Post by Blake De Clare on May 13, 2019 20:15:08 GMT
Opmærksomheden var på vej bort fra det lille stunt, og derfor tillod Blake sig at knibe øjnene i et skuende udtryk tilbage af Calebs skeptiske blik. Hvad skulle hun have sagt? Han havde lige slået hendes hoved i gulvet. Og stadig ikke forklaret hvorfor dælen det var nødvendigt.
En mand fra den vavilonske dronnings følge begyndte at tale oppe ved højbordet. Og blot øjeblikke efter han var begyndt måtte hun holde en lav impulsiv latter inde. Ikke at det var synligt på hende som mere end et lille gib. Manden skulle bare vide hvor langt fra sandheden han var, når han omtalte hende og Caleb. Manden var mere faderlig og tro end hendes egen far. Det var nu alligevel ikke fordi hun boblede af morskab, men stadig en mild forvirring og så den dunken i hovedet der insisterende forsøgte at fjerne hendes fokus.
Blakes blik landede på en rødhåret engel der hastigt kom ned til dem. Hun kunne kun gætte på hvem det var. Caleb Veteranos store kærlighed. Hende der havde været hans årsag til at forårsage alt dette. Blake mønstrede et desorienteret smil og nåede lige akkurat at åbne munden for at svare, før Zia kom hende beskyttende i møde. Og det var nok meget godt, for Blake ville uden tvivl være kommet til at tage imod healingen.
“Det er helt i orden. Men tak for hjælpen Hertuginde Veterano.” Hendes blik hvilede ved dem kortvarigt som de forsvandt op mod højbordet endnu engang.
Hvad der trak Blakes opmærksomhed tilbage, var Zia der rakte indover hende for at røre ved Jareths ærme med en ømhed der sjældent blev vist i offentligheden selv overfor ens ægtede. Undrende betragtede hun det og rettede blikket observerende mod Jareths ansigt.
Hendes hånd slap sit støttende tag i Zias arm, og fandt istedet den nye stoleryg, som hun hev ud for at glide ned på stolen med et lavt suk på læberne der var krummede op i et høfligt smil, der udelukket var for show. Appetitten var borte, og istedet for at optage måltidet som Halôr, greb hun om et glas, men undlod at føre det til læberne. Hendes blik fængslede sig halvfjernt ved et uspecificerbart punkt et sted fremme. Allermest havde hun brug for luft.
“Så meget drama allerede.” Lød det lavt fra hende. Normalt elskede hun fester, men denne aften ville ingen ende tage og hun kunne ikke finde et sted at sætte benet ned.
Først da en indskydelse fik hende til at skæve op mod højbordet røg hun ud af sin fjerne tilstand. Hendes lidt omtumlede blik mødte det stormgrå og fik hende til at smile ganske svagt, men ægte. Da hans blik slap hendes, rettede hun sig mod Zia, som ligenu var det mere overskuelige valg.
"Har du nogensinde mødt Veteranoerne personligt?"
En mand fra den vavilonske dronnings følge begyndte at tale oppe ved højbordet. Og blot øjeblikke efter han var begyndt måtte hun holde en lav impulsiv latter inde. Ikke at det var synligt på hende som mere end et lille gib. Manden skulle bare vide hvor langt fra sandheden han var, når han omtalte hende og Caleb. Manden var mere faderlig og tro end hendes egen far. Det var nu alligevel ikke fordi hun boblede af morskab, men stadig en mild forvirring og så den dunken i hovedet der insisterende forsøgte at fjerne hendes fokus.
Blakes blik landede på en rødhåret engel der hastigt kom ned til dem. Hun kunne kun gætte på hvem det var. Caleb Veteranos store kærlighed. Hende der havde været hans årsag til at forårsage alt dette. Blake mønstrede et desorienteret smil og nåede lige akkurat at åbne munden for at svare, før Zia kom hende beskyttende i møde. Og det var nok meget godt, for Blake ville uden tvivl være kommet til at tage imod healingen.
“Det er helt i orden. Men tak for hjælpen Hertuginde Veterano.” Hendes blik hvilede ved dem kortvarigt som de forsvandt op mod højbordet endnu engang.
Hvad der trak Blakes opmærksomhed tilbage, var Zia der rakte indover hende for at røre ved Jareths ærme med en ømhed der sjældent blev vist i offentligheden selv overfor ens ægtede. Undrende betragtede hun det og rettede blikket observerende mod Jareths ansigt.
Hendes hånd slap sit støttende tag i Zias arm, og fandt istedet den nye stoleryg, som hun hev ud for at glide ned på stolen med et lavt suk på læberne der var krummede op i et høfligt smil, der udelukket var for show. Appetitten var borte, og istedet for at optage måltidet som Halôr, greb hun om et glas, men undlod at føre det til læberne. Hendes blik fængslede sig halvfjernt ved et uspecificerbart punkt et sted fremme. Allermest havde hun brug for luft.
“Så meget drama allerede.” Lød det lavt fra hende. Normalt elskede hun fester, men denne aften ville ingen ende tage og hun kunne ikke finde et sted at sætte benet ned.
Først da en indskydelse fik hende til at skæve op mod højbordet røg hun ud af sin fjerne tilstand. Hendes lidt omtumlede blik mødte det stormgrå og fik hende til at smile ganske svagt, men ægte. Da hans blik slap hendes, rettede hun sig mod Zia, som ligenu var det mere overskuelige valg.
"Har du nogensinde mødt Veteranoerne personligt?"