Post by Ira on Apr 22, 2020 6:31:44 GMT
Smaragdgrønne øjne gav ham et lang kig, inden at Ira lydigt nikkede. Måske havde hendes ord ramt ham dybere, end hun havde regnet med. Hun dykkede dog ikke ned i deres forbindelse, for at finde ud af det, men vendte sig dog blot bort fra ham, for at lade ham være alene i kontoret.
Aftensolens gyldne og sart pinke farver blandede sig sammen som akvarel og henlagde hele balkonen i et smukt skær. Eftersom palæet lå lidt højere end resten af Istus, havde de en flot udsigt over alle de marmorhvide bygninger, statuer, og brostensbelagte gader. Duften fra frugttræerne nede i haven bredte sig hele vejen herop til balkonen, så man kunne dufte en blanding en blanding af æbler, fersken og pære.
Aftensmaden var blevet anrettet på et bord sammen med en god årgang vin, som herskabet kunne nyde til maden, der i aften bestod af kanin med kartofler og grøntsager samt en mild sauce. Selvom det var Ira, der havde fået lov til at vælge, hvad de skulle have, så havde hun tilladt sig selv, at være sød ved Corvuz og give ham kanin. Personligt holdte hun sig til grøntsagerne og kartoflerne.
Nu hvor de var krøbet ud af kontoret, havde hun igen dækket sig selv med perfektion og prang. Hun havde nået et hurtigt bad, taget duftevand og olier på, samt taget en anstændig, hvid kjole på. På grund af de ikke helt var kommet ind i foråret, havde hun lagt et tyrkis sjal om sine skuldre for ikke at fryse.
Rank sad hun i sin stol, og spiste tavst af maden på sin tallerken. Lige så propert som en pandemonisk adelskvinde.
Overfor hende sad Corvus så han akkurat var henlagt i skygger. Endnu havde de ikke sagt et ord til hinanden henover maden andet end de normale formaliteter. Ikke at det gjorde Ira noget. Hun havde aldrig noget imod stilhed, da det betød hun kunne fordybe sig i sine egne tanker og filosofier. Desuden havde hun altid en ide om, hvordan Corvus havde det gennem deres forbindelse.
Aftensolens gyldne og sart pinke farver blandede sig sammen som akvarel og henlagde hele balkonen i et smukt skær. Eftersom palæet lå lidt højere end resten af Istus, havde de en flot udsigt over alle de marmorhvide bygninger, statuer, og brostensbelagte gader. Duften fra frugttræerne nede i haven bredte sig hele vejen herop til balkonen, så man kunne dufte en blanding en blanding af æbler, fersken og pære.
Aftensmaden var blevet anrettet på et bord sammen med en god årgang vin, som herskabet kunne nyde til maden, der i aften bestod af kanin med kartofler og grøntsager samt en mild sauce. Selvom det var Ira, der havde fået lov til at vælge, hvad de skulle have, så havde hun tilladt sig selv, at være sød ved Corvuz og give ham kanin. Personligt holdte hun sig til grøntsagerne og kartoflerne.
Nu hvor de var krøbet ud af kontoret, havde hun igen dækket sig selv med perfektion og prang. Hun havde nået et hurtigt bad, taget duftevand og olier på, samt taget en anstændig, hvid kjole på. På grund af de ikke helt var kommet ind i foråret, havde hun lagt et tyrkis sjal om sine skuldre for ikke at fryse.
Rank sad hun i sin stol, og spiste tavst af maden på sin tallerken. Lige så propert som en pandemonisk adelskvinde.
Overfor hende sad Corvus så han akkurat var henlagt i skygger. Endnu havde de ikke sagt et ord til hinanden henover maden andet end de normale formaliteter. Ikke at det gjorde Ira noget. Hun havde aldrig noget imod stilhed, da det betød hun kunne fordybe sig i sine egne tanker og filosofier. Desuden havde hun altid en ide om, hvordan Corvus havde det gennem deres forbindelse.