hele.
"Hvordan har barnet det? Kan du holde til det?"
Macaria sendte den bekymret, hårdførte mand et beroligende smil.
"Jeg har det fint. Barnet ligeså. Han glæder sig bare til at høre sin fars stemme," svarede hun, og vendte nu opmærksomheden frem, da de drejede rundt om svinget, og ganske rigtigt. Der var Sethos med den store port og de høje klippe-murer. Hendes smil blev bredere, da hun opdagede den mørke skikkelse på toppen af porten. Zean. Hun kunne se ham tydeligt her i mørket. Så stolt, så stærk. Hvor havde hun dog savnet ham.
Blidt slap hun tøjlerne for at lægge hånden på sin mave.
"Nu er vi der snart," mumlede hun. "Snart tilbage hos far."

De gjorde holdt foran porten hvor hærføren, råbte op til vagterne om hvem de var, og at de skulle hæve porten. Macaria ventede utålmodigt. Hun kunne ikke vente til at komme ned af den her hest, hvis bevægelser gav hende kvalme.
Porten blev hævet, og den lille gruppe kunne ride ind, hvor de gjorde holdt da alle var samlet. Hærføren sprang af sin hest, for at hjælpe Macaria ned, der aldrig havde følt sig så uelegant og klodset før i hele sit lange liv.
Med et lettet støn mærkede hun jorden under fødderne, og strøg de vilde hårlokker væk fra ansigtet, mens hun kiggede sig omkring. Byen var blevet forbedret siden hun var her sidst for cirka et år tilbage. Det var virkelig blevet en by, man kunne kalde prægtig.
Ivrigt vendte hun sig mod trappen, der førte op til vagtværnet, for at vente på Zean kom ned til hende. Var det for meget at forlange, at han ville løbe hende i møde? Det var det nok.
Alligevel smilede hun over hele hovedet, da hun gik frem mellem sine folk, for at nå forrest, så hun kunne blive taget imod af sin ægtemand, og faderen til det barn, som befandt sig i hendes mave.

[Zean Forsyth]

Han vidste allerede hvem det var, da hærføreren begyndte at råbe til dem. Hans kolde blik gled ned over selskabet. Det var større, end han havde forventet, hvilket ikke var så underligt, nu hvor Macaria var gravid. Hans hænder blev helt hvide, da han strammede grebet om rækværket foran sig, som forhindrede folk i at falde ned og ydede lidt beskyttelse, skulle der en dag stå en hær foran porten. Gravid, men hvem vidste egentlig hvem den rigtige far var? Så vidt han vidste, kunne det lige så godt være en bastard. Deres kææære højre hånd der var faderen. Det var forkasteligt! Utilgiveligt! De skulle alle dø for det. Caleb ville heller ikke se sig sikker. Ja, Macaria havde vel stadig ikke skillet sig af med ham, selv om han faktisk havde forlangt det. Aldrig blev han taget seriøst!
Det svage smil der hvilede på ham, kunne virke som et smil over at se sin kone. Ingen tænkte over det kunne være et smil, der lovede blod. En let vind fik hans tøj og hår til at bølge let og han måtte blinke lidt, da pandehåret ramte ham i øjnene. Da porten blev åbnet og selskabet var kommet ind, slap han rækværket og satte kursen ned. En hånd gled op til hans hår og børstede håret ud af hans øjne. Han følte forventningen i sin krop.

Snart stod hans fødder på jorden, i stedet for stentrappen. Han satte kursen over mod Macaria og hendes følge, der alle var ved at sidde af og nogle af hans dødsengle trådte frem og tog sig af hestene. Alt gik som planlagt. Han havde advaret sine engle og fortalt dem præcis hvad de skulle. De stillede ikke spørgsmål, de havde blot nikket, de stolede på deres leder og ville gøre som han bad dem. Med eller uden grund. Hvem behøvede en grund? De var de fødte dræbere!
Næsten lydløst, som et rovdyr, nærmede han sig Macaria. Som han kom tættere på hende, jo mere virkede det som om han løsnede op. Smilet gled lidt til siden, til et af hans skæve smil, hans arme gled lidt til siden og hans skuldre faldt lidt, som han tydeligvis ville kramme sin kone velkommen, såfremt hun ønskede kontakten.
"Velkommen til min prægtige by!" hilste han, selv om Macaria jo havde været der før.
Nu ikke for hurtigt. Giv dig tid. Han havde ikke plads til fejl, da Macaria havde styrken til at brække ham i to, inden han overhoved kom i gang. Han mindede sig hele tiden om det. Men det skulle nok gå...Han havde jo prøvet lignende før.
"Dejligt du kom. Folk har ventet. Arona er en stor energibombe, hun blev i mit palæ. Hun sagde hun ville se helt fantastisk ud når du kom! Og mine forældre..." en svag grimasse gled over ham. Hvis hun tillod det, ville han nu kramme hende. Måske ikke ligefrem et langt og varmt kram, dem gav han faktisk aldrig, men dog et kram.
"...Tja...De er her i det mindste" sluttede han sætningen.
"Det må have været en lang rejse og du er nok træt, alligevel må jeg bede dig om at gå med dig til deres hus. Dog tror jeg næppe de vil elske at have en halv hær på besøg også...Mænd! Hvil jer! Der er sørger for mad og drikke, en varm stue og underholdning! Jeg vil holde vores dronning sikker. Byen er omringet af mine engle, der vil intet ske!" Han slap Macaria og så over på hærføreren. Spørgsmålet var...Kunne han lokke Macaria og hendes soldater fra hinanden?

[Macaria Forsyth]

Da Zean kom til syne smilede Macaria bredt, mens hun lod sig gå direkte ind i hans stærke favn, hvor armene lagde sig kort omkring hende. Et lettet suk fik hele hendes krop til at falde sammen i hans omfavnelse, inden at han slap hende igen. Hun kunne sagtens have blevet stående i længere tid. Selvom hun aldrig ville påstå at hun elskede Zean, betragtede hun ham som sin bedste ven, og en mand hun ville lægge sit liv i hænderne på. Hun stolede på ham, holdte af ham, og bekymrede sig for ham. For et år tilbage gik hun endda så langt, at binde sig selv til ham som en hustru og for nogle måneder siden, valgte hun ham som faderen til sit eneste barn, hun nogensinde ville få.
Jo... Zean betød meget for hende, og derfor smilede hun op til ham. Han trængte til at blive klippet og barberet. Måske havde han haft for meget at se til for tiden. Derudover så han næsten... hjemsøgt ud. Hun kendte ham godt. Rigtig godt. Der var noget anderledes ved ham. En trækning ved øjet. Et drag omkring munden. Måske var han stadigvæk vred efter deres skænderi. Hun forstod det ikke, men mon ikke de fik lejlighed til at snakke om det, når de var færdige her.
"Jeg har savnet både dig og Arona utroligt meget. Slottet har været så stille uden jer," svarede hun, og bed mærke i at han ikke så meget, som kiggede ned på den runde mave. Var han virkelig stadigvæk i tvivl om det var hans barn? Når de havde mødt forældrene, måtte hun fortælle ham, at healerne var sikre i deres sag. Barnet havde udviklet vinger. Vinger! Hver eneste gang babyen bestemte sig for at vrikke lidt med dem, gav det et jag af smerte igennem hele hendes krop, hvilket blot virkede som om barnet nød, for den sparkede muntert hver eneste gang. Fandens til dødsengle. Hvor hun dog elskede sit ufødte barn. Sin søn.
Lydigt nikkede hun, da han sagde, at de hellere måtte tage direkte over til hans forældres hus, og at hendes soldater hellere måtte blive udenfor. Dog havde hærføren hørt med, og brød straks ind.
"Hvis jeg må have lov... Deres Højhed. Jeg tror det er bedst, hvis jeg og bare to af vores mænd kommer med. Vi er trods alt jeres soldater - kriger af Vavilon - og vi er dronningens personlige livvagter, mens hun er udenfor slottet. Det er blot protokol, sir," sagde han med en bestemt stemme, der indeholdte en kølig undertone, som Macaria gættede på stammede fra hans syn på en mand, der efterlod hans gravide hustru alene bare for at fjolle rundt. Derudover var der et par stykker af hendes mænd, som ikke brød sig om dødsengle. Det var dem, der huskede historierne om kampene og rædslen, som havde været, dengang racen var på deres storhedstid.
Macaria lod dog ingen af den slags ting blive nævnt i hendes påhør. Hun støttede Zean, og ville altid gøre det, når det handlede om hans race.
"Det er bare hans forældre. For resten vil Zean være hos mig hele tiden. Intet ondt vil ske mig. Jeg er heller ikke helt forsvarsløs selv," svarede hun skeptisk, og lagde en hånd på sin mave, hvor barnet bevægede sig rundt - måske på grund af Zeans stemme. "Hvis der skulle opstå at en farlig dødsengel, vil spise mig, så kan jeg sagtens angribe tilbage. Jeg er trods stærkere end nogen af jer."
Hun blinkede drilsk til sin hærføre, der blev lidt rød i hovedet. Han brød sig ikke om, at blive husket på, at hun nok kunne nedlægge de fleste soldater i hans hær, selvom hun var utrænet i kamp. At være vampyr gjorde hende til et naturligt rovdyr. Et perfekt rovdyr. Også selvom hun havde en stor mave, og et barn at passe på.
"Deres Majestæt... Macaria... bare mig og to soldater. Please," bad han indtrængende, og Macaria måtte give efter for hans ønske. Hvad kunne det skade?
Opgivende vekslede hun blik med Zean.
"Okay! Fint! Hvis det vil gøre dig bedre tilpas. Men I blander jer ikke lige meget hvad." Igen vendte hun sin opmærksomhed mod Zean. Hvor var det dog dejligt at se ham igen! "Skal vi komme afsted? Jeg vil helst ikke lade dine forældre vente for længe, og din søn bevæger sig virkeligt uroligt lige nu."
Sigende strøg hun sig over maven.

[Zean Forsyth]

Det irriterede ham. Hærføreren, hans soldater, hans stædighed. Og Macarias eftergivenhed! Det passede ham på ingen måde. Nej, han var slet ikke færdig.
Krammet blev hurtigt overstået. Han kunne mærke hendes spændstige mave mod sin, men følte ingen grund til at hilse på den. Det var jo ikke engang hans barn, men Calebs, og alligevel ville alle kalde ham faderen. Det gjorde ham helt syg. Han var ligeglad om healerne så mente den havde vinger eller ej - Hvis han overhoved hørte om det. Velvidende healere kunne købes til at sige hvad som helst. Han var ikke dum! Forrådt af ikke bare sin kone, sin dronning, men også af sin såkaldte højre hånd, han aldrig havde ønsket, men Macaria havde indsat på pladsen alligevel. Det var jo tydeligt hvorfor. Så hun bedre kunne styre det hele uden ham, uden at bekymre sig om at nogen ville gøre, som han ønskede.

Han så med et skævt smil på sin kone. Han ville have hende for sig selv og han ville ikke finde sig i en vagts indblanding, endda en der mente det var hans plads at sige noget. Var mistroen ikke tydelig? Og alligevel accepterede Macaria det. Accepterede soldaterne kom med, selv om de så tydelig ingen respekt havde for ham. I et øjeblik var han ved at miste sin selvkontrol, men med et næsten lydløst suk beroligede han sig selv. Vavilons soldater var elendige. Selv efter at være trænet hos dødsenglene, virkede det ikke til de udviklede nogle specielle evner.
Hans blik gled fra Macaria og over til hærføreren, men selv om Macaria mente de skulle komme videre, rykkede han sig ikke ud af stedet. Han ville ikke finde sig i det. For ikke at nævne, en hærfører kunne sætte en pind i hans planer.
Hans ene arm lå beskyttende rundt om Macarias ryg, hans sværd hang tydeligt ved hans side. Hans frie hånd gled ned på sværdskaftet, som han nærmest stirrede på hærføreren.
"Jeg vil ikke finde mig i at vores hærfører taler så tydeligt nedværdigende om mig. Jeg påkalder mig min ret som konge at beslutte om jeg vil være alene med min kone eller ej. Du kommer ikke med og dine vagter kommer ikke med. Jeg vil passe på min kone og jeg har alle mine dødsengle omkring mig. Hvis det ikke er ord nok for dig, så føl dig fri til at vi kan slås om det." Hans greb om sværdet strammedes, som han gjorde klar til at trække det så hurtigt som muligt. Sandelig ville hærføreren vel ikke slås mod sin egen konge? Folk glemte deres plads. De glemte han endnu var konge. Det var en ting han ikke ville kunne tilgive, ikke nu, ikke mere!
Smilet voksede på hans læber.
"Nej, nu ved jeg det. For din manglende lydighed er offentlig tortur og likvidering bedre. Vi kan ikke have mine engle tror en genem soldat kan hundse rundt med deres leder, kan vi vel?" en svag latter gled rundt om ham. Blot en bevægelse med den ene hånd og pludselig var der et flertal af bevæbnede dødsengle omkring dem. Dem på jorden havde hånden på deres sværd, klar til at udføre Zeans kommando. Dem ved porten, der var hævet over dem alle, satte en pil på deres buer.
Zean vendte sit blik mod Macaria. Det var hendes skyld det hele.
"Er det virkelig ulovligt for mig at ville have dit selskab alene? Specielt når jeg strækker mig så langt, at lade dig møde mine forældre?" kommenterede han. Han ville virkelig ikke finde sig i det mere! Specielt ikke i hans egen by!

[Macaria Forsyth]

Med det samme genkendte Macaria ansigtsudtrykket på Zeans ansigt, og alarmklokken begyndte at larme i hendes ører. Det og at han nægtede at røre sig ud af flækken, selvom hun havde ladet en arm glide insisterende rundt om ham. Hans ord fik hende blot til at blive endnu mere anspændt, og hun fortrød med det samme, at hun ikke havde Aron i nærheden til at give Zean noget beroligende, som hun havde gjort på slottet. Hun havde troet, at det var ovre! At han var blevet mere rolig!
"Zean... Han er vores hærføre. Det er okay," sagde hun forklarende, og lagde en hånd mod dødsenglens brystkasse. Både for at berolige ham, men også for at standse ham, hvis han ville sprænge frem. Hærføren stod som en statue foran Zean, og mødte sammenbidt det stålgrå blik. Han var dog ikke dum, og hånden var ikke engang nær sværdskæftet.
Macaria fugtede flygtigt sine læber, inden at hun igen kiggede op på Zean.
"Hvad er du bange for? Vi kan også bare efterlade alle vores folk, og-"
Hun tav med det samme, hun så hans smil vokse. Flashbacks til de gange hun sidst havde set det ansigtsudtryk hos ham, fløj igennem hendes hoved. De gange han havde smilet sådan, havde været når de havde tortureret eller dræbt folk. Når der var død i sigte.
Alt i hende blev koldt, og hun mærkede hele maven blive til en hård klump, som frygten begyndte at melde sig. Barnet i hendes mave bevægede sig uroligt. Kunne det mærke det hele, der skete?
Omkring dem trak dødsenglene deres våben, og alle de soldater som Macaria havde haft med, gjorde hurtigt det samme.
Hun drejede hovedet, for at se sig omkring, mens hun lagde en beskyttende hånd mod sin mave. Noget var helt galt. Fuldkommen galt.
"Macaria..." Hærførens stemme var blot en hvislen. "Træd væk fra kongen, og kom hen til mig."
Hun svarede han ikke, men vendte bare blikket op mod Zean, for at møde hans blik. Da han nu talte til hende, kiggede hun direkte ind i de iskolde øjne. Hendes øre opfangede hans hjertebanken, og de skarpe vampyrsanser opfattede alle de små detaljer ved ham. Hun havde altid kunne læse folk. Altid. Selv Zean, som hun kendte så godt - troede hun. Øjnene klemte sig undersøgende sammen. I hans iris var det som om, noget isblåt kort skar sig frem, men det var hurtigt væk igen.
Langsomt vendte hun sig direkte imod ham, og trådte et skridt tilbage fra ham. Vinden ruskede i hendes hår og kjole, der blafrede om hendes ben. Hestene vrinskede. De kunne lugte spændingerne i luften.
"Hvad har du dog gjort...?" hviskede hun mod sin ægtemand, der stod så fremmede foran hende, og så på hende med et blik, han kun havde set på hende med dengang, hvor de var kommet op og skændes, da hun havde erobret Vavilon. Dengang han truede med at dræbe hende.
Igen tog hun nogle skridt tilbage, uden at tage blikket fra dødsenglen foran sig. Hærføren og soldaterne rykkede diskret tættere på hende, for at lukke sig ind omkring hende, så de kunne stå imellem hende og Zean. Macaria kunne høre deres hjerte banke afsted. Barnet sparkede hende i maven, så hun følte, at hun skulle kaste op. Hun kunne mærke dets puls, der var steget.
"Zean? Lad mig gå. Lad mig tage hjem igen. Det her var en fejl. Lad os bare glemme det, og så tager jeg hjem igen," sagde hun i et langsomt og roligt tonefald, selvom hun følte sig det fuldkommen modsatte.

[Zean Forsyth]

Tingene gled ud mellem hænderne på ham. Dette var ikke hvad han havde planlagt. Slet ikke! Han havde haft en klar plan. Få Macaria for sig selv. Snakke lidt. Få sine engle til at tage sig af hendes dumme vagter, mens hun ikke vidste det, før han selv tog sig af hende. Helt alene, gravid og dermed mindre elegant. Ja, han burde ligefrem takke Caleb! Hvis Macaria ikke havde været gravid, ville hun have været mere smidig og udholdende. Men nu, nu kunne hun ikke gøre meget, uden at være bange for at miste sin unge i den sæk.
Zean mente ikke han havde gjort noget katastrofalt. Mere havde han krævet en hvis respekt, som konge, og normalt havde Macaria altid støttet ham. Fortalt ham at han burde slå nogen ihjel, for at få sin del af respekten. Og nu? Nu var hun åbenbart mere gift med deres hærfører, end ham. Hvorfor...Hvorfor havde hun ændret sig så meget?! I et øjeblik følte han sig på kanten...På kanten...Men han havde vinger og han ville ikke falde. Der ville endnu gå mange år før han ville fælde en tåre over nogen som helst. Han ville hellere bruge vold, end at lægge sig ned og græde som et forsvarsløst dyr.
Han følte sig så...Forrådt.

Af en kvinde, der påstod hun kendte ham, kendte hun ham ikke særlig godt lige nu. Havde hun stået stille bare et øjeblik længere, havde han presset hende ind til sig, hvor han helst ville have hende, tæt på. Men hun fjernede sig. Hvorfor?
Hans blik gled over hende. Det var hærføreren han ønskede død. Død for den manglende respekt. Død for at ødelægge hans planer. Og hvad nu? Han havde to muligheder. Den ene lige så godt som den anden...Men endnu var han ikke færdig. Han ville ikke give op allerede nu. Hvis hun virkede ønskede at vide det. Hvorfor så hun ham som fjenden?
Det svage smil forblev på ham, men det morderiske gled over i det drillende, som man bedst kendte det. Han slog let ud med armene, som ville han vise han ingen våben havde i hænderne. Hans engle, trods hendes soldater havde trukket våben, havde endnu ikke rørt sig. De var beredte...Men de havde endnu ikke trukket et våben. Zeans opmærksomhed hvilede på Macaria.
"Hvad er der nu galt?" spurgte han ligeud og lod øjenbrynene glide lidt op i panden på sig selv, som undrede han sig virkelig. Hvad han også gjorde, et eller andet sted...
"Din hærfører udviser direkte manglende respekt. Han er ikke villig til at eftergive en ordre, hans konge har givet ham. Som min kone burde du støtte mig...I gamle dage ville du have smilet og været enig i vi burde straffe manden, helst offentligt, så alle får den respekt for ikke bare mig, men os. Og nu...Nu reagerer du med løftede våben og spørger mig hvad jeg har gjort?" Det lå tykt i hans stemme. Forvirringen, undren. Et eller andet sted, vreden. Men ikke rettet mod hende. Hvad mange ikke troede han havde, var selvkontrol. Netop nu var det selvkontrol der holdte ham fra blot at slagte dem alle nu her. Han var ikke klar. Om lidt.
"Og ikke nok med det. Jeg inviterede dig her! Jeg ønskede at være sammen med dig! Og du reagerer med tydelig tvivl og ønsker at løbe væk fra mig?" Han skiftede mening. Det kunne ikke reddes. Macaria ønskede allerede at komme væk. Det eneste der kunne få hende til at blive, var hvis han brød grædende sammen, hvad der aldrig ville ske.
Han slog ud med den ene arm, som han følte sig mere og mere anspændt. Hvorfor, hvorfor, HVORFOR?! Hvorfor reagerede hun sådan her?
Han trådte et skridt tilbage og lod sine skuldre synke. Det lignede han havde givet op. Hans blik blev neutralt, som det gled over Macaria med noget der lignede skuffelse. Som en mand, der havde haft nogle forventninger, men nogen havde ødelagt alle hans håb.
"Jeg vil meddele Arona du ikke ønsker vores selskab alligevel. Jeg forstår ikke hvorfor...Men jeg kan kun tro du har større grund til at tro din hærfører, end ønske at være sammen med os. Jeg vil også meddele mine forældre om det. Ah...Min far bliver virkelig ikke glad" han skar en kort grimasse, som om selve tanken gjorde ham dårligt tilpas.
Hans blik hvilede på hende et øjeblik, før han vendte sig væk fra hende.
"Hvis du ikke engang ønsker at være sammen med mig længere...Hvorfor kalder du mig så stadig for en konge? Hvorfor har du ikke bedt om at blive skilt?" spurgte han lige ud, men denne gang uden at se på hende.
"Hvorfor kom du, når du så tydeligt ikke ønsker mig i din nærhed længere?!" Det sidste kom ud som en snerren. Hans blik gled over på hærføreren. Med en lille bevægelse med den ene hånd trak alle dødsenglene deres våben.
"Dette er min by. Her bestemmer jeg. Hvis du er så ligeglad med os, så tillad mig at give mine engle lidt blod. Jeg kan ikke tilgive manden for hans mangel på respekt" Hans arm hævede sig og gled fremad, som han ville gøre tegn til at angribe. Hans blik hvilede på hende. Det hele var hendes skyld.
Engang havde de grinet. Engang havde de tortureret sammen. Engang havde hun stolet på ham, fortalt ham om sine planer og de havde lavet offentlige likvideringer. Hun ville ikke have accepteret deres fælles undersåt talte sådan til ham, hun ville have gjort noget ved det. Hun ville være gået med ham og de ville have haft en skøn aften.
Så hvorfor...Havde hun nægtet?

[Macaria Forsyth]

Igen mærkede hun et hårdt spark i maven. Det var som om barnet reagerede på sin fars stemme. Hun måtte diskret støtte sig til en hest med den ene hånd. Kun en soldat tæt på hende lagde mærke til den flygtige grimasse, der var gledet over hendes ansigt, men da han ville række ud for at støtte hende, havde hun hurtigt trådte frem mod Zean. Lige nu var han alt der tog hendes opmærksomhed.
"Det her er fuldkommen vanvittigt!" udbrød hun med en skarp stemme. Hun vidste udmærket godt, at Zean ikke følte sig såret. Nogle gange kunne han finde på at spille det, men aldrig i deres tid sammen, havde han faktisk været det. Ikke engang dengang hun nægtede at have sex med ham. - Og så var der smilet på hans ansigt... Alarmklokkerne ringede, men hun havde så meget tillid til ham. Så meget forbandet tillid! Hvis bare hendes dømmekraft ikke blev overskygget af viden om at han var faderen til hendes barn, ville hun måske fuldføre sine ord ved at tage hjem igen.
Men hun kæmpede så hårdt, for at få det her til at fungere. Hun kæmpede så hårdt for ham. For de to. Det havde hun altid gjort. Lige siden kampen om Vavilon hvor de havde været levende begravet sammen, havde hun gjort alt, for at kæmpe for de to - også selvom det ikke var gensidigt.
"Stop med at være så dramatisk. Vi begge to ved bedre," snerrede hun opgivende til Zean, mens hun stillede sig hen til ham, og rakte en hånd ud mod resten af sine soldater. "Læg jeres våben! Med - det - samme! Jeg finder mig ikke det her! Han er Vavilons konge, så tag jer nu sammen!"
Mange soldater adlød med det samme deres dronnings ordre. Måske fordi hun virkede som én, der kunne finde på at miste tålmodigheden hver øjeblik det skulle være. Andre tøvede et par sekunder ekstra inden at de også lagde deres våben væk. Hærføren var den sidste.
Først da alle våben var væk, vendte Macaria sig mod Zean. Præsenterende slog hun ud med armene.
"Så! Tilfreds? Kan vi så stoppe det her?" spurgte hun med en hård stemme, og trådte tættere på ham, mens armene igen faldt. "Jeg lader mine soldater blive her, og du gør det sammen. Det er bare os to. Intet blod skal udgydes i dag og specielt ikke mellem os to! For pokker hvad slås vi overhovedet om?"
Hun var nu kommet så tæt på Zean, at hun kunne række ud, og lægge en lunken hånd mod hans kind, hvis han tillod det. De dybblå øjne prøvede at fange hans blik. Ansigtet var blødet op, og et lille smil trak i det ene mundvig.
"Vi har været fjollet begge to. Lad os stoppe her, lægge det fra os, og så forsætte frem. Sammen," sagde hun med en dæmpet, intim stemme, så kun han kunne høre hende. "Jeg har savnet dig, Zean."

[Zean Forsyth]

Han var overrasket over det overhoved havde virket. Han vidste udmærket han ikke var nogen diplomat. Han mente ikke han var elendig til at bruge ord, men han var så meget bedre til praktiske ting. Som at jage et sværd igennem mave på en eller anden. En død kunne ikke argumenterer tilbage. Han havde været forberedt at sende sine soldater til kamp, uden at dræbe hende. Fordi det hele havde været tabt, fordi det var hans vilje og fordi han kunne. Han stoppede op halvvejs. Halvvejs fra at sætte sine soldater til at dræbe soldaterne. Han vidste det, Macaria elskede blod og hun ville uden tvivl have elsket det! Bagefter, når de var døde og hun kunne nyde smagen af deres blod. Sandheden var at Macaria ikke længere var noget frådende monster, som han havde holdt så meget af. Hold af. Hverken mere eller mindre. Nej, hun var blevet et følsomt, slatten væsen. Gik hele tiden og pippede om alverdens ligegyldige ting. Han havde efterhånden mistet respekten for hende. Ikke fordi han undervurderede hende, han vidste jo bedre end nogen anden hvad hun kunne finde på. Han kendte til hende, når hun en sjælden gang i mellem tog sig sammen og fandt på noget rigtig sjovt. Han vidste også hun i sin tid blot havde udnyttet ham og hun ikke ville tøve med at gøre det igen...Så hun kunne umuligt blive sur over han gjorde det samme. Altid ville hun bestemme det hele...Han var en af de få der overlevede at sætte en stopklods og kræve han også fik sin vilje igennem. Og nu? Nu var det en kamp mellem to viljer. Han ville lade hende tro hun fik sin vilje, til dels takket være sin kvindelige charme. Det var jo det han ønskede. Kunne de nu fortsætte, tak?

Hun havde nok ret. Han havde prøvet at spille 'det-er-synd-for-mig' kortet, han vidste jo hun var til at manipulerer rundt med takket være alle hendes overflødige følelser. Om hun troede det eller ej? Det var ikke hans problem. Han fik sin vilje og resten var overflødig tankespil.
Tænk der skulle så meget til for at minde hende om hvem de var. At han ikke bare var en undersåt, men faktisk kongen. Havde hun allerede glemt det?
Det var ligegyldigt. Når natten var slut, var det ligegyldigt hvad hun havde.
Han lod armen glide ned langs siden og hans dødsengle stoppede op, afventende, men endnu med deres våben i hånden. Først da soldaterne fjernede deres våben, gjorde han tegn til at hans engle også skulle det. Hans blik gled over på Macaria og hans ene øjenbryn gled en smule op i panden.
"Jeg havde ingen planer om mine vagter skulle følge os" svarede han blot. Havde hun virkelig troet det? I så fald havde han da været dobbeltmoralsk, når han påstod han ville være alene med hende. Nej, det skulle være de to. Godt nok havde han soldater ud over hele byen. Faktisk var der næsten ikke den dødsengel der ikke kunne slås bare lidt. Selv om hendes stemme var hård, bed det ikke rigtig på ham. Han var alt for optaget af den tilfredse følelse ved at se hendes soldater trække sig tilbage.
"For at vise min gode vilje...Står tilbuddet om mad og drikkelse stadig ved lige" kommenterede han og viftede let af dem. De fleste af hans engle trak sig tilbage og forsvandt, kun få blev stående for at sikre hendes soldater ikke skulle miste kontrollen igen. Zean vendte sig sin opmærksomhed mod hende og smilte svagt til hende. Hendes hånd var hverken varm eller direkte kold. Hun måtte have drukket blod for nylig, nok for barnet skyld. Men det betød ikke noget. Barnet ville stadig sløve hende.
Hans hænder lagde sig mod hendes side, hvis hun tillod det, og han så blot ned på hende i et øjeblik. I et øjeblik, hvor alt virkede normalt. Han kunne dufte hende, en velkendt duft der i et øjeblik blot fik ham til at slappe af, så længe han ikke tænkte for meget. Med en kort bevægelse gjorde han tegn til at hans egne soldater skulle blive her og overvåge porten, sørge for ingen kom ind eller ud, mens han gjorde tegn til Macaria, til at de skulle gå videre. Det var ikke nødvendigt at sige noget, ikke lige nu.

[Macaria Forsyth]

Endelig så det ud til at hele situationen var blevet reddet, og Macaria pustede diskret ud af lettelse. Alt hun ville, var at havde en rolig aften og nat. Forhåbentligt kunne hun snart igen ligge trygt i Zeans arme, og sove dagen væk. Hun smilede op til dødsenglen, da han lagde sine hænder mod hendes side. Hvad der end gjorde ham så anspændt, så skulle de nok finde ud af det. Aron havde lovet, at tage et kig på Zeans sjæl. Det hele skulle nok gå.
Hun modstod fristelsen til at kysse ham, og lod i stedet sin arm glide omkring hans ryg, for at følge med ham væk fra porten. Hærføren kiggede med rynket pande efter dem, men Macaria ignorerede ham. Måske vidste han det ikke, men han havde været tæt på at lade livet for Zeans hånd. Heldigvis havde hun kunne stoppe det scenarie. Alt var godt nu. Og alligevel kunne hun ikke lade være med at skæve til Zean hele tiden som de gik. Smilet og blikket han havde haft, hjemsøgte stadigvæk hendes tanker. Den isblå farve i hans iris, der kort havde vist sig.
Hun slog det hen, og fokuserede i stedet på det positive ved at de var sammen igen. Side om side. Sådan som det skulle være. Forsyth-parret. Et navn der fik folk til at skutte sig i rædsel. Et navn folk skålede i Vavilon.
"Jeg har glædet mig til at møde dine forældre og se Arona igen," fortalte hun med et skævt smil, og strøg ham flygtigt ned over ryggen med et par fingre. Hvorfor ville barnet dog ikke lægge stille?! Det gav små jag i hendes underliv, hver eneste gang at det bevægede sig! Hun havde virkelig brug for én af Arons indsprøjtninger, til at få babyen til at falde til ro. Dog havde hun aldrig mærket det så uroligt før. Blidt lagde hun sin frie hånd på maven, som om babyen ville kunne mærke den berøring.

[Zean Forsyth]

Tingene var kølet ned nu. Han vidste hendes soldater nu ville spise og drikke, måske ikke i selskab med hans egne mænd og måske ville de ikke engang dele lokale, men uanset hvad ville de være omringet af dødsengle og så snart han gav besked, ville mændene dø. De ville end ikke vide hvad der havde ramt dem. Forhåbentlig kunne de blive drukket fulde, men ellers havde han besluttet at deres drikke og mad skulle tilføjes en lille urt, der nok skulle gøre dem helt rundtossede. Og det nemmeste bytte. Han havde planlagt det længe og tænkt på mange detaljer. Det bedste var Macaria var her alene og selv om de andre, ved slottet, måtte vide hun var her, kunne de ikke nå herhen for at hjælpe hende. Og hvorfor skulle de? Spurgte man dem, var alt normalt. Igen, endelig, måske.
Zean var mest af alt glad for at slippe væk fra slottet. Han vidste Macaria, og til tider nok også Aron, havde sneget noget beroligende i ham. Han vidste det, for til tider sov han så dybt og så længe, at han vidste det ikke var helt naturligt. For ikke at tale om han pludselig kunne føle sig så...Rolig. Træt, endda. Han havde været nød til at komme væk fra dem, så de ikke kom i vejen, så de ikke fyldte ham med alverdens medicin. Og her stod de og han havde aldrig følt sig mere bevidst!
Hans ene arm gled rundt om hende, som de vendte ryggen til porten og begyndte at gå væk. De gik direkte mod hans palæ. Hans blik gled ned til hendes mave et øjeblik og han bed sig lidt i tungen. Og hvad hvis det var hans...Nej! Han nægtede at tænke over det. Dette var ikke tiden til at tænke på hvis'er. Desuden var han ret overbevist. Alle beviserne lå der og han kunne ikke bare ignorerer det!
Eriz havde så ret.
Hans anden arm gled om til hans ryg, hvor han havde gemt dolken. Både for at sikre den var der og sikre Macaria ikke opdagede ved et uheld. Han skjulte bevægelsen ved at ligne han blot kløede sig. Hans blik hvilede foran dem igen. Det skæve smil gled over ham.
"Arona har også glædet sig. Og mine forældre? De...Tager det som en oplevelse. Men forvent ikke min far kalder dig dronning med respekt. Han respekterer faktisk ingen. Han er en eksemplarisk dødsengel, hvor min mor til tider mere virker som et eller andet bløddyr" afslørede han og smilte let til hende. Sandt nok ville Macaria aldrig nå så langt at møde dem...Men det holdte ham ikke fra at gøre turen så ægte som mulig. Fortælle en sandhed eller to. Hvad betød det også om Macaria vidste det? Desuden...Ville hun snart ikke vide det alligevel. Det kløede i hans fingre. Han var ikke ligefrem født som en snigende morder, en assassin, omend han gjorde hvad der var nødvendigt, for at klare opgaverne. Han ændrede retning og førte hende ind i tunnellerne, der slugte dem og mørket omkring dem blev mere intenst, kun afbrudt af en fakkel hist og her. Vejen til hans palæ. En af dem, i det mindste.
"Lad os starte med at tage hjem til mig. Du kan møde Arona og komme dig lidt efter rejsen..." han ville helst ikke snakke om barnet eller graviditeten, men det var jo klart at grunden til hun burde slappe lidt af, netop var for ikke at overbelaste sig selv eller barnet. Forbandet.
"Måske få en tår af drikke, jeg har frisk blod lige på trapperne" forsikrede han og smilte let til hende. I sin korte karrierer som healer havde han haft med gravide at gøre, skønt aldrig en gravid vampyr. Men han havde jo set lidt af hendes diæt, inden han var flygtet fra slottet.

Snart kom de ud af tunnellen og trådte ud i et åbent område. Et par soldater passerede dem og gjorde honnør for dem, da de gik forbi. Zean nikkede let til dem og førte Macaria op til de store døre, der førte ind i varmen, lyset og hans private hjem. Så snart de åbnede døren, lød en lille pige i en fin, enkel kjole i armene på Macaria.

[Macaria Forsyth]

Macaria sendte Zean et skævt smil, da han fortalte om sine forældre.
"Jeg er vant til dig, så tror godt, jeg kan klare dine forældre," svarede hun fortrøstningsfuldt, og glædede sig til at se de to personer, der begge var i Zean. Specielt nu hvor hende og ham var i gang med at lave deres eget barn, betød det en hel del at se hvor Zean egentlig kom fra. Både med hans mangler og hans egenskaber.
De gik ned i en tunnel og Macaria's pupil udvidede sig, så hun nu kunne se endnu bedre end oppe på overfladen. Alle detaljer stod klart for hende. Nu hvor det bare var hende og Zean, følte hun sig mere afslappet. Intet kunne gå galt nu, og ingen kunne komme til skade. Det var bare hende og Zean.
Hun satte farten betydeligere mere ned, og eftersom de havde armene om hinanden, måtte også Zean stoppe lidt op. Der var noget hun havde brug for at sige. Hendes arm gled væk fra hans ryg, for at hun i stedet kunne tage hans hånd. Blikket hvilede på hans genkendelige ansigt.
"Inden vi går videre, er der noget du skal vide," startede hun stilfærdigt. "Du behøver ikke sige noget til det, hvis du ikke har lyst, men vi er færdige med hemmeligheder for hinanden, så... Jeg har sendt Caleb væk. Det var hvad du ville have, så jeg gjorde det. Vi er et team. Dig og mig. Hvis du ikke brød dig om, at have ham i slottet, så skal vi ikke have ham i slottet." Hendes hånd omkring hans, trak ham tættere på sig, og lagde hans hånd på hendes mave. "Derudover skal du vide, at healerne har fastslået hvilket køn vores barn er. Du havde ret. Det bliver en dreng. Jeg syntes bare du skulle vide det, men som sagt... du behøver ikke tage stilling til det eller sige noget. Alting i dit tempo."
I et par sekunder længere holdte hun hans hånd fast mod hendes runde, udspilet mave, hvor deres søn bevægede sig rundt derinde, inden at hun slap ham igen. Hun vidste ikke, hvorfor Zean var blevet så hidsig, ustabil, paranoid og anspændt, men hvis det var på grund af barnet, ville hun ikke presse ham. Dog var der ting, han skulle vide, og nu var de blevet sagt. I et stykke tid holdte hun hans blik, inden at hun hævede sig op på tæerne, for at kysse ham let på det ene mundvig. Ikke et rigtigt kys, men nok til at deres læber lige strejfede hinanden.
"Lad os komme videre. Jeg trænger virkelig til at sidde ned. Jeg tror den her vildbasse bliver lige så energisk som os to." Hun grinede til ham, og de gik videre gennem tunnellen.

Èn gang før havde Macaria været inde i Zeans hjem, og det havde været dengang, de havde aftalt at de skulle gifte sig. Minderne strømmede igennem hende, så et smil voksede sig frem på hendes ansigt. Det føltes som et århundrede siden. Meget var ændret mellem dem siden, mens noget stadigvæk stod fast.
Hun nåede dog ikke at tænke mere over det, før at hendes skarpe blik opfangede en hurtig bevægelse ud af øjenkrogene inden at den lille hybrid, havde slynget sin arme omkring hende.
"Arona!" Macaria stemme var næsten helt hæs af savn, og hun knugede sin datter ind til sig - så godt hun nu kunne med maven imellem dem.
Arona havde begravet sit ansigt ind i hendes kjole, men Macaria kunne høre på hendes hivende og hiksende åndedræt, at hun var på randen til gråd. Det fik blot hendes egne øjne til at brænde. Hun lænede sig ned så godt hun kunne, for at omslutte pigen med sin egen krop i en tæt omfavnelse.
"Jeg er lige her. Bare rolig, pus. Jeg er lige her," hviskede hun ned i det lyse, blanke hår, som hun kyssede gentagende gange.
De store, grå øjne kom til syne, da Arona løftede ansigtet op, og Macaria smilede varmt ned til hende.
"Jeg har savnet dig..." sagde Arona næsten åndeløst. "Du bliver her hos mig og far, ikke?"
Macaria kastede et blik op på Zean, inden at hun med et suk kiggede ned på pigen i sine arme.
"Selvfølgelig bliver jeg. Jeg går ingen steder uden dig og Zean. Har du været så bekymret for os? Det har jeg jo sagt til dig, du ikke skal være."
Et lille smil brød frem på pigens læber, og hun slap hende, for i stedet at ligge sine små hænder på den gravide mave.
"Jeg er aldrig bekymret! Det er dødsengle ikke!"
Macaria grinede, og strøg hybriden over kinden med sin ene finger.
"Selvfølgelig ikke. Nå... nu er jeg virkelig nødt til at sidde ned, for din lillebror er meget energisk lige nu. Han vil rigtig gerne ud og hilse på dig snart," fortalte hun, og måtte skære en grimasse da babyen bevægede sig. Pokker tage de vinger. Hun kunne næsten se smerten påvirke Arona, hvis øje fik en lille trækning. Godt nogen fik noget ud af det.

[Zean Forsyth]

Et svagt smil gled over ham. Van til ham? Takle hans forældre? Hun vidste ikke hvad hun snakkede om. Hun ville heller aldrig komme til det. Hans mor var en gammel healer, som alle dødsengle for mange år siden havde kendt til. Ikke kun med healende evner, men også med urter, som altid havde vokset rundt om deres hus. De havde gået ture mellem bjergene for at finde urter og bare være sammen. Og når han kom hjem, havde han ofte gjort et eller andet galt og hans far svang pisken. De var så forskellige! Men ægteskabet var heller ikke baseret på kærlighed. Det var de aldrig, med dødsenglene. Når folk endelig blev gift, var det fordi alle parter fik noget nyttigt ud af det. Det var kernen i dødsenglenes ægteskaber. Ikke kærlighed, men at man delte ressourcer. Sikrede en bedre overlevelse, at familierne fik nyt blod og ikke blev ren indavl, som det tidligere havde været.
For hans forældre? De havde mødtes da de var unge, haft sex, hans mor var blevet gravid og bum, faderens familie havde forlangt de giftede sig. Så nu var de gift og han var deres eneste barn. Selv om hans mor havde argumenteret for flere, havde hans far sagt nej og lignet et surt barn. Det havde ikke været noget sundt forhold, men i det mindste var de ikke voldelige mod hinanden. Så vidt han vidste.
Nej, han ville ikke bruge tid med dem og specielt ikke med andre. Det var bare for...Privat.
De gik langsomt, til Macaria stoppede helt op. Først troede han det var fordi hun havde smerter og ikke kunne gå videre, hvilket fik ham til at vende sig om mod hende. Hvor makabert det end virkede, kunne han mærke hendes smerter, som var det hans egne...Med den forskel at for ham stimulerede det hans nydelsescenter i hjernen og var lige ved at få ham til at smile. Smerte. Der var intet mere rent.
Caleb...Hans ene hånd havde knyttet sig hårdt, men hun havde derefter taget den og presset den mod sin mave. Hvorfor? Han kunne mærke bylten...Calebs barn...Bevæge sig derinde. Hvorfor pinte hun ham på denne måde? Vidste hun ikke hvor vigtige børn var for hans folk? At hun lod ham vide barnet var der, sundt og bevægede sig, så vidt han kunne tolke. Det pinte ham. Og i et øjeblik flammede hans indre had op...Og han kiggede væk, for ikke at afsløre sig selv. Han havde lyst til at tæske hende. Slå hendes hoved ind i væggen, så blod og hjernemasse sølede hans hænder til, før han kunne slikke det af sine fingre med et grin.
Endelig lod hun ham slippe. Han trak hurtigt hånden til sig. Han ville ikke snakke om børn eller graviditet...Som hun havde tilladt ham, svarede han slet ikke, men var stille på resten af turen og blot fokuseret på at ankomme til hans palæ.
Trods alt gik alt efter planen.

Han slap Macaria, da han lod hende gå først ind. Han kom lige efter og lod døren glide i bag sig. Hans hjem. Han følte sig selv mere rolig. De ting han havde oplevet her. Corina, der i dette øjeblik måtte være nede hos soldaterne for at aftale vagtskemaer, som han havde bedt hende om, så han kunne være alene med Macaria. Daelis, som var rejst og han ikke havde eller hørt fra i længere tid. Men mest af alt, den tid han havde haft med Arona, her. Trods alt, virkede hun glad her og hun havde altid forgudet sin far. Altid. Og hun elskede når de gik ned i kælderen sammen og han lærte hende nogle tricks.
Da Arona trådte væk fra Macaria, greb hans stærke hænder om hendes spinkle krop, da han løftede hende op i armene, selv om hun var mindst et par år for gammel til den slags. Hendes ene, spinkle arm gled rundt om hans nakke pr. automatik, for at holde fast.
Hans anden hånd gled op og fjernede hendes tårer fra hendes kinder.
"Hvad har jeg fortalt dig?" Hans stemme var mere blid, skønt det ikke ligefrem var ren kærlighed den skinnede af. Arona var en hybrid og ikke helt så kold som de andre dødsengle, men hun var tæt nok på. Med den rigtige opdragelse ville hun blive perfekt.
"Dødsengle græder ikke" svarede pigen og så på sin far med skinnende øjne.
"Undskyld, far" og så lænede hun sit ansigt ind mod ham. Et svagt smil gled over ham, som hans hånd gled over hendes ryg et øjeblik, før han satte hende ned igen.
"Præcis" Hans hånd uglede hendes ellers fint satte hår.

Turen gik ind i den opholdsstue, hvor han selv ofte sad og hvor han som oftest tog imod gæster. Pejsen var tændt, da der var koldere i bjergene og mellem klipperne af kolde sten. På bordet stod der allerede en kande vand, en lille skål med småkager og lidt frugt. En tjenerinde rejste sig hurtigt op, da de trådte ind, for hun havde netop sat det på bordet. Hun bukkede hurtigt til dem.
"Er glas frisk blod til min kone" befalede Zean og tjenerinden bukkede igen og forsvandt uden så meget som en lyd. Hun var en spinkel kvinde og selv hendes vinger var små, i forhold til mange af de dødsengle man så.
Zean gjorde tegn til at Macaria endelig skulle sætte sig. Arona løb i forvejen, greb en småkage fra skålet og satte sig i en af stolene. Som hun nød sin småkage, gled hendes ben frem og tilbage i luften, som hun endnu ikke helt kunne nå gulvet, når hun sad.
Zean satte sig selv i den ene side af sofaen. Her var varmere end udenfor og mere rart, hvis man spurgte ham. Og hvad skulle de snakke om? Han fandt sig selv helt tom for emner. Der var intet der virkede relevant. Havde de været så meget adskilt, at de ikke længere havde noget at dele med hinanden?
Et skrig, der lød til at komme langt væk fra, kom et sted under dem, da en af tjenerinderne tappede blot fra en frisk kilde. Arona fniste let, før hun stak resten af småkagen ind i munden, så et par krummer faldt ned i skødet på hende. De blev pænt, hver eneste af dem, børstet ned på gulvet af hendes fine, små hænder. Zean sagde intet til det. Arona måtte stort set hvad som helst og han ville have gjort det samme.
"Vi har været i Pandamonium!" udbrød hun pludselig, med store øjne. Zean havde jo skrevet til Macaria om turen, men han mente aldrig han havde fået et svar. Det var også ligegyldigt.
"Det er et grimt sted. Der er SÅ beskidt! Men det var også spændende. En dag vil jeg rejse alle steder hen!" forsikrede hun dem.

Ikke længe efter kom en tjenerinde ind med et glas fuld af frisk blod. Frisk blod...krydret med lidt urter. Ikke nogen der var direkte smertestillende, selv om der var en der virkede sådan. Urter der var knust så meget, at de ikke burde kunne mærkes. Urter, der burde være smagsløse og uden lugt. Urter, der ville berolige Macaria og gøre hende langsommere. Det var i hvert fald Zeans plan. Han havde overvejet at give hende noget gift, men var bange for der ville ske noget foran Arona.
Blodet blev stillet på bordet, foran Macaria, før tjenerinden bukkede og trak sig tilbage.

[Macaria Forsyth]

Macaria havde smilet overbærende til både Zean og Arona. Selv syntes hun det var vigtigt at lade følelserne komme ud, lige meget hvilken slags det var, men hun blandede sig ikke i Zean opdragelse af Arona. Hun vidste hvor meget dødsengles arv betød for dem. Derfor forstod hun heller ikke, hvorfor Zean endnu ikke havde virket interesseret i babyen i hendes mave. Han havde ikke engang spurgt ind til racen, for så kunne hun da stolt svare, at healerne havde bekræftet det var en dødsengel. Indtil videre fuldblods hvis ikke andre tegn viste sig efter fødslen.
Macaria lod ham dog være. Hvis det var fordi han skulle være svar igen, der fik ham til at være så moody, måtte hun lade ham vænne sig til tanken i fred.

Hun satte sig i sofaen ved siden af Zean. Desværre var hun alt for uelegant, til at kunne svinge benene op over hans skød, som hun ellers ville pleje at gøre, eller sætte sig på ryglænet bag ham, for at stryge ham igennem håret. Derfor måtte hun nøjes med at sidde ved hans side.
Tavsheden faldt over dem.
Hun prøvede desperat at finde et samtaleemne, men hvad end der poppede op i hendes tanker, var hun bange for kunne virke provokerende hos Zean, så han ville blive vred igen. Så stilheden forblev imellem dem som en mur, der blot skilte dem mere ad.
Macaria var lettet da Arona brød stilheden. Zean havde skrevet til hende, at han havde været i Marcellus' og Eriz's kongerige. Bare tanken fik hende til at knuge hænderne, men hun nægtede at lade det gå sig på. Hun måtte stole på Zean, når han sagde, at hele det venskabs-halløj bare var en facade. Skuespil. Alligevel kunne hun ikke lade være med kort at skænke en tanke til Marcellus, og den højgravide Eriz, der nok var på grænsen til en fødsel, hvis ellers regnskabet gik op. Smagen af forræderi smagte grimt i hendes mund, men hun skubbede tankerne væk. Det var ligemeget! Pandemonium var ligegyldig! Vavilon og hendes familie var hvad der betød noget. Hun ville skænke dem hele sin opmærksomhed. Landet, folkene, Arona, den lille nye... og Zean.
Derfor smilede hun bredt til Arona.
"Pandemonium er meget beskidt," bekræftede hun, og tænkte selv tilbage på sin tid som landets Højre Hånd. "Dog kan man lære en masse ting derover med deres skoler. Hvad lavede I derover?"
Hendes blik faldt på glasset med blod, som blev stillet på bordet foran hende. Frisk blod. Duften var stadigvæk sød, hvilket lokkede den røde iris frem i hendes øjne, da hun lænede sig frem, for at tage glasset op.
Healerne havde indtrængende fortalt hende, hvor vigtigt det var, hele tiden at drikke frisk blod, for at holde kroppen varm til barnet. Aldrig havde hun været så mæt og stærk i så lang tid af gangen som her i graviditeten.
Da hun hævede glasset op til læberne, opfangede hendes næse dog en mærkelig lugt. Med rynket pande tog hun glasset lidt væk, for at betragte blodet, men hendes fornemmelse fangede ingenting. Hormonerne sikkert. De havde før spillet hende et pus.
Så hun tog en stor slurk af blodet, og mærkede varmen prikke til sin krop, da den vågnede mere op.

[Zean Forsyth]

Hans blik gled over til Arona et øjeblik, før det gled over til Macaria. Ville hun blive sur og begynde at fortælle dem hvor dårligt Pandamonium var? Hun lod altid sine følelser komme i vejen og det var så upraktisk. Så mange ting de kunne gøre, de kunne udnytte, hvis blot hun havde været mindre styret af følelserne og mere af fornuften! Det irriterede ham. Han holdte øje med hende, ikke en direkte stirren, men blot et blik ud af øjenkrogen, for at se om hun ville drikke det. En vampyrs sanser var stærke, men han håbede urterne var neutrale nok, til at hun ikke lod sig generer af dem. Måske skulle han have planlagt en løgn, fortalt der faktisk var urter i og de var gode for barnet. Men det var for sent nu, hun havde drukket af det og fortalte han det først nu, ville hun blive mistænksom og måske direkte bange eller vred. Så han sagde intet, men var blot tilfreds med at hun havde drukket af det. Godt. Alt gik som planlagt. Nu skulle han bare vente på det virkede og så kunne næste stadie gå i gang. Han rakte ind over bordet, tog et glas og hældte vand op til sig selv. Han løftede det mod Macaria med et svagt smil.
"Det er godt nok ikke alkohol...Men velkommen til alligevel!" bekendtgjorde han og opfordrede hende dermed til at tage en tår af sin blod. En mere.

Arona lyste helt op ved udsigten til at fortælle om sin tur.
"Åh, det var sjovt! Far skulle besøge slottet og jeg måtte ikke komme med, så i stedet gik jeg rundt i byen med alle vores vagter! Titus...Ja, en af vagterne jo!...Lod mig ride på hans skuldre, mens vi gik rundt! Der var så beskidt, men de har nogle sjove ting derovre! Der var...Var...Levende materialer! Og sten i alle farver! og...Og..." Arona så ned i sine hænder, som hun prøvede at tælle alle de oplevelser hun havde haft. Hver gang hun nævnte en, gled en finger op fra de ellers knyttede hænder. Titus var en af hendes faste vagter. For at gøre Arona mere tryg, havde han valgt hun skulle have noget faste vagter hun netop kunne blive venskabelig med, hvilket så ud til at have virket.
Zean smilte svagt.
"Hun var meget glad for at se noget nyt. En eventyrer, tror jeg" svarede han og så over mod Macaria igen med et svagt smil.
"Jeg snakkede med Marcellus. Jeg regner med at tage på en tur med ham. Jeg skal blot have nogle fine krystaller fra en af vores miner. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer hjem eller helt hvornår vi tager af sted" svarede han, så Macaria ikke blev unødigt mistænksom. Han vidste hun hadede Pandamonium på alle måder...Et land, med folk, han faktisk holdte mere af end Vavilon. Selv om han kunne gøre alt han ville i Vavilon, var det lidt sjovere at gøre tingene og samtidig bryde nogle regler i Pandamonium. Adrenalinen, ruset, ved at gøre noget ulovligt tiltrak ham.