Post by Matthew Darklighter on Mar 23, 2015 15:22:07 GMT
Der var stille som graven. Solen havde for længst kastet sin sidste glans over templets indre, blegnet marmoret og oplyst søjlernes glatte overflader, så selv en stille skovsø kunne blive stum af jalousi over refleksionerne. Istedet var der nu, mellem søjler, hvælvet loft og spejlblankt gulv en skumringsantydning, gråblåt og tyst, en katedrals åndedrag.
I en af de åbne sale med alter for enden under de høje vinduer, stod Matthew rolig og urokkelig, hænderne foldet foran sig, lange blege fingre i spænd som en sammenkrøbet edderkops ben. De isblå øjne vandrede over væggene og til alteret inden han trådte nærmere. Det glødende billede af den guddommelige Inei skinnede ham i ansigtet. Han vidste aldrig helt hvordan han skulle forlige sig med hans skæbne, en skæbne der ifølge ham var påtvunget af en anden. Hun havde intet at sige til hans skabers forræderi. Kun det moderlige blik i øjnene, en fromhed der svøbede sig om alle der så hende.
Men ikke Matthew. Desværre. Han ville give hele sit liv for at føle den samme benovelse som hendes tilbedere, men der var ikke et gram af det i ham. Istedet vejede vreden og bitterheden som et tungt blylod i mellemgulvet på ham konstant.
I den ene hånds håndflade var det lille notat skriblet ned på et nu krøllet stykke pergament. Han tog det op og læste det atter engang inden han foldede det mere sirligt sammen og pakkede det bort i lommen på den sorte klædedragt han bar, ulig de normale klæder som blev båret i Portus. Men hans ophav var hans stolthed, og hans stolthed var hans last. Her i Ineis åsyn følte han sig til stadighed udenfor Portus, selvom hendes velsignelse hvilede på ham. Det bekendtgjorde de spidse hjørnetænder i hans overmund.
I en af de åbne sale med alter for enden under de høje vinduer, stod Matthew rolig og urokkelig, hænderne foldet foran sig, lange blege fingre i spænd som en sammenkrøbet edderkops ben. De isblå øjne vandrede over væggene og til alteret inden han trådte nærmere. Det glødende billede af den guddommelige Inei skinnede ham i ansigtet. Han vidste aldrig helt hvordan han skulle forlige sig med hans skæbne, en skæbne der ifølge ham var påtvunget af en anden. Hun havde intet at sige til hans skabers forræderi. Kun det moderlige blik i øjnene, en fromhed der svøbede sig om alle der så hende.
Men ikke Matthew. Desværre. Han ville give hele sit liv for at føle den samme benovelse som hendes tilbedere, men der var ikke et gram af det i ham. Istedet vejede vreden og bitterheden som et tungt blylod i mellemgulvet på ham konstant.
I den ene hånds håndflade var det lille notat skriblet ned på et nu krøllet stykke pergament. Han tog det op og læste det atter engang inden han foldede det mere sirligt sammen og pakkede det bort i lommen på den sorte klædedragt han bar, ulig de normale klæder som blev båret i Portus. Men hans ophav var hans stolthed, og hans stolthed var hans last. Her i Ineis åsyn følte han sig til stadighed udenfor Portus, selvom hendes velsignelse hvilede på ham. Det bekendtgjorde de spidse hjørnetænder i hans overmund.
