The Adventure To The Underdark

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel løb afsted i fuld fart. Han blev næsten blæst omkuld da de to drakes fløj over ham hen imod deres rede. Men han holdt sig på hans ben. Da han kom op ved siden af Isabel smilede han til hende og nikkede som tegn på at han havde hvad de var kommet efter. Da de satte i løb kunne han se at Isabel begyndte at sakke bagud. Han kom med et lavt '' Pis ''. før han stoppede op og løb over imod Isabel. Han ville ikke lade hende i stikken. Meget kunne man kalde Marcel, men når først man havde vundet hans venskab og tillid. Så havde man fundet en loyal ven. Han havde beskyttet sine søskende på samme måde. Han havde holdt hånden over dem. Reddet dem. Væredet der for dem da de mest havde brug for ham. Der var desværre ikke mange der oplevede denne side af Marcel fordi det var ekstremt svært at vinde hans tillid. Men det havde Isabel gjort. Marcel sagde med en næsten sur stemme '' Glem det. Jeg lader dig ikke i stikken ''. Han stoppede op foran hende og kiggede surt på hende. Hans sure blik forsvandt og blev erstattet af et skævt og glad smil. Han rakte sin hånd frem og sagde næsten topmundrende '' Tag min hånd og spring op på mit ryg. Så længe du holder øje med de ikke haler ind på os, så skal jeg nok få os ud herfra ''. Marcel nikkede fast. Han var træt og dette ville tage en del af ham, især med tasken og Isabels vagt samtidigt med at han skulle holde sin vampyr hastighed oppe. Men han nægtede at give op når de var kommet så langt og han nægtede at lade hende i stikken imod to drakes. Marcel kiggede imod den hemmelig indgang de var kommet ind af. Han kunne godt nå det med hende på ryggen. Han kunne godt, det var han sikkert på. Han blev nød til det, der var intet valg.

[Isabel Veterano]

Vredt kiggede Isabel på ham, da han nægtede at gøre, som hun bad om. Det var dog utroligt!
"Virkelig? Kan du ikke bare være egoistisk for et sekund!" hvæsede hun af ham, inden at hun voldsomt rev tasken af hans ryg. "Løb mod udgangen! Jeg lover at komme lige efter dig, nu hvor jeg også har dine æg! Kom nu! Afsted!"
Hun rodede rundt i tasken med sin ene hånd, indtil hendes fingre lukkede sig om stoffet på hendes frakke. Klippegrunden rungede under hende jo nærmere drakene nærmede sig hende bagfra. Det ene ben dunkede kraftigt, men hun var travlt optaget med at få hevet sin frakke op af tasken, uden noget af det andet faldt ud - specielt æggene.
Hun lod tasken glide ned på gulvet ved hendes fødder, inden hun rettede sig op med sin frakke i begge hænder. Forsigtigt vendte hun sig rundt - og stod ansigt til ansigt med drakene.
Hendes glødende, flamme øjne mødte deres kulsorte. Uden frygt stirrede hun tilbage, selvom hannen prustede hidsigt, så luften fik hendes hår til at blafre. Roligt trak hun vejret ind gennem næsen, inden at hun holdte det, lige da hun trak sin frakke væk fra perlen i hendes hånd.
Den søde duft spredte sig ud i tunnelen fra den lilla perle, hvis overflade begyndte at bølge, som var den lavet af væske. Drakenes øjne havde rettet sig tranceagtigt mod perlen, uden længere at ligge mærke til Isabel, der forsigtigt bøjede sig ned, for at ligge perlen mod gulvet. Hun gav den et blidt puf, så den rullede tilbage ned af tunellen mod grotten. Drakene vende godmodigt rundt, inden de trampede tilbage efter perlen. De forsvandt i mørket. Det sidste ISabel så var deres halespids.
Med et suk rettede hun sig op, og trak tasken over den ene skulder, mens hun så efter de to legendariske dyr. Sikke et eventyr.
Langsomt vendte hun ryggen til, for at gå tilbage til den hemmelige indgang, hvor Marcel forhåbentligt ville stå.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel sukkede og rystede på hovedet og gav sig så til at løbe. han stod ikke engang og tænkte på om han nu kunne overlade æggene i Isabels hænder, nej han stolede fuld og fast på hende nu. Han gav sig til at løbe. Da han lidt efter nåede udgangen, lænede han sig op af væggen og hev efter vejret. Sveden havlede ned af hans pande og hans hjerte hamrede afsted. Han kørte hans beskidte hånd igennem hans hår og pustede lidt luft ud. Da Isabel kom gående, kom det skæve smil atter frem igen efterfulgt af et svagt nik. Selvfølgelig havde hun haft en plan, hun var en klog pige. Han klappede hende let på skulderen da hun kom hen til ham. Marcel kom med et svagt og positivt 'Hmmh''. Han begyndte at gå ud. Efter lidt tid sagde han '' Tre æg.. Et til mig, et til mit barn.. Men hvad vi skal gøre med det sidste.. Det ved jeg godt nok ikke, jeg kender ingen Warlock værdig nok til sådan et æg... Ud over dig ''. Marcel nikkede svagt '' Vi bør vende tilbage til portalen.. Vi kan altid vende tilbage hertil en anden gang.. Jeg må indrømme.. Jeg har savnet det her.. Den her del af mit liv.. Men vigtigst af alt.. Så har jeg indset hvor meget jeg har savnet en at stole på.. En god ven.. Tak Isabel.. Dette eventyr har virkelig åbnet mine øjne.. Du har åbnet mine øjne.. Tak ''. Det var sjovt at tænke på. Hvordan Marcel før dette eventyr bare tænkte på Isabel som legetøj, tænkte på hvordan han kunne ødelægge hendes liv mere. Men nu var han villig til at kaste alt i hans hænder for at beskytte hende. Han satte sit kortsværd på plads og sukkede '' Jeg glemte mit langsværd i deres rede. Lidt pinligt ''. Marcel grinede lidt og gik videre. Dog var det til at se hans tanker var et andet sted. Isabel ville have at han skulle drikke sin kærlighed til Macaria. Han frygtede lidt hvad han ville gøre at ukloge ting når det skete. Hvordan ville han reagere. Hvad ville Eriz gøre, hvad ville Zean gøre. Men vigtigst af alt, hvad ville Macaria gøre. Marcels lavede en bekymret mine imens han gik videre. Hvorfor kunne de ikke bare blive her nede og rejse videre på dette eventyr. Virkeligheden ventede ham, en virkelighed der var så usikker og skræmmende at han faktisk lidt frygtede den. 

[Isabel Veterano]

Et bredt, træt grin blev sendt til Marcel, da han klappede hende på skulderen, inden at hun stak sin anden arm ind gennem rygsækkens stropper, så den sad fast på hendes ryg.
De begyndte at gå. Isabel var begyndt at halte en smule på det såret ben, der var blevet mere end overanstrengt, men hun tog det ikke så tungt. Nu kunne de tage hjem.
"En Shadow Drake?" spurgte hun leende, inden at hun trak på skuldrene. "Det er bedre end en gigantisk slange. Den kan Eriz få! Hun virker som én."
En Shadow Drake som familiar. Isabel mærkede det krible i fingrene bare ved tanken. Hendes helt egen drake. Det var vel kun fair? Hun havde stået foran to, og stirret dem direkte i øjnene. Set mørket i deres blikke, og mærket deres ånde mod sit ansigt. Det gøs i hende, og smilet voksede et par takker op.
Da Marcel takkede hende for turen, kastede hun et sideblik mod ham.
"Åh lad være med at bliv helt blød overfor mig!" udbrød hun vrissende, og hankede mere op i rygsækken. "Bare giv mig min sjæl tilbage, og så er vi kvit!" Et smil sitrede i hendes ene mundvig. Selvom Marcel havde gjort så meget forfærdeligt imod hende, kunne hun ikke lade være med at føle en forbindelse til ham - og det var ikke bare fordi, at han ejede hendes sjæl. Det var næsten ligesom det havde været med Macaria, da de havde ligget side om side under den klare stjernehimmel. Vampyr og menneske. Begge to døende. Hun havde engang hadet Macaria med hele sit hjerte, og ønsket hende død mere end noget andet, men da de havde ligget der, og Macaria havde lagt sin hånd ovenpå hendes... noget havde ændret sig. En hel ny side havde vist sig hos den unge vampyr, og Isabel havde følt sig taknemmelig for hendes selskab. Akkurat som nu med Marcel.

De gik videre i tavshed et stykke tid. Isabels tanker flød dovent rundt, mens deres skridt gav genlyd omkring dem. Hun lagde slet ikke mærke til Marcellus' ansigtsudtryk.
De fulgte mærkerne i klippevæggene, som ville føre dem tilbage til portalen. Hele vejen tilbage.
Hun kvalte et gab ind mod sin skulder. Det havde været et par lange dage med ikke særlig meget søvn, mad eller væske. Sårene skulle ses til, og alt ville vende tilbage til det normale... næsten.
Hendes tanker gled over til sjælen, hun ville få tilbage. Hun ville kunne finde Caleb. Se sin lillebror. Det fik næsten en klump til at samle sig i halsen ved tanken om igen, at stå klamret ind til ham, og rode op i hans sorte, korte hår.
Det ville hun før noget andet. Hun ville have sin sjæl før mad, væske, skadeinspektion og søvn! Hun ville have alt, hvad der tilhørte hende.... også følelserne for Saïx.

De nåede hen til stedet hvor hele deres eventyr var startet. Lige nu var det bare en tom klippevæg, så de måtte være tidligere på den end regnet med. Isabel drejede ansigtet mod Marcellus ved hendes side. Hun lagde mærke til hans bekymret ansigtsudtryk, og lagde en beroligende hånd på hans skulder.
"Jeg er her," fortalte hun alvorligt, og gav han skulder et klem. "Hele vejen igennem så er jeg her. Når vi træder ud gennem portalen, vil vi forlade det her sted, men jeg står stadigvæk ved din side. Det er jeg også når dit barn bliver født, når du putter din krone på hovedet, og når du tager din kærlighed til Macaria tilbage, samt når du giver mig min sjæl. Jeg står lige her."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel nikkede en smule og sagde '' Så er det aftalt. Du får den sidste Drake og Eriz får slangen.. Lyder som en god ide ''. Marcel smilede en smule og tænkte tilbage på hele rejsen. Det havde været en god tur, en fantastisk tur. Dette havde virkelig ændret en del hos Marcel. Da de kom til starten, til klippevæggen. Kiggede Marcel lidt på sine arme, han var indsmurt i blod og snask. Han lugtede og var træt. Dette havde taget hårdt på ham men også gjort ham stærkere. De stod og ventede i noget tid før portalen kom frem. Marcel kiggede på Isabel og nikkede, han sagde stille '' Jeg ved du er der for mig... Lad os gøre det her ''. Marcel klappede Isabel på skulderen og sprang igennem portalen.

Da han kom ud på den anden side, stod han i hans hemmelige laboratorium. Han kiggede rundt. Da Isabel sluttede sig til ham smilede han skævt til hende og knipsede med fingerne. I hans hånd dannede der sig en kontrakt. Det var den omtalte kontrakt om Isabels sjæl. Marcel smilede skævt og sagde '' Her er den.. Den er din, min ven ''. Marcel holdt den frem. Da Isabel tog den knipsede han med fingerne igen og en flaske med noget lyserødt væske kom frem i hans hænder. Marcel kiggede på den og sagde en smule nervøst '' Okay.. Jeg gider ikke snakke om det her.. Jeg gør det bare nu... hellere nu end senere ''. Marcel åbnede flasken og drak indholdet. Marcel tabte flasken og satte sig på knæ. Han tog sig til hovedet og kiggede ned i jorden. Han sagde stille og meget sorgmodigt '' Hvorfor Isabel.. Hvorfor vil du have mig til det her.. Hvorfor.. Det.. Gør så ondt.. Jeg.. hvordan.. Hvordan skal jeg vinde hende tilbage ''. Marcel rejste sig op og kiggede surt på Isabel. '' Det her gør for ondt.. Jeg kan ikke klare det her ''. Marcel tog sig til hjertet. Kærligheden tog hårdt på ham fordi det var så længe siden han havde følt den. Han kunne ikke fokusere ikke tænke. Han havde brug for Macaria, brug for at holde hende i hans arme.

[Isabel Veterano]

Sammen trådte de igennem portalen, der fik Isabel til at gyse. Ude i laboratoriet måtte Isabel blinke lidt med øjnene, for at vende sig til lyset, efter at have været under jorden i så lang tid. Sikke et syn de måtte udgøre med blod, skidt og ødelagt tøj. Hun kunne ikke støtte på det ene ben, hvor et spyd var blevet skudt igennem, og hun var sikker på, at kroppen var fyldt med blåmærker. Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile over hele ansigtet, da hende og Marcel vekslede blikke.
Smilet falmede dog, da hun opdagede kontrakten, som han rakte frem mod hende. Blikket flakkede næsten skræmt mellem kontrakten og Marcel, som om hun var bange for, at hvis hun tog den, ville den blot forsvinde mellem fingrene på hende.
"Er det her virkeligt sandt? Ingen tricks?" spurgte hun stille, og gned sin ene hånd, inden hun forsigtigt rakte ud, og tog imod kontrakten. Lige så snart hendes fingre rørte pergamentet, mærkede hun et sus i hele kroppen. Alle hårene rejste sig, og en let skælven gik igennem hende, så hun måtte suge luft ind gennem munden. Hjertet slog et slag over.
Et smil voksede sig frem på hendes læber, indtil det nåede helt op til øjnene, der strålede, mens hun for første gang i mange måneder, følte sig hel. En glædestrålende latter lød fra hende, og hun knugede kontrakten i hånden, så den blev krøllet sammen til en lille kugle. Det var bare papir. Nu var det bare ubrugeligt papir. Hun... hun havde sin sjæl nu! Fuldkommen og hel!
Hendes latter gav genlyd i det store laboratorie, indtil at gysene stoppede, og hårene igen havde lagt sig. De flammende øjne strålede dog stadigvæk med en indre glød, som hun havde troet, ville være tabt for altid.
"Jeg har ikke følt mig så levende før! Waw... jeg havde helt glemt, hvordan det føltes," grinede hun, og strøg fingrene igennem sit sølvhår, før hun stak kontrakten i sin ene jakkelomme. Hun ville brænde den, når hun fik tiden til det. Lige nu måtte hun være der for Marcel, der stod med en flaske i hånden. En flaske med lyserød væske. Hun vidste hvad det var, for hun havde set den før, bare hvor det var hendes kærlighed, der var lukket væk bag glasset.
Næsten åndeløs i spænding betragtede hun ham, hæve flasken op til sine læber. Gad vide hvad der ville ske? Snart skulle hun jo selv igennem den samme proces, så hun fulgte nøje med i hvad han lavede. Da han med et gisp faldt ned på knæ, smed hun tasken fra sig, for at komme hav til hjælp.
"Tag det roligt! Træk vejret, Marcel! Kom nu... det er bare følelser. Du kan sagtens håndtere det," sagde hun beroligende, og hjalp ham op og stå, uden at tage sig af hans sure blik. Selvfølgelig var det hårdt for ham. Han havde godt og grundigt forrådt sin elskede, hvilket han først indså nu, men det var en del af ham. Hvis ikke han huskede sine følelser for Macaria, så ville han heller ikke huske en del af sig selv.
Da han tog sig til hjertet, som havde han ombestemt sig, greb hun hårdt fat i hans håndled, og rev det væk fra hans bryst. Det var lige ved, at hun ville til at stikke ham en lussing.
"Marcellus!" udbrød hun skarpt, og prøvede at fange hans blik. "Det er hvem du er! Hun er en del af det! Lad være med at være sådan en kujon, og stå til ansvar for dine handlinger! Hun fortjener det! Du gjorde ikke det her for hendes skyld, men for din egen egoisme, fordi du var bange! Du er ikke den person længere, Marcel. Du er vokset. Nu er det på tide, at du åbner dine øjne overfor dig selv, verden og hende. Hun fortjener det, Marcel... hun fortjener det. Du fortjener det."
Trøstende lagde hun en hånd på hans skulder, og vendte ham mod sig, så de stod overfor hinanden. Blidt ruskede hun lidt i hans skulder.
"Du kan klare det her."

[Marcellus LaPiera Black]

Da hun kaldte på ham. Fjernede hans hånd og sagde han godt kunne klare det her. At han ikke længere var en der flygtede, stoppede han lidt op og fandt sin fatning. Han sukkede blidt. Det havde hele tiden været det han havde haft brug for. En der sagde disse ting til ham. Han rettede sig op og kiggede på Isabel '' Jeg husker.. Men.. Jeg tror aldrig jeg kan vinde Macaria tilbage.. Alt det jeg har gjort imod hende.. Alle de gange jeg har såret hende ''. Marcel sukkede og så ud til at tænke lidt. Han fik et mere fast blik i hans øjne og nikkede lidt. Han kiggede på Isabel med et beslutsomt blik '' Men du har ret. Hvis ikke jeg finder ud af med sikkerhed om jeg har mistet hende for evigt. Så elsker jeg hende ikke nok. Jeg har tænkt mig at bevise overfor hende at jeg elsker hende mere end noget andet på denne jord ''. Marcel nikkede lidt og knipsede med sine fingere. En flaske med lyserødt indhold kom frem i hans hånd. Han kiggede lidt bekymret på den og derefter på Isabel. Han sagde advarende '' Det er meget lang tid siden du har haft den her.. Og nej.. Ingen tricks.. Ikke mere, aldrig mere.. Men jeg ved ikke hvor hårdt det vil ramme dig. Det kan måske enda dræbe dig. Jeg vil være her for dig.. Men tro mig, det bliver ikke rart i starten.. Men efter lidt tid, som med mig nu her.. Så bliver det nemmere.. Kærligheden skal lige binde sig med dig igen.. Det føles som om dit hjerte er ved at springe.. Det er ikke rart, men hvis nogen kan klare det så er det dig min ven ''. Marcel smilede en smule og klappede Isabel støttende på skulderen. Han satte sig ned i en stol. Hans hjerte hamrede af sted, det gjorde så ondt at han havde lyst til at skrige. Tankerne blandede sig med følelser. Den gravide Eriz, Macaria og Zean. En ting vidste han. Barnet betød allerede verden for ham nu. Men han måtte finde ud af hvordan Macaria havde det og tage det derfra. Men lige nu havde Isabel brug for ham. Han var klar.

[Isabel Veterano]

Tøvende tog Isabel imod flasken, som Marcellus rakte til hende. Hendes blik var fæstnet til den lyserøde væske, der indeholdte alle de følelser, hun havde haft for smeden. Saïx. Hun huskede stadigvæk alle deres stunder sammen, men der var ingen følelser, bundet fast til dem. Marcels advarende ord fik hende til at række flasken en anelse tilbage mod ham. Efter lige at have set, hvor hårdt det tog på ham, at få sine følelser til Macaria tilbage, var det ikke ligefrem noget hun så frem til. Hvorfor skulle hun også have de følelser tilbage?! Hun klarede sig fint uden dem! Det var blot som dengang, det bare var hende og Cal. Ingen til at komme i vejen mellem dem. Hun behøvede dem ikke!
Et tungt suk forlod hendes læber, og fik skuldrene til at falde.
"Jeg kan huske, hvordan det var, at få hevet følelserne ud. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville blive hel igen. Mine tanker var så paniske, og det føltes som om, at jeg aldrig ville blive lykkelig igen," fortalte hun mørkt, mens hun trak proppen af flasken. "Jeg prøver at klamre mig fast til, at jeg er den samme person som dengang, men det vil jeg aldrig være, før at jeg har følelserne tilbage, vil jeg?"
Duften fra væsken fik hendes hjerte til at slå hurtigere af spænding. Håndfladerne blev svedige. Kort skar hun en grimasse, inden at hun skyndte sig at drikke indholdet, før hun ville fortryde.
Det tog kun tre slurke for hende at tømme flasken. Hvor smagte det dog sødt. Alt for sødt. Næsten som fordærvet frugt.
Hun smaskede, mens hun kiggede ned på den tomme flaske i hendes hånd. Hun kunne ikke mærke nogen som helst forandring. Tvivlende så hun op på Marcel.
"Jeg kan ikke mærke noget. Er du sikker på at-" Mere nåede hun ikke at sige, før det føltes som om en hånd havde grebet fat om hendes hjerte. Et gisp brød hendes læber, mens øjnene spærrede sig op i chok.
Flasken blev tabt på gulvet, og gik i stykker.
"Åh nej... åh nej... nej.. nej... nej..." hviskede hun åndeløst, mens varmen fór igennem hendes krop som en ukontrolleret steppebrand. Hårdt tog hun sig til brystet. Hele kroppen rystede. Det føltes som om hun havde slem feber.
Så krummede hun sig krampagtigt sammen. Var hun ved at på et hjertestop? Et sammenbidt skrig kom hele vejen ned fra hendes strube, inden hun måtte lade sig selv glide ned på knæ. Salte tårer trillede ustoppeligt ned over hendes kinder, mens hun støttede sig til gulvet, hvor glasskårene skar sig ind i hendes håndflade, uden at hun lagde mærke til det. Panisk hev hun efter vejret.
Hun huskede det! Smagen af Saïxs læber mod sine. Så bløde, så forsigtige. Hans ru hænder ned over hendes krop. Hvordan hans ansigt lyste op, når han grinede, så hun ikke kunne andet end følge med. Hans stærke, robuste krop tæt ind mod hendes. Den måde huden sitrede, når han kiggede på hende.
"Få det til at stoppe..." gispede hun, og tog sig til hovedet, som om hun ikke kunne kapere det hele. "Få det til at stoppe. Please!"
Hjertet bankede hurtigere og hurtigere. Hun kunne ikke trække vejret. Svagt faldt hun resten af vejen ned på gulvet, hvor hun krøllede sig sammen i fosterstilling. Skælvende og svedig. Hårdt klemte hun øjnene i.
Duften af Saïx når han trådte ud af smedjen. Varm, smilende og med nøgen overkrop. Hans hvisken i hendes øre.
"Isabel..."
Alt stoppede i hende. Hjertet, åndedrættet, kramperne, sveden. Pludseligt stoppede alting, hvilket efterlod hende fastlåst krummet sammen på gulvet. Langsomt begyndte hjertet at banke igen. Roligt og stabilt. Stilheden blev brudt af hendes dæmpet gråd, mens hun gemte ansigtet ind mod sin ene arm.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel satte en hånd til hans hage og betragtede Isabel. Dette var læreridt for ham. Han kunne analysere meget ud fra drikkens effekt når det ikke var ham selv der gennemgik dette. Han betragtede det fortvivlede blik i hendes øjne. Da hun faldt på knæ rejste han sig op og gik over og satte en hånd på hendes skulder og sagde med en blid stemme '' Saïx vil ikke tilgive sig selv hvis du dør at dette, det vil du heller ikke selv Isabel. Kæmp imod smerten. Du kan overkomme den, du kan besejre den. Det er kun ned af bakke herfra. Det bliver kun lettere, stol på mig''. Han ville ønske der var mere han kunne gøre. Men det var der ikke, denne magi var for stærk og dens pris var dette. Der var intet han kunne gøre ud over at give hende lidt moralsk støtte. Han blev ved hendes side gennem det, han vidste det måtte være hårdere for hende eftersom det var så lang tid siden hun havde haft kærligheden i sig. Men hvis nogen kunne klare det så var det Isabel. Efter lidt tid hvor han ikke længere følte at hun var i overhængende livsfarer gik han over og satte sig tilbage i stolen. han kiggede på Tasken og fik den til at svæve over til ham. Han åbnede den og trak et af de tre drake æg op og lagde det ved siden af Isabel. Han tog derefter et op til sig selv og lagde det. Han kiggede bestemt på dem og sagde '' Før vi kommer op, før vi skal snakke med Eriz og de andre. Så er det vigtigt at vi binder os med vores Drakes, før de bliver født. Laver noget ala det ritual jeg lavede på dig. Føre esencen af vores Familiar ind i ægget så det overtaget Draken der inde. Det burde gøre de Drakes der bliver fødte til vores Familiars.. Men er du klar på at lære dette ritual. Hvis noget er ond magi, så er det det her. For vi dræber den sjæl Draken allerede har. Dette er ond magi på høj plan ''. Marcel kiggede alvorligt på Isabel. Han vidste godt at hun sikkert ikke var lige så ond som før nu hvor hun havde en sjæl og sin kærlighed til Saïx tilbage. Så han ville sætte hende ind i hvad det faktisk var for noget magi de skulle til at bruge.

[Isabel Veterano]

Krummet sammen til en kugle på gulvet, blev Isabel liggende. Dog blev hendes hulk snart reduceret til små, hiksende snøft. Selvom hun ikke havde elsket Saïx, men blot kunne lide ham, gjorde det utroligt ondt. Det var næsten som at have et brækket ribben, der stak i brystet hele tiden. Et sted i rummet hørte hun Marcel fortælle om, hvad de skulle gøre, og hun var lige ved at kaste et eller andet efter ham. De var lige kommet tilbage fra Underdark, og hun havde fået både sin sjæl og kærlighed tilbage. At skulle fængsle en Drake til sin sjæl, virkede fuldkommen uoverskuelig. Alt inde i hende var allerede blevet vredet rundt, som et vådt håndklæde. Åhhh hvor trængte hun dog til søvn.
Langsomt kom hun op og sidde. Med en hånd tørrede hun tårerne væk fra sine kinder. Hele tiden poppede Saïx's ansigt op foran hende, og alt hun ville, var at trykke sig ind i hans favn, for igen at mærke den glæde og tryghed, som han havde kunne give hende.
Noget gik op for hende ved Marcel's ord. "Før vi skal snakke med Eriz. Det var lige ved at få hende til smile, men det blev ikke til andet end en bævren i mundvigene, inden at hun drejede ansigtet mod Marcel, som han sad der i stolen. Måske var det bedst, at advare ham, før han stod ansigt til ansigt med sin hustru.
"Hun sagde nej..." fortalte hun henkast, og strøg fingrene igennem sit allerede pjusket, sølvhår. "Eriz ville ikke have, at vi tog til Underdark, men jeg vidste du havde brug for det, så jeg løj om at hun havde givet dig lov. Så..." Hun kunne ikke lade være med at grine lidt ved tanken. "Hun er nok rasende! Åhhh og hun sagde, at jeg var en ynkelig slave, som ikke kunne andet end parrere ordre."
Med et støn kom Isabel på benene, og haltede hen til en skammel, der stod tæt ved hvor Marcel sad. Hvis han ville gå imod sit ord, samt alt hvad de havde gået igennem i Underdark, kunne han straffe hende hvis han ville. Lige nu var hun for smadret til at bekymre sig.... og hun havde tillid til ham. De var jo venner nu.
Hun satte sig på skamlen, og strakte med en grimasse sit såret ben ud.
"Som sagte gjorde jeg det for din skyld. Du havde brug for det her eventyr, så du kunne huske, hvem du i virkeligheden under den forpestet krone, du bære på dit hoved," tilføjede hun med et støn. "Det var derfor, jeg kunne gøre det, for jeg gik ikke imod dine ordre eller dig. Tværtigmod."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel sad og stirrede på den lukkede portal imens han lyttede til Isabel. Da hun var færdig kom han med en klukkende '' hmm hmm hmmh''. Han rystede lidt på hovedet og rettede langsomt sit blik ned imod Isabel. De dybe sorte øjne betragtede hende lidt, før et skævt smil langsomt gled frem på hans bløde læber. Han sagde med en rolig stemme '' Tak min ven. Jeg var virkelig blevet til en anden. Jeg bekymrede mig mere om at få det til at gå med Eriz, jeg bekymrede mig så meget for barnet at jeg var villig til at glemme mig selv for at få det til at fungere. Men denne rejse har fået mig til at indse noget. Intet i livet er værd at ændre sig for. Værd at blive en anden for. Eriz må lære at acceptere mig for den jeg er ''. Marcel rystede på hovedet og grinede en smule '' Problemet er at det vil hun aldrig. Det er der kun en kvinde der vil og det er den kvinde jeg elsker ''. Marcel rejste sig op og tog en dyb indånding '' Men Eriz er mit barns mor. Efter jeg har snakket med Macaria må jeg tage en samtale med Eriz om hvad vi gør.. Dog tager jeg først afsted efter barnet er født ''. Marcel knækkede sin nakke '' Selv om jeg kan se du er udmattet. Så bliver vi nød til at binde med vores drakes før vi forlader dette rum. Det er der to grunde til. Nummer et, vi skal gøre det før æggene klækker. Nummer to. Eriz vil være i stand til at læse dit sind og det vil hun gøre. Hun vil finde ud af at vi har de drakes og hun vil tage din hvis ikke du har bundet dig til den allerede. Så, op og stå min ven. Vi har stadigvæk arbejde at gøre. Det sidste arbejde på dette eventyr før vi skal stå ansigt til ansigt med det monster der venter for enden ''. Marcel grinede lidt og blinkede til Isabel og sagde '' Eriz ''. Han klappede hende blidt på skulderen og gik over til et bord og begyndte at rette nogle ting an. Han virkede ikke træt, han virkede stærk og fuld af energi som altid. Sandheden var dog at han var træt, meget træt. Men han vidste at Isabel ikke ville kunne finde kræfter til at gennemføre dette hvis han virkede lige så træt som hende. Dette skulle og måtte lykkes. De eneste tre Drake ejere i verden. Isabel, hans barn og ham selv. Den tanke kunne han godt lide.

[Isabel Veterano]

Forstående nikkede Isabel af hans ord, for hvad han ville gøre med det hele omkring Macaria og Eriz. Ingen tvivl om at det blev grimt. Eriz virkede ikke som typen, der ville lade en konge sive ud mellem sine fingre, efter at han havde gjort hende gravid, og så var der Macaria... åhhh hun håbede virkelig den unge vampyr, ville tilgive Marcel for hans dumheder.
"Held og lykke," svarede hun, og sendte ham et skævt grin. De vidste begge to, han ville få brug for det. Hun gjorde som han sagde, og kom med en kraftanstrengelse på benene. Hvis det her havde været hendes gamle krop, havde den besvimet og givet op for lang tid siden. Træt humpede hun over til ham.
"Whatever... heksen kommer til at kræve mit hoved på et sølvfad," kommenterede hun ligegyldigt, hvilket fortalte hvilken bekymringer hun havde omkring det. Hun nægtede at bøje sig for den mareridtsskabende warlock, lige meget hvad hun end gjorde eller sagde! Det eneste hun havde gjort, var at være loyal til sin mester. Hvis Eriz havde noget at sige omkring det, måtte hun snakke med Marcel. Han havde alligel en evne til at sweettalke hende, som andre ikke kunne.
"Du skal bare sweettalke hende, så bliver hun sød og spindende som en killing," fortalte hun leende, og lænede sig op af bordet, for ikke at støtte for meget på sit såret ben. De måtte virkelig ligne en mødding lige nu. En skam ikke alle kunne se kongen sådan her. "...eller... hun lader hvert fald som om du kan. Jeg kan faktisk bedre lide, når hun råber, end når hun er flink. Det giver mig kuldegysninger. Så... hvad skal vi gøre? Hvordan fungere det her med familiars? Jeg har ikke læst om det, selvom alle har hørt rygterne."

[Marcellus LaPiera Black]

Da Isabel kom over til bordet kiggede Marcel alvorligt på hende og lagde blidt en hånd på hendes skulder og sagde med en stemme der betød han mente det '' Du er min ven. Jeg vil ikke lade hende rører dig. Jeg vil have din ryg så godt jeg kan, fra nu af. Jeg mener det Isabel ''. Når først man vandt Marcels venskab så havde man en loyal og trofast ven der ville gå gennem ild og vand for en. Der var dog en bagside af den mønt. Han forventede det samme. De få venner han havde lukket ind som ikke levede op til de forventninger og mål som han selv udførte for dem, havde det med at dø hurtigt og grusomt. Det var også derfor Marcel ikke havde mange venner, for ikke at sige nogen overhovedet. Han forventede meget, men gav lige så meget tilbage. Han fjernede sin hånd og kiggede på nogle flasker og krystaller. Ham kom med et eftertænksomt ''mmmh''. Han sagde efter lidt tid '' I teorien er det samme tilgangs metode som jeg gjorde med dig. Først river vi sjælen ud af det ufødte væsen. Det gjorde jeg godt nok også ved de to kroppe jeg brugte til dig.. Men de overlevede ikke, det var derfor jeg lavede fusionen af kroppene og satte dig ind i dem som bindingsled. Men i teorien er det en ufødt sjæl der ligger i disse æg. Det betyder at sjælen i teorien ikke burde have taget et fast greb i kroppen i nu. Det betyder at disse Drakes ville kunne overleve i kort tid uden deres sjæle. Ligesom da jeg ejede din sjæl.. Vores familiars er en forlængelse af vores sjæle. I stedet for at hidkalde din Familiar via ritualet. Så indsætter vi dens essens i ægget. Eftersom Draken i ægget er uden sjæl burde Familars essensen kunne finde sig som en sjæl i Draken og overtage pladsen og funktionen som dens sjæl. Med andre ord.. Uden sjæl er Draken en tom skald, Familiars udfylder den skald og bliver derfor til Draken ''. Marcel grinede lidt og kiggede på Isabel '' Hvis det giver nogen mening for dig? ''.

[Isabel Veterano]

Taknemmeligt smilede Isabel til Marcel, da han lagde en hånd på hendes skulder. Engang ville hun havde spændt i hele kroppen ved den berøring, men nu lagde hun bare sin hånd ovenpå hans, og gav den et klem.
"Jeg ved det. Bare husk hvem der er bodyguarden af os to. Dit liv kommer før mit. Jeg har intet at tabe," svarede hun, og overvejede om han overhovedet vidste, hvor meget hun havde gjort for ham, ved at få ham ned til The Underdark, samt tvinge ham til at drikke sin kærlighed tilbage. En mand som Marcel kunne komme til at ødelægge sig selv, for sine egne ambitioners skyld, men nu havde hun fået ham presset tilbage på rette spor, og åbnet hans øjne op. Så længe Eriz ikke ville prøve at gøre det modsatte igen, så ville Marcellus forblive som den mand, han nu engang var. Ikke en kold, kynisk konge med alt for meget magt mellem sine hænder, men en selvstændig, åben mand, der kunne invitere folk ind i sit hjerte.

Hun vendte igen sin opmærksomhed mod hvad han fortalte om familiars. Det gav ikke rigtig mening for hende. Faktisk mindede det hele hende om de gange, hvor Cal havde prøvet at lære hende om pentagrammer. Hun havde aldrig rigtig forstået det.
"Jeg...forstår det i store træk," svarede hun usikkert, og kløede sig i nakken. Efter at han havde sammenlignet processen med hvad han havde gjort ved hende, var hun pludselig blevet lidt mere ubehagelig til mode. Alt for mange traumatiske minder huskede hende på dengang hun var død. Hvordan sjælen var blevet revet ud af hende, for at suse over en stjerneklar himmel, og direkte ind hos Marcellus i Pandemonium. I lang tid havde hun blot været hos ham. En sjæl uden en krop. Svag, forvirret og bange.
Derefter fulgte hele processen med at få sin egen krop. Nogle gange kunne hun stadigvæk fange lugten af tanken, hun havde været fanget i. Følelsen af ilten der gennem en maske, blev presset ned i hendes lunger. Vandet der legede med hendes dengang lange, sølvhår, der dansede omkring hende.
Hun støttede sig til bordet med knoerne helt hvide, på grund af hendes hårde greb i bordkanten.
"Lad os få det her gjort, så hurtig som muligt, inden jeg fortryder," hvislede hun ud mellem sine sammenbidt tænder.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel smilede og rystede på hovedet. Han sagde stille '' Vi er venner Isabel. Jeg vil altid have din ryg og ikke svigte dig. Jeg vil kæmpe ryg mod ryg med dig ''. Marcel talte sandheden. Det krævede bestemt noget at få hans venskab og det var endnu færre der kunne beholde det. Marcel var ikke typen der let gav sit venskab væk, men når han endelig gjorde det så forventede han meget af sin ven. Han forventede at de havde den samme respekt og loyalitet han havde overfor dem. Den der svigtede hans tillid levede ikke til at fortælle om det. Marcel var en hård og kontakt mand når det kom til det.
Marcel begyndte at blande nogle væsker og lagde nogle helt klare krystaller på bordet. Imens sagde han lettere koncentreret '' Det bliver ikke nemt det her. I teorien er sjælen i Draken ikke bundet helt til kroppen eftersom sjælen er helt ren og ikke forstyret og fordi draken ikke er født. Det betyder at med man kan tage sjælen ud af draken. Dette er en yderst krævende og svær opgave. En forkert bevægelse og du kan skade dig selv eller draken. Når sjælen er ude bruger du en bindings besværgelse. Du binder dig med den nu tomme Drake og i stedet for at fremmade din Familiar, sætter du dens essens  ind i Draken. Du skal ramme det tomrum hvor sjælen var. Gør du ikke det kan du skade din familiar eller Draken. Familiarens essens burde erstatte sjælen og blive til Draken via en fusions besværgelse. Den besværgelse jeg brugte på din nuværende krop. Så ja, bare rolig. Jeg er en ekspert på området. Se og gør som mig ''. Marcel tog en dyb indånding og gav sig til at lave håndtegn og sige en lang remse. Hans hånd blev helt sort og gennemsigtig. Han satte den langsomt ind i ægget.  Han bevægede sin hånd ekstremt langsomt og roligt. Han vidste at en forkert bevægelse og bang. Det hele gik i vasken og han kunne komme slemt til skade. Efter et par minutter som virkede som timer for ham stoppede han og åbnede sine øjne helt. Et skævt og koncentreret smil kom dansede over hans læber. Langsomt træk han sin hånd ud. Selv om hånden var lukket strømmede der et blindende hvidt lys ud fra mellem hans fingre. Han lange hånden ovenpå en af krystallerne. Lyset forsvandt fra hans hånd og krystallen begyndte at lyse op. Marcel rystede sin hånd som langsomt blev normal. Han knækkede sin nakke og drak den væske han havde blandet imens de havde snakket. Han lagde den nu normale hånd på ægget. En sort energi begyndte at strømme ud fra ham og omhylde ham og ægget. Efter lidt tid kom der en kræft bølge fra energien og den forsvandt ind i ægget. Marcel faldt på knæ og begyndte at hive efter vejret. Han åbnede og lukkede sin ene hånd imens han sagde nogle ord. Han brød ud i latter og kiggede på Isabel med et træt smil '' Det virkede, jeg kan ikke fremmane en familiar. Den er i ægget, den er byttet ud med sjælen. Min familiar er i ægget.. Min familiar er en Drake! ''. Marcel grinede lidt mere, men havde ikke kræfterne til at rejse sig i nu.