Post by Dareon Garou on Aug 2, 2018 10:40:50 GMT
”Helt klart gris. Og deres fyrste må have været det fedeste svin af dem alle.” fastslog han. Trish lød allerede døsig, og det var begyndt at smitte af på ham. Det hjalp heller ikke på det, at hun puttede sig ind til ham sådan som hun gjorde. Med sit ben flettet ind mellem hans, hendes hoved mod hans skuldre, og en hånd i hans hår. Det var behageligt, og en kærkommen følelse efter alt der var sket i løbet af de sidste par timer. Det fik ham endelig til at falde til ro, og kunne mærke hvor tunge hans egne øjne var. Han vendte sig en lille smule i sengen, men kun nok til at han selv kunne lade sin egen arm – den Trish lå på – vende sig, så han kunne lægge hånden mod hendes nakke og gengælde hendes bløde kærtegn. De ville sikkert falde i søvn sådan her igen, og deres far ville forgæves forsøge at skille dem ad, når han engang kom tilbage til teltet. Han kunne prøve. Selv hvis det lykkedes ham, ville de finde tilbage til hinanden så snart den gamle alfa selv var faldet i søvn.
”Mhm… jeg kunne mærke hende.” mumlede han dæmpet. Nogen ville sige det var månen eller Euphonia som fyldte alle varulvene den nat med styrke, men tvillingerne vidste bedre. Deres mor havde været der med dem, løbet med dem, og kæmpet med dem. Han håbede hun ikke var skuffet over at han ikke havde beskyttet Trish bedre… Men hun var i live. Mærket af et menneske, men i live til at slå ham ihjel en anden dag.
Armen trak Trish en smule tættere på sig, så han kunne lægge sin pande mod hendes. Øjnene var gledet i, og kroppen føltes tung. Han prøvede ikke længere på at holde sig vågen, og snart blev hans åndedræt lige så tungt som søsterens.
”Mhm… jeg kunne mærke hende.” mumlede han dæmpet. Nogen ville sige det var månen eller Euphonia som fyldte alle varulvene den nat med styrke, men tvillingerne vidste bedre. Deres mor havde været der med dem, løbet med dem, og kæmpet med dem. Han håbede hun ikke var skuffet over at han ikke havde beskyttet Trish bedre… Men hun var i live. Mærket af et menneske, men i live til at slå ham ihjel en anden dag.
Armen trak Trish en smule tættere på sig, så han kunne lægge sin pande mod hendes. Øjnene var gledet i, og kroppen føltes tung. Han prøvede ikke længere på at holde sig vågen, og snart blev hans åndedræt lige så tungt som søsterens.