Post by Dareon Garou on Oct 22, 2017 19:38:17 GMT
Det blødte ned over Dareons ene øje, efter at det var lykkedes Loup at få fanget ham under sin ene arm. Men ligesom sin søster, kæmpede han stædigt imod sin fars styrke i et forsøg på at slippe fri. I det mindste kunne han nå sin fars arm, som havde fået flere friske bidemærker og ladt Dareon få smagen af Loups blod på tungen. Men lige meget hvor meget de to vred sig, hvor meget de rev og bed eller hvor meget de snerrede og knurrede at ham, gav Loup ikke slip på nogen af dem. Hver gang de fik løsrevet sig en smule mere så de næsten kunne slippe fri, strammede han grebet om dem.
”Er det sådan her I skal blive alfaer?” bed Loup af dem begge. Der var ingen nåde at finde i ham, men det så ikke ud som om deres ord nåede nogen af tvillingerne. Dareon borede sine negle ned i Loups blotlagte arm og hans tænder bed så hårdt fat i ham, at han fik ondt i kæben. Men Loup kunne håndtere alle de bid og rifter de gav ham. ”Når I prøver at blive alfaer vil jeres modstandere prøve at slå jer ihjel! I må være stærkere end dem, så I kan slå dem ihjel, hvis det bliver nødvendigt. Hvis Cleave kommer efter jer igen med en endnu større bande må I kunne besejre dem. Hvis vampyrerne eller dødsenglene kommer efter jer, skal I kunne flå dem i stykker!” Noget i Loups ord blev til en snerren jo mere han sagde, og da han nævnte vampyrerne og dødsenglene fik det Dareon til at bide hårdere fat i sin fars arm. Han vred sig rasende, rev og sled i Loups arm, før han til sidst vendte hænderne mod jorden som om han forsøgte at grave sig fri fra grebet.
Pludselig løsnede Loup sit greb om dem begge, men det var kun for at lægge dem begge i jorden så han kunne lægge sig ind over dem, og holde dem begge nede med en hånd på hver af deres brystkasser. Instinktivt langede Dareon ud efter Loups arm, men stoppede op så snart han så hvor blodig den var. Skjorten var ødelagt – sønderflået – og huden under var flænset og blodig. Ligeså var Loups ene ben, hvor Trish havde fået fat.
”Fald til ro, I to!” Dareon løftede blikket op mod sin fars ansigt, og lagde nu mærke til udtrykket i hans ansigt. Der var noget uforstående i det. Men han kunne ikke falde til ro. Der var noget som pumpede i ham, fyldte ham med energi og fik det til at krible under hans hud. Søgende søgte hans blik til hans side, mod hans søster. Hvad var der lige sket?
”Er det sådan her I skal blive alfaer?” bed Loup af dem begge. Der var ingen nåde at finde i ham, men det så ikke ud som om deres ord nåede nogen af tvillingerne. Dareon borede sine negle ned i Loups blotlagte arm og hans tænder bed så hårdt fat i ham, at han fik ondt i kæben. Men Loup kunne håndtere alle de bid og rifter de gav ham. ”Når I prøver at blive alfaer vil jeres modstandere prøve at slå jer ihjel! I må være stærkere end dem, så I kan slå dem ihjel, hvis det bliver nødvendigt. Hvis Cleave kommer efter jer igen med en endnu større bande må I kunne besejre dem. Hvis vampyrerne eller dødsenglene kommer efter jer, skal I kunne flå dem i stykker!” Noget i Loups ord blev til en snerren jo mere han sagde, og da han nævnte vampyrerne og dødsenglene fik det Dareon til at bide hårdere fat i sin fars arm. Han vred sig rasende, rev og sled i Loups arm, før han til sidst vendte hænderne mod jorden som om han forsøgte at grave sig fri fra grebet.
Pludselig løsnede Loup sit greb om dem begge, men det var kun for at lægge dem begge i jorden så han kunne lægge sig ind over dem, og holde dem begge nede med en hånd på hver af deres brystkasser. Instinktivt langede Dareon ud efter Loups arm, men stoppede op så snart han så hvor blodig den var. Skjorten var ødelagt – sønderflået – og huden under var flænset og blodig. Ligeså var Loups ene ben, hvor Trish havde fået fat.
”Fald til ro, I to!” Dareon løftede blikket op mod sin fars ansigt, og lagde nu mærke til udtrykket i hans ansigt. Der var noget uforstående i det. Men han kunne ikke falde til ro. Der var noget som pumpede i ham, fyldte ham med energi og fik det til at krible under hans hud. Søgende søgte hans blik til hans side, mod hans søster. Hvad var der lige sket?