Ej, og så sagde hun...Og det var så irriterende!

[Zean Forsyth]

Eriz LaPiera Black

---

Han havde faktisk savnet Pandamonium. Som det var, var det et mere rart sted at være, end Vavilon var lige for øjeblikket. Det var bedre i Sethos, men blot tanken om man var tvunget til at vende hjem til Macaria fra tid til anden gav ham næsten kuldegys. Ikke fordi hun var skræmmende, mere fordi han var ved at kaste op, blot ved synet af hende. Det var underligt. Han havde aldrig haft det sådan før. Men en ting var klar...Hun irriterede ham grusomt. Alt hun sagde, alt hun gjorde. Tingene var tusinde gange mere behageligt hjemme i Sethos, hvor Arona også kunne oplæres blandt sine egne. Hun var jo ved at nå en alder hvor hun skulle lære det basiske i flyvning og sine evner.
Mod alt forventning havde han faktisk Arona med sig denne gang. Han stolede ikke på Macaria og han ville da ikke efterlade hende hos kvinden og hendes indflydelse. Når han kom hjem risikerede han at hun tog Arona fra ham eller noget. For alt i verden ville han ikke risikerer det.
Han havde også sendt et formelt brev til Macaria der indeholdt et par sætninger og intet andet. Hej, jeg smutter til Pandamonium en tur, tager Arona med mig. Bare så hun ikke kunne brokke sig næste gang, over at han ikke gav besked eller efterlod Arona helt alene. Han vidste Eriz var en mulig trussel. Men han havde ingen planer om at lade de to alene. Faktisk havde han slet ikke planer om at tage Arona med sig. Han ville få nogle af hans egne vagter til at holde øje med hende, et par dødsengle han havde taget med sig.
De sad på kroen, han havde givet dem nogle penge og bedt dem om at passe på hende og underholde hende. Måske gå en tur i byen. Selv om byen langt fra var køn, var Arona enormt nysgerrig og glad for at komme med ud i de andre lande og opleve.
Han stolede på sine mænd. Dødsengle var de ideale børnepassere. Intet ville ske hende.

Iklædt et par sko, sorte bukser og endnu en af de sorte skjorter, der var åben i kraven og det strittende, brune hår, hvis pandehår lige præcis ramte ham i øjnene, havde han begivet sig mod slottet. I bæltet hang hans sværd og pisk.
Vagterne kendte ham og hilste på ham, da han trådte ind på slottets areal. De tog ikke hans våben. Som det var vant, tillod de han gik med våben, til en af de kongelige havde bedt dem om at tage dem fra ham. Hvilket passede Zean mere end fint.
"Kongen er..."
"Jeg er ikke interesseret i kongen. Ikke denne gang. Hvis mig til Eriz, jeres dronning" forlangte han i stedet. Eller bad? Nah, de var vagter, så forlangte han. Han blev pænt vist til hvor end Eriz var...Hvis hun var hjemme.

[Eriz LaPiera Black]

Badet var så varmt, at dampen steg op fra vandet i det store, runde bassin på badeværelset. Det var stort nok til at man kunne ligge helt udstrakt, og så dybt at vandet dækkede Eriz's fyldige barm, selvom hun sad lænet op af en af bassinets sider.
Eksotiske olier fik hele rummet til at dufte, mens solen skinnede ind af det høje vindue, og lyste den bølgende, dovne damp op. En tjenerinde var igang med at rede Eriz's lange, sorte hår ud, mens en ny spand med varmt vand, blev hældt i bassinet. Fugten fik tøjet og håret til at klæbre sig til den glinsende hud, så selv tjenestepigerne måtte tørre sig stønnende over panden med hånden en gang imellem.
Væggene var beklædt med spejle, som i øjeblikket var dugget fuldkommen til, så man ikke kunne se noget som helst andet end et par striber, når en tjenestepige havde kommet til at strejfe overfladen.
Vandet skjulte den svumlende mave, der bar arvingen til Pandemonium i sig. Det var ikke længere muligt at gemme graviditeten, selvom Eriz havde gjort et bravt forsøg på at vedligeholde sit fejlfrie og slanke look. I stedet holdte hun sig væk fra de fleste folks blikke, og brugte i stedet tiden på at læse, studere, gå ture og indrette børneværelset. Hun savnede dog offentlighedens søgelys, selskaberne, opmærksomheden og de mange måder man kunne lege med folk på.

Høfligt blev det banket på døren, og en tjenestepige gik hen for at åbne op. Eriz kunne høre stemme, men hun blev siddende tilbagelænet, mens kammen igen og igen blev kørt igennem hendes tykke lokker.
Varmen gjorde kinderne røde, og hun måtte trække vejret tungt her i dampene. Den lyse, stramme hud skinnede af fugt, så en dråbe i ny og næ trillede ned over hendes tinding.
Tjenestepigen kom tilbage, og satte sig på hug ved Eriz, for at hviske hende noget i det ene øre. Et smil voksede sig frem på de fyldige, røde læber.
"Send ham herind," svarede hun frydefuldt, og med kun et par sekunders tøven adlød tjenerinden.
Eriz trak benene så godt op hun kunne for den runde mave, så hendes underliv blev skjult, selv hvis Zean skulle kunne se hende under vandet.

[Zean Forsyth]

Rummet var varmt og fuld af damp. Han vidste at sad han herinde blot et par minutter, ville hans skjorte nok blive mere våd end tør og klistre til hans overkrop. Hans nu hele overkrop! Ja! ikke flere dødssyge, dybe sår!
Han børstede let noget pandehår væk fra panden, da hans blik gled over til vinduet. Udenfor var der frisk, kølig luft...Så frisk den nu var, efter de magisk havde fået den renset, så Erizs barn ikke led skade. Åh, alle var da også bare gravide! Det mindede ham om Macaria og gjorde ham næsten lidt irriteret. Han tvang sig selv til at tænke på noget andet. Som den nøgne Eriz der lå i sit badekar, selv om det meste af hendes krop var skjult. Han havde skam fantasi nok til at vide hvordan hun så ud...Og god nok hukommelse til at støtte hans fantasier. Et drenget smil gled over ham. Nøgne kvinder var lige ham!
Han greb en skammel, der stod ved den ene væg og tog den med over til badet. Han satte sig på den. Hans ene hånd gled ned i det varme vand og plaskede lidt rundt, lavede ringe i vandet, uden at røre ved hende. Hun var en andens ejendel nu...Selv om han til stadighed håbede hun var ligeglad. Efter al den sex, Macaria havde været ivrig efter, savnede han en varm krop, frem for en kold og hård en.
Han lænede sig op af karrets kant, som han sukkede dramatisk og så på Eriz med et skævt smil.
"I bad ser jeg. Hvordan går det?" åh, han var da ligeglad!
"Tyk, kan jeg se. Der kan da ikke gå lang tid før du får det barn ud?" Der var ingen tvivl om at de var enige om hun var smukkest uden en stor mave. Flottest, mest tiltrækkende, uden.
Luften stank næsten af duftolier. De fleste kvindelige, nogle beroligende, kunne han genkende. Som da Daelis havde besøgt ham i badet og smurt ham ind i lavendelolie og han stank af lavendel i en hel uge!
Det faldt ham slet ikke ind at det kunne virke uhøfligt eller påtrængende, at han sad her, mens hun var i bad. I så fald kunne hun jo bare lade være med at inviterer ham ind!

[Eriz LaPiera Black]

Roligt betragtede Eriz Zean foran sig, mens et lille smil prydede hendes læber. Hun var på ingen måde blufærdig overfor ham. Hvorfor skulle hun? Op til flere gange havde han set hendes nøgne krop - måske ikke imens at hun var gift - men den slags gik ingen af dem op i. Teoretisk set kom Zean før Marcellus - bogstaveligt talt. Hendes smil blev bredere.
"Hvordan det går? Gider du virkeligt høre om det?" spurgte hun tilbage, og viftede tjenestepigerne ud af rummet, så hun kunne være alene med sin dødsengel. De adlød med det samme. Nærmest som var de bange for Zean. Hun kunne nu ikke bebrejde dem. Mange af dem havde hørt rygter om slager for Pandemonium. Dengang hende og Zean havde kæmpet side om side. Dødsengel og mareridtsskaber. Deres hær havde været ustoppelig, frygtindgydende og stærke.
Døren lukkede sig efter de to tjenestepiger, og Eriz lod sig synke mere ned i det varme vand, som nu dækkede helt op til hendes hals. Varmen gjorde musklerne bløde og afslappet. Her i badet følte man sig vægtfri, uden en stor mave til at sænke en. Hvor hun dog glædede sig til at det barn var ude af hende. Ved Zeans kommentar skar hun en grimasse. Han vidste, hvor forfængelig hun var, og hvor meget hun hadede det her. Det var problemet ved at have en efterhånden gammel ven. Han vidste for meget.
"Der går stadigvæk noget tid, før barnet et vokset nok til at blive født," fortalte hun, og strøg en hånd over sin pande og hår, for at få det væk fra ansigtet. "Jeg kan ikke udtrykke tydeligt nok, hvor meget jeg glæder mig til at slippe for den ekstra vægt. Jeg føler mig som en hval på jord."
Hendes isblå øjne gled undersøgende over ham. Det var første gang hun så ham, efter at have puttet noget af sine egne mørke følelser i ham. Gad vide hvordan det gik med det hele? Hun ville ikke gå for hurtigt frem ved at spørge ham direkte, men hun kunne håbe at hans frustrationer overfor sin hustru, var en af grundende til at han var her. Hans gravide hustru så vidt hun havde hørt. Et mirakel kaldte folk det. Stakkels, stakkels Zean. Mon det ville gå imod planerne om at skaffe hende af vejen? Mon dog... når først hadet havde sat sig nok i ham, ville selv ikke et barn stoppe ham.
"Så hvordan går det med dig, darling? Du plejer aldrig at besøge mig for fornøjelsens skyld, eller... er det her en undtagelse?" Hun sendte ham et sødt smil.

[Zean Forsyth]

Hans blik gled efter en af tjenerinderne, men selv om en af dem virkede som hans type, gled hans blik snart uinteresseret tilbage til Eriz og hendes vand. Hans fingre fangede en sæbeboble og legede med den, før den sprang. Ja, hvad lavede han egentlig her? Han havde ikke tænkt over det. Mere bare...Følt en ubevidst lyst til at komme her. Væk fra det hele. Hos en der ville forstå...
Hvor var han dog ynkelig. Og hvor kunne folk dog være ligeglade. Han havde ingen planer om at vende sig selv indefra og ud for Eriz. Hun ville grine ham op i ansigtet og plage ham for hans svagheder. Det ville aldrig ske.
Et svagt smil gled over ham, da han igen så op på Eriz. Ja, hun var forfængelig. Med god grund. Hun kunne vel bare gå ind i folks hoveder og få dem til at tro hun endnu var slank? Folk ville måske stille spørgsmål. Og hun ville måske blive træt. Men det var en mulighed.
Han sukkede og rettede sig op igen fra badet. Til sidst rejste han sig, som var han rastløs, da han vandrede over til det ene spejl. Hans våde fingre gled over spejlet og efterlod lange striber, hvor et par dråber vand begyndte glide ned fra. Som sår, hvor blodet løb fra.
"Du har uden tvivl hørt min kæææære kone er gravid. Hvem skulle tro det? Supersæd, driller hun mig med. Euphonia, påstår hun. Samtidig fortalte hun mig at hun havde været sammen med vores højrehånd. Caleb. Så hvem ved hvem faderen faktisk er?" han vendte sig om mod Eriz og lænede sig op af spejlet. Det var lidt køligere end resten af rummet og han mærkede hvordan hans skjorte straks absorberede fugten fra spejlet. Hans arme gled over kors og han rynkede let på næsen. Det var tydeligt nogle ting plagede ham.
"Jeg er ikke typen der hader folk. Hvorfor skal jeg spilde min tid på det? Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde det gik godt. Jeg opholder mig i Sethos for tiden. Jeg kan ikke lide at være på slottet...Hos hende. Til tider overvejer jeg hvem af jer der havde mest ret om den anden..." hans hoved gled let på sned, som han så på Eriz med et svagt, skævt smil og et betænksomt blik. Jah...Hvem havde mest ret? Han burde være ligeglad. Men lige nu...Var det alt der optog ham. To kvinder, hvortil han stolede på ingen af dem. Hvem havde mest ret?

[Eriz LaPiera Black]

Knæene hævede sig som to sandøer i vandet, da Eriz trak benene en smule mere op. Fingrene legede åndsfraværende med vandet, som hun betragtede glide omkring sin hånd. Det var beroligende, mens hun lyttede til hvad Zean sagde. Da hun hørte Euphonia blive nævnt, hævede hun kort et skarpt blik op mod ham. En gudinde skulle være skylden i Macaria's graviditet? Hun vidste ikke helt om hun troede på guderne, men det var den eneste forklaring der var indtil videre.
"Så hun har været sammen med sin Højre Hånd? Den sidste mand hun var sammen med ud over dig, planlagde hun at blive gift med, for så at dræbe dig. Du burde se dig over skulderen," kommenterede hun ligegyldigt, men havde alligevel valgt sine ord med omhu. Zean havde næppe glemt, at Marcel og Macaria engang havde planlagt at myrde ham. At Macaria så aldrig ville kunne gøre den slags, behøvede han ikke at vide. "Hvis han er faderen, vil hun sikkert gøre alt for at beskytte barnet mod dig. Det er trods alt landets retmæssige arving, som mange vil se på tronen. Hende og - Calebs? - barn. Du vil være ude af billedet."
Med et suk vendte hun sig rundt på maven, så hun kunne tage et par svømmetag over til kanten af bassinet, hvor hun hvilede sine underarme på kanten, mens hun betragtede ham foran sig. Hun var som en sirene. Lokkende, fristende og dødsens farlig. Sådan som hun lå kunne man ikke se den store mave, men den den dybe kavalergang blev tilgengæld afsløret ved vandoverfladen.
"Jeg ved du ikke stoler på mig Zean. Det har du ingen grund til, men tænk alligevel over det. Jeg har aldrig løjet for dig, men det har Macaria. Op til flere gange. Alt hun vil er at have dine dødsengle. Hun er snedig, og det ved du. Hendes planer er ikke sådan lige at gennemskue," forklarede hun blødt, så stemmen var ligesom disen, der bølgede sig omkring dem. "Følg dine instinkter Zean. Tænk ikke som en konge, men tænk som den dødsengel du er. Du ved du ikke kan stole på nogen som helst."

[Zean Forsyth]

Hendes ord kastede yderligere brænde på hans indre bål. Ikke bare et bål, men flere. På det sidste var han gået amok på slottet. Han vidste Macaria havde lokket beroligende drikke i ham og Aron havde sendt ham underlige blikke på det sidste. Hvem vidste hvor lang tid der gik, før de beroligende drikke blev skiftet ud med de dødelige?
Hans blik gled ned til det glinsende gulv, som Eriz snakkede. Han havde tvivlet på sig selv på det sidste...Det fandt han ud af nu. Han havde tvivlet på sig selv...Hvorfor havde han gjort det? Han var altid så sikker. Tvang sig altid til at være sikker. Til at være alene, så ingen kunne gøre at han tvivlede. Og nu?
Han sukkede, lukkede øjnene og dunkede hovedet knap så blødt ind mod spejlet, da han blot stod der med lukkede øjne og en behageligt dunken i baghovedet. Hun behøvede ikke fortælle ham det. Et lille smil gled over ham.
"Jah...Jeg ved det. Jeg spurgte hende, ved du nok. Jeg spurgte hende direkte. Planlagde hun at dræbe mig? Som altid går hun amok, besvare et spørgsmål med et spørgsmål og løber væk med tårer i øjnene. Jeg forstår det virkelig ikke..." han så over mod vinduet, samtidig som han bed sig lidt i den ene kind.
"...Jeg forlangte at få ham fjernet. At han skulle dø. Men hun er for følelsesmæssigt tilknyttet til ham og sagde hun blot ville fjerne ham. Fjerne ham...Så de kan lægge planer i fred uden tvivl.." han rettede sig helt op og gik over til badet. På vejen gled hans sko af, før han begyndte at knappe skjorten op.
Der gled noget drillende, noget udfordrende, noget viljestærkt over hans blik, da det endelig fandt Eriz.
"Præcis. Jeg kan ikke stole på nogen. Hun holdte andre ting hemmelige, ved du nok...Flere ting." sandheden var der var så meget at sige...Men blot de ting, han allerede havde sagt, var lidt for...Ja, han var ikke typen der snakkede om dybe tanker eller følelser. Og dette var allerede alt for pivet til ham.
"Lad os se på det fra en anden side og se bort fra mine...personlige...tvivl..." skjorten landede på gulvet med et halvvådt klask. Han begyndte at åbne sine bukser og lidt efter stod han nøgen foran hende. Ikke fordi han ville have sex...i stedet begyndte han selv at stige ned i badet. Vandet var varmt og det ville være afslappende for ham.
"Jeg har allerede planlagt at Caleb skal dø. Spørgsmålet er blot hvordan. Jeg har et par planer i gang, så nu må vi se hvordan det går...Men sandheden er jeg også er træt af Macaria. Hvilken mand skaffer sin egen kone af vejen? Hun er gravid. Jeg overvejer at vente med at gøre noget, til hun har født og vi kan se om barnet er mit eller ej. Hvis ikke, kan jeg altid puste det op til en skandale og få hele landet til at hade hende...Som min gamle rådgiver, hvad mener du så?" spurgte han, da han lænede sig ind mod badets kant og hvilede hovedet mod kanten, så resten af hans krop ved dækket af vand. Hans blik gled i...Og i et øjeblik så han blot afslappet ud. Et svagt grin gled over ham.
"Alle i Vavilon hader freden med jeres land. De holder det imod mig" tilføjede han lidt efter, med en afslappet tone.

[Eriz LaPiera Black]

Selvfølgelig behøvede hun ikke sige noget. Eriz kunne allerede se, ja næsten mærke, hvordan det hele voksede op i Zean. Planen gik som smurt. I hendes hoved havde Zean og Macaria altid været så forskellige, men af en eller anden grund havde de fundet sammen i stedet for at blive adskilt. Ikke engang Raine havde kunne skille de to ad. Ja... ikke engang Marcellus. De var som to tæger, der klamrede sig til hinanden af en eller anden mærkelig grund hun ikke kunne gennemskue – men ikke længere. Når noget skulle gøres, måtte man gøre det selv, og sikke et resultat hun fik.
”Du ved Macaria altid har været svag og følsom,” svarede hun roligt, og hvilede hovedet i sin ene hånd, mens hun betragtede ham stå med hovedet tilbage mod spejlet. ”Hun er blevet forelsket i knægten. Hvad havde du regnet med? At hun elskede dig? Hun vil skille sig af med dig, Zean. Du er alt for stærk og magtfuld for hende. Hun er bange for dig. Bange fordi barnet ikke er dit, og når du finder ud af det, vil du fjerne det. Hun dræber dig, inden du når så langt.”
Da han begyndte at gå mod badet, og smed tøjet lod hun sig skubbe væk fra kanten, så han kunne komme til. Grådigt og med tungespidsen mod sin ene hjørnetand, lod hun blikket glide ned over hans nøgne krop, som han stod der omgivet af dampen. Det var jo næsten en skam, da hans stærke krop, forsvandt under vandet. Hun gengældte hans udfordrende smil, men gjorde ingen mine til at ville nærme sig ham, da han satte sig overfor hende i bassinet.
Tavst lyttede hun til hans planer, og nikkede bekræftende af hans ord. Hendes skinneben hvilede ved siden af hans under vandet. Hvordan kunne hun få ham til at tippe det sidste stykke over kanten?
”Dræb Caleb. Det lyder som en god ide. Men du er også nødt til at dræbe Macaria og deres barn,” forklarede hun ligeud, uden at vise nogle hindringer ved at råde ham til at slå et ufødt barn ihjel. ”Macaria vil prøve at slå dig ihjel før hun føder, så barnet er i sikkerhed, og du må komme hende i forkøbet. Hvis du dør vil hun kunne bilde alle ind barnet er dit, og derved have både landet og dødsenglene på sin side. Du må komme hende i forkøbet.”
Hendes ene fod strøg ham over skinnebenet under det varme vand. Hænderne hvilede mod hendes mave, mens vandet svulpede dovent omkring dem. Hun trak vejret tungt, mens hendes blik hvilede intenst på den nøgne mand foran hende, som hun havde været ”ven” med i mange år nu. De havde haft deres krige side om side. De havde mere end en gang nydt hinandens kroppe. Og de havde lagt planer mod hinanden for at skaffe den anden af vejen. Alligevel sad de her i bassinet sammen. Nøgne som den dag de blev født. Det var hende han kom til for at få ro og råd.
”Tænk som en dødsengel, Zean. Hvad ville dødsenglenes leder gøre og ikke Vavilons konge? Vi begge ved hvad du er,” hvislede hun lokkende, og ville selv lade ham tage beslutningen. Alligevel kunne hun ikke lade være med at hjælpe ham på vej med at snige sig ind i hans sind. De lange, tåge fingre var ved at være bekendt med hans bevidsthed, og kunne nemt placere billeder i hovedet på ham. Billeder af Macaria der stod badet i blod med stakke af lig omkring sig, der alle var dødsengle. Sethos som var faldet til ruiner, mens Vavilonske soldater jagtede beboerne ned. Macaria, som smilende smøg sig op af mænd, uden at tage blikket fra Zean, der lå lænket på knæ foran sig.
Eriz fløjlsbløde stemme nåede Zean.
”Du kan ikke stole på andre end dig selv. Før du blev konge, var dødsenglene og dig frygtet af alle og enhver. Nu er du blevet hendes kæledyr. Tæmmet, knækket og fængslet. Med dig er alle dine dødsengles vinger blevet brækket og de flyver ikke længere. I burde rejse jer igen og give hende en lærestreg. Hele Vavilon skal skrige af frygt for jer igen.”

[Zean Forsyth]

Vandet var varmt og rart, varmede hans krop op og stak, hvor han før havde været lidt køligere. Han vrikkede let med tæerne. Af en eller anden grund var hans fødder ofte kolde, medmindre han gik eller løb rundt. Eller lå under en dyne. Lige så snart han sad stille, blev de til is. Vandet varmede dem godt nok. Det måtte være efter Macaria fik dem stegt og fjernet følelsen i huden og gjort dem arrede. De blev aldrig normale fødder igen.
Han så op mod loftet et øjeblik, som Eriz snakkede. Selv om han fornemmede hvor hun ville hen, var der alligevel et par ting hun ikke forstod.
"Dødsengle kan ikke føle kærlighed. Det har aldrig været noget så åndssvagt der har holdt os sammen..." svarede han roligt.
"...Det har blot...Passet sammen. Som to børn der leger" Et svagt smil gled over ham. Det han havde kunne lide...Var at løbe rundt på slottet, med Macaria i hælene. At kaste papirskugler efter hende til møderne, eller efter nogle af de alt for alvorlige og kedelige. At de var enige om at holde fester, at de nød at torturer sammen, at skabe likvideringer. Der var ingen andre han havde haft det med...
Og barnet. Hvad nu hvis det var hans? Der var ikke overdreven mange dødsengle, det ville tage flere år at få dem til at vokse til en bedre størrelse. Hvis det var hans barn bød hans instinkter ham at beskytte det, for enhver pris. Så længe han ikke selv døde af det...
Så længe han ikke selv døde af det...
Det rungede i hans hoved. Som et ekko.
Dødsenglene...
Billederne...

Hans hånd hævede sig og ramte vandet med en overraskende styrke. Vandet skvulpede, sprøjtede og skabte små bølger. Zean sad igen helt op, vandet gik ham ikke længere end til midt på brystet. Hans blik var koldt. Iskoldt. Koldere end normalt og den lette snerren der forlod ham, fortalte et tydeligt sprog om hvor vred han følte sig. Hans blik gled over til Eriz med en pludselig beslutsomhed. Hvorfor sad han overhoved her? Han måtte vende hjem med det samme. Der var ingen tid at spilde. Han rejste sig pludselig op, uden så meget som en lyd. Han forlod badet igen, ganske uinteresseret i hendes tiltrækkende, nøgne krop, da han med hidsige bevægelser greb sine bukser og tog dem på. Mørket bølgede om hans fødder, men forlod ham ikke. Hans vinger var brudt frem. En sort fjer gled ned på gulvet og blev våd af vandet, der nu lå rundt om badet, efter Zeans korte bad. Hans tøj blev hurtigt vådt, men han var ligeglad. Han var en dødsengel. Macaria var en trussel.
Nu skulle hun dø.

[Eriz LaPiera Black]

"Zean..." Eriz's rolige stemme snoede sig mod ham. Hun rejste sig op i en alt for flydende bevægelse, taget i betragtning at hun var gravid. Vandet drev af hende, og det sorte hår lagde sig over hendes fyldige bryster og ned over ryggen på hende, som lange, krogede fingre.
"Lad være med at være dum, kære. Du må lægge en ordenlig plan mod hende," forklarede hun tålmodigt, og trådte op af bassinet. I det hun gjorde det, og vandet slap hendes ben, flød en illusion over hende. Den runde, svulmende mave trak sig ind, så hendes krop igen så ud, som den altid havde gjort. Slank og timeglasformet. En frodig, fyldig barm og nogle bløde, vuggende hofter med en slank talje.
Hendes fingre gled beroligende op over hans nakke og op i hans hår, mens hun stillede sig hen ved hans side.
"Hun er en vampyr. De er lidt sværere at slå ihjel end normale folk. Hvis du angriber hende alene i slottet, vil alle soldaterne kunne nå at stoppe dig, inden du overhovedet når at hæve dit sværd," fortalte hun stilfærdigt, og smøg sig hen foran ham, uden at tage sig af at hun var fuldkommen nøgen foran ham. Hendes hænder lagde sig mod hans brystkasse, mens hun prøvede at fange hans blik. Han var klar. Nu skulle det bare lykkes for ham. En plan var allerede ved at samle sig i hendes hoved.
"Du kan ikke gøre det her alene, Zean. Samle dine dødsengle omkring dig. Lok hende ud af slottet. Hun vil undervurdere dig som alle andre, og kun tage en håndfuld soldater med, for at prøve at snakke dig ud af det. Hun vil tro, du stadigvæk er i hendes magt, og du vil give op. Angrib hendes soldater, og gå direkte efter hende. Hun vil være gravid, langsom, svag, og alene, når først dine dødsengle har dræbt hendes soldater," hvislede hun fristende, og strøg ham over brystkassen med sin ene hånd. "Hug hovedet af hende. Brænd hendes lig. Bad i hendes blod, og lugt hvordan hendes kød brænder. Og så vil du stå som den magtfulde leder, du altid har været! Dødsenglenes tid til at dominere landet vil komme. Uden Macaria kan I blive mere magtfulde og rige end I nogensinde har været! Du kan gøre akkurat - hvad - du - vil."
Hun vidste hvordan man skulle tale til Zean. Hvert ord appellerede til hans egoisme, paranoia og håbet for hans dødsengle. Med hendes gift i ham ville intet andet være i hans hoved. Denne her gang... ville Macaria dø.

[Zean Forsyth]

Han var ved at tage sko på, der svuppede når han trådte i dem, og var næsten allerede på vej mod døren. Det eneste han kunne fokuserer på...Det var som en indre ild, der ikke lod sig stoppe. Aldrig mere. Han stolede ikke på Eriz og han vidste hun blot sagde de præcis samme ting, som før krigen mod Pandamonium. Og dog, denne gang, var det ikke noget hun deltog i. Direkte. Hun ville ikke være der til at stikke ham i ryggen, bogstavlig talt.
Hans blik gled ned på hende, først uinteresseret. Folk undervurderede ham. Troede han var dum. Det var han ikke. Han vidste Macaria var stærk og svær. Men hun ville ikke se det komme. Han vidste allerede hvordan...Et skævt smil voksede frem på ham.
"Hun har hele tiden ønsket at møde mine forældre. De bor stadig i Sethos. Hun vil være omringet af dødsengle, lukket inde i min by, uden mulighed for at flygte og alene..." Smilet voksede, som han snakkede. Der fandtes måske noget der svækkede vampyrer? Og ellers måtte han bare være hurtigere. Så vidt han vidste, kunne hun ikke beskytte sig mod dødsenglenes mørke, da slet ikke fra en hel race på en gang.
"Hun er van til mine engle er der, da jeg forlanger de altid er der. De er de eneste jeg stoler på" Hans blik gled ud over rummet. Han var ikke dum. Han mærkede slet ikke hendes nussen eller bemærkede hendes nøgne, nu fantastiske krop...Og dog.
Pludselig gled hans blik ned over hende, som så han hende først nu. Han vidste hun var gravid og tydeligvis brugte hun lidt magi på at få ham til at tro andet. Uanset hvad, var hun bedst sådan her, uden barn i maven. Det svage smil forblev på ham. Han kunne stikke Macaria i maven først, dræbe barnet først...MEn risikoen for at hun ville kunne nå at slå igen var for stor. Det var bedre at gå direkte efter halsen.
"Jeg vil lave forberedelserne med det samme. Vi har ikke kunne enes på det sidste, men jeg kan lade som om jeg har tænkt over det...Hun elsker følelser og vil garanteret ikke kunne sige nej, hvis jeg lader som om jeg undskylder og bare vil gøre tingene gode igen. Sådan noget falder hun altid for" Uanset hvor forfærdelig meget han ønskede Eriz væk...Var hun god. Og det respekterede han hende for, trods alt. Hun var god at lægge planer med. Han ville brænde hendes krop bagefter. Med hende soldater døde...Han kunne komme løbende hjem og sige hun var kidnappet, forsvundet. Hele landet ville være i sorg...Og han ville være fri til at gøre som han ville!

[Eriz LaPiera Black]

Eriz måtte smile overrasket af hans plan. Det var faktisk en rigtig god plan, og hun måtte indrømme at den både var gennemtænkt og faktisk ville virke. Macaria havde det med at stole på folk - folk som Zean, der blot ville føre hende til sin død. Når først han krydrede det hele med sentimentalitet og følelser, ville hun være som hans lille, lydige dukke. Gad vide om han ville sørge, når først han stod med hendes blod på sine hænder? Nej... ikke Zean. Han ejede ikke den slags følelser. Kunne ikke. Måske ville han forstå, hvad han havde gjort, og alt sammen ville give mening for ham, men hun kunne ikke være mere ligeglad. Når først han indså at barnet sikkert var hans - fordi Macaria nemlig var så sentimental og blødsøden at det næsten ikke kunne være andet - så ville det være for sent. Macaria ville allerede være død.
Hun hævede en hånd, for at lægge den mod hans kind.
"Du bliver ved med at overraske mig, Zean," indrømmede hun, og strøg ham over huden med sin tommelfinger. "Jeg håber du får, hvad du gerne vil have. Du fortjener at være fri og glad."
Hun slap ham, og gik hen til en stumptjener af metal, hvor hendes blodrøde silkekåbe hang. Den klistrede sig en smule til hendes våde krop, da hun trak den på uden at lukke den helt.
"Giv hende min hilsen, når du giver hende nådestødet," afsluttede hun, og samlede håret over den ene skulder, så hun kunne vride det fri for vand. De isblå øjne mødte Zeans stålgrå. Sammen var de en kold, bidende, vild snestorm, der dræbte enhver, som vovede at træde ud foran dem. Nogle gange skulle Zean bare have et skub i den rigtige retning.

[Zean Forsyth]

En let latter forlod ham. Nej, han stolede ikke på Eriz. Han vidste at selv lige nu, kunne Eriz snakke med andre om at dræbe ham. Netop derfor ville han ikke længere gøre ting med hende, kunne lægge planer for alle andre. Aldrig mere ville han lægge planer med Eriz, som involverede Eriz. Næste gang ville han blot risikerer at dø helt og det var han ikke interesseret i. Han ønskede også Eriz død, væk. Men med Marcellus, og nu deres kvalmende barn, ville det blive umuligt...Og derfor måtte han bare accepterer tingene, når han ikke kunne ændre dem. Endnu, i hvert fald. Sandt nok var det nu Eriz og Marcellus der stod stærkeste i alle tre lande og derfor de bedste at holde sig venner med...Så han selv kunne skilte med lidt magt og immunitet. Som han altid havde gjort. Når alt kom til alt...Ønskede han jo mest blot at være i fred og gøre som han ville, i fred. Kunne han få lov til det, var han lykkelig. Men hvad ville give ham det? Uanset hvor han så hen, ville folk dræbe ham. Måske skulle han gøre som Shadewing og begynde at dræbe folk for penge. Åh...Vent...Det var en god ide. Men i stedet for at dræbe hele tiden, blot sige at den og den vil se personen død, se hvem der betalte mest og selv lade dem slå hinanden ihjel! Se, det var noget han kunne nyde! Så kunne folk gå og skændes, mens han sad i sin lænestol med en god vin og et stykke vildsvin. Han var bare mellemmand og god til at få sin vilje, trods alt. Det var han stadigvæk.
For nu, dog, var det ligegyldigt. Arona skulle blive dronning, når hun blev gammel nok, uden tvivl. Selv var han ikke så interesseret i at blive kaldt konge...Men hvem skulle ellers sidde der og stadig være loyal til ham? Ingen.
Han så drillende på hende.
"Fri og glad? Dårlige ord, Eriz. Vi ved begge to du ikke bekymre dig for det" svarede han blot ligegyldigt. Det gjorde hun ikke. Hun havde set ham som en fjende, lige siden de havde taget Pandamonium fra ham og han så ingen grund til at det havde ændret sig. Han samlede sin skjorte op, men takket være hans vinger, ville han ikke kunne tage den på. Ikke uden at ødelægge den samtidig. Hans blik gled kort ned over hans muskuløse, arrede overkrop. Hold da op...Havde han fået alle de ar på så kort tid og var stadig i live? Det var da værd at fejre!
Han slyngede skjorten over den ene skulder, ligeglad med om folk ville se hans nøgne overkrop.
"Jeg vil tage hjem igen..." informerede han kort. Hele vejen til Pandamonium, for dette og blot for at tage hjem igen? Jah. Det var sådan han var. Sjældent et sted længere tid ad gangen. Medmindre hun stoppede ham, forlod han nu rummet. Kun for at sætte kurs væk fra slottet, i håb at finde Arona hurtigst muligt.
Det var på tide at vende hjem. Macaria måtte savne en rigtig mand på slottet.
Et selvsikkert, skævt smil hvilede på ham.

//Out

[Eriz LaPiera Black]

Af hans svar til hende sendte Eriz ham blot et uskyldigt smil. Selvfølgelig var hun ligeglad med om han var fri og glad. For hendes skyld kunne han være helt til rotterne i lidelse og tab. Noget han snart ville være alligevel, når han opdagede, hvad han havde gjort. Gade vide om de ville grave barnet ud af Macaria, så han kunne se vingerne på sit døde afkom, han lige selv havde dræbt? Åh, hun håbede det.
"God tur, kære," kaldte hun efter ham, da han gik forbi hende, for at forlade rummet. Kold luft slog kort ind i badeværelset, inden at døren lukkede sig efter ham igen.
Med et saligt suk satte hun sig på kanten af bassinet, mens dampen snoede sig kærligt omkring hende. Illusionen gled af hende, og igen sad hun gravid med fyldige, bløde former. Forsigtigt tog hun en krukke op, og løftede låget.
"Bare rolig, lille ven. Snart vil du være i sikkerhed. Mor skal nok beskytte dig," spandt hun ned til sin svulmende, stramme mave, mens hun stak to fingre ned i krukken, der indeholdte noget rødt salve af en slags. Da hun begyndte at smøre det ud over den runde mave, var det dog tydeligt både på lugten og på klumperne, at det ikke var en salve men blod blandet med andet kropslige legemer. Kærligt smurte hun det ud over sin mave, mens hun nynnede en sælsom melodi, der gav genlyd i det stille bad.

//out