Post by Dylan Forsyth on Jan 5, 2023 16:25:56 GMT
Hit The Road
Rygsækken føltes som om den vejede en million ton - mere realistisk 15 kg eller måske endda 20 kg. Lige meget hvad var den tung. Alt han ejede. 15 eller 20 kg i en taske. Engang havde han haft alting. Kongedømme x2. En forlovet x2. Seng x2. Alting x2. Nu havde han 15 eller 20 kg som mest bestod af sovegrej, ting til at lave mad, overlevelsesudstyr og en bulet lampe gemt væk i et tæppe nederst. Ikke fordi han brugte den lampe særlig meget, eftersom hun hadede at være i den, selvom det ville være det sikreste for hende. For dem begge to. Men Blake gjorde, hvad Blake ville. Den sidste ubundet djinn. Spankulerende et par meter foran ham med sin egen taske hængende på ryggen. Han kunne mærke hendes sult, som var det hans egen - eller også var han selv sulten. Det var ikke til at sige længere. Sidst de havde spist var det nogle rødder og svampe, de havde fundet, som ikke var blevet rådnet af alt det død, der havde sivet ind i Vavilon. Det befæstede alting. Afgrøder, dyr, vandet, ja selv regnen fra himlen! De havde set, hvad der skete med folk, som spiste af “døden”. De havde set den gamle mand i laden med sort omkring munden og hans tænder. Vidt opspærret øjne. Krampet sammen i smerte. Nej tak. Så hellere sulte.
Et intetsigende blik rettede sig mod den blege sol gemt væk bag nogle tynde skyer. Det ville blive mørkt om nogle timer. De ville blive nødt til at finde et godt sted at gemme sig for natten. Et sted hvor hverken uddøde eller spøgelser ville kunne nå dem. Om det så var en kælder af en slags de kunne barrikadere. Sidste nat havde de været presset sammen i et skab. Hamret tre solide planker på indersiden af døren, så intet kunne nå ind til dem. Det var ikke meget søvn, nogen af dem havde fået. Måske var det derfor hans fødder, føltes så tunge og rygsækken som en million ton.
For træt - og for paranoid for om noget skulle høre dem - sagde han ikke noget højt, men rakte i stedet ud i den forbindelse der var mellem ham og Blake. Gav et lille “hiv” i den gyldne tråd mellem deres sjæle. Lod hende mærke behovet efter hvile. Ro. Søvn. De skulle til at finde et sikkert sted.