Goodmorning Sunshine

[Macaria Forsyth]

Saïx Veterano - Macaria Forsyth

Solen var akkurat lige gået ned over Oberion. De sidste orange stråler, kastede deres skær over de udsmykket bygninger, mens folk valsede hjem fra arbejde eller over til de forskellige kroer, for at drikke, spille, danse eller finde billigt selskab for alle deres penge. 
Gadelygterne var ved at blive tændt, og en stille regn faldt fra den mørke himmel, så brostenene skinnede. Gaderne kunne have brug for et regnskyld.

Macaria havde forladt slottet så tidligt, som det var muligt for hende. Zean var taget afsted til Sethos med Arona, så hun var alligevel helt alene, hvis ikke man talte Aron og Caleb med samt den store tjenestab. Hun var vågnet op til fuldkommen stilhed i slottet. Ingen barnefødder som ville løbe hende i møde. Ingen hænder ville hive hende tilbage i sengen. Endnu engang - og nu fuldkommen - befandt hun sig alene. 
Heldigvis var hun ikke helt alene. Hun havde fået en ny ven. En ny person, som hun kunne og skulle bruge tid på. Dog var han ikke på slottet, men i stedet låst væk på den nærmeste kro. 
For ikke at blive genkendt, havde hun slynget en kappe omkring sig, og trukket hætten op over hovedet. Tøjet var som altid simpelt. En lang, mørkelilla kjole med nøgne skuldre, lavet af let stof, så hun kunne bevæge sig frit rundt i den. 
Da hun trådte ind i krostuen, fangede hun med det samme kroværtens blik, og han nikkede smilende til hende.
"Godaften! Eller skulle jeg sige godmorgen?" hilste han, og gav tegn til sin kone, om at hun skulle overtage serveringen, mens han gik rundt om disken, for at kunne give hende hånden. Han gjorde det her gratis. Ikke en eneste skilling ville han have fra hende. Den slags var skældent i Vavilon. 
"Godaften, Conrad. Er alt vel? Nu har han forhåbentligt ikke givet jer nogle problemer," svarede Macaria med et skævt smil, mens Conrad førte an over til en dør, som han låste op med en gammel nøgle. 
"Ork nej! Ingen problemer! Der var lidt banken og råberi tideligere, men det lagde ingen mærke til. Jeg tror dog, han er rigtig sulten Deres Majestæt," hviskede han, og åbnede døren for hende. En trappe førte ned i kælderen, hvor endnu en dør afskar dem vejen. Denne her var lavet af solid metal med et pentagram malet på overfladen. 
"Mange tak Conrad! Jeg tager den herfra. Giv mig nøglerne, og lå så døren til krostuen efter dig," sagde hun taknemmeligt, og tog imod hans nøgler, som hun stak i kappens lomme. Kroværten bukkede kort for hende, inden at han begav sig pustende tilbage op af trappen. 
Macaria ventede indtil døren, havde lukket sig bag ham, før hun satte nøglen i metaldørens lås, og åbnede den lydløst. 
"Goooooodmorgen sunshine! Så er jeg tilbage. Har du savnet mig?" udbrød hun muntert ud i det vinduesløse værelse. Hun var klar til at gribe fat i hvad som helst, der måtte komme farende imod hende, for at komme op til krostuen hvor alle de bankende hjerter befandt sig. 

[Saïx Veterano]

Det føltes som om han var blevet ført fra ét fangehul til et andet. Forskellen lå i at han denne gang ikke var lænket til en væg med kæder, men lige fuldt var han holdt fanget. Det værste var at han fra sit vinduesløse værelse, fuldt ud var i stand til at høre lyden af de levende væsner som befandt sig i overetagen. Han kunne høre deres bankende hjerter, deres latter. Han var så sulten. Lige siden Macaria havde efterladt ham dér, og lovet ham at hun ville komme tilbage, havde han forsøgt at lægge bånd på sig selv for at kontrollere sin nye natur. Men i takt med at hans sult varede ved, var bæstet i ham vågnet til liv. Han havde hamret mod metaldøren i et forsøg på at slå den ned, men den holdt stand, uden at han forstod hvorfor. Han vidste hvor stærke vampyrer var. Havde det ikke været for sølvkæderne som havde holdt Macaria bundet, ville hun med lethed kunne have undsluppet fra sin tilfangetagelse af modstandsbevægelsen – alligevel blev han holdt tilbage af en dør af metal. Der måtte være et eller andet med den, men Saïx kunne ikke sige hvad.
Han hørte krofatterens stemme, og en anden stemme han genkendte. Macaria. Det var som om lyden af hendes stemme vækkede et eller andet i ham – som et barn der hører sin moder vende hjem. Da han hørte døren blive låst op, var Saïx nødt til for alvor at lægge bånd på sig selv. Alt der stod mellem ham og et rum fuldt af bankende hjerter, var Macaria, og en enkelt dør af træ – døren ville ingen modstand udgøre for ham. Men Macaria… Hun var hans skaber.
”Hvor længe har jeg været her?” spurgte han. Han var så sulten. Det kunne ikke have været lang tid, men uden nogen form for næring, når han vidste hvor tæt på levende væsner han var, havde det været en værre form for tortur end Macarias og Zeans piske nogensinde havde været. Han hadede hvor meget af et monster han var blevet.
Tøvende trådte han frem mod Macaria, og lod sit blik møde hendes. Hans kinder var indsunkne, og hans øjne matte. Pludselig skamfuld, sænkede han sit blik en smule. ”Det… er godt at se dig igen, Macaria.” Han vidste ikke længere hvordan han skulle tiltale hende. Deres Højhed? Lady Forsyth? Hun var hans dronning nu, men hun var lige så vel hans skaber. Det havde vel skabt et form for bånd mellem dem, men han anede ikke hvordan han skulle forholde sig til det. Alt, indenfor det at være vampyr, var så nyt og fremmed for ham. Det skræmte ham næsten. ”Du kan ikke holde mig her for længe. Jeg vil ud herfra. Jeg vil ud og…” Han bed ordene i sig. Han ville ud og jage. Han ville stille sin sult. Han ville have sin hævn mod Marcellus.

[Macaria Forsyth]

Lige så snart hun var trådt ind i værelset, havde hun lukket døren bag sig, bare for at være sikker på, han ikke ville prøve at snige eller storme ud. Ved hans spørgsmål smilede hun bare til ham.
"Kun to døgn. Måske lidt mere," svarede hun, og løsnede kappen for at smide den af sig og over en stolryggen. Værelset var ikke noget prangende, men det var da et værelse med et baderum, en seng, et bord, kommode og hvad man ellers skulle bruge. Det eneste som ikke var her, var en kamin, men det havde vampyrer heller ikke brug for, så det var ikke et problem.
Hun grinede, da han høfligt fortalte, at det var godt at se hende. Kærligt klappede hun ham på kinden.
"Så venlig du er blevet. Var det alt, hvad der skulle til? En hurtig død og genoplivelse?" spurgte hun, inden at hun rynkede panden, da hun mere indgående betragtede hans ansigt. Hun tog om hans hage, for at løfte hans hoved en smule. "Hm... du ser næsten syg ud. Det hjælper når du får blod. Jeg har fundet det perfekte til dig, og du får helt selv lov til at jage dem."
Fingrene slap hans hage, for i stedet at glide igennem hans sorte hår. Efter at have været i bad og skrubbet godt og grundigt, havde hun virkelig kunne se, hvordan vampyrismen havde ændret ham. Ikke meget, men han virkede flottere, stærkere, mere tiltrækkende.
"Du skal nok komme ud. Bare rolig. Jeg har skam ikke tænkt mig at pine dig i længere tid end nødvendigt, men jeg var nødt til at bygge din sult op," forklarede hun, og rettede lidt på hans trøje. "Lige om lidt går vi ud herfra, men du skal vide én ting..." Hårdt greb hun fat i hans kæbe, så han var tvunget til at se hende direkte i øjnene. "... hvis du angriber en person på vejen, så smider jeg dig tilbage herind, og så får du ikke noget mad, forstået? Intet! Ikke før du har vist mig, du kan tøjle dig selv, når du virkelig har lyst. Du vil få frisk blod, men først skal vi hen til det bestemte sted. Aftale?"
Hun holdte ham fast, indtil at han ville give hende sit svar. Der skulle helst ikke opstå massakre i kroen. Så ville folk hurtigt finde ud af det hele, og hele hendes plan ville fejle. Det og Saïx ville komme i vanskeligheder. Intet ondt skulle ske hendes Første.

[Saïx Veterano]

To døgn… var det virkelig ikke mere? Så sulten som han følte sig, kunne han sagtens have troet at han var gået mindst en uge uden føde. Han havde være et levende væsen for kun nogle dage siden… Det var en mærkelig ting at tænke på.
Hans nyeste fangehul var i det mindste mere bekvem end hans tidligere i Macarias slot. Her havde han da mulighed for at bevæge sig. En behagelig seng at hvile sig i, og et sted at vaske sig. Det første bad havde været befriende. Det føltes som om flere ugers skidt var skyllet af ham, men det havde kun taget hvad der lå på overfladen. Under huden følte Saïx sig stadig underlig beskidt. Han havde aldrig været en videre religiøs mand, men det føltes som om hvad han havde gjort, var gået imod naturens orden. Han blev født som menneske, og han døde som menneske – men genopstod som noget andet. Gang på gang havde han forsøgt at forestille sig hvad Isabel ville sige, hvis hun så ham nu. Ville hun forstå hans grunde? Han håbede på det.
Macaria greb pludselig fat i kæben på ham, og kom med krav. Han stirrede på hende, med et blik som tydeligt viste hans manglende tro på sine egne evner. Han havde kun været en vampyr i få døgn, og det eneste blod han havde fået i sig var Macarias da hun bragte ham tilbage, og kvinden hun havde ladt ham drikke fra i fangekælderen. For hver dag blev han kun mere og mere sulten, og nu forventede hun at han skulle kunne gå rundt blandt levende væsner, uden at ville… Han skar ansigt ved tanken.
Han tvang sig selv til at lægge bånd på sig selv. Han var nødt til det, hvis han skulle kunne hævne Isabel. Der gik mange sekunder før Saïx igen mødte hendes blik, og beslutsomt nikkede.
”Det er en aftale. Jeg skal nok kunne beherske mig.” svarede han med så meget selvsikkerhed som han kunne mestre. Han var nødt til det. For Isabels skyld. Først da Macaria slap sit greb om ham, kunne han trække sit ansigt tilbage og betragtede hende med et udefinerbart udtryk i ansigtet. Var det respekt eller frygt han nærede for sin skaber? Han var ikke selv sikker på det. ”Hvor er det vi skal hen?” spurgte han derefter, og kunne kun håbe på at det ikke var for langt væk. Han tvang sig selv til at fokusere på det friske blod, Macaria ville lade ham få, når de nåede deres mål. Han ville kunne få stillet sin sult igen… Han vidste hvad det indebar. Han vidste at han måtte dræbe igen. Men han var så sulten…

[Macaria Forsyth]

Da han endelig gav sit svar, smilede Macaria bredt til ham, og ruskede blidt i hans hage, inden at hun gjorde et hovedkast mod døren ud af rummet.
"Det får du at se! Jeg har virkelig arrangeret det her for dig i flere dage, så jeg håber du bliver glad for det!" svarede hun ham, og trak igen kappen op over sig. Hætten skjulte hendes ansigt, så ingen ville genkende hende, med mindre de kom helt op i ansigtet på hende.
"Læg en arm omkring mine skuldre, og bliv ved med at have den liggende. Hvis du får lyst til at angribe nogen, så stram grebet, okay? Jeg kan sagtens holde til det," forklarede hun, og lod selv en arm glide omkring Saïx, så hun kunne holde ham ind mod sig. Hvis han pludselig ikke kunne styre sig længere, kunne hun hurtigt holde ham fast eller tvinge ham ned på gulvet. Hun var ældre end ham, og derved også stærkest af de to. Alligevel ville hun ikke lade det hele komme an på en prøve. Det her skulle gå så fejlfrit som muligt.
Først da de begge var klar, åbnede hun døren, og de kunne forlade værelset. Macaria blev ved med at holde øje med Saïx ud af øjenkrogene, da de nærmede sig døren ud til krostuen. Der var mange folk. Ingen tvivl om at alle sanserne ville forvirre Saïx, og hun håbede at det kunne distrahere ham en smule for sulten. Hendes fingre lukkede sig om stoffet på hans trøje.
"Er du klar? Nu går vi derud. Bare husk på du nok skal få mad, men hvis du fejler kommer du til at skulle sulte endnu længere! Prøv at tænk på noget andet. Distraher dig selv," fortalte hun, da de stod foran trædøren.
Hun sendte ham et opmuntrende smil, inden at hun med skulderen åbnede døren ud til krostuen. Larmen ramte hende med det samme. Der var kommet flere mennesker. Lugten af alkohol og sved rev i næsen. Musikken og latter fyldte ørerne. Hun strammede sit greb i Saïx, og begyndte at føre ham gennem krostuen mod udgangen.
Når først de var udenfor ville det gå lidt nemmere. En vogn ville vente på dem, som kunne køre dem ud til det sted hun havde fundet.

[Saïx Veterano]

Saïx var ikke sikker på om han brød sig om lyden af det her. Det lød alt for meget som om Macaria havde tænkt godt og grundigt på det her – og han havde da set hvad kvinden var i stand til. Han kunne stadig huske hvordan hun og Zean havde likvideret dem, hun mistænkte for at kende til modstandsbevægelsen midt på Oberions torvplads, og havde befalet at alle skulle se på, hvis ikke de selv skulle mistænkes for at kende til den. Hvis det var meningen at det her skulle være en test for ham, ville han slet ikke tænke på hvad det var hun havde haft i tankerne.
Per hendes instruks, placerede Saïx tøvende en arm om hendes skuldre, og lukkede sin hånd om hendes ene skulder. Det var ikke så meget fordi han allerede nu var ved at bukke under for sin egen sult, men det var mere for at lade ham finde en tryg havn ved Macarias nærhed. Hun havde måske ikke været den bedste ven man kunne drømme om – men siden hun havde indviet ham i sine planer, havde hun faktisk gjort mere for at han ikke skulle lide nogen unødvendig last. I hvert fald efter at hun havde fået straffet ham for hvad han havde gjort mod hende, mens hun havde været fanget hos modstandsbevægelsen.
”Jeg er klar.” sagde han efter et par sekunders tøven, og lod hende føre ham med sig ud fra det vinduesløse rum, og op i overetagen til krostuen.
For hvert skridt de tog, kunne Saïx mærke de mange hjerteslag som kun blev mere og mere højlydte mod hans ører. Det føltes som om nogen slog på en tromme, så tydeligt kunne han høre det. Da de trådte ind i krostuens lys, måtte han sænke blikket mod gulvet for ikke at se på krogæsterne som de potentielle måltider de faktisk var. Hans greb om Macarias skulder strammede sig, mens han beslutsomt fulgte efter hende gennem krostuen. Aldrig løftede hans blik sig fra gulvet. Han var sikker på at hans øjne, nu med en blodig iris, ville afsløre hans blodtørst. Men lige så vel var det for at hindre at han skulle se på de indbydende halse med de pulserende blodårer, som lokkede ham til sig. Han kunne mærke hvordan hans overlæbe krængede sig en smule, som om han gjorde sig klar til at bide, men i stedet satte han farten op, som for at få Macaria til at få ham ud derfra hurtigere.
Han var nødt til at kontrollere det. Hvis ikke, ville Macaria sende ham tilbage til det mørke rum, uden at han fik blod. Macaria havde rådet ham til at fokusere på noget andet. Han klemte øjnene i, og fokuserede på hans gamle liv. Hvordan han havde tilbragt time efter time i smedjens værksted, og lyden af hammer mod stål. Følelsen af heden derindefra. Isabels besøg. Følelsen af hendes hår mellem hans fingre, og hendes læber mod hans… Hans øjne gik op, og hans blik søgte Macarias. ”Få mig ud herfra.” mumlede han dæmpet.
Hans ønske blev opfyldt, da de nåede ud af kroen, og hans blik kunne falde på vognen som ventede på dem. Uden at tøve placerede Saïx sig inde i vognen, trukket så langt over i den anden ende som muligt, som for at skabe afstand mellem sig selv og kroen.

[Macaria Forsyth]

Efter at have været vampyr i over 180 år lagde Macaria sjældent mærke til sulten efter blod, når hun omgik folk. Hun var blevet opdraget til at have en stor selvdisciplin, så det ikke var sulten der styrede hende, men hende, der styrede sulten. Den største prøvelse havde været dengang med Harris, hvor hun havde været ved at dø af tørst, samt holdt det skrøbelige liv i sine arme. Men hun havde klaret det! Hun havde vundet over sin sult!
Målet var at hun ville give Saïx den samme selvdisciplin. Det krævede en streng oplæring, men hvem var bedre til den slags end hende?
Hun kunne mærke hvordan Saïx fæstnede sit greb omkring hende. Sulten var ved at rive ham i stykker indefra, og det gav et par ryk i hans krop, når en gæst gik tæt forbi dem. Imponerende at han stadigvæk ikke angreb nogen. Da hun havde været en ung vampyr, havde hun ikke den samme form for kontrol. Måske hjalp det, fordi han tænkte på Isabel, der havde foragtet vampyrer.

Udenfor lod hun Saïx stige ind i vognen først, inden hun gjorde tegn til kusken om at de kunne tage afsted. Vognen var sort, men havde ikke Vavilons mørkelilla symbol på sig. Ingen ville vide at dronningen sad derinde.
Hun trak lidt op i sin kjole, og fulgte så med ind i vognen, der med det samme satte i bevægelse. De skulle lidt udenfor byen. Med en rømmen satte hun sig til rette foran Saïx. Det ene ben blev lagt over det andet.
"Så! Det gik meget godt, syntes du ikke? I det mindste angreb du ikke nogen. Jeg ville ikke have kunne gjort det, da jeg lige var blevet bidt," fortalte hun, og sendte ham et kækt smil. "Vi skal lidt ud fra byen. Der ligger en faldefærdig landsby et stykke væk, som blev efterladt da jeg overtog Vavilon. Dog er den ikke så efterladt længere. Dine gamle venner bor der nu," fortalte hun, og lagde hovedet lidt på skrå, for at kunne betragte ham intenst, når han regnede ud, hvor det var de skulle hen. "I troede I var så kloge, og jeg aldrig ville finde ud af, hvor I holdte mig fanget, gjorde I ikke? Jeg hørte alt omkring mig. Den gamle, knirkende mølle. Lugte resterne af de brændte hytter. Se på jeres støvler at I havde gået i mudder."
Hendes smil blev djævelsk, og strakte sig hele vejen fra det ene øje til det andet, så hugtænderne kom til syne. Perlehvide og spidse.
"Jeg fandt stedet for en uge siden. Bare rolig. Dine gamle venner er der stadigvæk. De ved ikke, at de er blevet opdaget, så jeg tænkte vi kunne besøge dem."

[Saïx Veterano]

Da vognen blev sat i bevægelse havde Saïx kun flygtigt ladt blikket falde ud af vognens vindue, og betragtede byen glide forbi dem. Selv her kunne han lugte blodet og høre bankende hjerter. Måske var det en af hestene han kunne høre? Hvordan ville det egentlig gå med ham, hvis han drak dyreblod i stedet for menneskeblod? Ville det gøre det nemmere for hans samvittighed? Og ville det stille hans sult i lige så høj grad? Der var stadig så mange spørgsmål Saïx havde om at være vampyr. Forhåbentligvis kunne Macaria besvare dem for ham. Så vidt han vidste havde hun været en vampyr i mange, mange år.
At han havde klaret sig bedre end hun havde forventet, fik uvilkårligt et lille smil over hans læber. Han tillod sig selv at føle en smule stolthed af bemærkningen. Måske var han ikke en så stor slave for sin sult, som han havde frygtet?
Stoltheden var dog kortvarig, da Macaria omtalte hans gamle venner. Smilet forlod hans læber, og han stirrede på hende, da det gik op for ham, hvor de var på vej hen.
”Nej…” sagde han dæmpet, selvom at han vidste hvor lidt det ville hjælpe. Han vidste at Macaria ikke ville lade ham slippe – det kunne læses i det djævelske smil hun sendte ham. Han rystede stille på hovedet. ”Det kan du ikke mene! De… Du…” Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han vidste at modstandsbevægelsen stadig var aktiv i Vavilon, og de var sikkert stadig et problem for Macaria. Hun havde måske fået nogen af dem dræbt, da de kidnappede hende fra sit hjem, men Macaria virkede ikke som typen der ville lade dét være betaling nok. Men at hun ville bruge ham for at få sin hævn… Han så hjælpeløst på hende. Længe havde han beundret modstandsbevægelsen for hvad de gjorde, på samme måde som han havde beundret Isabel og Cal for hvad de gjorde. Og nu skulle han bruges mod dem. Det gik op for ham at han halvt havde rejst sig fra sædet, og han lod sig slukøret falde tilbage i det polstrede sæde.
Isabel… Han gjorde det her for Isabel. Hvis han skulle få sin hævn, var han nødt til at være en anden, end den han var. Han måtte gøre som Macaria sagde. Han lukkede øjnene i. ”Jeg er kun én, Macaria. Du blev overmandet af en lille gruppe. Hvordan skal jeg kunne stå imod dem alle?” spurgte han derefter.

[Macaria Forsyth]

Det var som hun havde forventet. Han sagde nej. Hun tog det dog roligt, for hun vidste, at hun ikke engang behøvede at løfte en finger for at overtale ham. Sulten skulle nok overmande ham, når først han stod foran et bytte.
Derfor smilede hun bare op til ham, indtil han igen satte sig ned i sædet igen. Hun lænede sig frem mod ham, og lagde en hånd på hans knæ, så der kun var få centimeter mellem deres ansigter.
"Du skal lære at jage, Saïx. Du skal have lov til at udforske dine nye evner, og det gør du bedst ved det her," forklarede hun ham tålmodigt, som var han et lille barn, hun skulle overtale til at gå ordentligt klædt. Selvfølgelig ville han ikke synes om det. Isabel og Cal havde været i modstandsbevægelsen. De havde kæmpet bravt, men alligevel havde Isabel alligevel forrådt dem, for at beskytte Macaria. Nu var det Saïxs tur.
Hun strøg beroligende hans knæ, mens vognen bumlede afsted.
"Når de finder ud af, du er en vampyr, vil de alligevel jage dig ned. De er ikke dine venner længere. De er mad. Tænk på hvor sulten du er! Hvor meget du har brug for blod! Du vil være som et vildt dyr, der vil flænse dem fra hinanden, uden at kunne blive stoppet. Bare rolig... jeg skal selvfølgelig nok også hjælpe til, så der ikke sker dig noget," fortalte hun, og klappede hans knæ, inden at hun lænede sig tilbage i sædet igen. Hver eneste gang de kørte forbi en gadelygte, blev hendes ansigt lyst op i et orange skær. Det var synd, at tiltrækningskræften ikke længere virkede på ham. Hun hvilede albuen på vindueskarmen, og hvilede pegefingeren mod sine smilende læber.
"Forresten vil de blive overrasket. De ved ikke vi kommer, og slet ikke at du er hvad, du nu er blevet til. En vampyr. Min vampyr. Du kan ikke skuffe mig Saïx. Du kan ikke skuffe hende. Husk hun selv forrådte bevægelsen for min skyld."

[Saïx Veterano]

Da Macaria lænede sig mod ham, forventede han at mærke den samme trang som han havde følt, dengang han havde ’besøgt’ hende i hendes tid som modstandsbevægelsens fange. Fornemmelsen af at blive draget mod hende, udeblev dog. Virkede det kun overfor mennesker? Det ville et eller andet sted give mening – og i dette øjeblik var det kun en lettelse. Han havde nok at kæmpe med, han behøvede ikke også at skulle holde sig selv tilbage fra hende. Bare tanken på hvordan hun havde påvirket ham dengang, kunne stadig sende en gysen gennem kroppen på ham.
De ville jage ham ned. Han vidste det udmærket godt. Modstandsbevægelsen havde ingen nåde tilovers for ham længere, ikke når han var blevet, hvad han var. Han ville være en forræder i deres øjne. En trussel. Isabel og Cal ville måske have haft andre tanker, men der var ingen andre i modstandsbevægelsen som havde nogen grund til at lade ham leve længere. Og Isabel var væk. Cal vidste ingen hvor var henne. Han havde ingen længere – ingen udover Macaria. Han sukkede drævent, og nikkede langsomt.
”Du har ret.” sagde han endelig. Han følte sig besejret. Han havde kun med nød og næppe kæmpet sig igennem sin sult da de var gået gennem kroen – hvordan ville det være når Macaria direkte skubbede ham ind i et rum af dødelige? Når hun selv ville være der, var han sikker på at blodet ville flyde – og han ville ikke være i stand til at kontrollere sig selv.
Allerede ved tanken på friskt blod kunne han mærke sulten gnave i ham, og han måtte holde en længselsfuld lyd tilbage. Han havde intet blod fået siden kvinden i Macarias fangekælder, og for hvert sekund føltes det som om den fik mere og mere kontrol over ham.
”Du har ret.” sagde han igen. ”Jeg kan ikke skuffe hende.” tilføjede han drævent. Isabel havde forrådt modstandsbevægelsen for at redde Macarias liv. Måske ville hun faktisk se mildt på det, når han selv forrådte dem på Macarias ordre? Måske var det sulten der påvirkede ham, men det begyndte så småt at give mening for ham. Ja… Måske var der ingen grund til at få dårlig samvittighed over det!
Vognen trillede afsted gennem byen, og bevægede sig ud af bygrænsen. Gadelygterne forsvandt, og det eneste som oplyste vejen foran dem var månens blege skær, og de utallige stjerner som fyldte nattehimlen. Med sine nye øjne kunne Saïx se dem klarere end nogensinde før.
Der gik ikke lang tid før han begyndte at genkende området de bevægede sig ind i. Han kunne høre vognens hjul køre gennem mudderet, og han kunne svagt høre lyden af møllens vinger der bevægede sig i vinden. Han sank en klump, da han hørte hvordan kusken standsede vognen. Han behøvede ikke se ud af vinduet for at vide sig sikker på, at de var fremme.

[Macaria Forsyth]

Selvfølgelig havde hun ret! Hun havde altid ret! Macaria sendte ham et sidste smil, inden hun drejede hovedet ud mod vinduet, for at se på omgivelserne, der forsvandt forbi dem.
De forholdte sig i stilhed, indtil de kom til den efterladte by. Uden tøven åbnede Macaria døren, og sprang ud på den mudret jord. Månen oplyste hende, så den fejlfrie hud virkede endnu blegere, ja nærmest selvlysende. Hun lignede én, der ikke burde betræde denne jords overflade men mere skulle gå blandt dis, drømme og sælsomme lyde.
Øjnene gled søgende rundt.
Landsbyen stod som en spøgelsesby foran hende. Møllen nede ved åen vuggede dovent frem og tilbage, uden rigtigt at nå hele vejen rundt. Det gav en klagende, knirkende lyd.
De tomme, mørke vinduer stirrede ud på dem, så stedet faktisk så forladt ud, men Macaria vidste er der var kældre under husene. Kældre hvor hun havde været holdt indespærret i én af dem.
Nogle af husene var brændt ned efter erobringen af Vavilon, og stod som forkullet skelletter, der vidnede om krigens ofre.
Macaria spredte armene ud, som ville hun omfavne hele stedet.
"Ahhhhh kan du dufte det, Saïx? Lugten af forfald, brændt træ, og stanken fra floden! Mh! Akkurat som sidste gang! Home sweet home!" udbrød hun og grinede sin smitsomme, klingende latter, der slet ikke virkede til den uhyggelige, sælsomme stemning. Den virkede for...munter.
Smilende drejede hun hovedet mod Saïx, og slog indbydende ud med hånden mod samlingen af huse.
"Efter dig darling. Bare følg lyden af de svage hjerteslag. Du ved hvor de er. Hvor maden er. Bare følg lyden og du vil finde blod," lokkede hun.

[Saïx Veterano]

Byen havde ikke forandret sig synderligt siden sidste gang Saïx havde været der, foruden det faktum at den virkede tommere. Mere dødt. Sidst han havde været der, var da Macaria havde været modstandsbevægelsens fange. Byen havde været deres base, og medlemmerne havde beboet den. Nu virkede den næsten fuldstændig forladt – i hvert fald for det blotte øje.
Saïx kunne høre lyden af hjerteslag fra en af bygningerne. De mørklagte vinduer gav indtrykket af at bygningen var lige så forladt som de andre, men med Saïx’ nye, stærkere sanser kunne han ane bevægelser derinde i mørket. Tydeligst af alt var dog lyden af hjerteslag.
Macaria lod ham føre an, og han bevægede sig langsomt mod bygningen hvor hjerteslagene kom af. Det gamle, faldefærdige skilt som hang over døren fortalte at bygningen en gang var blevet brugt som en kro, men navnet på kroen var brændt væk, præcis som så meget af byen var blevet. Saïx sendte et sidste blik på Macaria, inden han skubbede døren op, og trådte ind i mørket.
Det var tydeligt at de ikke var blevet opdaget før nu. Saïx talte fem levende væsner som han kunne se, men om der var flere i bygningen kunne han ikke sige. Han hørte hjerteslagene, men var ikke i stand til at sige hvor mange der var ud fra det endnu. De fem, tre fuldvoksne mænd, en kvinde og hvad der lignede en ung elverdreng, stod samlet rundt om et bord og så ud som om de var blevet afbrudt midt i en diskussion, da de vendte blikket mod døren, og så de to vampyrer stå i døråbningen.
”Vampyrer!” råbte den ene af mændene, som en advarsel for dem der ikke havde set dem endnu, og de greb omgående til våben.
Det overraskede Saïx hvor hurtigt han havde bevæget sig gennem rummet. Før han anede ordet af det havde han den ene af mændene presset mod væggen, før han overhovedet havde nået at gribe ud efter dolken som lå på bordet. Saïx kendte manden. Han var en magiker, præcis som Cal og Isabel var. Han var en god mand, dengang Saïx havde været levende – nu kunne Saïx kun fokusere på den pulserende halspulsåre i halsen på ham. ”Saïx?” nåede manden lige at give fra sig, idet Saïx krængede læberne tilbage og satte tænderne i kødet på ham. Magikeren gav et skrig fra sig og forsøgte at presse ham væk, men Saïx holdt stand. Til gengæld var den unge elverknægt dukket op bag ham, og havde trukket sin egen dolk. Som om Saïx’ instinkter slog ind, så han hvordan dolken skinnede i det blege skær fra vinduet, og vendte sig lige i tide til at stoppe dens blad i at bore sig ind i ryggen på ham. Igen var det som om Saïx’ krop handlede efter egne instinkter, og idet han ville slå dolken ud af elverens hånd, brækkede han i stedet armen på ham, så den kvalmende lyd af knogle der gav efter, fyldte hans ører sammen med elverens skrig. ”Sølvet! Hvor fanden er sølvet!?” råbte elverdrengen sammenbidt, mens han holdt om sin brækkede arm.

[Macaria Forsyth]

Afslappet havde Macaria slentret efter Saïx over til kroen. Hun lod ham føre an, samt bestemme hvad der skulle ske. Mens de gik løsnede hun sin kappe, og lod den henkast falde ned på den mudret jord, så hun kunne bevæge sig mere frit.
Da Saïx uden omsvøb åbnede døren, blev hun stående i åbningen, for at se hvad han ville gøre. Afventende lagde hun armene over kors, og lænede sig sidelæns op af dørkarmen, mens Saïx stormede mod forsamlingen af folk. I skæret fra månen lignede han i sandhed et bæst fra mørket. Et rovdyr i forklædning som en mand. Tilfreds så hun ham gå direkte efter pulsåren, for at få sin tørst stillet. Hans hurtighed var formidabel, og det samme var hans styrke, da han brækkede elverknægtens arm.
De andre havde nu haft tid til at finde våben frem, og Macaria genkendte skæret fra en sølvkæde, som blev viklet om hånden på kvinden.
I hvad der virkede som blot to sekunder, var hun henne ved kvinden, der ellers havde nærmet sig Saïx. De stærke fingre lukkede sig om kvindens spinkle håndled. Deres blikke mødtes.
"Det er.... det er... dig!" gispede kvinden, og Macaria kunne ikke lade være med at smile ondskabsfuldt.
"Åh ja. Det er mig - og jeg er tilbage for mere sjov," svarede hun frydefuldt, inden at hun skød sin anden hånd ud. Den gik direkte ind gennem brystkassen på kvinden, der kom med en halvkvalt lyd, da Macaria greb om hendes hjerte og rev det ud.
"Neeej!!"
Dovent drejede hun hovedet, lige da en af mændene kom løbende mod hende. Han svang et sværd mod hende. Normalt ville hun have ladet ham ramme, men hun havde på nuværende tidspunkt et levende barn i maven, som kunne komme til skade, hvis hun blev gennemboret. Derfor dukkede hun sig i en flydende bevægelse for sværdklingen. Manden svang det igen for at ramme ud efter hende, men hun nåede at gribe om sværdet med sin hånd.
Skrækslagende stirrede manden fra hendes hånd til hende. Blod flød ud mellem hendes fingre, men hun blev ved med at holde fast.
"Troede I virkelig, at jeg ville lade jer slippe?" hvislede hun køligt, og langede ud efter hans krave med sin frie hånd, så hun kunne trække ham tættere på sig. "Efter hvad I gjorde mod mig?"
En våd plet samlede sig mellem mandens ben, og stanken af urin rev i Macarias næsebor. Hun rynkede på næsen.
"I er så ynkelige..." Hårdt skubbede hun ham ind mod væggen, så han tabte sværdet. Hurtigt vendte hun sig, for at se hvordan Saïx klarede sig.

[Saïx Veterano]

Saïx havde hverken øjne eller øre for hvad Macaria foretog sig. Alt han hørte var lyden af hjerteslag, og våben som blev trukket. Ét af hjerteslagene ophørte, og Saïx overraskede sig selv med at være ligeglad med hvem det var, som døde – i stedet beklagede han sig over at han havde ét væsen mindre at drikke blod fra.
Med én død var der fire tilbage, hvoraf én af dem havde fået sin arm brækket, og én stadig lå på gulvet og forsøgte at standse blødningen fra sin hals. Lugten af blodet bidrog kun til at fyre op under Saïx’ drabelige adfærd. Han vidste han var nødt til at få blodet i sig før de døde. Macaria havde advaret ham mod det, og han havde ikke lyst til at finde ud af konsekvenserne, hvis han drak af det døde blod. Elverdrengen var uheldigvis alt for optaget med at ømme sig over sin arm, og ænsede knapt da Saïx fæstede blikket på hans hals, før det var for sent. Drengen gav et hjælpeløst skrig fra sig, da Saïx sprang på ham som et vildt dyr, og grådigt satte tænderne i halsen på ham. Den smule modstand drengen havde været i stand til at give fra sig, døde hurtigt ud under monsteret som lå over ham. Mundfuld efter mundfuld slugte Saïx af elverdrengens blod, og mærkede hvordan styrken vældede op i ham, som et narkotisk stof han blev afhængig af.
”Arael!” Det var den femte, og sidste, som hjælpeløst havde set til mens elverdrengen døde på gulvet, og i et angreb drevet af blindt raseri havde han trukket sværdet fra skeden i sit bælte. Saïx genkendte manden som Brutus, en middelaldrene, kraftig bygget mand, som en gang havde været en soldat, indtil hans idealer var gået imod en overordnet, og han var blevet afskediget i vanære. Han virkede pludselig så lille og skrøbelig overfor Saïx nu. Saïx slap elverdrengen, og farede mod Brutus lige i tide til at han sænkede sværdet – og Saïx løb direkte ind i dens blad.
Forundret stoppede både Saïx og Brutus op i deres bevægelser, og stirrede ned på bladet som havde boret sig igennem maven på ham, og stak ud af hans ryg. Intet blod plettede hans skjorte eller sværdets blad, og i stedet for det smertefulde skrig som burde have lydt fra Saïx, gav han i stedet et grin fra sig, som fik Brutus til at bakke bagud. Dét her var følelsen af styrke og magt! Macaria havde demonstreret det for ham, dengang han havde stukket hende i maven da hun fandt ham på torvet, men han havde ikke troet den kunne strækkes så langt! Beruset af følelsen rev han sværdet ud af Brutus’ hænder, for derefter at trække det ud af sig selv. Et blodigt smil bredte sig over hans læber, idet han smed det fra sig, og pressede Brutus ned og ligge på bordet bag ham. ”Saïx, stop det! Det her er ikke hvad du er! Det er hvad hun har gjort dig til! Vi kan hjælpe dig!” forsøgte Brutus, men han talte for døve ører. Saïx vidste at han løj – han kunne se det i mandens blik. Han ville dræbe Saïx, hvis han fik chancen.
”Ingen kan hjælpe mig, ikke længere!” brølede Saïx som svar, før han flåede Brutus’ ansigt til side med en sådan kraft, at det var et mirakel at han ikke brækkede nakken på ham på stedet, før han nok en gang satte tænderne i et offer.

[Macaria Forsyth]

Det så ud til at Saïx var mere end kompetent til at passe på sig selv, så Macaria nød bare showet af sin vampyr, der helt selv klarede det hele. Hun satte sig op på en kommode, hvor hun med benene dinglende frem og tilbage, ventede på at Saïx skulle få drukket færdig. Der var ingen tvivl om, at der var andre til stede i de andre huse, så hun var tålmodig. Blod var der nok af. Duften havde dog gjort hendes dybblå øjne helt røde. Her i mørket så hun bedre end et menneske i daglys. Alt med en puls trådte tydeligt frem for hendes vampyriske blik, så intet kunne gemme sig for hende.
Desperat prøvede en mand at appellere til Saïx's samvittighed, hvilket fik hende til at smile selvtilfreds, da det ikke lykkes. Hvem skulle tro at Saïx havde haft det potentiale hele tiden? En ren dræbermaskine. Havde hun været lige så frygtindgydende at se på som ung?
Hun havde savnet det her. At jage med nogen. En anden vampyr, der delte hendes sult og hang til at lege med sit bytte. Hun skulle nok få lært Saïx at nyde det hele.

Da han fik drukket det sidste menneske op, sprang Macaria ned fra kommoden for at valse hen til ham. Alt var stille omkring dem. Kun en svag gispen efter vejret lød fra hjørnet, men Macaria vidste, at personen snart ville bløde ud.
"Hvor er jeg stolt af dig!" fortalte hun Saïx, og lod en hånd glide ned over hans ryg. "Se hvor smuk og stærk du er blevet! Uovervindelig! Såret i maven er endda healet fint."
Blod gjorde noget specielt med vampyrer. Bare duften fik Macaria til at mærke ophidselsen og rastløsheden i sig, som en pirrende kriblen gennem kroppen. Langsomt vædede hun sine læber, mens hendes blik intenst gled ned over hendes skaberværk.
"Lyst til mere? Jeg er sikker på der gemmer sig flere. Du ved hvor de er, gør du ikke? Du var her, da jeg var fanget. Find dem for mig, kære. Vis mig hvor de små kaniner gemmer sig," bad hun smilende.