I'll fucking cut you

[Matthew Darklighter]

Det var en tung luft at bevæge sig igennem. Tyk og sort af partikler fra den omkringliggende industri. Det satte sig på det altomgivende metal og åd sig ind. Det var overraskende hvor godt bygningerne holdt sig den omfattende forurening taget i betragtning, men det var vel Pandemoniums kendetegn. Live and let live, until it doesn't live anymore. Ironisk nok var det her, han følte sig hjemme. Portus' geometriske, rene og smukke omgivelser be damned. Han ville altid være fra Pandemonium. Af hjertet.

Det var nu ikke hjertet der havde ledt ham hele vejen til Castle of Fire. Det blev det nok aldrig så længe Eriz var bag portene. Eriz. Hans tænder pressede sig sammen bare ved tanken om navnet og hvad der klingede sig til det. Selv hans døde krop frembragte en dirrende nerve i tindingen ved hvert skridt han tog indenfor i det rå slots metalliske skal. Lyde kom alle vegne fra. Hule, hamrende, klingende, vrængende, vrissende. Metal der gned sig mod metal, jern der skubbede fra sig mod jern. Der var liv i omgivelserne, og det var som om den kæmpemæssige konstruktion prustede og stønnede den sorte røg ud i atmosfæren udenfor og indhyllede landet i den kvælende smog. En vulkan af død.

Han elskede og hadede det.

Langsomt satte han kurs gennem slottet, taktfaste skridt, den sorte kåbe med det røde fór svøbt omkring sin statelige skikkelse, og læderskoene sikkert affjedrende imod de glatte gulve. Han behøvede ingen vejviser fra han var trådt ind og havde fået ord om at stille i Dronningens gemakker. Fingrene trak sig sammen så læderhandskerne knirkede og de isblå øjne dvælede ej ved omgivelserne. Hans bevægelser fik det ravnsorte hår til at trækkes i tråde efter ham, udflydende blæk på et stykke usynligt pergament.

Vagterne ved indgangen tog ham kort i øjekast inden de bekendtgjorde hans ankomst for Dronningen og åbnede dørene til hendes gemakker.

[Eriz LaPiera Black]

Der var ild i pejsen, så rummet var opvarmet og oplyst. Et par stearinlys stod rundt omkring og spruttede, hvilket fik skyggerne til at danse hen over møbler og de mørkt tapetserede vægge, der lavede illusioner for øjnene, hvis man kiggede for lang tid.
Langs væggene stod der lange reoler fyldt med bøger, der omhandlede alt lige fra lægevidenskab til skønlitteratur. Eriz havde altid yndet at fordybe sig i en bog, lige meget hvad emnet var, og havde brugt det meste af sit liv, på at samle bøger til sig. Nu som dronning var det blevet en del nemmere.
Hun sad rank i den behaglige sofa lide ved den store pejs, og var elegant ved at hælde te op i en kop på sofabordet foran sig. For en gangs skyld havde hun klædt sig i noget mere afslappende tøj end normalt. Kjolen var blodrød, men sad løs på hendes timeglasformet skikkelse. Skuldrene var nøgne, og kavalergangens fordybning overlod ikke særlig meget til fantasien. Det lange, tykke hår, der var lige så sort som hendes sjæl, var sat op i en sølvspænde, for at holde det væk fra det slanke ansigt med de høje kindben.
Da dørene gik op, hævede hun roligt sit dybe blik op til den høje skikkelse, der trådte ind. Et lille, spydigt smil, formede de røde, fyldige læber ved synet af ham.
"Ah! Matthew! Endelig kom du! Havde du svært ved at løsrive dig fra de trygge rammer?" spurgte hun med sin fløjlsbløde stemme, og rejste sig op i en flydende bevægelse, der fik kjolens stof til at bølge omkring hende. Nu hvor hun rejste sig, kunne man skimte at hendes perfekte krop, havde fået noget ekstra form omkring maven. En lille bule.
Med lette trin gik hun rundt om bordet, for at kunne gå sin storebror i møde med armene spredt ud som ville hun omfavne ham. Begge vidste de, at hun langt hellere ville lade hænderne lægge sig omkring hans strube.
Flygtigt placerede hun et kys på hver af hans kind, inden hun trak sig lidt væk fra ham. Det spydige smil havde ikke forladt hendes læber, som hun stod og betragtede ham.
"Du ligner dig selv, men det er jo ikke overraskende, nu hvor du har... mh... forpestet dig selv. Utroligt de lader en hybrid, komme så tæt på dronningen," sagde hun uskyldigt, inden at hun slog inviterende ud med en hånd mod sofagruppen. "Jeg har dog skam hensyn til din tilstand. En arbejder er blevet dræbt, for at du kan få noget rent, friskt blod. Jeg håber det er rigeligt."

[Matthew Darklighter]

Hendes ord prellede af mod hans bryst, som agern kastet af et modløst egern. Han stod rank foran hende uden at lade en brøkdel af hendes spydighed ramme hans kerne, det sted, hvor blyet stille var ved at smelte takket være vreden der var boblet op endnu mere ved synet af hende. Han havde glemt hvor meget han egentlig hadede hende.

"Måske er det nærmere dine vagters inkompetence der skal stille spørgsmål ved end min skæbne," knurrede han lavt inden han varsomt trådte længere ind i rummet og tog imod hendes tilbud om en plads i sofagruppen. Hendes kys sved på hans kind og hans kæber var hårdt presset sammen som han satte sig ned. Han havde fået slukket tørsten på vej til Pandemonium takket være en villig pige i byens kro, så han var ikke videre interesseret i hendes tilbud om mere blod.

"Hvorfor har du sendt bud efter mig, Eriz?" spurgte han, hans stemme denne gang mere fri og mørk som altid. Han rettede blikket op til sin lillesøster. Perfekt og smuk som altid. Fremhævningen ved maven overraskede ham lidt og hans blik gled derfra og op til hendes ansigt. Var der mere glød i hende nu end før? Så skulle hun ikke i nærheden af nogen ellers endte hele Pandemonium da med at blive brændt af. Sådan som hun havde gjort det med hans familie. Hans hånd knyttedes kortvarigt på hans knæ inden han huskede sine manerer og atter lod ansigtet forblive udtryksløst.

[Eriz LaPiera Black]

Hans knurren fik hende bare til at smile bredere. Hun elskede, når hun kunne høre, at hun gik ham på. Det var som sød musik i hendes øre.
Roligt satte hun sig tilbage i sofaen overfor ham, så hun kunne holde øje med ham, mens hun genoptog skænkningen af te. Der var specielle urter i, der skulle være godt for barnet, og så var det beroligende, hvilket hun satte pris på. Specielt nu hvor hun var alene på slottet, efter at Marcellus åbenbart var taget et eller andet sted hen, selvom hun havde nægtet ham at tage væk. Ham skulle hun nok tage sig af, når han kom tilbage.
De slanke, lange fingre med de spidse negle, tog let omkring den varme kop, og hævede den til munden, så hun kunne puste røgen væk. Hendes blik hvilede granskende på ham, uden at røbe hvor meget hun egentlig havde lyst til, at kaste teen i hovedet på ham. Den slags gik ikke. Ikke her, ikke nu. De var trods alt søskende, hvilket man ville kunne gætte, bare ved et øjekast på dem. Samme ansigtstræk, samme øjne, samme sorte hår. Dengang de var børn, havde de brugt så meget tid sammen - indtil han var stukket af, og havde efterladt hende alene.
"Behøver jeg en grund til at ville se min højelsket storebror?" spurgte hun ham sukkersødt. Det var så tykt, at der ikke var nogen tvivl om, at hun ikke mente noget som helst hun sagde. Løgne og bedrag kom så let til hende. "Nej... spøg til side. Vi ved begge to godt, jeg helst ville sørge for du døde fuldkommen. Jeg har gode nyheder."
Tålmodigt satte hun koppen fra sig igen, inden at hun sigende lagde en hånd på sin mave.
"Du skal være onkel. Jeg er blevet gravid med mig og Marcellus barn. Arvingen til Pandemonium. Tag den nyhed, hvordan du end vil, men du skal hvert fald have den," afslørede hun lettere ligegyldigt, og strøg den runde bule under det lette stof.

[Matthew Darklighter]

Kunne han tage daggerten og slå til nu? Skulle han vente? Nah, der var alligevel noget der hed manerer, og det ville spolere alt hvis han kastede den sidste terning og gav hende et for tidligt kejsersnit. Tanken var usandsynligt tiltalende, men han holdt den hen.
Istedet formedes læberne sig som en smal streg, et smil der antydede at hendes ord havde vakt endnu en negativ følelse for hende i hans indre.
"Gravid? Er det ikke lidt sent for dig?" spurgte han med et hævet øjenbryn og armene over kors. Han lænede sig tilbage i sofaen og så eftertænksomt på hende. Hans blik var uudgrundeligt, overvejende. Mest opstod der billeder for hans nethinde af hvordan hun ville se ud, sodet og forbrændt, tøjet forrevet og hendes krop spiddet af hvidglødende spyd. Han skulle huske at installere en rendegrav omkring sit hjem med dertilhørende spyd - just in case she'd come around.

[Eriz LaPiera Black]

Ved hans kommentar rynkede Eriz utilfreds panden mod ham, inden at det hele igen forsvandt bag et overbærende, sukkersødt smil. Han skulle ikke få lov til, at få hende ned med nakken. Selvom hun ikke havde regnet med det, havde hun alligevel ønsket, at han var blevet glad for nyheden. Trods alt var det hans blod, så meget som hendes blod, der ville strømme i dette barn, der skulle udgøre den nye generation.
"Jeg er yngre end dig, kære bror. Healerne gjorde det klart, at alt var fint," fortalte hun ham roligt, og strøg igen sin hånd over maven, inden hun med begge hænder tog om den varme kop. Forsigtigt pustede hun på teen, inden at hun nippede til den. Den smagte bittert, men hvad man ikke gjorde for sit barn, så det ville vokse sig stærkt og sundt. Det var alt hun ønskede.
"Så... Hvordan går det med den søde Macaria? Har du fortalt, du er tilbage i civilisationen?" spurgte hun, og ændrede bevidst emnet over til det mest sårbare hos ham. Macaria. Den lille bitch, der blev ved med at være en torn i øjet på hende. "Vidste du at Marcellus - min ægtemand - engang var sammen med hende? Heldigvis kom han på bedre tanker, og gjorde det forbi med hende, hvilket selvfølgelig knuste hendes hjerte, den stakkels, lille pus. Du burde besøge hende, og hilste på hendes henrivende ægtemand! En dødsengel, hvis du vil tro det. Ja.. vores lille Macaria med en dødsengel."
Hun smilede hånligt til ham. Gad vide hvordan han havde det med den tanke? Hans lille blomst gift med en voldelig og brutal dødsengel? Åhhh så mange mente at Zean var Macaria's dårligste beslutning. Hun personligt måtte give dem ret.

[Matthew Darklighter]

Han havde tænkt tanken. Havde hørt sin del af rygterne. Det skar i hans pande som nåle. Dødsengle var frie til at gøre som de ville, men med hans smukke Macaria...? Han ville næsten hellere dø. Men så igen havde han taget beslutningen om at holde sig for sig selv en tid imens han fandt en måde at komme tilbage til civilisationen på. Hvilken bedre måde end at træde tilbage ind i rækkerne end ved at besøge sin forhadte søster?

"Jeg stoler på at Macaria har sine grunde til at omgås," han rømmede sig lidt, "dødsengle," ordet blev spyttet en kende bittert ud, omtrent ligeså bittert som hendes te så ud til at smage. "Men det er ikke mit problem hvem hun omgås." Han sagde det med nok overbevisning til for en stund at dulme sine egne bekymringer.

"Der går ikke længe før jeg giver hende besked," sagde han roligt og beregnet. "Der er ingen grund til at forhaste en handling." Et tyndt smil formede sig om hans læber. Mon ikke hun ville prøve at komme ham i forkøbet hvis ikke hun allerede havde det? Det gik nok. Han havde trods alt taget beslutningen da han så Eriz' indbydelse til at komme til Pandemonium, om at sende det sidste brev til Macaria og bede hende mødes snarest. Han måtte se hendes ansigt snart, holde hende tæt. Den sidste tilbage fra den flok de havde været. Tryghed, nærvær. Han håbede inderligt at hun ikke ville holde ham ligeså meget op på sit fravær som Eriz havde gjort det. Back then. Men truth to be told blev han nok nød til at finde ud af hvad helvede hun havde gang i med den dødsengel.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz kunne ikke tilbageholde en latter, da han sagde at han ville stole på Macaria med hensyn af hendes valg af folk. Hvor ville hun ønske, at hun var en flue på væggen, når de to skulle snakke ud, om alt hvad der var forgået, siden Macaria havde forladt Matthew for at tage jobbet som Højre Hånd. Eriz vidste mere eller mindre det hele. Trods alt fortalte både Marcellus og Zean glædeligt det meste.
"Du får dig en overraskelse," afslørede hun for ham, og lagde det ene ben yndefuldt over det andet, mens hun lænede sig behageligt mere tilbage i sofaen. "Lad os bare sige, at din lille, vilde unge, ikke har dæmpet sig overhovedet. Hun har virkelig nydt, at være væk fra dig. Krig, elskere, ægteskab, alkohol, kidnapning, likvideringer. Åhh jeg høre kun lidt, men jeg høre da noget."
Hun nippede igen til sin te, men holdte dog øje med ham over kanten af sin kop. Det var ikke noget nyt for hende, at Macaria var Matthew's største svaghed. Før i tiden havde det også været Marcel's svaghed, indtil at han havde revet kærligheden ud af sin egen krop, for at slippe for det. Hvor ville hun gerne have set tøsens ansigt, da det skete.
"Hun blev kidnappet for et par måneder siden. De torturerede hende vidst ret meget. Desværre nåede de ikke at dræbe hende, før hun blev reddet," uddybede hun, bare for at ville se, hvordan han reagerede på den nyhed, hvis ikke han havde hørt den før. "Zean løftede ikke en finger."

[Matthew Darklighter]

Det var desværre en del af de rygter han havde hørt, hvilket også havde ført til at han ville tage det endelige skridt tilbage ud i scenelyset. Han havde holdt sig for længe gemt i skyggerne, en dukkefører uden dukker. Det skulle ændres og det var blevet ændret med Eriz' besked. Han havde sat sine hjul i bevægelse, han havde sat sin indsats på spil og var trådt tilbage ind. Det ville blive et spektakulært spil, men for helvede hvor ville det blive svært at få Macaria til at fatte sagens omfang. Dumme gås.

"Modgang styrker karakteren," slyngede han stille ud, men vidste det var en kliché. Macaria var en ustyrlig brik på et skakbræt. Og her sad Eriz, ubevægelig for den næste tid, med et liv indeni der ville vokse op og overtage tronen. Med mindre der selvfølgelig kom nogle komplikationer i vejen. Han skulle nok få sin hævn.

"Kvinder er vel roden til alt ondt," sagde han med et skævt smil inden han rejste sig, kåben gled let omkring ham. "Og så må man vel træde ind inden verden ender i kattekløer og hysteri." Han gik hen til pejsen, ryggen vendt mod hende og betragtede ildens flakkende flammer. Lyset spejlede sig i de isblå øjnes overflade og skar hans skikkelse ud som en sort silhuet mod det orange skær. Tavst drejede han hovedet, håret faldt ned bag nakken og befriede sig nemt så hans ansigt blev afsløret, hårdt og nobelt skåret af erfaring og mild ælde. Øjnene var smalle og stak imod hende.

"Og du har valgt at blive sat fast her. Uden at kunne frigøre dig, uden at kunne gøre andet end at føde og opfostre den næste i din linje. Hvordan kan det være? Jeg har aldrig set dig som en," et smil spillede over hans læber, "varm, moderlig kvinde."

[Eriz LaPiera Black]

Eriz lod være med at kommentere på hans spydige bemærkninger omkring kvinder. Hun vidste bedre. Macaria var ikke blevet den hun var i dag, hvis det ikke havde været for Matthews opdragelse af hende. Hele den grund var det, der gjorde den unge vampyr så farlig. Hun var ikke bare et charmerende smil. Hun var oplært af Matthew til at være den datter, han aldrig ville få.
Roligt rørte hun rundt i sin kop med te, så det klirrede når skeen ramte koppen. I et øjeblik overvejede hun, om hun ville kunne skubbe ham ind i kaminen, så hans krop ville gå op i flammer. Det var jo det, hun havde ønsket for ham i sin tid, da hun havde opsøgt ham. I stedet havde hun fundet hans skaberværker. Hvor havde de dog skreget og tigget. Så forvirret over hvad der skete, da hun krængede ind i deres sind. Så tilfredsstillende...

Øjnene gled op mod Matthew, da han spurgte ind til hendes fremtidsplaner, og hun trak henkast på skuldrene.
"Jeg har opnået næsten alt hvad jeg ville," svarede hun ham med et suk, og lagde skeen fra sig på bordet. "Jeg er dronning, er gift, og skal nu være mor. Tro mig, barnet var ikke en del af planen, men man kan ikke slås mod naturen. Åh, men ha' ingen illusioner om, jeg sidder her og gør ingenting. Jeg har skam mine tråde ude blandt folk."
Der lå en skjult trussel gemt i hendes ord. Matthew vidste ikke, hvilken agenter hun havde rundt omkring. Måske i Vavilon? Måske i Oberion? Måske på slottet? Måske... helt tæt på Macaria. Hun sendte ham et uskyldigt smil.
Åhhh alle de hemmeligheder de havde. Ikke mange havde de for hinanden, men delte endda et par stykker. Hvad ville ikke ske, hvis folk fandt ud af, hvem de virkelige var? At de faktisk hver især havde et helt andet efternavn, som folk troede var dødt ud?
De kunne ikke skjule de var søskende - det lignede de hinanden for meget til - men de kunne holde sig fra hinanden, så ingen så dem ved siden af hinanden. Derfor vidste hun, at han nok skulle holde på hendes hemmeligheder. Fordi hun også holdte på hans.

[Matthew Darklighter]

Det lå ikke til Matthews natur at undervurdere nogen. Han vidste Eriz var den lille edderkop der ventede på fluer i sit spind så hun kunne mæske sig i deres ådsler når de havde hængt længe nok og vredet sig til hendes store fryd. De var måske begge søskende, lige sadistiske, og i sandhed bar han måske også skylden for Macarias opførsel, men han havde ikke været der. Fraværende. Afskåret. Formummet.
Men han vidste han var stærkere når det kom til kontakter. Det ville ikke undre ham hvis Eriz havde et omfattende netværk. Tjenere, spioner, måske endda lægmænd der kunne gøre hendes beskidte arbejde. Men styrken Matthew havde var viden og kendskab og forudseendhed. Hans netværk var baseret på de selvsamme værdier.
Han vendte sig fuldkommen imod hende. "Alle spind må briste en dag. Og hvad får du ud af at sidde herinde mens verden derude fortsætter? Vil du vente i dit sovekammer på mig så jeg kan dolke dig ihjel en gang for alle og lade dit og dit ufødte barns blod besudle din seng?" spurgte han næsten faderligt mildt, en snert af sarkasme indsvøbt i afsky.

[Eriz LaPiera Black]

Chokeret hævede Eriz et øjenbryn af hans ord, så man tydeligt kunne se foragten i hendes ansigt.
"Så, så Matthew! Nu skal du ikke ødelægge stemningen! Vi sad lige og kunne holde det hele på et høfligt, civiliseret plan," irettesatte hun, og rejste sig op fra sofaen, så kjolen bølgede omkring hende. Det var tydeligt hvor Macaria, havde fået sine malende trusler fra. Skridt for skridt uden den mindste frygt, nærmede hun sig sin storebror. Han var stadigvæk højere end hende, selvom at man ikke kunne kalde hende lav. Hendes ene hånd hvilede beskyttende mod hendes voksende mave, hvor det lille liv var ved at blive skabt.
"Lad være med at dømme mig, når du selv har været trukket tilbage. Du efterlod dit skaberværk uden at dukke op til hendes bryllup. Du trak dig tilbage fra verden, og så bare på mens den forsatte. Du vover ikke at dømme," sagde hun med en hvislen, og stoppede først op, da hun stod lige foran ham, så de kunne måle hinanden med blikket. Så meget lignede de hinanden. Høje, slanke, stolte. Bror og søster. Engang så tætte men skilt ad på grund af skæbnen. "Jeg skal være mor, Matt! Jeg bære et liv i min mave, og om du vil det eller ej, er det også dit blod! Det her barn er uskyldigt! Jeg vil gøre alt, for at beskytte det, og om det så kræver, at jeg bliver her i slottet, så gør jeg det! Om det så kræver at jeg skal dræbe enhver person med mine bare hænder, så gør jeg det. Hverken dig eller Macaria vil nogensinde gøre det ondt. Ville du virkelig kunne gøre skade på et lille barn af dit eget blod? Et barn hvis eneste synd er at have en mor, som mig?"
Hun kneb øjnene lidt sammen, så de blev til to, smalle sprækker, der flakkede rundt på hans ansigt. "...det tror jeg ikke."

[Matthew Darklighter]

Det var ikke ofte det skete. Faktisk var det ikke hændt før nu at snigende glæde indfandt sig hos Matthew mens han fulgte Eriz med øjnene. Han nød at trykke på de ømme punkter, og ja, måske var de malende trusler en kende extravagante, men de skulle til for ligesom at pointere hans intentioner.
"Jeg tror du undervurderer mig, kære søster," sagde han mørkt og trådte langsomt bort fra pejsens lokkende flammer, stadig med fronten vendt mod hende dog. "Min familie døde for din hånd, således skal din forgå for min. Øje for øje, tand for tand. Enhver retfærdig dommer ville godkende den bod." Han hævede øjenbrynet i en skarp bue mens han betragtede hende, smilet forstummede til en let snerrende trækning i mundvigen. "Jeg regner ikke dit afkom for at være værdig til min gunst, derfor skal jeg heller ikke skåne det hvis det når at se dagens lys." De isblå øjnes kolde glød understregede alvoren af hans ord. Truslen var ikke malerisk, men den var dér, direkte.
"Tak for besøget," hilste han afsluttende og drejede bort fra hende med lange, faste skridt mod udgangen. Han havde ikke krøllet et hår på hendes hoved, og alligevel håbede han inderligt på at hans ord havde en efterklang hos hende. Hendes handlinger var ophav til hans vrede. Hun kunne bare lade være med at dømme ham for hans flugt bort fra deres far. Hun burde selv have rejst og kunne være sluppet for mere smerte.