Long time, no see

[Eriz LaPiera Black]

Hans spørgsmål havde været et, hun virkelig havde håbet, at hun kunne være fri for at svare på. Specielt fordi hun ikke anede svaret selv. Ja, hvorfor bekymrede hun sig om ham? Før i tiden var hun ligeglad. Hvis han...døde... ville en anden varulv bare træde til, som hun kunne manipulere med. Men bare tanken... tanken om at han skulle blive dræbt. Det fik hendes mave til at knuge sig sammen.
"Jeg... vil ikke..." Hun tav, og bed sig let i den fyldige underlæbe, mens hun igen måtte overveje sine følelser. Aldrig havde hun bekymret sig for en anden person før. Det havde altid bare været hende mod resten af verden. Alle de andre partnere hun havde haft, var hun ligeglad med. Nogen af dem havde hun endda selv dræbt. Hvad gjorde Loup anderledes?
"Jeg vil bare ikke miste en god allieret!" endte hun med at svare lidt hårdt. Det var ved at gå op for hende, hvad der forgik, men det kunne ikke passe! Det KUNNE ikke ske! Hun NÆGTEDE at lade det ske. Hele aspektet skræmte hende fra vid og sans, og det var ikke kun fordi, at hun var en gift kvinde, der var gravid med en anden mands barn.
Hun kunne ikke møde hans blik, men kiggede blot ned på sine foldet fingre på hans brystkasse, der legede lidt med et par af hans brysthår, mens at han talte. Selvfølgelig kunne han passe på sig selv, men Marcellus skulle man ikke spøge med. Selv ikke hun ville undervurdere ham. Ikke nok med at han var blevet forfærdelig stærk, så var han også konge over hele Pandemonium.
Ved hans sidste ord fór hendes blik op til hans, for at møde det intenst. En grov tommelfinger strøg over hendes sarte hud, så hun vippede sit hoved lidt på sned mod den.
"...jeg vil gerne have du bliver," sagde hun dæmpet, og lagde sin hånd ovenpå hans ved hendes hals. "Jeg har ikke lyst til at du rejser væk, men..." Hun drejede hovedet, så hun kunne kysse hans håndflade, og begravede derefter munden ind mod den, mens hun lukkede øjnene. Ja... men... hvad? Hvorfor kunne hun ikke være ligeglad med hans sikkerhed? Behøvede hun føle sig så ulykkelig lige pludselig?
Duften af ham fik hende til at falde til ro, og hun tog en dyb indånding mod hans håndflade.
"Lov mig bare at passe på dig selv, når Marcel kommer tilbage," mumlede hun stilfærdigt, og kyssede igen hans håndflade.

[Loup Garou]

Loup betragtede Eriz, som hun lå der oven på ham og så mindst lige så forvirret ud, som han selv følte sig. Hun så i hvert fald ud til at have problemer ved at give ham et svar på hvorfor hun pludselig var så bekymret for hans sikkerhed. Svaret hun gav ham så ikke just ud til at overbevise ham, at dømme efter den skeptiske mine han formede. Et sted var det vel sandt: han var trods alt varulvenes leder på grund af sin styrke, mere end noget andet. Hvis han døde ville en anden ulv tage hans plads, men det ville være en varulv som var svagere end ham selv. Og han havde endnu ikke set en anden varulv som havde en blodtørst som kunne matche hans. Ingen af hans ulve havde slået lige så mange ihjel i slaget om Pandemonium som han havde – men det kunne vel forklares med at han bevidst havde placeret sig så langt fremme i kampens hede som overhovedet muligt.
”En god allieret.” gentog han, i et tonefald som tydeligt indikerede at han ikke troede på hendes forklaring. Han lod det dog være med det, da han bemærkede hvordan hun lagde ansigtet mod hans håndflade.
Nok en gang måtte han rynke brynene en smule, mens han betragtede hende. Han havde aldrig set hende sådan. Normalt var Eriz selve definitionen af fattet og kontrol. Nu virkede det mest af alt som om hun ikke var sikker på hvad hun skulle gøre af sig selv. En dæmpet brummen lød fra hans strube, inden et skævt smil aftegnede sig på hans læber. ”At passe på mig selv er hvad jeg gør bedst. Eller… næstbedst.” rettede han sig selv med et sigende glimt i blikket, og lænede sig en smule nærmere så han kunne plante et kys mod hendes mundvige. Det havde både været for at berolige hende, såvel som for at lette stemningen. Det havde dog intet gjort for at give ham selv en forklaring på hvorfor tingene havde forandret sig sådan mellem dem. De havde haft deres leg siden deres første møde. Måske var det derfor han ikke kunne ryste følelsen af at Marcellus havde stjålet noget fra ham, af sig. Det var nok en gang en tanke han måtte ryste af sig, og han rettede sig en smule mere op, blot for at række længere ud på sofaen så han kunne læne sig mod armlænet, uden at Eriz behøvede fjerne sig fra ham. ”Jamen så ser jeg ingen grund til at tage herfra foreløbig. Jeg vil sikkert kunne lugte Marcellus på lang afstand når han kommer hjem. Det burde give mig nok tid til at komme herfra.” indskød han med nok et blink i hendes retning. For hans del kunne Marcellus tage sig god tid på hans eventyr med sin bodyguard. Måske var han heldig nok til at eventyret var livsfarligt? Tanken sendte et håbefuldt smil over hans læber. "Hvordan er rutinen for gæster? Bliver jeg placeret i et gæstekammer, eller gør du et undtag for mig?"

[Eriz LaPiera Black]

Et svagt smil kom til syne hos Eriz, da han kyssede hendes mundvig, og hun lukkede saligt øjnene ved følelsen. Måske skulle hende og Raine tage en tur rundt hos tjenestablen, bare for at være sikker på, ingen havde set hende og Loup, og hvis de havde, så skaffe dem af vejen. Hun vidste ikke præcist, hvordan Marcel ville reagere, hvis han fandt ud af det her, men hun havde tænkt sig, at prøve at skjule det, så godt hun kunne.

Da Loup rykkede på sig, måtte hun svaje i ryggen, for at blive liggende ovenpå ham. Hun lagde sin kind mod hans brystkasse, og strøg ham over den ene overarm med et par fingerspidser, så neglene let gled over hans hud. Det var underligt at ligge sådan her. Normalt når hun lå med en mand, efter lige at have sex med ham, hadede hun at skulle ligge og putte bagefter. Ofte ventede hun bare på manden faldt i søvn - men ikke denne gang. Denne gang fandt hun selv ro i at ligge her i Loup's favn.
Hendes sorte, lange hår bugtede sig ned over hendes ryg og skulde, som var det lange fingre, der prøvede at dække hendes nøgne krop.
Igen smilede hun ved Loup's spørgsmål, men måtte bruge et sekunder på at overveje, hvad hun skulle gøre med ham. Den mest nemmeste plan var at hive ham med ind i hendes seng, men Marcellus var vampyr. Han ville kunne lugte, nogen havde været i hans seng lige så snart han trådte ind i rummet. Det ville være bedre, at placere Loup i et værelse, for at hun så kunne sove inde hos ham i stedet.
"Du er en gæst. Som alle andre vil du blive placeret i din egen gemak," fortalte hun, lagde nakken helt tilbage, så hun kunne se op på ham. De fyldige, røde læber spidsede sig, for at kunne kyssede ham på hagen. "Jeg vil dog gøre dig selskab derinde. Hvis altså... du ikke har noget imod det? Det kunne jo være, du havde tænkt at slæbe en pige tilbage, for at du kunne prale med, at du boede på slottet."
Tanken var ikke én som tiltalte hende overhovedet, men først nu var det gået op for hende, at Loup jo sagtens kunne være med andre kvinder end hende. I et kort øjeblik overvejede hun at trænge ind i hans sind, for at se efter. Rive alle minderne itu om de kvinder, han havde været sammen med, bare så hun stod som den eneste.
Hun stoppede sig selv, og placerede i stedet endnu et kys på hans hage, så skægstubberne kradsede hendes bløde læber.

[Loup Garou]

Følelsen af Eriz’ negle som løb over hans arm sendte gang på gang en svag gysen gennem hans arm og ud i hans krop. At hun havde fulgt hans bevægelse mod sofaens armlæn så deres kroppe ikke blev adskilt, kunne ikke andet end at få smilet om hans læber til at forblive. Det var kun vokset bredere, da hun havde kysset ham på hagen.
Hans hånd strøg fra hendes nakke og ned af hendes ryg, gennem hendes bølgende hår. At de begge to stadig var fuldstændig blotlagte, så ikke ud til at være et problem for nogen af dem. Loup havde bestemt intet problem med det. At ligge sådan her med en kvinde efter at have haft sex, var ikke noget Loup normalt gjorde. Som regel dalede hans interesse rimelig hurtigt, så snart han havde fået hvad han ville have. Ved deres sidste nat sammen, havde han ikke haft nogen problemer med at efterlade hende i det tomme kammer alene, mens han fandt et andet kammer at sove i. Nu… Han nød det næsten for meget. Eriz’ nøgne krop over hans, hendes kys mod hans ansigt og varmen fra ildstedet – det var næsten så han kunne blive døsig. At hans krop stadig summede af deres sex hjalp heller ikke på dét punkt.
Overraskelsen synliggjorde sig i hans ansigt, da det næsten lød som om hun anklagede ham. Han betragtede hende i et par sekunder, mens han bearbejdede hvad den tanke gjorde ved ham. At han skulle trække en anden kvinde til sit kammer, var måske noget han normalt ville gøre, men der havde været noget i Eriz’ tonefald som havde fået en knude til at samle sig i maven på ham. Som om det var noget hun ikke ville blive glad for. Hvorfor kunne han ikke være ligeglad med det? Et stille smil gled over hans læber, da hans hånd igen søgte op af hendes ryg, for til sidst at kærtegne hendes nakke.
”Når dronningen tilbyder sit selskab, er det ikke noget man siger nej til.” Han lænede igen ansigtet frem, for blødt at lade sine læber møde hendes endnu en gang. At hun var dronning var, sandt at sige, nok ikke grunden til at han ville foretrække hendes selskab frem for en anden kvindes. Hans interesse havde hun trods alt vundet, allerede før han fandt ud af hendes planer om at sidde på tronen. Havde hun overhovedet haft de planer dengang? Det var ligemeget. ”Dit selskab vil være det eneste jeg behøver. Så håber jeg ikke dine kongelige pligter vil tage for meget af din tid.” uddybede han derfor, og sendte hende et sigende smil. Med Marcellus ude på sit eventyr, måtte alle de kongelige pligter vel falde på Eriz. Audiencer, møder, alt dét som Loup selv var glad for han ikke behøvede tænke på. Som raceleder var han forpligtet til at deltage i møder med Vavilons kongepar og andre raceledere, men udover det, var der ikke forventet meget mere af ham på det område. Hans smil voksede sig en anelse bredere, så hans tænder kortvarigt blev synlige igen, og han lod sin pande strejfe hendes. ”Om ikke andet kan jeg sørge for at du er fuldstændig afslappet, når du får tid fra dine møder.” tilføjede han sigende, og kunne ikke skjule det grådige glimt som flygtigt var dukket op i hans øjne.

[Eriz LaPiera Black]

Roligt mødte Eriz hans blik, selvom overraskelsen over hendes ord, stod malet i hans ansigt. Hun forstod heller ikke, hvorfor hun havde sagt det, men bare tanken om hvordan en anden kvinde, kunne opleve det her med ham, fik hende til at bide tænderne sammen.
Saligt lukkede hun øjnene igen, da hans hånd strøg op af hendes ryg til nakken, inden at han kyssede hende, samt bekræftede at han ikke ville have noget imod, hvis at hun sov inde hos ham. Hun havde indtil videre sovet inde hos Marcel, men når de lå sammen, sov hun ofte med ryggen til ham, og til tider sov han ligeledes med ryggen mod hende. Med Loup havde hun en fornemmelse af, at det ville blive anderledes.
Hun gengældte hans smil, og mærkede hjertet springe et slag over, da han fortalte, hun ville være det eneste selskab, som han behøvede.
"Bare rolig. Jeg skal nok prøve, at få tid til dig. At passe et helt kongerige er ikke ligefrem noget, som stod i min jobbeskrivelse - hvert fald ikke, når jeg er gravid, men nogen skal jo holde øje med at de adelige, ikke bringer hele landet til ruiner," sagde hun blødt, og strøg ham ned af kinden med et par fingre.
Hans pande strejfede hendes, og hun kyssede flygtigt hans læber, inden at hun opdagede det grådige glimt i hans øjne, samt at hans kommentar, fik hende til at smile smørret. Der var ingen tvivl om, hvordan han ville få hende til at slappe af, og bare tanken fik hele hendes krop til at gyse af fryd.
"Jeg er sikker på, du er den perfekte mand til det job," hviskede hun, og kyssede ham endnu engang på munden, inden at hun igen lagde sig til rette med kinden mod hans brystkasse lige under hans kæbe. Hun følte sig veltilpas og træt. Fraværende strøg hun ham over brystet, inden at hun lukkede øjnene, for bare at nyde nuet. Det virkede som, at de næste par dage, ville blive ganske behagelige, og hun skam ikke ville kede sig. Faktisk var det lige før, at hun håbede, at Marcel ville blive væk.

[Loup Garou]

Tilfredst formede Loup et smil over sine læber, og gengældte villigt kysset hun gav ham, før hun lagde sig til rette over ham igen. Selv måtte han lægge ansigtet tilbage mod sofaens armlæn, mens hans fingre kælent strøg gennem hendes mørke hår. Hans blik søgte ned på gulvet, og den lille bunke deres tøj udgjorde. Smidt til siden som var det fuldstændig uden betydning, hvis en tjenestepige skulle finde på at dukke op, og finde dronningen sådan her med en anden mand end kongen.
Marcellus måtte have sine små spioner rundt i slottet, hvis han havde fundet ud af hvad han og Eriz havde lavet sidst de var alene sammen. Sikkert tjenestepiger som håbede på at komme i kongens kridthus, hvis de kunne informere ham om den slags. Det ville ikke være et problem at skille sig af med den slags tjenestepiger. Hvem ville lægge mærke til det, så længe de hurtigt blev byttet ud af et andet ansigt? Der var sikkert flere end nok i Pandemonium som ville takke ja til et arbejde i Castle of Fire. Specielt hvis Eriz og hendes bodyguard – han havde set ham på slagmarken og regnet hans evner ud – kunne plante nok motivation i hovederne på dem.
Han stødte tankerne fra sig, da han igen sænkede blikket mod Eriz. Hun havde lukket øjnene, og ved første øjekast kunne det næsten se ud som om hun sov. Det var nyt for ham. Som regel ville han gerne skabe noget afstand mellem sig selv og en kvinde han lige havde haft sex med, men med Eriz havde han ikke meget lyst til at flytte sig. Han måtte kortvarigt vurdere muligheden for om hun rodede rundt i hans hoved i dette øjeblik. Måske for at sikre sig at han ville fortsætte med at støtte hende med sine varulve? Et sted ville det forklare meget – men samtidig var det ikke en tanke han brød sig om. Han valgte at lade den tanke ligge, til et senere tidspunkt.
”Måske skulle vi trække os tilbage til et af kamrene.” foreslog han dæmpet. Normalt ville han være ligeglad med hvis nogen fandt dem sådan, men det var andre omstændigheder. Og han ville have muligheden for at nyde sin tid alene med Eriz så meget som muligt. ”Vil du foretrække at gå påklædt, eller må jeg bære dronningen nøgen gennem slottet?” tilføjede han med et legende glimt i sit blik.

[Eriz LaPiera Black]

I det øjeblik der var stilhed imellem dem, lå Eriz bare og nød varmen fra ham, samt følelsen af hans blide kæretegn, som fik hende til at trække vejret tungt og roligt. Det var lige før hun faldt i søvn af det.
Først da han igen snakkede, åbnede hun træt øjnene. Han havde ret. Det var måske en god ide, at trække sig tilbage, hvor nysgerrige blikke ikke kunne nå dem. Man behøvede ikke altid at lege med ilden. Hun måtte også få fat på Raine, så han kunne begynde at finde de folk, der kunne sladre om hende.
"Mh... jeg ville ikke have noget imod, at du bar mig ud sådan her, men..." Hun tog en dyb indånding. "... vi må nok lege anstændige endnu en gang."
Hun rejste sig modvilligt fra ham. Lårmusklerne var en smule ømme og stive. Som hun stod dér nøgen foran ildstedet glødede hendes glatte hud op. Skyggerne lagde sig over aftegningerne af hendes former og muskler, som var hun en fejlfri statue af perfektion. Det glatte hår faldt som sorte snore ned over hendes skuldre og ryg, da hun bøjede sig ned, for at samle kjolen op fra gulvet. Alt ved hende afslørede hvilken opdragelse hun havde fået som barn. Ryggen var rank, ansigtet stolt, og hun bevægede sig som en dronning ville gøre det. Hun var i så stor kontrast til Loup, som man overhovedet kunne være.

Det tog hende et stykke tid at trække i kjolen igen. Så mange snore skulle snøres og spændes. Hun rettede en sidste gang på skørtet, inden at hun følte sig klar til at kunne forlade pejsestuen. Etagen over dem var fyldt med værelser, som de kunne forsvinde ind i.
Hendes klare blik faldt på Loup.
"Skal vi?" spurgte hun, og gik mod døren for at forlade pejsestuen. Gad vide hvor lang tid, der ville gå, før at kjolen igen ville blive hevet af hende? Hun smilede tilfreds ved tanken.

//out

[Loup Garou]

Loup havde givet et lille smil fra sig, da Eriz var begyndt at svare ham. Han ville ikke have haft noget imod at lade hele slottet se ham bære dronningen nøgen til det kammer som nu måtte være tættest på. Alene tanken på tjenestefolkets blikke, når de ville se Eriz uden en tråd på kroppen, og at vide at det var på grund af ham at hun ikke havde noget at dække sig til med… Smilet på hans læber voksede sig bredere, og hans blik blev grådigt. Det var lige før han næsten ville have at bare én af tjenestefolkene skulle give Marcellus besked, bare så han kunne se hans reaktion. Fysisk burde Loup være stærkere end Marcellus – men Marcellus havde desværre sin magi på sin side. Det ville være svært for Loup at konkurrere med det, og komme derfra i live. Og et enkelt blik på Eriz fortalte ham at han ikke var blevet træt af livet endnu. Han måtte hellere holde sit løfte til hende, og holde sig i live. Specielt hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at være alene med hende igen.
”Så bare for denne gang, da.” sagde han, som om han gav efter for et eller andet ønske, og trak armen til sig så hun kunne rejse sig fra ham. Ikke at han selv havde videre travlt med at dække sig til. Han tog sig god tid til at lade blikket hvile på Eriz, der hun stod i skæret fra ildstedet. En let trækning på smilebåndet afslørede hvor meget han nød synet. Da han endelig rejste sig, trak han sit eget tøj på sig, med alt andet end den ynde Eriz havde, da hun trak kjolen på sig. Bukserne blev trukket op over hans ben, og skjorten blev henkastet smidt om hans skuldre, uden at nogen af knapperne blev lukket. Der var næppe nogen som ville stille spørgsmål til at varulven ikke så videre anstændig ud. Frakken smed han under armen, inden han fulgte efter Eriz ud af pejsestuen, og mod kamrene i overetagen. ”Dét skal vi.” svarede han hende, med en så grådig undertone at der ikke ville være nogen tvivl for hende om at han ikke havde tænkt sig at nogen af dem skulle være påklædt meget længere.

//out