The Adventure To The Underdark

[Marcellus LaPiera Black]

Isabel Veterano

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Marcellus havde gjort alt klart i sit hemmelige laboratorium. Der var tegnet flere hundrede små symboler og runer på væggen. De formede en portal ligende cirkel. Rundt omkring lå der krystaller og underlige urter. Der var sågar en skål med en underlig flyvende krystal over i midten af rummet. Foran skålen var der en perdestal med en åben bog på. Marcel stod og læste lidt i bogen og gjorde sig klar. De ville have fire dage der nede før portalen var fuldt ladet op igen og ville åbne sig automatisk, så de kunne komme hjem igen. Marcel havde fundet de få skrivelser der var om skedet kaldet Underdark, som han havde oversat til tusmørket. Det var et utal af store gange og rum der dækkede verden under jorden. Det siges at mange Drow levede der nede og stadigvæk gør det. Et legendarisk sted fordi der ikke er nogen fysisk vej der ned. Kun via portal kan man komme der ned og tilbage igen. Marcel havde endelig fundet de rette besværgelser og runer til at lave portalen. Han regnede med at Nostamus havde haft en finger med i spillet. Guden for udvikling havde sikkert ønsket af sin tro tjener at der skulle ske noget. Men Marcel var ikke sikker i sin sag. Han begyndte at udtale en remse og krystallen over skålen lyste op og skød en stråle over imod væggen med runerne på. Marcel stoppede med besværgelsen og krystallen stoppede med at lyse. Han hviskede for sig selv '' Det virker!, det her bliver godt! ''. Han stillede sig klar og ventede på Isabel. Han vidste at Eriz sikkert ville sige nej, men han havde faktisk tiltro til sin bodyguard. Til at hun kunne overtale den stædige kvinde på en eller anden måde. Marcel stod i sit gamle rejsetøj. Den mørkebrune læder rustning. Den sorte trenchcoat over og de sorte bukser. Han havde en stor rygsæk på ryggen, fyldt med brugbare ting og sine sværd der hang på kors over ryggen under rygsækken. Han havde sin sorte slidte rejsekappe på, med hætten trukket over sit hoved så hans ansigt var skjult af skygger. Han var klar, Eventyr ventede!

[Isabel Veterano]

Det havde været et direkte mareridt. Et mareridt! Aldrig havde Isabel hadet en person så meget, som hun hadede dronningen af Pandemonium! Alt ved hende hadede hun! Hvordan kunne Marcel overhovedet leve med sådan en kvinde?!
Sammenbidt gik Isabel ned af trappen mod det hemmelige laboratorie. Samtalen med Eriz havde på ingen måde gået godt. Kvinden hadede hende, lige så meget som hun hadede hende! Hun ville ikke kunne klare, at skulle se den warlock lige forløbig, men hævnen var allerede planlagt. Selvom Eriz bestemt havde nægtet, at hendes ægtemand sammen med Isabel, skulle tage ned i Underdark, var Isabel fuldkommen ligeglad. Dronningen måtte bare leve med det! Det kunne lære hende, at tale til andre med bare lidt form for respekt!
Hun havde gjort sig klar til turen. Rygsækken var pakket, hun havde slebet sine våben, og et nyt pentagram var blevet lavet. Tøjet hun altid gik med, brugte hun også til turen. De stramme, sorte læderbukser, den kortærmet trøje, støvlerne og den knælange jakke med hætte. Hun behøvede ikke rustning, og havde aldrig brugt det. Ikke engang før Stilheden.
Da hun trådte ind i rummet, kunne hun ikke lade være med at fløjte dæmpet. Det her lignede noget, Cal kunne finde på at lave. I det hele taget virkede det her som gamle dage. Hende og Cal på eventyr - ud over det her ikke var Cal men Marcellus. Marcellus der faktisk lignede sig selv, fra første gang hun havde mødt ham.
Hun kunne ikke lade være med at smil smalt, da hun så ham. Personligt fortrak hun ham sådan.
"Det klæder dig sådan," kommenterede hun, og lukkede døren bag sig med sin ene fod. Tænk hvad han ville gøre efter alt det her arbejde, hvis hun skulle fortælle ham sandheden om at Eriz ikke ville lade ham rejse?
"Vi har tilladelse fra din hustru. Så længe vi er tilbage om højst 7 dage, og du ikke dør," fortalte hun henkast, og trak sin rygsæk lidt mere op på skulderen. "Jeg tænkte det var rimelige krav."

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel stoppede op i sin læsning og vendte sig langsomt rundt. Det var til at se på hans kropssprog at han var meget overrasket og mistroisk. Han stod og studerede Isabel lidt. Det gav Isabel en kæmpe fordel at hun altid virkede sur og bitter overfor Marcel, det gjorde at han ikke lagde mærke til at hun ikke var sur. Marcel sagde med en mistro i stemmen'' Hvordan gjorde du det.. Fortæl mig ordret hvad der blev sagt.. Hvad krævede Eriz så for dette? ''. Marcel kendte Eriz og han vidste hvordan hun havde reageret da han havde forslået at de skulle på telttur. Hun havde før sagt at hans plads var ved hendes side. At han altid skulle være ved hendes side og ikke forlade hende. Hvordan i alverden havde det lykkes for Isabel og hvad måtte hun ofre for det. Marcel kiggede ned af sig selv og rakte sine arme ud til siderne. Han lignede en vandringsmand. Han nikkede lidt, hun havde ret. Dette havde været hans udstyr i mange år. Han var bestemt glad for dette udstyr, det bar så mange gode minder. Han savnede eventyr hver gang han så på det. Da Isabel havde fortalt den falske historie købte Marcel den, selv om han et eller andet sted vidste at det var for godt til at være sandt. Han ville på eventyr og det påvirkede helt klart hans dømmekraft. Han satte sine hænder frem og begyndte at udtale en remse. Bogen løftede sig op i luften og krystallen lyste og sendte et lys imod runerne. Lidt efter lyste alle runerne og dannede sig til en portal. Marcel stoppede sin remse og sagde imens han gik hen imod portalen '' Vi har fire dage før portalen åbner sig igen.. Vi SKAL være tilbage når de fire dage er gået.. Ellers kommer vi aldrig hjem ''. Med disse ord sprang Marcel ind i portalen.

[Isabel Veterano]

Ved hans mistro blik trak Isabel bare på skuldrene. I det sidste halve år, hvor hun havde været Marcel's tjenerinde, men stadigvæk i sin egen krop, havde hun løjet overfor både Saïx, Cal og alle andre omkring sig. Hun var blevet god til det.

"Det var ikke nemt. Allerførst ville hun ikke høre tale om det, men jeg fortalte hvad du havde sagt, omkring at det var en dåbsgave til jeres barn. Jeg måtte love, at du aldrig gjorde noget lignende igen, og når du kommer tilbage, forbliver du på slottet ved hendes side, og aldrig mere tager væk, samt opføre dig som den konge du skal være," fortalte hun ubekymret. Faktisk havde Eriz sagt noget lignende, ud over det mere havde været: Han er ikke en vandre længere, men en konge! Han må til at opføre sig som én, og forblive her i slottet ved min side!! Sig det til ham! Aldrig, aldrig mere! Han er en konge!!
Isabel var fuldkommen ligeglad. Ja, Marcellus ville få problemer, når han kom tilbage, og det ville hun også, men hun skulle beskytte Marcellus. Han havde brug for det her. Det var han nødt til. Det og så havde hun virkelig, virkelig brug for at pisse Eriz af!
Marcel så ud til at godtage hendes ord, og begyndte at åbne portalen med en messe. 4 dage? Det havde Isabel på ingen måde noget imod. Det ville blive godt at komme lidt væk herfra - også selvom det her var livsfarligt, og hun var fanget nede under jorden med Marcel. 
Portalen lyste op, og Isabel fulgte direkte efter Marcel ind gennem portalen, der opslugte dem begge, inden at den gik ud igen. Hele laboratoriet henlagde sig i dyb mørke. 

Der var så mørkt. Allerførst troede Isabel at hun var tilbage i Stilheden. Selvom hun spejdede rundt, kunne hun ikke se noget. Ikke det mindste. Dog hørte hun en dryppen, der gav genlyd omkring hende. I et øjeblik blev hun stående fuldkommen tavst, inden at hun med sin ene hånd famlede frem mod det sted, hvor hun mærkede et stykke af sin sjæl hvile. Hendes fingre lukkede sig om stoffet på Marcel's kappe. 
"Det er mig," hvislede hun, så han ikke troede, det var et angreb. "Øjeblik, jeg tænder noget lys."
Hun tog sin anden hånd knyttet op til læberne, og pustede ind i den. Da hun åbnede den, sprang et klart, blåt lys frem fra en lille kugle, der svævede et par centimeter oppe fra hendes håndflade. 
Lyset oplyste deres omgivelser og afslørede de befandt sig i en lang, stor gang, der så ud til at være i forfald. Sprækker og revner dannede mønstre i stenene. Nogle steder var der slået en væg ned, som førte ind til en anden gang, der var henlagt i mørke, så man ikke kunne se, hvor den førte hen. Planter lukkede sig sammen, og trak sig væk fra lyset i Isabels håndflade. Der var fugtigt hernede. 
Isabel kunne høre sit eget åndedræt give genlyd, da hun kiggede sig omkring, stadigvæk med et greb i Marcel's kappe. 

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel kunne se bedre i mørket end mennesker kunne, dog tog det tid for hans øjne at vende sig til det. Men da Isabels hånd skabte lys kiggede han rundt, nu kunne han virkelig se. Han så planterne, han vidste at hans alkymister ville gå amok for at studere disse planter. Men Marcel vidste intet om dem, vidste ikke om det var farligt at røre dem og hvad der kunne ske. Han havde været på mange farlige og mystiske eventyr i sit korte liv og han var bestemt påpasselig. Marcel nikkede til Isabel da hun tog fat i hans kappe. Han havde skam forberedt sig på dette eventyr. Han hviskede i hendes øre '' lad os gemme lyset til vi virkelig får brug for det, vi ved ikke om det der lever her nede bliver aggressive af lys. Drik den her ''. Marcel havde fået hans Alkymister til at lave nogle drikke der gjorde de kunne se i mørke. Marcel drak selv en, selv om han var halv vampyr og kunne se i mørke, kunne han slet ikke se så godt som en vampyr og de væsner der levede her nede. Han hviskede igen '' Drikken virker i 24 timer. Så Når effekten slipper op ved vi der er gået 24 timer. Jeg har taget nok med til os begge ''. Da Isabel slukkede lyset i hendes hånd så han hvordan drikken virkede og hans syn blev som var der dag. Han kiggede rundt og så hvordan planterne fandt sin vej tilbage. Langsomt gik han frem. Han holdt en hånd på sit sværd. Hans forøgede sanser som lugte og høre sansen havde han klar. Han havde ingen ide om hvad der var her nede.


De fulgte en gang der snoede sig og lidt efter  blev den til et stort rum. Inde i midten af rummet var der en underlig stor plante. Den var omkring 2,5 meter høj og havde et utal af underlige rødder med hvad der lignede hår på. Lige så snart Marcel trådte ind i rummet åbnede planten sig og ramte langsomt jorden i med fire delte blade. I midten af den var der en perle lignende ting der afgav et svagt mørke blåt skær. En underlig sød duft ramte Marcels følsomme næsebror. Han kunne se et underlidt dyr komme fra længere inde i rummet. Det ligende en blanding imellem en gris og en myresluger, dog havde dette væsen ingen øjne. Dyret gik ind i planten hen imod den blå perle. Med et blink af øjet lukkede planten sig sammen om dyret og svage hyl kunne høres inde fra planten. Marcel gik langsomt over til en af rødderne og kiggede nærmere på den. Sandt nok, det var ikke hår, det var meget små pigge. Marcel gik langsomt tilbage til Isabel og hviskede til hende '' Denne kødædende plante.. Bør vi holde os fra.. Men tænk lige hvis vi kunne få sådan en i slots haven.. Tænk hvad den ville gøre ved fjender der angreb os ''. på grund af den duft planten havde spredt lagde Marcel slet ikke mærke til at en af rødderne bag Isabel rørte på sig og langsomt nærmerede sig dem.

[Isabel Veterano]

Marcels hvisken i hendes øre, bragte hende tilbage til dengang, han havde lokket og manipuleret med hende. Før Stilheden. Dengang hans vampyrtiltrækning havde gjort hende blød i knæene. Ikke længere. Nu kunne hun ikke mærke den, fordi alt menneskeligt var blevet fjernet fra hende.
Hun tog flasken, han rakte hende, og drak af den, mens at hun knyttede sin hånd igen, så lyset gik ud. Kort brændte øjnene, som om de gik i brænd. Hårdt kneb hun dem sammen, indtil det gik over, og da hun kiggede igen, kunne hun se klart. Et par gange blinkede hun. Det var underligt at se så tydeligt, men hun blev mere og mere vant til det, mens at hun rakte flasken tilbage til Marcellus.

De begyndte at gå. Isabel holdte sig tæt på Marcel, men deres mangel på lys, gjorde hende også svagere, for der var ingen skygger, som hun kunne manipulere med. Hendes magi behøvede både mørke og lys. Begge dele. Her var der kun mørke. Det fik hende til at føle sig underlig alene.
Stilheden var trykkende, og Isabel mærkede sig selv spænde i hele kroppen - klar til angreb.
Da de nåede det store rum, standsede hun med det samme op. Tavst betragtede de hvordan den kødædende plante, fortærede sit bytte.
"Marcel..!" udbrød hun hviskende, da han gik tættere på plantens rødder, men han lyttede ikke. Vagtsomt kiggede hun rundt, mens han undersøgte roden, inden at han kom tilbage til hende.
"Jeg tror ikke sådan en plante er en god ide," svarede hun. "Enhver der kommer tæt nok på vil blive-"
Hun nåede ikke at afslutte sin sætning, der gik over til et smerteudbrud, da en rod skød ud i mørket, for at vikle sig rundt om livet på hende. De små pigge gennemborede stoffet, og stak sig ind i hendes hud, så blodet piblede frem.
Isabel jamrede højt, mens hun kæmpede for at komme fri af rodens stramme greb, der hævede hende fra gulvet. Hun vred og sparkede for at komme fri, men jo mere hun kæmpede, jo mere strammede den til omkring hende, så piggene kom dybere ind i hende. De var ikke lange, men det var nok til at det gjorde ondt.
"Marcel!! Lys!! Jeg har brug... skygger!!" råbte hun gispende efter vejret, mens roden bar hende mod plantens midte, der åbnede sig for at sluge hende. Hun kunne ikke nå sin dolk i støvlen eller sværdet i bæltet.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel nikkede og holdt en hånd frem imod plantens center. den pulserende energi der altid stød ud fra Marcel som hjerteslag forsvandt og en ildkugle dannede sig i hans hånd. Marcel skød den efter et par sekunder afsted imod planten. Den store ild kugle ramte planten, som begyndte at brande. Lyset fra ilden bredte sig og kastede store skygger i rummet. Marcel så hvordan ilden bredte sig som en steppebrand på planten. Han havde reageret impulsivt og ikke rigtig tænkt sig om. Hvad var der galt med ham, han tænkte sig da altid om?. Marcel åbnede sine øjne. Duften!. det måtte være noget planten udskilte for at dulme ens hjerne og så lokke en til den blå perle. Det måtte virke perfekt på uintelligente væsen med en god lugtesans. Hans forøgede lugtesans fik duften til at påvirke ham. Han greb sit sværd og svang ud efter den rod der holdt Isabel. Han kunne se at ilden bredte sig op af rodden imod hende. Men han ramte ved siden af. Han blinkede et par gange. Han så dobbelt og han kunne ikke bedømme afstand så godt. Han tog sig til sit hoved og fnøs '. Med hans frie hånd tog han fat i sin næse og slog til den med den flade side af hans hånd. Et knæk kunne høres fra hans næse som han brækkede den. Langsomt vendte hans rolige og fattede tanker tilbage til ham. Hans blik blev normalt. Han svang efter rodden og skar den over. Med lige som han gjorde det, blev han slået i maven af en stor rod. Han følte det som mange små knive brorede sig ind i hans mave imens han fløj igennem luften og ramte væggen med et brag. Hvis ikke han havde haft din læder rustning på ville han være blevet dræbt. Han rejste sig op og hostede lidt blod op. Han kiggede rundt på planten med dens mange rødder der nu stod i flammer. Han sagde for sig selv '' Fantastisk.. En plante med rødder der har hundrede knive og nu er der ild i den.. For det gør det jo så meget bedre ''. Marcel sukkede og gjorde sig klar til at bekæmpe den brændende kødædende plante.

[Isabel Veterano]

Isabel hang lige over plantens åbning, der var klar til at sluge hende. Indædt kæmpede hun for at komme fri, lige indtil hendes blik fangede skikkelsen et stykke væk fra planten. Den genkendelige, krumbøjet skikkelse med de strålende, grønne øjne, der var rettet direkte mod hende.
"Nej.... nej, ikke dig..." hviskede Isabel skrækslagende, mens skikkelsen blot kiggede på hende med et mørkt blik, gennem lokkerne af det orange, korte hår. Blodpletter kunne ses rundt om munden, og en masse runer og pentagrammer lyste op på hendes hud. 
Panisk stirrede Isabel tilbage, mens hjertet hamrede afsted, så det gjorde ondt i brystet. Hun havde troet, at hun havde undsluppet hende ved at tage herned, men hun var her stadigvæk! Hjemsøgte hende!
Flammerne fik hende til at se væk, da det skarpe lys sprang frem lige under hende. Da hun kiggede mod skikkelsen igen, var den væk, men hun nåede ikke at opfatte mere, før roden slap hende, så hun faldt direkte ned mod plantens brændende indre.
Skyggerne strakte sig truende op af væggen, og Isabel hørte dem hviske til sig. Midt i luften forsvandt hun i en røg af mørke, og dukkede op igen på gulvet et stykke væk fra planten. I en flydende bevægelse trak hun sit sværd, mens skyggerne ligesom slanger, strakte sig hvæsende op af hendes ben mod det brændende plante. Hun hørte dem. Mærkede dem. Hendes små venner. 
Hun havde mærket Marcel's smerte som sin egen, men bed det hele blot i sig. Han var kommet på benene igen, og hun var klar til at stå ved hans side. 
Frygtløst og truende gik hun frem mod planten, der syntes at hvine. Hårdt tog hun om sværdet med begge hænder, da en rod slog imod hende. Med et svaj i kroppen undveg hun, for derefter at skære roden over. Den næste rod kom imod hende. Igen undveg hun, og pegede befaldende mod den. Hendes skygger kastede sig frem, for at flå roden fra hinanden, mens hun selv kunne vende opmærksomheden mod det næste angreb. Hele tiden sørgede hun for, at være tæt nok på Marcel, til at kunne holde hans ryg fri. 

[Marcellus LaPiera Black]

Den ene rod efter den anden svang ud efter ham. Men han havde ingen problemer med at undvige dens slag. Han var hurtig og Isabel havde hans ryg så ingen af dem kunne ramme ham fra steder hans synsfelt ikke kunne se. Han svang sine sværd med hurtighed og styrke og huggede den ene rod efter den anden af. Efter hvad virkede som både en evighed og et øjeblik var alle rødderne hugget af. Planten svajede fra side til side og efter lidt tid faldt den brændende til jorden. Marcel sank langsomt sine sværd og stod og hev lidt efter vejret. Små sved perler gled langsomt ned af hans pande. Med en glidende bevægelse satte han sine sværd på plads og tog fat i sin næse. Et stort knæk kunne høres da han satte den på plads igen så hans healings faktor kunne træde i kraft. Han kiggede rundt på de mange brændende rødder som lyste rummet op. Ham og Isabel var virkelig et dødbringende team. Han kiggede på Isabel og hvis hun fik øjenkontakt med ham ville han begynde at grine. Det var så længe siden Marcel sidst havde haft det så sjovt. Dette var kun starten på deres eventyr og han nød det allerede. Dette sted var virkelig farligt og dødbringende. Lige et sted for Marcel. Hvilke skatte dette sted dog måtte indeholde. han gik over og gav Isabel en respektfuldt nik og sagde '' Undersøg den blå perle og se om den er intakt. Se om det er noget organisk, hvis den er det kan vi ikke bruge den til noget, vi skal være her nede i fire dage. Vi vil ikke være i stand til at holde den frisk. Men hvis vi kunne, tænk så hvilket fantastisk våben vi kunne lave imod væsner med forbedret lugtesans. Havde jeg været en varulv eller hel vampyr ville jeg sikkert være blevet meget mere påvirket af dens duft. Marcel ventede på at Isabel vil undersøgt planten, imens gjorde han sig klar til at tage videre.

[Isabel Veterano]

Det havde været som at kæmpe med 8 fjender, der bare blev ved med at komme mod én. Isabel, der var vant til ikke at kæmpe alene, sørgede hele tiden for at bevæge sig rundt i forhold til Marcellus, de havde hinandens rygge og flanker. Det var ikke som at kæmpe med Cal, der kendte hende lige så godt, som han kendte sig selv, men Marcellus var langt fra uerfaren. Hun nød det. Nød at kæmpe side om side med en anden person, mod noget der klart var en fjende.

Naturligt gled hun ind i sine angreb-og forsvarsmønstre, så hun nærmest dansende gled afsted med sværdet, der mere var en forlængelse af hende. Skyggerne bugtede sig omkring hendes ben, og hjalp hende. Deres hvislende stemme gav hende et overblik over situationen.

Endelig blev den sidste rod hakket over, og planten faldt brændende sammen. Hivende efter vejret lænede Isabel sig op af sit sværd, mens hun prøvede at få vejret. Musklerne brændte en smule af træthed, og nogle lokker klistrede sig til hendes svedige pande. 
Hun kiggede mod Marcellus, og deres blikke mødte, inden at han begyndte at grine. Smittet af hans latter, kunne hun ikke andet end overgive sig, så deres fælles latter gav genlyd i salen. Træt fik hun rettet sig op, og stak sværdet tilbage i skeden, mens Marcel gav hende ordre om at gå hen til perlen, og undersøge den. 
Forsigtigt gik hun mod perlen, og måtte skræve over de nedhakket rødder, før hun kunne nå midten. Skygge-slangerne omkring hende, snoede sig vagtsomt mod perlen. 
"Ssssså gammel...lavet af gammel raccccce"
"Kan ikke lide den."
"Tager vi den med Izzzzzzy?"
"Tager vi den afskyelighed med?"
Hvislede de til hende, uden andre end hun kunne høre dem. Undersøgende gik hun ned på hug ved perlen. Efter lidt overvejelse trak hun jakken af sig, og viklede den omkring perlen, inden at hun rejste sig op med den i armene. Skyggerne hvæsede omkring hende, men hun ignorerede dem. De kunne ikke lide perlen. 
"Jeg tror godt, vi kan tage den med," sagde hun til Marcel, og begyndte at gå tilbage til ham. "Jeg har viklet den ind i jakken, så du skulle gerne være tryg omkring den. Hvordan går det med næsen? Du har blod i hele ansigtet."
Hun sendte ham et svagt smil, mens hun hev rygsækken af sig, så hun kunne putte perlen derned. Uden jakken kunne hun mærke den fugtige kølighed prikke til sine nøgne arme med de markeret muskler, men hun tog sig ikke af det. Jo længere de kom ned, jo varmere ville det nok blive. 

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel nikkede en smule. Den perle havde potentiale til at blive et farligt våben for Pandemoium. Da Isabel sagde at han havde blod i hele ansigtet, tog han noget stof frem og tørrede det af. Han nikkede igen og sagde glad '' Ja, det er en dejlig følelse. Jeg har virkelig savnet sådanne eventyrer her. Jeg føler mig næsten.. Glad ''. Han stoppede op og så ud til et kort øjeblik at være i sine egne tanker. Papiret han havde skrevet imens han havde følelser for Macaria. Han havde skrevet at han ikke kunne være glad, ikke kunne være lykkelig hvis ikke han vidste hun var glad. Bare hun var i nærheden, selv om hun ikke var hans så var han glad. Han bed mærke i hans egne ord ~næsten glad~. Han rystede på hovedet og trak sin rygsæk på plads og smilede skævt til Isabel. Han begyndte at gå.

Da de havde gået i lidt tid stoppede Marcel op ved en gang. Han satte hånden på væggen og lugtede. Væggen var varmere, duften af noget ramte hans næse. Han fik store øjne og greb hurtigt ud efter Isabels skulder. Hvis han fik fat ville han trække hende ind til sig og hviskede forhåbningsfuldt '' Det er et lair. Jeg kan dufte det. Måske, måske er det Shadow Drakes!. Isabel vi bliver nød til at finde ud af hvad for en rede dette er! ''. Man kunne se på ham at det kriblede i ham for at finde ud af hvad denne gang bød på af eventyrer. Chancen for at det var en rede af Shadow Drakes var ekstrem lille. Det var sikkert et eller andet farligt og dødbringende væsen. Men Marcel var så opslugt af sin jagt på de legendariske shadow drakes at han ikke kunne tænke på andet end at finde dem.

[Isabel Veterano]

Isabel betragtede sin konge, som han muntert tørrede blodet af sit ansigt, mens han erklærede at han var glad, indtil at han faldt ned i sine egne tanker. Undrende lagde hun hovedet lidt på skrå. Følte han sig ikke glad? Hun havde troet, at nu hvor han var konge, havde en smuk (om dog irriterende kone), og skulle være far, så ville han være henrykt.
Da han trak sin rygsæk på plads, sendte hende et skævt smil, og begyndte at gå, følte hun nølende efter. Hun kunne officielt være ligeglad med, om Marcel, var glad eller ej... hell... nogle gange ville hun ønske, at han var i dyb smerte, og havde det elendigt, men efter at have kæmpet side om side med ham, kunne hun ikke lade være med at mærke en bekymring for ham. Måske burde hun tale med ham om det senere...

De gik i tavshed opslugt af hver deres tanker. Isabel prøvede at finde ud af, hvordan hun skulle komme ind på emnet om Marcel's liv, og om han var tilfreds med det, lige da han greb fat i hendes skulder, og trak hende ind til sig. Det gav et lille gib i hende ved den fysiske kontakt. Hans hviskende ord ved hendes øre, fik hende til at følge hans blik ned af gangen. Selv med nattesynet kunne hun ikke se særligt langt ned, men bare det at stirre ind i mørket, gav hende gåsehud.
Eftertænksomt gnavede hun i sin underlæbe, mens hun overvejede, hvad det bedste var at gøre. Hans sikkerhed var trods alt hendes ansvar.
"Okay, okay! Rolig nu! Det nytter ikke noget, at brase afsted," mumlede hun, og lagde en hånd mod hans brystkasse. Alvorligt så hun op på ham. "Du bliver her. Jeg går lidt ind, og hvis jeg siger, det er sikkert kan du følge med. Hold øje med din ryg."
Uden at vente på han kunne nå at diskutere med hende, begyndte hun at gå ned af gangen. Hun kunne tydeligt mærke hvordan det blev varmere, og hun spejdede frem for sig med en hånd hvilende mod sit sværd, og et fast greb i sin rygsæks rem. Hendes skridt gav genlyd ned af gangen, men intet var kommet stormende endnu. I væggene omkring hende, var der sprækker og revner, som en fuldvoksen mand, måske akkurat lige kunne mase sig igennem. Hun prøvede ikke at tænke på, hvordan det ville være, hvis nogen kiggede ud tilbage på hende.

Da hun var kommet nogle meter ind, standsede hun op, kiggede sig omkring, og vendte sig så om mod Marcel, som hun kunne se stå ved åbningen til gangen.
"Jeg kan ikke se noget!" råbte hun mod Marcel, og slog ud med armene. "Jeg tror at der er- Hov! Vent lidt!" Hun havde hørt en skramlen ved sin side, og vendt hovedet mod lyden. Var det en bevægelse hun havde set inde i én af sprækkerne? Forsigtigt listede hun sig tættere på, mens hun bøjede sig lidt ned for at kunne se ordenligt ind.
Hun placerede en hånd mod væggen, og lænede sig helt frem, for at kunne spejde ind, men intet andet en mørke mødte hende. Måske havde det bare været et stykke klippe, der var faldet ned.

Lettet rettede hun sig op igen, og vendte sig mod Marcel, for at gå tilbage, lige da et lille spyd med et reb omkring, blev kastet ud af sprækken, og gennemborede hendes skinneben. Hendes smerteskrig blev slået mod væggene, mens hun tog sig til låret. Et hårdt ryk i rebet, fik hende til at blive revet tilbage, så hun faldt direkte på maven, men nåede akkurat lige at tage fra med hænderne.
Endnu et ryk fik hende til at kurre tilbage mod sprækken.
"MARCEL!" skreg hun, og prøvede at klinge sig til revnerne i gulvet med sine fingre. Endnu et ryk, og hun blev igen revet længere ind. Nu kunne hun mærke små hænder gribe om sine ben. Hun sparkede med sit uskadet ben, for at komme fri, men der var mange, og de greb hårdt fat om hendes lår, så de kunne hive hende længere ind i mørket.
"Der er noget, som har fat! Noget har fat!!" råbte hun desperat, og rakte en hånd ud mod Marcel, for at gribe fat i ham, lige da hun igen blev rykket i, og denne gang med et gisp forsvandt helt ind i sprække.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel mærkede hvordan hun satte en hånd mod hans brystkasse. Selv om Isabel ofte havde vist ham så lidt respekt at han var blevet sur, så var der disse enkelte gange hvor han faktisk godt kunne lide at hun ikke var bange for ham. Hun var bestemt ikke som de andre på slottet. De turde knap nok se på ham. Men Isabel gjorde som hun fandt best. Hvis hun dog bare ville være loyal hvis hun ejede sin egen sjæl. Så ville han faktisk nyde hendes selskab.
Da hun gik ind og kiggede stod han faktisk og ønskede det var ham selv. Det mest spændende var da helt klart at udforske selv. Da hun begyndte at råbe, lukkede Marcel sine øjne. Regel nummer et. Råb aldrig. Bare fordi du ikke kan se nogen, betyder det ikke at der ingen er. Han åbnede sine øjne da han hørte hendes smerte skrig. Han kunne med det samme lugte hendes blod.
Han satte i løb og sprang ud for at gribe hendes hånd. han nåede lige at røre hendes fingerspidser før hun forsvandt ind i mørket. Marcel ramte det hårde stengulv med et brag. Han rejste sig hurtigt op og forsøgte at klemme sig ind af ravnen imens han råbte '' ISABEL.. BLIV VED MED AT RÅBE ''. Han smed sin rygsæk og gav sig til at tage sin rustning af. Måske hvis han ikke havde så meget på kunne han klemme sig igennem revnen. Da han havde smidt sin rystning forsøgte han at klemme sig igennem revnen. Han kunne lige nøjagtig være der. Da han kom ud på den anden side, stod han i en ny gang. Han kunne med hans forbedrede sanser høre en masse små fodtrin, men han kunne ikke bedømme hvilken af de mange snoede gange lyden kom fra. Han lukkede sine øjne og lugtede efter Isabels blod. Han åbnede sine øjne, træk sine sværd og i stedet for at løbe og alarmere væsenerne om hans ankomst, listede han sig næsten lydløst afsted som en vampyr. Disse væsner kendte sikker disse gange ud og ind, de kendte sikkert hver lille sprække. Han vidste at hvis han skulle redde Isabel og ikke ende som hende måtte han være meget påpasselig og liste sig frem. Han håbede bare at han nåede frem i tide.

[Isabel Veterano]

Det var ikke til at sige, hvor lang tid hun havde været væk. Efter at være blevet slæbt ind i sprækken, havde hun kæmpet som en gal for at komme fri, samt råbe på Marcellus, mens hun var blevet slæbt afsted hen af gulvet. Efter kun få minutter var hun blevet slået ud med noget tungt og hårdt.

Nu var hun langsomt ved at komme til sig selv igen. Hovedet dunkede, og øjenvipperne klistrede sig til hinanden, da hun forsøgte at åbne øjnene. Munden føltes tør, og en masse forskellige lyde, fik bare hovedpinen til at blive værre. Hun prøvede at bevæge sig, og opdagede først nu, at hun var bundet med hænderne om på ryggen og fødderne mod hinanden. 
Da hun vred sig, måtte hun snappe efter vejret. Det ene skinneben gjorde ufatteligt ondt! Med en stille jamren vred hun hovedet, for at kunne se ned af sig selv. Spyddet sad ikke i benet længere, men en lille blodpøl, havde samlet sig. Fantastisk!
Hun kiggede rundt, for at finde ud af hvor hun var, og måtte kort blinke med øjnene, for at kunne stille skarpt på grund af hovedpinen. Overrasket spærrede hun øjnene op. 
Hun befandt sig i en underjordisk hule, fyldt med lysende, blå krystaller, der oplyste hele hulrummet. Fra loftet hang der drypsten, og på klippevæggene var der med hvid maling, tegnet sære mønstre og figurer. Små telte og huler dannede en hel lille koloni af mærkelige, grå væsner med lange lemmer og krumme rygge. De var skaldet, og bar ikke andet end et lændeklæde. Deres øjne var store og sorte med en mund fyldt med spidse, lange tænder, der kun kunne varsle om, at de var kødædere. 
Hun lå ved foden af noget, der lignede en grotesk afbildning af Nostamus hugget ud af en klippeblok. Omkring hende lå resterne af hendes rygsæk, fuldkommen iturevet og med indholdet spredt ud på klippegulvet. Perlen med jakken viklet omkring, lå et lille stykke bort tæt ved et telt, hvor den var rullet væk. 
Et af de små væsner opdagede, at hun var vågen, og nærmede sig hende med en snøften, der kunne indikere af den mest sansede sine omgivelser med sin lugtesans. Hun prøvede at trække sig væk fra den, da den rakte ud mod hendes med en klolignende hånd, og greb fat i hendes kæbe. 
Bandende og jamrende blev hun tvunget op på knæ, mens den hævede hendes ansigt, så den ordenligt kunne se det i det blålige lys. 
En anden af de uhyggelige, grå bæster kom frem med en ceremonidolk i sine hænder. Isabels blik flakkede fra dolken til væsnet, der havde fat i hendes kæbe. 
"Hvad vil I gøre?!" spurgte hun skarpt, mens hun befalede skyggerne bag sig, om at begyndte at gnave i hendes reb omkring hænderne. "Vil I... vil I ofre mig?! Til Nostamus? Nej, hør her! I forstår ikke! Jeg tjener ham allerede!"
De lyttede ikke til hende, men snakkede til hinanden på et fremmede sprog, mens de tvang hendes hoved bagover så struben blev blottet. Desperat hev hun i sine reb omkring hænderne, men skyggerne havde endnu ikke gnavet sig igennem. Hårdt bed hun tænderne sammen, mens dolken blev lagt mod hendes strube. 

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel listede sig frem til indgangen af deres lille lejr. Heldigvis for ham virkede de meget optaget af Isabel. Han kiggede på den underlige statue af Nostamus. Disse væsner stod der intet om i skabelsesberetningerne om racerne. Men så igen, det gjorde der heller ikke om hjorte eller ulve. Hvad var det for nogle væsner. De virkede til at have en form for intelligent adfærd. Marcels øjne blev store da han så de hentede dolken. Han kunne sagtens regne ud hvad de havde tænkt sig at gøre med den. Han lod noget skygge sive ud fra ham. Hurtigt og målrettet sev skyggen hen over gulvet og sev ind i det væsen der holdt dolken. Ligesom den skulle til at skære struben over på Isabel, lukkede Marcel sin hånd og aktiverede sin besværgelse. Væsenet tabte dolken og begyndte at ryste. De andre trådte lidt tilbage og betragtede hvad der skete med frygt. Væsenet begyndte at ryste voldsomt og skrige. Et par sekunder senere sprang det i luften. blod, indvolde og kød blev spredt ud over det hele i en eksplosion. Væsenerne skreg og løb imod deres små hytter. Marcel smilede skævt og kastede en besværgelse så han blev et med skyggerne. De skulle jo bruge en guide. Hvorfor dræbe dem allesammen, de virkede jo troede på Nostamus og Marcel var jo konge i Nostamus land. Skønt disse væsener var mindre intelligente vidste Marcel ikke hvordan Nostamus ville have det hvis han bare dræbte dem allesammen i koldt blod. Marcel sprang op på statuen af Nostamus og ventede på væsenerne kom frem. Da de første kiggede frem kastede Marcel en besværgelse så sort energi begyndte at strømme ud fra bunden af statuen. Langsomt gled energien op af statuen og endte ovenpå hovedet hvor Marcel rejste sig som en skygge. Energien dansede rundt om skygge Marcel og langsomt lod Marcel besværgelsen falme så han blev helt synlig igen. Han lod den sorte energi sive ind i ham. Da han var færdig med sit lille fremvisnings trick sprang han ned og landede på jorden foran Statuen af Nostamus. Han rejste sig langsomt og episk op og pegede over på Isabel. Han kastede en besværgelse på det reb der bandt hende så det knækkede. Han smilede skævt til væsenerne og rakte sine arme ud imens han lod den sorte energi sive ud af ham som fangearme, i håb på at de ville begynde at tilbede ham og ikke kaste spyd efter ham.