Post by Isabel Veterano on Apr 22, 2015 15:05:54 GMT
Tavst trådte Isabel lidt tilbage, for at giv Marcellus plads til at kunne udføre ritualet med sin familiar. Opmærksomt kiggede hun på hvad han gjorde, så hun kunne gøre nøjagtig det samme bagefter. Hun var lærenem, hvis bare hun havde tålmodigheden til det hun skulle lære.
Som hun stod dér, og betragtede ham, forsvandt hendes nattesyn, da der nu var gået hele fire dage, fra de sidst havde stået her. Hun blinkede lidt med øjnene, for at vænne sine øjne sig til det nye lysforhold, hvilket fik den lodrette pupil til at trække sig helt sammen, inden den fik justeret sig.
Da Marcel faldt ned på knæ, og begyndte at le sejrssikkert, slentrede Isabel hen til ham, for at støtte ham til at rejse sig. Hun var stærk nok til at holde det meste af hans vægt. Med et støn slæbte hun ham hen til lænestolen igen, og smed ham ned i den.
"Jaer rolig nu. Nej! Bliv siddende! Du kan næsten ikke stå på benene længere. Jeg kan godt gøre det her sev," sagde hun, og skubbede ham tilbage i stolen. Opgivende rystede hun på hovedet af ham, sådan som han smilede over hele ansigtet. Hvis ikke snart han tog den med ro, ville hun skulle bære en bevidstløs konge op til sine gemakker, og så fik hun da først problemer med både vagter, Højre hånd og Eriz.
Da hun var sikker på at Marcel blev nede i stolen, gik hun hen til bordet, hvor hun kort gik hele seancen igennem i sit hoved. Fantastisk lige at have fået sin sjæl, og nu skulle til at splitte den op igen.
Med et suk begyndte hun at gentage alt det som Marcel havde gjort. Træt som hun var, måtte hun koncentrere sig for at fuldføre det hele korrekt. Det var nærmest som at være i kamp, og mærke musklerne begynde at give op, men man vidste, at hvis ikke man var hurtig eller præcis nok, ville man miste sit liv.
Endelig kunne hun sige de sidste ord, der bandt hendes sjæl til draken. Ligesom Marcel's var hendes sjæl lige så sort som hans. Sort og brændende som røgen fra en vild ildebrand.
Kraftbølgen puffede hende et par skridt tilbage, men så var det gjort. Det hele var klaret nu. Gispende efter vejret, løftede Isabel en hånd op til sit bryst. Hun følte sig... både mere skrøbelig men også stærkere end hun havde gjort før. De flammende øjne gled over til det sorte æg, der lå uskyldigt på bordet. Pludselig følte hun en intens trang til at beskytte ægget. Det var som en baby for hende.
Benene rystede under hende, og hun måtte støtte sig til bordet med en hånd i pladen, for ikke at snuble. Et svagt smil trak i hendes ene mundvig, mens hun med et næsten kærligt blik kiggede på ægget med sin familiar i.
Først da resten af rummet var holdt op med at snurre, vendte hun sig rundt mod Marcel. Smilet bredte sig.
"Det er gjort! Vi har hver en familiar nu! En drake!" sagde hun, og slog ud med armene. Det var lige før, hun ikke kunne lade være med at grine, mens at hun let humpende gik over til Marcel. Hvis hun så lige så hærget ud som ham, måtte de være et kønt syn lige nu. "Kom så her. Vi må virkelig snart til at komme op herfra, hvor meget du så ikke har lyst. Nogle skal se på dine skader, og du skal have ordentligt blod, inden du dejser om."
Hun hjalp ham på benene, og trak hans ene arm om sine skuldre, så de kunne støtte hinanden. De måtte klare resten senere. Lige nu måtte hun tage vare på ham, inden at han pressede sig selv så meget at han besvimede.
Som hun stod dér, og betragtede ham, forsvandt hendes nattesyn, da der nu var gået hele fire dage, fra de sidst havde stået her. Hun blinkede lidt med øjnene, for at vænne sine øjne sig til det nye lysforhold, hvilket fik den lodrette pupil til at trække sig helt sammen, inden den fik justeret sig.
Da Marcel faldt ned på knæ, og begyndte at le sejrssikkert, slentrede Isabel hen til ham, for at støtte ham til at rejse sig. Hun var stærk nok til at holde det meste af hans vægt. Med et støn slæbte hun ham hen til lænestolen igen, og smed ham ned i den.
"Jaer rolig nu. Nej! Bliv siddende! Du kan næsten ikke stå på benene længere. Jeg kan godt gøre det her sev," sagde hun, og skubbede ham tilbage i stolen. Opgivende rystede hun på hovedet af ham, sådan som han smilede over hele ansigtet. Hvis ikke snart han tog den med ro, ville hun skulle bære en bevidstløs konge op til sine gemakker, og så fik hun da først problemer med både vagter, Højre hånd og Eriz.
Da hun var sikker på at Marcel blev nede i stolen, gik hun hen til bordet, hvor hun kort gik hele seancen igennem i sit hoved. Fantastisk lige at have fået sin sjæl, og nu skulle til at splitte den op igen.
Med et suk begyndte hun at gentage alt det som Marcel havde gjort. Træt som hun var, måtte hun koncentrere sig for at fuldføre det hele korrekt. Det var nærmest som at være i kamp, og mærke musklerne begynde at give op, men man vidste, at hvis ikke man var hurtig eller præcis nok, ville man miste sit liv.
Endelig kunne hun sige de sidste ord, der bandt hendes sjæl til draken. Ligesom Marcel's var hendes sjæl lige så sort som hans. Sort og brændende som røgen fra en vild ildebrand.
Kraftbølgen puffede hende et par skridt tilbage, men så var det gjort. Det hele var klaret nu. Gispende efter vejret, løftede Isabel en hånd op til sit bryst. Hun følte sig... både mere skrøbelig men også stærkere end hun havde gjort før. De flammende øjne gled over til det sorte æg, der lå uskyldigt på bordet. Pludselig følte hun en intens trang til at beskytte ægget. Det var som en baby for hende.
Benene rystede under hende, og hun måtte støtte sig til bordet med en hånd i pladen, for ikke at snuble. Et svagt smil trak i hendes ene mundvig, mens hun med et næsten kærligt blik kiggede på ægget med sin familiar i.
Først da resten af rummet var holdt op med at snurre, vendte hun sig rundt mod Marcel. Smilet bredte sig.
"Det er gjort! Vi har hver en familiar nu! En drake!" sagde hun, og slog ud med armene. Det var lige før, hun ikke kunne lade være med at grine, mens at hun let humpende gik over til Marcel. Hvis hun så lige så hærget ud som ham, måtte de være et kønt syn lige nu. "Kom så her. Vi må virkelig snart til at komme op herfra, hvor meget du så ikke har lyst. Nogle skal se på dine skader, og du skal have ordentligt blod, inden du dejser om."
Hun hjalp ham på benene, og trak hans ene arm om sine skuldre, så de kunne støtte hinanden. De måtte klare resten senere. Lige nu måtte hun tage vare på ham, inden at han pressede sig selv så meget at han besvimede.
