The Adventure To The Underdark

[Isabel Veterano]

Da væsnet foran hende eksploderet, nåede Isabel akkurat lige at lukke munden og øjnene, før indvolde og blod blev sprøjtet ud over hende. Maven vendte sig ved lugten, men heldigvis var hun ikke sart, og det lykkes hende at holde sin morgenmad inde, mens hun langsomt åbnede først det ene øje og så det andet. Hele Marcels nummer var mere eller mindre typisk ham. Typisk ham og hans gudekomplekser. Hun mistænkte væsnerne for at kunne lugte sig frem til, hvilken guder man troede på. Hvorfor skulle de ellers have angrebet hende? Selvom at hun arbejde for Marcellus og boede i Pandemonium, så var det Inei hendes hjerte stadigvæk tilhørte. Måske havde de kunne fornemme det? Ligesom de kunne fornemme at Marcel var Nostasmus' tjener eller... i dette tilfælde ham selv i høje person.
Da hendes reb endelig kom løs, rejste hun sig langsomt op, mens at hun støttede sig til statuen af Nostamus. Hun kunne næsten ikke træde ned på det såret ben, men hun havde prøvet, det der var værre. Rebene havde givet hende mærker på håndledene, som hun ømmende begyndte at gnide, for at få noget liv i hænderne. 
Væsnerne var forsigtigt kommet tilbage fra deres gemmesteder, for at nærme sig Marcellus fyldt med ærefrygt. Nu hvor de var distraheret af ham, kunne hun humpe over til teltet, hvor perlen lå, og samle den op i sine arme. Den føltes varm i hendes favn. 
Væsnerne var begyndt at knæle for Marcellus, mens de ensformiget messede på det mærkelige sprog, de nu snakkede. Det virkede som om, Marcellus' plan rent faktisk lykkes. 
Hun lavede et lille pift mod ham, for at fange hans opmærksomhed, og gjorde et hovedkast mod en af grottens udgange. Lige meget hvor meget væsnerne ville tilbede Marcellus, var hun ikke sikker på, at de ville være lykkelige for hende. Hun havde ikke tænkt sig at blive, og finde ud af det. 
Langsomt begyndte hun at bevæge sig mod udgangen, mens hun med den frie hånd, der ikke havde perlen, støttede sig til alle de ting, hun kom forbi. Det gik langsomt på grund af det såret skinneben, der aflagde blodspor efter hende. De skulle væk herfra... nu.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel sukkede svagt da han så Isabel og hvordan hun ville have de skulle afsted. Det var selvfølgelig forståeligt. Hvem ville ikke ønske at tage væk med det samme efter at blive ramt i benet og næsten fået skåret halsen over. Marcel kiggede ned på sine tilbedere. Det var første gang han havde oplevet nogen tilbede ham som en gud og sandheden var at han faktisk nød det. Han ville helt sikkert vende tilbage en dag og hente dem. Marcel nikkede til Isabel og løb over til hende. Hvis hun tillod det ville Marcel samle hende op i hans arme og løbe afsted. Han havde bestemt ikke tænkt sig at få et spyd i ryggen så han kunne ikke vente på at Isabel humpede afsted som et såret dyr. Så hvis hun gjorde modstand ville han forsøge at slå hende på det sårede ben og så løfte hende op og løbe.

Når de var kommet så langt væk at de var i sikkerhed satte Marcel sig ned. Han hev lidt efter vejret samtidigt med at han grinede. Man kunne se på ham at dette var sjovt for ham. Han kiggede drilsk på Isabel og sagde '' Du skulle have set dig selv, da de rev dig ind i hullet. Man kunne se du troede du skulle dø ''. Marcel grinede lidt igen og forsøgte at ramme Isabels skulder og klappe den blidt. Han sagde intet om at han var kommet for at redde hende, han så det som en selvfølge at man havde sin rejsepartners ryg. Faktisk havde han slet ikke overvejet at lade Isabel i stikken. Marcel stoppede langsomt med at grine og kiggede på hende. Det her var slet ikke som han havde troet det ville være. Var han faktisk ved at danne et venskabeligt bånd til Isabel?. Marcel rejste sig op og børstede støv af sine bukser og sagde '' Vi skal have lappet sit ben sammen, så vi kan komme videre ''. Marcel dannede ild i sin hånd og tog sit kortsværd frem og begyndte at varme det op. '' Sid stille ''.

[Isabel Veterano]

Uden modsigelser lod Isabel sig samle op i Marcels arme, og måtte skære en grimasse, da løftet fik hele benet til at dunke mere kraftigt. Hun lagde en arm omkring hans nakke, inden at han løb afsted, for at komme så langt væk fra hulen som muligt. De spyd der blev kastet efter dem, tog Isabel sig af med hjælp fra sine skygger, der allerede var rasende over, at hun var blevet såret. Kampvilligt strøg de spydene i møde, åbnede deres store gab, og slugte spydene, der forsvandt i mørket, uden at komme ud på den anden side.

Da Marcel satte sig ned, lod hun sig glide ned fra ham, og krøb lidt tilbage, mens hun holdte hænderne om sit skinneben. Spyddet havde gået igennem støvle, bukser og kød. Sikke en kraft.
Ved Marcels latter kiggede hun op på ham med et mørkt blik, der dog hurtigt forsvandt ved hans kommentar. Smilende slog hun hans hånd væk fra sin skulder.
"Shut up! Næste gang du får en smart ide, om at gå ned af en uhyggelig, mørk gang, så kan DU gå først," bed hun tilbage med en spøgefuld undertone, der gjorde det klart, at hun ikke mente noget ondt ved det. Det var faktisk ret behageligt, at sidde her og drille hinanden i mørket, efter at have været tæt på at dø - eller... Isabel havde været tæt på at dø. I det mindste, havde han haft hendes ryg. Han var kommet for hende.

Da han rejste sig, trak Isabel forsigtigt sin ene støvle af. Der var kommet to fine huller i hver side fra spyddet. Noget af et minde, når de kom tilbage. Vippende stak hun en finger igennem hullet, inden at hun lagde støvlen fra sig. Nænsomt og langsomt smøgede hun bukserne på det faste, markeret ben op, indtil såret kom til syne. Hele området var smurt ind i blod. Spyddet havde gået direkte igennem hele musklen, men det virkede ikke som om knoglen var skadet.
"Ved Inei... de små uhyre kunne virkelig kaste med spyd," hvislede hun, og berørte forsigtigt åbningshullet med sin finger, inden at hun strakte benet frem, så Marcel ville kunne komme til med kortsværdet. Hun vidste allerede, hvad han ville gøre. Det var også sådan hende og Cal, havde gjort det i sin tid.
Med sin ene hånd fik hun løsnet sit bælte, og rev det af sig, så hun kunne bide sammen omkring det hårde læder. Det var ikke en god ide, at skrige for højt hernede. Hun lænede sig op af klippevæggen bag sig, og knyttede hænderne, klar til at mærke det glødende metal mod sit sår. Bestemt nikkede hun til Marcel, som tegn på at hun var klar.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel sagde drilsk '' Ja det er nok bedst jeg går først. Nu ved vi jo at små mænd med små spyd er din store svaghed ''. Han varmede sværdet op så det blev rødglødende. Hans skæve smil forsvandt og blev erstattet af en alvorlig mine. Det var i disse stunder han var glad for hans healing faktor. Så slap han for ar og at gennemgå den smerte hver gang han blev ramt af noget. Da hun gjorde tegn til at han kunne gå i gang satte han sig ovenpå hendes raskeben og tog et godt greb i det sårende ben med hans frie hånd. Uden advarsel satte han det glohede metal ned imod såret, først på den ene side og derefter hurtigt på den anden side, for at brænde såret sammen. lugten af brændt kød gjorde ham intet. Han havde brændt sin del af folk af med sine ildkugler. Dog kunne han mærke noget andet presse sig på. Der var gået en del timer og han havde brugt sin healings faktor og magi en del. han var begyndt at blive sulten. Da han havde lukket hendes sår fjernede han sig fra hende og lagde sit sværd fra sig. han vidste at hun  havde mistet for meget blod til at han kunne drikke fra hende. Han vidste at hvis ikke han fik blod indefor de næste par timer ville han langsomt blive mere og mere svækket jo mere han brugte sine kræfter. Marcel fnøs og sagde '' Vent her.. Jeg skal hente min rygsæk ''. Han løb afsted. Der gik en halv time før han vendte tilbage. Han gik med en underlig metal flaske der bar underlige magiske runer. Han hadede at drikke blod der var holdt frisk af magi. Han tog to store slurke af flasken og skar ansigt som han sank dem. Han lukkede flasken og lagde den ned i tasken igen. Han havde sin rustning på igen. Han sagde lettere irreterret '' Jeg havde nær ikke fundet tasken og nær ikke fundet hen til dig igen. Havde det ikke været for min magi på flasken her der holder blod frisk og din magiske aura. Så var jeg faret vild i de mange gange.. De ligner allesammen hinanden.. Dog fandt jeg en vej jeg syntes vi skal gå ned af.. Kom ''. Marcel begyndte at gå. Han gik ned af den ene gang efter den anden, der var sat mærker på væggene med sværd. Efter lidt tid nåede han hen til en gang der ikke ligenede de andre. Denne gang var fint ud skåret og der var fine hvidt malede symboler og tegn lavede på væggene. Marcel kiggede alvorligt på Isabel '' Det ser ud til der også er intelligente væsner her nede.. Ud over de grå dværge ''. Marcel grinede lidt og kiggede ned af gangen. 

[Isabel Veterano]

Stædigt bed Isabel ned i bæltet, da Marcellus' sværdklinge nærmede sig hendes hud, og da den endelig berørte, gav det et spjæt i hende. Hun lagde hvinende nakken tilbage, mens hele kroppen spændte sig i smerte, der forvrængede hendes ansigt. Lugten af brændt kød, fik hendes mave til at vende sig, men hun tog sig ikke af det. Det her var bare ligesom alle de gange med Cal. I det mindste havde Marcel sat sig på hendes ene ben, så hun ikke kunne sparke ham.
Da det var overstået, åbnede hun munden, så bæltet kunne falde ud. Kæben værkede, og smertesved glinsede på hendes udmattet ansigt. Træt lagde hun hovedet tilbage mod klippevæggen, mens hun viftede ligegyldigt med en hånd, for at vise Marcel, at han bare skulle tage afsted.
Hvorfor kunne hun ikke have været blevet vampyr? Det var i det mindste én af Inei's skabninger, og så havde hun kunne heale ligesom Marcel og Macaria. Hvor hun dog hadede det hele lige nu.

Hun vidste ikke, hvor lang tid Marcel var væk, og var mere eller mindre også ligeglad på nuværende tidspunkt. Blundende blev hun siddende op af klippevæggen med det såret ben strukket frem.
Først da hun kunne høre hans skridt, og han begyndte at snakke til hende, åbnede hun det ene øje, for at kigge op på ham. Han havde både rygsæk og rustning. Alt hvad hun havde tilbage fra sin opbakning var perlen med jakken omkring. Intet vand, mad eller healende urter.
"Jeg kommer... nu," stønnede hun, da han med det samme ville afsted igen. Hele kroppen føltes tung, som om hun var lavet af sand, der ikke rigtigt ville, som hun ville. Måske var det fordi, at hun havde mistet så meget blod.
Hun fik hevet sit bukseben ned, og trukket støvlen på igen. I det mindste ville det støtte benet lidt. Med en svag jamren, fik hun rejst sig op støttende med albuen mod klippevæggen.
Inden de gik puttede hun perlen ned i Marcel's rygsæk, og fulgte så efter ham, let humpende på det ene ben.

Da han stoppede ved en pænt udsmykket gang, betragtede Isabel den nøje.
"Spørgsmålet er bare om de væsner stadigvæk er her, eller om de forlængst er døde," kommenterede hun, og lænede sig sidelæns op af indgangen, for at give sit ben en lille pause. Hun var både træt, sulten og tørstig. I modsætning til Marcel, havde hun ikke hans udholdenhed, som vampyrer nu havde. Og hun havde endda mistet meget blod samt slået sit hoved.
Henkast gjorde hun en inviterende bevægelse ned af gangen.
"Mændene først," sagde hun med et skævt smil til ham. Ikke tale om at hun gik først denne her gang, men hun ville dog blive tæt på ham.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel skulle lige til at gå ned af gangen da han så hvordan hun havde det. Han kiggede faktisk bekymret på hende. Hvordan kunne han have været så dum. Hun havde ikke hans udholdenhed eller hans healende faktor. Han hjalp hende ned og sidde. Han åbnede sin taske og tog en vandflaske og noget brød frem og gav hende. Skønt han skulle drikke blod, så kunne han også drikke vand og spise mad. Marcel blev sulten og tørstige som andre. Sandt han kunne stille den sult og tørst med blod. Men havde han ingen blod ville han blive sulten og tørsting, plus at han ville blive svagere fordi han manglede at drikke blod. Så han havde taget nødrationer med. Desværre kun nok til ham selv. Men det ville han ikke sige til hende. '' Spis og drik ''. Da hun var færdig sagde Marcel imens han løftede hende op på hans ryg '' Jeg acceptere ikke et nej.. Vi har brug for du spare på dine kræfter hvis der kommer kamp.. Så jeg løfter dig ''. Marcel begyndte at gå ned af gangen med Isabel på ryggen, så hun kunne hvile ovenpå rygsækken. Det var tungt for ham, men han var stærk og udholden. Han kunne klare det. Dog vidste han at hvis han skulle løfte rundt på hende sådan her i tre dage, ville han løbe tør for blod i morgen og så ville de være i problemer. Efter en times gang nåede de en stor stendør. Marcel gik hen og rørte ved den. Den var lukket. Han satte sine hænder på den og pressede. Han kunne mærke at denne dør ikke havde været åbnet længe. Han gav en anstrengt lyd fra sig i det han lagde alle sine kræfter i for at åbne døren som hvinede og lyden af sten imod sten lød som døren åbnede sig. Da døren var helt åben blev de ramt af en indelukkede lugt. Marcel trådte ind og kiggede rundt. Han kunne se støv på gulvet. Han kom med et ''hmm ''. Han drejede sit hoved lidt så han kunne se på Isabel. Han sagde stille '' Jeg tror ikke det her er en by.. Det er en fangekælder eller et opbevarings rum eller noget andet. Hvis det var en by så ville der være skeletter eller levende væsner tæt på døren.. Gad vide hvad der er her nede ''. Marcel begyndte langsomt at gå imens han kiggede tilbage på døren. Det var ikke meningen at den dør skulle åbnes. Men den mekaniske der havde holdet døren lukket var for længst rådnet væk og kun fordi Marcel var så stærk som han var, havde han været i stand til at åbne den store stendør.

[Isabel Veterano]

Tavst havde Marcel vendt sig mod hende, og hjulpet hende ned og sidde. Lidt forundret havde hun kigget op på ham, da både vandflaske og brød var blevet rakt til hende. Hun sagde dog ingenting, ligesom han heller ikke sagde noget, og begyndte blot at spise og drikke. For hver bid hun sank, kunne hun mærke hovedpinen forsvinde mere og mere. Da halvdelen af brødet var spist, drak hun lidt vand, inden hun gav det hele tilbage til Marcellus. De måtte spare på deres rationer.
Med en stille banden kun en veteransoldat fra Vavilon kunne efterligne, rejste hun sig op igen. Hvor følte hun sig dog træt. Alligevel gjorde hun modstand, da Marcel ville have hende op på ryggen, indtil hun til sidst måtte efterkomme hans ønske, og slynge armene omkring hans hals.
"Jeg kunne alt for godt, blive vant til det her," mumlede hun med et svagt smil, eftersom hun ikke orkede andet.

Hendes stærke lår klemte sammen omkring hans talje, men jo mere tid der gik, jo mere slappede hun af i kroppen, indtil hun mere eller mindre hang på ham med panden hvilende ned mod hans skulder. Det var ikke fordi hun sov, men hun kunne hvert fald blunde. Faktisk var det helt afslappende, og for en gangs skyld, og nok for første gang i både hendes gamle og nye liv, havde hun ikke noget imod, at være så tæt på Marcellus.

Først da de nåede den store stendør, vågnede Isabel lidt op igen. Træt blinkede hun med øjnene, for at vågne mere op, inden at hun lidt mere overrasket kiggede op af den store stenport.
"Waw..." hviskede hun, og gled ned af ham, for selv at humpe hen, og ligge en hånd imod den store dør. Kort vekslede hun blikke med Marcel, inden at de begge lagde kræfterne i for at skubbe døren op. Isabel måtte ligge skulderen til, og presse hårdt på, før den endelig gled op.
Hun hostede, og vendte ansigtet bort ved den forfærdelige stank af indelukkethed og støv.
"Et fangehul? Og så vil du derned?" spurgte hun ham vantro, mens hun trak sin trøje op over næse og mund, for at beskytte mod både støv og stank. Tøvende blev hun stående, indtil at hun begyndte at følge efter ham ind gennem døren. "Marcel, helt ærligt. Du er fuldkommen sindssyg. Har du et dødsønske eller et eller andet? Man skulle tro, du ikke VIL være oppe ved slottet med Eriz."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel lukkede sine øjne og følte efter en magisk aura. Der var intet at føle. Nu var Marcel bestemt heller ingen mester i fornemmelse magi. Han havde sine specialer og sådan magi var bestemt ikke en af dem. Marcel hviskede '' Gad vide hvad runerne og symbolerne på vejen her ned betød. Det virker mere og mere som advarsels tegn når jeg tænker over det ''. Marcel kiggede på Isabel og hviskede '' Isabel.. Hvad hvis der er noget vigtigt her nede. Et artifact eller vigtigere.. Ledetråde til hvordan jeg finder de shadow drakes!... Men vigtigst af alt.. Når vi har fundet ud af hvad der er her nede.. Kan vi holde hvil for natten. Jeg tror ikke de små grå dværge overhovedet ved denne dør kan åbnes ''. Marcel gik langsomt et skridt frem. Han vidste at Isabel havde brug for hvile. Marcel gik ind i det mørke rum og fulgte en gang. Det endte ud i et stort rum. Marcel var lige ved at falde ned i et stort hul i midten af rummet. Rundt omkring på væggene hang der lysende symboler og tegn. Marcel kunne med sin forøgede hørelse høre et åndedrag fra hulet. Han gik hen til kanten for at kigge ned i det enorme hul. Lige som han kiggede ned blev hans blik mødt af to store øjne fra mørket. Det var enorme øjne. Marcel sank en klump og før han vidste af det kom en slange tunge flyvende med enorm hastighed op og greb fat i Marcel og rev ham ned i mørket. Kort kom lidt af et enormt sort slange hoved frem for derefter at trække sin tunge til sig og forsvinde ned i det mørke huld igen. Marcel nåede kun lige og komme med et '' NRGGG'' før han forsvandt ned i mørket. 

[Isabel Veterano]

Bare det at han ikke engang svarede på hendes spørgsmål omkring Eriz, fik Isabels mistanke til at vokse, og hun betragtede Marcellus'ryg, som de gik ned af gangen. Deres fodtrin var det eneste, som hørtes. Hun vidste noget var helt galt med Marcel. Det havde hun sådan vidst hele tiden, men specielt nu efter at han var blevet gift, var han nærmest som en anden mand. Før havde han virket så letsindig, men nu... der lå en byrde på hans skuldre, som ikke engang han kunne se.
Det uroligede hende, men hun kendte til problematikken - Macaria. Hun havde selv mødt hende. Macaria. Navnet var både blødt og hårdt, akkurat som kvinden bagved. Efter at have set hende blive tortureret, for bagefter at dø ved hendes side, havde hun fået en stor respekt for kvinden. Meget stor endda. Det ville ikke gøre hende noget, at se dronningen af Vavilon en til gang.

Hendes hånd skød ud, og nåede lige at gribe fat i armen på Marcellus, inden at han gik direkte over kanten på et stort hul.
"For satan! Se dig dog for!" hvislede hun vredt, og havde mærket sit hjerte springe et slag over af skræk blot ved at se ham være ved at snuble. Hun hev ham tilbage. Deres ansigter blev oplyst af de skinnende symboler og tegn på væggene. For hundredegang på den dag, ønskede Isabel inderligt at Cal var med. Han var ekspert i den slags ting, og ville nemt kunne fortælle dem, både hvad der stod, og hvad de betød. Hvor hun dog håbede, at han stadigvæk var i live...
"Måske burde vi komme ud herfra," hviskede hun, mens hun langsomt drejede rundt om sig selv, for at kunne se de forskellige symboler og tegn. Hun brød sig ikke om det her. "Jeg tror virkelig ikke, det her er sikkert og-"
Mere nåede hun ikke at sige, før hun vendte blikket tilbage mod Marcel, og så en tunge skød op fra hullet, og greb ham.
Hun stormede frem, for at nå hen til ham, men det var forsent, og han blev hevet ned i mørket.
"Marcel!" råbte hun, og gispede da det store slangehoved hævede sig, så hun vaklede flere skridt tilbage, mens hun bare stirrede tryllebundet op på de glødende øjne. Okay... måske var det ikke Cal, de skulle have haft med men Eriz.
Det tog et par sekunder, før hun kunne ryste lamslåelsen af sig. Panisk tog hun sig til hovedet, mens hun prøvede at finde på, hvad hun skulle gøre. Marcellus havde kommet efter hende, da hun var blevet angrebet, men... hvordan fanden skulle hun slås mod sådan et stort dyr?!
Bandende trak hun sit sværd frem.
Pokker tage Marcellus! Pokker tage ham og hans eventyr! Eriz behøvede ikke at lænke ham til en stol, det skulle hun nok selv gøre!
Hun knyttede sin hånd op til læberne, og hviskede de gamle ord, hun før havde brugt. Det klare, blå lys sprang frem mellem fingrene på hende. Skyggerne strakte sig omkring hende, og frem kom hendes egne slanger, der som lavet af mørkt røg, snoede sig op af hende. Hvæsende og spruttende. 
Kort kastede hun et blik over skulderen, og stivnede med det samme. I lyset fra hendes hånd så hun hende. Ikke nu! Ikke nu! 
Med usikre skridt kom hun nærmere, mens de borende øjne dukkede frem mellem de korte, orange hårlokker. 
Uden tøven tog Isabel tilløb, og sprang direkte over kanten af hullet.

Trøjen blafrede omkring hende, da hun faldt, mens slangerne blev opløst som røg omkring hende. Hun bed tænderne sammen, da hun så slangens hoved i lyset fra mellem sine fingre. Den hvæsede af hende, og gjorde klar til at hugge ud efter hende, så det store gab åbnede sig for hende. Hun kunne se de sylespidse, gift tænder.
Med tungen lige i munden, forsvandt hun i en eksplossion af røg, lige da slangen angreb hende. Efter kun et enkelt sekund, dukkede hun op ovenpå dens hoved, hvor hun kort måtte balancere og viftede med armene, for ikke at falde. Alligevel gled hun på dens glatte skæld. Hårdt borede hun sit sværd ned i dens hoved, så hun havde noget at holde fast ved.
Den spruttede og hvislede af smerte, mens sort blod sprøjtede ud til alle sider. Den kastede sig rundt i hullet, for at få Isabel rystet af, men hun holdte fast i sit sværd med begge hænder, for ikke at ryge af.
Igen og igen slog den sit hoved ind mod siden af hullet, så Isabel måtte trække benene til sig, for ikke at få dem knust.
”Dø nu for pokker!!” snerrede hun sammenbidt, mens hun klamrede sig fast. ”Dø nu!!”

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel blev slugt af den store slange hel. Heldigvis for ham havde den ikke bidt ham, men slugt ham hel. Den måtte virkelig være sulten. Marcel kunne mærke hvordan dens muskler klemte omkring ham og holdt ham helt fast. Der var slimet her inde og der var ingen luft. Marcel følte det som om han var ved at få klemt livet ud af sig. Havde det ikke været for hans overmenneskelig styrke ville han være blevet knust af den enorme styrke slangen havde. Hvordan havde han været så uopmærksom. Han kunne ikke engang dreje sit hoved her inde. Han hørte nogle knæk i sine knogler da slangen pludselig vred sig. Da Isabel stak den gennem hovedet, begyndte dens muskler at krampe. Marcel så sin chance da den ikke længere havde et fast greb om ham. Han samlede alt sin energi og stød den afsted. En lille eksplosion kunne høres fra slangen som åbnede sin mund helt og hvæsede af smerte. Sammen med slim, blod og indvolde gled Marcel ud af slangen og ned på gulvet. Mange af hans ribben var brækket. Han hostede lidt slim op og gispede efter vejret. Da han havde nok luft råbte han '' ISABEL.. det er en slange.. Hop ind i munden og stik op imod dens hoved indefra.. Den har ingen ham til at beskytte sig der inde ''. Marcel holdt sig til sine sider og krummede sig sammen. Han var i stor smerte og at råbe gjorde det bestemt ikke bedre. mange af hans ribben var brækket. Han skulle nok heale dem, men det ville tage tid og koste ham resten af det blod han havde med her ned. Han vred sig lidt i smerte. Men selv dette gjorde ondt. Før i tiden havde hans krop været van til at blive udsat for stor smerte. Men i sin tid på slottet havde smerte ikke lige været det han havde oplevet mest af. Marcels syn blev sløret og det hvinede for hans øre, hans hoved føltes så tungt. Men han nægtede at besvime. Med ren viljestyrke holdt han sig ved bevistheden, skønt han ikke kunne fokusere på hvad der skete med Isabel og slangen. Det var op til hende at gøre resten nu.

[Isabel Veterano]

En slange?! Ja, det havde hun skam regnet ud! Lige nu kunne hun dog ikke gøre andet, end bare at klamre sig fast til sit sværd, for ikke at blive kastet af. Bandende over hele situationen trak hun sig mere op på dens hoved. Forsigtigt slap hun sværdet med den ene hånd, og rakte ned til sin ene støvle, hvor hun fik hevet sin dolk frem.
Endnu engang kylede slangen sit hoved ind i væggen, så stenstykker haglede ned over Isabel, der lod sig blive kastet af. Hun forsvandt som en skygge, og dukkede op lidt længere oppe i luften. Slangen hævede sit hoved mod hende, og åbnede sit mørke gab. Tungen skød ud mod hende, og denne gang viklede den sig om hendes ene ben.
Et udbrud lød fra hende, da hun blev hevet ned i dens mund. Hårdt bankede hun dolken op i dens gane, mens tungen forsøgte at hive hende længere ind i munden. Slangen hvæsede i smerte. Beslutsomt fik Isabel en arm rundt om den ene af de sylespidse tænder, for ikke at blive trukket ned i dens bug, mens at hun gentagende gange, dolkede sin kniv ind i slangen. Sort blod væltede ud over hende, men hun stoppede ikke - ikke før at slangen med nogle knugende vrid faldt ned til gulvet, hvor den landede med et ørerivende brag.
Isabel kravlede ud af dens gab. Hun var fuldkommen tilsølet i det sorte blod, men holdte stadigvæk sin dolk krampagtigt i den ene hånd. Gispende efter vejret og med en krop der føltes som en tung klods, slæbte hun sig selv hen til slangens hoved, for at rive sit sværd op af den.
"Aldrig... aldrig... aldrig igen!" stønnede hun, og stak sværdet ned i bæltet, og dolken i sin støvle, før hun vendte sig om, for at se hvor Marcellus var blevet af. Synet af ham fik hende til at komme med et udbrud, og sætte i løb hen til ham. Hun kastede sig ned ved hans side, og hjalp ham om på ryggen.
"Vi må have rustningen af dig! Hvor gør det ondt?!" spurgte hun hastigt, og var allerede i gang med at løsne spænderne på hans rustning, for at få den af ham, og give hans overkrop plads til at ånde. "Marcel, bliv ved med at tale til mig! Du vover ikke at efterlade mig her!"
Hun hev sin dolk frem igen, og skar resterne af remmene af, for endelig at kunne trække rustningen fri af ham.
"Okay... okay du har brækket nogle ribben. Du klare det. Træk vejret. Kom så! Træk vejret!" råbte hun hårdt mod ham, og strøg en hånd over hans pande, for at få det slimet hår væk. Desperat tog hun dolken op fra gulvet, og satte det skarpe blad mod hendes underarm. Inden at han kunne nå at sige noget, havde hun lavet et dybt snit.
"Her... her, her her. Drik. Kom så!" beordrede hun ham, og hjalp ham lidt op af sidde mod sig med en arm omkring hans skuldre, mens at hun pressede sin underarm mod hans læber.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel lå og hev efter vejret. Han kunne ikke rigtig fokusere. Men da lugten af blod ramte ham fik han lidt mere fokus. Han hoste lidt blod op og drejede sit hoved væk og sagde med en meget svag stemme '' N.. Ne.. Mit en.. Rib... Presset.. Mo... Min.. Lunge.. Skær.. Få.. Den.. Fri''. hvert ord var som en kniv blev stukket i hans brystkasse og salt blev gnedet i såret. Marcel kunne ikke trække vejret dybt. Han havde troet det var hans rustning der gjorde at han ingen luft kunne få, men hans ribben var brækket og klemte imod hans lunge. Han ville heale denne skade, men hvis ribbenet ikke blev sat rigtigt ville han ikke begynde at heale. Han havde en healing faktor som en vampyr havde, men den var ikke lige så stærk som en vampyrs. Hans store svaghed var at han var i live. Hvis hans vitale organer satte ud og han ikke kunne nå at heale dem i tide ville han dø. Han havde læst og læst, men aldrig fundet ud af hvad der ville ske med ham hvis han døde. Ville han dø helt eller blive en vampyr?. Han havde ingen ide. Det var ikke fordi der var mange hybrider med hans gener i verden. Marcel hostede lidt mere blod op og kiggede intenst på Isabel og sagde svagt '' Hv.. Jeg.. Dør.. Beskyt.. Mit.. Bar.. Lov.. Mig ''. Marcel hostede mere blod op. Dette var ikke godt. Hvis ikke snart han fik det ribben væk, ville hans begynde at lide af ilt mangel og så ville hans andre organer der arbejde på højtryk begynde at fejle. Marcel fjernede sine hænder fra hans brystkasse og viste Isabel den største tillid han havde vist andre end Macaria. Han havde blottet sig selv for hende.

[Isabel Veterano]

"Goddamnit Marcel! Jeg lader dig ikke dø!" råbte Isabel vredt mod ham, og lagde ham ned på ryggen igen. "Du kan sgu selv få lov til at passe dit barn!"
Uden tøven rev hun hans tøj op, så overkroppen blev blottet. Hun handlede af rent instinkt, som hun altid gjorde i presserende situationer. Mange års erfaring med skader havde heldigvis givet hende noget viden. Hun tog sig ikke tid til at forbinde snittet i sin arm, så blod trillede ned over hendes underarm og hånd.
Sjovt hvordan hun i sin tid, faktisk ønskede at han døde. Det her ville være hendes største drøm - Marcel død. Hun ville få sin sjæl, hun ville være fri! Hun kunne tage tilbage til Portus og finde Cal! Mareridtet ville være ovre.
Det fik hende faktisk til at tøve. Langsomt lod hun hænderne falde ned mod sine lår, mens hun blot kiggede på Marcel, der lå og hev besværet efter vejret. Om et stykke tid ville han være død. Alt ville være overstået.
Hun lukkede øjnene, og sænkede hovedet mens hænderne knyttede sig.
Hvad havde han nogensinde gjort for hende, der skulle få hende til at redde hans liv?! Han havde udnyttet hende! Manipuleret hende! Slået hende! Misbrugt hende! Taget alt fra hende, og efterladt hende med ingenting! Ingenting!
Et minde skar igennem hendes hoved. Et minde af dem der brød ud i latter, efter lige at have nedfældet en plante. Hans hånd på hendes skulder efter de lige havde sluppet væk fra de grå bæster. Hvordan han havde båret hende.
Hun drog et opgivende suk, og rystede tungt på hovedet.
Dolken blev revet op fra gulvet. Med et par fingre mærkede hun efter, hvor de bøjet ribben var, inden at hun lavede et par hurtige snit over hans brystkasse. Blod sivede ud, men hun var ligeglad. Uden at tøve længere stak hun to fingre ned i sårene, for at få dem ned under hans bøjet ribben.
Et par svedperler trillede ned over hendes pande, mens hun koncentreret rettede ham ud. Hvis ikke han havde haft noget vampyrisme i sig, ville han have været død.
"Husk at træk vejret," hvislede hun til ham, mens at hun løftede ribbene. Der var blod op og ned af hendes arme, men hun stoppede ikke, før hun var sikker på, at ribbenene ikke var et problem længere.
Da hun var færdig, vidste hun ikke, om han var ved bevidsthed. Hurtigt lavede hun et nyt snit ved sit håndled, og lagde det mod hans læber, så blodet kunne glide ned i hans mund.
Med et støn satte hun sig lidt bedre til rette, og fik hevet hans hoved op på sit skød. Træt lagde hun hovedet tilbage mod klippevæggen. Først nu lagde hun mærke til, at mørket omkring hende var blevet tykkere. Gad vide hvor lang tid der var gået siden eliksiren, der gjorde at de kunne se i mørke, var holdt op med at virke?
Hun kiggede ned mod Marcel, mens hun lod håndledet hvile på hans læber. Der var ikke mere, hun kunne gøre. Trætheden var ved at overmande, så hun kunne falde i søvn her siddende i mørket lænet op af en klippevæg med måske sin døde konge i sit skød.
"Kom så..." hviskede hun ud i mørket. "Du er alt for stædig til det her." Efter lidt tøven. "... tænk på Macaria. Du kan ikke efterlade hende her.... du kan ikke efterlade mig."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel mærkede hvordan mørket omsluttede ham og han stod i mørket. Han stod på en sort plads. Der var så koldt. Han kiggede rundt og så sine søskende stå. Han rakte sin hånd frem imod dem og de forsvandt. Han kiggede til sin side og så Eriz, hun stod med en lille skikkelse i sine hænder. Han rakte sin hånd ud imod dem og så hvordan de forsvandt foran ham. Isabel kom til syne foran ham. Hun smilede til ham og nikkede. Marcel gik et skridt tilbage, var han ved at dø?. Nej han kunne ikke dø. Han var ikke kommet så langt for at dø. Hvad var det der skete, som om det der gav ham styrke ikke var der. Som om hans største drivkraft blot var et huld. Noget han manglede. Marcel der var stædig og udholden følte sig meget alene i verden. Hvem havde han når alt kom til alt. Der var kun en der nogenside havde vist ham sand loyalitet og den kvinde havde han flået ud af sig selv. Ingen omkring sig kunne han stole på, men selv efter alt han havde sat hende igennem, så var hun stadigvæk loyal overfor ham. Nu forstod han. Nu kunne han se, Macaria elskede ham faktisk og han havde ingen kærlighed til hende.
Da Isabel sagde Macaria, gav der et stød gennem Marcel og han hev efter vejret. Han åbnede sine øjne og drak lidt af Isabels blod. Han hev efter vejret igen og kiggede på hende. Hans healings faktor var begyndt at virke i sidste øjeblik. Eller var det i virkeligheden den der havde reddet ham?. Marcel hostede lidt og fjernede hendes blødende hånd og sagde svagt '' luk såret og.. Giv mig flasken fra min taske.. Hvis ikke den er.. Mast flad ''. Marcel hev efter vejret igen. Hvis de var virkelige uheldige var deres nattesyns drikke også knust. Han var sikker på at maden og vandet var ødelagt, men nattesyns drikken og hans blods beholder var i metal flasker. Måske havde de overlevet. Marcel smilede oprigtigt til Isabel. Han var stadigvæk for svag til at bevæge sig. Han sagde næsten sødt '' Tak.. Min ven ''.

[Isabel Veterano]

Det gav et sæt i Isabel, da han kom tilbage til bevidsthed, og begyndte at hive efter vejret. Hun stirrede ned på ham, som troede hun, at han var blevet til en zombie, inden at hun hurtigt kom på benene, for at gøre som han sagde. Havde det virket?! Havde det virkeligt virket?!
Hun rodede rygsækken igennem, indtil at hun fandt sølvflasken. Kort undersøgte hun den, men der var kun kommet lidt buler. Intet synderligt slemt.
Famlende fandt hun tilbage til ham, og rakte ham flasken, som hun åbnede for ham. Hun var både lettet og bitter over at han havde overlevet, men da han sagde tak, kunne hun ikke lade være med at smile skævt til ham.
"Hold kæft. Drik dit blod," svarede hun, men havde dog smilet til ham, selvom han måske ikke kunne se det i mørket. Noget havde forandret sig mellem hende og Marcel - og hun vidste ikke, om hun brød sig om det. Det havde trods alt, lige stoppet hende fra at få sin sjæl. Chancen for igen at være forenet og hel. Måske se Cal igen... hvis han stadigvæk var i live, og ikke havde gjort noget dumt efter hendes død.
Hun satte sig ved Marcel igen, og rev et stykke stof af sin trøje, så hun kunne lave en primitiv forbinding omkring sine snitsår. De ville efterlade pæne ar. Fantastisk. En ny krop og hun havde allerede ridset den.
"Vi burde få noget søvn..." mumlede hun, og gjorde stoffet fast. "Når vi er udhvilet, kan vi prøve at klatre op af hullet igen."
Hun hævede ansigtet op. Alle tegnene og symbolerne lyste stadigvæk over hullet, som var det en udsmykket nattehimmel. Det var ikke så slemt.
Med et suk lænede hun sig tilbage mod den hårde klippevæg, og benene trukket lidt op til brystet. Hun frøs lidt på de bare arme. I et øjeblik lod hun tankerne flyde. Hvad havde hun sagt til Marcel? Tænk på Macaria?
"Marcel?" spurgte hun stille ud i mørket. "... hvad skete der mellem dig og Macaria? Hvorfor ikke hende? Hvorfor Eriz? Du stoppede bare lige pludselig med at elske hende. Jeg kan huske dig før. Man skulle bare nævne hendes navn, og så strålede dine øjne, men nu..." Hun tøvede. "Gjorde du det samme mod dig selv, som du gjorde mod mig? Rev kærligheden ud?"