Post by Zean Forsyth on Mar 25, 2015 9:29:25 GMT
@leah
Pandamonium.
Først var han rejst hjem. Så skulle Macaria til Portus og han rejste med, skønt han brød af midt på turen og tog til Pandamonium i stedet. Snart tilbragte han mere tid i det land, end hans eget. Men dette var ingen lang tur. Han skulle bare se om en ny plan kunne lykkes.
På det sidste havde han direkte følt en voksende mistænksomhed, der nok snart kunne bunde i paranoia. Han vidste Macaria planlagde noget bag hans ryg, han vidste bare ikke hvad og siden andre havde vist sig villige til at dolke ham i ryggen, ville han ikke risikerer Macaria gjorde det samme. Han ville være forberedt. Og derfor kunne han ikke gøre dette derhjemme. Macaria havde spioner. Det havde hun altid. Sikkert også nogle i Pandamonium, men pointen var at dem i pandamonium ikke ville tænke over eller have tid til at tjekke op på deres konge.
Han var kommet så anonymt som muligt. Selv om Macaria vidste han var i landet, var der ingen grund til at alle gik og pegede fingre af ham. Altså...Dem der overhoved vidste han var en konge og som ikke havde mere travlt med at passe deres arbejde eller deres flasker. Pandamonium var kendt for sine alkoholikere.
Zean havde en anden indgangsvinkel til denne slags ting, end andre havde.
Han kom forbi en af de mindre værtshuse i byen. Han tog et valg og trådte indenfor. Stedet var hverken for lille, så de kun kendte deres naboer, eller for stort, så her var alt for mange. Den var stor nok til at der ville komme lidt af hvert. Af folk, altså. F.eks. en som Zean.
Iklædt nogle solide sko, et bar sorte bukser og en sort trøje, foruden en kappe, der bølgede om hans krop. Han slog hætten tilbage, da han trådte ind. Hans indgangsvinkel var netop ikke at gøre det så hemmeligt. Lad blot folk vide han havde været her. Dog var der intet flot og skinnende sværd ved hans side eller nogen pisk. Der var en mindre dolk. Det var alt. Intet folk skulle lægge bestemt mærke til og udpege senere.
Han lod det stålgrå blik glide over omgivelserne, modtog et par blikke fra de lokale, som bagefter mere eller mindre ignorerede ham. Her var ikke ligefrem rent. Det var der aldrig i Pandamonium og dens hovedstad.
Han gik op til baren, hvor han med en hånd påkaldte sig opmærksomheden fra en bartender. Nu måtte han se om han kunne finde ud af noget.
Først var han rejst hjem. Så skulle Macaria til Portus og han rejste med, skønt han brød af midt på turen og tog til Pandamonium i stedet. Snart tilbragte han mere tid i det land, end hans eget. Men dette var ingen lang tur. Han skulle bare se om en ny plan kunne lykkes.
På det sidste havde han direkte følt en voksende mistænksomhed, der nok snart kunne bunde i paranoia. Han vidste Macaria planlagde noget bag hans ryg, han vidste bare ikke hvad og siden andre havde vist sig villige til at dolke ham i ryggen, ville han ikke risikerer Macaria gjorde det samme. Han ville være forberedt. Og derfor kunne han ikke gøre dette derhjemme. Macaria havde spioner. Det havde hun altid. Sikkert også nogle i Pandamonium, men pointen var at dem i pandamonium ikke ville tænke over eller have tid til at tjekke op på deres konge.
Han var kommet så anonymt som muligt. Selv om Macaria vidste han var i landet, var der ingen grund til at alle gik og pegede fingre af ham. Altså...Dem der overhoved vidste han var en konge og som ikke havde mere travlt med at passe deres arbejde eller deres flasker. Pandamonium var kendt for sine alkoholikere.
Zean havde en anden indgangsvinkel til denne slags ting, end andre havde.
Han kom forbi en af de mindre værtshuse i byen. Han tog et valg og trådte indenfor. Stedet var hverken for lille, så de kun kendte deres naboer, eller for stort, så her var alt for mange. Den var stor nok til at der ville komme lidt af hvert. Af folk, altså. F.eks. en som Zean.
Iklædt nogle solide sko, et bar sorte bukser og en sort trøje, foruden en kappe, der bølgede om hans krop. Han slog hætten tilbage, da han trådte ind. Hans indgangsvinkel var netop ikke at gøre det så hemmeligt. Lad blot folk vide han havde været her. Dog var der intet flot og skinnende sværd ved hans side eller nogen pisk. Der var en mindre dolk. Det var alt. Intet folk skulle lægge bestemt mærke til og udpege senere.
Han lod det stålgrå blik glide over omgivelserne, modtog et par blikke fra de lokale, som bagefter mere eller mindre ignorerede ham. Her var ikke ligefrem rent. Det var der aldrig i Pandamonium og dens hovedstad.
Han gik op til baren, hvor han med en hånd påkaldte sig opmærksomheden fra en bartender. Nu måtte han se om han kunne finde ud af noget.