Legetiden er forbi!

[Zean Forsyth]

Marcellus LaPiera Black

---

Det var en lidt gnaven Zean, der endelig vendte tilbage til slottet, flyvende, alene, igennem mørket. Han havde fløjet højt, for at gemme sig mellem røg, skyer og generelt bare i mørket. Han tvivlede på særlig mange havde lagt mærke til ham og som aftalt, landede han var en af slottets indgange, hvor der var færre vagter og han kunne blive lukket ind uden for mange vidner. Selv om det hele næsten var ødelagt, foretrak han stadig hvis folk ikke snakkede for meget om at der var to af hans slags. Han følte sig lidt udmattet, da vingerne forsvandt og den evige fornemmelse af noget manglede gnavede sig ind i hans sjæl og gjorde ham blot lidt mere gnaven end han nok ville have været normalt.
Han havde fået en ny ide. Og det skulle nok lykkes. Hans tanker gled til Macaria derhjemme, til Valencia, til Marcellus. Caleb var blot en forhindring, irriterende og på et tidspunkt skulle hun nok få manden. Lige nu havde han nogle ting at spørge Marcellus om og en skygge der skulle tilbage på plads!
Valencia, Shadewing...Fremtid, nutid. Hans ene hånd gled igennem det strittende hår, som hans blik automatisk gled over gulvet han gik på, da han gik rundt i slottets gange, næsten hjemmevant nu. Iklædt et par sko, et par sorte bukser og en kappe, der hvilede om hans ryg og skuldre, skjulte en lys trøje, hvis ryg var ødelagt, takket være hans vinger. I bæltet hang en enkelt dolk. Sværdet havde han lagt her...Og også det forventede han at få tilbage i godt behold. I et øjeblik var han næsten mere bange for at have mistet sit sværd, end sin skygge. Uden sværdet kunne han ikke beskytte sig selv nær så godt, men en skygge...Åbenbart var de til at undvære. Godt nok med en følelse af ubehag, men det var muligt.

Rummet, hvor Marcellus efter sigende skulle have siddet i møde med Zean det sidste stykke tid. Ikke fordi Zean var typen der sad stille og da slet ikke i et offentligt rum til det, men det gik jo nok. Så længe han...Hvis det havde været ham, altså...Kunne sidde og slappe af samtidig, gik han ud fra det virkede mere ægte. Hvad var det dog han tænkte på? Åh. Det var forvirrende med en skygge. Han ville til hver en tid foretrække kun at være sig selv og ikke have flere af sig selv! For hvor var han dog et irriterende bekendtskab!
Han bankede ikke på, da han blot åbnede døren og trådte ind. Hans blik gled op fra gulvet, ind i rummet og hvem eller hvad der end var derinde...

[Marcellus LaPiera Black]

Zean 2 sad i en stol inde i rummet med nogle underlige lænker rundt om sine hænder. Marcel stod ved vinduet med ryggen til. Da Zean kom ind grinede Marcel en smule og sagde '' Man kan gøre dig komme fra mile væk Zean...1''. Hans forbedrede sanser indefor hørelse gav ham ofte en lille fordel. Marcel vendte sig om og smilede skævt til Zean. Han stod med et glas i hånden. Marcel rystede let på hovedet og sagde med en positiv stemme '' Jeg regnede ikke med at din skygge ville blive så glad for din hjemkomst. Jeg greb den i at prøve at flygte. Så jeg tænkte at det klogeste ville være at længe den fast. Jeg vidste du var kaotisk af tankegang, men at passe din skygge har været som at passe en børnehave af psykopatiske mordere. Det har været noget af en mundfuld. Jeg er træt og gnaven. Zean 2 har forvoldt mig mange problemer af forskellig natur ''. Marcel grinede lidt og gik frem imod Zean 1 og klappede ham på skulderen. Der var noget forandret over Marcel, noget i hans blik. Det var et blik han ikke havde givet Zean før. Marcels blik blev rettet over imod skyggen igen og han sagde med en undrende stemme '' hvordan gik din lille rejse så... Men hvis du har lige så store diplomatiske evner som din skygge her, så formoder jeg at din rejse var en susces.. Men fortæl endelige. Hvordan var Valencia og hendes legendariske Assasin så? ''. Marcels blik blev atter rettede imod den rigtige Zean. Marcel havde været væk i et par dage. Rygterne var allerede begyndt at sprede sig i slottet om at Kong Black havde været i det store og legendariske Underdark med hans tro bodyguard. Rygterne om at de var kommet ud af biblioteket indsmurt i slim og blod. Hvordan de havde været udmattet, selv rygterne om at de ikke var vendt tomhendet hjem havde spredt sig. Rygterne om at Marcel havde været der nede for at skaffe sin dåbsgave til sit barn var noget som Zeans skygge sikkert havde opfanget. Marcel havde fanget skyggen og truet med at dræbe den hvis den fortalte nogen som helst om disse rygter. Marcel havde sågar fortalt skyggen at han holdt den kniv der kunne dræbe den. Bare for at skramme den en smule.

[Zean Forsyth]

Zean 2 lignede mest at surt barn, der blot sad og stirrede. Da Zean trådte ind og roligt lod døren glide i bag sig, lød der straks raslen af lænker, da Zean 2 helt bestemt så dette som en mulighed for at komme fri igen. Sandelig måtte Zean 1 se fornuften i det?
Zean 1's blik gled kort over skyggen, før det vendte drillende tilbage til Marcellus. Selv om manden påstod han selv var lidt gnaven i det, virkede han var godt mod og positiv. Hans gæt var det måtte have været lidt sjovt!
"Så ved du uden tvivl hvordan Macaria har det. I burde dele noter, du ved, som en fader og moder der bliver enige om hvordan barnet skal opdrages, selv om de lever i hvert deres land" svarede han lidt mere frisk, end han faktisk følte sig. Efter blot et klap på skulderen, gik han direkte over til skyggen, som kunne selve skyggens selskab lindre lidt af den ubehageligt fornemmelse der lå over ham.
"Fyy...Slem skygge!" hans hænder fandt skyggens skuldre. Problemer? Diplomatiske evner? Han håbede da ikke skyggen var bedre end ham! Selv om...Han nu ikke mente han havde diplomatiske evner. Var det mon en evne han havde, uden at vide det?
Han klappede let skyggen på hænderne. Zean 2 løftede sine lænkede hænder en smule.
"Du mener ikke jeg burde være fri?" svarede han en smule vantro. Et lusket smil gled over Zean 1.
"Nej. Jeg foretrækker jeg er den der styre hvad du laver. Trods alt er det mit ansigt du render rundt med...Jeg håber ikke jeg skal være nervøs, med de problemer du siger han har gjort?" spurgte han og så over på Marcellus et øjeblik.

Først da han sad ned, følte han at han kunne overskue situationen lidt bedre. Marcellus virkede anderledes...Var det skyggens selskab? Hvad havde skyggen overhoved fortalt ham? Pludselig blev han nervøs. I princippet, burde skyggen så ikke vide alt om ham selv? Alle hemmelighederne, alle planerne, tankemønstre...Måske havde han alligevel skudt sig selv i foden. Han havde hele tiden følt der var noget dårligt ved situationen. Kun tiden kunne vise hvor meget han måtte fortryde det.
Hans blik gled over til Marcellus med et betænksomt udtryk. Trods han prøvede at lade være, nød han Marcellus selskab og Marcellus var...Måske det tætteste han kom på en faktisk ven. Men uden tvivl det måtte være et skuespil...Som alle andres var. Han skulle passe på. Han måtte ikke falde i noget trygt hul igen. Aldrig igen.
"Uden tvivl tog skyggen alle mine evner fra mig. Jeg fik sagt noget provokerende, som altid, men Valencia tilhører de stædige af slagsen. Nok til at det er dumt og blokerer for fornuften. Hun lader sig styre af følelser, skal det vise sig, og nægter at låne mig shadewing. Han er åbenbart hendes bodyguard jo. Hun slog forresten den warlcok ihjel, jeg lånte, så er du sur, så vend det mod hende. Det var lige før hun selv ville slå ihjel og starte krige...I den grad anderledes end første gang jeg mødte hende..." han truttede let med munden og så lidt ud i luften, som han tænkte over det. Alle virkede anderledes for tiden. Skete der noget, som Zean ikke opfangede eller var del af? Eller måske var det hans syn på folk der havde ændret sig. Hans blik gled over til skyggen et øjeblik, der blot så apatisk ud i luften, med hovedet hvilende i den ene hånd.
Han gjorde en let gestus med hånden.
"Jeg vil gøre en lang historie kort. Hun sagde nej og irriterede mig samtidig. Sådan...Helt hypotetisk...Hvor gode venner er i så med Portus?" spurgte han i stedet og så på Marcellus igen med et neutralt blik...Men helt klart med skjulte bagtanker. Han havde lyst til at udfordre hende. Hun havde udfordret ham. Han måtte se om han ikke kunne...overrumple hende lidt.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcels gik hen til vinduet og kiggede ud. Da Zean nævnte Macaria lod han som ingenting. Men noget var sket nede i underdark, noget som var en hemmelighed for alle andre end ham og Isabel. En aftale var blevet lavet, en han havde overholdt. Han havde sin kærlig til Macaria tilbage. Men denne gang havde han ikke tænkt sig at forråde Zean. Dog havde han heller ikke tænkt sig at fortælle ham om det. Men da Zean nævnte Portus forstod han hvor Zean ville hen med det og kørte det videre endnu en grad. Han vendte sig om imod Zean og det skæve smil voksede på hans læber. Han sagde opmuntret '' Starte en krig imod Portus sammen.. Dele landet i to.. Lade Caleb og Rayne dø i en af kampene... Zean min gamle ven, jeg kan lide din tankegang ''. Marcel grinede en smule og blinkede til ham. Marcel klappede i sine hænder og gik over til Zean igen og sagde '' Men faktisk har jeg et forslag til dig.. Fordi jeg ved du har kedet dig sådan. Som du godt han se.. Så er jeg i et godt humør.. Ja jeg har været i det sagnomspåndne Underdark.. Jeg har fundet en vej der ned ''. Marcel kom i tanke om at det nok ikke var alle der kendte til legenderne. Han smilede igen '' Underdark er underjordiske gange og huler der spreder sig under jorden over hele verden. Mig og min bodyguard tilbragte noget tid der nede. Jeg lover dig.. Det var Fantastisk! ''. Marcel slog ud med arme i et stort smil. Han lavede fagter med armene imens han snakkede '' Vi mødte små væsner der tilbad Nostamus, væsner som vi formoder kunne lugte om man var tro imod ham!.. Vi mødte en legendarisk slange på strøelse med et hus. Der var magikere med mentale kræfter der langt overstiger selv Eriz kræfter. Der var Drakes, Zean. Shadow Drakes!. Jeg tror vi var ved at dø omkring en fire fem gange.. Uh, uh der var store kødædende planter der brugte feramoner til at lokke sit bytte til.. Du skal med mig der ned en dag.. Du vil elske det! ''. Marcel virkede meget opsat på at besøge dette sted igen. Han vidste dog at det var et meget farligt sted, så man skulle kun bringe folk man stolede på med sit liv. Men Zean var blevet sådan en person for ham. Marcel klappede sine hænder sammen igen '' Nå, det kan vi tage senere.. Vil du forenes med din skygge igen, min ven? ''.

[Zean Forsyth]

Zean og Macaria...Han vidste ikke helt hvor det var på vej hen. Personligt følte han sig mere og mere irriteret over denne kvinde og brugte mere og mere tid alle andre steder, end derhjemme. Dog var det ikke noget han selv ville finde på at snakke om, som sådan. Zean havde aldrig været en person der bare fortalte alt muligt om sine private tanker, de få følelser der nåede overfladen eller de private ting der skete inden for hjemmets...mange vægge.
Hans smil voksede en anelse. Nogen gange skulle man tro Marcellus, og ikke Eriz, var tankelæseren. Måske var han bare nem at kende? Uanset hvad, havde han intet problem med det, omend han havde været tøvende ved at nævne det direkte. Han havde lovet Macaria at tage hende med til næste krig, men hun ville ikke bare lade Caleb dø. Et andet problem var...Hvordan skulle han få hende til at gå med til en krig mod Portus, sammen med Pandamonium, som hun hadede så meget? Måske...Han fik en ny ide. Han måtte snakke med Macaria om det...Hvis han orkede hendes selskab længe nok. Han grinte let.
"Bare stikke lidt til dem med en pind. Se hvad der sker. Os sammen og Portus udgør ikke nogen større trussel. Men først vil jeg besøge deres råd og se om nogle af rådgiverne kan lokkes over på min...Eller vores...Side" svarede han roligt og gjorde en let bevægelse med den ene hånd igen. Nu måtte de se.

Marcellus var som en fortæller, med to ivrige børn siddende ved siden af sig. Både Zean 1 og 2 så på ham med store øjne, som han fortalte om dette underdark. Zean havde aldrig hørt om det, eller også havde han, men blot glemt det eller fraskrevet det som lystige historier. Jo mere han fortalte, jo større blev Zean 1's øjne. Han livede næsten helt op. Faktisk sprang han til sidst på benene og var allerede klar til at styrte ud af døren, glemt alt om krige, irriterende koner med babyer i maven og en skygge. Selvfølgelig styrtede han ikke bare af sted, men han havde lyst til det. Det lød...Der ville han bo! Det var det han skulle! Han skulle flytte ned i dette underdark, denne underverdenen, og bo der som en eller anden farlig eneboer! Ha!
Et udfordrende smil gled over ham.
"Shadow drakes..." lød det næsten hviskende fra ham. Uden tvivl hans fantasi i dette øjeblik gik amok. Hvordan skulle han nogen sinde kunne slappe af igen, med viden om dette sted?
Ved snakken om skyggen kom han lidt ud af sin trance igen og hans blik gled igen over til skyggen, som en let suk forlod ham. Bah...Han hverken gad at have skyggen tilbage eller se den der...Hvorfor kunne man ikke bare...skille sig permanent af med den, uden at have det ubehageligt?
"Vi må straks planlægge en tur dertil!" svarede han i stedet og gik over til skyggen igen, kun for at stille sig ved siden af den.
"Men jeg gætter på vi nok ikke bare kan lade ham sidde der..." tilføjede han så og prikkede let sin skygge på den ene arm. Skyggens blik gled op til ham, så tilbage på Marcel, så op på Zean igen. Det var tydeligt den ikke helt brød sig om det.
"Jeg kan være nyttig! Vi ved alle sammen hvor god Zean er til at slås og jeg har de samme evner! Hvis i skal på denne spændende og uden tvivl farlige tur, burde jeg tage med jer! Jeg kan slås, jeg kan hjælpe jer..." forsøgte den og så over på Marcel igen. Selv om Zean sådan set var dens herre, havde den på det sidste set Marcel som den der faktisk bestemte...Og siden det var ham der havde magien, samt dolken der kunne dræbe den, var det denne mand han burde overtale mere end den rigtige Zean. Trods alt virkede det som om Zean 1 gjorde næsten uanset hvad Marcel foreslog alligevel...Et skævt, karakteristisk smil gled over Zean 2. Med lidt held kunne dette måske lykkes?

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel kunne se glæden i Zeans øjne da han snakkede om Underdark. Han kunne ikke lade være med at smile lidt, det var den samme glæde han selv havde haft da han skulle der ned. Den samme ind i blikket. Et sted hvor hvert skridt kunne være dødbringende, et sted hvor æld gamle og glemte skatte lå gemt. Væsner som guderne havde skabt og kastet der ned fordi de var for afskyelige eller farlige til at have på overfladen. Dette sted var i sandhed et af de få steder i verden hvor man rigtigt kunne gå på eventyr, hvis man havde styrken og modet til det. Da Zean sagde at de skulle planlægge den næste tur kunne Marcel ikke holde fokus og nikkede dybt. Han gik over til en reol og tog en bog ned. Han viftede sin hånd over den så den skiftede farve. Han åbnede den og læste lidt i den. Han nikkede lidt '' Det vil være muligt for mig at lave nogle krystaller med nok energi i til at starte portalen fra Underdark siden af. Dog tror jeg det bliver for ustabilt til at fokusere på mere end fire krystaller. Krystallerne jeg skal bruge findes dog kun i en af Vavilons krystal miner. Hvis du kan skaffe mig fire af betydelig størrelse, så får du lov til at vælge en person som vi tager med. Jeg tager nemlig Isabel med, det betyder at der er en åben plads mere ''. Marcel lagde nu mærke til skyggen og hvordan den kiggede på ham. Dog havde det ikke den store effekt på ham. På trods af Marcels tidligere handlinger imod Zean. Så var meget ændret siden da og når først en person havde vundet Marcels venskab, så havde de en loyal ven i ham. Marcel træk skygge kniven frem og smilede skævt. Han kastede den langsomt over imod Zean 1 og sagde '' ulempen med denne magi er at kun kniven kan dræbe skyggen, men alt kan dræbe dig som normalt. Hvis din skygger dræber dig, absorbere den dig og den bliver den primære Zean og du bliver skyggen. Dræber du skyggen så bliver du den primære Zean og den bliver skyggen igen. Nu hvor du har kniven og Zean 2 er bunde til stolen, så kan jeg vist ikke have gjort det meget lettere for dig min ven ''. Marcel grinede lidt og lukkede bogen sammen. Marcel satte den på plads og kiggede tilbage på Zean 1 '' Jeg går ud fra at vi skal til at planlægge en lille krig.. Efter du har snakket med rådet af Portus selvfølgelig. En krig er det perfekte dække til at dræbe Caleb og Rayne ''. Marcel kiggede ondt ned på skyggen som sikkert hadede ham allerede.

[Zean Forsyth]

Skyggen, Zean 2, prøvede at gribe ud efter dolken, men lænkerne holdte ham fra faktisk at nå den. Zean 1 greb den elegant og med et ikke så lidt lusket smil. Så det var SÅ svært at få skyggen til at være sig selv, men så enkelt at få den tilbage? Han havde troet der skulle noget hokus-pokus til. Men jo simplere det var, jo mere tilfreds var han egentlig. Med en hurtig bevægelse, og et par bedende kommentarer fra skyggen, gled dolken med næsten kirurgisk perfektion ind i hjertet på skyggen. Hvis de da havde et. I et øjeblik var der helt stille. Skyggen så op på Zean med et udefinerbart ansigt. Var det et glimt af had han så i dets blik? Det var ligegyldigt. Den ville vende tilbage som hans skygge, en ting uden bevidsthed, men som bare var der. Dette havde helt klart givet ham noget at tænke over...Så man kunne skille folks skygger fra dem og skyggerne ville vide det samme, som personen selv? Det var interessant.
Skyggen forsvandt, den gled tilbage til skikkelsen som en skygge og gled ned på sin plads ved siden af Zean, så Zean igen havde en normal skygge. De nu tomme lænker faldt klirrende til gulvet. Med et svagt suk gled Zean, den rigtige Zean og nu den eneste Zean, ned på stolen, der underligt nok endnu virkede lun. Han lukkede øjnene et øjeblik, bare for at nyde lettelsen. Han følte sig hel igen.

Han åbnede øjnene og endnu med Marcels dolk i hånden, smilte han let til manden. Så mange ting at tage hensyn til. Så mange ting der skulle ske. Macaria ville ikke blive glad, men det var ligegyldigt. For hans vedkommende kunne kvinden for den sags skyld forsvinde. Han ville ikke lade sig begrænse af hende længere!
"Stabilitet eller ej, det må være dit problem. Jeg skal skaffe dig krystallerne." svarede han roligt. Krystallerne var det mindste af det hele. Han kunne selv gå ned til minerne eller sende nogen ned efter dem. For en sikkerhedsskyld måtte han hellere vælge nogen af en passende størrelse og klarhed. Men hvad var passende?
En ekstra...Han måtte helt selv vælge! Problemet var han havde ingen ide om hvem han skulle tage med. Han stolede ikke på nogen, ikke nok til at tage dem med. Enhver anden dag ville han nok havde inviteret Macaria, men lige for tiden fik han næsten kvalme, blot ved tanken om hende. At gå ret op og ned af hende i dette eventyr? Nej tak!
Og hvem var der så tilbage? Ingen. Zean var ikke rigtig typen der samlede på venner eller ligefrem familie. Og efter krigen havde han haft lidt besvær med at stole på...Nogen som helst. Arona var også alt for lille til at tage med.
"Jeg har absolut ingen ide om hvem jeg skulle slæbe med. Jeg er nok en enspænder, når det kommer til stykket. Men jeg skal se om jeg kommer i tanke om nogen" svarede han så lidt efter. Det måtte være sådan. Hvis han ingen fandt, inden de skulle af sted, måtte han jo komme alene. Det passede ham også fint. Og med Isabel? Det blev kun sjovt. Han havde fået et nyt syn på kvinden, specielt efter festen hjemme i Vavilon.
Han slog let ud med armene.
"En krig en god mulighed til at dræbe mange" svarede han afslappet. For ham betød det ikke alt at få hverken Caleb eller Rayne død, det var blot...En mulighed. Trods alt ville han ikke savne dem og det kunne jo hurtigt ske under en krig. Forhåbentlig.
"Jeg skal snakke med rådet hurtigst muligt" kommenterede han og hvilede albuen på det ene armlæn, kun for at placerer hovedet i hånden bagefter. Hans ene fod skubbede lidt til lænkerne på gulvet. Dolken hvilede mellem to af hans fingre, med skæret ned mod gulvet, som han let svag dolken frem og tilbage, mens armen hvilede på det andet armlæn.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel grinede en smule og nikkede '' Jamen så har vi os en aftale. Du skaffer krystallerne og jeg har alt klar til du kommer med dem ''. Eriz ville ikke blive glad for det her. Hun ville gøre alt i sin magt for at forbyde det. Hun havde en klar ide om Marcel og hvor hans plads var. Eriz og ham var ens på så mange måder, men de måder der virkelig betød noget. Der var de alt for forskellige. Marcel var ikke en der gad sidde hjemme og hygge hele tiden. Nogle gange var det fint, men han var en eventyrer. Han havde brug for at rejse og opleve ting. Noget en konge sagtens kunne, men Eriz havde ret. Det var noget en konge kunne gøre, men ikke den bedste konge. Når alt kom til alt så bar Eriz alligevel ord for Marcel og han lyttede til hende. Men efter hans sidste tur til Underdark var hans øjne blevet åbnet og den kedelige og eftertænksomme Marcel, Eriz havde kæmpet så hårdt for at bringe frem var væk. Han var igen den eventyrlystne og modige Marcel, som dengang havde taget kampen op imod hans far. Den Marcel som i sin tid havde opsøgt Zean for hjælp i denne kamp. Den Marcel der havde været på flugt og jagtet i flere lande. Han var sig selv igen på alle måder. Med overtalelse fra Isabel havde han en da fået sin kærlighed til Macaria tilbage. Han var i alle aspekter den gamle Marcel og ikke længere den Marcel, Eriz havde ønsket han skulle være. Marcel gik over til Zean, kiggede ham i øjnene og sagde '' Zean. Jeg ved meget er sket mellem os, godt og ondt. Men at du stolede så meget på mig at du efterlod din skygge i min varetægt. Din skygge som bar alle dine hemmeligheder. Vi ved begge hvordan jeg ville kunne have udnyttet det og dig ''. Marcel grinede lidt og rystede på hovedet og gik over til vinduet og kiggede ud af det '' Hvad jeg prøver at sige er. Jeg er glad for du stoler på mig, og jeg har ikke tænkt mig at bryde den tillid igen. Jeg ser os som venner. jeg ved godt du har sagt du ingen venner har, at du ikke er loyal overfor nogen. Det er også fint nok. Men det stopper ikke mig i at se dig som en ven, Zean ''. Marcel vendte sig om og nikkede til ham '' Lad os så få startet en krig.. Du tager afsted for at snakke med rådet..  Hvad ønsker du af mig?. Skal jeg blive her og lade som ingenting eller skal jeg tage til Vavilon og prøve at overtale din kone til at støtte denne krig? ''. 

[Zean Forsyth]

Han havde ikke været forberedt på en lang smøre af sentimentalitet. Desværre så de fleste ud til at være noget så optaget af deres følelser og betydninger. Macaria, Isabel, Marcellus. Det kedede ham faktisk. Han forstod ikke halvdelen af hvad de snakkede om, men alligevel snakkede de med ham om det!
Da Marcellus gik over til et af vinduerne, rejste han sig op og gik over til det nærmeste bord, kun for at lægge dolken på den og læne sig op af det, med begge hænder mod bordpladen. Hans blik vedblev at hvile på Marcellus.
Det var en flot tale. Lød næsten indøvet. Gad vide hvor længe han havde ventet på at komme med den, ventet på det rigtige tidspunkt? Marcellus havde, så længe han kunne huske, repræsenteret en trussel. Først var der planerne om at dræbe Zean, så Marcel selv kunne få Macaria - noget han da gerne ville give fra sig nu - og et kongerige. Derefter havde manden bogstavlig talt dolken ham i ryggen. Okay, i siden, men pointen var den samme. Sværd, dolk, ryg eller i siden. Pointen var den samme. Og bagefter påstod manden at han stolede på ham og forventede det samme retur?
Faktisk var det først nu det gik op for Zean hvor meget Marcel havde arbejdet imod ham og snydt ham. Og hele tiden var han blot den ligeglade, der løb med når de voksne fik en ny ide. Og hvor var han dog ligeglad med det. For ham var det jo meget sjovt, så han var ligeglad med om folk mente han blot var en medløber. Han vidste bedre selv. Og han havde endnu ikke opgivet muligheden for hævn, blot var han tålmodig og ventede på det rigtige tidspunkt. Skønt, han nu mere var typen der holdte med de stærkeste og de stærkeste lige nu var dem i Pandamonium.
Ha! Han var en konge og mente hans eget land var svagt! Konge havde aldrig været ham. Ham og konge passede ikke sammen.
Han ville hellere end gerne bruge al sin tid i Sethos, på sig selv og sine engle. Resten af kongeriget interesserede ham faktisk ikke. Alt var gået dårligt, siden han var blevet konge og derfor forbandt han det nu automatisk med noget negativt. Folk så ham jo også først som konge, så som raceleder, hvor han mere ønskede det omvendt.
Men tilbage til emnet! Et svagt smil gled over ham.
"Hvor er du blød, kære Marcellus. Du skylder stadig. Det eneste du har givet mig er et trofæ, derhjemme, hvor du tilgengæld har givet mig flere problemer, end du måske tror. Men trøst dig ved jeg ikke er typen der hænger sig i detaljer!"
Og dog, han var stadig den der huskede, selv om han umiddelbart ikke så ud til at gøre noget ved tingene. Han elskede bare at bringe kaos. Intet andet.
"Åh...Ja. Snak med Macaria. Hun har været underlig det sidste stykke tid, nok af flere grunde" I et øjeblik overvejede han at sige noget om det. Om den spion, han vidste Macaria havde sendt hertil. Noget fik ham til at lade være. I stedet rettede han sig op og lod den ene hånd glide igennem det brune hår.
"Jeg vil selv rejse over Portus på vej hjem..." kommenterede han. Han havde intet mere at sige, angående Marcellus lange snak om venskaber. Hvad skulle han sige? Nej. Han vidste endnu ikke hvor han havde manden. Det kunne kun tiden vise. Men for nu, var han i det mindste ikke det værste selskab.
"Hvis der ikke er mere at sige, må jeg vist hellere få sovet lidt og komme af sted. Der er pludselig flere ting der kræver min opmærksomhed og jeg glæder mig til at gå i gang med dem" Det skæve smil bredte sig over ham, med en tydelig forventning. Så vinkede han let til Marcellus, før han vendte om og forlod rummet. Det var, medmindre Marcellus stoppede ham i det.
Hans skygge. Hans hemmeligheder.
Når det kom til stykket, havde han ikke mange hemmeligheder, som var farlige. Når det kom til stykket, foretrak han at nå sit mål, uanset hvad det kostede.

//Out