Home sweet home

[Eriz LaPiera Black]

Marcellus LaPiera Black - Eriz LaPiera Black

De slanke, blege hænder gled gentagende gange kærligt hen over den svulmende mave, og fulgte den runde form rundt, så den sorte kjoles silkebløde stof blev glattet ud under fingrene. Eriz stod i sit ynglings rum. Badeværelset, hvis vægge var dækket til med store, høje spejle. Flere hundrede af hende kiggede ud fra de blanke genspejlinger, og betragtede hændernes vej rundt om maven. 
Hun havde lige gjort sig klar til natten. Det sorte, tykke hår glinsede efter at have været blevet redt om og om igen, til det faldt ned over hendes skuldre og ryg, der var nøgne, så man kunne se den bløde hud. 
Tankerne gled rundt om barnet, som voksede sig større og stærkere inde i hende. Selv havde hun sørget for, at forstærke barnets magiske evner ved at drikke eliksirerne, hun selv lavede, samt smører maven ind i blodet fra levende folk, der alle havde magiske egenskaber som elvere, magikere, en enkelt draconian og drows. Allerede nu kunne hun mærke hvordan barnets aura, var blevet tydeligere. Healeren havde fortalt hende kønnet tidligere på dagen. En pige. En lille, warlock pige. 
Marcellus havde ikke været der. Han havde været væk i fire dage nu, men Eriz behøvede ikke at gætte mere end én gang, for at vide hvor han var henne. Underdark. Et sted fyldt med farer, legendariske bæster og glemte skatte. Hun havde selv læst om det i bøger, men aldrig troet det fantes. Ikke før Isabel var kommet op, for at spørge om tilladelse for Marcellus. Kujon. Han havde ikke engang selv, turde spørge hende. 
I stedet havde Loup været med hende, da healeren havde bestemt kønnet ved at lade sine varme hænder glide over maven. Den uciviliceret varulv, der havde boet på slottet, mens Marcel havde været...forsvundet. 

En banken på døren løsrev hende fra sine tanker, og hun drejede hovedet bort fra spejlet foran hende. 
"Jaer?" spurgte hun med sin bløde stemme, der havde fået så mange mænd til falde på deres knæ for hendes fødder. 
En vagt stikkede hovedet ind, og Eriz rettede sig mere op, selvom hun var øm i kroppen af at stå og sidde op så meget, som hun havde været nødt til på grund af kongens fravær. 
"Deres Majestæt... Kongen er vendt tilbage. Han venter på Dem i Deres gemakker," fortalte vagten, og gjorde sit for at holde blikket rettet op mod hendes ansigt i stedet for at lade det glide ned mod hendes kavalergang. Efter at have været blevet gravid, havde hendes krop ligeså indgået de katastrofale forandringer. Eriz havde dog skjult det væreste takket været sine illusioner. Mange sagde dog, hun så smukkere ud end nogensinde. Om det bare var smiger eller sandheden, var hun ligeglad med. 
"Virkelig? Har Kongen endelig bestemt sig, at finde det passende, at vende hjem igen? Hvor fantastisk." Hendes tonefald var så sukkersødt, at det fik vagten til at fugte sine læber nervøst. "Jeg kommer med det samme."

Det tog et stykke tid at gå gennem slottet, for at komme til kongeparrets gemakker. Sådan var det, når man havde ekstra vægt at bære på, og følte ens ryg og fødder næsten ikke kunne mere. 
Hun rettede sig så godt op hun kunne, inden at hun trak ned i håndtagene til dobbeltdøren, og trådte ind i forstuen, som førte videre enten til selve soveværelset eller badeværelset. 
Kaminen var tændt, og buldrede lystigt så der var varmt og behageligt i rummet. De isblå øjne gled dovent rundt, inden at hun skred gennem rummet mod døren til deres soveværelse, som stod lidt åben. Uden tøven skubbede hun den op med to fingre, så den langsomt gled op for hende. 
"Du er tilbage? Og jeg som ellers havde troet, at jeg skulle til at kalde mig selv for enke. En gravid enke, som ikke fik taget afsked med sin ægtemand, der bare flygtede væk med sin kvindelig bodyguard. Mh... du skal næsten selv høre rygterne. De er så... interessante," sagde hun roligt, uden det mindste spor af vrede i sin stemme. Det lød mere som om hun kommenterede på et teaterstykker, end at hendes mand havde uden et ord, taget ud på et farefuldt eventyr, selvom hun havde sagt nej.  

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel stod ikke og rettede på sin krone og tøj som han plejede, nej der hang en stålpæl ophængt. Han hang på hovedet og brugte sine fødder til at holde sig oppe med. Han trak sig langsomt op og ned, Mavebøjninger. Han havde bukser på men bar overkrop. Hans muskler var spændte og svedige. Da hun kom ind satte han sine hænder imod jorden og slap pælen og med et let og elegant hop lavede han en saltomotale og landede på sine fødder. Han gik et skridt tættere på Eriz og smilede skævt, næsten faretruende og udfordrende til hende. Han sagde med en blid og rolig stemme '' Meget havde jeg forventet af dig min kære, men at du er jaloux på  min livvagt. Her gik jeg og troede vi to havde en aftale om ikke at være sammen med andre. Men så igen, tyv tror hver man stjæler ''. Marcel blinkede til hende og korte langsomt og sensuelt en hånd gennem hans hår og sagde '' Uhh. Jeg er sikker på disse rygter ikke når rygterne om dig til fødderne, bare rolig min kære ''. Det var ikke Marcel der holdt sin mund, der gjorde alt for at holde god luft mellem dem og få det til at fungere. Det var den gamle Marcel der kiggede på hende. ham der ikke faldt for hendes tricks men i stedet for udfordrede hende og spillede hendes eget spil. Han trådte et skridt mere frem og sagde sødt med en faretruende undertone '' Jeg dør ikke så let. Glem aldrig det ''. Marcel smilede charmerende og åbnede sine arme '' Hvor har jeg dog savnet dig.. Og hvor godt du dog holder dig.. Det er jo næsten en illusion at se dig.. Uden at vise vores barn frem.. Næsten som var du slet ikke gravid ''. Smilet på hans læber forsvandt med et. Der var en styrke og fare at se i hans øjne. Den samme styrke som da han havde trænet under hende til at besejre hans far. Han rakte sin hånd frem og hvis han fik lov ville han ae hendes kind blidt og sige '' Folk burde passe på med hvad de gør i mit fraværd. Jeg har det med at dræbe og tilgive bagefter ''. Han fjernede sin hånd og fårsøgte at plante et kys på hendes pande og så kigge hende i øjnene og sige '' Men jeg behøver jo ikke dræbe dig.. Du har opføret dig pænt i mit fraværd.. Som jeg har i dit fraværd ''. Marcel rettede sig op og knækkede sin nakke og nikkede ned imod en taske '' Jeg har været på en meget vigtig mission. Jeg har bragt vores barn den ultimative familliar. Den perfekte dåbsgave, til det mest perfekte barn ''. Han satte sine arme over kors. Nu hvor han havde sin kærlighed til Macaria tilbage så var hun igen i hans tanker. Det burde være hende der stod foran ham, gravid med hans barn. Hvor havde han dog dummet sig. Det var Eriz, ligemeget hvad ville han aldrig kunne stole på hende. Men dette var et vigtigt møde. Det ville forme hans fremtidige planer for Eriz og barnet.

[Eriz LaPiera Black]

En blanding af et fnys og en latter lød fra Eriz, da han hentydede til at hun skulle være jaloux på Isabel. Lige fra starten havde det været tydeligt mellem hende og Marcellus, at de ikke elskede hinanden, og i modsætning til ham, havde hun ingen ejerfornemmelser over ham. Han kunne gøre, hvad han ville. Så længe det blev holdt væk fra offentlighedens øjne.
"Mig jaloux? Åh kære... lad være med at være fjollet. Du ved bedre," svarede hun, og lod sit blik glide ned over ham. Han var forandret. Det kunne hun se med det samme. Ja, nærmest mærke det. Det fik hende til at lægge hovedet lidt på skrå, mens hun skamfrit betragtede ham. Han var som første gang de havde mødt hinanden, og dog så alligevel ikke. Der var ikke den strenge ledertype over ham længere med en frygtløs hårdhed, der kunne knuse enhver på sin vej. Den her Marcel var mere snu i stedet for klar til at gribe sværdet.
Da han åbnede sine arme for hende, lod hun sig træde ind i hans favn, dog med hans skjulte trussel ringende i ørerne. Åh... han var så kær, når han truede. Det fik hende til at smile smalt, mens hun lagde hænderne på hver side af ham. Silkelet placerede hun et kys på hans kind, inden hun trak sig lidt tilbage, for at kunne se op på hans ansigt, hvor smilet var forsvundet.
"Hentyder du til noget elskede?" spurgte hun uskyldigt mens de store øjne blinkede. "Det var ikke mig, som forsvandt i flere dage uden afsked, men selvfølgelig... kongen kan gøre hvad han vil."
Hun gjorde en doven bevægelse med hånden, mens hun gik forbi ham, og illusionen faldt omkring hende, som var det vand, der trillede ned af hendes krop. Den runde, gravide mave kom til syne samt de bløde, fyldige former, der var kommet til med hormonerne.
Blidt strøg hun maven, mens hun gik over og satte sig på sengekanten.
"Jeg ved hvad du har lavet. Dit lille legetøj fortalte mig det hele, inden jeg sagde nej til hende om I skulle tage afsted," sagde hun afvisende, og lænede sig tilbage i sengen med armene støttende bag sig og det ene ben over det andet. "Noget du ikke respekterede. Jeg gætter på, du har glemt, hvor meget jeg har gjort for dig, og hvor meget du egentlig skylder mig."
Nu var det hendes tur til at få et faretruende stemmeleje, mens at hendes blik skarpt borede ham ned, som han stod dér med armene over kors. Aldrig ville hun lade ham glemme, hvor meget han skyldte hende, for alt hvad hun havde gjort for ham. Træningen, hans far, hendes kontakter og ressourcer, og hele Pandemonium.
Hendes ansigt formidles, og hun smilede sødt til ham, mens hun vuggede med den ene fod.
"Men lad os ikke diskutere den slags nu. Du er lige hjemvendt, og har sikkert brug for ro. Vil du være interesseret i at vide kønnet på vores barn, eller er du så ligeglad, at du bare vil stikke af igen?" Hun grinede godmodigt. Åhhh det her var langt fra noget hun bare ville lade ham slippe af med, men ikke noget hun ville diskutere. "Det bliver en pige. Healerne fortalte mig det til undersøgelsen i dag."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel nikkede. Hun var bestemt ikke typen der blev jaloux og det vidste han godt. Men grunden til at han sagde det var en helt anden. Nu hvor han havde hentydet at han troede hun var Jaloux ville hun kun bekræfte den tanke hvis hun skadede Isabel. Det var bestemt hans mål, at beskytte sin ven imod Eriz. Det var nu rart at han ikke behøvede at diskutere med Eriz om det punkt. Hellere at han fremstod som det der havde bestemt at de skulle tage afsted. Marcel grinede lidt '' Jeg hentyder skam intet. Jeg gør blot brug af gamle ordsprog der underligt nok har det med at have ret overraskende mange gange ''. Marcel smilede sødt. Han nikkede lidt '' Ja men denne konge vil gøre alt for sit ufødte barn. Selv trodse sin vidunderlige kone og tage hen til en af verdens farligste steder for at hente den perfekte gave til førnævnte elskede ufødte barn ''. Marcel blinkede til Eriz. Marcel trådte et skridt tilbage og lagde roligt og uskyldigt sine arme bag ryggen '' Det har jeg bestemt ikke glemt.. Men jeg håber heller ikke du har glemt hvem af os to der rent faktisk sidder på magten her i landet. Det ville være dumt af dig at ødelægge det hvis du har indvisteret så meget i mig som du har. Du ved jo godt hvad der skal til for at ødelægge det og få mig til at glemme hvad du har gjort før for hvad du har gjort fornyligt ''. Marcel tog sig til hagen og sagde drilsk '' Det er ligesom en ansat. De kan gøre en masse for en. Men hvis de pludselig stopper med at gøre ting for en.. Så stopper de med at være brugbare ''. Han smilede til Eriz '' Er det ikke sandt nok, min kære? ''. Da Marcel hørte kønnet forsvandt hans smil og han stirrede på hendes mave. Hun havde ret, ingen grundt til at lege deres lille leg nu. Han gik over og satte sig på knæ foran Eriz og lagde sin hånd på hendes mave og derefter sit øre. Efter lidt tid fjernede han sit øre og kiggede op på Eriz og sagde '' Vores lille prinsesse ''. Et stort smil voksede på hans læber. Marcel rejste sig op og lagde atter sin hånd på Eriz kind og sagde '' Aldrig. Vores barn er det vigtigste i mit liv. Hvis nogen gør hende ondt dræber jeg alle der ikke stoppede det, dem der så det og dem der gjorde det. Hvis nogen så meget som kigger forkert på hende vil min vrede blive af en anden verden ''. Han mente hvert et ord. Den lille skabning i Eriz mave var hans stjerne, hans verden, hans lys.

[Eriz LaPiera Black]

Åhhh hvor kunne han sno sig og vride sig med sine ord. Det fik Eriz til at smile af at høre ham. Sjældent var det for hende, at snakke med én, der kunne snakke på samme måde som hende. Hun nød altid at have den her slags samtaler med Marcellus, der var den eneste, som kunne give hende en smule udfordring. Det gik op for hende, at hun havde savnet den side af ham. Den side, som var lige så meget en slange, som hun.
Tavst blev hun siddende, og bare smilede op til ham. Han kunne skrabe så meget han ville, men aldrig finde noget. Lige så god som han var... lige så god var hun.
Alligevel måtte hun svare ham, da han hentydede til, at han ville skaffe sig af med hende, hvis hun ikke var brugbar længere. Hvor ville hun dog gerne se ham prøve.
"Selvfølgelig, darling! Men hvorfor skulle jeg dog ødelægge noget som helst? Du er alt hvad jeg vil have, og faderen til mit barn. Vi hænger sammen nu. Lige - meget - hvad." Det var hendes sidste ord om den sag. Det sidste budskab. Hvis han nogensinde fandt på, at ville skille sig af med hende, måtte han huske på, at hun levede videre i deres barn. Et barn uden en mor? Det ville jo aldrig gå.

Da han satte sig på knæ foran hende, og lagde øret ned mod hendes mave, lagde hun sin hånd på hans hoved, for at stryge fingrene blidt igennem hans hår. De lange negle skrabede let over hans hovedbund.
Hun grinede klingende ved synet af hans store smil og ved hans ord. En lille prinsesse. Ja... det var vel hvad hun ville blive, deres barn. Arving til hele Pandemonium.
"Der vil intet ondt ske hende. Bare rolig. Det har jeg taget mig af," sagde hun roligt, inden at hun lænede sig frem, for at kunne løsne sine sko fra sine ømme fødder. Det var besværligt på grund af den store mave. "Der sker store ting i Vavilon. Macaria er blevet gravid på en eller anden mirakuløs måde. Euphonias velsignelse kalder de det. Jeg snakkede med Zean, da han var heroppe. Han tror, det er en anden mands barn. Sjovt som hun hore rundt, ikke sandt? Forståeligt nok vil han udrydde truslen. En dronning med en anden mands barn, som potentielt kan blive arving til alt i stedet for hans elskede datter. Ha! Stakkels Zean. Men han er en dødsengel... han klare det hele."
Hun snakkede uden at se op på ham, da hun var travlt optaget med at få sine sko af. Marcel elskede jo ikke Macaria længere. Han havde revet kærligheden ud af hende, og de gange han havde snakket med Zean, havde de været bedste venner, mens han helt havde holdt sig fra Macaria. Der var ingen bekymringer i hende over at fortælle ham det - og dog undlod hun at fortælle ham, at hun havde en finger med spillet.
Hun smilede selvtilfreds.

[Marcellus LaPiera Black]

Det var et held for Marcel at Eriz ikke så på ham da hun sagde at Zean havde planer om at dræbe Macaria. Han blinkede et par gange. Det løb ham koldt ned af ryggen. Det gjorde ondt bare at høre om det. Hvordan kunne Zean dog finde på det. Han troede at hun var i sikkerhed hos Zean. Dog fandt Marcel hurtigt sin fatning igen og lod som ingenting. Men han vidste at der kun var en ting at gøre, han  måtte redde hende. Sende sine spioner efter Zean så han ville være i stand til at redde Macaria når Zean ville lave sit move. Nu hvor han havde sin kærlighed tilbage så var der intet der skulle stoppe ham i at redde kvinden han elskede, også selv om hun ikke ville have noget med ham at gøre. Han huske Isabels ord. Hvordan Macaria havde været fanget, hvordan det var hans navn hun havde råbt i hendes time af nød. Hvordan selv efter alt det han havde gjort imod hende så var det hans navn hun råbte. Selv om det ikke var sådan mere så ville han alligevel komme. Gravid med en anden. Det skulle have været ham. De skulle have været konge og dronning sammen. Marcel smilede og sagde '' Jamen det er jo godt at Zean vil dræbe sin kone, landet vil være i sorg. Der er nogle miner jeg ønsker ejerskab over. Vavilon ved det ikke, men de de har nogle krystalminer der ville kunne hjælpe deres økonomiske situation meget. Disse miner ville være fantastiske at have ejerskab over ''. Det var faktisk noget han ville have fortalt Zean om, men nu kunne han bruge det til at få Eriz til at tro at han var så ligeglad med Macaria at han hellere ville snakke om penge. Han hjalp Eriz op i sengen og smilede til hende '' Du bør hvile dig.. Men, vi bør snakke om navne til vores lille prinsesse.. Forresten.. Jeg har også noget med til dig ''. Marcel gik over til tasken og tog et stort hvidt æg op og lagde ned ved siden af Eriz '' Det er et slange æg fra en gigantisk slange.. Hvis du vil have det, er det dit ''. Marcel smilede sødt til Eriz.

[Eriz LaPiera Black]

Marcel reagerede akkurat som hun havde forestillet sig det. Ligegyldig og uinteresseret. Hun sendte ham et smalt smil, inden at han kom hen til hende, for at hjælpe hende helt op i sengen. Hvor hun dog hadede at føle sig så klodset og hjælpeløs. Når barnet engang blev født, ville hun være lykkelig på mere end én måde. Alting ville falde på plads. Truslen fra Macaria ville være væk, hun var dronning, ville blive mor, og når først Macaria var død, ville hendes kære storebror, nok komme frem fra sit skjul, så hun også kunne skaffe ham af vejen. Barnet ville være sikkert. Hun ville være sikker.
"Vi behøver heller ikke bekymre os om Zean. Vavilon elsker deres dronning, og når de finder ud af, at han har slået hende ihjel, vil der blive stor oprør. Du kan så nemt som ingenting, gå ind og plukke alt hvad du vil have fra landet," forklarede hun triumferende, som hun lagde sig veltilpas tilbage i puderne. Ja... alting ville falde på plads. Det her var Zeans straf for at undervurdere hende. Når først han kom til sig selv, og opdagede hvad han havde gjort... åhhh hun ville ønske, at han så på fosteret i Macarias mave. Så de små vinger, der ville afsløre at barnet var hans. Han ville opdage at Macaria ikke havde planer om at slå ham ihjel, ydmyge ham, eller tage noget som helst fra ham - men det hele ville være forsent. Hun ville være død. Endelig... død!

Nænsomt samlede Eriz ægget op med sine fingre, for at holde ægget op foran sig. Selv hvis Marcellus ikke havde sagt noget, havde hun opdaget hvad det var. En slange.
"Åh... jamen dog! Du bragte også en gave med til mig!" udbrød hun, og vendte ægget rundt, så hun kunne betragte det fra alle sider. "Jeg vil elske, at have en slange som kæledyr! Hvor vidste du fra, det var mit ynglingsdyr?"
Forsigtigt satte hun ægget fra sig på natbordet, inden at hun klappede på pladsen ved siden af sig i sengen, som tegn til Marcel om at han skulle ligge sig ved hende. Sandheden var at hun faktisk ikke havde ligget herinde lige siden, at han var taget afsted. Hun havde sovet på et andet værelse. Det var dog dejligt at komme tilbage til sin egen store, bløde seng, hvor alting duftede af hende og Marcellus efter alle de gange, de havde sovet herinde.
Hun lå sidelæns med fronten vendt mod Marcel, og en hånd støttende under sit hoved, mens den anden hvilede på maven. Kjolen bølgede over hendes ben, og var gledet en smule op, så knæet og det nederste af låret var fuld synligt.
"Er der noget i vejen, elskede? Du ser anspændt ud?"

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel lagde sig ned i senge og lukkede sine øjne og tænkte på ruinen hvor ham og Macaria havde mødtes før han drog i krig imod hans fader. Marcel og Macaria havde ikke set hinanden længe og de havde gjort ting der havde gjort den anden sur. Han huskede hvordan de skændes og det eneste han kunne tænke på var at kysse hende. Hvordan det kys de havde haft delt der. Hvordan det hele gav mening i de få sekunder. Hvordan han ville ønske at han kunne rejse tilbage i tiden, hvordan han ikke ville slippe hende igen. Han lå som om han var træt og lavede ingen hints til hans faktiske tanker. Da hun spurgte om der var noget galt kunne han ikke lade være med at grine en smule. Langsomt åbnede han sine øjne og sagde roligt '' Der er meget jeg tænker over, Elskede. Vores datter for det første. Om nogle af mine vampyr gener kommer til at være i hende. Hvordan hun bliver rent magisk set. Om hun bliver en mentalist som dig eller en fysisk warlock som mig. Om hun bliver en blanding af os.. Hvilke besværgelser hun kommer til at kunne lide. Faktisk alt omkring vores elskede datter ''. Han vidste at han ville få svært ved at lyve for Eriz så han måtte sige noget der også var sandheden og sandheden var at han var bekymret over fremtiden. Bekymret over om han ville blive en god nok far. Normalt var Marcel yderst sikker på sig selv, men lige på dette punkt var han bestemt ikke. Han havde aldrig været en far før han vidste ikke hvad det krævede og hvordan han skulle gøre. Mest af alt fordi han altid flygtede fra kærlighed og det vidste han godt inderst inde. Men denne kærlighed ville eller kunne han ikke flygte fra.

[Eriz LaPiera Black]

De intense øjne gled ned over Marcel, som han lå der ved siden af hende, og virkede som én, der kunne falde i søvn med det samme. Hun forstod ham godt, hvis han gjorde, efter alt han måtte have oplevet. Helst ville hun gerne straffe ham, for at have gået direkte imod hendes ord, men det måtte komme en anden dag. En bedre dag. Hun kunne være tålmodig... åhhh så tålmodig.
Der nøjedes hun blot med at smile sødt til ham, mens han lå, og snakkede om deres datter. Alle hans tanker var selv nogle, hun havde haft. Hvordan mon barnet ville blive? Ville hun være en hybrid eller fuld warlock? Hvilken kræfter ville hun mon beherske? Eriz havde skam gjort sin del, for at udvikle barnets evner til at få stærke kræfter, men hun var ikke i tvivl om at den genetiske arv fra både hende og Marcel, også ville gøre barnet ekstrem kraftfuld.
Kærligt strøg hun maven, som hun tænkte sine tanker.
"Jeg er sikker på, hun bliver vidunderlig," svarede hun blødt, og lagde sig helt ned i sengen, så hun kunne lægge sig ind til Marcel med hovedet på hans skulder og hans arm under hendes nakke. "Hun får det bedste fra os to, så hvem vil kunne stoppe hende? Ingen. Har du noget navn, du af nostalgiske grunde gerne vil give hende?"
Hun hævede ansigtet lidt, for at kunne se op på ham - selvom det slet ikke var hans ansigt, hun ville ønske var dér, hvor pænt det så var at kigge på. Sådan var tingene dog nu, og hun kunne ikke lave det om. Hvis ikke hun ventede et barn med Marcellus, kunne planer sættes i værk, men hun bar hybridens datter i sin mave. Deres datter. Hvilken mor ville kunne sætte det på spil på nuværende tidspunkt?
Derfor blev hun liggende ind til Marcellus med en hånd hvilende på hans nøgne brystkasse, og blikket rettet op mod hans ansigt. Afventende efter at høre hvad han havde at sige. I hendes tanker kunne hun forestille sig hvem end, det skulle være. Hun var god til skuespil.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel åbnede sine øjne og virkede en smule overrasket. Så meget som han havde tænk på sin datter, så mange senarier og han havde ikke overvejet et navn. Dog var der et navn som faldt ind i hans tanker med det samme. Kvinden der havde lært ham alt om magi. Kvinden der havde vist ham hvad ondskab var, hvordan han kunne udnytte andre og deres kræfter til hans fordel. Men også kvinden der døde i forsøget på at forsvare ham imod at hans far bortførte ham. Hans mor. En kvinde med en umådelig styrke og intelligens. En ondskab der langt overgik andre han kendte, men også en godhed overfor hendes kære. Han kunne ikke forestille sig et bedre og mere passende navn til hans egen datter. Langsomt kiggede han på Eriz og sagde '' Lilith.. Min mor hed Lilith. Det vil være det perfekte navn til vores datter ''. Marcel var sikker i sin sag. Marcel knep sine øjne sammen og sagde '' Men lige meget hvad Eriz. Så betyder det her barn hele verden for mig.. Og underligt nok kan jeg se det samme når jeg ser i dine øjne. Folk vil prøve at skade hende.. Tage hende for at få ramt på os. Vi må aldrig lade det ske. Om jeg så skal erobre hele verden og gøre alle dødelige til mine slaver for at holde vores datter sikker så er det det jeg gør ''. Han mente hvert et ord. Han var som en løve der beskyttede sin unge. Men nu hvor der var et svagt væsen han elskede så ville folk kunne udnytte den svaghed ved ham og det vidste han godt. Derfor måtte han lave den svaghed til en fælde, en fælde for alle der ville prøve at få ramt på ham.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz forblev tavs et stykke tid, mens at hun overvejede navnet. Lilith. Det var et navn, der lå godt i munden, og hun kunne godt lide følelsen af det, da hun lydløst udtalte det.
"Jeg kan godt lide det navn," bekræftede hun, mens hun tegnede små cirkler på hans brystkasse, inden at hun måtte skære endnu en grimasse, da endnu et jag af smerte krampede i hendes underliv. Denne gang var det lidt værrere end det første, hvilket fik hende til at rynke på panden, mens at hun sænkede blikket ned mod sin mave. Kun med et halvt øre lyttede hun efter Marcellus, der fortalte hvordan han ville beskytte barnet. Hun forventede intet mindre af ham.
Dog blev hun distraheret, da endnu en krampetrækning gled igennem hende. Denne gang måtte hun give en lille jamren fra sig, mens en hånd skød ned mod hendes mave. Hofterne og musklerne i lårene føltes ømme, da hun kæmpede sig op og sidde. Hendes tænder var bidt hårdt sammen, og hun trak været en smule overfladisk og hektisk. Skræmt afventede hun hvad der ville ske, indtil hun blev bekræftet ved endnu en bølge af smerte.
"Marcellus..." hvislede hun ud mellem sine sammenbidte tænder, og gav ham et næsten vredt blik. "Jeg tror det er nu."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel satte sig op med et og sprang ud af sengen. Han gik over til døren åbnede den og råbte '' Hent den royale læge... NU ''. Derefter lukkede han igen døren og gik over til Eriz. Han lagde en hånd på hendes kind og sagde '' Bare rolig.. Jeg er her.. Jeg vil være lige her.. gennem det hele ''. Han smilede varmt og nikkede opmuntrende til Eriz. Lidt efter kom den royale læge ind. Han Bad Marcel om at gøre det behageligt for Eriz i sengen imens han kiggede efter. Marcel gik over til sengen og puffede en pude og lagde den under Eriz. Lægen gik i gang med at undersøge hende. Da han var færdig nikkede han til Eriz og Marcel og sagde '' Hun er udvidet omkring 6 centimeter. Eftersom hun er første gangs fødende kan i godt forvente at det taget lidt tid før hun er helt klar til at føde. Når vandet går så kontakt mig, ellers kommer jeg ind og ser til jer hver halve time ''. Marcel kiggede spørgende på lægen '' Hvad kan jeg gøre? ''. Lægen smilede en smule '' Gøre det så behageligt som muligt for din kone og snart din datter min konge ''. Marce nikkede. Da lægen gik ud tog Marcel et sort æg frem og lagde det på sengen ved siden af Eriz. Han nikkede lidt og sagde '' Før det begynder helt.. Så vil det være klogt at jeg binder Lilith til hendes Drake. Eftersom de begge to ikke er født i nu bliver det meget nemmere og faktisk ufarligt at binde dem da deres sjæle er så rene og nye som de er.. I teorien burde hun faktisk få en større connection med draken på grund af dette ''. Marcel lagde en hånd på ægget og en hånd på Eriz mave. Han begyndte at udtale nogle remser og langsomt gled et sort slør over Eriz mave og over ægget. Lidt efter kom en svag bølge af sort energi fra Eriz mave, igennem Marcel og over i ægget. Derefter fjernede Marcel sine hænder. Smilede til Eriz, satte sig ved siden af hende og tog hende i hånden og sagde roligt '' Det er gjort ''.

[Eriz LaPiera Black]

Udsigten til at føde havde altid været den skræmmende del af hele graviditeten hos Eriz, og nu stod hun og skulle igang. Så meget kunne gå galt, men heldigvis var hun vant til smerte, og hun havde overlevet mere end de fleste. Jag af smerte bølgede igennem hende hver eneste gang, der kom en ve, så hun spændte i hele kroppen.
Et par illusioner af slørret, mørke skikkelser dukkede frem i rummet, men hun tvang sig selv til at styre sine evner. Det ville ikke være en god ide, at få de healere, som skulle hjælpe hende igennem det her mareridt til at miste forstanden. Derfor knyttede hun hårdt hænderne om lagnet, og prøvede at slappe af - lige indtil Marcellus mente det var det perfekte tidspunkt, at lave tryllekunster med barnet, som var ved at presse sig ud af hende.
Det var lige før, at hun havde angrebet ham, og flænset hans sind fra hinanden, da han begyndte remsen. Hun lå her, og skulle i gang med at føde, og han legede med magi!
"Forsvind - ud - af rummet. Lige nu!" hvæsede hun sammenbidt mod ham, for at stoppe sig selv fra at lange ud efter ham. "Find Raine og sæt ham ud foran døren! Og giv mig en forbandet healer! Du venter udenfor døren! Helst inden jeg flår struben ud på dig."
Hun havde ingen tålmodighed på nuværende tidspunkt. Underlivet føltes ømt, og det gik hele tiden i krampe, så hun måtte klemme øjnene hårdt i. Flere illusioner flakkede omkring hende. Var det normalt, at det skulle gøre så ondt?
Frygten slog ind over hende, og hun lagde sig tilbage i puderne med lukket øjne. En stille jamren lød fra hende, mens hun begravede sine fingre i det sorte hår. Ingen af hendes evner kunne stoppe hende fra det her. Hun måtte bare bide sin forfængelighed og stolthed i sig, og lade folk hjælpe sig så godt de nu kunne. Et par ynkelige lyde kom fra hende.

[Marcellus LaPiera Black]

Man skulle være dum for ikke at vide det var farligt at sige Eriz imod. Men efterhånden havde Marcel fået til vane at gøre det og slippe afsted med det. Det var nu ikke derfor han gjorde det denne gang. Ingen i verden skulle stoppe ham i at se hans datter blive født, end ikke Eriz. Marcel slap hendes hånd og rejste sig op. Han fnøs og rystede på hovedet '' Glem det Eriz. Jeg er her for dig gennem det hele. Fra nu af har vi to skabt liv. Ikke dig alene. Jeg vil være der for det barn fra start til slut ''. Lægen gik mod døren. Marcel kiggede faretruende på ham '' Nej.. De skal ikke finde Raine frem.. Det er MIN kone.. Det er VORES barn ''. Marcel holdt sin hånd frem imod døren. Døren smækkede i med et brag. Et sort slør lagde sig om døren. Han kiggede på lægen og sagde '' Hvis der sker barnet noget... Så bliver døden din mindste bekymring ''. Han kiggede ned på Eriz og sagde '' Vi klare det her sammen.. Du får ikke lov til at gå det her igennem uden mig ''. Han satte sig ned ved hendes side og tog fat i hendes hånd og sagde '' Du kan klare det her, elskede. Ikke for din egen, heller ikke for min, men for vores datters skyld.. Jeg vil ikke lade nogen eller noget skade dig og Lilith, Eriz.. Aldrig ''. Marcel smilede. Han vidste at Eriz sikkert ville blive gal og prøve at gøre noget ved ham. Men hun var svækket og burde tænke på andre ting. Lige nu var det hans mindste bekymring. Han kiggede på lægen. Lægen kiggede en smule nervøst på Eriz og sagde '' er... Jah... Du skal begynde at presse når du mærker veerne ''. Lægen nikkede bange til Marcel. Marcel nikkede tilbage og kiggede så på Eriz og sagde '' Jeg er her.. Selv om jeg ikke kan dele din smerte.. Så kan jeg i det mindste være her som mål for dine frustrationer ''. 

[Eriz LaPiera Black]

Det blik Eriz sendte faderen til sit barn, burde være nok til at give ham et brændmærke på siden af ansigtet, men langsomt mildnes hendes udtryk for i stedet at blive erstattet af et svagt smil. Hendes fingre lukkede sig om hans hånd.
"Jeg hader dig for det her," sagde hun til ham, men hendes stemme var blød, og hun lagde sin pande ind mod hans.

Smerterne var intense, og hele slottet kunne høre skrigene fra dronningen, der gav kuldegysninger ned af nakken. Enhver der nærmede sig døren til soveværelset, kunne risikere at falde jamrende om på gulvet, hvor deres sind blev twistet og vredet rundt med. De vagter som kunne stå imod de mentale angreb, hjalp til med at slæbe ofrene væk. Nogen havde endda kradset øjnene ud på sig selv.
De eneste to, der så ud til at kunne klare angrebene var de to bodyguards, som utålmodigt vandrede frem og tilbage på gangen, og snart lærte folk at blive væk fra etagen, så det kun var de to på gangen.
Endelig stoppede skrigene, og de vedvarende angreb mod forsvarsbarrierne, og de to bodyguards kiggede begge ivrigt mod døren, ingen af dem havde kunne komme ind af. Lyden af barnegråd nåede ud til dem, og de smilede lettet.

Eriz lod sig forpustet glide tilbage ned i puderne. De sorte hårlokker klistrede sig til hendes svedige pande, og hun skælvede i hele kroppen efter den hårde kraftanstrengelse. Træt lukkede hun øjnene, der op til flere gange havde været fyldt med tårer.
Lægens stemme lød mumlende, så hun ikke kunne høre hvad han sagde, men inden længe blev noget lagt i hendes arme, og hun tvang sig selv til at åbne øjnene igen, for at kigge ned. Et lille væsen vred sig utilfreds imod hende, indtil det fandt vej til den ene brystvorte, hvor den med det samme gav sig til at drikke. Sorte, små hår dækkede en skaldet isse, og et rynket ansigtet lå presset imod hendes ene bryst.
Åndeløst stirrede Eriz ned på den lille pige i hendes arme. Hun var ikke stor. Selv i forhold til en nyfødt var hun lille og fin, så Eriz næsten var bange for, at holde hende for hårdt. Tåre fyldte igen øjnene, og begyndte at trille ned over kinderne, mens hun som tryllebundet betragtede sin datter, der grådigt drak fra hende. Aldrig havde hun set noget så smukt før, og måtte lægge en hånd over munden, for at kvæle et hulk. Babyen var ligeglad, og suttede bare videre, uden at lægge særlig meget mærke til sine omgivelser.
Modvilligt slap Eriz sin datter med blikket for i stedet at se op mod Marcellus, der havde været dér hele vejen igennem. Det smil hun sendte ham, var kærligt og fyldt med varme.
"Tak..." hviskede hun, mens hun fjernede sin hånd, for igen at ligge den mod barnet. "Tak."