Giv det en chance til.

[Moria Veterano]

Rémy Flamel

---

Moria havde set frem til en ganske almindelig dag. En dag, hvor hun skulle lære sin lillesøster lidt om magi eller måske tage hende med til Ineis tempel i byen.
Morgenen havde været god, med undtagelse af hendes far havde, ganske uanmeldt, fortalt de fik en gæst denne dag og at Moria skulle blive hjemme for at møde ham. Selv om det ikke blev sagt direkte, vidste alle i huset det. Hendes far forsøgte hele tiden at gifte hende væk til alle mulige folk, jo rigere og mere magtfulde de var, jo mere prøvede han, til grænsen af hvad man kunne kalde respektløst.
Hun så på spejlet, der gik fra loftet til gulvet. Hun havde valgt en af de lettere kjoler, da vejret så ud til at blive lunt i dag, med en blid vind. Den var lysegrøn, med korset, som strammede om hendes overkrop og pressede hendes bryster lidt op, som det jo var moden. Hun tog fat i sit hår og prøvede at samle det i en knold, før hun blot slap det igen og sukkede igen. Hvordan skulle hun sætte det? Hvad ville den nye mand kunne lide? Hun drejede hovedet og så ud af vinduet. Hun stod i sit eget værelse, helt alene.
Lige siden hun havde mødt Cal, havde hun ikke kunne tænke på andet. Hendes familie, især hendes far, ville blive skrækslagen hvis de vidste hun sneg sig ud om natten og specielt at hun havde været alene med en mand den ene nat! Ikke fordi de havde lavet noget specielt, andet end han havde beskyttet hende, mens hun oplevede en helt anden side af livet. En svag rødmen gled over hendes kinder ved mindet. Det var lige meget nu, Cal var i Istus og lavede noget, og han vidste ikke hvornår han kom tilbage. Måske var det kun for det bedste.

En tjenerinde bankede på og åbnede døren. Moria så hurtigt over mod døren med en let forskrækkelse, før hun slappede af, da hun genkendte deres tjenerinde.
"Åh, Miranda, det er dig..." åndede hun lettet op. Tjenerinden nejede let.
"Din far bad mig tjekke til dig. Er du klar, M'lady?" spurgte hun. Moria lod igen den ene hånd glide over sit lange, krøllende og brune hår. Tykt og livligt som det var.
"Skal jeg bare lade det hænge løst?" spurgte hun så og så igen hen i spejlet. Selv om hun ikke vidste om hun elskede eller hadede ideen om at blive solgt til en eller anden mand, var hun mest af alt spændt. Spændt på at se hvem denne mand var for en.
Hun endte med at trække pandehåret tilbage, så det var samlet i nakken med et fint bånd. Hendes små fødder gled ned i de lette, hvide sko. Hun snorede rundt om sig selv en gang, hvor kjolen let løftede sig rundt om hende, før den faldt på plads igen. Så rankede hun ryggen og nikkede til tjenerinden.
"Det bliver ikke bedre!" kommenterede hun, mest for at forsikre sig selv om at hun ikke kunne gøre mere. Og så gik turen ned til den lille familie.

Hendes far og mor stod allerede i en af deres stuer. Deres hus havde flere etager og var flot udsmykket, omend det stadig ikke var så stort eller så flot som hos dem, der havde lidt flere penge eller magt. Moria var mere end tilfreds med det, hun behøvede ikke mere. Hendes lillesøster, Triss, der kun var 14 år gammel, blev i dette øjeblik passet af deres tjenerinde, så de voksne kunne være i fred, mens de havde en gæst. Hun sukkede let. Hun ville gerne have Triss der, den lille pige kunne altid få hende til at føle sig mere afslappet. Hun smilte let til sin mor, men nåede ikke over og sidde, før deres butler kom ind.
"Mr. Og Mrs. Koontz, M'lady" Han bukkede let for dem.
"Vi har en gæst"
Hendes far sprang op fra sin stol, rettede let på sin fine jakke, før han skyndte sig ud i entreen. Moren rejste sig lidt langsommere og tog Moria i den ene arm og sendte hende et forsikrende smil.
"Jeg er sikker på han denne gang er ganske charmerende. Ikke som den sidste" forsikrede moren, før hun klappede sin datteren på den ene arm og gik ud i entreen. Moria fulgte efter. Hendes hjerte hamrede af sted!

[Rémy Flamel]

Rémy Flamel stirrede sig selv i spejlet. Som om hvis han blot stirrede hårdt nok, ville det ændre hans spejlbillede, forvandle ham fra et arret monster til den mand han var engang. Hans hår var stadig vådt fra hans bad, og sendte dråber løbende ned over de ujævne ar på siden af hans ansigt, og ved alle guder hvorfor havde han dog sagt ja til det her møde. Han var ikke ægteskabs materiale, og specielt ikke for en ung pige som Moria Koontz. Dæmonen skar ansigt, noget der ikke hjalp på hans spejlbillede heller, og kløede sig i nakken, egentlig vidste han jo godt hvorfor han havde sagt ja. Hans far havde før branden haft kontakt med Koontz familien med hensyn til deres ældste, når hun blev gammel nok, havde Rémy's far ment de to ville være et godt match. Specielt fordi Rémy blot var søn nummer to, hvilket betød han alligevel ikke kunne arve noget, så han skulle bare afsættes med noget land og en kvinde, så han kunne producere sønner, bare til hvis der nu skulle ske Richard noget før han selv fik børn. Hvad gamle Robert Flamel ikke havde regnet med, var at hans familie gård ville brænde ned om ørerne på ham, og han og hans kone, deres ældste søn, hans forlovede og deres nyfødte ville omkomme i branden. Men alligevel, en aftale var en aftale, også selvom Rémy nu havde arvet - og det mindste han kunne gøre var at møde pigen.
Med et suk trak Rémy i hans fineste bukser, den reneste skjorte og tog den mindst hullede kappe på, inden han så sig selv i spejlet igen. Han lignede ikke ligefrem den rigmands søn han var. Flamel familien havde en anstændig formue, hvormed Rémy kunne genbygge Flamel gården, komplet med alle de tabte kunst værker, femten gange. I stedet boede han på et kroværelse, og havde kapper hvor der var en der hed "den mindst hullede".

En karret hentede ham ude foran kroen, og kørte ham ud til Koontz huset. Brumlende af sted over brostenene stirrede Rémy ud af vinduet, han kunne ikke lade være med at tænke over hvordan det hele ville have gået, hvis gården ikke var brændt. Havde han allerede været gift med Moria nu? De kunne allerede have haft deres første fødte. En mærkelig tanke.
Karetten kørte op foran huset, og Rémy kastede et sidste blik på hans spejlbillede. En arret mand stirrede tilbage. Han kunne have taget en maske på. Døren blev åbnet af kusken, og Rémy steg ud. Huset var sødt, stort for en ikke-adelig familie, blomster kasser med dovent summende bier ude foran huset fortalte at der var en kvindelig hånd over stedet. Han gav kusken en guld mønt inden han trådte op til fordøren, bankede på, og nåede ikke engang til det tredje bank, før døren blev åbnet af hvad der så ud til at være en butler der så afventende på ham.
"Rémy Flamel..." Præsenterede han sig, da butleren ikke rørte sig ud af flækken, tilføjede han; "Jeg er her for at se Moria?" Det fik manden til at bevæge sig, ind i huset. En tjeneste pige viste ham ind, den stakkels pige prøvede så hårdt hun kunne ikke at stirre på den vansirede side af Rémy's hoved mens han afleverede sin kappe til hende. Herren af huset kom ud i entreen og strakte hjerteligt hånden ud mod Rémy, som manden tog uden at tøve. 
"Det er godt at se dig, Koontz," sagde Rémy, efter de formelle hilsner var overstået. "Jeg burde have skrevet tidligere. Der har været så meget at gøre efter branden." Undskyldte han sig selv, mens faderen til den pige han muligvis skulle forloves med, førte ham ind i stuen. Der var to kvinder derinde. Han genkendte den ældre af dem som fruen af huset, og flyttede så blikket til den yngre af dem. Det første der slog ham, var hvor ung hun var, imodsætning til ham selv. Selvfølgelig kunne udseender snyde, når det kom til overnaturlige væsner, men hun så, så ung og uskyldig ud. Hvad måtte hun ikke tænke om ham? En vammel, gammel arret mand. Han holdt sig kun lige fra at skære ansigt. I stedet trådte han frem, tog hendes hånd og strejfede hans læber så blødt som en sommerbrise over hendes håndryg, sådan som kostume var i Vavilon. "Frøken Koontz, jeg har set frem til at møde dem." Hans ar kløede. 

[Moria Veterano]

Aftaler eller ej. Hendes far havde ikke tøvet. Enhver mand, som hendes far mente var passende, kunne bruges. Det var jo ikke sikkert aftaler holdte og så måtte man have en ny plan, var hendes fars mening. Hun snakkede aldrig med ham om det, mere lyttede hun bare til hans tanker og ideer og nikkede eftergivende til dem, som den gode datter hun var. Hun vidste det godt. Hun var en kvinde og hendes plads ville for altid være i stuen med et broderi eller foran et maleri. Aldrig ved møderne om de vigtige ting, som økonomi eller handler.
Hun havde to storesøstre, der begge var gift og flyttet hjemmefra. Hun havde ikke set dem længe, men uanset om hun havde dem eller ej, kaldte folk hende normalt for det ældste. Hendes familie var en smule kendt, men ikke nok til at alle vidste hun havde to storesøstre. Men hvor skulle folk også vide det fra? Familien snakkede sjældent om det og de fik faktisk aldrig besøg.
Hun knugede sine hænder foran sig, som hun kunne høre nogen nærme sig, før de to mænd trådte ind i rummet. Hendes blik hvilede på hendes smilende far i under et sekund, før det fløj over på den fremmede mand, fra familien Flamel, som hendes far havde fortalt hende. Flamel, med et hus og familie der var brændt ned. Hendes blik gled over ham et øjeblik, som hun bemærkede hans ar, men fremfor at føle sig skræmt, følte hun i stedet et voksende ønske om at passe dem. Smøre dem ind i salver, der ville lindre. De lignede ar der måtte være...Besværlige. For livstid, uanset hvor længe han boede og hun mærkede hvordan hun i et øjeblik følte sig helt igennem sørgmodig ved tanken om hvilke rædsler denne mand havde måtte gennemleve og stadig havde en daglig reminder om. Hvis arrene var fra branden, det var, hvad hun jo ikke vidste noget om.
Hun blev pludselig opmærksom på at hun havde stået og kiggede på manden, nok ligefrem stirret, mens manden havde taget hendes hånd og strejfet den let med læberne. En svag rødmen gled over hendes kinder. Både over berøringen og over det pinlige i hendes opførsel.
Hun trak let ud i den ene side af kjolen, da hun elegant nejede. En ting der havde været svær at gøre i hendes tidlige år, hvor hun ofte havde været ved at miste balancen. Nu kunne hun det ret så godt, mente hun selv.
"Det er en ære at møde Dem, Mr. Flamel" Hilste hun tilbage, som det var kutymen. Han havde intet nævnt om Inei hvilket måtte betyde han enten ikke var fra Portus eller ikke var troende. Alligevel holdte hun sig ikke tilbage.
"Må Ineis lys for altid skinne på din vej" først nu rettede hun sig helt op igen. Som det var vane i Portus, at komme med en hilsen, hvor navnet Inei indgik og det var ikke noget hun bare kunne vænne sig af med lige med det samme.
Pludselig rømmede hendes far sig en smule.
"Jeg har bedt om at få noget drikkelse og lidt spiseligt bragt ind. Vi drikker selv meget the her i huset, men skulle De have lyst til noget som helst andet, Mr. Flamel, så nævn det endelig. Sæt dem endelig ned!" sagde faderen, med et lidt for stort smil, da han slog ud mod sofaen og lænestolene, før han selv satte sig i sin egen yndlingslænestol. Han var ikke stille i lang tid.
"Og hvordan var Deres rejse hertil?" spurgte han for venskabelighedens skyld, før hans blik gled hurtigt over til sin kone og datter. Da han så tilbage på Remy med et mere afslappet udtryk.
"Jeg går ud fra dette besøg må handle om en gammel aftale om ægteskab?" spurgte han endelig ind og sprang direkte til emnet.
Moria gjorde også tegn til at Remy skulle føle sig fri til at sætte sig, før hun selv satte sig i den ene side af sofaen og glattede sin kjole en anelse. Velvidende de ville få gæster, og tingene derfor havde stået klar, kom deres butler allerede ind med en bakke, hvorpå der stod testel, en kande med varm the og en lille skål med nogle småkager og kiks, foruden en smule frugt.
Moria sagde ikke noget. Lige nu var det hendes far der førte ordet og hun var mest nervøs for svaret. Ville dette være en mand hun måske ville kunne gifte sig med en dag? Hun kunne ikke lade være med at skæve lidt til manden. Gad vide om nogen tænke over der kunne være aldersforskel? Ville det overhoved betyde noget? Stille knugede hun om sine egne hænder.