Post by Macaria Forsyth on Jul 26, 2017 18:36:49 GMT
Tålmodigt sad Macaria og betragtede Arona, mens hun gennemgik skabet, der faktisk indeholdte en hel flot samling af kjoler, når hun selv skulle sige det, hvor overraskende det så end var. Ja, hun gik i kjoler men til dagligt var det kjoler hun kunne bevæge sig i med løse skørter, så hun kunne sætte i løb eller kæmpe hvis det skulle være. Men hun havde også kjoler til møder, kjoler til fester, middage, besøg, gåture og flyveture med Zean. Så mange forskellige. Men hun voksede jo aldrig ud af dem!
Med et overbærende smil rejste hun sig op fra sengen, for at hjælpe sin datter med kjolen, uden at kommentere på gul virkelig ikke var hendes farve. Den matchede ikke håret eller de grå øjne, men ellers sad den pænt på hende, når man lige fik spændt den til, og rettet på skørtet. Situationen gav næsten vampyren en klump i halsen, fordi den mindede hende om dengang Arona bare havde været en lille pige, der hverken havde oplevet smerte på sin egen krop, i sit hjerte eller i sit sind.
”Prøv den her…” Macaria fandt en midnatsblå kjole frem. Den var hendes ynglings. Stoffet var i satin, så de mørkeblå farver blev ved med at ændre sig i forskellige nuancer, når man gik rundt i den, og man snurrede den fast til overkroppen på ryggen med bånd – ikke spænder, men bånd der kunne give sig, når man vred sig rundt i forskellige bevægelser. Derudover var skuldrene nøgne, så hun ville kunne slå sine vinger ud problemfrit. Skørtet havde hverken metalstænger eller andet hurlumhej i sig, men faldt bare frit i to lag ned over benene til fødderne, så man stadigvæk havde bevægelsesfrihed, samtidig med man så flot og præsentabel ud – derudover kunne man gemme en kniv ved låret.
”Her.” Hun hjalp hende i den, og snørrede den til bagpå, så den sad tæt til overkroppen. Ved Macaria havde kjolen været lang, men Arona var en smule højere, så kanten gik til cirka midten af skinnebenene – ikke at det gjorde noget. Tværtimod faktisk! Med et spænde af jern lavet her i Sethos, samlede hun alle de vilde hårlokker op, og fik sat dem fast med spændet i en løs knold, der dog truede med at gå op hvert sekund det skulle være, men indtil da… indtil da…
Hun vendte hybriden rundt mod det store spejl ved siden af garderoben. Hænderne strøg sig ned over de arret arme.
”Sådan dér. Nu ligner du en prinsesse igen,” fortalte hun stilfærdigt med et stolt smil hængende i mundvigen. ”Stærk og smuk på samme tid.”
Med et overbærende smil rejste hun sig op fra sengen, for at hjælpe sin datter med kjolen, uden at kommentere på gul virkelig ikke var hendes farve. Den matchede ikke håret eller de grå øjne, men ellers sad den pænt på hende, når man lige fik spændt den til, og rettet på skørtet. Situationen gav næsten vampyren en klump i halsen, fordi den mindede hende om dengang Arona bare havde været en lille pige, der hverken havde oplevet smerte på sin egen krop, i sit hjerte eller i sit sind.
”Prøv den her…” Macaria fandt en midnatsblå kjole frem. Den var hendes ynglings. Stoffet var i satin, så de mørkeblå farver blev ved med at ændre sig i forskellige nuancer, når man gik rundt i den, og man snurrede den fast til overkroppen på ryggen med bånd – ikke spænder, men bånd der kunne give sig, når man vred sig rundt i forskellige bevægelser. Derudover var skuldrene nøgne, så hun ville kunne slå sine vinger ud problemfrit. Skørtet havde hverken metalstænger eller andet hurlumhej i sig, men faldt bare frit i to lag ned over benene til fødderne, så man stadigvæk havde bevægelsesfrihed, samtidig med man så flot og præsentabel ud – derudover kunne man gemme en kniv ved låret.
”Her.” Hun hjalp hende i den, og snørrede den til bagpå, så den sad tæt til overkroppen. Ved Macaria havde kjolen været lang, men Arona var en smule højere, så kanten gik til cirka midten af skinnebenene – ikke at det gjorde noget. Tværtimod faktisk! Med et spænde af jern lavet her i Sethos, samlede hun alle de vilde hårlokker op, og fik sat dem fast med spændet i en løs knold, der dog truede med at gå op hvert sekund det skulle være, men indtil da… indtil da…
Hun vendte hybriden rundt mod det store spejl ved siden af garderoben. Hænderne strøg sig ned over de arret arme.
”Sådan dér. Nu ligner du en prinsesse igen,” fortalte hun stilfærdigt med et stolt smil hængende i mundvigen. ”Stærk og smuk på samme tid.”