The Adventure To The Underdark

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel tømmede flasken og følte langsomt noget af hans styrke vende tilbage til ham. Han træk sig med besvær op af væggen og satte sig ved siden af Isabel. De snit hun havde lavet i hans brystkasse var lukket og der var ingen ar at se. Han lænede sit hoved tilbage. lidt slim gled fra hans hår og ned på hans brystkasse. Marcel smilede skævt. Han kunne kun give hende ret i at de måtte få noget søvn. Det havde været et alt for lang dag. De havde været tæt på døden lidt for mange gange nu. Men ved guderne hvor havde den været spændende. Marcels smil forsvandt dog da hun begyndte at snakke om Macaria. Marcel tog med lidt besvær sin kappe af og lagde den over Isabel. Den var slimet, men den ville hjælpe hende med at holde varmen. Marcel nikkede svagt '' Det er et godt spørgsmål Isabel. Men ja. Jeg træk min kærlighed til hende ud og lærte en stor bagside af besværgelsen. Hvis kærligheden har været ude af en for længe.. Kan det faktisk dræbe en at sætte den tilbage igen ''. Marcel satte sig bedre til rette. Hans krop arbejdede for at heale hans sår, så han var begyndt at mærke kulden. Han fortsatte '' Jeg kan ikke svare på det med sikkerhed, for jeg føler ingen kærlighed til hende. Men ''. Marcel havde aldrig åbnet sig overfor nogen som helst, andre end Macaria før. Han kiggede på hende med et blik der viste han stolede på hende '' Jeg tror at jeg var bange.. Bange for at hun ville vælge Zean frem for mig når alt kom til alt. Bange for at jeg kæmpede for en jeg ikke kunne få. Bange for jeg ikke.. Var nok. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg havde skrevet mine følelser for hende ned på papir.. Så jeg har læst hvordan jeg havde det, skønt jeg ikke føler det. Jeg tror at jeg var bange for at jeg ville.. Kæmpe og give alt for hende og så ville hun vende mig ryggen ''. Marcel sukkede lidt og kiggede op mod de smukke udsmykninger. Han fnøs '' Eriz. Hende og jeg er bare så ens. Jeg tænkte at jeg fortjente hende. Men jo mere tid jeg bruger med hende, jo mere ser jeg at vi er forskellige på de punkter der virkelig betyder noget for mig. Isabel. Nok er jeg klog, et geni. Men når det kommer til kærlighed. Så er jeg den største idiot i verden. Men det kan alt sammen være ligemeget nu ''. Marcel smilede '' Faktisk var jeg ved at give op. Men da jeg fandt ud af at Eriz var gravid. Blev noget vækket i mig. En glæde.. Det barn. Jeg elsker det allerede. Jeg vil være den bedste far jeg kan. Det barn vil redde min fortabte sjæl, i det mindste lidt. Jeg vil være den far min egen aldrig var. Jeg har endelig en chance for at gøre lidt godt når det kommet til kærlighed. Det barn vil få alt min kærlighed ''. Marcel smilede lidt og kiggede så på Isabel med et smil .

[Isabel Veterano]

Det var svært at forstå, hvordan Marcel kunne have revet kærligheden ud af sig selv frivilligt. Hvis hun havde haft et valg, havde hun aldrig ladet ham gøre det ved hende, men hun var blevet presset til at vælge mellem død eller et liv hvor hun ikke elskede Saïx. Når hun tænkte tilbage... ja, der havde jo været en grund til, at hun havde kysset ham, og hun kunne huske, at de havde grinet meget sammen, men hvorfor kunne hun ikke huske.
Da han fortalte om bivirkningen med besværgelsen fnøs hun, og lukkede øjnene. Det var lige hvad der manglede.
"Så... det med at jeg må få min kærlighed tilbage hvert år? Den aftale er ubrugelig med mindre jeg vil dø af et knust hjerte? Fantastisk," sagde hun tørt, men kunne ikke lade være med at grine, mens at hun lagde en hånd over sit ansigt. "Ved det hvad det sjove er?! Jeg har ikke engang lyst til at elske ham! Jeg kan ikke mærke det og er ligeglad! Åhhh du har virkeligt fucket mit liv op!"
Hendes latter gav genlyd i hullet, inden at den langsomt stilnede af, og hun rykkede sig lidt tættere på Marcel. Kappen var klam, men i det mindste holdte den hende varm. Træt lod hun hovedet falde til siden mod Marcel's ene skulder, mens hun lyttede til hvad han sagde.
I et øjeblik tøvede hun, inden at hun rømmede sig.
"Jeg ved, at nok er ligeglad med min mening - specielt fordi jeg ved, hvordan det er kun at have en ide om kærlighed uden at kan føle den - men... Jeg døde ved siden af Macaria, Marcel. Jeg lå og snakkede med hende i minutterne før jeg døde. Jeg hørte hende kalde på dig, da hun blev tortureret af modstandsbevægelsen. Hun skreg efter dig... ikke Zean. Dig. Den vampyr elskede og stolede virkelig på dig," fortalte hun, og mærkede langsomt øjnene glide i. Macaria. Vampyren hun havde givet sit liv til. "Du skal have et barn, men med den forkerte. Lad ikke det barn, blive en erstatning for den kærlighed du følte til Macaria. Det var den eneste ting ved dig, som jeg faktisk respekterede og kunne forstå. Den gjorde dig... glad."
Hun måtte kvæle et gab, og satte sig lidt bedre til rette. Hvor var hun dog udmattet. Hendes tanker gled rundt i et kaos af minder - både fra det gamle og det nye liv. Alligevel blev hun ved med at tænke tilbage på den unge vampyr.
"....jeg kan bedre lide Macaria end Eriz," mumlede hun afsluttende.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel lyttede til hendes ord. Han kiggede ned i gulvet som hun talte. Måske var at dræbe Macaria ikke det rette valg. Hendes ord ramte ham. Hans barn ville ikke erstatte noget der ikke var der. Men det barn var allerede nu lyspunktet i hans liv. Han havde mange valg at tage. Måske var han blevet blindet af sine egne ambitioner. Der var en gang hvor han ingen magt ønskede. Hvor han nød bare at være ham. Det var en simpel tid. En tid hvor han var på flugt men følte sig så fri. Nu blev han nød til at spørge for at tage på eventyr. Som en eller anden fange. Det her var det meste sjov han havde oplevet siden han blev gift med Eriz. Marcel kiggede på Isabel som sov op af ham. Han sikrede sig at hendes hånd var forbundet. Derefter lagde han sig til at sove.
Marcel vågnede et par timer efter Marcel. Han tog sig til hovedet. Han havde glemt at drikke nattesyns drikken. Nu var deres tidsfornemmelse væk. Nå, de havde sovet en gang. Det måtte vel være omkring et døgn. Marcels krop var healet og klar. Han var øm, men frisk. Han drak sin nattesyns drink og stillede Isabels ved hendes fødder. Han kiggede rundt og åbnede sin mund. Der var æg her nede. De var knuste af slangens bevægelse. Marcel rejste sig op og gik over og ledte imellem resterne. I snasket fra dem fandt han et der stadigvæk var intakt. Marcel smilede og kiggede over på Isabel. Han gik over og ruskede let til hende. Han holdt hendes drik frem til hende. Da hun havde drukket den smilede Marcel skævt til hende og sagde '' hvis du vil.. Kan vi lave samme forsøg ved dette som med de shadow drake æg til mig og mit barn. ''. Marcel smilede oprigtigt og holdt det store slange æg frem imod Isabel. Hun havde kæmpet bravt imod slangen og vundet. Dette ville være et godt minde. Hvem ville ikke have en kæmpe slange som familiar. Marcel kiggede op og kløede sig i nakken '' Nok kan jeg mange besværgelser. Men jeg kan ikke flyve. Jeg har ingen ide om hvordan jeg skal komme op herfra ''. Marcel grinede en smule og kiggede hen imod Isabel. 

[Isabel Veterano]

Søvnen havde været tung men ikke helt uden drømme. Som altid så hun den krumbøjet skikkelse for sig, der først bare stod og kiggede, før den angreb hende.
Hun vågnede ved et sæt, da Marcel ruskede i hende.
"Hvad?!" spurgte hun skarpt, som var hun klar på, at der var fare på færde, inden at hendes blik faldt på flasken. Hun tog den, og drak indholdet. Igen det der den brændende fornemmelse i øjnene, men da hun åbnede dem igen, stod alting igen klart frem. Prøvende blinkede hun for at vænne sig til det, samt få søvnen ud af øjnene, inden at hun kiggede på det, han rakte frem mod hende. Først anede hun ikke, hvad det var, men så forstod hun, og stirrede først på ægget, og så op på ham. Allerførst ville hun sige nej! Ikke tale om at hun ville have en sort slange som familiar! Hun havde allerede nok med skyggeslangerne, der hviskede i hendes øre, når de blev frembragt. Som barn havde hun ønsket en familiar, men det var i en skikkelse, som måske en ræv eller lignende? Ikke en fucking slange!
Alligevel tog hun imod ægget. Det føltes varmt i hendes hånd, og hun betragtede det usikkert. Var det, hvad hun var blevet til? En kvinde med en slange som familiar?
"Jeg... tak," svarede hun, og lukkede fingrene omkring ægget. Måske ville det blive knust på turen?
Hun kom på benene med en grimasse. Hele kroppen føltes stiv og øm. I det mindste kunne hun gå bedre på skinnebenet nu. Godt hun var vant til den her livsstil.
Forsigtigt puttede hun ægget ned i rygsækken, inden at hun svang den over skulderen. Efter hendes mening, var det hendes tur, til at være baggagen hvor let den end var.
Hun fulgte Marcel's blik op af hullet mod de lysende symboler.
"Jeg kan måske klare det," bekendtgjorde hun roligt, og tog rygsækken ordenligt på, så hun kunne hanke op i den. Der var et stykke vej op, men hun burde kunne klatre derop, og selv hvis hun faldt, kunne hun med sine skyggeevner teleportere sig ned på jorden igen.
"Der ligger et reb i rygsækken. Når jeg kommer op, smider jeg det ned til dig."
Hun sendte ham et skævt smil, inden hun gik hen til klippevæggen, og lod sine hænder glide over den fugtige overflade, indtil hun fandt steder, hvor hun kunne få et greb. Langsomt men sikkert begyndte hun at klatre.
Fingerspidserne fandt alle de små revner, mens skosnuden kilede sig ind i sprækker eller udstikkende sten. Et par negle flækkede og håret klistrede sig til hendes svedige pande, men hun var vant til at klatre rundt i bjerge, dengang hun havde været sammen med Cal. Det her liv var normalt for hende - hvor havde hun dog savnet det.

Lidt over halvvejs begyndte det dog at blive sværere, at finde steder hun kunne få fat. Med et støn hævede hun sig, men kunne ikke finde et sted til sin ene fod og hånd.
"Satans..." hvislede hun, og vred hovedet for først at se ned mod Marcellus, for så at se op igen mod kanten af hullet. Der var ikke så langt op. Måske kunne hun teleportere det sidste stykke?
Skyggerne samlede sig omkring hende, inden at hun lydløst forsvandt, for derefter at komme frem igen liiiige ved kanten. Overkroppen nåede akkurat lige over kanten, og hun kilede sig fast med fingerspidserne, for ikke at glide ned i hullet igen.
Stædigt trak hun sine ben op, og kunne endelig sætte sig op, hvor hun måtte gispe lidt efter vejret, inden at hun smed rebet ned til Marcel, og gjorde den anden ende fast til et stykke klippe.
"Den er fast!" råbte hun ned mod ham, og gav sig til at vente på at han klatrede op, mens hun tog en tår vand fra rygsækken.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel så til. Der var en gang hvor han også havde klatret op af bjerge og klipper. Men det der kunne han ikke. Måden hun bevægede sig på og greb fast. Han nikkede en smule imponeret og tog fat i rebet da hun kastede det ned til ham. Han tog fat i det og kravlede op af det. Da han kom op nikkede han til Isabel og pakkede rebet sammen og lagde det i tasken. Han kløede sig i nakken '' Okay.. Vi har godt og vel en dags rejse tilbage, før vi skal vende hjem. Problemet er at vi næsten er løbet tør for mad og vand.. Og helt tør for blod ''. Marcel klappede Isabel på skulderen og fastnede sit bælte. Hans rustning var ødelagt. Hans tøj smurt ind i indtørret slim og blod. Han lugtede og var øm i hele kroppen. Men alligevel bar han et glad smil og et glimt i øjet, han ellers kun havde haft når Macaria var i nærheden. Han var glad. Dette var nøjagtig som han elskede det. Farefyldte eventyrer med en partner han kunne stole på. Marcel begyndte at gå. Tiden var inde, det var sidste chance for at finde de legendariske shadow drakes. Selv om dette slange væsen også var et af legender, så var det ikke derfor Marcel var kommet. Han gik med raske skridt og et målrettede blik ud. Han sagde stille '' De må være her nede. Der er så meget lore om dem. Det kan ikke passe at de er uddøde! ''. Da de kom ud af gangen der varede en time stod de igen ved en masse veje. Marcel tog sit sværd og satte et kryds ved gangen og gik ned af den. deres eventyr var godt i gang, men han havde ingen ide om hvad der var i vente for dem. Dette sted var nok det farligste sted Marcel nogensinde havde været. De havde kun oplevet en minimal del af den og alligevel følte Marcel at han havde brugt lang tid her nede. Dette sted var mindst lige så fascinerede som legenderne fortalte om. Marcel kiggede på Isabel og grinede en smule, stoppede og sagde drilsk '' Det er din tur til at føre an ''.

[Isabel Veterano]

Kort havde Isabel helt glemt, at der var et hjem at vende tilbage til. Normalt når hun var på sådan nogle eventyr, havde der ikke været et sted, at vende tilbage til. Måske en kro eller en venlig bonde, hvis hende og Cal var heldige, men ikke et... hjem. Kunne man kalde Castle of Fire et hjem? Hun havde aldrig følt sig tilpas. Alle væsnerne hun normalt ville have dræbt, og så Eriz. Åh... hvor blev der dog ballade, når de kom tilbage.
"Jeg tager mad og drikkelsen! Du kan drikke et par mundfulde af mit blod, når du får lyst. Jeg kan tage det," sagde hun roligt, mens de begyndte at gå. Det var vel det gode ved at være vampyr. Man havde altid mad omkring sig. Tænk der var en tid, hvor hun ikke havde mærket en vampyrs tænder i sig...

Marcellus' frustrationer over de ikke havde fundet noget spor af nogle Shadow Drakes, var tydeligt både at se og høre på ham. Isabel svarede ham dog ikke, men gik bare afsted med fjedrende skridt. Ligesom ham følte hun sig godt tilbage, selvom at hun havde tørret slangeblod over alt på sig. Havde et tilskadekommet ben. For ikke at nævne en bule i hovedet.
Dog var hun ved godt mod, og ville ikke have noget imod, at være hernede endnu længere. Det var et frirum. Et sted hvor hun ikke behøvede at tænke på alle problematikerne, der hørte til overfladen. Her handlede det bare om overlevelse. Hende og Marcellus i mørket.
Da det var hendes tur til at føre an, så hun sig tøvende omkring. Hendes skygger snoede sig ud i de forskellige gange, inden at hun mærkede noget anderledes... som om der var noget skygge, der var stærkere end hendes.

"Åhhh så alene...."

"Ssssså alene."
"Mørke. Dyb, dyb mørke."

"Ssssså gammelt og ædelt. Gammelt og glemt."

"Glemt...."

Skyggeslangerne hvislede i hendes øre, og hun rettede sig mere op.
"Jeg... tror jeg kan mærke noget den her vej," sagde hun, og gjorde et hovedkast ned af en gang, der bestod af røde sten. "Noget mørke der er tykkere end mørke. Svært at forklare."
Hun begyndte at gå. Skyggeslangerne førte an et par meter foran hende, indtil der ikke var nok lys, til at de kunne blive dannet, og forsvandt klagende ind i hende igen.
Gangen var snoet, og Isabel syntes den stejlede nedad. Som gik de længere og længere ned i dybet. Hun holdte sig tæt til Marcellus med sanserne helt skærpet. Hver eneste gang hun hørte en lyd, drejede hun hovedet i et ryk, men kunne ikke se noget. 
Lyden af dryppen kunne høres overalt omkring dem fra fugten på loftet og væggene. Det gav et svagt ekko.
Endnu en hvislende lyd fik Isabel til at vende sig brat om, og stirre tilbage den vej de var kommet fra. Hendes glødende øjne spejdede rundt, men endnu engang var der ingenting. Hvis bare hun havde haft sine skygger til at udforske stedet. Langsomt bakkede hun, indtil at hun igen vendte sig og småløb efter Marcel for at indhente ham.
"Jeg kan ikke lide det her," hvislede hun til ham. "Jeg har det som om, der bliver holdt øje med os."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel hævede et øjenbryn da de gik ned af gangen med de røde sten. Han kunne intet føle her. Enten var hans kræfter ikke helt tilbage eller så var der noget der skjulte sig for ham, hvis Isabel kunne føle det. Men nu var Marcel heller ikke så stærk i fornemmelses magi, så det var ikke specielt svært at skjule sig for ham hvis man ønskede det. Marcel kiggede langsomt på Isabel da hun sagde at hun følte noget holdt øje med hende. Han tog et fastere greb om hans to sværd. Han kunne bestemt ikke lide det her. Dette Underdark, tusmørket holdt sikkert skjulte skatte, men husede sikkert også mægtige monstre. De havde mødt tippen af isbjerget. Men hvem vidste hvilke sande skygger der hvilede i mørket her nede. Marcels nakkehår begyndte at rejse sig. Han kunne intet lugte, intet høre. Hvis der var noget var det enten godt gemt, eller så var det en jæger. En gang af røde sten. Tankerne løb gennem hans hoved, han prøvede at kode det sammen med ting han havde læst. Men der poppede ingenting op i hans hoved. Hans blik gled langsomt rundt fra væg til væk imens han gik videre. han havde læst om et væsen, dog levede de i byer. Væsner der havde fire øjne og små fange arme der dækkede deres runde mund, en syle spids tunge og menneske agtig krops figur. Disse væsner havde en født efter til at bruge psykisk magi. Læse folks tanker og angribe folk gennem deres hoved. De brugte deres fangearme ved hovedet til at gribe fat om folks hoveder og deres tunge til at suge deres hjerne ud med. Selv om Marcel havde gennemgået psykisk træning, så var disse væsner bestemt ikke noget Marcel håbede på var virkelige. Legenderne beskrev dem som Mindflayers. Men de røde sten passede ikke til legenderne. Hvis han havde været det mindste i tvivl havde han vendt om igen med det samme, nok var Marcel modig. Men ikke dumdristig. Han hviskede til Isabel '' Jeg kan ikke lide det her.. Jeg kan ikke lugte nogen... andre end os ''.

[Isabel Veterano]

Så var de da enige! Ingen af dem kunne lide det her!
Isabel gnavede i sin underlæbe, mens at de forsatte længere og længere ned. Hun kastede et blik op på Marcel og stivnede. Automatisk standsede hun lamslået op, mens hun bare stirrede på hans ansigt. Hjertet begyndte at hamre afsted, og hun mærkede tårerne springe op i øjnene. Hvordan... hvordan kunne det være muligt?
"Cal?" spurgte hun forsigtigt, mens hun stirrede på sin lillebror. Han lignede sig selv. Sort, kort hår. Intet skæg. Et slankt ansigt og læderlappen over det ene øje. Han vendte sig mod hende - og smilede. Det grønne øjne strålede mod hende, og hun lagde en hånd over sin mund, da et hulk brød igennem.
"Cal?! Men... hvordan?" gispede hun grådkvalt, og ville gå hen, for at tage om ham, lige da hans ansigt begyndte at forvrænge sig i smerte. Med et støn krummede han sig sammen, mens sorte klatter, der lignede tjære, begyndte at falde ud af hans bryst.
Hysterisk begyndte hun at græde, mens at hun bakkede tilbage indtil hun ramte væggen bag sig. Cal kiggede bedende op mod hende, og rakte en hånd frem mod hende.
"Issy... du... du efterlod mig!" gispede han, mens at mere sort tjære væltede ud af ham. "Hvorfor?... Hvorfor Issy?"
"Nej... nej, nej, nej! Jeg ville jo ikke... jeg var nødt til det! Cal tilgiv mig! Please... du må ikke dø! Please!" bad hun hjerteskærende, og gled ned på knæ, inden at hun krummede sig helt sammen i gråd. Flere stemmer begyndte at lyde i hendes hoved. Genkendelige stemme fra hendes liv.
"Du er uren, Isabel"
"En fucking hybrid..."
"Hvad har du dog gjort?!"
"Se dig nu! Kan du se dig selv i spejlet?!"
"Du er sjæleløs! SJÆLELØS!"
"Hvordan kunne du bare svigte os alle sammen?!"
"Du er en forræder! Intet andet end én forræder!"
"STOP DET! Stop det, stop det, stop det!!" skreg hun desperat, og holdte sig for hovedet. "Ti stille! Jeg var nødt til et!! Jeg havde intet valg!!"

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel kiggede undrende på Isabel. Han kunne ikke se nogen. Han trak sit sværd og kiggede rundt. Han skulle lige til at sige til Isabel at hun skulle tage sig sammen, da Eriz kom frem foran ham. Marcel hævede et øjenbryn. Marcel rakte sit sværd frem og sagde '' Hvad eller hvem end du er. Så burde du være klogere end at bruge illusioner ''. Marcel undrede sig, hans mur var oppe. Hans mentale barriere var oppe. Hvad var dette for noget magi. Lige som han skulle til at tage fat i Isabel, tog Eriz sig til sin mave. Sort væske sivede ud fra hendes mave. Hun pegede på Marcel og sagde '' Du kan ikke beskytte barnet.
Det vil dø og det vil alt sammen være din skyld.
Du er svag og alene.
Ingen er på din side.
Se hvad du har gjort, alle hader dig og som straf dræber de dit barn.
Ingen elsker dig, ingen vil være loyal overfor et monster som dig.
Dit barn vil dø fordi alle hader dig Marcellus. Det er din skyld!
Marcels greb om hans sværd blev svækket. Han mærkede hvordan en klump dannede sig i hans hals i det de sidste ord gav genlyd i hans hoved Dit barn vil dø fordi alle hader dig Marceluus. Det er din skyld!. Marcel faldt på knæ. Dette var hans største frygt. Det eneste der kunne knække ham. Lige som han skulle til at give efter for den enorme sorg hørte han Isabels skrig. Marcel kneb sine øjne sammen. Grebet om hans sværd blev fast igen og han rejste sig op og sagde bestemt '' Nej. Jeg vil dø før jeg lader nogen skade mit barn. Verden vil føle min vrede hvis nogen så meget som tænker på at skade mit barn. Men vigtigst af alt. Jeg er ikke alene, der er to der er mig loyal. Isabel og Macaria!''. Marcel så hvordan Eriz forsvandt foran ham. Han satte en hånd på Isabels skulder og sagde '' Op Veterano. Op med dig så vi kan komme videre. Du er stærkere end det her! ''. Marcel kiggede rundt. Hvem var i stand til at gøre dette. Marcel hviskede '' Vi må væk herfra, langsomt og sikkert må vi gå tilbage ''. 

[Isabel Veterano]

Stadigvæk med tårerne ubønhørligt trillede ned af kinderne, kæmpede Isabel sig på benene ved følelsen af Marcel's hånd på sin skulder. Ansigtet var forvrænget i gråd, mens hun blev ved med at høre stemmerne i sit hoved. Cal lå døende på gulvet, og græd som et lille, fortabt barn, hun ikke kunne hjælpe.
"Jeg... jeg vil ikke efterlade ham!" hulkede hun, og prøvede at rive sig fri af Marcel, for at komme hen til Cal. "Han har brug for mig!"
Alligevel lykkes det Marcel at få hende med tilbage gennem gangen, selvom at hun hørte Cal kalde efter hende med en stemme, der knækkede over af smerte. Først da hun ikke kunne se ham længere, hørte hun til sidst hans stemme skrige efter sig. Skrige at hun var en forræderisk hybrid, der for altid var dømt til ensomhed og smerte.

Ude foran gangen igen måtte Isabel støtte sig forover mod en væg, hvor hun frustreret, slog sin knyttet hånd ind i det hårde sten. Stemmerne var stoppet, men hun kunne stadigvæk mærke effekten af dem. Det føltes som om hele hendes hud kriblede med små insekter.
Hun forstod det havde været illusioner, hun havde set, men illusioner havde talt sandt. De havde sagt alle de ting, hun fortalte sig selv, når hun lukkede øjnene for at sove. Hårdt bed hun tænderne sammen, og slog igen sin hånd ind i stenvæggen.
"Du hev mig væk!" hvislede hun ud mellem sine tænder, uden at se på Marcel. "Du hev mig væk fra ham, akkurat som du har gjort før! Som du gjorde i virkeligheden!"
Vreden ulmede i hende, sammen med sorgen, desperationen og bitterheden. Langsomt vendte hun sig rundt mod Marcel med hænderne knyttet langs siden. Knoerne dirrede efter at slå ham.
"Du gjorde det her mod mig!! Du gjorde mig til den her... urene... ting! Du tog mig væk fra alt, hvad jeg nogensinde har haft, så jeg kunne blive ligesom dig! Alene, bitter og kærlighedsløs! Du gjorde mig ligesom dig, så du havde nogen at følges med, din egoistiske, manipulerende hybrid! Hvad har jeg nogensinde gjort dig, siden jeg skulle straffes sådan her, huh?!" råbte hun, så stemmen næsten knækkede over. Følelsen af skuffelse og svigt fyldte hende, mens hun så på ham. I et par dage havde hun helt glemt, hvem han var og deres fortid sammen. I et par dage hernede i mørket, havde hun set ham som en ven, men stemmerne fik hende nu til at huske, hvad han havde gjort mod hende. Hvis skyld det hele var.
"Du - tog - alt fra mig! Alt! Jeg kan ikke huske kærlighed længere. Jeg kan ikke huske følelsen af hvordan det var, at blive kysset af en man kan lide! Jeg ved ikke om Cal er levende eller død! Jeg mistede min krop, mit liv for at beskytte Macaria, som du kastede væk, som betød hun ingenting! Som om mit offer ikke betød noget!"
Stemmen gled over i hulk, men hun stoppede ikke af den grund. Lige siden hun var kommet tilbage til livet, havde hun været lydig, underdanig og gjort alt for ham, uden at ytre et eneste ord, fordi han ejede hendes sjæl, men nu kunne hun ikke holde det hele tilbage længere. Han var blevet hendes ven, men... han havde taget så meget fra hende. Det hele.

Hun lod sig glide ned af væggen med benene trukket op til brystet. Hovedet dunkede, og struben gjorde ondt efter alt den råben. Opgivende strøg hun fingrene igennem sit hår, og pressede panden ind mod sin håndflade, mens hun lukkede øjnene.
"....jeg havde helt glemt det hele. Hvem du er. Hvordan du er. Jeg havde næsten tilgivet dig, og troet du bare havde hjulpet mig." Hun fnøs. "Hvor dum kan man være. Du var ligeglad med mig. Manipulerede, løj, legede. Jeg er ikke andet end dit legetøj. Et sjæleløst legetøj som ikke har andet end dig. Du tog alt fra mig. Alt."

[Marcellus LaPiera Black]

Normalt ville hendes tale have pralet af ham, ikke så meget som fået ham til at fortrække en mine eller skænke det en tanke. Men hun var blevet hans ven. Marcel kunne være virkelig ondt og nådesløs, men når man først var blevet hans sande ven. Så var det en helt anden side af ham man så. Folk der sagde noget om ham, rørte ham ikke. Men hvis en ven sagde noget, så tog han det til sig. Marcel lænede sig mod vægen og kiggede alvorligt på Isabel. Han havde ødelagt hele hendes liv, fordi hun havde truet ham. Hun havde jagtet og truet ham. Men hendes ord gav genlyd i hans hoved Hvad har jeg nogensinde gjort dig. Marcel rettede sig op og sagde roligt '' Hvad du har gjort mig. Du jagede mig og forsøgte at dræbe mig. Da jeg så skånede dig og Calebs liv, så truede du mig. Den gang havde jeg intet gjort dig ''. Han sukkede svagt '' Men du har ret, jeg har taget meget fra dig og sandheden er at jeg ville have taget mere fra dig.. Hvis ikke det havde været for denne tur ''. Marcel gled ned af væggen så han sad på gulvet. Han kiggede igen alvorligt på Isabel '' Du har vist mig hvem du er. Du hadede mig.. Jeg havde kun ødelagt dit liv og alligevel reddede du mig.. Du er den eneste der er ærlig overfor mig, den eneste der ikke fylder mig med løgne og falske løfter''. Marcel tog sig til hovedet '' Det er som om dem der er mig loyale er dem jeg skader mest, selv om det er dem jeg vil beskytte!.. Hvad er der galt med mig ''. Marcel rejste sig op og nikkede fast til Isabel '' Jeg ved at jeg har såret dig.. Men jeg har bragt dig tilbage til livet.. Sandheden er at din krop var for smadret til jeg kunne sætte dig tilbage i den.. Men dette er mit løfte til dig... Min ven.. Når vi kommer op herfra, får du din sjæl tilbage.. Jeg vil hjælpe dig med at sætte din kærlighed til Saïz tilbage uden det dræber dig.. Og jeg vil hjælpe dig med at få kontakt til Caleb. Det skylder jeg dig.. Jeg kræver ikke at du forbliver min bodyguard.. Men jeg håber du vil overveje det.. For sandheden er.. Jeg har ikke andre jeg kan stole på.. Jeg har ikke andre end dig min ven ''.
Marcel rakte sin hånd ned til Isabel '' Hvad siger du til vi ligger fortiden bag os og kæmper for fremtiden sammen min ven?''.

[Isabel Veterano]

Isabel rynkede næsen, da han kom med svaret om, hvorfor han havde gjort alt det her imod hende. Rimeligt ekstreme træk bare for at hun havde gjort sit arbejde. Hvis de kom ind på, hvorfor hende og Caleb havde jagtet ham, kunne de forblive i den diskussion forevigt. Det var jo ikke ligefrem fordi han var uskyldig.
Hun rettede sit skarpe blik mod ham, da han gled ned af væggen. Vreden fik hendes øjne til at gløde mere op, men hun forblev stille, for at lytte til hvad han havde at sige. Og hende som havde troet, at han hadede hendes attitude overfor ham. Hendes ærlighed når han var en idiot, der skulle tænke sig om en ekstra gang. Når hun tænkte tilbage, kunne hun godt se, at det måtte have været forfriskende. I modsætning til alle dem han omgav sig med, havde hun ingen skjulte planer. Hun var ikke en snedig diplomat, en rig forretningsmand, eller en røvslikkende politikker.
Selvom Marcel var konge af Pandemonium huskede hun ham stadigvæk, som den hemmelighedsfulde, fattige hybrid, hun havde holdt øje med i kroen tilbage i Portus.

Igen havde hun lyst til at åbne munden, da han påstod, at han havde reddet hendes liv. Måske. Men det var på grund af ham, at hun overhovedet havde ofret det. Ellers ville han have dræbt Caleb. Hende eller ham. Sådan havde det lydt i hendes hoved, inden at hun havde stillet sig ind foran Macaria, for at redde hendes liv. Macaria... en anden person, hvis rigtige side Isabel, havde set før hjertet var stoppet. Hun havde fået respekt for den unge vampyr.
Hun tav dog, da Marcel forsatte, og afgav sit løfte til hende. Øjnene blev store, da hun chokeret så på ham. Ville han give alt tilbage til hende? Hendes sjæl, hendes kærlighed, Cal?
Det var lige før, at hun havde grinet, men så blev hun mistænksomt, og kiggede undersøgende på ham.
"Ingen snydetricks?" spurgte hun ham, uden at tage hans hånd endnu. "Det her er ikke en anden af dine manipulerende planer, for at suge det sidste ud af mig?"
Det gav dog ingen mening. Hvad skulle han få ud af det? Hun havde alligevel ikke mere at give ham, så hvad skulle han ville have?
Derfor overvejede hun kun et par sekunder mere, før at hun rakte ud, og tog hans hånd i et fast greb. Med en lav jamren kom hun på benene med hjælp fra hans hånd. Hun slap den ikke, men holdte den imellem dem, mens hun sendte ham et prøvende smil.
"Du er ikke så slem igen, når man lære dig at kende. Men... hvis du holder det her løfte, vil jeg også gøre dig en tjeneste," fortalte hun, og lagde sin anden hånd mod hans overarm. Hendes blik blev intenst. "Jeg vil have du tager din kærlighed til Macaria tilbage, Marcel. Stop med at flygte og gemme dig bag et liv, du tror, er godt nok. Du turde se din far i øjnene. Find nu det samme mod til at se Macaria i øjnene. Se dine følelser i øjnene."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel smilede skævt og sagde med hans snu aftalende stemme '' Ingen snydetricks ''. Da han havde hjulpet hende op grinede han dog for at vise hende det var en joke og nikkede fast '' Der er ingen tricks. Men jeg vil være ærlig.. Der var mere jeg kunne have taget fra dig.. Men tingene har ændret sig nu, min ven ''.
Da hun sagde at han skulle tage kærligheden til Macaria tilbage veg hans blik fra hendes og han fnøs imens han kiggede den anden vej '' Hvad skal jeg med den kærlighed.. Den har ikke givet mig andet end problemer ''. Marcel lukkede sine øjne lidt, som stod han og tænkte. Han sukkede og åbnede dem lidt efter og kiggede på Isabel. Han havde et sårbart blik i hans øjne '' Du forstår det ikke Isabel. Hvad hvis jeg tager min kærlighed til hende tilbage. Hvad hvis jeg går gennem ild og vand for hende og..'' Marcel kiggede ned og sagde svagt '' Og hvad hvis hun vælger Zean.. Hvad hvis jeg kæmper for en der ikke vil have mig nok''. Marcel kiggede op på Isabel og sagde '' Jeg har skrevet alle mine følelser ned på papir.. Selv om jeg ikke føler disse følelser lige nu, så kan jeg læse dem. Jeg ved hvor stærk den kærlighed er. Hvad jeg vil ofre for Macaria. Jeg kan ikke tage den chance, der er for meget på spil. Der er for meget at miste. Men hvis du lover mig at du bliver ved min side og aldrig forråder mig, ligemeget hvad der sker.... Så gør jeg det.. Så drikker jeg den skide drik og så må vi se hvad der sker ''. Marcel holdt sin hånd frem som ville han lave en aftale med hende. Marcel uden sin kærlighed til Macaria mente at der var for meget at miste ved at tage kærligheden tilbage, men hvis han havde Isabel ved sin side, så kunne det aldrig gå helt galt kunne det?. Marcel mente det. Han ville drikke den og se hvad der skete. Han skulle nok stoppe med at løbe, men sandheden var at han var bange. Bange for at stå alene tilbage uden nogen, på denne måde vidste han at han ligemeget hvad ville have Isabel ved sin side. Det ville måske give ham modet til at gennemføre dette.

[Isabel Veterano]

Isabel havde grinet af hans joke, selvom det på en måde var ret grotesk, når man tænkte på deres fortid sammen. Alligevel var det sjovt, at tænke på, de den dag i dag stod sådan her sammen. Efter at han havde taget alt fra hende. Hun håbede virkelig, at han holdte sit ord.
Smilet falmede dog, da hun så hvordan han reagerede, da hun nævnte Macaria. Et sted havde hun lyst til at tage om ham, for at give ham en omfavnelse, men hun gjorde det ikke. I stedet blev hun stående og bare lyttede.
Hun forstod godt, hvorfor han var bange, men... hun havde set Macaria, da hun var blevet holdt fanget af modstandsbevægelsen. Hvordan hun havde skreget Marcel's navn, så stemmen var knækket op, for at han skulle høre hende. Hun havde set vampyren græde som pisket i sin celle, mens hun havde bedt og bedt om at guderne skulle redde hende. At hun kunne komme til at se Marcellus igen. Arona. Ja, Zean var også blevet nævnt men ikke på den måde.
"Marcel... selv hvis det ikke ender med jer to..." begyndte hun stilfærdigt. "Så elsker hun dig stadigvæk. Du kan ikke efterlade hende i de følelser til dig. I står sammen i det her. Du har giftet dig, og venter et barn. Hun har giftet sig. Dog har hun stadigvæk følelser for dig. Du er nødt til at stå ved hendes side, og sammen se hinanden i øjnene. Hun er modig nok til at leve med det. Det må du også være."
Hun vidste ikke helt, hvorfor at hun sådan gerne ville have, at Marcellus kom tilbage til Macaria. Måske fordi at hun følte en hvis form for beskyttelse overfor Macaria, nu hvor hun havde givet hende sit liv. Det var Macaria's kolde hånd, der havde holdt om hendes, da det sidste åndedrag blev taget. Hun ville bare have Marcel og Macaria skulle finde hinanden på en eller anden måde.

Da Marcellus nævnte sit krav, tøvede hun et øjeblik, og kiggede ned på hans hånd. Helst ville hun, når hun fik sin sjæl, tage ud for at lede efter Cal. Se om han overhovedet stadigvæk var i live, eller om han havde gjort noget dumt. Hun vidste, at når hun fandt ham, ville han have, hun skulle vende tilbage til ham. Tage væk fra Pandemonium og være ved ham. Som i gamle dage. Ingen andre end de to. Det havde de lovet hinanden så mange gange gennem livet. Ham og hende. Ingen skulle skille dem ad. Men... det havde Marcel gjort. Og lige nu stillede han det krav, hun helst ikke ville have.
Hun drog et suk, og strøg sig over armen med sin hånd.
"Hvis jeg forbliver ved din side, så er vi ligemænd, okay? Vi er venner? Ikke noget med at slå mig, råbe af mig eller straffe mig. Vi er venner. Jeg vil dog have lov til min frihed," sagde hun bestemt, og rankede sig op, da hun havde for vane at falde sammen i skuldrene. "Og så skal jeg nok hjælpe dig igennem det hele, og stå ved din side."
Hun tog hans hånd, og trykkede den, som for at vise, hun gik med til aftalen. Et lille smil trak hendes ene mundvig oppe. "Og den her aftale afslutter vi ikke med et kys! Bare et håndtryk, Marcel!" Hun grinede.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel lyttede, han lyttede på en måde som han ikke havde gjort før. Normalt når Isabel havde snakket havde han lyttet med et halvt øre. Tænkt på andre ting eller givet sig til at læse i en bog. Aldrig givet hendes ord fuld opmærksomhed, men nu gjorde han. Hendes ord betød mere nu hvor han faktisk anså hende som en vigtig person i hans liv og ikke et af hans legetøj. Deres venskab var ikke et normalt et. De havde været igennem så meget og Isabel havde hadet ham gennem det hele. Men det virkede til at det der skulle til for at de kunne se hinanden for dem de i virkeligheden var, var dette eventyr.

Marcel grinede en smule og sagde '' Du skal da ikke sukke og se så mut ud.. Du vil være hyret af mig.. Du vil have fridage og ferie nu.. Og jeg vil da hjælpe dig alt hvad jeg kan med at finde din bror.. Ja jeg kan regne ud det er ham der er i dine tanker, for det er det altid Isabel. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig, for det virker til du er villig til at gøre det samme for mig ''. Marcel smilede lidt og rystede hendes hånd.  Marcel sukkede en smule '' Men alt det med Macaria, det må du altså snakke med mig om når jeg har min kærlighed tilbage.. For for at være ærlig.. Så sider din lille tale mig intet lige nu. Hun siger mig intet.. Så vi må snakke om hende når den fæle drik er drukket.. Så kan vi drikke vores drikke sammen.. Og ja.. Saïz er velkommen i Pandemonium.. Og ja.. Caleb også.. Faktisk.. Kunne jeg godt bruge en af hans standart til at være Inquisitør.. Der er så forfærdelig mange alkymister og andre racer der udfører ulovlige eksperimenter og andet.. At jage forbrydere virker til at være hans kop te.. Så vil du også kunne se ham oftere ''. Marcel træk på skulderene. Marcel nikkede '' Vi forbliver venner.. Men jeg er stadigvæk din chef.. Så jeg vil give dig ordre.. Men ja.. Ingen slag.. Selv om du kan holde til det ''. Marcel smilede skævt. Da hun sagde ingen kys rystede Marcel på hovedet '' Så denne ene gang gør jeg en undtagelse, ellers er det en regel jeg aldrig bryder.. Og det mener jeg faktisk ''. Marcel grinede en smule og kiggede ind af gangen igen. Han fik et udfordrende smil på hans læber '' Jeg vil dog gerne vide hvad der er for enden. Den ældgamle og mægtige besværgelse må bevogte noget meget vigtigt.. hvad siger du min ven.. Kan vi besejre den.. Sammen? ''. Marcel klappede hende på skulderen og smilede oprigtigt til Isabel.