Post by Macaria Forsyth on Feb 7, 2018 13:35:06 GMT
Hver eneste gang hun passerede folk på vejen, kiggede der overrasket efter den dækket skygge, som hvislede forbi dem, uden de helt nøjagtigt kunne se hvem eller hvad det var, der lige havde overhalet deres hestevogn eller strøget igennem deres by. Et par vagter havde ved nogle byer forsøgt at råbe hende an, men hun havde blot undgået deres pile, og forsat videre forbi dem. Når hendes krop skreg på blod, overdøvede hun den med samme stædighed, som hun havde brugt til at bære Harris flere mil i sikkerhed fra hans brændende landsby. Når alt tiggede om hvile, så hun kunne have faldet om på vejen, og lagt sig til at sove, tænkte hun på dengang, hun kravlede igennem den gamle tronsal i Vavilon med et spyd i ryggen. Når smerten over solen var ved at knække hendes, tænkte hun på alle de gange Eriz havde tortureret hende i Pandemonium, eller Caleb Veterano havde fået hende til at tigge om døden i modstandsbevægelsen.
Hun nægtede at standse…
Halsen var knastør, læberne sprukne, og øjnene blodskudte, da hun endelig, endelig, nåede til formskifternes kro. Det havde været let at finde, lige så snart det var gået op for hende, kroen nok var den selv samme bygning, hvor hun havde hentet Harris for nogle år siden med Arona. Hovedet hamrede smertefuldt, mens en skinger hvinelyd var begyndt at ringe for hendes ører for nogle timer siden på grund af kroppen bruge så mange kræfter, uden at få noget næring til at bygge sig selv op på. Formskifterne, der poppede op foran hende, kunne hun ikke høre. Deres munde bevægede sig lydløse, men på deres kropssprog at dømme, var de meget ophidset over at hun var på deres territorium. Hun orkede ikke, at forklare sig. Orkede ikke at bruge mere tid, som hun vaklede fremad mod kroen, samtidigt med de lagde hænder mod hendes skuldre og brystkasse, for at standse hende. Alt hun kunne, var at rive stoffet fra ansigtet ned i samme bevægelse, som den anden hånd strøg hætten væk, så hendes ansigt blev frit. Så de kunne genkende hende. Hun havde været deres dronning i 15 år. Og hvis Arona var her…
Deres munde formede chokeret hendes navn. Èn drejede rundt på hælen, og pilede tilbage mod kroen, mens deres hænder nu støttede hende i stedet for at bremse hende, så hun kunne komme over til kroen, og væk fra den nedgående sol, hvis sidste stråler badede hele området i et gyldent lys, der fik alting til at ligne guld. Hun vidste, at hun ikke lignede sig selv. Kinderne måtte være hule, huden irriteret og papirtynd, øjnene indsunket, og blodårerne tydelige, men… hun var nødt til at se ham. Hans navn forlod hendes skælvende, blege læber, mens formskifterne halvt bar hende med sig.
”Dylan…”