Goodmorning Sunshine

[Saïx Veterano]

Saïx drak indtil Brutus til sidst endte med at ligge stille på bordet, kold og livløs. Først da han trak sig selv væk fra ham, tog Saïx sig faktisk tiden til rigtig at se på manden. Da han havde været i live, var Saïx end ikke i stand til at besejre Brutus hvis de lagde arm – nu lå han død for hans fødder. Måske var det på grund af blodet han havde drukket, men han følte sig ikke skyldig for hvad han så – langt fra. I stedet mærkede han følelsen af magt og styrke. Han følte sig uovervindelig, som om intet kunne besejre ham! Hans blik faldt ned på hans mave, hvor han halvt forventede at se et blodigt sår fra Brutus’ sværd. Det eneste han så, var en flænge i hans skjorte, som ledte til hans mave, som, foruden de ar som han aldrig ville slippe af med, så fuldstændig uskadt ud.
Macarias stemme brød igennem hans tankemur, og han vendte sit blik mod hende da han mærkede hendes hånd over sin ryg. Som han så på hende, var det som om han kunne mærke noget i sin krop krible. Det mindede ham om dengang Macaria havde påvirket ham, da han havde været et menneske, men det var ikke den samme dragende fornemmelse som dengang. Det måtte være blodet som vækkede et eller andet i ham, det var han overbevist om. Ikke desto mindre lod han blikket hvile et par sekunder længere end nødvendigt, før han vendte blikket rundt i rummet. Bag lyden af den sidste overlevendes svage gisp, kunne han høre de svage dunkelyde af hjerteslag. Macaria havde ret – der var flere.
”Kælderen… De har tunneller dernede.” fortalte han, inden han vendte blikket mod trappen som førte til underetagen. Hvis de sidste overlevende stak af, ville de kunne omgruppere andre steder. En stemme i Saïx’ hoved sagde at han skulle lade dem gå – give modstandsbevægelsen chancen for at kunne genopstå, og fortsætte deres arbejde. Men stemmen druknede under lyden af den anden, højere stemme, der tilhørte det blodtørstige bæst han var blevet til. Det bæst som nød magten og styrken han besad, og som bad ham jage dem ned, alle som én.
Saïx ledte an, overbevist om at Macaria selv ville følge efter ham. Trappen førte dem til bygningens underetage, hvor en sidedør førte ind til det selv samme rum, hvor Macaria var blevet holdt indespærret. Døren var blevet blæst af dens hængsler ved Isabels magi, og var stadig ikke blevet erstattet, så Saïx måtte kortvarigt standse op, og betragte synet. Havde han været i live, var han sikker på at hans hjerte ville have hoppet et slag over, men hjertet var dødt og stille i hans brystkasse.
Han vendte blikket mod en faldlem i gulvet, som han hurtigt trak op, og afslørede den skjulte tunnel som gik ned i jorden. Tunnelen var rummelig, mere end nok plads til at de overlevende kunne stikke af dernede. Han kunne høre deres hjerteslag. ”Tunnellerne fører til andre baser her i området. Vi burde kunne nå at indhente dem.” fortalte han Macaria, inden han uden tøven hoppede gennem faldlemmen, og ned i tunnelen. Mørket dernede var endnu tættere end ovenpå, men Saïx kunne se alt, lige så tydeligt som var det højlys dag. Derinde i mørket kunne han se silhuetten af en gruppe væsner. Én af dem standsede op og vendte sig mod dem, mens han mumlede ord, Saïx ikke forstod. Det lød som en messen – endnu en magiker. Det var kun et spørgsmål om tid, før magien ville gøre det svært. Med sin fulde hastighed satte Saïx i løb direkte mod magikeren, og tacklede ham ned mod jorden. Magikeren måtte stoppe sin messen, og måtte i stedet bruge sine kræfter på at holde Saïx væk fra sig. Lige lidt hjalp det dog, da Saïx i et snuptag vred om på hans hoved, indtil det lå i en højst unaturlig vinkel, og magikeren blev efterladt livløs.

[Macaria Forsyth]

Et par skridt bag Saïx fulgte Macaria efter, så kjolen blafrede om hendes ben. Det her sted virkede bekendt. Ikke på grund af udseendet men på grund af lugtene, lydene. Hun standsede op bag Saïx, for at se ind i rummet, hvor hun havde været holdt indespærret. Mens han forsatte videre mod faldlemmen, gik hun i stedet ind i rummet med tøvende, forsigtige skridt. Øjnene gled rundt i lokalet.
Det var næsten som om, hun kunne se det hele for sig igen.
Cal, der stod med en kniv, og skar hende igen og igen over hele kroppen, så hendes skrig gav genlyd i rummet. Hun kunne høre dem. Blodet havde flydt fra hende, indtil sårene var healet, så han blot kunne stikke noget mere i hende. Ordene og seglene han havde skåret i hendes kød. Hans ord, der havde fået hende til at miste alt håb.
I hjørnet havde Isabel stået. En tavs, observerende skygge, der aldrig havde blandet sig. Mange gange havde Macaria hævet hovedet, og mødt de skinnende, grønne øjne. Så frodige og alligevel så fyldt med smerte.
Hun huskede da Isabel, havde brudt ind mellem modstandsbevægelsens leder og Macaria. Stemmen så skarp som et piskesmæld. Lyden af armen, der blev brækket, for så at mærke Isabels arme omkring sig, inden alt forsvandt i et lysskær.
Blidt lod Macaria sine fingre glide over de bøjet metaltremmer. Kraften fra Isabels magi måtte have fået dem til at bue så voldsomt. Magien der havde reddet Macaria men dræbt Isabel.
Hun lagde panden mod tremmerne, og lukkede kort øjnene, mens fingrene lukkede sig om det bøjet metal. Så mange gange havde hun stået sådan her, bare på den anden side af buret. Ønsket sig væk. Tænkt på Zean... tænkt på Marcellus.... Arona... dem alle.
"Tak..." hviskede hun ud i mørket, inden at hun slap tremmerne, og vendte sig væk for buret, for at forlade rummet. For altid.

Sikkert landede hun på fødderne nedenfor faldlemmen. Saïx var allerede ved at angribe gruppen af flygtninge. Kujoner. To vampyrer og de stak af som kaniner.
Med faste skridt gik Macaria mod dem. Øjnene glødede op i mørket, og overlæben krængede sig tilbage i en dyrisk snerren.
"Det er hende!! Det er Forsyth!!" lød råbene i tunnelen, men det hjalp dem ikke. De stoppede op for at tage kampen op. Nogen trak sværd, andre fik magi til at bølge op omkring deres hænder, så mørket blev lyst op i forskellige farver.
Et djævelsk smil bredte sig på Macaria's læber. Veterano var her ikke. Perfekt. Han var den virkelige trussel.
"Honey, I am home," hvislede hun spydigt, inden at hun sprang frem mod den første person. Hun var hurtig. Rigtig hurtig. For modstandsbevægelsen lignede det hun forsvandt, dukkede kort op for at angribe, for så at forsvinde igen. Magi hvislede gennem mørket, uden at kunne ramme hende.
Ved kidnapningen havde det taget 6 af dem, samt et overraskelsesmoment. Nu var hun ikke alene, og det var hendes tur til at overraske dem.
Inden længe var hun dækket af blod, mens hun dansede mellem dem med et uhyggeligt, bredt smil.

[Saïx Veterano]

Det virkede næsten for nemt. Lige meget hvad han gjorde, føltes det ikke som om Saïx blev udmattet af hvad der skete i tunnelens mørke. Han hørte hvordan modstandsbevægelsen skreg og bandede, hvordan de forsøgte at gøre modstand, men lyden af deres smertefulde skrig afslørede kun alt for tydeligt at de ikke ville komme ud fra tunnelerne i live. Lugten af blod fyldte hans næsebor, og det drev ham kun mere og mere over i de nye instinkter der blussede op i ham.
En magiker lå død bag ham, og i løbet af få minutter sluttede andre døde sig til ham. Én blev gennemboret med sit eget sværd, og to andre blev efterladt uskadeliggjort, efterladt på jorden blødende fra deres hals. Saïx følte sig beruset. Høj på et eller andet stof, og han elskede hvert et sekund af det. I en kort stund var det næsten nok til at han kunne glemme hvorfor han gjorde alt dette. Midt i blodsudgydelsen og døden, lod han sig selv falde hen i hvad han var blevet til, lod sig hypnotisere af lyden af de hektiske hjerteslag som én efter én blev tavse. De få sår som modstandsbevægelsen nåede at få ind på ham, helede sig selv før han overhovedet mærkede det. Hans øjne glødede rødt og faretruende gennem mørket, og sammen med Macaria gik der ikke lang tid før de sidste medlemmer lå for deres fødder. Saïx havde nok en gang sat tænderne i et offer, mens en anden, en ung mand hvis arme var blevet brækket, ikke kunne andet end at se til, mens han ventede på at lide den samme skæbne.
Ikke én dråbe af sit offers blod havde Saïx ladt gå til spilde, da han slap kvinden han havde drukket fra, og skødesløst lod hendes lig falde om på den mørke jord. Han følte sig… mæt. Hans sult var for øjeblikket stillet, og han følte sig stærkere end nogensinde før. Hans blik faldt på den sidste levende i tunnelen, før hans blik faldt på Macaria. Det slog ham at han enten havde slået ihjel, eller selv drukket blodet fra modstandsbevægelsen. Han havde ikke været opmærksom på om Macaria selv havde fået noget i sig.
”Han er den sidste.” fastslog han, efter at have lyttet efter flere hjerteslag, uden at kunne høre noget. Hans blik flakkede tilbage til Macaria. Han kunne igen mærke hvordan hans krop sitrede. Alt blodet han havde fået i sig havde fået ham til at føle sig varm. Næsten som om hans krop føltes levende igen. Han fangede sig selv i at fugte læberne, idet han lod blikket bevæge sig over hende, før han tvang det væk fra hende igen. Isabel… Du må ikke glemme Isabel!, fortalte han sig selv, og skar en kort grimasse. Selv uden at han så på Macaria, var det som om han kunne mærke hendes nærvær på kroppen.

[Macaria Forsyth]

Det havde været fantastisk igen at slå folk ihjel på denne her måde! Brutaliteten, styrken, magten. Det var sådan her Macaria følte sig mest i live. Når hun jagede efter et levende bytte i stedet for at få det serveret i et glas. Hun ville høre deres dødsskrig, mærke deres liv forsvinde mellem sine fingre, og se rædslen når de opdagede, de ikke kunne hamle op med hende.
Inden længe stod Saïx og hende blandt en stak af lig. Gulvet var vådt af blodet, som afgav små, plaskende lyde når man gik på det. Macaria strøg fingrene gennem sit tykke, bølgende hår for at få det væk fra ansigtet, mens hun tilfreds så sig omkring. Kun én person var levende.
"Jeg tager ham," sagde hun til Saïx, og mødte kort hans blik, da det hang ved hende, så hun måtte sende ham et drilsk smil, inden at han så væk. Roligt slentrede hun hen til manden, der kiggede op på hende med tårefyldte øjne.
"Please..." hviskede han hæst, mens Macaria satte sig på hug foran ham. "Please..."
"Shhhhh... alt skal nok blive okay. Shhh..." tyssede hun kærligt, og lagde en hånd mod hans kind. Hun kunne se på hans blik, hvordan han blev draget af hende. Pupillerne blev større, som var han på stoffer. "Lige om lidt er alt stille igen. Rolig nu, elskede."
Manden begyndte at hulke ynkeligt, mens han lænede sit hoved frem mod hendes skulder. Blidt strøg hun ham over håret.
"Sådan der... stille og roligt. Alt er snart overstået," trøstede hun, uden noget som helst empati i sit ansigt, da hun tog fat i hans hår, så hun kunne trække hans hoved lidt til siden. Manden snappede efter vejret, da hun begravede sine tænder i hans hals.
Grådigt drak Macaria af det friske blod, der flød ud i munden på hende. Sødt, varmt og så fyldt med smag. Det var næsten så hjertet begyndte at hamre igen.
Først da manden var på dødens rand, slap hun ham, og rejste sig fra ham, mens hun puffede hans hoved bagover, så det hvilede mod væggen. Hans tomme blik stirrede direkte op i loftet.
"Mhhhh... er lang tid siden, jeg har smagt noget så lækkert," spandt hun, og tørrede blodet af sine læber med en pegefinger. "Hævnen er sød."

[Saïx Veterano]

Saïx betragtede hvordan Macaria tog sig af den sidste overlevende. Hun virkede meget mere kontrolleret end han selv gjorde. Hvor han havde flået deres ansigter til siden og tvunget sig vej til deres hals, var det som om Macaria lullede dem ind i deres død. Havde det ikke været for lydene manden gav fra sig, da Macaria satte tænderne i ham, kunne det næsten have virket som en beroligende død, i forhold til den han havde delt ud.
Det drilske smil Macaria havde sendt ham havde fået Saïx til selv at forme et skævt smil. Macaria måtte vel være vant til effekten blod havde på hende, men for ham var det stadig nyt og overvældende. Han havde kun lige nået at vænne sig til sulten, til styrken der fulgte med når han drak blodet, men han havde ikke forventet en sådan reaktion på faktisk at få blodet.
Han så på gulvet omkring dem, som mere eller mindre var blevet reduceret til én stor blodpøl, dekoreret med hvad der engang havde været modstandsbevægelsens kerne. Saïx priste sig lykkelig for at Cal ikke havde været der. Hvordan ville han have reageret, hvis han havde set Saïx sådan her? Og ville Macaria forvente at Saïx havde slået ham ihjel, hvor han havde været der? Han ville slet ikke tænke på tanken – dog kunne han ikke fordrive tanken på hvem af dem, der mon ville komme levende ud af sådan en kamp. For kun få dage siden ville Cal til enhver tid have vundet, men nu… Saïx forsøgte at tænke på noget andet.
”Hvad så nu?” spurgte han tøvende, før han igen vendte blikket mod Macaria igen. Den røde glød forblev i hans øjne, til trods for at hans sult var stillet. Det var nok stadig en effekt af blodet – præcis som den kriblen han mærkede i fingrene. Han forsøgte ikke at se alt for grundigt på Macarias ansigt. ”Det var den sidste. Modstandsbevægelsens kerne er udryddet.” Det skræmte ham hvor letsindigt han kunne sige det, som om det havde været noget trivielt. Modstandsbevægelsen havde taget et hårdt slag, og han havde en del af skylden for det. Det ville tage lang tid før modstandsbevægelsen igen kunne være funktionel. ”Hvordan… klarede jeg mig?” spurgte han derefter, med blikket rettet mod hende. Hans skaber. Som ventede han på en forælders ros.

[Macaria Forsyth]

Som altid når Macaria drak blod, dukkede hendes mere forførende side frem, om hun så ville det eller ej. Hun var det perfekte rovdyr i alle aspekter. Med vuggende hofter slentrede hun hen til Saïx, for at lade en arm glide omkring ham, så hun kunne føre ham med sig tilbage mod faldlemmen.
"Nu... nu tager vi tilbage til kroen igen," fortalte hun med en sprød og kurrende stemme, mens hendes hånd fulgte hans rygsøjle ned over ryggen. "Du klarede dig så godt! Bedre end jeg kunne have håbet på. Din sult er fantastisk, og bare rolig... du skal nok få mere og mere kontrol med tiden."
Kontrol.. hvor hun dog hadede det ord. Mange vampyrer prøvede at nedpresse rovdyret i dem selv, mens hun blot levede som dyret. Fri, vild og spontan. Det var sundere, bedre og efter hendes mening gav det bedre mulighed til at leve livet.
"Din sult aldrig er skidt. Hvis du er sulten så drik, men bare husk der er konsekvenser med hvad du drikker, så tænk altid hvem du drikker fra," belærte hun, inden de stoppede op under faldlemmen. Hun smilede sødt til ham, og lagde hænderne mod hans kinder, der var en smule lun.
"Du er hvad du er Saïx. Og nu er du blevet smuk, fri og stærk. Aldrig skam dig over det, ellers vil du blive knust. Du er ikke længere et menneske, så lad være med at tænk som et," sagde hun dæmpet, inden hun lænede sig frem, for at placere et blidt kys på hans pande, hvilket tvang hende til at vippe op på tæerne.
Hun slap ham igen, og lod hånden glide ned over hans overkrop med et smil. Øjnene gled op på hullet over dem.
Elegant bøjede hun ned i knæene, inden at hun sprang op, og landede på gulvet ved faldlemmen. Henkast børstede hun lidt støv af sin kjole, mens hun ventede på Saïx ville følge hende. Der var ikke mere at gøre her.

[Saïx Veterano]

Da Macaria gik nærmere ham, kunne Saïx ikke lade være med at bemærke de vuggende hofte. Han var ikke sikker på om han brød sig om den følelse som vældede op i ham. I sit dødelige liv havde Saïx ikke været blind for kvinder, men han havde kun været intim med én. Selv dér havde det ikke engang været fordi hverken han eller Isabel havde gjort noget for aktivt at forføre den anden – det var ligesom bare sket af sig selv.
Lydigt fulgte han efter hende tilbage til faldlemmen, mens han lyttede til hvad hun fortalte ham. Et sted var han ikke sikker på hvordan han skulle reagere på hendes ros. Som menneske havde han aldrig slået nogen ihjel, og bare i løbet af den korte tid de havde været her, havde han slået så mange ihjel – og det var kun nogen af dem han havde drukket fra. Hvor mange havde Macaria mon dræbt i løbet af årene? Han tænkte igen tilbage til likvideringen han havde været vidne til, og den ene mand hun tømte for blod midt på torvet foran folket. Hun havde også lullet ham ind i en ro, før hun satte tænderne i ham og drænede ham for livet. Ville han også gøre det på samme måde en dag?
Macarias hænder på hans kinder rev ham ud af hans tankestrøm, og han mødte hendes blik. Det var som om øjenkontakten gjorde at ordene hun fortalte ham, sank endnu tydeligere ind end ellers. Han vidste at hun havde ret. Han var ikke et menneske længere. Hvis han ikke kunne lægge sin gamle liv bag sig – og specielt sin menneskelige samvittighed – ville han aldrig overleve i sit nye liv. Og han havde ingen planer om at lade livet, før han havde fået sin hævn overfor Marcellus.
”Jeg forstår.” svarede han dæmpet, inden Macaria plantede sit kys på hans pande. Det efterlod hans hud brændende, og han fulgte hende med blikket da hun så elegant hoppede op gennem faldlemmen, og tilbage til bygningens kælderrum. Saïx kastede et sidste blik ned af den mørklagte, blodige gang, og ligene derinde. Før eller senere ville andre medlemmer af modstandsbevægelsen dukke op, og finde ligene. Måske ville det afskræmme dem fra at organisere sig igen. Der var et eller andet ved tanken, som fik ham til at skære en grimasse, men det gik op for ham at det var af andre grunde end han forventede. Han ville have at de organiserede sig igen, så han kunne jage dem igen.
Knapt så elegant, men lige så problemfrit fik Saïx trukket sig op fra hullet, og efter at have puffet faldlemmen i med foden, vendte han blikket mod Macaria igen. Lugten af blod hang stadig i hans næsebor, præcis som smagen af blod stadig var på hans tunge. Bare at se på Macaria vækkede et eller andet i ham, og han tvang sig selv til at føre an på vejen ud af rummet – kun for at huske at der også lå lig i overetagen. Med en grimasse over ansigtet trådte han over liget af elverdrengen, og fortsatte videre ud af kroen, og ud i den friske aftenluft. Kusken stod stadig ved vognen og ventede, og satte sig op på sit sæde da han så de to komme ud fra den gamle kro.
”Hvordan skal jeg komme ind på Marcellus?” spurgte Saïx hende pludselig, efter at de havde placeret sig inde i vognen igen, og kusken satte hestene i bevægelse. ”Jeg har ikke meget erfaring med at tale med kongelige, og Marcellus har jeg aldrig nogensinde mødt. Du kender ham. Hvad foreslår du?”

[Macaria Forsyth]

Aftenluften prikkede til Macaria's nøgne, lunke hud, så hun for en gangs skyld faktisk kunne mærke kulden. Ikke at det generede hende overhovedet, selvom hun fortak at vende alt det menneskelige ryggen. Sidste gang hun havde oplevet hvordan det var at være levende, havde været da Euphonia havde vist sig for hende, og placeret sine hænder om hendes ansigt. Hjertet var sprunget til liv, mens lungerne havde hevet ilt ned i sig. Det fik hende til at gyse ved mindet, og hun pressede det væk, for i stedet at koncentrere sig om Saïx's spørgsmål.
Hun steg op i vognen, mens hun overvejede sit svar. Det var ikke noget hun brød sig om at huske på. Hendes tid med Marcellus. Det skæve, charmerende smil. Hans sorte øjne, der hvilede på hende. Den blide hvisken, som smøg sig omkring hende, så hun følte sig tryg og varm. Marcellus.
Lidt for hårdt lukkede hun vognens dør efter sig, og vognen begyndte at køre afsted på vej tilbage til Oberion.
"Marcellus har svært ved at stole på folk, men når han først gør det, så har du hans fulde loyalitet," fortalte hun tøvende, mens hendes udtryksfulde øjne rettede sig ud af vinduet, for at betragte landskabet glide forbi dem. Hendes ene tommelfinger strøg trøstende håndryggen på den anden hånd i hendes skød. "Det nemmeste er at redde hans liv, eller på en anden måde vise din fulde loyalitet for ham. Han elsker at teste dig, for at se præcis hvor loyal du er. Vis ham respekt, forståelse, åbenhed og sårbarhed. Hvis det ikke hjælper, så snak med Raine. Jeg har købt ham før, og han kan måske fortælle dig, hvor Marcellus gemmer alle sine ting."
Med et suk stødte Macaria sin pande mod vinduets kølige glas. Det var lang tid siden, at hun havde tænkt på Marcel. Ofte prøvede hun helt at lade være, men nu hvor Saïx, havde åbnet op for det, så gled tankerne rundt. Minderne. Følelserne. Følelserne som han ikke længere havde, men lå gemt bort et eller andet sted.
Det gjorde ondt i brystet, og hun hævede åndsfraværende en hånd, for at massere stedet, inden hun kom i tanke om, at det nok bare var psykisk, og igen lod hånden falde ned til skødet.
Marcellus. Så varm. Så passioneret. Han havde sagt, at han elskede hende lige inden, at han rev kærligheden ud af sit eget bryst. Og så... intet.
Hun lukkede øjnene.
"Marcellus er ikke en konge af støbning. Snak normalt til ham men som sagt... med respekt. Han kan lide at tage på eventyr, opleve livet, og rejse rundt i verden. Aldrig nogensinde tro, at han er en konge, for inderst inde... er han bare en normal mand. Ligesom alle os andre," tilføjede hun afsluttende, mens mindet om Marcels smilende ansigt langsomt forsvandt for hendes indre blik.

[Saïx Veterano]

Det var ikke til at undgå at bemærke forandringen i Macarias væsen, så snart han havde nævnt Marcellus. Han sagde ingenting mens Macaria afgav sit svar, men han kunne ikke undgå den snigende fornemmelse af dårlig samvittighed over at han havde bragt emnet op. Det var dog information han var nødt til at kende til – både for hans egen og for Macarias skyld. Det var trods alt hendes plan at sende ham til Pandemonium, og planen ville ikke være noget værd hvis han dummede sig helt fra starten.
Vise sin loyalitet til ham… Med Vavilons mærke brændemærket ind i sin brystkasse, måtte han sørge for at det på ingen måde var synlig for Marcellus. Om han var konge af støbning eller ej, havde Saïx svært ved at tro på at han ville tro på nogen loyalitetserklæring fra en mand med et andet lands mærke brændt ind i huden. Og så var der hans dronning – denne Eriz. Saïx vidste ikke meget om hende, udover det faktum at hun var en stærk mentalist. Han måtte forsøge at møde Marcellus alene, ellers var han sikker på at dronningen ville afsløre hans løgne.
”Jeg finder en eller anden måde at skabe kontakt med ham på.” fastslog han. Han havde ikke selv været typen der tog på eventyr, oplevede livet eller rejste rundt. Hele hans menneskelige liv havde han brugt i hjemmevante miljøer, og i sin smedje. Det eneste eventyr han havde været en del af, var hans korte tid som en støtte for modstandsbevægelsen, og hans tid med Veterano’erne. Isabel… Nu hvor blodrusen havde lagt sig, begyndte han igen at vurdere om hun ville dømme ham for hvad han lige havde gjort. Flere af dem han havde dræbt, kunne have været nogen af hendes og Cals venner. Han bed tænderne lidt sammen, og forsøgte at skubbe tanken fra sig, før han igen vendte sin opmærksomhed mod Macaria. Tøvende lænede han sig lidt frem mod hende, og placerede en hånd på hendes lår, og sendte hende et medfølende smil. ”Hey… du må undskylde at jeg bringer det op, Macaria. Men du ved at jeg er nødt til at vide den slags, ellers ryger jeg direkte fra dit fangehul og ind i hans. Eller hvad der er værre.” Han trak hånden til sig igen, idet han fortrak en grimasse. Han turde ikke forestille sig hvordan Marcellus ville reagere, hvis han fandt ud af at en spion fra Vavilon var i hans hjem – specielt hvis Saïx allerede havde vundet hans tillid.
Han forstod at det næppe var et emne Macaria havde lyst til at tale mere om. Han forstod det meget godt. Han rømmede sig en smule. ”Så… Zean. Var han meget ked af at han ikke fik lov til at knuse min hånd igen?” spurgte han prøvende.

[Macaria Forsyth]

Da Saïx lænede sig frem, og placerede en hånd på hendes lår, vendte hun langsomt blikket mod ham. Hvorfor sagde han undskyld? Hun var ligeglad med den forræderiske hybrid, der havde leget med hendes hjerte, for så til sidst at efterlade det i sølet. Spiddet, forrevet, alene.
"Jeg er ligeglad," svarede hun lidt for hårdt, hvilket afslørede at hun absolut ikke var ligeglad. "Det eneste jeg vil have er hævn, og jeg vil ikke have at noget så værdigfuldt som hans følelser for mig, er i samme bygning som Eriz! Hun vil kunne udnytte det så forfærdeligt. Jeg tillader det ikke."
Hun vendte igen blikket ud af vinduet. Hendes krop bevægede sig med vognens rytme fra side til side, og månen lyste direkte ind på hendes ansigt, der mere lignede et spøgelses end en persons. Måske fordi hun var mere beslægtet med et spøgelse. Død, kold og fyldt med bitre følelser, man kun kunne få gennem et langt liv.
Kærligt lagde hun en hånd mod sin mave. Her midt i mørket, bitterheden og ensomheden havde hun dog et håb, der lyste det uddøde liv op. Et lys der brændte i hende, og huskede hende på at beholde varmen, kærligheden og omsorgen for andre. Folk kunne tage alt fra hende men ikke det her lys.
Hun fnøs da Saïx nævnte Zean. Sjovt som at han gik direkte fra det ene svigt til det andet.
"Zean er taget til Sethos," fortalte hun ham kortfattet. "Han tog vores datter, pakkede sine ting, og tog til dødsenglenes by, hvor han gemmer sig for... jeg ved ikke hvad. Der er noget i vejen med ham. Han er anderledes. Jeg ved hvordan I ser ham..." Hendes dybblå øjne konkurerede med stjernehimlen, da de landede på Saïx igen. "I ser ham som et monster. Følelsløs, kold, ond. Han er ingen af delene. Ikke rigtigt. Jeg har fundet trøst, tryghed og latter i hans favn, og vi har været så tætte. Et team. Så meget har vi været igennem sammen, men nu... nu begynder jeg at se, hvad I mener. Jeg ser det følelsesløse, kolde og onde monster...." Hendes fingre strøg over maven, som ville hun berolige det voksende liv inde i sig. "Og jeg bære dets barn i min mave."

[Saïx Veterano]

Det var tydeligt at Macaria var alt andet end ligeglad, men Saïx forstod at det ikke var smart at stille spørgsmål til det. Alligevel kunne han ikke lade være med at fundere over hendes hævnlyst. Han forstod hende – nok mere end nogen anden ville gøre det – og han kunne ikke andet end at have ondt af hende. Hvis Macaria havde haft ret, var det Marcellus som havde fjernet Isabels følelser for ham, fra hende. Men Marcellus havde tydeligvis gjort det samme ved sig selv, af egen vilje, hvor Isabel… Han kunne kun forestille sig at hun ikke blev givet noget alternativ. Ikke at han nogensinde regnede med at kunne få svar på det.
”Vi kommer begge to til at få vores hævn.” kommenterede han, uden et spor af tvivl i sine ord. Han havde ikke tænkt sig at lade noget andet ske. Isabel ville ikke have været væk, hvis det ikke havde været for Marcellus. Før i tiden havde han givet Macaria skylden for at være den, Isabel havde ofret sit liv for, men nu virkede det som om Marcellus var i kernen af det hele. Han kunne ikke bare lade den mand gå ustraffet for hvad han gjorde – hverken mod ham selv, eller Macaria. Hans skaber.
En grimasse gled over Saïx’ ansigt, da det blev gjort tydeligt at han havde jokket i spinaten igen. Grimassen blev dog hurtigt erstattet af den overraskede mine, som fik ham til at se på hende med store, chokerede øjne. Uvilkårligt gled hans blik ned mod hendes mave. Gravid? Det var ikke stort Saïx havde kendt til vampyrer, men han havde aldrig hørt om vampyrer som kunne blive gravide. Men det ville måske forklare hvad der havde lydt som en fest i den kro han var blevet placeret i, som han havde hørt få dage forinden. ”Det… Tillykke med det.” Igen lød hans ord prøvende, som om han pludselig var i tvivl på om det var en glædelig nyhed eller ej, sådan som hun havde omtalt barnets far. Han ville ikke stille spørgsmål til hvordan hun blev gravid – Macaria slog ham ikke som den type kvinde der tog fejl af den slags, så det var nemmere bare at acceptere tingenes tilstand. ”Han kommer vel tilbage på et tidspunkt. Dødsengle har aldrig slået mig som de mest tilregnelige skabninger. Måske skal han bare lidt væk, få knust andre menneskers hænder og få noget frustration ud, så er han nok god igen.” Det var et vildt skud i mørket. Saïx kendte ikke Zean udover de få stunder han havde haft med ham, og dér havde han kun set monsteret Macaria havde beskrevet. Han kunne dårligt nok forestille sig dødsenglen smile, uden at det var på grund af smerten han forårsagede hos andre. ”Men… Jeg forstår godt det påvirker dig. Specielt nu.” Han gestikulerede sigende mod hendes mave. Af alle tider at efterlade sin hustru på. ”Måske kommer alt sammen til at blive bedre, når alt det her er overstået.” indskød han.

[Macaria Forsyth]

En blanding af et fnys og et grin lød fra Macaria, og hun drejede hovedet mod Saïx med et smil på læberne, selvom at hendes blik stadigvæk var sørgmodigt. Det var sødt af ham, at prøve, at få hende til at føle sig bedre tilpas. I et øjeblik mindede han hende om Aron, og hvordan alkymistens ord også altid kom som trøst til hende. Et løfte om at alting ikke var så slemt, som det kunne se ud til.
"Tak Saïx. Jeg sætter pris på det du siger, og jeg ved, at Zean nok skal komme tilbage på et tidspunkt. Det gør han altid, lige meget hvor længe han er væk," sagde hun, og lænede sig tilbage i sædet. Hende og Zeans forhold var et stort mysterium for mange - nogle gange selv for hende. Ingen kunne gøre hende så rasende som Zean, men heller ingen kunne få hende til at grine så højt. Han havde en evne til at få hende til at glemme alting, og hive hende ind i en verden, som kun de to levede i. En verden uden bekymringer. Det var ikke kærlighed... men det var noget.
"Zean er ret temperamentsfuld for tiden. Han virker slet ikke som sig selv. Jeg har fået min alkymist til at give ham noget beroligende i ny og næ, for at få ham til at slappe af. Jeg ved ikke... måske trænger han bare til lidt luft," fortalte hun med et tungt suk, og lagde hovedet tilbage med øjnene lukket i. "Han kommer tilbage. Specielt nu hvor jeg bære hans barn. Han ville ikke lade mig i stikken. Ikke Zean. Lige meget hvad. Vi er et team."
Det virkede til at hendes egne ord beroligede hende, og som hun igen faldt til ro, begyndte hun at stryge sig selv over maven igen, selvom der slet ikke var nogle tegn på graviditet hos hende endnu. Euphonias gave til hende. Et enkelt barn. Livet og håbet i hendes mørke, bitre hverdag fyldt med død og svigt. Et barn, der var hendes.
Hun åbnede øjnene, for at kigge på Saïx.
"Du ved... jeg skylder Isabel mit liv. Du vil måske ikke tro mig, men da hun havde reddet mig, og vi begge var døende, lå vi og snakkede sammen, mens vi holdte hinandens hænder. Vi ventede bare på døden sammen," fortalte hun dæmpet. "Jeg kom til at holde meget af hende. Hun besad en styrke og en gnist, som jeg ellers troede, var slukket for evigt i denne her verden. Jeg ville ønske, at hun havde overlevet."

[Saïx Veterano]

Et lille smil viste sig på Saïx’ læber, da hun, til trods for hvad der lød som et fnys, så du til at være kommet i bedre humør. Måske ikke ligeglad ’glad’, men det så da ud til at være en forbedring.
Hendes forhold til dødsenglen havde i noget tid været noget som havde forundret Saïx. Når de var set sammen under likvideringen, eller da de sammen havde tortureret ham, virkede det som om Zean fik en djævel frem i hende. Præcis som han havde set hende, mens hun havde kæmpet mod modstandsbevægelsen denne nat. Men at se hende sidde dér, med en hånd aende over sin mave, virkede det næsten absurd at forestille sig hende som det blodige bæst, hun faktisk kunne være.
Smilet forlod hans læber, da Macaria nævnte Isabel. Det føltes som om hans døde hjerte vred sig i smerte i hans bryst, og han var nødt til at vende blikket mod vinduet, og fokusere på landskabet som gled forbi dem. Træerne var begyndt at tynde ud, i takt med at de bevægede sig nærmere byen igen. Macaria ville ønske Isabel havde overlevet? Han måtte næsten smile, men det så mere ud som en sørgmodig grimasse.
”Ja… Det ville jeg også.” mumlede han dæmpet. Hans tid med Isabel havde været så kort. Han havde kendt hende og Cal i nogle måneder, før deres forhold faktisk havde udviklet sig. Alt skete så hurtigt, efter at han måtte flygte fra Vavilon. Nætterne hvor Isabel havde lagt sig med ham for at holde på varmen, var minder der stadig var friske i hans erindring. Det havde været så akavet i starten, sikkert for dem begge, men for hver nat virkede det mere og mere naturligt – til de grader hvor det slet ikke var for at holde på varmen længere. Meget mod hans gode vilje fik mindet bragt et lille smil over hans læber, før han vendte blikket tilbage mod Macaria. ”Jeg hadede dig, fordi hun ofrede sit liv for at redde dig.” fortalte han hende, til trods for at han var sikker på at Macaria allerede var klar over det. Han havde trods alt stukket en dolk i maven på hende, da hun fandt ham igen i Vavilon. ”Jeg kunne ikke forstå hvorfor dit liv var vigtigere end hendes. Du er vampyr, og én som Isabel og Cal aktivt havde modarbejdet så længe. Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun ikke bare… lod dig dø.” Den velkendte smag af dårlig samvittighed meldte sig i hans mund. Måske var det fordi Macaria nu var hans skaber, at han skammede sig over at have ønsket hende død. ”… Var hun i smerter? Da hun døde?” spurgte han tøvende. Han var ikke sikker på om han ville høre svaret, men Cals brev havde været sparsomme i detaljerne. Sikkert i frygt for at brevet skulle blive opsnappet af nogen andre end ham.

[Macaria Forsyth]

Et lille, sørgmodigt smil dukkede frem hos Macaria, da han fortalte, at han hadede hende, for at hun havde overlevet og ikke Isabel. Det forstod hun alt for godt. Skæbnen havde tildens til at lade hende overleve forskellige situationer, hvor andre omkring hende døde.
”Hun havde ikke noget valg, Saïx. Hvis ikke hun havde reddet mig, ville Marcel have dræbt dig og Cal. I enden så ofrede hun ikke sig selv for mig, men for dig og hendes lillebror,” forklarede hun stilfærdigt, inden hun efter lidt tøven rejste sig, for at sætte sig hen ved siden af ham i stedet. Hun tog hans hånd i sin. Hendes blik fandt hans, mens hun lagde en hånd bag hans nakke, for at nusse ham kærligt i nakken. Hvor hun dog forstod hans sorg. At miste en person man elskede, var noget hun selv havde prøvet før.
”Hun teleporterede os hen til hendes hjem,” fortalte hun medfølende, for at måske kunne give ham lidt fred i sjælen. ”Jeg tror det var der, hende og Cal voksede op med deres forældre. Der var rester af en nedbrændt går. Vi lå i græsset, og så op på stjernehimlen. Hun virkede meget fattet, og vidste præcist hvad der skulle ske med hende. Det var som om, hun bare blev mere og mere træt, men det så ikke ud til at hun var i smerte overhovedet. Til sidst vendte hun bare blikket op mod stjernerne, og så stoppede hendes hjerte. Hun fik endelig fred.”
Det var en løgn. En stor løgn. Macaria havde set hvordan Isabels krop gav sig i små ryk. Runerne havde glødet på hendes krop. Hun havde hostet og hostet, så blod var kommet med op. Ansigtet fortrukket i en grimasse af smerte nu og da. Nej… Isabel havde ikke været helt fri for smerte. I tiden mens de ventede på at en af dem ville dø, havde Macaria ligget med Isabels svedige hånd i sin, for at støtte hende igennem smerterne. Hendes krop havde til sidst givet op på grund af overanstrengelserne.
”Jeg tror på, at Isabel fik den død, hun gerne ville have. Hun døde for at beskytte dem hun holdte af, og hun døde hjemme hvor hendes forældre er begravet,” afsluttede hun med et trøstende smil, og gav hans hånd et klem.

[Saïx Veterano]

Saïx fulgte hende med blikket da hun satte sig ved siden af ham i stedet, og lod hende tage hans hånd i sin, og placere sin anden hånd bag hans nakke. Hendes berøring føltes beroligende, og han fangede sig selv i kortvarigt at lukke øjnene i.
”Det ved jeg godt… nu. Da det skete, vidste jeg ingenting. Så vidt jeg vidste, så hun det der var mellem os som en fejltagelse, og hun ofrede sit liv for at redde den kvinde, hun havde modarbejdet så længe.” Han lænede ansigtet en smule bagover mod det polstrede ryglæn, og sukkede dybt.
Han sad tavs mens Macaria fortalte ham om Isabels død. Han var ikke sikker på om hendes ord gjorde mere ondt, eller om det faktisk lindrede hans smerte. Cal havde fortalt ham så meget i sit brev, at han havde fundet Isabel ved deres barndomshjem, og at det var dér han havde begravet hende, i en seng af vildblomster. ”Jeg skulle have været der… Men jeg er glad for hun ikke døde alene.” Han drejede blikket mod hende og sendte hende et taknemmeligt smil, og klemte hendes hånd i retur. Hvis det var en løgn hun fortalte ham, var det en løgn han ville tro på. Han ville ikke forestille sig at Isabel døde på nogen anden måde end fredeligt. Som var hun bare faldet i en dyb søvn, hun aldrig ville vågne fra. ”Mange tak.” mumlede han dæmpet. Han var end ikke sikker på om han takkede hende for at hun havde været der for Isabel, eller for at hun havde fortalt ham om det. Måske var det begge dele.
Han rømmede sig en smule, og trak sin hånd fra hendes, som han forsøgte at tage sig sammen. Mærkeligt, hvordan han kunne gå fra det blodtørstige dyr til dette, i løbet af så kort tid. ”Er I begyndt at tænke på navne til den kommende prins eller prinsesse? Eller er det for tidligt endnu?” spurgte han med et skævt smil. Han vidste ikke hvordan man plejede at forholde sig til den slags.