Long time, no see

[Loup Garou]

Eriz LaPiera Black ~ Loup Garou

Pandemonium havde ikke forandret sig synderligt siden sidst Loup befandt sig i landet. Himlen var stadig mørk, og der hang en særlig stank i luften som irriterede hans følsomme næse. Alligevel foretrak han Pandemonium frem for Vavilon. Forsyth-parrets forkærlighed for fester og fejring havde aldrig været noget der faldt i hans smag, og havde det ikke været for hans ansvar som leder for den største flok af varulve, der krævede hans tilstedeværelse i Vavilons ulveskov, ville han have opholdt sig i Pandemonium på fast basis. Som det stod nu, var han dog nødt til at vandre frem og tilbage, som mulighederne nåede ham. Det måtte være mindst en måned siden han sidst havde befundet sig i Castle of Fire.
Han ankom hverken på hesteryg eller i vogn. På vandrefod var han kommet fra ulveskoven og til Pandemonium, og stod udenfor det enorme slot. Solen var næsten gået ned i vest, men gennem de tykke skyer som dækkede himlen, var det ikke til at se alligevel. Røg fik himlen til konstant at fremstå som en nattehimmel i Pandemonium, hvilket bestemt ikke gjorde ham noget. Hans lange læderkappe hang ham til ned over knæene, og efter alt at dømme var den blevet flænset flere steder, for derefter at blive syet sammen igen. Beskidt var den også: indtørret mudder og jord dækkede så meget af den, at den så mere brun ud end noget andet. Under den bar han en mørk skjorte med den øverste knap knappet op, så man kun lige fik et kort glimt af hans overkrop derunder. Ingen våben var placeret i hans bælte, som han havde alt han skulle bruge i sit eget væsen.
Han vandrede op til slottets porte, og blev, ikke overraskende, standset af de to vagter som stod placeret der.
"Holdt!" befalede den ene med en fremstrakt hånd. Han var mindst et hoved kortere end Loup, og efter hans ansigtstræk at dømme - og lugten fra ham - måtte Loup gå ud fra at det var en hybrid af et menneske og en højelver. Loup ville have fortsat, havde det ikke været for sværdet som blev trukket frem og placeret med bladets æg mod hans strube. "Hvem er du, og hvad vil du?" Loups mørke øjne faldt på vagten, og med en snerren havde han flået sværdet ud af vagtens greb, for i stedet at smide den væk og presse vagten mod slottets mur. I stedet for et svar havde han givet en dæmpet knurren fra sig, mens han havde strammet sit greb. Vagten gispede efter vejret, og den anden trådte hurtigt mellem dem. "Hr. Garou, De må meget undskylde! Gå indenfor, så giver vi dronningen besked!" Loup sendte den anden vagt et mørkt blik inden han slap hybriden og gik forbi dem. Bag sig kunne han høre den ældre af vagterne give hybriden en reprimande. Hvordan kunne vagten ikke vide hvem Loup var? Han snerrede dæmpet, inden han lod sig føre med sig af en tjener som førte ham til slottets pejsestue, hvor hun bad ham vente mens hun hentede dronningen. Loups blik gled rundt i rummet, mens han lyttede til flammernes knitren i pejsen.

[Eriz LaPiera Black]

"Deres Majestæt?"
Eriz så op fra den bog, hun havde sættet med og mod tjenerinden der stod i døren.
"Lord Garou er i pejsestuen. Han venter på Dem."
Langsomt lod Eriz bogen falde ned på sit skød, mens at hun overvejede, hvad hun skulle gøre. I et stykke tid blev hun siddende, og bare kiggede på tjenerinden med sit intense blik, der fik den stakkels pige til at vride sig ubehageligt til mode.
Først efter der var gået et par minutter, lagde Eriz tavst bogen fra sig, og rejste sig i en glidende bevægelse. Hun rettede lidt på sin blodrøde kjole, der sad stramt omkring hendes liv, så timeglasformen blot blev endnu mere tydelig, samt den dybe kavalergang. Der var gået tre uger siden, at hun havde fundet ud af, at hun var gravid, så man kunne stadigvæk ikke se nogle tegn på hende. Det handlede dog også om, at hun gjorde alt for at skjule det. Tanken om at skulle gå igennem en graviditet, der fuldkommen ville ødelægge hendes krop, var ikke ligefrem noget, at hun glædede sig til.
Uden at sige noget til tjenerinden, gik hun forbi hende, for at gå mod pejsestuen, der lå en etage under. Marcellus var stadigvæk ikke kommet tilbage fra sit eventyr, hvor det så end var henne, så hun var alene på slottet med tjenere og vagter. Lidt selskab ville ikke gøre hende noget... også selvom det var Loup.

Ved døren ind til pejestuen stoppede hun kort op. Tøvende havde hun lagt en hånd på dørhåndtagen, men havde endnu ikke trukket ned. De isblå øjne flakkede rundt, inden at hun lukkede dem, og tog en dyb indånding. Hvorfor var hun så nervøs? Der var ingen grund til at være sådan her! Loup var bare en varulv, og deres sidste møde, burde ikke stadigvæk hænge fast i hendes hoved!
Hun tog sig sammen, og trådte ind i stuen. Med det samme landede hendes blik på Loup's høje, brede skikkelse, og hun stoppede op lige indenfor døren, som hun langsomt lukkede bag sig.
"Hvad laver du her?" spurgte hun med en kølig stemme. "Jeg troede, du havde travlt i Vavilon sammen med resten af din flok."

[Loup Garou]

Loup havde vendt sig mod døren så snart han hørte den blive åbnet, og hans læber bredte sig i et ulveagtigt smil da han så Eriz’ velkendte skikkelse. Uden et ord rejste han sig fra sofaen han havde placeret sig i, og begav sig nærmere. Det så ikke ud som om hun havde tænkt sig at gøre det, så det måtte vel være ham der tog det initiativ.
”Jeg troede jeg ville få en varmere velkomst i landet jeg hjalp dig med at erobre.” kommenterede han tørt. ”Jeg er kun i Vavilon når det kræves af mig. Hvis jeg har lyst til at beholde min position, er jeg desværre nødt til at opholde mig dér oftere end jeg foretrækker.” svarede han hende med en utilfreds mine. Allerhelst ville han foretrække at flytte hele flokken med sig til Pandemonium, men der var så mange af dem, at det dårligt kunne lade sig gøre. Og han ville kun have sin position, så længe han havde kontrollen over den største flok, hvilket betød at de alle måtte være på ét og samme sted.
Hans blik gled uvilkårligt op og ned af hende, og nok en gang trak han en smule på smilebåndet. Mindet fra deres sidste møde sammen havde bestemt ikke forladt ham. Han havde været i gang med at granske hende, da han blik standsede på hendes mave, og hans smil falmede. For det blotte øje så Eriz ud som hun plejede – fejlfri, med sine former og kurver som kunne lokke enhver mand i fordærv – men der var noget anderledes over hende. Hans næsebor sitrede, som han indåndede luften omkring hende, samtidig som han gik nærmere, så afstanden mellem dem næsten var fuldstændig udlignet, uden at tage hensyn til om Eriz var komfortabel med hans nærhed eller ej. En blanding af et fnys og en snerren lød fra ham, da han igen løftede blikket fra hendes mave og til hendes ansigt, for derefter at træde et halvt skridt tilbage. Var hun… Tankerne suste flygtigt rundt i hovedet på ham. Han havde været sammen med hende før hendes ægteskab med Marcellus. Han bed tænderne en smule sammen. ”Jeg er vist ikke den eneste som har haft travlt heromkring.” Han nikkede sigende ned mod hendes mave, men uden at tage blikket fra hendes ansigt. Det var ikke til at sige hvad man kunne se i hans mørke øjne. ”Er det lykønskninger man giver, eller kondolencer?” tilføjede han, i et noget mere spydigt tonefald, og et drillende drag over smilebåndet. En kvinde som Eriz… med barn? Tanken virkede næsten absurd. Det ville dog være en skam at se hendes krop gå alt det igennem.

[Eriz LaPiera Black]

Trodsigt blev Eriz stående, selvom at Loup kom nærmere. Hun lagde armene over kors, og betragtede ham køligt, uden at skære en eneste grimasse. Først da hans smil falmede, og blikket hang ved hendes mave, sænkede hun automatisk armene, for at beskyttende ligge en hånd mod sin mave. Nærmest som var hun bange for, at Loup ville rive fosteret ud af hende.
Jo tættere han kom, jo mere anspændt blev hun. Kort flakkede hendes øjne ned mod hans læber, da han stod så tæt på hende, at hun kunne mærke varmen fra ham. Let adskilte hun læberne, for at kunne ånde mere tungt. Hun tog sig i at bøje hovedet lidt mere frem, som ville hun lade sine mund strejfe hans, inden at han trak sig tilbage.
Ligesom ham bed hun tænderne sammen, og beholdte sin hånd mod maven, som en mur mellem Loup og barnet. Uden at blinke holdte hun hans blik.
"Hvem siger det ikke er dit?" spurgte hun lige så spydigt tilbage, bare for at se hans reaktion ved den tanke. Spørgsmålet havde gået igennem hendes hoved i starten, da hun fandt ud af sin graviditet. Der var en chance for, at det kunne have været Loups barn, hun bar rundt på, men efter at have været ved healerne, kunne hun mærke en mørk aura inde i sig, som warlocks nu havde. Barnet var en warlock og havde en del af Marcellus' energier. Overraskende nok havde hun været både skuffet og lettet.
Hun smilede smalt af Loup, inden at hun rystede på hovedet, og gik hen for at sætte sig i sofaen.
"Bare rolig. Det er ikke dit. Jeg er skam blevet tjekket. Du kan ånde lettet ud igen," sagde hun til ham, og lagde det ene ben over det andet. Det sorte, lange hår indrammede hendes slanke, noble ansigt. "Bare lykkeønsk mig hvis du har lyst. Det er hvert fald, hvad andre folk gør."

[Loup Garou]

Hvis Loup havde bemærket hvordan Eriz havde lænet sig frem mod ham, var der intet i hans kropsprog som indikerede det. Sandt at sige havde han nok været noget distraheret af hvad han havde sanset i luften omkring hende. Det virkede stadig helt hen i vejret, at forestille sig Eriz, bærende på et barn.
Hendes spydige kommentar havde kun kortvarigt fået ham til at rette sig op i sin fulde højde, mens ordene sank ind. Det var vel én af de første tanker som var strejfet ham, da han tænkte på timingen. Hun måtte være blevet gravid lige efter sit bryllup med Marcellus. Idet han havde fået nogle sekunder til at vurdere muligheden, lod han endelig et smil glide over sine læber, før han fulgte hende med sit blik, da hun begav sig forbi ham og mod sofaen.
”Jeg har altid ment at der skal særlige kvinder til, for at bære mit barn. En dronning kan dårligt blive bedre.” svarede han med et særligt glimt i øjet. Idet hun uddybede og fortalte at barnet ikke var hans, måtte han næsten blive overrasket over hvor skuffet han følte sig. Han skjulte det efter bedste evne, skønt der stadig var den svage rykning i hans ansigt som i et flygtigt sekund havde formet en utilfreds mine. ”En skam. Men så igen, jeg tvivler på at du ville have haft særlig meget held med at håndtere en varulv i dét stadie. Hybrid eller ej.” svarede han med et særligt smil om læberne, næsten som havde det været en udfordring, inden han fulgte efter hende, og placerede sig i den samme sofa som hende, ikke mere end en lille halv meter fra hende. ”Men tillykke med det.” indskød han da han havde sat sig til rette. Det var svært at bedømme om han mente det. Hvis det ikke var hans, kunne det kun være Marcellus’ unge hun bar rundt på – medmindre hun spredte sine ben for andre mænd. Det overraskede ham hvor meget den tanke gik ham på. Han havde været den sidste som havde været sammen med hende, før hun giftede sig med Marcellus, så på et vis så han det som at Marcellus havde taget noget fra ham, som havde været hans – om end kun for en kort periode. Han måtte skjule endnu en utilfreds snerren, og vendte igen blikket mod hende. Han fandt det i sig til at forme et af sine smalle smil. ”Jeg hører at kongen ikke er hjemme for tiden. Det er en skam at efterlade sin hustru alene uden selskab.” Som han talte, gled hans blik nok en gang over hende, denne gang uden at hans smil falmede. Snarere tvært imod. Der var et eller andet ved at vide at hun var gravid som vækkede et urgammelt instinkt i ham, og vakte en grådig glød i de mørke øjne til live.

[Eriz LaPiera Black]

Lidt overrasket betragtede hun ham intenst. Hun havde regnet med panik, forvirring og chok, men i stedet så det faktisk ud til, at ideen om at skulle have et barn med hende, ikke virkede utiltagende for Loup. Faktisk at se ham blive utilfreds, da hun afslørede sandheden, fik hende blot til at betragte ham desto mere intenst.
"Jeg kunne tæmme dig. Hvor svært ville et barn så være?" bed hun ham tilbage, da han hentydede til, at hun aldrig ville kunne håndtere et barn, der var varulv. Det ville trods alt også have haft en del af hende i sig. Hvem vidste om det overhovedet ville blive varulv? Hun sagde dog ingenting. Hvorfor diskutere noget, der aldrig ville ske?

Da han satte sig ved hendes side i sofaen, rykkede hun sig et lille stykke væk, så der var lidt mere plads imellem dem end bare en halv meter. Marcellus' ord om at hun kun skulle være hans, ringede i hendes øre. Godt nok havde hun altid hadet, når mænd tog ejerskab af hende, og plantede deres stempel i hendes pande, men hun kunne ikke gå imod sin konge og faderen til hendes ufødte barn - også selvom at han ikke havde overholdt deres del af aftalen, og var forsvundet med den forbandet tøs til Isabel! Guderne måtte vide, hvad de to lavede?
"Vi begge syntes det er en skam. Kongen burde være hjemme hos sin gravide kones side, i stedet for at rende rundt et eller andet livsfarligt sted med sin kvindelig bodyguard," svarede hun, og gjorde det tydeligt hvor utilfreds, hun var ved situationen. Han havde endda sendt tøsen afsted, for at bede om tilladelse, i stedet for selv at være kommet. Kujon.
Med et suk lagde hun albuen på ryglænet, og hvilede sin tinding mod to af sine fingre. Hun følte sig så anspændt for tiden. I det mindste ville Macaria snart være ude af billedet. Kort lukkede hun sine øjne. Da hun åbnede dem igen, rettede de sig mod Loup, hvis smil hun måtte gengælde.
"Lad være med at se sådan på mig," sagde hun dæmpet dog uden det smørret smil forsvandt. "Jeg er en gift kvinde - endda en gift kvinde, hvis mand er kongen i Pandemonium. Jeg bære hans barn, for gudernes skyld."

[Loup Garou]

Da Eriz besvarede hans udfordrende ord, kunne Loup ikke holde et eget smørret smil tilbage. Hun virkede meget sikker i sin sag, og det lod ham kun få mere grundlag for at underholde sig selv med tanken på hvis det nu havde været hans barn hun gik rundt med. Tanken på Marcellus’ reaktion var næsten nok til at få hans smil til at blive bredere, men han bed det i sig. Eriz kommenterede det ikke yderligere, og Loup gjorde intet for at genoptage emnet.
”Med sin kvindelige bodyguard?” Udtrykket i Loups ansigt var en blanding af skadefryd og en påtaget bekymring. Det var tydeligt at Eriz ikke brød sig om tanken, og han kunne da se grunden. Marcellus havde efterladt sin gravide hustru i slottet, og var taget alene ud med en kvindelig bodyguard? Enhver person ville tænke de samme tanker. Loup havde ingen anelse om hvem Marcellus’ bodyguard var, eller om hun i det hele taget så godt ud, men hvis Eriz var så utilfreds, måtte der vel være noget om det. Det var derfor næsten lettende da hun gengældte hans smil. Han rykkede nærmere, så afstanden nok en gang blev forkortet. ”En gift kvinde som bærer kongens barn, jeg ved det.” sagde han henkastet, som var det hele en mindre detalje. Hans blik hvilede på hendes kønne ansigt. Et grådigt smil gled over hans læber. ”Sidst vi var alene sammen var du forlovet med Pandemoniums kommende konge, uden at det hindrede dig i at more dig en sidste gang.” påpegede han sigende. Hans arm fandt hvile på sofaens ryglæn, så hans fingre ville kunne nå hendes arm, bare han strækkede dem ud. Han gjorde det dog ikke: i stedet holdt han Eriz’ blik. ”Din mand efterlod dig alene på slottet, uden bekymring for hvem som ville komme hertil. Måske burde jeg være den som kan holde tvivlsomme mænd på afstand.” Igen dukkede det sigende smil frem på hans læber. For alle henseende var det vel ham der var den tvivlsomme mand som skulle holdes på afstand af Eriz. Men når Marcellus ikke var hjemme… Hans smil voksede sig bredere, og han lænede sig tættere på hende. Afstanden mellem dem var næsten fuldstændig udlignet. ”Påstå ikke, at du ikke savner det.” indskød han i en dæmpet hvisken, som lokkede han hende ind i en forbudt leg.

[Eriz LaPiera Black]

Det var næsten som legede de en leg, hvor man tabte, hvis man så væk, så intense var deres blikke på hinanden. Selvom at han gentog ordet om at Marcellus, var alene sammen med sin bodyguard, skar Eriz ikke en eneste grimasse. Normalt var hun ligeglad med om Marcellus var sammen med andre eller ej, men efter udtrykkeligt at have aftalt med hende, om ingen af dem skulle være sammen med andre end hinanden, gik det hende på, at han måske brød aftalen - og så med det irriterende kvindemenneske af en hybrid. om de to så lavede noget eller ej, var endda kun en del af hendes vrede. Størstedelen var at han havde trodset hendes svar, og efterladt hende her alene med ansvaret for hele landet og gravid med hans barn. Ingen skulle behandle hende sådan.

Hun lod Loup komme tæt på sig. Både fordi hun ikke kunne komme længere tilbage, men også fordi at hun i virkeligheden ikke havde noget imod, at han var tæt på hende. Specielt nu hvor hun var opfyldt af vreden overfor Marcellus. Sikke en konge og ægtemand.
En mellemting mellem et fnys og et grin lød fra hende ved hans kommentar, og hun rystede opgivende på hovedet.
"Jeg kan sagtens holde tvivlsomme mænd på afstand selv," svarede hun afvisende, men havde stadigvæk ikke rykket sig tilbage eller flyttet sin arm væk fra ham, selvom hendes blik havde gled ned til hans fingre, for at se, om de ville række ud. Da han lænede sig frem mod hende, fór øjnene dog hurtigt op på ham igen. Der var en skarphed i dem, som advarede hun ham tavst om at komme nærmere.
Næsen rynkede sig ved hans ord i afsky.
"Savner det? Savner hvad? En enkelt nat med en beskidt varulv efter en kamp vi havde vundet?" spurgte hun tørt, selvom hendes blik flakkede ned til hans hviskende læber. Hun lod hovedet glide helt ned i sin hånd. Hjertet var steget i tempo, og alligevel prøvede hun at afvise ham hårdnakket. Fristet som hun dog var, fugtede hun læberne. "Det var meningen, du skulle være min sidste. En sidste morskab inden jeg blev gift. Det var aftalen. Ha' ingen illusioner om at det var mere end det."
Ordene var lige efter bogen. Korrekte, afvisende, skarpe og klare. Stemmen havde dog gledet ned til en dæmpet hvisken, og hun havde ikke flyttet sig fra ham. Hun løftede hovedet, og lod hånden faldt ned over ryglænet, så den lagde sig over hans. Diskret strøg hun de lange, spidse fingre over hans.
"Du burde gå..."

[Loup Garou]

Smilet voksede sig bredere, og afslørede Loups tænder idet han gav et dæmpet grin fra sig. Han var ikke i tvivl om at Eriz var mere end godt nok i stand til at passe på sig selv. Han havde set hvordan hun havde fået så mange på slagmarken til at vride sig i smerter og kradse deres egne øjne ud for at slippe af med hvad hun end foretog sig i deres hoveder. Hvis hun ville, kunne hun have gjort det samme mod ham i dette øjeblik, uden at han ville være klar over det. Loup havde ingen træning for at holde mentale væsner ude af sit hoved, og ville næppe være i stand til at sanse det, hvis hun sneg sig rundt derinde. Han kunne kun gå ud fra hvad han så, og alt tydede på at Eriz enten ikke følte et behov for at holde ham væk, eller simpelthen ikke havde noget imod hans nærvær. Uanset hvad det var, gjorde det ham kun mere beslutsom efter at gå efter hvad han ville have.
”Du har ret. Jeg skulle have forhandlet en bedre aftale, én nat var bestemt ikke nok. Jeg skulle have tænkt på tiden efter brylluppet.” Blikket var blevet mere intenst, som han tænkte tilbage på deres nat sammen. Det havde været kulminationen af deres langvarige leg med hinanden, indtil én af dem – Loup var stadig ikke sikker på hvem – havde givet efter.
Han havde ikke trukket sig væk. Ligesom Eriz heller ikke havde. Afvisningen var tydelig i hendes ord, men det havde tværtimod den modsatte effekt på ham. Jo mere hun bad ham gå, jo mere beslutsom blev han efter at blive. Smilet blev kun bredere da han mærkede hendes hånd falde mod hans, og hendes fingre stryge over hans.
Gå? Hendes blik faldt på hendes læber, som hun havde fugtet med sin tunge så de næsten skinnede i skæret fra pejsen, før det igen fandt hendes blik. Hans smil lignede mest af alt et rovdyrs, lige inden den tog sit bytte. ”Hvad hvis jeg vil blive?” spurgte han sigende, men gav hende ingen tid til at svare ham. Deres ansigter var så tætte på hinanden, at det ikke krævede meget hurtighed fra hans side at strække sin frie hånd om bag hendes nakke, og trække hendes ansigt det sidste stykke mod sig, for igen at presse sine læber hungrende mod hendes.

[Eriz LaPiera Black]

Mistænksomt kiggede hun på ham, mens at han fortalte, at aftalen efter hans mening ikke havde været god nok. Sad han lige og sagde rent ud, at han ville gøre det hele én til gang? Hun tog sig i at dvæle ved mindet, og pressede det stædigt væk. Hvor frydefuldt det end havde været, kunne hun ikke tillade sig selv, at gå ned af den vej én til gang. Ikke nu hvor hun var gravid og havde et ægteskab. Alligevel var der en lille stemme i hende, som forræderisk mindede hende om Marcel, og hvor han var henne lige nu. Hvis han ikke kunne agere som en ægtemand, hvorfor skulle hun så agere som en hustru? Det var ikke engang fordi hun elskede manden, eller havde bedt om den dumme aftale om de skulle holde sig fra andre!

Da han provokerende spurgte hvad der ville ske, hvis han blev, åbnede hun munden for at svare ham, men nåede ikke at ytre nogle ord, før at han havde grebet fat i hendes nakke, og trukket hende hen til sig. Hans læber ramte hungrende hendes, og hun mærkede hjertet springe et slag over.
I et par sekunder sad hun som stivnet, uden at hun overhovedet trak vejret, inden at hun overgav sig til kysset i et dyb suk. Hendes hænder gled op på hver side af hans ansigt, mens hun lagde hovedet på skrå, for at ivrigt kunne gøre kysset dybere. Nådeløst skilte hun hans læber fra hinanden, og hendes tunge snoede sig ind i hans mund, for at kæretegne hans.
Aldrig havde hun prøvet, at det var hende, der var blevet forført til at gøre noget, som ville være en dum ide for hende. Det havde altid været hende, der havde lokket giftet mænd men ikke denne gang. Loup var virkelig anderledes.

[Loup Garou]

Så snart Loup mærkede Eriz’ hænder mod hans ansigt, skilte også Loup læberne for at lade sin tunge glide hendes i møde. Han gav en dæmpet, frydefuld lyd fra sig, idet han grådigt lod fingrene lukke sig om en lok af hendes hår, som for at hindre hende i at trække sig væk fra ham, eller på nogen måde bryde kysset. Ikke at det så ud som om hun havde nogen planer om det: at dømme efter iveren i hendes kys, var hun mindst lige så med på dette som han selv var det. Hans tunge snoede sig om hendes, mens hans læber hungrende masserede hendes. Han trak vejret tungt gennem næsen, mens han lod sin hånd falde fra sofaens ryglæn for i stedet at placere sig mod hendes hofte. Som vejede hun intet, trak han hende op i sin favn så hun sad placeret i hans skød, uden at kysset mellem dem blev brudt. Han trykkede hendes krop tættere mod sin egen, så han var i stand til at mærke hendes kvindelige former tydeligt mod sin egen krop.
Tanken på tjenestefolkene som vandrede rundt på slottet bekymrede ham lige så lidt nu, som det havde gjort ved deres sidste nat sammen. Hvad så hvis de blev set sådan? Loup lod sig kortvarigt underholde ved tanken på Marcellus’ reaktion, hvis han fandt ud af at hans hustru havde været sammen med en varulv i hans fravær. Han ville sikkert forsøge at få Loup slået ihjel – han kunne i hvert fald forsøge. Et grådigt smil blev formet mod Eriz’ læber, mens han lod sin ene hånd glide fra hendes hofte og op over fronten af hendes krop, som om han forsøgte at flænse kjolen hun bar, med de klør han ikke besad i sin menneskelige skikkelse. Hånden søgte dog snart ned igen, for i stedet at glide over hendes ene lår.
Han slap hendes læber, men kun for i stedet at placere dem mod hendes hals. En dyb brummen lød fra hans strube, som han lod sine tænder stryge begærligt over hendes varme hud.

[Eriz LaPiera Black]

Overraskende elegant når man tænkte på hvilken kjole Eriz havde på, satte hun sig overskrævs på Loup, da han løftede hende op, og lod det store skørt bølge hen over sofaen, mens hendes lår lagde sig på hver side af hans. Hun måtte svaje i ryggen, da han knugede ind til sig, så hendes bryst blev klemt ind mod hans brystkasse.
Efter sidste gang hvor Marcel havde konfronteret hende, havde hun efterforsket i hvordan, han havde kunne vide, hun var sammen med Loup. Hurtigt var det gået op for hende, at han havde små spioner rundt på slottet, der sladrede til ham omkring alting. Derefter havde hun sat sig med Raine, for at lave en aftale med ham. Hvis noget som det her skete, skulle han skjule det for folk. Hun var ligeglad hvordan. Om han så skulle bryde ind i sindet hos de små tjenestepiger, og slette mindet ville hun lade ham gøre det. Ingen... INGEN skulle udspionere hende i sit eget hjem!

Loup's hånd over hendes lår fik hende til at stramme sammen omkring ham. Villigt lagde hun hovedet til side, så han kunne komme til ved hendes hals. Det gøs i hende hver eneste gang hans tænder gled over hendes urørte hud. Kun arret fra vielsen med Marcellus kunne ses lige over hendes bryst.
Pirrende gned hun sit underliv mod hans med hjælp fra sine hofter. Det stiumlerede lige så meget hende selv, og hun mærkede hvordan varmen samlede sig i hendes krop, da hjertet bankede afsted. Hun gav et par nydende, dybe suk fra sig, mens at han kyssede hende på halsen. Hans lyde var lige så meget med til at ophidse hende.
Uden at kunne vente ret meget længere, lod hun hænderne glide ned til hans bukser under hendes skørt, for at få dem åbnet med sine erfarende fingre.

[Loup Garou]

//efter blackout

Som de vendte sig i sofaen så Eriz kunne finde hvile ovenpå ham, lagde Loup sig til rette under hende med en hånd strygende gennem hendes hår. Hans ansigt var lagt tilbage mod sofaen, og hans blik rettet mod loftet, mens et afslappet smil gled over hans læber. Sidst han havde været sammen med Eriz, var de gået hver til sit så snart de havde fået hvad de ville have. Nu lå de her, deres nøgne kroppe trykket mod hinanden, badet i skæret fra ildstedet. Hendes hånd over hans brystkasse fik en veltilpas brummen til at lyde fra hans strube, og han belønnede det ved roligt at lade fingerspidserne følge hendes hovedbund gennem hendes nakkehår. De var begge to varme og svedige, præcis som sidste gang.
Og alligevel var det så anderledes fra sidste gang. Ikke at Loup kunne sætte fingeren på hvad det var, som havde forandret sig. Måske var det det faktum at Eriz var gravid? Nej, det gav ingen mening. Han rystede tanken af sig, og sænkede blikket så han kunne se ned på Eriz’ hovedbund. Hun så ud til at være lige så fordybet i tanker som han selv var det. Han trak let på smilebåndet.
”Og du sagde at jeg skulle gå.” kommenterede han med et dæmpet grin. Hans åndedræt og hjerterytme var faldet lidt mere til ro, men alt i ham summede stadig efter akten. Han gjorde ikke mine til at hun skulle flytte sig, eller at han selv havde lyst til at flytte sig. Han havde det mere end behageligt der han lå med Eriz’ krop liggende på sin egen. Han var i hvert fald glad for at han ikke havde fulgt dén ordre. ”Jeg havde planlagt at blive i Pandemonium i lidt tid. De planlægger en eller anden fest i Vavilon – igen – og jeg kan ikke holde ud at være i nærheden af det.” fortalte han med en grimasse, som hurtigt forsvandt i et roligt smil da han igen så ned på hende. ”Er der tilfældigvis et værelse i Castle of Fire jeg kan okkupere?”

[Eriz LaPiera Black]

Ved hans kommentar kunne hun ikke lade være med at følge trop i hans dæmpet grin. Ja... hun ville have ladet ham gå. Netop så det her ikke skulle ske. Men det var sket, og... hun havde det ikke dårligt med det. Ingen fortrydelse. Hun nød at mærke hans fingre glide gennem sit hår, og nusse hende i nakken. Det var sjældent hun mærkede den slags form for kærtegn. Utroligt sjældent faktisk.
Da han fortalte, at han ville blive i Pandemonium, hævede hun sig op støttende på sine underarme, der lå ned mod hans brystkasse, så hun kunne se ned på ham. Et afslappet smil lå om hans læber, og hun gengældte det dovent. Der lå dog en kerne af bekymring i hendes blik. Marcel's trussel gav genlyd i hendes tanker.
"Jeg ville gerne, give dig et værelse her, men..." Hun tøvede et par sekunder. "Marcellus vil dræbe dig, når han finder ud af det her. Han truede med det sidste gang, og sagde hvis det skete igen, ville han gøre alvor af truslen."
Blidt strøg hun et par fingerspidser ned over Loups kind. Hendes blik flakkede over hans ansigt, som prøvede hun at lave et mentalt billede af ham i sit hoved. Da Marcel var kommet med truslen, havde hun været ligeglad. Den eneste bekymring havde været, at de så kunne miste en allieret, men nu var der en helt anden slags bekymring.
"Jeg kan ikke lade det ske, Loup. Det er måske bedst, at du rejser væk her fra Pandemonium, og bliver væk," hviskede hun, og prøvede at skjule tristheden i sin stemme. Følelser gav ikke andet end smerte og sorg.

[Loup Garou]

Loups smil falmede en smule, da han så hvordan det forsvandt fra Eriz’ læber. Det klædte hende ikke at se så bekymret ud. Samtidig måtte han rynke en smule på brynene, da hans ansigt formede en overrasket mine. Var Eriz bekymret for ham? Og nu ville hun have at han blev væk? Det var ham der måtte rette sig en smule op, dog ikke nok til at Eriz ville måtte flytte sig fra ham. Hans blik hvilede på hende, mens han bearbejdede hendes ord.
”Flere gange har jeg risikeret mit liv på slagmarken uden at det så ud til at bekymre dig. Hvorfor nu?” spurgte han. Hvor mange havde han ikke slået ihjel, da han havde hjulpet hende og Marcellus i at erobre Pandemonium? Hvor mange sværd og dolke havde ikke været rettet mod ham i den kamp? To tydelige ar i hans venstre side, i tillæg til flere mindre ar fordelt over hans overkrop, var mere end nok bevis på hvor ofte han havde været tæt på døden. Et selvsikkert smil gled over hans læber, da han lod sin hånd falde fra hendes nakke, for i stedet at stryge kælent ned af hendes ryg, og finde hvile på hendes lænd. ”Der skal mere til end en gnaven hybrid til at slå mig ihjel, Eriz. Det troede jeg at jeg allerede havde bevist.” tilføjede han med et blink. Ikke at Loup undervurderede Marcellus. Han vidste at han var en stærk warlock, i tillæg til at have noget blodsuger i sig. Det var ingen svag kombination – men hvordan ville de klare sig mod en fuldblods varulv, hvis det kom til stykket? Det kriblede næsten i Loups fingre efter at finde ud af det.
Hans blik faldt på Eriz igen, og smilet fortog sig en anelse. At rejse fra Pandemonium og blive væk… Tanken huede ham bestemt ikke. Hans hånd søgte op af hendes krop, for igen at lægge sig om hendes nakke, hvor hans fingre begyndte at kærtegne hendes hovedbund igen. Hvordan ville Eriz mon reagere, hvis Marcellus og han endte med at slås. Hvem ville hun foretrække at se komme fra det i live? Han brød sig ikke om at tænke tanken til ende. ”Jeg kan passe på mig selv, Eriz. Lige nu er Marcellus guderne må vide hvor. Så ser jeg ingen grund til at tage herfra. Medmindre du er så ivrig efter at jeg rejser?” Hans blik fandt hendes ved hans sidste ord, mens hans hånd faldt ned til hendes hals, med hans tommel strygende over hendes kind. Der var bestemt noget anderledes mellem dem denne gang. Hvorfor var hun så bekymret? Og hvorfor insisterede han på at blive hos hende?