The Adventure To The Underdark

[Isabel Veterano]

Isabel hævede et øjenbryn, da han nævnte Saïx. Akkurat ligesom ved Marcel kunne hun ikke mærke følelserne for Saïx, så hun forstod ikke, hvorfor han skulle komme til Pandemonium. Måske ville det hele give mere mening for hende, når hun havde fået kærligheden tilbage.
"Sammen," gentog hun bekræftende, og slap hans hånd. Ja... sammen måtte de drikke deres kærlighed tilbage til de folk, der åbenbart betød en hel del for dem. Sammen måtte de acceptere følelserne. Mærke dem. Rumme dem. Hun var skræmt fra vid og sans, men vidste at det var nødvendigt for hende, at få det tilbage, som Marcellus havde taget. Også selvom hun ikke savnede det.

Omkring kysset slog hun ham drillende på siden af armen med sin håndflade, inden at hun vendte sig om mod gangen, for at se tilbage i mørket. Derinde, gemt et sted, lå Caleb bare og ventede på hende. Men nu ville hans ord ikke kunne røre hende, for hun ville faktisk tage ud og lede efter ham! Hun ville få sin sjæl tilbage! Hun ville være dér for ham! Hun ville ikke længere svigte, dem som var tæt på hende.
Alligevel var hun bange, men ikke for Caleb. Hun var bange for at se den krumbøjet skikkelse. Marcellus ville dog være ved hendes side. Lige så loyal som var det Caleb. De kunne klare det her.
En lav mumlen lød fra hendes læber, inden at hun kyssede sin lukket hånd. Lys sprang frem mellem hendes fingre. Det klare, blå lys.
"Jeg får brug for mine skygger, samt at kunne se mere," sagde hun, og kunne allerede se røg-slangerne samle sig op omkring hendes ben, som steg de op fra gulvet. De hvislede og hævede sig op bag hende samt ved hendes side.
Hun kiggede op på Marcellus, inden at hun nikkede bestemt.
"Lad os gøre det her. Så hurtigt som muligt. Vi stopper ikke for nogen som helst eller noget som helst. Bare forsæt."
Hånden med lyset fanget i sig rakte hun op over sit hoved, så lyset ramte så meget af gangen som muligt, inden at de tog det første skridt ind i gangen.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel nikkede til hendes ord, rettede på sine sværdskeder og gik ind uden at trække sine sværd. Dette var en mental udfordring ikke en fysisk. Da de kom ind i gangen igen kiggede Marcel rundt, først så han ingen. Han smilede skævt. Med et kom Isabel frem foran ham. Hun stod og pegede på ham og grinede. Marcel løftede et øjenbryn og gik videre. Da han var kommet lidt længere kunne han høre Isabels stemme i hans hoved sige
Du er et monster.. Når jeg får min sjæl forråder jeg dig.
Jeg er her kun fordi du tvinger mig. Min plan i at vinde din tillid så jeg kan dræbe dig virkede
Jeg har tænkt mig at straffe dig for det du har gjort imod mig. Du er et monster, intet andet!
Du har taget alt fra mig, jeg tilgiver dig aldrig. Ingen vil nogenside være loyal til et...
MONSTER som dig... MONSTER!
Marcel tog sig til hovedet og kiggede over på Isabel med et smil '' Det er godt nok en stærk besværgelse.. Men det er ikke andet end en besværgelse.. Intet andet ''. Marcel nikkede for at forsikre sig selv om det. Han lagde en hånd på Isabels skulder og kiggede frem igen imens de gik. Han havde ikke tænkt sig at give efter, hans træning hos Eriz havde givet pote. Han var stærk og klar. Marcel gik fremad med raske skridt. Han var klar, han var forberedt. Han ville se hvad der var for enden af denne gang!. Marcel gik videre med faste skridt.

[Isabel Veterano]

Isabel fulgte med Marcellus, mens lyset oplyste gangen omkring dem. Røg-slangerne snoede sig frem for hendes fødder, for hvert skridt hun tog frem. Hun kunne høre dem hvisle hen af stengulvet. 
"Der var mere jeg kunne have taget fra dig..."
Det gav et sæt i Isabel, da Marcel trådte ud af skyggerne foran hende. Hans blik var mørkt og truende, som han forsatte frem mod hende. Kort lukkede hun øjnene, men tvang sig selv til ikke at stoppe op. Han var ikke virkelig. Den rigtige Marcel gik ved hendes side. Hun kunne mærke hans hånd på sin skulder. Stædigt forsatte hun frem. 
Lige da hende og den falske Marcel var ved at støde sammen, smøg han sig til siden bag hende. Hans hånd greb fat i hendes strube, og hun mærkede hans læber hvile mod hendes ene øre. 
"Jeg har taget meget fra dig og sandheden er at jeg ville have taget mere fra dig. Meget mere. Hvem siger du kan stole på mig nu, Isabel? Du har aldrig kunne stole på mig. Aldrig. Hvor er du dog dum og naive, at gøre det nu," hviskede han til hende, så hun måtte knytte hænderne ned langs siden. Hjertet bankede hurtigere, men hun nægtede at give sig. Det var ikke den rigtige Marcellus. Det var ikke sandt. Han havde selv lige givet hende hånden, og kaldt hende sin ven. 
"Bliver du stadigvæk våd af at jeg står tæt på dig, Isabel? Tænker du stadigvæk på mig, når du lægger dig til at sove i sengen?"
Trodsigt stirrede hun lige frem for sig, uden at sænke farten - tværtimod begyndte hun at gå hurtigere. Skyggerne hvæsede, og snoede sig rundt om hendes ben, som kunne de mærke hendes frustrationer og ubehag. Hun kunne mærke Marcellus' tungespids glide op af hendes ørekant. 
"Det var aldrig Saïx eller Caleb... det var mig. Indrøm du gerne vil... indrøm det..."
Tænderne hvinede mod hinanden. 
"Nu... er...det... NOK!"
Hun råbte det sidste ord, og drejede rundt på hælen, men det var ikke for at angribe den falske Marcellus. Det var for at angribe dem, som vovede at lave trick med hendes hoved. 
Hænderne skød frem, som om de huggede ud efter noget. Med en besværet bevægelse rev hun luften til side med sine to hænder, som var det et stykke stof, hun flåede fra hinanden. 
Skyggerne spruttede og hvæsede, mens de hævede sig op omkring hende. Klar til hug. 
"Jeg er færdig med at lege gemmeleg!! Kom - Så - frem!!" råbte hun vredt. I mørket foran dem begyndte der at kunne høres en hvislen og en knurren. Som var der et væsen, der gemte sig i mørket. Isabel stoppede ikke med at prøve, at rive de mentale forsvarsværker ned, selvom de var stærke. Måske kunne hun ikke beskytte sig mod et angreb, men hun kunne flå deres barriere fra hinanden. Hun kunne flå ALLE barriere fra hinanden!
Slangerne bølgede frem forbi hende, for at hjælpe til med at vise det, som skjulte sig for deres blikke. 
"Der er noget gemt derinde!" hvæsede Isabel sammenbidt, og måtte sætte fødderne i gulvet, for ikke at blive skubbet tilbage. Noget kæmpede imod, for at blive synlig for deres blikke. Der var stærke mørke, mentale kræfter på spil.
"Det er lige fremme! Lige fremme foran dig! Jeg kan se det! Tag det!" 

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel kiggede frem. Mentale besværgelser var ikke noget Marcel mestrede, han var en fysisk Warlock. P trods af det så vidste Marcel en del om mental magi, især at man skulle holde et klart hoved hvis man skulle udfører Mental magi. Marcel samlede sine hænder og holdt dem frem foran sig. Omkring 20 sorte tråde af hans mørke magi skød frem fra hans hænder. Denne form for mørk magi havde han brugt imod hans far. Det var et af Marcels stærkeste våben og han brugte det bestemt kun når han var oppe imod en værdig modstander. Han lagde meget kræft i så magien delte sig og bevægede sig hurtigt. Han sagde med en anstrengt stemme '' Isabel.. Guide mig!''. Han holdt fokus og ventede på at Isabel guidede hans hånd, fortalte ham hvor han skulle skyde hen. Han havde bestemt tænkt sig at få den fjende frem. Noget var ham klart, hvad end det var der brugte sine evner imod dem. Så var det en modstander der ønskede at beskytte noget brugbart, for denne modstander havde ladet dem gå før. Så det var ikke en der prøvede på at dræbe dem. Marcel ville vide hvad der gemte sig nede af denne gang. Han havde en lille ide, men denne gang ville han ikke sætte sine forhåbninger for højt. Han så lidt frem til denne kamp. Han havde aldrig rigtig kæmpet imod en mental magiker før, så dette var faktisk hans første gang udenfor træning. Dette kunne han bestemt lære meget af. Han holdt sine øjne og øre åbne og på trods af stemmen i hans hoved det fortalte ham at Isabel ville forråde ham, så stolede han på hende fuldt ud. Hun havde vundet hans tillid og hans venskab.

[Isabel Veterano]

Isabel mærkede hvordan hun blev udsat for det ene mentaleangreb efter det andet. Selvom hun var warlock, og fra gennem sin erfaring som magiker, havde lært at barrikere sit sind, så var den her person utrolig stærk. Hendes forsvarsværker blev brutalt flået op, og hun mærkede hvordan den indtrængende rev alle hendes minder frem. Hun så billeder fra sit liv både nu og det før. Billeder hun ikke engang selv kunne huske fra sin barndom.
I et øjeblik var det ved at overvinde hende. Mindet om hendes forældre. Smilende, levende og varme. En tid hvor hun stadigvæk kunne blive kaldt uskyldig og ren. En tid hvor hun endnu ikke havde holdt et sværd i sine hænder eller smagt blod på sine læber.
"Lad være med at kæmpe imod..." lød en stemme i hendes hoved. En fremmede stemme. "Bare giv op. Bare stop. Få den fred du så gerne vil have. Med dine forældre. Med din bror. Du er så bange for han er død. Bare giv op, og du vil møde dem alle sammen. Hvad har du at kæmpe for længere?"
Hun klemte øjnene hårdt sammen, og lod i stedet sine evner guide sig. Personen kunne gøre sig usynlig for hendes blik, men hun kunne flå hans forsvarsværker op, takket være den korrupteret engleside i hendes krop. 
Hun vaklede om bag Marcellus, og førte sine arme omkring ham bagfra, for at tage fat i hans arme med sine hænder, så hun kunne navigere dem i den rigtige retning. Panden pressede hun ned mod hans ene skulder, mens hun kæmpede for ikke at lade det mentale angreb få magt over hende. 
Som var han en blind mand, rettede hun Marcel's hænder mod det sted, hvor hun mærkede en tilstedeværelse. Igen ramte et mentaltangreb, og hun mærkede sin krop ryste, mens svedperler trådte frem på hendes ansigt. 
"Der..." stønnede hun sammenbidt. "Angrib! Nu!"

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel kiggede ud af øjenkrogen. Han kunne sagtens føle noget forsøgte at bryde igennem hans sind, men han havde trænet hårdt og længe på at modstå den slags magi. Han vidste dog at det forsvar han havde oppe ikke ville holde for evigt. Det føltes som om noget pressede imod hans hoved idefra, men han nægtede at lukke denne person ind. Et par svedperler gled ned i det Marcel igen samlede energi til at skyde afsted. Han samlede en kugle i sine hænder, han koncentrerede energien. Kuglen blev helt sort og en kulde gled ud fra den. Dette var helt klart en af Marcels stærkeste besværgelser, en han næsten aldrig brugte. Det var der flere grunde til. For det første, virkede den kun på folk med sjæle, for det andet tog den tid at lade op, tid hvor han ikke måtte blive fysisk forstyret. Da Isabel førte hans hænder nikkede han. Da hun havde drejet ham i den rigtige retning, sendte Marcel kuglen afsted. Denne kugle ville være i stand til at dræbe den sjæle energi den ramte. Hvis dette skud sad perfekt, kunne det meget vel dræbe deres usynlige modstander. Hvis det ramte en smule ville det i hvert fald skade denne fjende nok til at de ville kunne gøre noget mere. Kuglen fløj igennem luften, is dannede sig på væggene der hvor kuglen fløj forbi. Dette var i sandhed ond og kold magi. En Magi Marcel var meget påpasselig med at bruge, for han var bestemt ikke immune overfor den selv. Hvis kuglen havde sprunget i hans hænder ville det sikkert havde kostet ham selv livet. Med stærk magi, er der store farer. Noget hans mor havde lært ham. 
Marcel faldt på knæ og hev lidt efter vejret. Det var hårdt at holde en mental mur oppe og danne fysisk magi på samme tid. Han sagde med en lettere udmattede stemme'' Ramte jeg noget? ''.

[Isabel Veterano]

Støttende trak Isabel den ene arm hos Marcel op over sine skuldre, så hun kunne hjælpe ham op og stå igen. Hendes glødende blik gled imens over omgivelserne. Den falske Marcellus var væk, og hun kunne ikke mærke eller høre noget som helst.
Endelig opdagede hun en sort klump, der lå henne ved væggen, hvor frost havde krøbet over klippegulvet og væggene. Med Marcel støttende til sig gik hun hen til den den livløse skikkelse. Forsigtigt med den ene fod skubbede hun personen om på ryggen, så de kunne se ham.
Det var en gammel mand med langt, gråt skæg, der gjorde det næsten umuligt at se hans ansigt. En sort robe dækkede hans udmagret skikkelse, der næsten kunne være et skellet. I hans ene hånd holdte han krampagtigt en glat, sort sten i sine knoglet hænder. Isabel kunne se sin egen genspejlet i den runde overflade.
"Det var bare en gammel mand," mumlede hun, og slap Marcel mod væggen, for at kunne bøje sig ned, og løsne mandens fingre om den glatte sten. Hun skulle lige til at røre ved den blanke overflade, da hendes røg-slanger kom hvislende og hvæsende ind foran hende, og nærmede skubbede hende væk fra manden.
"Ikke røre Izzzzy!"
"Sssssort sten, ssssort sind."
"Ikke ssstærk nok, Izzzzy..."
"Ikke sssstærk nok mentalisssst..."
"Din sssssind vil forpesssstesss"
"Ikke røre sssstenen Izzzy!"
"Sssstenen! Ssssort, ssssort magi!"
Isabel skævede mod slangerne, der snoede sig omkring hendes krop, som var de blide elskere, der overstrømmede hende med deres sleske kæretegn. De ville ikke have, at hun rørte ved stenen. De var næsten bange for, at hun skulle nærme sig den. 
"Vi burde ikke røre ved stenen," fortalte hun Marcellus. "Det må være den, der havde givet manden sådan en stærk mental magt. Vi kunne tage stenen med tilbage til Eriz. Hun er en stærk mentalist, og ville måske kunne undersøge stenen, uden at komme til skade. Har du noget vi kan vikle stenen ind i, så vi ikke kommer til at røre den? Jeg har allerede givet min jakke."
Hun sendte ham et smalt smil. Hvis de blev ved sådan her, ville det ende med, de begge stod kun iført deres undertøj når de var færdige. Se DET ville være et morsomt syn, når de så kom tilbage til overfladen. 

[Marcellus LaPiera Black]

Da Marcel blev hjulpet op kunne han mærke at han var træt, det var næsten som havde han løbet et maraton. Hans hænder var iskolde efter den stærke energi han havde samlet i sine hænder. Da Isabel satte ham imod væggen støttede han sig op af den. Marcel kiggede undrede på den lille sten. Hvordan kunne en så simpel sten bære så stærk magi. Hans øjne åbnede sig en smule. Kunne denne sten forøge ens mentale magi. Marcel slap væggen og vaklede et skridt frem. Han kiggede næsten nervøst ned på stenen og sagde næsten hviskende '' vi må destruere den... Nu! ''. Marcel frygtede hvad denne sten kunne bruges til i hænderne på en stærk mentalist som Eriz eller Raine. Marcel kiggede alvorligt på Isabel og sagde '' Vi kan ikke tillade den sten falder i de forkerte h.... Vent lidt ''. Det karakteristiske skæve smil kom frem på Marcels læber. Det smil der ofte indikerede at han havde fået en plan. Han sagde næsten glad '' Du siger vi ikke skal røre ved den.. Hviler der mon en forbandelse over stenen? ''. Marcel gned sig på hagen '' Den sten skal ikke gives til Eriz.. Vi to undersøger den når vi kommer tilbage.. Vi to kan måske bruge den til vores fordel.. Måske kan vi ændre dens kræft til at beskytte imod mental magi.. Hvem ved hvad denne sten gemmer af hemmeligheder ''. Marcel tog sin kappe af og smed den over stenen og gjorde tegn til at Isabel kunne samle den op. Marcel kiggede frem af gangen og grinede en smule '' Lad os så finde ud af hvad den gamle mand beskyttede så meget.. Nu er jeg virkelig nysgerrig ''. Marcel smilede venligt til Isabel og sagde '' Tak fordi du guidede mine hænder.. Faktisk ''. Marcel drejede sig om og kiggede ordenligt på hende og sagde '' Tak fordi du har valgt at blive min ven.. Tak fordi du ikke ser mig som et monster... Mere ''. Marcel smilede lidt og rettede atter sit blik videre ned af gangen.

[Isabel Veterano]

Lidt skeptisk havde Isabel kigget på ham, da han hentydede til, at han ikke stolede på sin egen hustru. Ikke fordi hun havde noget som helst tillid til Eriz, men man skulle tro Marcellus ville have bare en lille smule. Hun brokkede sig dog ikke. Kvinden var farlig. Rigtig, rigtig farlig.
"Jeg ville ikke have noget imod den slags," sukkede hun, og gik ned på hug, for at samle kappen med stenen gemt væk i folderne op. "Vend dig om så jeg kan putte det i rygsækken."
Hun var ikke sikker på, om hun nogensinde ville røre ved stenen. Skyggerne havde oprigtigt virket skræmte over kræfterne stenen besad. De sagde den forpestede sindet. Hun skulle ikke nyde noget af den slags.
Hun puttede kappen i rygsækken, og lukkede den igen, inden de kunne gå videre ned af gangen. Denne gang uden spøgelser dukkede frem. Dog stoppede hun op, da Marcel vendte sig mod hende, for at vise sin taknemmelighed. Hun gengældte hans smil.
"Du er et monster, Marcel... men du er også mere end det. Når du får dine følelser tilbage og bliver hel, vil du finde ud af det selv," svarede hun, og gav hans arm et klap. "Så længe du giver mig min sjæl tilbage! Jeg hader den her tomme følelse."

De forsatte længere ned. Isabel følte sig i bedre humør. Måske fordi hun nu kunne se frem til at få sin sjæl tilbage. Sin sjæl og sine følelser overfor Saïx, selvom at hun lige nu, havde svært ved at se, hvorfor det skulle være så interessant. Det og at hun selvfølgelig havde fået en ny ven. Eller... en ny ven, der var en gammel fjende. Marcel havde ødelagt alt i hendes liv, men han ville gøre det godt igen. Han ville give hende alt det tilbage, som han kunne. De havde været så meget igennem de to. Mest dårlige ting.
Hun tænkte tilbage på alle deres møder gennem året. Lige fra første gang hun havde set ham, til hvor hun havde vågnet op i sin nye krop. Så meget var sket mellem dem. Så meget historie.
"Om nogle timer kan jeg få et bad, få forbundet mine sår, og drikke noget varmt, samt få noget ordenligt mad. Ved Inei hvor jeg dog glæder mig til det!" sukkede hun, mens de forsatte ned af gangen, der skråede mere og mere ned. De havde endnu ikke stødt på noget, der kunne vise dem, hvad den gamle mand så desperat havde beskyttet. Mørket syntes dog at være stærkere hernede.
"Hvad glæder du dig mest til, når vi kommer hjem?" spurgte hun Marcel, og kiggede på ham med et lille smil.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel smilede en smule. Hun var virkelig opsat på at han blev hel igen. Det var rart at vide at der var en der bekymrede sig så meget om ham. At der var en der faktisk ønskede at han skulle være hel. Eriz ønskede at han skulle være den hun ville have han skulle være. Faktisk havde det lykkes hende at overbevise ham om at han kunne være den person hun ville have. Det kunne han også, men han ville miste sig selv i den process. Dette eventyr havde virkelig åbnet hans øjne. Han havde næsten glemt hvem han var og dette eventyr havde mindet ham om det. Han rystede lidt på hovedet '' Jeg er i det mindste et lækkert monster ''. Marcel træk på smilebåndet og gik videre. Han stoppede kun op så hun kunne pakke stenen ned i tasken. Da hun spurgte hvad Marcel glædede sig mest til stoppede han helt op og kiggede på sine hænder. De var indsmurt i snask, blod, snavs og sved. Han grinede en smule og sagde '' Jeg glæder mig allermest til at holde mit lille barn i mine hænder for første gang.. Det bliver.. Ubeskriveligt ''. Marcel smilede en smule og gik så videre. Lidt efter stoppede Marcel op. Han drejede sit hoved og satte hånden på væggen '' Jeg fornemmer magi her inde ''. Da han satte hånden på væggen kom et klik og væggen gled til side. En snæver gang var inde bag den hemmelige gang. Marcel træk på skulderene og gik ned af den med et undrede blik i hans øjne. Efter noget tid kom mundede det ud i en stor grotte. Marcel faldt på knæ ved synet af hvad der var i grotten. Det var et kæmpe komplex med et vandfald. noget der lignede et forfaldent slot og der i hvad der lignede en rede der var bygget ud af murbrokker fra slottets tårn sad en Shadow Drake. Marcel sad med store øjne og sagde '' Jeg kan... Kan... Fornemme magi inde fra ruinen.. Men se... Se hvad der.. Se Isabel... Se... Legenderne er sande!''. Marcel pejede. Shadow Draken kiggede i retning af dem og kom med et kæmpe brøl.

img11.nnm.ru/a/2/2/d/2/30301d85707a67eb8811d821bee.jpg]/img]

[Isabel Veterano]

Isabel kastede et blik på ham, da han fortalte, at han glædede sig til at holde sit barn i hænderne. Det var ikke ligefrem en side, hun havde regnet med at se hos Marcellus. En omsorgsfuld far. Hun havde ikke selv udsigter til at ville blive en mor. Specielt ikke nu hvor hun var en hybrid. Nej... et barn var ikke i hendes fremtid.
"Dit og Eriz's barn," kommenterede hun med et suk, og turde slet ikke at tænke på, hvilken mor den løgnagtige slange ville blive. Tilgengæld havde hun set Macaria som mor. Hun havde holdt øje med hende for lang tid siden med den lille pige, der var Zean Forsyth's datter. De havde leget ude på græsplænen. Macaria havde haft græs i håret, jord på knæene, og alligevel helt strålende af latter, mens hun havde jagtet barnet rundt. Det var svært at forestille sig Eriz på den måde.
Bitterheden over at Marcel og Eriz var et par, fik hende kort til at rynke på næsen. Det var ikke Eriz, hun havde givet sit liv til at beskytte. Ja, hun var smuk. Ja, hun var forførende, attraktiv, intelligent og magtfuld, men hun manglede empati, loyalitet og varme.
Engang havde hun troet Marcel og Eriz ville være perfekte for hinanden, men nu hvor hun havde set den anden side af Marcel, så var hun ikke så sikker længere.

Hun stoppede op, da Marcel fandt den hemmelige dør. Ligesom ham lod hun kort et par fingre stryge ned over klippevæggen, inden at han fandt ud af hvordan man åbnede den. Hånden fandt ned til sværdet ved hendes side. Klar til at trække det, hvis der skulle komme nogle problemer.
Åndeløst fulgte hun tæt efter Marcel, indtil de nåede grotten, der fik hende til at åbne munden i benovelse. Marcel faldt på knæ foran hende, og hun måtte selv tage sig til hovedet, mens at hun stirrede på slottet.
Lyden af vandfaldets brusen fyldte hendes øre. Luften var klarere og køligere her i grotten, så hun med det samme følte sig friskere. Det var... utroligt.
Hun placerede en hånd på Marcel's skulder, og gav den et klem.
"Du havde ret.... du havde faktisk ret," hviskede hun, og kunne ikke tilbageholde et forundret grin. Først da Shadow Dragen fik øje på dem og brølede, ruskede hun Marcel's skulder, for at få ham op. "Men lige nu er det ikke tid til at slappe af! Marcel kom på benene lige nu! Den har fået øje på os!"

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel sad og kiggede med et forundret blik på den store skabning foran ham. Da Isabel tog fat i hans skulder kom han til sig selv igen. Han rystede lidt på hovedet og rejste sig op. Draken brølede og spredte sine vinger og hævede sig fra tårnet. støv og murbrokker fløj rundt i det Draken lettere. Marcel træk sit ene sværd og fik et mere fast blik i hans øjne. Han sagde med en bestemt, næsten glad stemme '' Jeg kan se der er en rede. Tror du at du kan holde den væk ''. Marcel stoppede og kiggede på Isabel med et skævt og eventyr lysten blik '' Vi ved ikke hvor hanen er.. Jeg kan kun se en.. Og lad være med at dræbe den.. Vi ved ikke om dette er de eneste levende Shadow Drakes tilbage i verden.. Lav en af de der lys besværgelser for at få dens opmærksomhed ''. Marcel grinede en smule og satte så i løb. Han bevægede sig atletisk og elegant over ruinerne af hvad der så ud til at være en borg. Med spring og hop lignede han næsten et rovdyr på jagt efter sit bytte. Hans blik var fikseret på tårnet, da han nåede hen til foden af tårnet hev han efter vejret. Sank en enkelt gang og løb ind i tårnet. Dette var noget af det mest spændende han i sit liv havde oplevet. Han havde været på jagt efter mange magiske ting og skatte, men dette slog alt. I så mange år havde legenderne om de sagnomspundne Shadow Drakes været i hans tanker og nu var hans drømme omkring dem endelig blevet bragt til live. Da Marcel nåede toppen sprang han ud af vinduet og greb fat i en af de skæve mursten og gav sig til at kravle ovenpå tårnet, hvor reden var. Da han nåede der op, hoppede han ned i reden. Han stod med åben mund og kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Han faldt på knæ og slap sit sværd. 

[Isabel Veterano]

Isabel nåede lige at sende Marcel et forfærdet udtryk, da han bad hende om at distrahere Draken. Hendes mund åbnede sig for at protestere, men han var allerede sprunget afsted.
"Åh for fucking sake!" bandede hun snerrende, og trak sit sværd med en klingende lyd. Draken havde drejet sit hoved mod Marcel, og hun gav sig til at råbe mod den, mens hun hævede sin knyttet hånd, hvor lyset sprang ud mellem hendes fingre.
"Hey! Herover! Kom så putte! Herover!"
Dragen vendte sine sorte, glinsende øjne mod hende, som den dog lukkede hårdt i på grund af det skarpe lys. Den brølede vredt imod hende, mens at hun dansede til siden, så den langsomt kom til at vende med ryggen til Marcel.
Draken ramte jorden med en dundren, der fik hele grunden til at skælve. Isabel smilede barsk, og stillede sig klar foran den med begge hænder om sværdets skæfte. Lyset skinnede stadigvæk fra hendes håndflade.
"Sådan dér. Vis mig så hvad du kan," hvislede hun, og begyndte at cirkulere rundt, for hele tiden af have draken foran sig. Den hvæsede af hende, mens den krummede sin ryg, som var den en arrig kat. Isabel skulle lige til at hæve sværdet, da hun hørte en susen bag sig, og vendte sig halvt rundt, lige i tide til at springe til siden. En større Shadow Drake var landet lige det sted, hvor hun for blot få sekunder siden havde stået.
Gispende kom hun på benene, og stod nu foran to arrige Drakes, der langsomt nærmede sig, for at prøve at omringe hende. Ingen af dem havde lagt mærke til Marcellus.
Isabel sank en klump, mens hendes blik flakkede mellem de to væsner. Håndfladerne var svedige mod skæftet. Lyset blændede hende næsten, men det truede dog de to Drakes.
"Jeg fandt hannen!" råbte hun til siden mod tårnet. "Han er ret stor! Oh shit..."
Hunnen sprang frem for at angribe hende. Hurtigt veg hun væk, for at undgå de stærke kæber, og besvarede angrebet med et dask fra sværdets flade ende, hvilket fik draken til at trække sig lidt tilbage igen. Hannen hvæsede, og hævede sig lidt på vingerne, for at prøve at lande på hende. Isabel måtte glide ned på jorden, og rulle hurtigt til den ene side, for ikke at blive trampet på af forbenene.
"MARCEL! Bliv færdig!!" råbte hun, og stak lyset op i snuden på hannen, så han veg snappende væk fra hende. Hunnen var dog klar til sit næste angreb, og Isabel havde tabt sit sværd.

[Marcellus LaPiera Black]

Det var ikke mindre end fire store sorte æg. Marcel hørte med sin skærpede hørelse den anden Drake. Han havde lyst til at tage dem allesammen, men det kunne han alligevel ikke få sig selv til. Disse væsner skulle ikke efterlades med ingenting. Marcel samlede tre af de store æg op og lagde dem i tasken som nu var fyldt. Han kunne stadigvæk mærke magien der kom indefra ruinen. Normalt ville Marcel været ligeglad med sin makker og gået efter skatten. Men dette var ikke en makker. Det var en rigtig ven. Marcel sprang op på kanten af reden og kiggede ud over. Han så hvordan Isabel var i problemer. Han stod nu med et valg. Skatten som var så mægtig at han ligefrem kunne mærke dens udslag i magi eller hans ven. Marcel smilede skævt og brugte sin hurtighed til at løbe ned af siden på tårnet. Da han nåede midten satte han af og kastede en ildkugle besværgelse imod jorden. Den varme opdrift susede imod ham og hæmmede hans fald så han landede på sine fødder. Braget og lyset fik helt sikkert de to Drakes opmærksomhed. Marcel huskede at han havde tabt sin langsværd som stadigvæk lå oppe i reden. Han sukkede og drak sit kortsværd. Han råbte '' PÅ TRE.. SENDER VI LYS IMOD DERES REDE.. DET VIRKER SOM OM DE PRØVER AT BESKYTTE DERES ÆG ''. Marcel dannede en svag ildkugle og sendte den imod tårnet, imens han satte i løb over imod Isabel. Måske ville hans plan virke, måske ikke. Han vidste bare at han ikke ville miste de æg han havde samlet op. De var de bedste skatte han nogensinde havde fundet. Men der var gået noget andet op for ham. Han havde valgt Isabel frem for et magisk objekt. Skønt han ikke ville fortælle hende at han havde taget det valg så vidste han selv hvor meget hendes venskab nu betød for ham.

[Isabel Veterano]

Isabel havde været tvunget til uden et våben, at danse rundt mellem de to drakes, for at undgå deres angreb. Et par gange havde hun måtte dukke sig, rulle om på jorden, eller springe til siden. Heldigvis var hun hurtig og stabil på fødderne. De virkede dog bange for lyset, der fik dem til at vige en smule.
Ligesom drakene drejede hun hovedet mod Marcel, da han kom løbende mod dem. Hurtigt gjorde hun hvad han sagde, og tog sin hånd med lyset op til ansigtet, for at mumle en besværgelse ned mellem fingrene, inden at hun i en kaste-bevægelse sendte lyset afsted mod toppen af tårnet. Skyggerne fór over landskabet, som lyset fløj afsted.
Det virkede. Drakene hvæsede skrækslagende og kom med det samme på vingerne. Vinden fik Isabel til kort at vende sig væk med en arm for ansigtet. Tøj og hår blafrede og hun måtte sætte hælene i jorden, for ikke at blive slået tilbage.
Først da Marcel var nået hen til hende, sænkede hun armen igen, inden at hun sammen med ham løb videre mod grottens udgang.
Som to hjorte sprang de afsted, mens de gled over murbrokkerne, og undveg resterne af ruinerne.
"Kom så! Hurtigt! Inden de opdager vi har taget nogle af æggene!" gispede Isabel, og kastede et blik over skulderen, for at se hvad drakene lavede. De var kommet op til toppen af tårnet. Hunnen landede i reden, hvor hun begyndte at skrabe rundt, inden at hun lagde hovedet tilbage, og udstødte et hårrejsende hvin.
Isabel bandede, og satte farten op. Med det såret ben var det svært at kunne følge med Marcel, der havde sin vampyrismes hurtighed.
"Løb! Bliv ved med at løbe! Ikke se dig tilbage, bare løb!" hvæsede hun mod Marcel, mens de løb igennem tunnelen. Hun kunne høre drakene bagved. Allerede nu var hun sakket lidt bagud, men hun nægtede at ville lade ham komme i fare på grund af hende. "Lige meget hvad så bliv ved med at se frem!"