Post by Adelaide Veterano on Jan 26, 2018 10:48:04 GMT
Adelaide gav en hikstende latter fra sig og rystede en smule på hovedet som han sagde at det eneste voldsomme, der var sket ham, var hans øje. Hans skader var ofte daggamle, når hun havde set dem, men hun havde nok medicinsk viden til at vide præcis hvor tæt han havde været på at følge hans søster i graven mere end en enkelt gang. Indimellem havde hun ligget vågen ved siden af ham og vovet en smule, healende lys på hans skader, aldrig nok til at vække ham, hun poserede trodsalt som magiker. Hans hånd foldede sig om hendes arm, og hans hånd lagde sig mod hendes kind, tvang hende til at se op på ham. Det grønne øje så, så medfølende på hende, ønskede at tage hendes smerte.
Hun gav en lille lyd af overraskelse fra sig, da hans arme lagde sig om hende og trak hende ind til sig. Hun blev konfronteret med en muskuløs brystkasse, og varme, stærke arme lagde sig om hende. Hun havde lyst til at klynge sig til ham. Som hun plejede når de skulle gå. Klynge sig til ham og ignorere hans søster der stod nogle skridt væk og rullede med øjnene. Men hun kunne ikke få sig selv til det, så hun stod med armene ned langs siderne i hans greb. "I know.." mumlede hun mod hans kraveben. Fornemmelsen gråd, der havde ligget i hendes hals falmede langsomt væk, men den lå stadig i hendes hjerte. "På en måde." svarede hun langsomt. Hun havde haft det lidt sådan da hun havde boet i de Vavilonske skove. Men der havde hun heller ikke været fri til at gå. Ikke rigtigt. "Jeg ser frem til friheden. Rigtig frihed."
Hun gav en lille lyd af overraskelse fra sig, da hans arme lagde sig om hende og trak hende ind til sig. Hun blev konfronteret med en muskuløs brystkasse, og varme, stærke arme lagde sig om hende. Hun havde lyst til at klynge sig til ham. Som hun plejede når de skulle gå. Klynge sig til ham og ignorere hans søster der stod nogle skridt væk og rullede med øjnene. Men hun kunne ikke få sig selv til det, så hun stod med armene ned langs siderne i hans greb. "I know.." mumlede hun mod hans kraveben. Fornemmelsen gråd, der havde ligget i hendes hals falmede langsomt væk, men den lå stadig i hendes hjerte. "På en måde." svarede hun langsomt. Hun havde haft det lidt sådan da hun havde boet i de Vavilonske skove. Men der havde hun heller ikke været fri til at gå. Ikke rigtigt. "Jeg ser frem til friheden. Rigtig frihed."