Post by Moria Veterano on Apr 19, 2015 7:36:56 GMT
Erica Black
Endnu en gang var familien i Pandamonium. Moria havde endnu svært ved at forestille sig familien bo her, selv om de hele tiden fortalte at det havde de altså gjort. Inden Moria var født havde de boet her og været ganske lykkelige, før faderens arbejde havde tvunget dem til Portus. Her fik de ofte besøg af gamle venner eller af hendes ene storesøster. Men Moria brød sig ikke så meget om Pandamonium. Det var stort, beskidt og larmende. Luften var kvælende, fuld af røg og sod, den lugtede altid grimt. Heldigvis kunne familien, når de var på visit i Pandamonium, låne nogle værelser hos en gammel ven, der boede i de rige dele af Pandamonium. Her var luften renere og vejene blev fejet. Efter kongen havde opdaget hans kone var gravid, skulle han havde lagt en magi omkring slottet og de rige dele af byen, for at rense luften så meget som muligt og hun kunne tydeligt mærke forskellen!
Åh, gravid! Hun havde hørt rygter om at også Vavilons dronning var gravid. Det var åbenbart tiden for graviditeter og Moria havde et noget romantiseret syn på det. Det var så smukt! Hvor måtte kvinderne var spændte!
Det var eftermiddag i Pandamonium, men i de lavere dele af Agares var folk begyndt at tænde lys. Forureningen fik det allerede til at ligne det var aften. Hun kunne se nogle af lysene fra sit værelse, da hendes lillesøster kom og bankede på døren.
"Vi skal ned i byen!" annoncerede hun spændt. 14 år gammel, men for Moria stadig en lille pige. Hendes lillesøster, altså.
Og så gik turen ned i byen.
Hun havde ikke været her i langt tid. Måske var det et halvt år nu? Måske ligefrem et år? Hendes far havde så travlt. Hun var iklædt nogle lyse, lette sko og en lang, lys grøn kjole med korset, der strammede om hendes bryster og mave. Hendes lange, brune og krøllende hår var set en anelse op, så pandehåret var hevet væk fra hendes ansigt og samlet i nakken, mens resten hang løst. Om det ene håndled hang en lille pung og gyngede fra side til side, når hun gik. De brune øjne gled, blide som de var, over omgivelserne.
Nej. Hun forstod ikke familien havde boet her. Der var så meget elendighed. Hun havde allerede givet mønter til et par fattige, også en mand der ikke så ud til at have det så dårligt igen. Nu havde hun snart ikke flere lommepenge og derfor kunne hun ikke bruge flere. Og ikke nok med elendigheden, sygdommene og fattigheden, så var der ikke så meget som en statue af Inei! Hun havde hjemve.
Inden hun fik set sig om, i dybe tanker, fik hun forvildet sig ned af en gade og blev adskilt fra resten af sin familie, hun havde gået med. Hun stoppede op og lod blikket glide over gaden. Den var mindre og mere beskidt. Der gik få personer her, men ingen der lignede hendes familie. Hun drejede let rundt om sig selv, før hun gik videre. De måtte være lige rundt om hjørnet!
Men der var ingen familie rundt om hjørnet. Og snart fandt sig selv foret vild. Hun stoppede til sidst op med et noget fortvivlet udtryk. De måtte være så bekymret for hende og her stod hun, og kunne ikke finde vej!
Åh, gravid! Hun havde hørt rygter om at også Vavilons dronning var gravid. Det var åbenbart tiden for graviditeter og Moria havde et noget romantiseret syn på det. Det var så smukt! Hvor måtte kvinderne var spændte!
Det var eftermiddag i Pandamonium, men i de lavere dele af Agares var folk begyndt at tænde lys. Forureningen fik det allerede til at ligne det var aften. Hun kunne se nogle af lysene fra sit værelse, da hendes lillesøster kom og bankede på døren.
"Vi skal ned i byen!" annoncerede hun spændt. 14 år gammel, men for Moria stadig en lille pige. Hendes lillesøster, altså.
Og så gik turen ned i byen.
Hun havde ikke været her i langt tid. Måske var det et halvt år nu? Måske ligefrem et år? Hendes far havde så travlt. Hun var iklædt nogle lyse, lette sko og en lang, lys grøn kjole med korset, der strammede om hendes bryster og mave. Hendes lange, brune og krøllende hår var set en anelse op, så pandehåret var hevet væk fra hendes ansigt og samlet i nakken, mens resten hang løst. Om det ene håndled hang en lille pung og gyngede fra side til side, når hun gik. De brune øjne gled, blide som de var, over omgivelserne.
Nej. Hun forstod ikke familien havde boet her. Der var så meget elendighed. Hun havde allerede givet mønter til et par fattige, også en mand der ikke så ud til at have det så dårligt igen. Nu havde hun snart ikke flere lommepenge og derfor kunne hun ikke bruge flere. Og ikke nok med elendigheden, sygdommene og fattigheden, så var der ikke så meget som en statue af Inei! Hun havde hjemve.
Inden hun fik set sig om, i dybe tanker, fik hun forvildet sig ned af en gade og blev adskilt fra resten af sin familie, hun havde gået med. Hun stoppede op og lod blikket glide over gaden. Den var mindre og mere beskidt. Der gik få personer her, men ingen der lignede hendes familie. Hun drejede let rundt om sig selv, før hun gik videre. De måtte være lige rundt om hjørnet!
Men der var ingen familie rundt om hjørnet. Og snart fandt sig selv foret vild. Hun stoppede til sidst op med et noget fortvivlet udtryk. De måtte være så bekymret for hende og her stod hun, og kunne ikke finde vej!
