A Memory

[Caleb Veterano]

Erica Black - Caleb Veterano

På denne tid af døgnet var det væreste af travlheden i kroen overstået. Folk var taget videre hjem til deres familie og hjem, for at nå at få et par timers søvn, inden de skulle op igen og på arbejde i de mørke miner og larmende fabrikker.
Derfor var krostuen næsten affolket pånær nogle fordrukne skikkelser, der stadigvæk hang over deres næsten tomme ølkrus. Stilheden var slående, og ikke mange snakkede – hvis de gjorde, var det blot en mumlen, der næsten ikke kunne høres.

Cal sad ved baren med hovedet hvilende i sin ene hånd. De sorte lokker strittede ud mellem hans fingre. Blikket hvilede tomt ned i hans krus med øl. Det var hans sjette, og effekten af alkoholen kunne både lugtes og mærkes. Tankerne var tunge og sørgmodige.
Flammerne i ildstedet ved hans side oplyste hans foroverbøjet skikkelse. Han var en ung knægt, der lignede én i midten af tyverne. Kroppen var veltrænet og stærk som et ung træ. Jakken han bar gik ham til knæene, når han stod oprejst men hætten var slået ned, så man tydeligt kunne se hans ansigt. I Vavilon var han blevet anholdt, for de fleste ville kunne genkende ham fra wanted-plakaterne rundt i landet. Han var nem at genkende på grund af læderlappen, der var syet over hans ene øje, så han kun havde et, grønt, strålende øje tilbage.
Tøjet var slidt, og vidnede om at han vandrede meget rundt. Mudder var tørret ind på hans støvler, og de posede bukser var mere grå end sorte. Jakkens ærmer var smøget op, så man kunne se hans stærke underarme. Et par sætninger med rune var skåret ind i hans hud, men på den venstre underarm, var der kun en knytnæve-stor rune. Arret så nyere ud end de andre.
Han hævede kruset op til sine læber, for at tage en stor slurk af den mørke øl, inden han igen satte sig tilbage i udgangsstillingen. Forhåbentligt kunne han drikke sig så fuld, at han faktisk ville sove i nat. Forhåbentligt.
Han lukkede sit øje, og gned træt håndfladen mod panden. Tankerne blev ved med at køre i ring. Hele tiden tænkte han på Isabel. Hvordan hendes krop måtte være forrådnet nu i jorden. Hvordan hun ikke var andet end et minde nu. Et hjerteskærende minde. Han var helt alene nu. Fuldkommen alene. Uden nogen som helst.
Han var ikke engang tæt på, at finde ud af, hvad der var sket med hende, og hvem, som var skyld i hendes død! Det var frustrerende! Ingen kendte til runen! Ingen vidste noget! Ikke engang ham.
Han klemte øjet mere i, og bed tænderne sammen.

[Erica Black]

Erica så på de få gæster der var tilbage på kroen lige nu. Hun sukkede, og rystede på hovedet af dem. De burde snart tage hjem til deres familier eller hvem de boede med, og så sove inden de skulle op i morgen. Erica var dog heldig. Hun kunne sove lidt længere end andre da der næsten aldrig var nogle her om morgenen og formiddagen. De fleste vil først komme hen af eftermiddagen, så her var altid meget stille om morgenen og formiddagen, og det var utrolig rart.

Hun lod blikket falde over på en und fyr som sad og hang ved baren. Han virkede trist på en eller anden måde, og Erica var ikke helt sikker på, om hun skulle spørge ham hvad der var galt eller ikke. Hun blev ved med at se på ham, syntes hun før havde set ham, men rystede så på hovedet, og skubbede så tanken fra sig, da hun ikk regnede med at ha set ham før. Hun så væk fra ham, og begyndte stille at tøre bardisken af, så den ikke var helt lige så fedtet at øl som var blevet spildt. Hun tørrede dog kun der hvor der ikke sad nogle, med mindre folk løftede deres glas så hun kunne tørre bordet under det, ellers lod hun være. Hun lagde igen kluden fra sig, og så over på manden. Hun sukkede tungt. Han virkede til at være utrolig langt nede lige nu, og hun var usikker på, om det kun skyldes at han var fuld, eller noget andet. Hun stillede sig over foran ham, dog på den modsatte side af baren end han sad på. "Er De okay hr.?" spurgte hun venligt, g så på ham.




//Undskyld det tog så lang tid, og håber svaret er okay? xD//

[Caleb Veterano]

Lyden af den unge kvindestemme nåede ham som et formumlet ekko, der tog lang tid for ham at forstå. Langsomt hævede han ansigt en smule i sin hånd, indtil det raske øje kunne lande på bartenderen foran ham. Hun var køn. Cirka på hans alder - måske en smule yngre. Kort lod han blikket glide ned over hende. Et lille smil trak hans ene mundvig opad.
"Jeg har det fint, m'lady," svarede han med en hæs stemme. Accenten vidnede tydeligt om at han kom fra Vavilon. Det var en normal fejl folk fortog. Efter at have vandret så meget rundt - specielt i Vavilon - havde han optaget deres måde at snakke på, selvom at han faktisk var fra Portus. Det hjalp dog at folk troede at han var fra Vavilon. Færre spørgsmål.
"Det er blot sent, og jeg har rejst langt med mere vandring i horisonten," tilføjede han, men var begyndt at løbe tør for ideer, hvor han skulle tage hen. Det eneste håb var en af Pandemoniums biblioteker, der måske kunne fortælle ham hvem runen tilhørte. "Hvis du gerne vil i seng, så tøv ikke med at smid mig ud af krostuen. Jeg vil helst ikke være skyld i at en ung kvinde, ikke kan få sin velfortjente nattesøvn."
Han sendte hende et træt smil, og trommede med fingrene mod sit ølkrus. Det var lang tid siden, at han havde snakket med en kvinde, han ikke havde betalt for. Engang havde han gjort det noget mere, men ikke længere. Ikke efter hende. Nu mindede enhver kvindes ansigt om hendes, og enhver stemme lød som hendes. Hans søster.
"Kan du fortælle mig hvilket bibliotek her i Agares, som er det største?" spurgte han bartenderen, og rettede sig mere op, så han i stedet lænede sin vægt mod underarmene på bordet. Hans grønne øje mødte hendes brune. De var behagelige at se i. Det fik ham til at tænke på varme efterårsnætter. Duften af frodigt muld. En skov om foråret hvor bladene lige var ved at folde sig ud. Han smilede for sig selv.

[Erica Black]

Hun så på ham mens hun ventede på han sagde noget. Han var længe om at reagere, og det tydede på, at han nok virkelig var fuld eller noget i den stil. Da han endelig begyndte at se op, smilede hun blidt til ham da han så på hende. Hun lagde godt mærke til, at han havde en klap for hans ene øje, men sagde intet til det. Hun kunne ikke lige som sådan vurdere denne unge mands alder, men regnede ikke med, at han var så gammel igen. Da han så svarede på hendes spørgsmål om han var okay, så hun lidt skeptisk på ham. Han lød ikke overbevisende i hendes øre, og han så heller ikke sådan ud. Hun bed sig i læben, ikke sikker på hvad hun skulle sige til ham eller gøre ved ham lige nu. Da han sagde at det blot var sent og han havde rejst langt, nikkede hun kort til det. Hun blev dog nysgerrig hvor han havde været henne af før han var kommet her, men hun spurgte ikke lige umiddelbart.
Da han sagde hun bare skulle smide ham ud hvis hun gerne vil i seng, rystede Erica på hovedet. "Nej du bliver bare. Har ikke travlt da jeg ikke behøver at stå så tidligt op i morgen" forklarede hun og smilede til ham. Hun grinede kort over det han sagde og hans skæve smil, som han sendte hende. Hun så sig om da han begyndte at tromme på sit ølkrus. De fleste af dem som havde været her for få øjeblikke siden, var nu næsten alle gået. Der sad kun 4-5 ud over manden foran hende her.
Hun så igen på ham da han begyndte at snakke igen. Det største bibliotek? "Øm det jeg ikke helt sikker på. Bruger så sjældent et bibliotek, så..." sagde hun, og tøvede. "Sorry, men ved jeg desværre ikke lige"

[Caleb Veterano]

Han sendte hende et skævt smil, da hun svarede, at han bare kunne blive.
"Tak. Sig endelig til hvis du får brug for hjælp til noget," sagde han, mens smilet voksede sig bredere ved hendes smil til ham. Hun havde et sødt smil. Et at de smil hvor man ikke kunne lade være med at gengælde det, fordi det fik hendes øjne til at stråle. Det var lang tid siden, han sidst havde oplevet den slags. Sidste gang havde været i modstandsbevægelsen. Den modstandsbevægelse der nu var udryddet på grund af Saïx.
Langsomt nikkede han, da hun fortalte, at hun ikke vidste noget til bibliotekerne, inden at han igen gled tilbage i skamlen, og rettede sin opmærksomhed tilbage i krusets lunkne indhold. Hvor var det hele dog frustrerende. Han var fuldkommen på bar bund, og vidste ikke hvad han skulle stille op med sig selv længere. Hvis bare hun dog var her. Hun ville vide, hvad han skulle stille op. Måske burde han bede til Inei en gang til.
En grov latter og krodøren der åbnede sig, fik ham til at dreje hovedet, så han kunne se over skulderen. Fem personer var trådt ind i kroen. På deres firkantet, muskuløse kropsbygning at dømme, var de minearbejder med sod i alle de små revner i huden. De gyngede en smule på fødderne, som havde de allerede fået nok at drikke.
Cal vendte tilbage mod sit krus med øl, men fokuserede alligevel sin hørelse på den lille gruppe af mænd, der højlydte satte sig hen til et bord. De resterende gæster i krostuen rejste sig, for enten at forsvinde op på deres værelse, eller tage hjem til deres familie.
Èn af minearbejderne råbte højt mod kvinden bag baren, for at hun skulle komme ned til dem. Hans stemme var så dyb og brummende, at det fik Cal til at tænke på de bjørne, som vandrede rundt i skovene i Portus.